Prekarisering – og akademisk arbejde (uddrag)

Janne Gleerup, Birger Steen Nielsen, Peter Olsén og Niels Warring

PREKARISERING – og akademisk arbejde

Frydenlund Academic

Prekarisering – og akademisk arbejde 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-999-5 Forlagsredaktion: Lotte List Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelæggelse: JM Infotech, Indien Omslag: Maija Heijgaard Omslagsillustration: Adbusters.org Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Bogen er sat med Minion Pro pt. 11.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold Forord............................................................................................................................7 Indledning....................................................................................................................9 Prekarisering – hvad taler vi om?...................................................................11 Samfundsmæssig horisont og subjektivitet...................................................15 “Jeg er ikke prekær”..........................................................................................19 Prekær, prekariat, prekarisering.....................................................................22 Den internationale diskussion........................................................................24 Bogens opbygning............................................................................................30 FØRSTE DEL

Kapitalisme og prekarisering – kampen om arbejdstiden 1.

Den store transformation...............................................................................36 Etablering af den kapitalistiske markedsøkonomi.......................................36 Dobbeltbevægelsen – forsvar mod disembedding og prekarisering.........40 Kampen for normalarbejdsdagen og fri livstid............................................43

2.

Fordisme og velfærdsstat................................................................................48 Et historisk kompromis....................................................................................48 En ‘social kapitalisme’ – lønarbejdet som norm...........................................50 Den fordistiske velfærdsstats historiske betingelser....................................57 Fordismens krise...............................................................................................63

3.

Postfordisme og neoliberalisme....................................................................66 Globaliseringen og den neoliberale udviklingsmodel.................................69 Det fleksible arbejde.........................................................................................94 Fra velfærd til workfare..................................................................................116 Facit: Prekariseringen vender tilbage...........................................................131

4.

Prekarisering i dag.........................................................................................134 Prekariseringens samfundsmæssige fysiognomi........................................134 Prekariseringens omfang og udbredelse......................................................142 En ny stor transformation.............................................................................152

ANDEN DEL

Prekarisering af akademisk arbejde – og retten til en fri livstid 5.

Hvordan rammes akademikere af prekarisering?....................................166 Det akademiske arbejdsmarked under forvandling..................................166 Omfang – statistiske tilnærmelser................................................................180 Former for prekarisering – akademikeres erfaringer................................184

6.

Prekarisering i et livsperspektiv..................................................................205 Hvorfor livsperspektiv?..................................................................................206 Prekaritet og subjektivitet i litteraturen.......................................................209 Vores empiriske undersøgelse.......................................................................218

7. Arbejdslivshistorier – livsforventning, udsigtsløshed og opfindsomhed.................................227 Personlige arbejdslivshistorier......................................................................228 Mange veje – fælles udfordringer og opgaver.............................................287 8.

At leve med prekarisering............................................................................297 På arbejde.........................................................................................................299 Selvstændig......................................................................................................310 Udrette noget...................................................................................................315 Til rådighed.....................................................................................................319 Fagligt organiseret..........................................................................................323 Få det til at hænge sammen...........................................................................331 Et personligt balancearbejde.........................................................................334

9.

Alternativer til prekarisering – faglige, politiske og kulturelle dimensioner..........................................340 Modtræk mod prekariseringen – de berørtes forslag................................344 Fornyelse af velfærdsstat og flexicurity – ‘en social kapitalisme’.............354 Guy Standings forslag til overvindelse af prekariseringen........................366 Nyordning af det samfundsmæssige arbejde og et nyt velfærdsparadigme................................................................374 Fagbevægelsens opgaver: interessepolitik, organisering, læreprocesser.....................................402

Litteratur...................................................................................................................413 Register......................................................................................................................427

Forord I 2014 INDGIK vi en aftale med Dansk Magisterforening (DM) om gennemførelsen af et mindre forskningsprojekt, som vi kaldte Forskningsundersøgelse af udbredelsen af ‘prekære arbejdsforhold’ på det akademiske arbejdsmarked – deres subjektive implikationer og konsekvenserne for fagpolitik og faglig organisering. DM har finansieret projektet og været os behjælpelig med rekruttering af deltagere. Herudover har DM stillet lokaler og andre ressourcer til rådighed for interviews og workshoparbejde og på anden vis ydet os vigtig støtte. Undertegnede har som kollektiv forskergruppe haft ansvaret for gennemførelsen af projektet. Vi har haft fuld frihed, og analyser og konklusioner står for egen regning. Vi vil gerne takke DM for et forbilledligt samarbejde, på en gang professionelt og hjælpsomt. På grund af sygdom blandt gruppens medlemmer blev vi nødt til at udskyde igangsættelsen af projektet til et godt stykke ind i 2015. Men vores tema er på ingen måde blevet mindre relevant eller presserende af den grund.

Da vi tog initiativ til projektet, var det, fordi vi som arbejdslivsforskere var blevet mere og mere opmærksomme på, hvordan tendensen til prekarisering vandt udbredelse – generelt i samfundet og vel stærkest i forhold til de dårligst stillede grupper på arbejdsmarkedet og de lavest betalte former for arbejde, men i stigende grad også inden for vores eget område, akademisk arbejde, hvor det blev mere og mere tydeligt, at ‘atypisk beskæftigelse’ næppe længere kan affejes som et (relativt) marginalt eller forbigående fænomen. Gennem arbejdet med projektet har vi fået det bekræftet. Prekariseringen hænger tæt sammen med grundlæggende samfundsmæssige forandringer, der ikke blot har konsekvenser for dem, der umiddelbart berøres af prekære arbejds- og ansættelsesbetingelser, men også berører – om end i første omgang på andre måder og mindre indgribende – dem, der tilsyneladende har deres på det tørre. At tro andet er at gøre sig illusioner. Prekarisering er ikke bare et randfænomen, og diskussionen om prekarisering rækker ind i helt centrale spørgsmål om, hvilken vej vores samfund bevæger sig og skal bevæge sig.

8 PREKARISERING

Vi vil takke alle de mange personer, der har stillet op til interviews og workshoparbejde eller i øvrigt på forskellig vis har understøttet og bidraget til vores arbejde med projektet, herunder med kommentarer og ideer til dele af manuskriptet. Vi har hørt om uacceptable arbejdsbetingelser og fået indblik i vanskelige livsforløb. Men det har ikke desto mindre været en fornøjelse for os at arbejde med projektet på grund af det engagement og livsmod, vi har mødt hos deltagerne, både de ‘menige’ og de professionelle (fortrinsvis) DM-medarbejdere, vi har talt med. Vores projekt har selvfølgelig en begrænset rækkevidde, men vi håber, vi kan bidrage til, at spørgsmålet om prekarisering fremover bliver sat endnu mere markant på dagsordenen – i den offentlige diskussion, forskningsmæssigt, i fagbevægelsen, på arbejdspladserne og i hverdagens uformelle samtaler. Der er ingen enkle eller isolerede svar, men over for prekarisering er negligering eller resignation ilde anbragt. Der er meget at tage fat på og allerede mange ideer og begyndelser.

Det kommer vi ind på i bogens afsluttende kapitel.

Igennem det meste af forløbet har vi haft et samarbejde med ph.d.-studerende Anders Jakobsen, der arbejder med et bredere, men i flere henseender beslægtet projekt om Akademisk arbejde under forandring. Han har hjulpet os med interviews og workshoparbejde og været sparringspartner i vores løbende projektdrøftelser. Det har været et – forhåbentligt gensidigt – inspirerende samarbejde.

Endelig vil vi rette en særlig tak til Kalle Lasn, redaktør af tidsskriftet Adbusters. Han har generøst givet os lov til at bruge billedet af ballerinaen og tyren på bogens forside. Billedet blev i sin tid publiceret af Adbusters som viral plakat, der initierede Occupy Wall Street-bevægelsen. På plakaten stod der øverst: “What is our one demand?” Og nederst: “#occupywallstreet/september 17th/bring tent”. Billedet danner den fineste indgang til vores bog, vi kunne ønske os.

Janne Gleerup, Birger Steen Nielsen, Peter Olsén, Niels Warring Roskilde Universitet, oktober 2017

SJETTE KAPITEL

Prekarisering i et livsperspektiv

I FEMTE KAPITEL beskrev vi tendenserne til prekarisering af akademisk arbejde i forhold til betingelserne på arbejdsmarkedet og tegnede et billede af prekariseringens omfang og nogle af dens markante former. Det var et perspektiv på prekariseringen udefra. Nu vender vi os mod spørgsmålet om, hvad det betyder for de konkrete personer, der må leve med prekarisering eller i skyggen af en truende prekarisering. Deres arbejdsliv er kendetegnet ved en vekslen mellem eller kombination af forskellige ansættelser og beskæftigelsesformer, inklusive mere permanente eller skiftende kombinationer af akademisk og andet arbejde, forskellige job, freelanceaktiviteter, supplerende dagpenge, rene dagpengeperioder, aktiveringsformer. Og for hver af dem er dette arbejdsliv integreret i en samlet livssituation af meget forskellig karakter. Hvordan tager deres hverdagsliv og deres livshorisont sig ud? Hvordan er det at måtte leve med (truslen om) prekarisering? Hvordan oplever, forstår og bearbejder de deres situation?

Først i et sådant indefra-perspektiv træder de livspraktiske implikationer af prekarisering konkret frem i deres vanskelige balance mellem hverdagslig normalitet og eksistentiel dramatik, mellem overlevelseskamp og forsøg på at skabe sig en tilfredsstillende fremtid. Mellem glæde, bekymring, måske smerte og så livsmod og håb. At leve med prekarisering indebærer komplicerede orienteringsforsøg, et vanskeligt identitets- og balancearbejde, der grundlæggende angår, hvad man kan og skal med sit liv som menneske i vores samfund i dag. Ikke bare som menneske og samfundsborger, men netop også som en person, der har valgt en akademisk uddannelse, et bestemt fag, en særlig fagkombination, og som har forestillinger om, hvordan denne uddannelse kan og skal have betydning for, hvad man kan arbejde og bidrage med gennem sit arbejdsliv. Et sådant identitets- og balancearbejde er ikke noget, der er forbeholdt dem, der er konkret truet eller ramt af

206

Sjette kapitel

prekarisering, men i deres situation træder det ofte frem i skærpet form og med en klarhed, der kan give det en eksemplarisk karakter.

Det er dette, der har stået i centrum for vores empiriske undersøgelse, som vi præsenterer i de følgende kapitler. Men først vil vi her i sjette kapitel gøre nærmere rede for, hvorfor det er vigtigt at se prekariseringen i et livsperspektiv. Hvorfor skal man vide noget om prekarisering – hvad er det man kan få at vide – ved at spørge og prøve at forstå på denne måde? Som overgang til en redegørelse for vores egen tilgang kaster vi også et blik på, hvordan den subjektive side af prekariseringen afhandles i litteraturen om prekarisering. Her er der mange forskellige fremgangsmåder og forståelser, og i en diskussion af nogle udvalgte tilgange ser vi på, hvad de bidrager med, men drøfter også, hvad vi ser som bestemte begrænsninger. I forlængelse af det præsenterer vi vores egen undersøgelse.

Hvorfor livsperspektiv?

Vi har argumenteret for, hvorfor arbejde og arbejdsmarked stadig må tilskrives en analytisk og livspraktisk forrang, når man skal søge at forstå prekariseringen, dens grundlag og konsekvenser, selv om fænomenet prekarisering ikke lader sig isolere til denne dimension af det samfundsmæssige liv. Livsforhold kan blive prekære af mange grunde, men prekarisering som samfundsmæssigt fænomen kan ikke løsnes fra det samfundsmæssige arbejde i dets aktuelle udformning og former. Prekære i streng forstand bliver arbejds- og ansættelsesforhold dog først i det øjeblik, hvor de konkret gør menneskers eksistens, deres livssituation og deres fremtidsudsigter basalt problematiske og usikre. Det er det, vi kalder faktisk prekarisering.

Derfor er en kortlægning og (tendens)analyse af konkrete prekære forhold i arbejdet ikke tilstrækkelige til at belyse, hvad prekarisering går ud på.

Mennesker, der er henvist til prekære ansættelser og arbejdsforhold, bevæger sig – som nævnt ovenfor – på tværs af arbejdsfelter, skiftende ansættelses- og arbejdsformer og mellem arbejde og arbejdsløshed. Dette er en særlig kvalitativ dimension ved prekariseringen, som kun kan beskrives og forstås konkret ud fra – ja, gennem – de berørte personers praktiske livsperspektiv. Det er en kvalitet, der angår mening og sammenhæng i livet. Det er menneskers samlede hverdagsliv, som ikke blot omfatter arbejdet, men bl.a. også familie og børn og deltagelsen i det sociale og kulturelle liv, der berøres af de prekære betingelser. Samtidig vil det radikalt uvisse, fluktuerende tidsperspektiv i sig selv have konsekvenser for, hvilke livshorisonter og livs-

Prekarisering i et livsperspektiv

207

balancer man kan etablere, og med hvilke omkostninger. Først i et sådant perspektiv kan implikationerne af prekarisering klargøres.

Når vi ønsker at anlægge et livsperspektiv i vores undersøgelse, betyder det derfor, at vi retter opmærksomheden mod, hvad der sker med menneskers hverdagsliv og hverdagserfaringer i lyset af prekarisering. I det moderne, kapitalistiske samfund er hverdagslivet omdrejningspunktet for menneskers vedvarende bestræbelse på at skabe mening og sammenhæng i livet.1 Et hverdagsliv i den forstand, vi kender det i dag, opstår som en følge af udskillelsen af økonomien fra livssammenhængen og etableringen af den som en overgribende logik i samfundet – det, Polanyi beskrev som disembedding (se første kapitel). Her sker der en grundlæggende samfundsmæssig spaltning i livsområder og -funktioner, hvad der i sociologien ofte neutraliserende er blevet sammenfattet under begrebet ‘funktionel uddifferentiering’. Men begrebet uddifferentiering fanger ikke spaltningsdimensionen. I det perspektiv, vi anlægger, er hverdagslivet ikke et begreb for den del af livet, der ligger uden for arbejdet, men for livet, som det leves på disse nye betingelser. Hverdagslivet og hverdagslighed betegner en modsigelsesfuld livsform og livsfølelse, som vi hver dag genskaber.

Hverdagslivet er ikke nogen selvfølge. Med det moderne hverdagsliv begynder tværtimod en ny livsopgave at tage form. Ja, hverdagslivet er denne opgave: For moderne mennesker er det en permanent opgave at forme hverdagen til en livssammenhæng.2 Tidligere levede man som led i overgribende sammenhænge, som man nok udfyldte og bidrog til, men man skabte 1 For denne diskussion af hverdagslivet jf. Ahrenkiel et al. 2012: 91 ff.

2 Begrebet om det ‘moderne hverdagsliv’, som vi bruger det her, er et alment begreb, der omfatter den udfoldede kapitalismes forskellige epoker, som vi har skitseret dem i bogens første del. Hvis man kulturelt differentierer mellem moderne og postmoderne, hvor det postmoderne så i store træk kendetegner postfordismen, så omfatter vores begreb om det almene hverdagsliv altså også det postmoderne. Der kan være gode grunde til at skelne mellem modernisme og postmodernisme, når man diskuterer kulturelle omformningsprocesser med overgangen til postfordismen, sådan som fx David Harvey (1989) og Frederic Jameson (1991) har gjort på hver deres måde. Men det bliver misvisende, hvis man abstrakt modstiller de to kulturformer. Fælles for dem er, at de er indskrevet i kapitalistiske samfundsforhold. Det betyder også, at postmodernisme snarere er udtryk for metamorfoser af modernismen med stærke elementer af identitet – og ikke en helt ny kulturform hinsides modernismen. Omvendt kan man også beskrive postmodernismen som en dimension i modernismen, hvilket Lyotard fx gjorde. Ofte har det således også vist sig vanskeligt entydigt at fastlægge, hvad der er moderne, og hvad der er postmoderne. Når vi taler om det moderne hverdagsliv, bruger vi således betegnelsen som en epokal betegnelse, gribende over modernisme og postmodernisme.

208

Sjette kapitel

dem ikke på samme måde, som det gælder for det moderne hverdagsliv.

Denne skabelse af sammenhæng er et moderne kultur- og identitetsarbejde.

Man lever ikke bare fra sfære til sfære, fra situation til situation, selv om menneskers kapacitet og tolerance i forhold til at kunne spænde over forskelligartede sammenhænge utvivlsomt er vokset enormt. Heri ligger der en vækst i frihed. Men ‘at spænde over’ betyder også: at kunne etablere ‘sammenhæng mellem’. Mislykkes det, mister man også et meningsperspektiv.

Hvis vi følger Oskar Negt, kan vi sige, at det, vi kalder ‘erfaring’, er knyttet til denne skabelse af sammenhæng: Erfaring handler om at forbinde det forskellige, hvorigennem verden først åbnes som et også subjektivt konkret mulighedsrum. Det er i forhold til sådan et rum, man har brug for viden som orienteringsviden.

Selv om hvert enkelt menneske stilles over for denne opgave, betyder det ikke, at den er individualiseret. Den individuelle skabelse af sammenhæng og mening er indlejret i et omfattende net af samfundsmæssige institutioner og kollektive kulturelle og sociale fællesskaber. I den fordistiske velfærdsstat udgjorde den særlige kombination af lønarbejde og ‘kernefamilie’, og det normalarbejdsforhold og kønsforhold, der var knyttet hertil, et af de tunge institutionelle omdrejningspunkter. Under postfordismen eroderes dette grundlag hastigt, og det udfordrer og radikaliserer den individuelle sammenhængs- og meningsskabelse. I det omfang, man som enkeltindivid slynges ud af eksisterende bærende institutionelle sammenhænge, samtidig med at overleverede sociale og kulturelle fællesskaber også mister deres kraft, havner man let i en social og eksistentiel krisesituation. Prekarisering er et udtryk for dette. Det er kernen i prekariseringens destruktivitet. Og det er derfor, vi ønsker at anlægge vores analyse af den subjektive side af prekarisering ikke som en hverdagslivsanalyse i al almindelighed, men som en analyse af menneskers hverdagsliv og hverdagslivserfaringer i lyset af prekarisering.

Det er dette, der ligger i overskriftens ‘prekarisering i et livsperspektiv’. Med henblik på analysens almene karakter kan vi sige: Prekarisering rækker ind i menneskers samlede livsførelse, men den bestemmer den ikke direkte. Derfor er et livsperspektiv nødvendigt, men det kan ikke absoluteres. Et livsperspektiv har sine objektive betingelser og kontekster, men det er subjektivt. Prekarisering er imidlertid et materielt samfundsmæssigt fænomen, der ikke kan forstås alene ud fra et subjektivt perspektiv. Samtidig må det subjektive ikke reduceres til en effekt af objektive betingelser. I stedet må vi forstå prekarisering som et subjektivt-objektivt forhold. Det subjektive er et moment i det samfundsmæssige, medkonstituerende for det, men er

Prekarisering i et livsperspektiv

209

ikke identisk med det. Subjektet er samfundsmæssigt, men er ikke et spejl af samfundet. Der er ingen subjektivitet uden konkrete personer, men subjektiviteten har både individuelt-særegne og overindividuelt-almene dimensioner. Subjektivitet er et udtryk for vores forbundethed med verden. Dette er vores erkendelsesteoretiske udgangspunkt, baseret på kritisk teori (Theodor W. Adorno, Oskar Negt).

Når vi i vores analyse konkret forsøger at anlægge et livsperspektiv, indebærer det derfor, at vi må forsøge at åbne os for subjektiviteten i både dens individuelle og almene dimension. Vi tager udgangspunkt i de enkelte menneskers personlige historier om prekarisering, men søger deri det overgribende, fælles, noget alment – en dialektik. I det, der på tværs af menneskers forskellige erfaringer med prekarisering fremtræder som noget ens – det samme, noget gennemgående, normalt eller trivielt – må vi lytte efter det individuelt-særlige. Og omvendt: I det, der fremtræder specielt, som noget decideret individuelt-personligt, må vi lytte efter det fælles, overgribende. Inden for denne dialektik retter vores interesse sig altså mod det alment-overgribende i hverdagslivet og hverdagserfaringerne, men uden at det løsrives fra det individuelt-særegne.

Prekaritet og subjektivitet i litteraturen I litteraturen om prekarisering og de undersøgelser, den baserer sig på, er den subjektive dimension belyst på meget forskellige måder. Den tidlige diskussion bevægede sig i høj grad i en industrisociologisk tradition, hvor det subjektive enten var nedtonet eller blev behandlet på en noget reducerende måde med en tendens til så at sige at forlænge de objektive vilkår ind i subjekterne. Det har ændret sig. I dag er der en fyldig litteratur, men den er stadig i betragteligt omfang præget af, hvad vi vil kalde en sociologiserende ensidighed. Det betyder ikke, at den er uinteressant, og vi vil derfor også diskutere og inddrage dimensioner af den i relation til vores egen empiriske undersøgelse, idet vi forholder os til nogle centrale, udvalgte arbejder.

Vi har i vores analyse af prekariseringen som samfundsmæssigt fænomen peget på, hvordan prekariseringen på en fornyet og skærpet måde sætter kampen om at vinde en fri livstid på den samfundsmæssige og individuelle dagsorden. Dette centrale tema kan man genfinde i størsteparten af litteraturen om prekarisering. Også Guy Standing rykker det i centrum af sin diskussion, idet han spørger, hvad prekariseringen – eller, som han mere alment formulerer det, det globale marked og (kan vi tilføje) dermed

210

Sjette kapitel

det fleksible arbejde – gør ved vores forhold til tiden: “Det globale marked er en 24/7-maskine: Det sover aldrig, slapper aldrig af; det har ingen respekt for éns dagslys og mørke, éns nat og dag” (Standing 2011: 198). Det har en pris, som mennesker betaler: “Det er ikke længere et spørgsmål om, at det er den tidlige fugl, der fanger ormen: Det er den søvnige fugl, der gør det” (Standing 2011: 199).

Det sætter os over for helt nye udfordringer, fordi det samtidig indebærer, at alle de samfundsmæssig-institutionelle organiseringer af livstiden, der er blevet udviklet med kapitalismen, i dag er under opløsning. Det har vi diskuteret i forhold til bevægelsen fra fordisme til postfordisme. Det postfordistiske samfund nødvendiggør, at man bruger, fordeler, organiserer – eller med Standings ord: allokerer – sin tid på nye måder. Det er en almen udfordring, men tilspidses i prekariseringen. Mange traditionelle temaer bliver uaktuelle eller ‘kunstige’, som fx det velkendte arbejdssociologiske spørgsmål om ‘work-life-balance’: Hjem er end ikke familiens arnested længere, for så vidt som flere og flere mennesker, i særdeleshed dem i prekariatet, lever alene, med deres forældre eller med en række forbigående husfæller eller partnere. En voksende del af verden betragter deres hjem som en del af deres arbejdsplads. Og selv om det er noget, der ikke lægges så meget mærke til, så udføres det, der tidligere var forbeholdt hjemmet, på eller i nærheden af arbejdspladsen.

(Standing 2011: 202-203).

Snarere end at sige, at selve temaet om work-life-balance er kunstigt, hvilket vel må betyde irrelevant, kunne man også sige, at spørgsmålet stiller sig på en radikalt ny måde.

Det centrale, siger Standing, er, at man mister kontrol over tiden – og over viden og etik i det arbejde, det job, man skal udføre. I tilspidset grad og på en måde, der er særligt stressende, skal prekariatet (som jo er Standings foretrukne betegnelse) kunne håndtere umådelige krav til en tid, der er begrænset (Standing 2011: 204). Noget, der er særligt karakteristisk for prekariatet, er dets voksende behov for at opøve færdigheder-til-arbejdet i stedet for at kunne opøve færdigheder-i-arbejdet, såsom: pleje og tilpasning (refinement) af personligheden, employability, evnen til at netværke og evnen til at holde sig ajour med, hvordan der tænkes netop nu inden for en lang række felter, løbende genskrive sit cv osv. (Standing 2011: 209). Alt det, kan vi tilføje, som trænes på jobcentrene. Man forbereder sig permanent til

Prekarisering i et livsperspektiv

211

næste job. Man udvikler mange færdigheder, men får ikke mulighed for at bruge dem. Og derfor må man spørge sig selv: Skal jeg bruge tid på at lære noget om det her? Jeg brugte en masse tid og penge på at gøre det sidste år, uden at der kom noget ud af det, skal jeg bekymre mig om det igen? Det, jeg lærte sidste år, er nu forældet; er der så nogen grund til at tage et lignende kursus i år igen?

(Standing 2011: 214).

‘Konnektivitet’, siger Standing med henvisning til udtalelser fra ‘aktivister’, altså at være online uafbrudt, er et definerende kendetegn ved prekaritet og især for unge – noget, der “fylder hvert rum i tiden” (Standing 2011: 218).

Han sammenfatter: Konnektivitet producerer måske ikke blot den prekariserede subjektivitet,3 men fordi prekariatet ikke har nogen kontrol over tiden eller et regulært tidsskema (schedule), er det mere sårbart over for onlineverdenens distraktioner og tilbud. Der er ikke noget galt med konnektivitet; det er konteksten, det kommer an på.

(Standing 2011: 219).

Prekarisering betyder altså, at man bliver spundet ind i en livsstil, der helt igennem er præget af kravet om job-performing, hvor ‘job’ henviser til de midlertidige, usikre former for arbejde, der i stigende grad kendetegner prekært arbejde, som vi udførligt har diskuteret i fjerde og femte kapitel. Man bliver henvist til en form for multitasking, der “nedsætter produktiviteten i hver eneste aktivitet. Fragmenteret tænkning bliver en vane. Det gør det sværere at udføre kreativt arbejde eller at dvæle i fri tid, som kræver koncentration, gensidighed og en vedvarende indsats” (Standing 2011: 224).

Så vidt (sider af) Standings analyse. Der er næppe tvivl om, at den benævner og beskriver en stribe af temaer, som presser sig på – ikke kun, som han selv gør opmærksom på, men i særdeleshed når man er udsat for prekarisering. Analysen er skarp og lidenskabelig og er givetvis medvirkende til hans offentlige gennemslagskraft. Også flere af dem, vi har interviewet, siger: “Det er mig, min situation, han beskriver”. Mens andre, som diskuteret i indledningen, reagerer nærmest modsat: “Jeg er ikke prekær!”

3 Standing siger ‘the precariatised mind’.

212

Sjette kapitel

Sådanne modsatrettede svar peger, som vi ser det, på en vanskelighed ved denne (form for) analyse. Den er nok i en vis forstand træfsikker – og derfor også relevant – over for de vilkår, man påtvinges under prekarisering.

Men hvad er det, den benævner? Findes der i denne forstand en prekariseret eller prekær subjektivitet? Eller er det ikke snarere sådan, at analysen her – på klassisk sociologiserende vis – netop forlænger de ydre strukturelle vilkår ubrudt ind i subjekterne? Det er ikke klart, og det har også at gøre med Standings forførende, nærmest litterære skrivemåde. Der refereres spredt til udtalelser fra aktivister eller personer, altså til en form for vidnesbyrd, men uden at man kender konteksterne nærmere. Teksten bevæger sig mellem tredje person og første person flertal (‘vi’), men mest af alt fremtræder den som Standings indfølende og suggererende beskrivelse af, hvad han ser som prekarisering indefra. Den har imidlertid også et stærkt element af objektivering af ‘de prekære’.

De konkrete subjekter fortoner sig som personer, der ikke blot rammes af prekarisering og må slå sig igennem på de vilkår, som Standing så levende beskriver, men som også på deres egen måde lever – dvs. omgås med, bearbejder, besvarer – disse vilkår.4 Standing tenderer til at springe denne formidling over. Dette reproducerer sig også i den afsluttende politiske diskussion, hvor to idealtypiske politiske scenarier uformidlet sættes over for hinanden: “A politics of inferno” vs. “a politics of paradise” (jf. yderligere niende kapitel). Men lad os slå fast: Denne kritik reducerer ikke betydningen af hans kortlægning og kritiske analyse af prekariseringens subjektivt destruktive dimensioner.5 En anden side af Standings analyse er, at han behandler prekarisering inklusive dens subjektive dimension som et universelt fænomen. Eller det er måske rigtigere at sige, at han hæfter sig ved dens universelle sider. Det er vel en central pointe hos ham: Prekarisering er et fænomen, der vidtgå4 Pointen er ikke, at man ikke kan genfinde de individuelle personer, men at det personlige også bliver fraværende i det almene subjektive perspektiv, som Standing – i sig selv rimeligt nok – anlægger. Dermed bliver der tale om et abstrakt alment.

5 Vores forbehold over for Standing på dette punkt betyder derfor heller ikke, at vi ønsker at relativere eller mildne kritikken af denne destruktivitet. Prekariseringen kan de facto ramme mennesker mere eller mindre uformidlet, nemlig hvis de befinder sig i en social livssituation, hvor deres bearbejdning af prekariseringens erfaring mislykkes. Det kan have individuelt-personlige grunde, men vil nok først og fremmest være relateret til en social isolation, en mangel på muligheder for sammen med andre at omgås denne erfaring. Annick Bourguignon har ud fra prekariseringsramtes webudvekslinger vist, hvordan følelsen af skam og af at være socialt unyttig kan komme til udtryk i angst og

Prekarisering i et livsperspektiv

213

ende er kendetegnet ved strukturelle dimensioner, som slår igennem, uanset hvilke former for arbejde der er tale om. Og uanset social placering (hvis betydning som sådan han selvfølgelig ikke benægter) rammes mennesker principielt også ensartet subjektivt. Det er også derfor, han uden tøven taler om prekariatet som en ny klasse (in-the-making).

Den strukturelle side af prekariseringen er der gode grunde til at trække frem som noget, der konstituerer fælles vilkår – og dermed som noget, der også subjektivt potentielt kan forbinde mennesker med hinanden på tværs af selv meget forskellige kontekstuelle livssituationer. Men samtidig må man fastholde et blik for de betragtelige forskelle. Selv om der er noget, der er fælles i vilkårene, skaber det ikke uden videre et konkret sammenfald i interesser, endsige i oplevelsen af at leve med prekarisering. I bedste fald åbner det et muligt rum for fælles erfarings- og læreprocesser, hvor man i relation til andre med både fælles og forskellige vilkår kan skabe en åbning af en måske ellers fastlåst og udsigtsløs fremtidshorisont. Det kan bidrage til, at man udvikler en friere afstand til sin situation, og dermed også til en udvidelse af oplevelses- og handlemuligheder. Men en sådan åbning af horisonten må også gå gennem eller indeholde en bearbejdning af éns konkrete situation i al dens modsigelsesfuldhed. En analyse af den subjektive side af prekariseringen, der forholder sig til de konkrete måder, som prekariseringen opleves og bearbejdes på, må lede efter muligheder og ansatser i disse måder, der peger i denne retning. Ikke postulere identitet i interesser og oplevelsesformer.

Ved siden af Standings analyse påkalder også Nadine Sanders store monografi om Det akademiske prekariat sig opmærksomhed (Sander 2012).

Her fremlægger hun en omfattende empirisk undersøgelse af prekarisering inden for det akademiske område. Hendes undersøgelse blev gennemført i 2011-2012 og handler om prekarisering i Tyskland. Den er grundigt teoretisk reflekteret og arbejder med en såkaldt rekonstruktiv interviewanalyse, der baserer sig på en “integrativ, teksthermeneutisk” tolkningsmetode.

Interviewene er biografisk orienterede og har lagt vægt på en narrativ, men depressioner, meningstab og en følelse af at være socialt udgrænset (Bourguignon 2012).

Hendes materiale kan opfattes som forholdsvis ucensureret (webudvekslingen), og selv om man måske også kan tilskrive det en vis selvforstærkende ensidighed, der også har med denne kommunikationsform at gøre, så er det nærliggende at antage, at det faktisk bringer oplevelsesdimensioner til udtryk, der i samtaler med myndigheder ikke dukker op med denne styrke. Det gør de heller ikke uden videre i interviews som vores, men derimod, som vi skal se i syvende og ottende kapitel, for det meste mere indirekte.

214

Sjette kapitel

også argumenterende dimension. Dermed har hun produceret en righoldig kvalitativ empiri, som også i de konkrete analyser er fyldigt repræsenteret gennem udførlige interviewsekvenser.

I den samlede analyse præsenterer hun nu sine resultater i form af en række ‘typologier’, idet hun også gør rede for, hvordan de er konstrueret, og understreger, at man også kunne have fundet andre typologier. Det betyder ikke, at hun betragter typologierne som arbitrære (“Noget andet kunne også have været tilfældet”); hun taler derimod om en rekonstruktiv analyse.

Typologierne er kondenserede, analytiske udsagn om den undersøgte virkelighed, og hun gør rede for de gyldighedskriterier, hun arbejder med. Hun præsenterer fire forskellige subjektive typologier, der alle bevæger sig “mellem midlertidighed og planlægning” – således bogens undertitel (Sander 2012: 176 ff.). Den enkelte typologi anskueliggøres gennem to interviewpersoners historier, der hver beskriver forskellige variationer af hovedtypen, og som anses for at være eksemplariske. Personernes tolkningsmønstre i forhold til verden spiller en central rolle.

Den første type er ‘kompensationstypen’. Kendetegnende for denne type er, at de prekære beskæftigelsesforhold godt nok opleves som en form for usikkerhed, men at det er noget, man kan håndtere gennem kompensationsstrategier – en strategi, hun kalder et ‘sikkerhedsmanagement’. Man kompenserer for usikkerheden fx ved hele tiden at styrke sine kvalifikationer eller gennem et velordnet, trygt privatliv, man kan falde tilbage på, og det går hånd i hånd med en positiv vurdering af chancerne på arbejdsmarkedet.

Den anden type er ‘accepttypen’. Kendetegnende for denne type er, at de prekære beskæftigelsesforhold ikke opleves som en trussel, og at deres ‘usikkerhedspotentiale’ vurderes som forholdsvis lille. Midlertidigt arbejde bliver ikke bare accepteret, men ofte foretrukket. De prekære forhold anses for at være normale, især i relation til en akademisk karrierevej, og angsten for stilstand vejer stærkere end angsten for det usikre. Man har tiltro til egne kræfter.

Den tredje type er ‘delegationstypen’. Kendetegnende for denne type er, at man forsøger at håndtere usikkerheden ved at delegere sit egetansvar og også sin egenansvarlighed til en tredje person eller instans. Der er ikke tale om en kompensationsstrategi, men om, at den usikkerhed, man oplever om arbejdets midlertidighed, forvandles til noget, der opleves som en subjektiv sikkerhed, fordi håndteringen af usikkerheden er delegeret til en anden.

Man kan altid få hjælp. Det kan ytre sig som en mangel på egne initiativer: Man finder nye job gennem sit netværk, eller man forlader sig på økonomisk støtte fra sin mor. Allerede ansvaret for at vælge en usikker akademisk

Prekarisering i et livsperspektiv

215

vej blev i Sanders undersøgelse for en persons – en førstegenerationsakademikers – vedkommende delegeret til moderen. Denne type eksemplificeres af to unge kvinder. På ét punkt fungerer delegationen ikke, nemlig i forhold til at blive mor. Det er et ønske, der så udskydes på ubestemt tid, så at sige delegeres til engang ude i fremtiden.

Den fjerde type er ‘stabilitetstypen’. Kendetegnende for denne type er et stort behov for at føle sikkerhed, der skal skabes gennem den størst mulige entydighed i erhvervsmæssig henseende. Denne type prøver ikke at arrangere sig med midlertidighed i ansættelsen, men stræber efter at undgå det. Alligevel forekommer det, at man opfatter et ansættelsesforhold som stabilt, hvis blot det er ‘tilstrækkeligt langt’. Det er, siger Sander, en meget subjektiv vurdering. Hvad er tilstrækkeligt langt? Empirien viser, at en længde på mindst fire år gennemgående anses som ‘tilstrækkeligt lang’; så oplever man stabilitet. Karakteristisk for denne type er også, at stabilitet er ensidigt knyttet til arbejdslivet; usikkerhed her kan ikke kompenseres af stabilitet i privatsfæren. Hos denne type træder et ‘angstpotentiale’ tydeligst frem: angsten for at miste sit eksistensgrundlag, for arbejdsløshed, social deroute.

Når angstpotentialet træder så stærkt frem ved denne type, kan det umiddelbart relateres til sociobiografiske rødder, men det kan på ingen måde reduceres til det. Angsten er ikke fraværende hos de andre, men håndteres forskelligt og kan lettere skubbes i baggrunden. Generelt gælder det også, at ønsket om at få børn er afgørende for, i hvor høj grad man kan tåle en ‘usikker fremtidsåbenhed’. Der viser sig også en klar forskel mellem førstegenerationsakademikere og dem, der har en akademisk familiebaggrund.

Orienteringen mod at styrke egne kvalifikationer er markant for førstegenerationsakademikerne, og i særdeleshed for kompensationstypen, men det er formodentlig en orientering, der efterhånden vil slå bredere igennem.

I Robert Castels (modificerede) samfundsstrukturelle inddeling af prekarisering i forskellige zoner placerer hun accepttypen i integrationszonen, dog under en særlig kategori, ‘atypisk integration’, mens kompensationstypen og delegationstypen placeres i den egentlige prekaritetszone, og endelig stabilitetstypen i afkoblingszonen (jf. vores diskussion i fjerde kapitel). Gennem denne indplacering bliver det tydeligt, at prekaritet er et subjektivtobjektivt forhold. Når accepttypen således placeres relativt højt oppe i et integrationsperspektiv, kan det tilskrives denne types ‘tiltro til egne kræfter’, mens det faktiske grundlag for at overvinde usikkerheden måske ikke uden videre korresponderer med denne selvbevidsthed. Hertil kommer, at den reelle usikkerhed ser ud til generelt at øges, og billedet kan have ændret sig

216

Sjette kapitel

på de mere end fem år, siden Sanders materiale blev indsamlet. Det er i høj grad hos denne type, man finder orienteringer, der herhjemme som regel forbindes med at være selvstændig eller freelancer.

I den samlede undersøgelse synes der at træde et spændingsforhold frem. På den ene side er der orienteringer mod en bestræbelse på at opnå en ‘atypisk integration’ og for så vidt dermed også affirmere de strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet i retning af en øget vækst i prekære – eller atypiske – job. Og på den anden side er der orienteringer, som på forskellig vis søger mod en form for genopretning af et normalarbejdsforhold – men de facto på de nye betingelser. Grundlæggende, konkluderer Sander, er der ikke basis for at opstille en dikotomi mellem “et akademisk uddannet velstandsprekariat og et sårbart prekariat, der udgøres af de laveste uddannelseslag og arbejdsmarkedssegmenter. (…) Usikkerhedsfølelserne æder sig stadig højere op [i samfundet]” (Sander 2012: 373-374). Man kan altså ikke bare affærdige prekarisering inden for det akademiske arbejde som et forbigående ‘luksusproblem’. Men når det er sagt, må man samtidig fastholde, at det ikke kan udviske de massive klasseforskelle i forhold til udsigtsløshed og forarmelse, der jo også kendetegner prekariseringen som samlet samfundsmæssigt fænomen. Det gælder globalt, men også inden for EU, inklusive Danmark, hvor bl.a. etniske skillelinjer antager karakter af sociale klasseskel.

Som det fremgår selv af vores knappe referat, er Sanders undersøgelse righoldig. Men vi har dog også nogle forbehold. De retter sig først og fremmest mod den typologiserende tilgang.6 Den forekommer os at være en blindgyde. Det er svært at se, hvad man vinder ved en sådan kategorisering.

Tværtimod risikerer den at mystificere billedet af de subjektive bearbejdningers dynamiske modsigelsesfuldhed, deres bevægelighed og åbenhed, deres improvisationer. Specielt hvis man ønsker at åbne blikket for det ufærdige og de latente muligheder, trækker typologiseringen i modsat retning. Den åbner heller ikke mod et mere komplekst lærings- og erfaringsperspektiv.

Den forbliver på en måde også for ensidigt subjektiv, mister grebet om det subjektivt-objektive.

Subjektive bearbejdninger er indholdsmæssige erfarings- og læreprocesser; de udarbejder sig i forhold til en social materialitet, som de ikke helt slipper forbindelsen til, og som både binder dem til den eksisterende virkelighed, men derfor også holder dem åbne for forskydninger i den, 6 Typologiseringer er ret udbredte, også i forskningen i prekarisering, og kritikken er derfor ikke specielt adresseret til hendes arbejde.

Prekarisering i et livsperspektiv

217

inklusive nye sociale situationer. Medmindre disse bearbejdninger helt er stivnet i selvstændiggjorte ‘strategier’, der ikke lader sig belære. Men det vil være undtagelsen. Denne begrænsning skyldes til dels det forhold, at analyserne ikke kommer tæt nok på de konkrete hverdagssituationer med deres opgaver og udfordringer, hvor de umiddelbare erfaringer med prekarisering gøres. Disse situationer er nok repræsenteret i de interviewedes fortællinger, men analysen rykker væk fra dem. Dette kan også have at gøre med den teoretiske privilegering af strategibegrebet. Det er jo meget udbredt, men spørgsmålet er, om det er særlig velegnet til at gribe de søgeprocesser, som kendetegner forsøget på at vinde fodfæste. Her forekommer Oskar Negts begreb om ‘identitets- og balancearbejde’ os mere åbent (jf.

Negt 1994, 2010). Identitets- og balancearbejdet er det subjektive svar på den personlige arbejdsopfordring, der udspringer af den sociale materialitet – i vores sammenhæng: som den tager sig ud og farves af tendenserne til prekarisering.

Hvis resultatet af dette identitets- og balancearbejde bliver ‘selvstændiggjorte strategier’, er det delvist et udtryk for en indsnævring eller endimensionalisering af orienteringen, hvor livsforventningerne snøres sammen, og fremtidshorisonten risikerer at forsvinde som en ganske vist uvis, men dog åben mulighedshorisont. Det er vel realistisk at regne med, at det vidtgående kan ske – ja, sker – men så er det analysens opgave også at finde modsigelser og (latente) åbninger her. Den analytiske interesse skulle derfor i stærkere grad rette sig mod, ikke hvilke strategier man kan identificere og klassificere, men om erfaringsdannelsen overhovedet tenderer til at fastlåses i ‘strategier’.

En subjektiv analyse af prekarisering kan således risikere at forflygtige det konkrete, hvis den ikke kommer tæt nok på hverdagen og de væsentlige hverdagssituationer, de forskellige praksisfelter eller praksisdimensioner, som et liv med prekarisering udspiller sig i. Men samtidig skal den også fastholde et livshistorisk perspektiv, omgangen med prekarisering over tid og dens betydning for udformningen og fastholdelsen af et fremtidigt mulighedsrum. Dette er den subjektive analyses to akser. Sanders undersøgelse rummer også denne dobbelthed og bidrager med meget materiale til at belyse prekarisering i et sådant perspektiv. Men analysen må altså ikke forhastet fortættes og fastlåses i et katalog af typologier. Det er mere en bogholderlogik end en analytisk logik; den åbner sig ikke mod menneskers behov for orientering og kritisk selvrefleksion.

Dette stiller opgaver for en subjektiv analyse, som er vanskelige at håndtere, men som man kan forsøge at arbejde med og give et bud på.