Karen Helveg Petersen
Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed
Frydenlund
Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed 1. udgave, 1. oplag, 2017 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-746-5 Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelæggelse: JMInfoTech, Indien Omslag: Jan Gralle Grafisk produktion: Totem, Polen
Bogen er udgivet med støtte fra Velux Fonden. Velux Fondens støtte er ydet under fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold 15 Økonomikritik 15 Bogens opbygning 17 Praktiske bemærkninger 20 Tak 20
Forord
FØRSTE DEL UDBYTNING OG UDVIKLING – VESTEN OG ‘RESTEN’
25 Introduktion til Afrikas økonomiske historie og nuværende situation 26 Kapitalisme uden kapital 29 Olie og gas 30 Bauxit og jernmalm i Guinea 32 Lukningen af Kaiser i Ghana 35 Blokeret industriel udvikling i Burkina Faso 38 Sukker 44 Opsummering 47 Kapitel 1: Neokolonialisme eller postkolonialisme?
49 Udviklingsbistandens mange ansigter 49 Fattigdomsbekæmpelse 51 Instrumentalisme 54 Om den retlige ramme 60 Donorer og den offentlige sektor 61 Donorer og den private vs. den offentlige sektor 62 Om gæld og privatisering: Der skal to til tango, selv i Argentina 65 Korruptionsbekæmpelse 70 Konklusion 75
Kapitel 2: Udvikling, fattigdom og kapitalisme
ANDEN DEL KAPITALISMENS MANGE ANSIGTER
83 Hvordan kan man forstå økonomiske love? 83 Den klassiske over for den neoklassiske økonomiske skole 86 Mikroøkonomiens dominans 90 Makroøkonomisk reduktionisme 95 Nationalregnskab og bruttonationalprodukt 95 Washington-konsensus 97 Klassikerne i forhold til neoklassikerne om værdi og priser 100 Marx’ vare- og værditeori 100 Neoklassikerne: fra den enkelte vare til hele markedet 102 Udbud og markedsligevægt 105 Mikroøkonomi, profit og produktivitet 108 Konklusion 111
Kapitel 3: Grundantagelser i økonomisk teori
Kapitel 4: Kapitalteori
Marx om kapitalen i sin fulde udfoldelse Kapitalformer i produktion og cirkulation Transformationen til produktionspriser og kapitalens organiske sammensætning Produktionspriser og værdi Marx’ og andres akilleshæl Tidlige Marx-kritikere Den generelle teori om beskæftigelse, rente, penge – og kapital Keynes om klassikerne Beskæftigelse, forbrug og investeringer Enheder Brugerpriser, produktion, investeringer og indkomst Efterspørgslen efter forbrugs- og investeringsgoder: Marx vs. Keynes Multiplikatoren hos Keynes, akkumulation hos Marx Omslag Udvidet reproduktion hos Marx vs. multiplikatoren Ægte akkumulation/produktivitetsforbedring
113 114 114 116 120 121 128 131 131 133 134 136 139 143 145 147 148
Keynes’ arv Neoklassisk vækst og kapitalteori
149 150
155 Pengeskoler 155 Kvantitetsteorien om penge og priser 156 Moderne marxistiske varianter 160 Finanskapital 161 Penge- og produktiv kapital 161 Penge og rente 164 Finansielle instrumenter 165 Obligationer 167 Aktiekapital 169 Aktiemarkedet: refleksioner over Tobins q-faktor og asymmetri 171 Historisk evidens 175 Finansielle modeller og risiko 181 De centrale kritikpunkter: beregning af risiko 182
Kapitel 5: Penge, finans og risiko
187 Indledning 187 Bretton Woods 188 En international standard 191 Eurodollaren og international finansiel intermediering 192 Opgørelsesmetoder for betalingsbalancen 197 Faste valutakurser 201 Vejen mod fleksible valutakurser 203 Wall Street får en ny rolle 206 Euroen 208 Mørkt stof 213 Mørkt stof og eurodollaren 217 Fremkomsten af sinodollaren 221 Konklusion 223
Kapitel 6: Verdenspenge
TREDJE DEL JORD OG ARBEJDE
227 Indledning 227 Klassisk teori om absolut grundrente og differentialrente 229 Adam Smith 229 David Ricardo 230 Karl Marx 231 Absolut grundrente 231 Differentialrente I og II 233 Monopolrente 235 Prisen på jord og royalty 236 Overudbytning 238 Efterfølgerne 240 Henry George 240 Alfred Marshall og den neoklassiske skole 244 Keynes’ forsøg 246 Mikroøkonomisk teori 250 Monopol 250 Herlighedsværdier 252 Rente og magt 254 Joseph Stiglitz 254 Korruption i ressourceudnyttelse 255
Kapitel 7: Teorier om grundrente
Kapitel 8: Grundrente i dag
Monopol, absolut rente og differentialrente i olie- og mineindustrien Dominans og ejerskab i kulbrinter Men er der kun rente i periferien? Korruption i mine- og olie-‘industrien’ Grundrente og energiforsyning Valco og Akosombo-dæmningen Den vestafrikanske gasledning Monopol, markedsposition og institutionelle aspekter af elproduktion
259 259 260 262 265 269 269 273 275
Jordrente i landbruget Landbrug og rente i Vest- og Østeuropa Grundrente i centrum med Danmark som eksempel Landbruget i Afrika og rente Koloniseringen Ejendomsretten til jord og grundrente: eksempler fra Ghana og Uganda Tildeling af jordrettigheder Er kapital så mystisk? De Sotos hypotese Stiglitz om landbrugsrente og subsidier: Vesten og resten Subsidier og ‘ren rente’
279 279 283 287 288 289 293 295 295 298 299
Kapitel 9: Produktivt og uproduktivt arbejde og den revisionistiske værditeori
Produktivt og uproduktivt arbejde Baggrund Adam Smith og Karl Marx BNP-målinger og uproduktivt arbejde Eksport og produktivt arbejde Uproduktivt arbejde og eksport eller neomerkantilisme Den revisionistiske værdiskabelsesteori Værdibaseret ledelse og shareholder value Businessskoletænkning kommer ud at svømme Aktionærværdi og monopolisering Shareholder value, ‘rente’ og beskyttelse Værdiproduktion og kriser
303 303 303 305 313 313 315 316 317 320 322 326 327
FJERDE DEL KRISE OG RENTEKAPITALISME Kapitel 10: Krisens optakt og forløb
De underliggende makroøkonomiske tendenser Makroøkonomiske paradokser i opløbet til krisen
331 332 334
Finanskrisen og dens mange elementer 339 Boligboble 339 2007-subprime-krisen og 2008-krakket 346 Island 352 Risiko 354 Hvis skyld var det? 356 Eurokrisen 360 Recessionen 364
Overførsel af merværdi og overudbytning Udligning af profitraten på verdensplan og finansialisering Imperialismens nye konfiguration: det triangulære forhold Rente og faldende profitrate Guld og pengenes værdi Verdensøkonomien i 2016 Det Globale Syd Brexit, Trump og økonomisk nationalisme
365 365 368 371 375 378 381 381 383
Appendiks til kapitel 3: Om økonomiske metoder og modeller
387
Appendiks til kapitel 4: Piketty og Marx
391 391 393
Kapitel 11: Rentekapitalisme, imperialisme og en form for konklusion
Thomas Piketty Marx og lidt Keynes Appendiks til kapitel 5: Prisdannelsen på aktiver og risikomodeller
Definitioner og terminologi Finansielle modeller Modigliani-Miller-teoremet Porteføljeteori Kapitalaktiv-prismodellen (CAPM) Hypotesen om det effektive marked Uoverensstemmelser
397 397 399 403 407 408 411 415
PrisfastsÌttelse af derivater og sekuriserede instrumenter 416 Optionsprismodellen 416 Gaussisk kopulafunktion 418 Systemisk risiko 420 Value at Risk og stresstest 420 Mülestokke for systemisk risiko 421 Mørk risiko 422 Konklusion 424 Litteratur
429
KAPITEL 8
Grundrente i dag
D
ette kapitel har til hensigt ikke blot at redegøre for, at grundrente er et nødvendigt begreb i økonomisk analyse af verden i dag, men også for, hvordan fænomener, der har været nævnt tidligere i denne bog, kan bringes i sammenhæng med den teoretiske ramme fra ikke mindst kapitel 7.
Monopol, absolut rente og differentialrente i olie- og mineindustrien Andy Higginbottom blev omtalt i sidste kapitel som talsmand for, at overudbytning af arbejdskraft er en systemisk del af ‘den virkeliggjorte kapitalisme’. Hans tese passer desværre kun alt for godt på minedrift i store dele af verden. Den primære transformation af et uforarbejdet mineral til et metal med en værdi, der resulterer i en “ekstraktiv udtømmelse af ikkevedvarende ressourcer” (Higginbottom 2012, s. 266). Snarere end at konfrontere royalties og rente lige på og hårdt i artiklen “‘Imperialistisk rente’ i praksis og teori” (Higginbottom 2014) samt i to artikler om guldminedrift i Sydafrika (Higginbottom 2010 og 2011) identificerer Higginbottom imperialistisk rente som overnormale eller ekstra profitter som følge af forholdet mellem nord og syd i det globale system. Han viser, at olieselskaber som BP, Shell og British Gas udgjorde over 33 % af kursværdien af de 20 største virksomheder noteret i London for nogle år siden. Hvis man lægger mineaktier til, forstærker det kun billedet. Det var altså i 2011-2012. De seneste udviklinger præsenteres i kapitel 11. Selv om Higginbottom indrømmer, at disse selskaber udvinder olie, gas og mineraler i både udviklede og underudviklede lande, og at mange af jobbene er højt specialiserede og ikke uden videre kan reduceres til simpelt arbejde, postulerer han, at de foretrækker at være aktive i underudviklede 259
RENTEKAPITALISMEN – ØKONOMISK TEORI OG GLOBAL VIRKELIGHED
lande, hvor de kan nyde gavn af underbetalt eller i det mindste billig arbejdskraft. Higginbottom skelner ikke mellem olie og gas på den ene side og andre mineraler på den anden, men måske er der på ét punkt, nemlig med hensyn til arbejdskraft, opstået en kløft mellem fossile energikilder (minus kul) og mineraler (inklusive kul). Olie og gas afhænger af højt kvalificerede arbejdere, mens minearbejde stadig er relativt simpelt arbejde. At sydafrikanske minearbejdere overudnyttes, blev tydeligt for en hel verden i 2012, da Marikana-strejken satte direkte lys på underbetaling og falske løfter fra platinmineejeren Lonmins side.
Dominans og ejerskab i kulbrinter Tre faser kan skelnes i jagten på olie i periferien. Den første går fra opdagelsen af olie til oprettelsen af OPEC og var domineret af imperialistiske olieselskabers overtagelse af de ressourcer, de fandt. Den anden er OPEC-kartellets storhedstid fra 1960 til 1986. Den tredje er den aktuelle periode, hvor vestlige olieselskaber har genvundet kontrollen over store dele af ressourcerne, men både konkurrerer og samarbejder med nationale offentlige selskaber som Saudi Aramco, det iranske olieselskab, Gazprom, de kinesiske oliegiganter såvel som store selskaber i Sydamerika.1 Jagten efter olie i Asien, især Mellemøsten, begyndte for alvor efter åbningen af Suezkanalen i 1869. Stormagternes selskaber annekterede simpelthen ressourcerne. Ikke mindst er BP’s historie uløseligt knyttet til den iranske olieindustri i form af samarbejdet inden for Anglo-Persian (senere Anglo-Iranian), der begyndte i 1908. I 1907 fusionerede engelske Shell, som havde udviklet bulk-tankskibe, og Royal Dutch, der især udvandt olie i Indonesien, til Royal Dutch Shell. Amerikanske Standard Oil Company blev splittet op i 1911, men ud af det kom nok så magtfulde arvinger, først og fremmest hvad der i dag er ExxonMobil, som påbegyndte sin internationale ekspansion i 1930’erne. Godt nok havde olieselskaberne betalt nogle symbolske royalties til de stater, der blev nominelt uafhængige eller sat under britisk eller fransk formynderskab efter Det Osmanniske Riges opløsning følgende
1 Cyrus Bina inddeler også Mellemøsten og andre tidlige olieproducerende regioners historie i tre faser: 1) de tidlige oliekoncessioner, 2) overgangsfasen 1950-1970 og 3) internationaliseringen (Bina 1989, s. 104). Men det gør ikke den store forskel.
260
Kapitel 8: Grundrente i dag
første verdenskrig, men i praksis tilegnede de sig mere end de facto-ejerskab af ressourcerne. Det første modangreb kom fra Iran, hvor den venstreorienterede premierminister Mohammed Mossadeq (1951-1953) begyndte at kræve magten over den iranske olie tilbage. Han blev mødt af et CIA-ledet kup, der genindsatte shahen på dennes påfugletrone (1953-1979) og British Petroleum ved dets olietromme. Andre olielande lod sig ikke slå ud og krævede anerkendelse af deres førstefødselsret til indenlandske olie- og gasressourcer, befæstet ved skabelsen af OPEC i 1960. Udenlandske olieselskaber havde stadig koncessioner, men i stigende grad hægtet op på en produktionsdelingsaftale med et lands nationale olieselskab. OPEC blev skabt, på samme tid som Vestens oversøiske kolonier i navnlig Afrika opnåede uafhængighed. De tidligere kolonier var svage. Fra midten af 1980’erne, hvor oliepriserne igen faldt drastisk efter forhøjelserne i 1970’erne, sivede OPEC’s magt. De Syv Søstre blev til de seks selskaber i Big Oil (ExxonMobil, Shell, BP, Chevron, Total og ConocoPhillips), der intensiverede olieefterforskningen i nye lande, ikke mindst i Afrika. Selskaberne har spillet høj politik og ofte nok satset på begge heste i konflikter. ExxonMobil er berygtet for sine skiftende strategier, når det kommer til, hvad man i Vesten normalt fordømmer som diktatorer, såsom Teodoro Obiang i Ækvatorialguinea og herskere i Tchad. Det er klart, at Big Oil har genvundet sin dominans og også i stigende grad igen fungerer inden for OPEC-landene. Om der er en fjerde fase, vil blive diskuteret i kapitel 11. ExxonMobil har længe konkurreret med Apple om den højeste kursværdi (ca. 400 milliarder dollar) på Wall Street. I 2015 fik Apple overtaget. Men faktisk er Saudi Aramco langt mere værd end dem begge; det er bare endnu ikke børsnoteret. Overskud og afkast på den anvendte kapital – Return on (Average) Capital Employed, RO(A)CE – gives for tre Big Oil-selskaber på næste side.
261
RENTEKAPITALISMEN – ØKONOMISK TEORI OG GLOBAL VIRKELIGHED
Olieselskabernes profit Selskab
År
ExxonMobil
Royal Dutch Shell
Chevron
Nettooverskud
Nettooverskud
Nettooverskud
Nettoindkomst
Profitrate
Nettoindkomst
Profitrate
Nettoindkomst
Profitrate
(mia. dollar)
(ROACE)
(mia. dollar)
(ROACE)
(mia. dollar)
(ROCE)
2005
36,1
31,3 %
25,3
25,6 %
14,1
21,9 %
2006
39,5
32,2 %
25,4
23,4 %
17,1
22,6 %
2007
40,6
31,8 %
31,3
24,4 %
18,7
23,1 %
2008
45,2
34,2 %
26,3
18,3 %
23,9
26,6 %
2009
19,3
16,3 %
12,5
8,0 %
10,5
10,6 %
2010
30,5
21,7 %
20,1
11,5 %
19,0
17,4 %
2011
41,0
24,2 %
30,9
15,9 %
26,9
21,6 %
2012
44,9
25,4 %
26,6
12,7 %
26,2
18,7 %
2013
32,6
17,2 %
16,4
7,9 %
21,4
13,5 %
2014
32,5
16,2 %
14,9
7,1 %
19,2
10,9 %
Kilde: Årsrapporter fra ExxonMobil, Shell og Chevron.
Som man kan se, har overskuddet været dalende det seneste par år, og 2015 har sikkert været ‘katastrofalt’, men de kumulerede overskud skulle give en solid stødpude. Vigtigt for den teoretiske diskussion er spørgsmålet om ejerskab af de reserver, som olieselskaberne er afhængige af. Den nye bestræbelse er at kunne ‘bogføre reserver’ (Coll 2012, s. 51). Hvis en oliegigant kan bogføre reserver i et fjernt land, tæller de som dens egne. Til dette kræves en langtidskoncession eller produktionsdelingsaftale. Det var ikke før 2008, at den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC) tillod, at tjæresand og skiferolie/gas kunne bogføres som reserver, men ExxonMobil kunne ikke vente og benyttede allerede inden da sin egen metode til opgørelse af reserver. Og alt dette for at sikre fremtidig vækst og øge aktiekurserne.2
Men er der kun rente i periferien? Olie er det primære eksempel på rente i dag, både i absolut form, differentialog monopolform. De mest ‘frugtbare’ brønde i Saudi-Arabien kan give olie, der formentlig koster mindre end 5 amerikanske dollar pr. tønde at producere. 2
Bemærk, at det var SEC, altså det amerikanske finanstilsyn, der stod for godkendelsen (Coll 2012, s. 188-193).
262
Kapitel 8: Grundrente i dag
Tilføj for god ordens skyld 10 dollar til dækning af andre omkostninger, dvs. en samlet omkostning på 15 dollar. Det svarer godt til gængse estimater på 10-20 dollar.3 Olie fra de mindst frugtbare, men stadig normalt produktive brønde (dvs. eksklusive tjæresand, fracking og dybvandsboringer) kan koste 35 dollar, hvilket synes at være tilfældet i USA. Dette passede ganske godt på Danmark indtil 2013, se graf nedenfor.4 Fra data er det ikke klart, om normalprofit er indregnet i produktionsomkostningerne, men det ændrer ikke billedet meget. Under forudsætning af en margin på 15 %, ville produktionsprisen i Danmark være 33 dollar i 2012, i Saudi-Arabien halvdelen. Forskellen mellem disse to grundlæggende omkostningsregimer kan tilskrives som differentialrente for den mest produktive kilde. Forskellen skyldes den relativt ringe kapitalindsats, det kræver at få olien op af jorden i Saudi-Arabien. Men differentialrente i olie var kun en brøkdel af den samlede rente i tidligere år. Vigtigst var absolut rente eller monopolrente, forskellen mellem produktionsprisen på den brønd, der har de højeste omkostninger, og markedsprisen. Hvis markedspriserne er 110 dollar pr. tønde (som de var i både 2011 og 2012), kan rente eller overnormale profitter være op til 76 dollar pr. tønde for de mindst produktive felter, 93 dollar for de mest produktive inden for denne sammenligning. Heraf ville differentialrenten være på ca. 17 dollar til koncessionshaveren eller ejeren af den mest frugtbare kilde, og absolut rente/monopolrente udgøre resten.5 Ukonventionelle ressourcer som skiferolie etablerede en bundpris på 60-70 dollar for en tønde olie ifølge eksperten Dan Yergin i 2013 (Napach 2013). Men senere udviklinger har vist, at den nok er lidt lavere (Beattie 2015). Fracking for at udvinde olie og gas i skiferlag har sikret USA mere sikker forsyning og paradoksalt nok lavere priser for sig selv. Dvs. lige indtil markedsprisen begyndte på sit langvarige dyk.6 Dette kunne måske bekræfte Ben Fines pointe om intensiteten, som giver grænsen for absolut grundrente, om end ikke for monopolrente. 3 Det er næsten ikke værd at citere kilder, så usikre er estimaterne. CNN annoncerede dog i november 2015, at det kostede mindre end ti dollar pr. tønde at producere i Saudi-Arabien (money.cnn.com/2015/11/24/news/oil-pricesproduction-costs/, 26.10.2016). Det står vist til troende. 4 Baseret på Energistyrelsens årlige rapporter om Danmarks olie- og gasproduktion. Hvert års investeringer indgår fuldt ud i beregningerne over omkostningerne. Til gengæld indregnes afskrivninger ikke, ej heller skattemæssige afskrivninger, bl.a. fordi de ikke findes i Energistyrelsens tal. 5
Det er vanskeligt at skelne, da vi ikke kender ‘værdien’ i klassisk forstand. Beregningerne gælder for alle koncessionshavere i Nordsøen. Den største er Danish Underground Consortium (DUC). Siden 2012 ejer A.P. Møller Gruppen 31,2 % af aktierne, Shell 36,8 %, Chevron Denmark 12 %, og den statsejede Nordsøfond 20 %. Mærsk Olie og Gas er operatør for de fleste felter.
6 41 mellemstore nordamerikanske olieselskaber gik konkurs i 2015. De stod for en gæld på 16 milliarder dollar (Oil & Gas360 2015).
263
RENTEKAPITALISMEN – ØKONOMISK TEORI OG GLOBAL VIRKELIGHED
Priskomposition af olie udvundet i den danske kontinentalsokkel (dollar pr. tønde)
70 60 50 40 30 20 10 0 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 Totalomkostninger Profit og rente Skatter, royalties Kilde: Forfatterens egen beregning baseret på Energistyrelsens årlige rapporter om olie- og gasproduktionen i Danmark.
Grafen ovenfor er beregnet på grundlag af de danske statslige olieindtægter (skatter og royalties7) og omkostninger (produktionspriser), også for at illustrere forholdet mellem ejeren af ressourcen (staten) og koncessionshaverne. I alle andre år end 2009, 2013 og 2014 oversteg olieselskabernes profit og rente omkostningerne, som omfatter investeringer i nye felter, forskning og driftsomkostninger. Investeringerne har været højere end normalt i 2013 og 2014. De samlede omkostninger er på 20 milliarder kr. i 2014 mod godt halvdelen i 2010. I virkeligheden skulle investeringerne ikke indregnes fuldt i omkostningerne, men afskrives over tid.8 Så de hæver omkostningerne unormalt. Uanset hvad, var profit og rente 29 dollar pr. tønde i 2011 og mere end 33 dollar i 2012, mens regeringen fik 58 dollar i 2011 og 49 dollar i 2012, igen 7
Dvs. det begreb opererer man ikke med, i stedet har vi en kulbrinteskat.
8
Afskrivninger er virksomhedsinterne, og tallene her stammer fra Energistyrelsen.
264
Kapitel 8: Grundrente i dag
pr. tønde. Omkostningerne pr. tønde er kun gået i vejret siden 2010, bl.a. på grund af faldende produktion, og var i 2014 højere end skatter og royalties. Der blev produceret 170 millioner tønder olieækvivalenter (når man inkluderer gas omregnet til olie i forhold til olieværdien) i 2004 og 71 millioner i 2014. Ekstraprofitterne er faldet siden 2012. At visse kilder er mere givtige end andre plus muligheden for at slippe for at betale (ret meget) i royalties, ligger bag erobringen af olieressourcer. Det har så sandelig været med til at inspirere tragiske krige og snu overtagelsesmanøvrer i lande, der har været for naive til at gennemskue spillet, ofte smurt med lidt bestikkelse. Tredjeverdenslande er blevet klogere, og responsen har været det, der i økonomisk journalistik hedder ‘ressourcenationalisme’, Hugo Chavez’ hårde antiamerikanisme, Evo Morales’ angreb på olieselskaber i Bolivia samt Vladimir Putins marginalisering af Shell i Sakhalin-gasprojektet og angreb på udvalgte olieoligarker og transnationale som BP, der er blevet henvist til at investere gennem Rosneft – for ikke at tale om Saudi-Arabiens spil. Selvfølgelig kan ‘ressourcenationalisme’ kombineres med brug af udenlandsk ekspertise til en rimelig pris, hvilket er, hvad disse populister – som ressourcenationalisterne uvægerligt kaldes – udtrykker som grænsen for deres villighed til samarbejde. Der er altså ikke kun rente at hente i periferien, men også på hjemmebane. Større ‘ressourcenationalisme’ fører dog til mindre rente, og dermed presses citronen i systemets center.
Korruption i mine- og olie-‘industrien’ Som omtalt i kapitel 7 er der flere niveauer af korruption og misbrug i udvindende industrier. På det første niveau bliver olie- eller mineselskaber enige med naive og kyniske tredjeverdensledere om effektivt at overtage ressourcerne fra deres lande. Eksisterende lovgivning omgås, eller der afsluttes kontrakter med gunstige klausuler. For en beskeden bestikkelse bidrager ressourcerne derfor efterfølgende meget lidt til statskassen, selv om det er, hvad befolkningen stilles i udsigt – samme befolkning, der også prøver at få del i aktiviteterne, fordi olien lokker med rigdom. I 1980’erne skyndte en stor del af den congolesiske befolkning (Folkerepublikken Congo) sig til olieboombyen Pointe-Noire for at tjene de mægtige og få del i dråberne. Det fremmede ikke ligefrem iværksætterånd og industri i andre dele af landet, og kun få fik noget ud af det, dvs. mest dem, der tjente i de associerede servicebrancher, barer og hoteller. 265
RENTEKAPITALISMEN – ØKONOMISK TEORI OG GLOBAL VIRKELIGHED
Mellem udforskning og produktion er der andre muligheder for misbrug. Typisk lader olie- eller mineselskaber som nævnt ‘uafhængige’ om at søge efter ressourcer. Kun når en sikker kilde er fundet, kommer de større spillere på banen og tager over. Normalt omfatter udforskningslicenserne vilkår for produktionsdeling med regeringen, når produktionen kommer i gang. Fattigere lande har ikke hidtil været i stand til at matche de juridiske kapaciteter, som olie- og mineselskaber kan stille op med, men der er ændringer undervejs i forhold til at aflæse olieselskabernes lyssky forretninger indbyrdes, herunder handel med produktionslicenser uden at implicere værtsregeringen. I Uganda solgte Heritage i 2010 sin 50 %-ejerandel i to olieblokke for 1,45 milliarder amerikanske dollar til Tullow (som havde de andre 50 %), og som ønskede at videresælge dem til Total og det kinesiske olieselskab CNOOC. Tullow-Heritage havde påvist reserver på 2 milliarder tønder olie. Ugandas regering mente, at transaktionen mellem de to partnere dækkede over en kapitalgevinst, der skulle beskattes. Heritage blev pålagt en 30 %-skat på 434 millioner dollar, men ville kun betale 121 millioner og forlod landet. Uganda insisterede, og Tullow indvilgede i at betale resten for Heritage (313 millioner dollar), hvorefter det sagsøgte Heritage for at få sine penge tilbage. En appeldomstol (High Court) i London gav Tullow ret, og det blev mere end kompenseret. Tiden var imidlertid gået, og den endelige afgørelse faldt først i 2014. Der er stadig ingen olieudvinding i Uganda. Alle tegn tyder på, at olieeventyret i Uganda vil blive endnu en katastrofe. Nogle gange kommer man ikke så langt. Der er tit begrundet mistanke om, at mineselskaberne måske bare ønsker at sidde på en tilladelse uden at bruge den (f.eks. Simandou i Guinea). På det andet niveau, når produktionsresultaterne begynder at tikke ind, og royalties skal betales, vil selskaberne først hævde, at kvaliteten af produktet er under normen, og derfor kan de ikke sælge det til verdensmarkedspriser, men kun med en rabat. Olieselskaberne kan således fremstille misvisende kvitteringer og fifle med deres omkostninger. Nogle gange kan yderligere bestikkelse af modparten lette forståelsen. Et eksempel på den form kan findes i Tchad. Byggeriet af Tchad-Cameroun-olierørledningen til 4,2 milliarder amerikanske dollar blev finansieret af ExxonMobil, Verdensbanken og IFC blandt andre. Rørledningen gjorde det muligt at udnytte Tchads olieressourcer. Indtægterne, der skulle gå til den tchadiske regering, bekymrede Verdensbanken så meget, at den ville have pengene 266
Kapitel 8: Grundrente i dag
indsat på en spærret konto, og de skulle kun gå til udviklingsformål efter følgende fordelingsnøgle: 10 % til en fond for “kommende generationer”, 70 % til brug i prioriterede sektorer og 15 % til den føderale regering. 5 % skulle gå til de olieproducerende regioner. Dette havde til hensigt at eliminere korruption og sikre, at indtægterne ville gavne befolkningen, men Verdensbanken havde ikke forudset de rige muligheder, der er for stridigheder. I løbet af 2004 var oliepriserne steget til 50 dollar pr. tønde, men de 12,5 % royalties blev beregnet på grundlag af en meget lavere pris, og det gav Tchad mistanke om, at det blev snydt af oliekonsortiet.9 Godt nok er det nettoomsætningen, der er grundlaget for beregningen, dvs. at transportomkostninger gennem rørledningen og ydelser på lånene til Tchad først skulle trækkes fra den samlede omsætning, men de udgør kun omkring 9 dollar pr. tønde. Om noget falder denne omkostning, efterhånden som der flyder mere olie igennem.10 Big Oil forsvarede sig ved at hævde, at oliekvaliteten ikke levede op til internationale standarder, men de tchadiske myndigheder begyndte at gøre oprør mod begrænsningerne i brugen af de royalties, de fik. De ønskede at bruge midler til militære formål, hvad de blev behørigt kritiseret for. I april 2006 truede Tchad med at stoppe oliestrømmen, medmindre olieselskaberne frigav 100 millioner dollar. Verdensbanken havde ikke kun suspenderet udlån til nye projekter i landet, men også blokeret for betalinger fra den spærrede konto. Den tchadiske regering formåede at få en revideret aftale, der involverede, at regeringens andel øgedes til 30 %, og sikkerhed ville være en af de prioriterede sektorer. Tchad tilbagebetalte sine olielån til Verdensbanken i 2008, og banken trak sig ud af projektet, utilfreds med de reviderede vilkår. IFC, International Finance Corporation, Verdensbankens arm for privatsektorudvikling, er stadig involveret. Det tredje niveau kan illustreres ved Nigeria. Ifølge Joseph Stiglitz’ bog fra 2006 havde Nigeria tjent en kvart billion dollar i olieindtægter i de forudgående 9 ExxonMobil, Petronas (Malaysia) og ChevronTexaco, nu kun Chevron Corporation, er deltagere i oliekonsortiet. ExxonMobil er ansvarlig for driften af rørledningen. 10 I slutningen af december 2005 havde Tchad eksporteret i alt 134 millioner tønder olie og havde modtaget 400 millioner dollar. Da det er 12,5 % af indtægterne, har den gennemsnitlige salgspris været på 23,9 amerikanske dollar, når man trækker låneomkostningerne på rørledningen fra. Men verdensmarkedsprisen var 27,7 dollar i 2003, 37,4 i 2004 (prisen for Nordsøolien var 38,2 dollar det år) og 50 dollar i 2005 (Nordsøolien hentede 54,4 dollar) (WTRG 2008 og Trading Economics 2016). Hvis vi lægger låneomkostningerne ved rørledning til, lå den gennemsnitlige pris på 33 dollar pr. tønde for Tchads olie. Da det nok ikke var meget, der blev sendt af sted i 2003, kan man sige, det var en underpris, og det var også, hvad Tchads hersker hævdede og brugte til at støtte kravet om en revideret aftale.
267
RENTEKAPITALISMEN – ØKONOMISK TEORI OG GLOBAL VIRKELIGHED
tre årtier. Men så simpelt er det ikke. I Nigeria spiller staten sammen med – og sommetider imod – Nigerian National Petroleum Corporation (NNPC), der varetager statens olie- og gasinteresser. De mærkeligste transaktioner foregår mellem NNPC og statskassen samt mellem NNPC og de store udenlandske olieselskaber. NNPC fik en ny koncernchef, Funsho Kupolokun, i november 2003, der havde ry for at være businessminded. Selv Financial Times indrømmede i en leder, at Nigeria forsøgte at rense ud, men den nævnte alligevel kun det gensidige skyldkompleks i meget indirekte sprog: “(…) Nigeria insisterer på at specificere betalinger foretaget af olieselskaber, som ikke får lov til at dække sig under regeringshemmeligheder for at undlade at offentliggøre dem” (Financial Times 2006). Fremskridtet var dog beskedent, og Kupolokun blev tvunget ud i 2007. Det hjalp ikke umiddelbart. NNPC fik skældud af præsidenten i begyndelsen af 2008 for sin ringe præstation. Der er nemlig altid en dobbelthed i den slags anklager, på den ene side at organisationen underpræsterer, fordi nogle tidligere chefer har raget til sig, og på den anden side at de nye også gør det og ikke virkelig er interesserede i at rydde op. For alle er jo meget helligt imod snyd. I 2011 blev regeringens beskatning af oliesektoren udregnet til 55 milliarder amerikanske dollar, næsten 80 % af de samlede offentlige indtægter. 25 milliarder dollar kom fra royalties og selskabsskatter, resten stammede fra hjemligt salg af råolie og indtægter fra eksport. Det var mindre end halvdelen, der gik direkte til budgettet, resten gik til at hjælpe på tidligere underskud og udligne budgettets indtægtsside over tid.11 Det er for så vidt regulært nok, men der mangler altid noget, når regnskaberne gøres op. Statskassen får ikke sine penge.12 Under Goodluck Jonathans præsidenttid (2010-2015) blev den nigerianske nationalbankdirektør Lamido Sanusi suspenderet, efter at han havde offentliggjort, at 20 milliarder dollar ud af indtægter på 67 milliarder dollar var gået tabt i systemet i perioden 20122013. Det var igen NNPC, der ikke gjorde sit arbejde. 11 Det er svært at finde gode kilder. Her er brugt Nigerias Centralbank (Central Bank of Nigeria 2011). 12 Altvater og Meinkopf mener, at ‘hollandsk syge’ er et udbredt fænomen i Afrika og andre dele af verden som resultat af naturressourcerigdom (Altvater & Mahnkopf 2004, s. 48). Dvs. at pludselige ekstraordinære indtægter i fremmed valuta i én sektor skulle skade andre sektorer ved at presse valutakursen i vejret. Det er en meget populær forestilling, som man kunne forvente, at de to venstreorienterede forfattere ikke ville tage for pålydende. Pointen er, at disse lande simpelthen får for lidt ud af deres olie på grund af de obskure praksisser bedrevet af olieselskaberne i samarbejde med nogle få magtfulde lokale. Den nigerianske naira er i øvrigt ikke ligefrem steget i forhold til dollaren siden 2004 (bortset fra et par måneder i 2008).
268
Kapitel 8: Grundrente i dag
Da sagen blev udredet, viste det sig, at den havde at gøre med det fjerde niveau, regeringens faktiske brug af de ressourcer, der finansierer budgettet. De kan blive brugt uklogt eller endog svindles med såsom i udbetalinger af subsidier. NNPC hævdede, at de 20 milliarder dollar, som det ikke havde overført til staten, var gået til subsidier på petroleum (kerosene på engelsk) til fordel for befolkningen, men den ordning var blevet stoppet nogle år før, og befolkningen klagede over de stigende petroleumspriser. Andre grunde til de manglende overførsler var ulovlige skattefradrag (Sanusi 2015). På grund af alt dette lyder der et stadigt krav om at rydde op og ændre adfærd, også under indflydelse af den ofte voldsomme modstand fra deltabefolkningen mod olieselskaberne for deres miljøsvineri og mod den føderale regering, der modtager og fordeler indtægterne. Demokratisering har spillet en rolle her som andre steder, og befolkningen nærer mistanke om, at topfolk får sig en ordentlig luns. At Lagos er i forfald, som Stiglitz påpeger, har ikke at gøre med olieøkonomien som sådan, men måske nok med de mange mellemregninger med de store olieselskaber, udgifter, hensættelser, overførsler osv., samt med alle de mange spillere, man nu om dage har at gøre med.13 Det er derfor ikke et paradoks, at et ressourcerigt land forbliver fattigt, og at ressourcerne er en forbandelse. Det er reglen i vores frosne verdenssystem, ikke undtagelsen.
Grundrente og energiforsyning Valco og Akosombo-dæmningen14 Marx indleder kapitlet om differentialrente i Kapitalen i al almindelighed ved at give et interessant eksempel: “For at påvise den almene karakter af denne form for jordrente, så kan vi antage, at fabrikkerne i et land i overvejende grad bliver drevet af dampmaskiner, mens et vist mindre antal dog bliver drevet af naturlige vandfald” (Kapitalen, 3. bog, 3. bind, s. 832). Hvis den gennemsnitlige profitrate er 15 %, og de, der producerer ved hjælp af dampmaskiner, anvender en samlet kapital på 100, vil produktionsprisen (den samlede investerede 13 I øvrigt har man set nogle af de samme fænomener også i rige lande, hvor infrastrukturen er faldet fra hinanden i de vigtigste indre byer, og det har bestemt været et globalt fænomen i den tredje verden, uanset om de er olieproducerende eller ej. Offentlig infrastruktur har lidt under mangel på vedligeholdelse og fornyelse. Så dukker der pludselig skinnende højhuse op ved siden af de elendige forfaldne karréer, og lidt luksus klistres på. Det har man set i Asunción og i Abidjan. Tænk også på Detroit. 14 Dette afsnit kan med fordel læses i forbindelse med “Lukningen af Kaiser i Ghana” under “Kapitalisme uden kapital” i kapitel 1.
269