Professionelle blikke på den anden uddrag by Frydenlund

Chalotte Glintborg, Lotte HedegaardSørensen & Birgit Kirkebæk (red.)

Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter

Frydenlund Academic

Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter © Frydenlund og forfatterne 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7118-779-3 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Grafisk produktion: Totem, Polen Forsidefoto: iStock

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold 1. Bogens idé og indhold. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Af Lotte Hedegaard-Sørensen

2. Narrative forskningstilgange. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Af Chalotte Glintborg & Nichlas Permin Berger

3. Narrative forskningstilganges relevans for marginaliserede grupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Af Bjørn Hamre & Birgit Kirkebæk

DEL I: De historiske bidrag 4. Diagnoser og skam i opdragelse: håbefulde og håbløse narrativer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Af Bolette Frydendahl Larsen

5. Barnet som undtagelse – det skolepsykiatriske blik på eleven 1935-1955. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Af Bjørn Hamre

6. I gråzonen – narrativer om fejlanbringelser under åndssvageforsorgen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Af Stine Grønbæk Jensen & Jesper Vaczy Kragh

7. Forskellige fortællinger, forskellige ’sandheder’. En læsning af journaler og indsattes breve fra en tvangsarbejdsanstalt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Af John Bertelsen og Birgit Kirkebæk

8. Opsamling på del I: Identitet som begrænsning og mulighed i eksklusionen mellem normalitet og afvigelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Af Bjørn Hamre og Birgit Kirkebæk

DEL II: De nutidige bidrag 9. Diagnosticerede kriminelles selvnarrativer og brug af ADHD-diagnosen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Af Nichlas Permin Berger

10. Skal Sven rehabiliteres? Professionelles perspektiver på rehabilitering af mennesker med psykiske lidelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 Af Inge Storgaard Bonfils

11. Narrativ identitetsrekonstruktion: når en hjerneskade medfører nye selvnarrativer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 Af Chalotte Glintborg & Lærke Krogh

12. Læreres faglige blik på eleverne i klassen og det fraværende blik på børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 Af Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse

13. Opsamling på del II: History of the present. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 Af Chalotte Glintborg

Bogen redaktører. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214

1. Bogens idé og indhold

Af Lotte Hedegaard-Sørensen Denne bog kan beskrives som en professionel irritationsbog. Det er en bog, som ønsker at udfordre forskellige faggrupper, der arbejder med mennesker. Bogen henvender sig til det sociale, sundhedsfaglige og pædagogiske felt og til akademiske og professionsrettede uddannelser, der sigter mod at uddanne professionelle til at varetage socialt, pædagogisk og sundhedsfagligt arbejde. Bogen henvender sig til studerende på ergoterapeut-, fysioterapeut-, lærer-, pædagog-, sociologi- og psykologi uddannelser (bachelorprojekter) samt studerende på diplomuddannelser (social- og specialpædagogik), på masteruddannelser (fx master i specialpædagogik eller rehabilitering) og på kandidatuddannelser. Vi vil gerne med bogen udfordre det blik, som den professionelle – via sit fag og sine faglige perspektiver – har på barnet, borgeren, patienten og brugeren. Vi vil udfordre uniforme beskrivelser af ’den anden’, som står i forbindelse med det faglige sprog, som knyttes til forskellige professioner: Dvs. vi udfordrer diagnoserne og forestillingerne om elever, om kriminelle, om syge, om anbragte og om funktionsnedsatte. Vi har en antagelse om, at vi som forskere med en narrativ forskningstilgang tilbyder et blik på ’den anden’ og dennes livsverden, som professionelle kan inspireres af i forhold til at opdage, at der er flere perspektiver på en sag, på et menneske og på en problemstilling. De forskellige bidrag i bogen indeholder derfor både en beskrivelse af en narrativ forskningstilgang, en redegørelse for, hvordan denne tilgang tilbyder et ’andet blik på den anden’, og endelig en perspektivering til forskellige professionelles muligheder for at arbejde med narrative tilgange med henblik på at opdage ’den anden’ på ny. Vores antagelse om den narrative tilgang er, at professionelle, der læser bogen, kan ’låne’

vores perspektiver og blive inspireret til at kigge kritisk på det sprog og det blik, som professionelle fagtraditioner tilbyder den enkelte. I kraft af ovenstående antagelser og tilvalg af narrative forskningstilgange og -perspektiver udfordrer vi en samfundsmæssig og konkurrencestatslig styringsteknologi, der fremhæver og tilbyder evidensbaserede metoder til professionelle. Evidensbaserede metoder er udviklet løsrevet fra menneskers hverdagsliv og er kendetegnet ved at tilbyde forskrifter og ’opskrifter’ til professionelle, der antages at kunne overføre disse til deres relationer og interaktioner med børn, borgere, patienter og brugere. Vi udfordrer forestillinger om, at evidensbaserede metoder kun kan udvikles løsrevet fra menneskers hverdagsliv (i og udenfor institutioner), og ønsker at bidrage til en mere kvalificeret praksis overfor mennesker. Frem for disse traditionelle metoder, der forholder sig kompenserende til diagnoserne, lidelserne, sygdommene og manglerne, foreslår vi i stedet en narrativ tilgang, der gør det muligt at opdage ’den anden’ på ny som noget andet og mere end reduceret til en diagnose eller funktionsnedsættelse.

Ser vi klarere i historiens lys? Bogen er bygget op af et antal historiske bidrag og et antal nutidige bidrag. De historiske bidrag rummer forskellige beretninger om borgeres, brugeres og børns livsfortællinger, identiteter og hverdagsliv. Med en historisk og narrativ forskningstilgang som det fælles for de forskellige historiske bidrag fra mange forskellige professionsområder og målgrupper er forskerne kommet tæt på livet og identiteterne og kan vise, hvordan fagsproget og kategoriseringspraksisser har spillet en rolle i menneskers liv. I de nutidige bidrag formidler forskerne også med en narrativ forskningstilgang tætte beskrivelser af livsfortællinger, identiteter og hverdagsliv for børn, borgere og brugere og som i de historiske bidrag, hvordan fagsproget og kategoriseringspraksisser påvirker livet og identiteterne – og også mulighederne for at blive deltagere i det samfundsmæssige fællesskab. Vi undersøger og formidler i bogen, hvordan fortiden kan kaste lys på nutiden, og om vi i dette blik kan opdage nutiden på ny.

Vi argumenterer for, at visioner om inkluderende samfundsmæssige fællesskaber forudsætter en professionel tilgang, der åbner for forskelligheder og udfordrer uniforme og standardiserede beskrivelser og tilgange. Vi tager temperaturen på aktuelle problemstillinger ved at se dem i lyset af historien om de syge, de anbragte, de udstødte og de sårbare. Vi ønsker at undersøge, hvordan og hvorvidt helt grundlæggende mekanismer, der udelukker og ekskluderer, er noget, der hører fortiden til – eller om vi stadig i aktuelle professionelle tilgange, der praktiseres i institutioner, kan finde ekskluderende praksisser. Bogen er delt op i en historisk del og en nutidig del. Den historiske del udgøres af bidrag fra handicaphistorisk forskning, der alle har anvendt en narrativ tilgang i deres forskning: Bolette Frydendahl Larsen bidrager med et kapitel om skammens anvendelse i socialt arbejde med unge i kapitlet ’Diagnoser og skam i opdragelse: ’Håbefulde og håbløse narrativer’. Bjørn Hamre bidrager i sit kapitel ’Barnet som undtagelse – det skole psykiatriske blik på eleven 1935-1955’ med fund fra sin forskning i børnepsykologiens og -psykiatriens journaler. Journalerne iagttages som enten udtryk for forskellige perioders konstruktion af barnet eller som udtryk for en bestemt systemorienteret fortælling, der kan indeholde forskellige psykologiske og psykiatriske blikke på barnet. Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh viser i kapitlet ’I gråzonen – narrativer om fejlanbringelser under åndssvageforsorgen’, hvordan de i deres projekt ’Anbragt i historien – et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1933-1980’ via en livshistoriefortællende tilgang kan belyse anbragtes perspektiver på deres møde med professionelle.

Endelig bidrager Birgit Kirkebæk og John Bertelsen i kapitlet ’Forskellige fortællinger, forskellige ”sandheder”’ med en læsning af journaler og indsattes breve fra en tvangsarbejdsanstalt. De nutidige bidrag belyser med narrative forskningstilgange, hvordan det nutidige arbejde med kriminelle, med psykisk syge, med personer med hjerneskade og med børn i folkeskolen kan beskrives. Bidragene har det til fælles, at de alle undersøger, i hvilken udstrækning eksklusion og udstødelse i praksis er en fortidig problematik, eller om den kan genfindes i aktuelle pædagogiske, socialfaglige og sundhedsfaglige arbejdsfelter. Nichlas Permin Berger arbejder med kriminelles livsfortællinger og viser i kapitlet ’Diagnosticerede kriminelles selvnarrativer og brug af ADHD-diagnosen’, hvordan diagnosen i selvnarrativer anvendes til at forstå fortidige handlinger som kriminalitet og stofmisbrug som led i en moralsk rejse. Inge Storgaard Bonfils formidler i sit kapitel ’Skal Sven rehabiliteres? Professionelles perspektiver på rehabilitering af mennesker med psykiske lidelser’ rehabiliteringsperspektiver i forhold til en mand med en psykiatrisk lidelse. Chalotte Glintborg og Lærke Krogh formidler, hvordan identiteten påvirkes, når den konstrueres og rekonstrueres i forbindelse med erhvervelsen af en hjerneskade. Kapitlet hedder ’Narrativ identitetskonstruktion: Når en hjerneskade medfører nye selvnarrativer’. I det sidste kapitel præsenterer Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse, hvordan deres forskning i lærerfaglighed, differentiering og inklusion i folkeskolen viser, at eksklusion af en gruppe elever i skolen er en aktuel problemstilling. Kapitlet hedder ’Læreres faglige blik på eleverne i klassen og det fraværende blik på børn’.

9. Diagnosticerede kriminelles selvnarrativer og brug af ADHD-diagnosen

Af Nichlas Permin Berger Hvad betyder det for mennesker, som har haft et kaotisk liv, afsonet flere domme for kriminalitet og haft længerevarende stofmisbrug, at de som voksne får stillet diagnosen ADHD? En diagnose, som inden for psykiatrien i dag anses som betegnelse for den mest udbredte psykiske sygdom blandt børn og som livslang. Udgangspunktet for kapitlet er ph.d.-projektet ’ADHD som socialt og kulturelt fænomen. En analyse af, hvordan diagnosticerede dømte voksne og frontmedarbejdere med relation til Kriminalforsorgen tilskriver ADHD-diagnosen betydning’ (Berger, 2015a) og handler om, hvordan ADHD-diagnosen indgår i voksne diagnosticerede kriminelles selvnarrativer. Baseret på 11 interview med voksne kriminelle mellem 20-50 år, som alle er diagnosticeret i forbindelse med deres afsoningsforløb i Kriminalforsorgen, er kapitlets fokus gennem en narrativ analytisk optik at vise, hvordan deres erfaringer forstås gennem ADHD-diagnosen, når de forsøger at forklare og forstå deres liv. Inden for den narrative psykologi betragtes narrativer som kreative konstruktioner af sammenhæng og konsistens (McAdams, 1993; Polkinghorne, 1988). Narrativer er centrale for menneskelig eksistens, idet vi gennem at fortælle og genfortælle vores livshistorier kontinuerligt genskaber os selv som moralske aktører på tværs af forskellige kontekster og over tid, og at sådanne etiske narrativer fundamentalt set er relationelle og sociale (Foucault, 1997). Narrativer er også helt essentielle for menneskers liv, fordi de sammenbinder erfaringer, handlinger

127

og ønsker (Ricoeur, 1984) og udtrykker noget helt centralt om, hvem vi er, vores grundlæggende eksistens og væren i verden. Man kan sige, at det med diagnosen bliver muligt for fortællerne at adskille de afvigende og kriminelle handlinger, som har ført til dom, fra deres ’selv’ og samtidig påberåbe sig moralsk autoritet (se fx Maruna, 2001). Gennem narrativer præsenteres vi altså for moralske erfaringer (Riceour, 1992), det vil sige, at fortællerne gennem selvnarrativer producerer deres moralske selv, og narrativerne kan med Mattinglys begreb ses som ’transformative journeys’ (Mattingly, 2010). Det er tydeligt, at informanterne gennem moralske selvnarrativer udtrykker en etisk forpligtelse til at få det bedre og få et bedre liv, og heri spiller ADHD-diagnosen en central rolle. Vi konstruerer os selv som sammenhængende moralske aktører på tværs af tid og sted ved at fortælle og genfortælle vores livshistorier (Poletta et al., 2011). Narrativer skaber erfaringer, ligesom erfaringer også skaber narrativer, og når vi fortæller vores historie, så skaber fortælleren stabilitet og kontinuitet gennem den sociale konstruktion af kulturelt accepterede livshistorier (Sandberg, 2016). Inden for den optik er det relevant at undersøge, hvordan mennesker gennem selvnarrativer aktivt skaber mening i forhold til dem selv og deres liv snarere end at undersøge, hvorvidt fortællingen indeholder beskrivelser af dét, som virkelig skete. Menneskers identitetsdannelse skabes i de narrative fortællinger, som forhandles i interaktioner, i takt med at fortællingerne udspiller sig. For at en fortælling om egen tilværelse bliver tilstrækkelig overbevisende for andre, kan det være afgørende at skabe et narrativ, hvorigennem begivenheder eller handlinger i fortiden forklares og redegøres for. Et væld af erfaringer kan derved transformeres og konstrueres som relativt sammenhængende og kulturelt, legitimt gældende narrativer, hvorved der skabes kontinuitet og stabilitet. Analytisk undersøger kapitlet informanternes selvnarrativer og deres moralske indhold og de plot, som skabes, når de konstruerer sig selv på bestemte måder over for andre.

128

Psykiatriske diagnoser som sociale kategorier er nært koblede til forholdet mellem det normale og det anderledes (Petersen, 2015), og menneskers brug af diagnoser i selvnarrativer kan ses som en aktiv identitetsdannelsesproces rammesat af, hvad der til enhver tid betragtes som legitimt og troværdigt. Så selvom fortælleren er aktiv, vælges historien om en selv ikke helt frit, idet selvnarrativer fortælles gennem kulturelt tilgængelige og legitime narrativer. Gubrium & Holstein (1998) kalder det for ”narrativ praksis”, når narrativer både ses som processuelt aktivt konstruerede og betinget af den lokale kontekst. Hvis narrativer konstituerer identiteter, kan dannelsen af identitet undersøges i analysen af, hvordan mennesker fortæller deres historie, og hvordan identitetens dannelse sker mellem individuelle biografier og erfaringer på den ene side og samfundsmæssige diskurser, narrativer og rationaliteter på den anden. Kapitlet belyser derved både konteksten, inden for hvilken selvnarrativerne konstrueres, den sociale funktion, de tjener, og de reelle erfaringer, som herigennem formidles. Interviewene med de kriminelle informanter blev gennemført i deres eget hjem i en periode, hvor de var under tilsyn af Kriminalforsorgen og jævnligt fik besøg af sagsbehandlere. De fleste havde tidligere afsonet i fængsel, og for nogen af informanternes vedkommende havde fængslet samlet set fyldt en meget stor del af deres liv. Karakteristisk for fortællingerne var, at ADHD-diagnosen ikke blev benyttet til at forklare enkeltstående kriminelle handlinger, men derimod som generel forklaringsramme for deres liv præget af kriminalitet, stofmisbrug og oplevelser af at føle sig udenfor. Et kaotisk og på mange måder hårdt liv, som på godt og ondt sikkert mange gange har eller har været ved at køre dem helt i sænk på mange måder. Der indgår ikke citater fra alle interviewene med alle 11 informanter. Derimod benyttes illustrativt udvalgte citater til at understrege centrale pointer og de gennemgående plot i materialet. I materialet kan identificeres tre forskellige og gennemgående typer af narrativer i de kriminelle informanters fortællinger: 1) Jeg ville ikke have været foruden ADHD, 2) Det skulle have været fundet tidligere i mit liv, 3) ADHD som min biologiske skæbne (Berger, 2015a; Berger, 2015b). I det følgende præ-

129

senteres de tre selvnarrativer. I kapitlet vil jeg fokusere på de to første narrativer, mens det tredje narrativ fortælles inden for en biomedicinsk diskurs og med en neurobiologisk forståelse af ADHD som en sygdom i hjernen. Dette narrativ introduceres kort i den afsluttende del.

Jeg ville ikke have været foruden min ADHD Informanterne fortæller, at deres liv har indebåret megen sorg og store vanskeligheder, og at deres udfordringer gennem livet er nært knyttede til, at de lider af ADHD. Samtidig vil de på mange måder heller ikke have undværet mange af de oplevelser, som de forbinder med ADHD, idet ADHD også forbindes med et vildt, hurtigt og spændende liv, hvilket indikerer en grundlæggende ambivalens over for lidelsen og for diagnosen. Indledningsvist beskrives det første narrativ med eksempler på, at denne ambivalens markeres, og hvordan ADHD-diagnosen indgår som led i at skabe sig selv som et individ med moralsk integritet og giver dem håb om fremtiden. At Simon er fysisk handicappet og sidder i kørestol, bemærker jeg, da han tager imod mig i sin lejlighed. Simon er omkring 30 år gammel og har været i fængsel gentagne gange. Indledningsvist fortæller Simon, at han både har begået narkotikakriminalitet og røveri, og at han har haft en vild tilværelse med megen fart på. Derved søger han tilsyneladende at ruste mig til at høre hans historie og tilføjer, ”men det var stille og roligt”, hvorved han måske søger at undgå at skræmme mig og at skabe for meget afstand til mig som interviewer. Følgende interviewuddrag viser, hvad ADHD betyder for Simon, når det gælder spørgsmålet om hans kriminalitet: I: ”Har ADHD så betydet noget for det, at du har begået kriminalitet?” S: ”Mm. Ja, det tror […]. Ja! Det er jo også en del af det, fordi jeg ikke er blevet, har fået den erkendelse fra læger og psykiatere, at de har kunnet lytte til mig. Jamen så har der været fart på, der har hele tiden skullet ske noget, ik’? Jeg havde krudt i røven, ik? Jeg skulle bare have styr på alle ting og fare rundt og ja, en festabe, ik’? Det har jo også – det er jo det, der spiller en stor rolle også, at det er tiden, hvor man – man

130

har været kriminel, ik’? Jeg gider sgu ikke. Det kan godt være, at man kan tjene en masse penge på stoffer, men jeg kan ikke veje det op imod, at man bliver taget igen. Jeg gider sgu ikke sidde [...]. Jeg værdsætter min familie og børn og kone, det er det, der har værdi i mit liv, ik’? Min familie, ik’? Så … Og så er det sgu lige meget, om jeg kunne lave 50 eller 100.000, det gider jeg ikke, fordi det kan bare være én, der siger noget forkert. Og fortiden rammer dig, mange gange desværre. Selvom det er forkert, og de ikke må dømme folk på den måde, og det gør de jo. Ja, men er man kendt for nogle, ja, men så kan man godt være tilbøjelig igen, hvis nu jeg færdes meget ude i miljøet, ik’?” Gennem brug af ADHD-diagnosen fortæller Simon, at han altid har haft en tendens til at have fart på og krudt i røven, som han udtrykker det. Simon betoner, at fravalget af dette kapitel af hans liv var et aktivt valg fra hans side, hvorved han understreger sin ’agens’, hvor han omsider opnåede, at lægerne lyttede til ham. Simon fortæller dels, at han ser sin fortid som meningsfuld og spændende, men også, at der var andet, som han hellere ville bruge sin tid på. ADHD-diagnosen virker derved som en lettelse for ham, idet den giver ham mulighed for at få en forklaring på, hvorfor hans liv er gået, som det er. Med reference til ADHD-diagnosen udtrykker Simon sig som en person med moralsk status og integritet, som lider afsavn i forhold til sine børn og sin kone, og som en person, der ikke længere gider at afsone i Kriminalforsorgen. Simon får med ADHD-diagnosen mulighed for at forsone sig med sin fortid og for at fortælle om overgangen fra en vild og kriminel tilværelse som ung til en tilværelse, hvor familie og børn har højeste prioritet. Han lader til at være kørt træt i det vilde liv, og med udtrykket ’fortiden rammer ham’ siger han også, at det har været dyrt købte lærepenge. Denne form for ambivalens udtrykkes i forskellige grader i informanternes selvnarrativer. De kriminelle informanter udtrykker alle en tilsyneladende forventning om, at de gennem brug af ADHD-diagnosen ikke vil blive betragtet som ’umoralske’ og tager samtidig heller ikke eksplicit moralsk afstand fra de ting, som de tidligere har gjort, men som de heller ikke lægger skjul på. Flere informanter giver som Simon udtryk for, at de ikke ville

131

have undværet mange af de oplevelser knyttet til deres liv. Samtidig beskriver de alle, hvordan diagnosen på den ene side var en øjenåbner for dem i forståelsen af dem selv, hvorfor de var, som de var, og handlede, som de gjorde. På den anden side er det også tydeligt, at diagnosen er central i forhandlingen af status og hierarki, hvormed de bliver i stand til at positionere sig som noget andet end ’kriminel’. De fleste, herunder Simon, har langvarige erfaringer med at sidde i fængsel, og diagnosen i denne institutionelle kontekst udgør netop en positiv ressource i forhandlingen af social position (Berger, 2015a). Et fængsel kan netop karakteriseres som et ’moralsk rum’, som symbolsk positionerer indsatte som ’umoralske andre’, som man ikke kan forvente at kunne stole på (Ugelvik, 2015), hvilket fængselsindsatte typisk opfatter som en krænkelse af deres selvbillede (Sykes, 1958). Betydningen af denne særlige kontekst for fængselsindsattes aktive brug af ADHD-diagnosen vender jeg tilbage til i den afsluttende del af kapitlet. Informanterne benytter generelt ADHD-diagnosen til aktivt at markere og foretage en symbolsk grænsedragning (Lamont & Molnár, 2002), bl.a. fra deres bekendte og venner i deres tidligere kriminelle netværk. Samtidig hermed er der hverken nogen, som angrer eller eksplicit tager moralsk afstand fra det, som har været en kerneaktivitet for deres engagement i netværket, nemlig kriminalitet, stoffer og hurtige penge, eller det, der skete, eller beklager over for de ofre, som har været. Med ADHD som identitetskategori, og gennem en tydelig biomedicinsk diskurs, forhandles deres sociale identitet fra at være ’kriminel’ til at være ’syg’. ADHD-diagnosen er et virkemiddel, hvorigennem informanterne søger at skabe forståelse for, legitimere og sætte parentes om deres fortidige handlinger, men hverken at neutralisere dem (Sykes & Matza, 1957) eller at tage afstand fra dem. På samme tid konstruerer informanterne sig selv som moralske og også ansvarlige individer i deres accept af diagnosen. Fælles for fortællingerne er endvidere, at informanterne udtrykker, at de inderst inde altid har været gode og moralske mennesker. Informanterne skaber herved en slags distinktion mellem kriminaliteten og deres ’sande selv’, hvilket kan ses som en måde, hvorpå de psykologisk set skaber afstand til kriminaliteten og til andre kriminelle

132

(Maruna, 2001) og samtidig gennem et moralsk arbejde forsøger at skabe gode liv for dem selv og deres nærmeste (Mattingly, 2013). Denne form for flertydig evaluering kan ses som udtryk for ’narrative ambivalence’ (Presser & Sandberg, 2015), der udgør en diskursiv ressource, hvor fortællerne delvist giver udtryk for historiens slutning eller alene giver små hints om evalueringen/pointen for så efterfølgende at invitere tilhøreren til selv at drage konklusionen. Således er der heller ingen eksempler på, at specifikke afvigende eller kriminelle handlinger eksplicit redegøres for eller forsvares, men derimod indgår diagnosen som narrativ ramme for selvnarrativerne. De interviewede ser sig med diagnosen ikke nødsagede til at tage stilling til det moralske indhold af de handlinger, som de er blevet dømt for, men de fortæller alligevel aktivt om disse handlinger, som de søger at legitimere over for omgivelserne. Et eksempel herpå er informanternes markering af en symbolsk afstand til de mennesker, som stadig lever det liv med misbrug, som de tidligere selv havde. I nedenstående eksempel fortæller Simon, at han har besluttet, at han ikke længere vil se folk fra hans gamle omgangskreds. Dette kan ses netop som et skift i den moralske fortælling, hvor Simon udtrykker en etisk forpligtelse (Mattingly, 2010) til at få det bedre, og fordi Simons erfaringer har lært ham, at prisen, man må betale for at leve et så intenst liv, simpelthen er for høj. Simon karakteriserer endvidere ADHD som en medfødt ubalance og defekt i hjernen, som endelig blev opdaget af lægerne og psykiaterne, og ADHD-diagnosen blev en hjælp og en udvej til at få mere ro på hans liv. S: ”Nej, nej, jeg ser ikke nogle af de gamle rødder. Jeg gider dem sgu ik’. De er ikke kommet så meget videre. Der er mange af dem, der bare lever af de unge og fuld fart på og fest og farver og … Ja, synes, det er sjovt, ik’, at være på stoffer, ik’? Det er en del af deres liv, ik’? Det gider jeg sgu ik’ gøre. Og venner, det ved jeg sgu ik’. I starten syntes man jo, det var rigtig gode venner, ik’, (griner) men ha! Det fandt man jo så ud af, hvor er de henne, hvis man så bliver taget, eller et eller andet. Eller hvis der sker noget nu her. Der er sgu ikke noget. Jeg har ikke noget til fælles med dem. Jeg skal ikke sidde inde på et eller andet værtshus. Jeg

133