4. Mennesker i den forladte by Qullissat sommeren 2010
Blot fire timer tager det at flyve fra København til Kangerlussuaq i Sydgrønland, og derfra godt og vel tre kvarter med et af Air Greenlands røde Dash-propelfly nordpå langs indlandsisen, til den lille lufthavn uden for Ilulissat. Sidste år tilbød Ove Blytmann at sejle til Qullissat, og nogle dage senere gør vi klar til afgang. Det er en fredag aften, og Ove er i mobilkontakt med sin bror, der bor længere oppe ad kysten, og vejrmeldingen er ikke god. Der er udsigt til hård vind i Diskobugten. Men efter et par timer vurderer Ove, at vi godt kan sejle. Vi er en hel lille ekspedition. Ove har sin kone Arnanguak med, deres datter Tina og hendes kusine Nina. Tove har fri nogle dage fra sygehuset, så hun tager også med. Oves speedbåd med en 250 hestekræfter stor Suzuki-motor kan med lethed rumme os alle samt proviant, primus, petroleumsovn, soveposer, myggenet, telt med mere. Tina og Nina forsvinder ned i bådens kahyt i forstævnen med deres computerspil. Arnanguak sidder i cockpittets passagerstol ved siden af Ove, der er iført blå kedeldragt og gummistøver. Tove og jeg tager sæde i bådens agterstævn. Planen er at sejle over det åbne hav mellem Diskoøen og klippeøen Arveprinsens Ejland (Alluttoq) og videre op gennem Vaigat-strædet til Qullissat. Men efter en times sejlads blæser det op. Vinden bliver hård, og bølgerne rejser sig. Ove vender om. Han vælger en anden rute, der går øst om Arveprinsens Ejland og op gennem det smalle Ata Sund. Det er en noget længere tur, men der er læ for vinden. Snart støder vi ind i et andet problem, tætpakket is fra indlandsisen. Forsigtigt forcerer Ove det lumske farvand, mens Arnanguak gennem sin kikkert konstant holder udkig efter isskosser og farlige skær. Isen banker og skraber mod bådens sider. Da vi efter midnat når op på nordsiden af klippeøen, dukker tågen op. Den lægger sig lavt hen over vandet, og det er umuligt at se land. Isnende koldt er det. Tre lag tøj kan ikke gøre det. Først på natten når vi forfrosne frem til bygden Saqqaq ved indgangen til Vaigat-strædet på vestsiden af Nuussuaq-halvøen. Der har Blytmanns lånt nøglen til en hytte, hvor vi kan overnatte. Om morgenen er tågen væk, og solen skinner. Ude ved de store isfjelde ved indsejlingen til bygden er der en heftig aktivitet, og nu og da lyder der dumpe brag fra isfjelde, der kæntrer, eller som kaster store stykker is af sig. Hen på eftermiddagen forlader vi Saqqaq, og Ove speeder op, med kursen i nordvestlig retning mod de høje fjelde ovre på den anden side af Vaigat-strædet, hvor Qullissat ligger. Vaigat er et op til 20 kilometer bredt stræde. Det svarer til afstanden på Storebælt mellem Halsskov og Knudshoved. Så hører ligheden også op. På begge sider er strædet omgivet af stejle brune 22
Mennesker i den forladte by
Bykort over Qullissat fra midten af 1960’erne med Hovedgaden, der gür parallelt med stranden, og Kongevejen, der fører fra stranden og op i byen.
Mennesker i den forladte by
23
fjelde i en højde på op mod to kilometer. Det snyder i den grad, for man tror, at man er der lige om lidt, så smalt forekommer strædet. Det har fået navn af hollandske hvalfangere tilbage i 1600-tallet. De kaldte den Vaigat, som betyder Den blæsende åbning. Grønlænderne kalder den Suvdlorssuaq: At blæse med munden, fordi storme har for vane pludselig at rejse sig og piske ind gennem strædet. I Blytmanns speedbåd nærmer vi os kysten ved Qullissat med fuld fart. En villa kommer til syne, den ligger på en fjeldryg og ligner en velholdt og beboet sommerbolig. Ove peger derop: SLOTTET. Der boede minens direktør, råber han. Lidt efter dukker flere huse op. De ligner legetøjshuse, der har mistet deres farve. De breder sig over et stort fladt areal, der skråner op mod et gigantisk højfjeld, hvorfra der springer flere vandfald. De løber sammen i en elv, der fortsætter ud i et stort delta og skiller byen i to dele. Syd for byen passerer vi stejle skrænter, som rejser sig op fra forstranden. De består af sammenhængende sandsten, og nogle steder træder kullagene frem som mørke striber. Han sænker farten og lader langsomt båden glide ind mod land. Der er bølger her, men de er ikke høje. Ud for
Rejsende ankommer til den nedlagte by og følger Kongevejen, der fører op til byen.
24
Mennesker i den forladte by
stranden ligger en halv snes større og mindre både og vugger. Halvstore børn leger i en gummijolle og fumler med en motor, der synes for stor til den lille jolle. Pludselig får de gang i motoren og drøner ud på det dybe vand, mens de sidder og balancerer på kanten af den lille båd uden redningsvest. Vi går i land i Kitdlerpait, den bydel, som ligger nord for elven. Stranden er hård og fast som en vesterhavsstrand, men den er mere sort, end den er hvid. To mænd kommer os i møde. En af dem er en ældre hvidhåret mand i en gul skjorte, der hedder Juuluaraq. Han peger op mod et hus, hvis gavl vender ned mod stranden. Et træhus, der engang har været malet rødt. Der kan vi overnatte. Så peger han på en trillebør, der står lidt derfra. Den kan vi bruge til at transportere vores bagage. Hjulet mangler olie, det piber og er svært at skubbe frem. Huset ligger et par hundrede meter fra stranden. Hoveddøren er lukket med to rustne søm, som vi må banke fri med en sten. Døren hænger på sine hængsler, og den må have et skub. Fra entreen fører en trappe op til 1. sal. Her er et stort og åbent loftsrum uden vinduer. Luften er tung
Hjemlig hygge i Qullissat, hvor familien Blytmann er samlet omkring middagen i et forladt hus.
Mennesker i den forladte by
25
og lummer på grund af solvarmen fra det ikke isolerede tag. Nedenunder, i den smalle vinkelstue, er luften god. Der er glas for vinduerne, og stuen er udstyret med en kakkelovn. Tapetet på væggen hænger i laser, og nogle af loftspladerne er faldet ned. Der er også et bord, stole og en sofa uden hynder. Der er stikkontakter i huset, men der er ingen strøm. Til gengæld er det muligt at tænde op i det rustne kulkomfur i køkkenet. Nu mangler vi blot vandet, men Ove ved, hvor vi kan hente det. Vi følger vejen, og langs et vandløb fortsætter vi med en sti, indtil vi kommer til en ramponeret gangbro, som er vandsamlingsstedet. Ud af en gummislange løber vandet i stride strømme, og i løbet af ingen tid er vores to medbragte dunke fyldt op. Ove fortæller, at da han var dreng, hentede man vand i depoter eller tappesteder, som var opstillet forskellige steder i byen. Der var ikke indlagt vand i husene, og det var et stort arbejde at hente og bringe vand, en opgave, som de voksne ofte overlod til børnene. Om vinteren måtte man hugge isen op i elven og bringe den til optøning hjemme i køkkenet.
Flere af husene bebos om sommeren, og ved nogle af dem flages der med Dannebrog.
Byen har to hovedgader. Den ene løber parallel med stranden og forbinder Kitdlerpait med bydelen på den anden side af elven. Den blev kaldt Hovedgaden. Den anden løber vinkelret på denne, i øst-vestgående retning, og blev kaldt Kirkevejen. Langs vejen er der opstillet elmaster, på nogle af dem ses gadelamperne. Masterne er udstyret med hvide porcelænsklokker, beregnet for de strømførende ledninger. Men ledningerne er klippet over, og flere af masterne er knækkede. På begge sider ligger husene, hvoraf nogle er tilskoddede, på andre er masonitpladerne fløjet af, så de står pivåbne. På venstre side ligger skolen med dens indhegnede skolegård, og oven for denne ses fundamentet til kirken, der blev flyttet til Ilulissat efter byens nedlæggelse. Til højre for kirken ligger børnehaven, som var bygget i gasbeton. Under murbrokker og andet skimtes resterne af et flisegulv, og på legepladsen er opstillet en gangbro, en sandkasse og en rusten traktor med frontlæsser. Der er godt og vel én kilometer fra stranden og op til de mange huse oven for kirken, som udgør et selvstændigt kvarter. Hvert af husene er på godt og vel 35 kvadratmeter, alle har spidstag og med kviste, der vender ned mod byen og Vaigat-strædet. Nogle af husene har sætningsskader og revner i væg og skorsten, men de virker indbydende, og man kan uden videre gå ind og besigtige stueetagen og første sal. Træet er tørt og frisk, gulvplankerne er sikre at gå på. I disse dage arrangerer Qullissats Venner i Ilulissat (Qullissat Ikinngutai) et sommerstævne i byen, og flere af husene i den nedre del af byen er beboede. Ved nogle af dem flages der, både grønlandske og danske flag ses. Ved andre stiger røgen op fra skorstenen, og i flere af vinduerne er der stillet blomster frem. I forsamlingshusets sal er bordene dækket med hvide papirduge og 26
Mennesker i den forladte by
Sæljagtens afsløring
27
pyntet med grønlandske og danske bordflag. På væggen hænger farvekopier af billeder og børnetegninger med motiver her fra byen. Én af dem forestiller et stort hjerte, og indeni står der med store kantede bogstaver QULLISSAT. Men salen er tom. Folk er gået til fodboldkamp på sandbanen nede ved stranden. Der spilles på livet løs. Myggene er en sand plage, men det forringer ikke kampgejsten. Børn og voksne spiller med hinanden og mod hinanden, og tilskuerne råber og pifter. Her kan købes kaffe og hjemmebagte boller for tre kroner. Dorthe Løvstrøm Mathiesen fra Qullissat Venners bestyrelse fortæller, at det er en af foreningens hovedopgaver at sørge for det praktiske ved sommerstævnet. Den arbejder på at skaffe penge hos fonde og andre, så nødvendige reparationer og vedligeholdelse af husene kan udføres. Desuden er det vigtigt at bidrage til det sociale samvær i den nedlagte by. Med myggenet for ansigtet fortæller hun om foreningens hjemmeside, hvor medlemmerne opfordres til at sende gamle fotos. Mange har reageret på det. Til gengæld kniber det med at få indsamlet beretninger og historier fra folk, der har boet i byen. ”Det er vigtigt at få disse beretninger, så længe der er nogen, der kan fortælle. Vi har talt om at optage på bånd, når de gamle fortæller om livet her”, siger hun, mens hun hælder kaffe op i tynde plastikbægre. Dorthe Løvstrøm Mathiesen er selv født i Nuuk. Men begge hendes forældre kommer fra Qullissat. De valgte at flytte fra byen nogle år før nedlæggelsen. Så selv om hun først som voksen så Qullissat, har hun under hele sin barndom og senere som ung og voksen altid hørt historier om kulminebyen. Et godt stykke over midnat breder vi madrasserne ud over gulvet i vinkelstuen. Midnatssolen sender sine stråler ind i stuen, og vi hænger mørke tæpper op for vinduet. Udenfor leger børnene, og det er en god fornemmelse at høre.
28
Mennesker i den forladte by