Peter Norsk
Det konservative svigt
Frydenlund
det konservative svigt_contents.indd 3
18-08-2011 09:31:19
Det konservative svigt 1. udgave, 1. oplag, 2011 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-024-4 Grafisk tilrettelæggelse: Malte Pedersen og Claus Nielsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 · DK-1826 Frederiksberg C · Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk · www.frydenlund.dk Tilmeld dig vores nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
det konservative svigt_contents.indd 4
18-08-2011 09:31:20
1933 »Lad bare Hitler blive rigskansler. Vi kan kontrollere ham. Vi har flertallet i regeringen«. Franz von Papen, vicekansler og tysk nationalkonservativ politiker, da Adolf Hitler blev tysk rigskansler.
1999 »Dansk Folkeparti får ingen indflydelse på indvandrer-flygtninge-politikken, men de er velkomne til at stemme for, hvad Venstre og Konservative bliver enige om«. Bendt Bendtsen, leder af Det Konservative Folkeparti, om Dansk Folkepartis indflydelse på en kommende borgerlig regering.
det konservative svigt_contents.indd 5
18-08-2011 09:31:20
Denne bog er tilegnet to konservative statsmÌnd, der sagde fra over for fremmedhad og ekstrem nationalisme: Poul Schlßter, der som konservativ dansk statsminister sagde nej til at gøre flygtninge- og indvandrerpolitikken til genstand for et valgtema eller en folkeafstemning. Fredrik Reinfeldt, der som Moderat (konservativ) svensk statsminister sagde nej til at samarbejde med Dansk Folkepartis søsterparti, Sverigedemokraterna.
det konservative svigt_contents.indd 6
18-08-2011 09:31:20
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Svigtet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Oprør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Konservatisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Globalisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Hovedbestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Bendt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 Partiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Burkaforbuddet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Udfordringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 Planen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Forhandlinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 Viggo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Retræte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Genvalgt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Burkaretræte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 Løftebrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 Centralkomiteen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Udmeldelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 Kuppet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 Dronningemordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222 Barfoed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 232 Statsmænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Farvel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Navnregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255
7
det konservative svigt_contents.indd 7
18-08-2011 09:31:20
Burkaforbuddet Det var et af de sjældne hovedbestyrelsesmøder, hvor alle var rimelig tilfredse. Det var tidligt i august 2009, og den nye formand Lene Espersen havde været i strålende humør og ligefrem spurgt os hovedbestyrelsesmedlemmer om vores mening om den politiske situation og også opfordret os til at komme med forslag til visioner for folketingsgruppens arbejde. Jeg havde selvfølgelig udnyttet denne positive lejlighed til at fremføre min mening om ikke at lægge sig for tæt op ad Dansk Folkeparti samt satse på de gode gammeldags konservative værdier som den personlige frihed og det personlige ansvar. Lene Espersen havde taget noter og svaret positivt, hvilket var lidt ud over det sædvanlige, for normalt nikkede partiformanden bare venligt uden egentligt at komme med noget svar. Vi gik til den sædvanlige efterfølgende hovedbestyrelsesmiddag med rimelig god mad og fine vine og efterfølgende fri bar nede i kælderen. Det var her, vi kunne tale mere uformelt sammen. Tidligere havde jeg og andre haft nogle gode samtaler med Bendt Bendtsen, da han var formand, hvor han som tidligere nævnt usædvanlig frit havde beskrevet, hvordan hans forhandlinger på tomandshånd foregik med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Når Bendt havde fået et par øl og lidt rødvin, løsnede han op og blev faktisk ret underholdende. Efter Lene Espersens overtagelse af formandskabet ændrede det sig fuldstændigt. Hvis hun overhovedet gad 102
det konservative svigt_contents.indd 102
18-08-2011 09:31:22
deltage efter middagen i hyggeaktiviteterne i baren, var det på en yderst afmålt måde, hvor hun satte sig sammen med dem, hun kendte i forvejen. Lene Espersen var nemlig slet ikke folkelig – specielt ikke når rampelyset var slukket. Hun satte sig ved siden af enten de ansatte i partiet eller dem fra Nordjylland, som sad og kiggede beundrende på hende uden at sige hende imod. Derefter hun gik i seng. Lene Espersen var ikke én, man sådan kunne tale med, når man bare var almindelig menigt hovedbestyrelsesmedlem. Alligevel var jeg rimelig godt tilfreds efter hovedbestyrelsesemødet i august 2009, hvor hun tilsyneladende havde lyttet til de forskellige indlæg. Hvad jeg og andre ikke vidste var, at hun næsten samtidig i folketingsgruppen havde udarbejdet et oplæg til partiets flygtninge- og integrationsudspil, som ville blive offentliggjort på folketingsgruppens sommergruppemøde i den efterfølgende uge. Intet – jeg gentager intet – af dette indhold blev nævnt på hovedbestyrelsesmødet, selv om oplægget på det tidspunkt nærmest var klar til offentliggørelse. Endvidere – skulle det senere vise sig – var oplægget et afgørende brud på sædvanlig konservativ politik. Derfor havde det været rimeligt at få det debatteret i hovedbestyrelsen, inden det blev offentliggjort. Alt det vidste jeg og de andre hovedbestyrelsesmedlemmer ikke på det tidspunkt, hvor vi spiste hovedbestyrelsesmiddag og efterfølgende drak øl og vin. Vi gik fortrøstningsfulde i seng godt efter midnat for næste dag at deltage i det årlige konservative møde for byråds- og regionsrådsmedlemmer, som foregik i Nyborg meget tæt på, hvor vi havde holdt hovedbestyrelsesmøde. Der var 300–400 deltagere, og mødet begyndte meget formelt med de sædvanlige rimeligt intetsigende indlæg fra par103
det konservative svigt_contents.indd 103
18-08-2011 09:31:22
tiformand og gruppeformand, hvorefter der kunne stilles spørgsmål. Der gik ca. en times tid med de sædvanlige rosende indlæg fra lovende lokalpolitikere, som med deres leflende kommentarer og spørgsmål håbede på at blive opdaget af parti- og gruppeformand. Burkaforbuddet. Pludselig skete der alligevel noget
overraskende. Et konservativt byrådsmedlem efterlyste en strammere flygtninge- indvandrerpolitik fra partiets side Han lød som en af dem, som forsøgte at efterligne Dansk Folkeparti. Dem var der desværre en del af i partiet. Til hans kommentar sprang partiformand Lene Espersen op på talerstolen og udbrød stolt: »Jamen jeg kan fortælle dig og alle jer andre, at vi lige netop i folketingsgruppen har besluttet, at vi vil foreslå at forbyde burkaer i det offentlige rum«. »Hvad«, tænkte jeg, »det har vi da overhovedet ikke hørt noget som helst om i hovedbestyrelsen«. Jeg var dybt rystet og samtidig skuffet, for dagen før på hovedbestyrelsesmødet havde samme partiformand nikket ivrigt og taget noter under bl.a. mit indlæg, som gav udtryk for lige netop det modsatte synspunkt, og hun havde endda givet udtryk for støtte til mine synspunkter. Det her hang ikke sammen. Jeg blev klar over, at vi havde fået en partiformand, som overhovedet ikke havde forstået de mest basale demokratiske spilleregler, og at hun arrogant spillede et dobbeltspil, hvor hun foregav én ting over for tillidsfolkene i hovedbestyrelsen, noget helt andet over for partiets tillidsfolk i øvrigt og sikkert noget helt tredje over for folketingsgruppen. I bilen på vej hjem fra mødet i Nyborg var Konservativ Ungdoms landsformand, Rune Kristensen, og jeg fuld104
det konservative svigt_contents.indd 104
18-08-2011 09:31:22
stændig enige om det helt forkerte i at ville forbyde kvinder at bære burka i det offentlige rum. Et sådant forbud ville være en glidebane væk fra de basale grundlovssikrede frihedsrettigheder. Hvis staten begynder at forbyde borgerne at bære bestemte klædningsstykker, fordi disse (tørklæde og burka) muligvis signalerer et bestemt religiøst tilhørsforhold, måtte det næste skridt jo logisk set være at forbyde alle religiøse symboler som f.eks. den jødiske kalot og det kristne kors. Det ville helt klart være et brud på den grundlovsparagraf, som sikrer, at ingen borgers frihedsrettigheder kan indskrænkes af religiøse grunde. Det Konservative Folkeparti var således med Lene Espersen som formand ved at begå grundlovsbrud for på simpel populistisk vis at tilrane sig stemmer. Det var helt uanstændigt, og Rune og jeg var enige om, at det burde modarbejdes, så snart det blev offentliggjort. Et par dage efter blev burkaforbuddet annonceret som konservativ politik af den nyligt omvendte Naser Khader, der var den konservative integrationsordfører. Naser Khader havde meget travlt med at være mere konservativ end nogen anden i partiet, da han var overløber fra det nystiftede parti Ny Alliance, som han i øvrigt havde været formand for. For at bevise sin loyalitet og for at få en rimelig sikker kreds til næste folketingsvalg var han påtaget mere reaktionær og gammeldags hvad angik flygtninge- og indvandrerpolitikken end de fleste medlemmer af partiet. Partiets strategi var åbenbart at lade Naser Khader offentliggøre burkaforbuddet et par dage før den konservative folketingsgruppes sommermøde og derefter profitere på den efterfølgende debat, som partiledelsen mente var den rene vælgermæssige gevinst. 105
det konservative svigt_contents.indd 105
18-08-2011 09:31:23
Det skulle vise sig at være en fatal fejlbedømmelse fra Lene Espersens side og det første skridt hen imod hendes fald. Lene Espersen. Lidt mindre end et år tidligere var Lene
Espersen blevet formand for Det Konservative Folkeparti på landsrådet i 2008. Det var sket med pomp og pragt og som en dårlig efterligning af et amerikansk politisk konvent. Med konfetti dryssende ned fra oven til tonerne af Tina Turners Simply the Best havde Lene Espersen ladet sig hylde på scenen sammen med sin familie. Nede i salen havde vi alle stået med skilte som sagde »Simply the Best«. Den måde Lene Espersen blev kåret på var noget ud over det sædvanlige og ikke i overensstemmelse med den mere beskedne danske måde, men det skulle senere vise sig at være en meget god illustration af, hvordan hun agtede at styre partiet. Det vidste vi bare ikke dengang. Lad mig indrømme det med det samme: Jeg er 100 % medskyldig i udpegningen af Lene Espersen til partiformand, for jeg var en af dem, som stod nede i salen med et eller andet fortrykt hylde-skilt på det pågældende landsråd. Jeg kunne jo bare have protesteret, hvis jeg havde været uenig. Men det er værre endnu. Et par måneder før Lene Espersens »Simply the Best«-landsråd havde jeg ringet til en af hendes nærmeste fortrolige i Nordjylland, den konservative storkredsformand Stig Risdahl Knudsen, og meddelt, at jeg som hovedbestyrelsesmedlem ikke længere var modstander af, at hun blev formand efter Bendt Bendtsen. Indtil da ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville have peget på hende. Jeg mente, at hun var arrogant, egenrådig og – værst af alt – inkompetent som leder af et parti. Som minister mødte hun stort set aldrig op på hovedbestyrelsesmøderne, og når hun endelig gjorde 106
det konservative svigt_contents.indd 106
18-08-2011 09:31:23
det, var det fordi Bendt Bendtsen havde beordret hende til det i forbindelse med et eller andet indlæg, han syntes, hun skulle holde for hovedbestyrelsen. Derefter forlod hun normalt mødet hurtigst muligt, så der næsten ikke var tid til at stille spørgsmål. Officielt havde hun travlt med hårdt arbejde, mand og børn, men jeg har altid haft en mistanke om, at det var en smart måde at undgå kritiske spørgsmål på. Undskyldningen med hårdt arbejde, mand og børn giver jeg ikke meget for. Jeg havde et lige så hårdt arbejde og kone og børn, og jeg kunne altså godt afsætte den fornødne tid til at deltage i et helt hovedbestyrelsesmøde uden at forlade det i utide. Hvorfor kunne hun – der endda blev betalt for det – så ikke gøre det ? Jeg var imidlertid blevet omvendt med hensyn til Lene Espersens egnethed som formand. Det skete lige efter, at Lars Barfoed var blevet formand for den konservative folketingsgruppe. Den post er meget magtfuld og rangerer i partihierarkiet lige under partilederen, og mange gange er gruppeformanden de facto-partileder. Jeg var i forbindelse med et udvalgsarbejde om partiets udviklingspolitik på besøg på hans kontor, hvor han under fire øjne fortalte mig om fuldstændig mangel på ledelse i partiorganisationen. Specielt havde han opdaget, hvor ringe den konservative pressetjeneste fungerede. Da jeg hørte det, blev jeg klar over, at det ikke længere gik med Bendt. Det bedste ville være, hvis Lars Barfoed kunne blive partileder, men problemet var, at han ikke fik så mange personlige stemmer i sin kreds i Nordsjælland, hvor jeg i øvrigt selv boede. Fire og et halvt tusinde personlige stemmer er for lidt for en toppolitiker, som i Lars Barfoeds tilfælde burde ligge på mindst 10.000 med det stemmetal, partiet fik på det tidspunkt. En anden mulighed var Connie Hedegaard, men her bedyrede Lars Barfoed, at uanset hvor 107
det konservative svigt_contents.indd 107
18-08-2011 09:31:23
meget han også selv støttede Connie som partileder, så var det umuligt, da der ikke var flertal for hende i folketingsgruppen. En partileder uden mandat fra folketingsgruppen var en umulighed. Lars Barfoed var ikke ubetinget tilhænger eller modstander af Lene Espersen som partileder. Det, der overbeviste mig om, at hun muligvis nok ikke var så slem, som jeg gik og troede, var, at Lars mente, at han og Connie Hedegaard ville kunne stå for formuleringen af det politiske indhold, samtidig med at Lene Espersen som leder ville kunne trække stemmer til partiet. »Det vigtigste er jo det politiske«, som Lars understregede. Det var jeg enig i, så hvis Lars og Connie kunne stå for partiets politik, var jeg mere rolig med Lene Espersen som formand. Jeg forlod mødet med Lars Barfoed fast besluttet på, at det her burde diskuteres hurtigst muligt med mit bagland. Ud over at jeg tidligere havde fundet Lene Espersen uduelig som evt. partileder efter Bendt Bendtsen, så var min bekymring, at hun ville tilnærme os Dansk Folkeparti mere end Bendt havde gjort. Egentlig vidste de fleste af os ikke, hvad Lene Espersen stod for politisk, ud over at hun med visse intervaller som justitsminister proklamerede »hårdere straffe« og virkede meget bestemt og lov-og-orden-orienteret på tv. Det var noget konservative vælgere kunne lide, og det gav stemmer i Nordjylland. Hvad hendes holdning var til den fremtidige politiske linje samt forholdet til f.eks. Dansk Folkeparti, havde vi ingen idé om. Min bekymring gik på, at Stig Risdahl Knudsen, storkredsformanden i Nordjylland, havde sympati for Dansk Folkepartis politik. Det antog jeg så, at hun også havde. Der var imidlertid to begivenheder, som overbeviste mig om, at sådan hang det måske ikke sammen. I en ti108
det konservative svigt_contents.indd 108
18-08-2011 09:31:23
digere sag i Folketinget om at dommere ikke måtte bære tørklæde, havde jeg fra en fortrolig kilde i den konservative folketingsgruppe fået at vide, at der i gruppen havde været tre modstandere af at forbyde dommere at bære tørklæde. En af de tre havde været Lene Espersen. Altså kunne hun åbenbart godt se, hvilken glidebane det var, vi var på vej ud på ved at forbyde religiøse beklædningsgenstande, troede jeg. På et andet tidspunkt under en partimiddag i forbindelse med en valgaften var jeg stødt ind i hende ret tilfældigt, og hun havde hjerteligt omfavnet mig og takket mig for de mange læserbreve og debatindlæg i Jyllands-Posten, som jeg havde skrevet mod Dansk Folkeparti. Det viste, at hun måske ikke var så ideologisk orienteret over mod Dansk Folkeparti, som hendes nordjyske partikollega var. Så efter mødet med gruppeformand Lars Barfoed blev jeg langsomt mere og mere overbevist om, at Lene Espersen nok var den, som bedst kunne samle partiet og bedre end Bendt give partiet fornyet fremgang. Jeg konsulterede mit bagland, herunder Viggo og Kurt Scheelsbeck, som var enige i, at Lene Espersen på trods af mange mangler, nok var den eneste mulighed. »Hvis Connie ikke vil, så må det blive Lene«, som Kurt konkluderede. At Bendt ikke burde fortsætte stod klart, efter at den nye gruppeformand, Lars Barfoed, havde konstateret en total mangel på ledelse af partiorganisation og pressetjeneste. Det kunne vi ikke længere leve med. I samtalen med Stig Risdahl meddelte jeg officielt min støtte til Lene Espersen og foreslog, at Bendt Bendtsen så skulle være spidskandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg. Vi befandt os tidligt på sommeren 2008, og det næste Europa-Parlamentsvalg var i 2009. Han syntes, at det var en fremragende idé. 109
det konservative svigt_contents.indd 109
18-08-2011 09:31:23
Nu var jeg jo kun et menigt hovedbestyrelsesmedlem, så hvorfor var det så vigtigt for mig at tilkendegive min støtte til Lene Espersen til Stig Risdahl ? Jeg gjorde i øvrigt det samme til partiets generalsekretær, Morten Bangs gaard, lige efter. Var det ikke ret ligegyldigt, hvad jeg mente, da vigtige ting som partilederskab alligevel bliver afgjort af få personer i folketingsgruppen ? Det var vigtigt for mig at tilkendegive min stilling, for jeg havde tidligere klart sagt til bl.a. Morten Bangsgaard, at hvis Lene Espersen nogensinde blev foreslået som partileder, ville jeg stemme imod det i hovedbestyrelsen. Det kunne Morten, de andre hovedbestyrelsesmedlemmer og folketingsgruppen i princippet være ligeglade med, men det betyder alligevel altid noget, at man kan opnå enstemmighed i hovedbestyrelsen om forslag til formand for partiet. Det er aldrig godt med uenighed, selv om det kun drejer sig om få medlemmer. Det var derfor mit håb, at jeg i det mindste ved at kontakte Stig og Morten kunne få den sten af vejen, så vi hurtigt kunne få et lederskifte. Det skete som bekendt kort efter. Hvad min henvendelse betød, aner jeg intet om, og jeg får det heller aldrig at vide. I dag må jeg konstatere, at min støtte til Lene Espersen var min største politiske fejltagelse nogensinde. Det var gået partiet langt bedre, hvis Bendt Bendtsen var fortsat som partileder et stykke tid endnu. I det mindste var vælgertilslutningen til partiet ikke reduceret så meget som i dag. Jeg har derfor et klart medansvar for den deroute partiet tog med kåringen af Lene Espersen som formand. Det er også i det lys, at mit efterfølgende oprør skal ses. »Meld dig ind i DF«. Da Naser Khader et par dage før
den konservative folketingsgruppes sommergruppemø110
det konservative svigt_contents.indd 110
18-08-2011 09:31:23