Forord 6 Portræt af Christian Lollike
8
Lollikes baggrund
14
Det postdramatiske teater
20
Performance og performativitet
32
Dokumentarteater 52 Teaterteksten 64 Terrorteater 74 Manifest 2083 (2012) Nynazisme og historiens nytte
84
Skakten eller Gerhards eventyr (2013) Jagten på dét
96
All My Dreams Come True (2013) Krigen uden ende
106
I føling – en krigsballet (2014) Monsters of Reality
116
Living Dead (2016) Flertydig politisk kunst
126
Rummet mellem rigtigt og forkert
136
Interview, juni 2017 Christian Lollikes værker
144
Noter 148 Litteratur 150
Krigen uden ende I FØLING – EN KRIGSBALLET (2014)
I føling, instrueret af Christian Lollike med scenografi af Thomas Holm Radil, Corpus og Sort/Hvid, Skuespilhuset 2014. Foto: Christian Radil.
106
I FØLING er en tværæstetisk forestilling, der ved sin blanding af kunst og virkelighed tilbyder publikum at komme helt tæt på krigens realiteter. I Christian Lollikes koncept og iscenesættelse optrådte – kontroversielt – tre danske krigsveteraner fra krigen i Afghanistan (2001-2013) på scenen med deres lemlæstede lemmer sammen med 25 balletdanseres perfekte kroppe. Forestillingen var koreograferet af Den Kongelige Ballets Corpus-ensembles kunstneriske ledere, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, der ønskede, at dansen skulle udtrykke samfundsrelevante problemstillinger og ikke kun holde sig til ballettens traditionsbundne universer.107 Lollike ville udfordre ballettens lette kroppe og evige værdier med noget meget konkret. Han valgte ikke blot temaet krig, men tilmed at lade krigsveteraner, der havde mistet kropsdele, optræde i forestillingen i kontrast til balletkroppens ekstreme kropskontrol og på den mest konkrete måde vise, hvad krig kan koste.108 Forestillingen undersøgte krigen ved at væve dansernes kroppe sammen med de fysiske og psykiske erfaringer, soldater får i krig.
107
I forestillingen fortalte de tre soldater de-
I føling
res egne stærke historier om ‘tab’ og ‘fald’.
Det er samspillet mellem tekst, krop og bevæ-
De fik alle grusomme varige fysiske og psy-
gelse, der bringer tilskueren ‘i føling’. I militær
kiske mén af at være udsendt til Helmand.
diskurs er det udtryk for soldatens føling med
Med kroppen i centrum spejlede de to instan-
fjenden og princippet om at komme så nær
ser, den perfekte disciplinerede krop og den
på ham, at hans bevægelser kan iagttages. Det
fremmedgjorte amputerede krop, hinanden.
er opførelsens hensigt at overføre soldatens
Med danserne i roller som soldater lod værket
sensitivitet på tilskuerens oplevelsesmåde.
tilskuerne opleve den professionelt trænede
Det gør den ved at koble teksterne med en
krop falde i krigen og omvendt: De handi-
performativ stil, der sætter fokus på tilsku-
cappede soldater foldede sig ud i dansen og
ernes sanselige perception.
skønheden.
Når den hjemvendte soldat, siddende alene på Det Kongelige Teaters store scene, spæn-
Krigen i kroppen
der sine proteser af, en for en, og viser sine
Krigens tema er spændt op på voldsomme
benstumper frem, bevæges publikum og bliver
modsætninger, der skaber stor tragisk patos,
ramt, »som om han blottede et kollektivt sår
stor følelsesmæssig intensitet. Det er mod-
(…) et nationalt stigma«.109
sætningen mellem en umenneskelig ‘krigs-
Når soldaten uden underben først kærteg-
maskine’ på den ene side og det skrøbelige
nes af en yndefuld kvindelig danser i rollen
menneske af kød og blod på den anden side.
som hans kæreste for så pludselig at vippes
I fremtiden føres krigen måske helt usynligt,
ned af stolen bagfra, så han ligger hjælpeløs
snigende med nanorobotter, der kravler ind
på maven på gulvet, forstår vi hans sårbarhed
under huden på modstanderen.
og følelse af at være ‘defekt’. Og skuffelsen.
Soldaterne Martin Aaholm og Henrik Møller Morgen fortæller usentimentalt om,
men vi mærker hans skuffelse.
hvorfor de ville være soldater, hvordan de fik
Efter at soldaten med posttraumatisk
sprængt deres arme og ben bort og derefter
stress har fortalt, hvordan han har krigen i
mistede alt, kæreste, familie, job, anseelse og
hovedet nat og dag, genskaber forestillingen
selvrespekt. Den tredje soldat, Jesper Nødde-
hans indespærrede følelse ved at omgive ham
lund, er gået ned med posttraumatisk stress.
af projektørlyset midt på scenen med ‘vægge’
Hans krops forhøjede forsvarsberedskab har
af laserlys, hvorimellem mørke skikkelser
fuldstændig ødelagt hans liv, efter at han er
danser hans mareridt.
vendt hjem. Det bliver klart, at for soldaternes vedkommende slutter krigen ikke med en tilbagetrækning eller hjemsendelse. Den bliver ved med at sidde i kroppen, hvor den huserer voldsomt i alle deres sår og skader.
108
Hans ord er nøgterne, og han maver sig videre,
I føling, instrueret af Christian Lollike med scenografi af Thomas Holm Radil og koreografi af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, Corpus og Sort/ Hvid, Skuespilhuset 2014. Foto: Søren Solkær Starbird.
109
Soldatens genfødsel
ste, og hvis syge kroppe kulturen fortrænger
Siden inddrages de krigsskadede kroppe i
og traumatiserer, skaber sig en ny identitet
dansen. I en kærlig dobbelt pas de deux, hvor
gennem dansen. Således kan forestillingen
et par langlemmede danserinder smyger sig
siges at udføre en proces, live i øjeblikket, der
om de to benafkortede soldater i gulvhøjde,
bryder med fortrængningen af soldaternes
ser vi, hvordan soldaterne inspireres til nye
smertefulde omkostninger.
bevægelser, nye armføringer og kropsrulnin-
De tre soldater er autobiografiske fortæl-
ger. Vi overværer en slags genfødsel af de
lere. De er sig selv som individer, f.eks. når
sårede kroppe gennem dansen. For soldater
de udfylder dokumentet »Min sidste vilje«.
og balletdansere er gjort af det samme stof,
Det autentiske i forestillingen henter først og
de har disciplineringen af kroppen i en hierar-
fremmest sin næring fra dem. Alligevel kom-
kisk institution tilfælles. Og en soldat, der
mer det teatrale frem i deres uvanthed med
ikke kommer i krig, er ligesom en danser, der
scenen, når de fremfører deres – sandsynlig-
ikke kommer på scenen. Vi røres ved at se de
vis bearbejdede – beretninger eller udfører
spinkle ballerinaer berøre soldaternes arm- og
deres rolle i dansen. Soldaternes kroppe, de
benstumper, løfte dem forsigtigt op på ryggen
blottede benstumper, dokumenterer krigen. Et
og danse videre med dem. Danserne tager se-
dokument, der fungerer som et ‘bevis’, ingen
nere de proteser på, som soldaterne har taget
tilskuer kan afvise. Men teatrets framing og
af, og viser gennem deres kunst soldatens – og
komposition, soldaterkroppe monteret med
menneskets – genopstandelse fra den under-
tekst og dans, er kunstnerisk fiktion. Iscenesat
trykkende disciplinering.
med en hensigt.
(…) krigsveteranernes tabte identitet genskabes fra ødelagt og ekskluderet til noget, som
Katarsis med eller uden handling
kan vises frem og repræsenteres i sin egen
Forestillingen skaber et ‘forløsningsrum’, der
skønhed (…) Det er ballettens formgreb, der
giver tilskuerne mulighed for at vise sorg. Sor-
på baggrund af soldaternes personlige beret-
gen over soldaternes tab og sorgen over krigen
ninger danner de deforme kroppes dans, og
og al dens væsen. Under hele forestillingen
selv om veteranerne har mistet bevægelighed
anes en længsel: Bare det ikke var sket. Bare vi
og ikke længere lever op til den fysiske krops
kunne spole tiden tilbage. Det gør genfødslen
ideale standarder, integreres de i dansens
mulig og giver os rum til at klappe, både imod
form og bliver belyst gennem bevægelserne
krigen og for soldaterne. Under opførelsen
på en ny og betagende måde (…) hvor faldne
reagerede publikum sjældent stærkt. Man kan
dansere rejser sig igen og igen. Det er sådan,
tale om en katarsis-effekt.
vi som tilskuere kan møde det uafviselige, det reelle, som er det, de deforme kroppe er.
110
Spørgsmålet til den performative forestilling og mødet med krigsinvaliderne er, om opførelsen gør noget ved virkeligheden. Af-
110
De soldater, der oplever hjemkomsten som en
hjælper den soldaternes identitetsproblem?
udstødelse af militæret og af deres nærme-
Åbner den ballettens verden op? Påtager
tilskueren sig et nyt (politisk) ansvar? De to
side om side med modsatte, livsopbyggende
første spørgsmål bekræftes positivt i teater-
kræfter, repræsenteret af en farvestrålende
processen, hvor ‘de usynlige’ erobrer scenen
tulipanmark og med Beethovens »Måneskins-
og genskaber en tabt identitet. Det sidste
sonate« på lydanlægget. Og et dokumentarisk
spørgsmål er mere kompliceret, men ingen
klip af en soldat, der falder på slagmarken,
går upåvirket ud fra I føling.
spejles i dansernes levende kroppe, hvis partitur lader dem falde igen og igen i samme position med et sanseligt klask med hånden i
Krig i relief af en tulipanmark
gulvet. Samtidig viser skærmen dansen video-
På et narrativt niveau fortæller forestillingen
filmet ovenfra. Tilskueren har mulighed for at
tre udviklingshistorier, hvor hovedpersonerne
spejle det dokumentariske virkelighedsstof
lider nederlag over for virkeligheden og deres
både i konkret sansning og abstraktionen på
egne forventninger, i det klassiske ‘hjemme –
billederne.
ude – hjem’-forløb. ‘Hjemme’ gør soldaterne sig tanker om at skulle i krig. ‘Ude’ berettes om selve krigen. Og ‘hjemme’ igen beskrives konsekvenserne. Disse enkle, logiske og lineære historier er integreret i en åben storstruktur, der er helt anderledes (lyrisk) kompleks og fragmenteret med rytmiske gentagelser, modsatte mønstre og dynamiske formationer. Tiden ophæves, og virkeligheden løfter sig op på et drømmeplan. Forløbet indeholder masser af brud på grund af skiftende virkemidler og bratte overgange mellem scenerne. Formålet med I føling er ikke at meddele en sammenhængende ‘sandhed’ om krigen i Afghanistan eller om krig generelt, men at undersøge krigens tilsyneladende endeløshed og stille spørgsmålstegn ved kulturen fra forskellige vinkler. Derfor benytter forestillingen overordnet en ‘simultan’ form, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen i en slags nueller al-tid, og hvor flere enkeltstående fiktioner skaber forskellige associationer til temaet. I scenografiens nøgne rum viser en høj skærm i tre lag en collage af skiftende billeder. Slørede dokumentariske krigsskildringer i sort-hvid, der konnoterer destruktion, stilles
111