Uddrag af Hellig krig i Mellemøsten by Frydenlund

SVEND LINDHARDT

Hellig krig i Mellemøsten DET 20. ÅRHUNDREDES HISTORIE

FRYDENLUND

HELLIG KRIG I MELLEMØSTEN © Frydenlund og forfatteren, 2008 1. udgave, 2. oplag, 2011 ISBN 978-87-7887-740-6 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 · fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Indholdsfortegnelse Kong Abdullah II af Jordan om Mellemøstkonflikten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Egypten – islams indflydelse fra 1850 til i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Egypten ca. 1860 til 1928: Vi er egyptere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Egypten 1928-1954: Det muslimske Broderskab . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Broderskabets organisation og arbejdsmåde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Broderskabets holdninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 MB efter 2. Verdenskrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 MB og Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Broderskabet og Nasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 1948-krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Baath-socialisme og MB . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .28 MB’s afvisning af nasserismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Seksdageskrigen: Nassers og baath-socialismens kollaps . . . . . . . . . 34 Den økonomiske situation efter Nasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Panarabismens endeligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Anwar Sadat og MB . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Hosni Mubarak og MB . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 Egypten og krigene i Irak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Den egyptiske isolationsfløj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Saayid Qutb og kampen mod jahiliya: den radikale islamisme . . . . . 40 Stigende radikalisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Islamisk Jihad og Muslimernes Samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 MB over for isolationsfløjen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Profeten og islams grundmyte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .45 MB og euroislam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Islam i Egypten efter år 2000 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Iran . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 Modsætningsforholdet mellem sunniog shiamuslimer . . . . . . . . . . Shahen over for Khomeini . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ayatollah Ruhollah Khomeini . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Khomeini og Rushdie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Imam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Khomeini og Vilayat-e Faqih . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den iranske økonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Irans væbnede styrker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Iran i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

50 54 56 57 57 58 59 59 59

Libanon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 De kristne maronitter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Shiamuslimerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forholdet mellem shia og sunni: Yusuf al-Qaradawi . . . . . . . . . . . . . . Det numeriske styrkeforhold mellem sunniog shiaislam i Mellemøsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sunnimuslimerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Druserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sammenfattende om religionens rolle i Libanon . . . . . . . . . . . . . . . . Libanon i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

63 65 72 74 74 76 77 78

Jødedommen i Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 De sekulære jøder og Yishuv, 1897-1948 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Ashkenaziske og sefardiske jøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Den sekulære, jødiske nationalstats helligsted . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 De religiøse jøder og staten Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84 De sekulære jøder og Seksdageskrigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 1973-krigen (Yom Kippur-krigen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Israel efter 1973 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Israel efter 1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Fra 1982 til i dag: Forhandlinger om en palæstinensisk stat . . . . . . . . 87 De religiøse jøder og Seksdageskrigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Religiøs vækkelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 Zeev Jabotinsky og den revisionistiske zionisme . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Fundamentalistiske jødiske grupperinger i Israel . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Kravet om det jødiske tempels genopbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Religionens stigende betydning for zionismen . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Zionismen er blevet religiøs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .106 Grupper uden for Israel, der støtter den jødiske fundamentalisme . 108

PLO og Hamas i Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 PLO’s historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Hamas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Hamas kontra PLO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 Terminologi – antisemitisme og antizionisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126 Intifadaen i 1987 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Hamas og Haram al-Sharif-begivenheden på Tempelbjerget 1990 . 128 Forræderen Arafat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Hamas er langt farligere end PLO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Eksempler på Hamas’ stigende indflydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Konklusion om PLO og Hamas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 Fundamentalisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 Islamisk Jihad – en islamistisk konkurrent til Hamas . . . . . . . . . . . . 134

Hellig krig i Mellemøsten

Mellemøstkonfliktens løsning er henlagt til Himlen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Udblik: Israels 60-årsdag i maj 2008 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 På den anden side set … . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141

Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 Bilag 1: Begivenheder i årstal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bilag 2: Israels præsidenter og premierministre . . . . . . . . . . . . . . . . . Bilag 3: Kort over Mellemøsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bilag 4: Ordforklaringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bilag 5: Organisationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bilag 6: Personer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

142 147 148 149 153 155

Kildetekster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Egypten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Iran . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Libanon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Jødedommen i Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 PLO og Hamas i Israel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Indholdsfortegnelse

Libanon Libanon er et skrøbeligt samfund baseret på en ustabil alliance mellem landets fire store trossamfund: de kristne maronitter, shiamuslimerne, sunnimuslimerne og druserne. Denne skrøbelige balance påvirkes også udefra, idet både Israel og Syrien har store interesser i landet og intervenerer, hvis de skønner, at deres interesser er truet. Dertil kom omkring 1970 det bevæbnede PLO ind i det sydlige Libanon, hvilket påvirkede magtbalancen i landet, fordi PLO er naturligt allieret med Libanons sunnimuslimer og modstandere af de maronittiske kristne. Nedenfor vil der i første omgang blive gjort rede for den politiske rolle, som de fire trossamfund hver for sig spiller.

De kristne maronitter De kristne maronitter bor primært i Beirut og nord herfor i området mellem Tripoli og Beirut. Der er i dag ca. 1.500.000 maronittiske kristne i Libanon, hvor de skønsmæssigt udgør 25 % af befolkningen. De kristne maronitter har traditionelt siddet på magten i Libanon. Den maronittiske kirkes rødder Maronitternes kristendom går ifølge traditionen tilbage til munken Maroun, der omkring år 400 forlod Antiokia for at vie sig til et asketisk liv i ørkenen, hvor han fik mange tilhængere. Formelt forstod maronitterne sig selv som værende underlagt patriarken i Antiokia. Maronitterne vendte sig imod de østlige orientalske kirkers monofysitiske lære om, at Jesus som Gud kun havde én natur, den guddommelige. Striden om monofysitismen førte til, at ca. 350 maronittiske munke blev myrdet af monofysitterne. Efter denne begivenhed brød maronitterne op fra Antiokia og slog sig ned i bjergene omkring Tripoli. Da muslimerne omkring år 650 erobrede Libanon, holdt maronitterne sig skjult i deres bjerge, og i de 400 år, muslimerne havde magten i området, hørte man intet til maronitterne. Det var først,

da korsfarerne i 1099 kom til Tripoli på vejen til Palæstina, at maronitterne så at sige blev ’genopdaget’. Det var imidlertid en kirkeligt stærkt forandret verden, der mødte maronitterne. Den kirkelige enhed var i 1054 blevet sprængt, og den kristne kirke var blevet splittet i den ortodokse og den katolske kirke. Maronitterne valgte imidlertid straks side til fordel for Rom, og gennem de næste par hundrede år bistod maronitterne de vestlige kristne korsfarere i deres forsøg på at fastholde Palæstina som en fremskudt post for den romerskkatolske kirke. Da muslimerne fra 1187 gradvist overtog magten i området, kom maronitterne under pres, fordi de havde samarbejdet med de forhadte kristne korsfarere, men det lykkedes den katolske kirke og de vestlige nationer, her især Frankrig, at beskytte maronitterne mod de værste overgreb. Fra 1200-tallet og frem til mandatperioden i 1919 fastholdtes og styrkedes den maronittiske kirke som værende en integreret del af den romerskkatolske kirke. Den maronittiske kirke fører sine rødder tilbage til den første patriark af Antiokia, der ifølge den kirkelige tradition (og i al beskedenhed) var apostlen Peter, der virkede her, før han ifølge traditionen drog til Rom og blev patriark der. Derudover bryster den maronittiske kirke sig af, at Antiokia var stedet, hvor den nye kristne menighed, der ellers havde benævnt sig selv Vejen, første gang blev kaldt kristne. Maronitterne har ifølge egen selvforståelse spillet en vigtig rolle i kirkens historie. Maronitterne efter 1919 Libanon var før 1919 en del af Det osmanniske Rige, der under 1. Verdenskrig havde kæmpet sammen med Tyskland og Østrig-Ungarn. For Det osmanniske Rige blev prisen for nederlagt, at sejrherrerne, dvs. England og Frankrig, ved freden i Versailles i 1919 opløste Det osmanniske Rige og delte dets områder op mellem sig som mandatområder, som de på Folkeforbundets vegne havde tilsynsmyndigheden med. Frankrig fik Syrien som mandat, mens England fik Jordan med Palæstina. Frankrig skilte straks Libanon ud fra Syrien som et selvstændigt land. Begrundelsen var, at Libanon pga. den store maronittiske kristne befolkning skulle udgøre et selvstændigt område. Frankrig indførte i Libanon et styre, der kaldtes og kaldes confessionalism. Det var baseret på en national pagt eller aftale de store religiøse grupperinger imellem om, hvordan magten i landet skulle deles. F.eks. foreskrev confessionalism, hvilke religiøse grupperinger der skulle besætte præsidentposten, premierministerposten og formandskabet for parlamentet: • En maronittisk kristen skal beklæde præsidentposten. • En sunnimuslim skal beklæde premierministerposten. • En shiamuslim skal være formand for det libanesiske parlament.

Hellig krig i Mellemøsten

Fordi magtfordelingen i confessionalism bestemmes af gruppernes indbyrdes aftaler og ikke afspejler de forskellige gruppers numeriske styrke, som den kommer til udtryk ved et valg, har confessionalism karakter af en slags stændersamfund. Confessionalism er på ingen måde garant for en demokratisk retfærdighed. Eksempelvis udgør shiamuslimerne ca. 40 % af Libanons befolkning og er dermed landets største gruppering, men de har traditionelt haft mindre indflydelse end de øvrige konfessioner. De kristne udgør kun ca. 25 % af befolkningen, men alligevel har det traditionelt været dem, der har haft størst indflydelse og dannet regering. Maronitterne fra 1943 til Israels invasion af Libanon i 1982 Indtil 1943, da franskmændene gav Libanon selvstændighed, var det franskmændene, der sikrede de maronittiske kristne deres dominerende politiske indflydelse. Fra 1958 kom confessionalism under pres fra sunnimuslimerne, og fra 1970 blev confessionalisms balance også udfordret af Libanons shiamuslimer. Presset på sammenhængskraften i confessionalism, og dermed også presset på Libanons maronittiske regeringer, øgedes yderligere, da bevæbnede PLO-guerillakrigere i 1970 i stort tal slog sig ned i det sydlige Libanon, hvorfra de foretog angreb på Israel. PLO’s ankomst styrkede sunnimuslimerne og svækkede de kristne maronitter. Israel invaderede Libanon i 1982, hvilket betød umiddelbart støtte til de pressede maronitter, da Israel havde tænkt sig at indsætte maronitterne som ledere af Libanon, der skulle blive en israelsk lydstat. Projektet mislykkedes, og den efterfølgende periode blev præget af et stadig stigende pres på de maronittiske kristnes monopol på regeringsmagten i Libanon. Krigen i 1982 fik Libanons øvrige politiske grupperinger til at se på de maronittiske kristne og deres falangistiske militser som forrædere. Trods den nys afsluttede krig blev den kristne militsleder Bashir Gemayel alligevel valgt til præsident af Libanons nationalforsamling i 1982. Valget udløste store protester, og i september samme år, umiddelbart inden Gemayel skulle være indsat i sit embede, blev han myrdet, hvilket fik Israel til igen at gå ind i Libanon og op til Beirut. De kristne falangister hævnede mordet på Gemayel ved at trænge ind i de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Shatila og myrde løs blandt kvinder, børn og gamle. De maronittiske kristnes alliance med israelerne indbragte dem de øvrige befolkningsgruppers had. Deres videre rolle i perioden fra 1982 vil blive beskrevet nedenfor i afsnittene om Libanons shiamuslimer og sunnimuslimer.

Shiamuslimerne Shiamuslimerne bor i det sydlige samt i den østlige del af Libanon, der grænser op til Syrien. Shiamuslimerne udgør som nævnt ca 40 % af den libanesiske befolkning og er således landets største en-

Libanon

keltgruppering. De er imidlertid også de mest ressourceløse, og de er traditionelt blevet undertrykt af de øvrige grupperinger. Frem til omkring 1970 affandt shiamuslimerne sig med confessionalisms uretfærdigheder, men fra midten af 1960’erne vendte den iranskfødte, shiamuslimske, gejstlige Musa al Sadr sig stadig mere indædt mod confessionalism, som han krævede erstattet med individuelle afstemninger til en nationalforsamling med henblik på at skaffe shiamuslimerne større indflydelse. Siden da har det været et konstant krav fra shiamuslimerne, at Libanons forfatning skal ændres, så vælgerne ved individuelle afstemninger kan sammensætte en nationalforsamling, men Libanons kristne har sammen med sunnimuslimerne modarbejdet en sådan reform. Shiamulimernes utilfredshed tog markant til, da Jordan i september 1970 fordrev PLO og landets palæstinensiske flygtninge. Fra Jordan drog de i stort tal til det sydlige Libanon, hvor shiamuslimerne boede. Palæstinensernes ankomst forværrede situationen i Sydlibanon dramatisk, fordi PLO fra Sydlibanon foretog guerillaangreb på Israel. Israelerne svarede massivt igen med bombardementer og angreb ind i Sydlibanon, der imidlertid ofte gik ud over områdets shiamuslimer, der hurtigt blev grundigt trætte af at få deres huse smadret og i det hele taget blive holdt som gidsler i palæstinensernes kamp. Shiamuslimernes strategi indtil 1982 I perioden fra ca. 1970 til 1982 skabte Musa al Sadr Amal-militsen, hvis erklærede mål var kampen for, at shiamuslimerne skulle få støre indflydelse i Libanon. Derudover arbejdede militsen også for, at palæstinenserne skulle sendes ud af Libanon. I 1975-1976 brød en egentlig borgerkrig ud i Libanon, en krig, der havde flere årsager: De palæstinensiske flygtninge fra Jordan og andre steder udgjorde nu mere end 300.000 personer, hvilket radikaliserede situationen i det sydlige Libanon, og de mange bevæbnede, palæstinensiske flygtninge udgjorde en selvstændig politisk faktor i Libanon. PLO støttede sunnimuslimerne, der sammen med druserne ønskede, at det kristne Libanon skulle orientere sig væk fra USA og tilslutte sig USSR og dermed Syriens og Egyptens baath-socialisme og deres tolkning af islam. 40.000 libanesere mistede livet i borgerkrigen, som ingen af de libanesiske grupper kunne bringe til en afslutning. I denne situation måtte den kristne libanesiske regering krybe til korset, og i 1976 anmodede den Syrien om at intervenere, en opfordring, som syrerne tog imod med kyshånd. Syrien havde siden 1920’erne betragtet Libanon som værende en del af Storsyrien. For shiamuslimerne var Syriens deltagelse som en aktiv spiller i Libanon en tvivlsom fordel, for syrerne støttede primært Libanons sunnimuslimer. Til gengæld var de, som shiamuslimerne, kritiske over for de kristne maronitter. Situationen for Libanons shiamuslimer ændrede sig imidlertid afgørende, da Israel (som nævnt ovenfor) i 1982 invaderede Li66

Hellig krig i Mellemøsten

banon under parolen »Fred for Galilæa«. Alle havde ventet, at aktionen ville være begrænset til Sydlibanon og et opgør med PLO’s styrker her, men den israelske hærleder, general Ariel Sharon, gik helt op til Beirut. Hans skjulte dagsorden var tydeligvis, at han ville svække både sunniog shiamuslimerne, så der kunne indsættes en rent maronittisk regering i Libanon. Dermed ville Israel få ro på sin nordlige flanke. Sharon havde imidlertid forregnet sig, for han havde ikke forudset de konsekvenser, som hans forehavende affødte. Umiddelbart var Amal tilfredse med den israelske invasion, som de håbede ville fordrive palæstinenserne fra Sydlibanon, men da invasionens egentlige hensigt gik op for Amals leder, advokaten Berri, gik Amal-militsen til kamp mod israelerne. De havde ikke noget ønske om at blive en endnu hårdere undertrykt gruppe i et Libanon ledet af maronitterne og israelerne. Syrien og Iran reagerede også på Sharons strategi, idet de begge intervenerede i Libanon. Syrien intervenerede direkte ved at sende flere tropper, mens Iran sørgede for oprettelsen af det libanesiske parti Hizbollah og bevæbningen af dets milits. Strategien efter 1982: kamp mellem Amal og Hizbollah Den shiamuslimske Amal-milits arbejdede indtil 1982 i en ren libanesisk kontekst. De ønskede at sikre, at shiamuslimerne fik de rettigheder i Libanon, som de ifølge deres store antal var berettigede til. Men med krigen i 1982 etablerede Hizbollah sig som et shiamuslimsk parti, hvis overordnede strategi var forskellig fra Amals. Hizbollah ville gøre Libanon til en del af en iransk ledet, islamisk umma, der skulle omfatte hele Mellemøsten. Det skulle være et shiamuslimsk teokrati baseret på ayatollah Khomeinis lære. Hvor Amal havde været parat til forhandlinger med Israel, så var det slet ikke en mulighed ifølge Hizbollah. Og Hizbollah havde succes. Partiet og militsen tiltrak mange af Libanons unge arbejdsløse shiamuslimer. Hvis de meldte sig under Hizbollahs faner, fik de identitet som jihad-krigere, penge, våben, træning og omgivelsernes respekt. Forholdet mellem de to shiamuslimske militser, Amal og Hizbollah, blev hurtigt meget anstrengt, hvilket gav anledning til blodsudgydelser op gennem 1980’erne. I 1989 greb Syrien ind og tilbød at mægle mellem parterne. 1989: Syriens Storbeirut-plan Den syriske præsident, Assad, præsenterede parterne for sin Storbeirut plan. Ifølge den skulle Amal og Hizbollah dele Beirut og Libanon mellem sig, så Amal fik Nordlibanon, mens Hizbollah fik Sydlibanon. Planen skal ikke forstås som en de facto-deling af det libanesiske territorium, men som en adskillelse af de stridende shiamuslimske fraktioner i landet. Assads plan var imidlertid efter alt at dømme båret af den bagtanke, at hermed blev det Hizbollah, som Israel stod konfronteret med i Sydlibanon, og det skulle vise sig at være en modstander, der gav israelerne hænderne fulde.

Libanon

Hafez al-Assad (1930-2000) var Syriens præsident fra 1971 til sin død i år 2000. Han var sekulært indstillet og tilsluttede sig det syriske baath-parti i 1946. Han blev uddannet pilot i militæret, og kort efter blev han leder af Syriens luftvåben. I 1958 modsatte han sig, at Syrien sammen med Egypten dannede Den Forenede Arabiske Republik. Han måtte som leder af luftvåbnet tage sin del af ansvaret for Syriens nederlag og tabet af Golanhøjderne i Seksdageskrigen. I 1970 gennemførte han og hans tilhængere en revolution, der rensede det syriske baath-parti for Assads modstandere, og i 1971 blev han landets præsident. Assad betragtede Libanon som en del af det oprindelige Storsyrien, og han intervenerede ved flere lejligheder. Assad støttede Hizbollah i Libanon, selv om han var bange for Irans indflydelse i Syrien. Baggrunden var, at han med USSR’s sammenbrud havde mistet sin sponsor, og han troede nu ikke mere på en militær sejr i forhold til Israel. I den situation var Storbeirut-planen hans forsøg på at nå frem til en forhandlingsløsning med Israel, hvor Israel skulle aflevere Golanhøjderne mod, at Syrien anerkendte Israel og dets ret til eksistens. Drivkraften for israelerne skulle være, at presset fra Hizbollah militserne skulle tvinge dem til en fredsslutning med Syrien, men projektet mislykkedes, for Israel var ikke indstillet på at aflevere Golan. Op gennem 1990’erne lod Assad flere gange forstå, at han var villig til at anerkende Israel, hvis han fik Golanhøjderne tilbage, men Israel troede ikke på Syriens vilje til fred. I 1991 tilsluttede Syrien sig den amerikansk ledede koalition mod Irak, der havde besat Kuwait. Assad døde i år 2000 af et hjerteslag.

Hellig krig i Mellemøsten

Assads forhåbning var sandsynligvis, at Hizbollahs tilstedeværelse i Sydlibanon kunne tvinge israelerne til at tilbagelevere Golanhøjderne til Syrien, men det skete ikke. Hizbollah og Israel Syriens Storbeirut-plan skulle vise sig at komme til at berede Israel store problemer. Det religiøse Hizbollah var en vanskelig modstander, der hårdnakket nægtede at lade sig kue af Israels militære overlegenhed. I maj 2000 var forholdene i Sydlibanon, pga. Hizbollah, så ressourcekrævende for Israel, at Israels premierminister, Ehud Barak, besluttede sig for at trække de israelske styrker ud af Sydlibanon, hvilket Hizbollah selvfølgelig fejrede som en kæmpesejr. Men Israels imødekommenhed fik ikke Hizbollah til at afvige fra sin strategi. Hizbollah fortsatte med at bombardere Israel, de sendte stadig selvmordsbombere ind i Israel, og de tog israelske grænsevagter til fange. Israel svarede igen på Hizbollahs provokationer med stadig voldsommere bombardementer og kortvarige invasioner ind i Sydlibanon, men det anfægtede ikke Hizbollah. I 2006 lod premiermister Ehud Olmert så IDF (Israel Defence Forces) invadere Sydlibanon igen, i hvad man i Israel betegnede som det andet Libanon-felttog. På trods af Israels militære overlegenhed endte angrebet i fiasko, idet Hizbollahs raketter fortsat ramte Israel uanset IDF’s massive tilstedeværelse i Sydlibanon. Efter kort tid måtte Israel trække sine tropper ud og se i øjnene, at IDF havde lidt nederlag til Hizbollah. Begivenheden gav Hizbollah stor prestige i hele den arabiske verden. I Israel derimod gav hændelsesforløbet

Sheik Hassan Nasrallah (1960- ) blev i 1992 leder af Hizbollah, der i dag er Libanons største parti. Hasrallah går ind for Khomeinis ideologi, og partiet er støttet af Iran i dets kamp mod israelerne, som Hizbollah vil smide i havet. Billedet viser ham sammen med Irans præsident, Mahmoud Ahamadinejad.

Libanon

anledning til bekymring, for man kunne frygte, at Israel ikke havde en strategi, så landet kunne imødegå truslen fra Hizbollah. Forholdet mellem Hizbollah og Iran og mellem Hizbollah og Syrien Hizbollah har siden sin oprettelse i 1982 bevaret tætte relationer til Iran. Hizbollah modtager anslået en milliard US$ årligt fra Iran i form af penge, våben og uddannelse. Irans interesse i Hizbollah er, at det gennem Hizbollah kan øve politisk indflydelse i regionen samt udbrede sin islamistiske ideologi. Det betyder imidlertid ikke, at Iran altid kan være sikker på Hizbollahs støtte. Hizbollah har ved flere lejligheder demonstreret sin selvstændighed i forhold til Iran, idet Hizbollah er sig bevidst, at det er et libanesisk parti med ønsket om at afhjælpe shiamuslimernes problemer her. Bashar al-Assad (1965- ), søn af Hafez al-Assad, har siden 2000 været Syriens præsident. Han modsatte sig i 2003 den anden invasion i Irak. Han kom under voldsomt pres, da den libanesiske premierminister Rafik Hariri blev myrdet i februar 2005. Efter Libanons Cederrevolution i 2005 måtte han trække samtlige syriske tropper ud af Libanon. Bashar havde ved sin tiltrædelse stillet i udsigt, at den statsejede syriske økonomi skulle liberaliseres, ligesom han også ønskede liberaliseringer på det politiske plan. Ingen af disse reformplaner er blevet gennemført.

Hizbollah har som en shiamuslimsk organisation overordnet set et syrligt forhold til det sunnimuslimske Syrien, der naturligt må vælge at støtte Libanons sunnimuslimer. Alligevel samarbejder de på en lang række punkter. Forklaringen herpå er primært, at Syrien gennem Hizbollah kan lægge pres på Israel, så Israel i tidens fylde vil indvillige i at tilbagelevere Golanhøjderne til Syrien. Det sunnimuslimske Syrien er imidlertid ambivalent i sit forhold til Hizbollah og Iran, fordi Syrien betragter Libanon som en del af et oprindeligt storsyrisk område, og Syrien ville være totalt afvisende over for, at Libanon blev et shiamuslimsk land underlagt Iran, fordi Irans islamistiske ideologi udgør en trussel mod Syrien, fordi den appellerer til landets store gruppe af shiamuslimer, og fordi Syriens allierede i Libanon er sunnimuslimerne og de baath-socialistiske grupper.

Israels angreb på Beirut i 2006 gik ikke stille af sig, og byen lider stadig under skaderne. De fattige shiamuslimer er imidlertid begyndt at flytte tilbage til de ødelagte huse, der er rene dødsfælder.

Hellig krig i Mellemøsten

Hizbollahs leder: Hassan Nasrallah Hizbollah er i dag (2008) Libanons stærkeste parti. Hizbollahs leder/generalsekretær er Hassan Nasrallah, der er en shiamuslimsk gejstlig, uddannet i Qum, Irans hellige by, og på andre fine shiainstitutioner. Han er nært forbundet med den iranske ayatollah Ali Khamenei, der er ayatollah Khomeinis efterfølger. Nasrallah blev Hizbollahs leder, da han i 1992 efterfulgte Abbas al-Musawi, der sammen med sin kone og børn døde, da de blev beskudt af et israelsk bombefly. Nasrallah og hans Hizbollah-milits har formået at gøre livet surt for israelerne og deres kristne allierede i Sydlibanon. I den arabiske verden nyder Nasrallah stor respekt, fordi han i 2000 tvang Israel til at trække sig ud af Sydlibanon. I 2004 styrkede Nasrallah yderligere sit renommé i den arabiske verden som den, der kunne overvinde Israel. Han stod for en udveksling af fanger med Israel, der resulterede i, at i hundredevis af libanesiske og palæstinensiske fanger blev befriet. 3. august 2006 foranstaltede Nasrallah et bombardement af Tel Aviv som hævn for Israels beskydning af Beirut. Det udløste voldsom kritik fra Egypten, Jordan og Saudi-Arabien, der anklagede Nasrallah for at styrte regionen ud i kaos. Kritikken lød også internt fra druserne, der havde svært ved at forstå, hvordan Nasrallah kunne udlægge det som en succes, at hele Libanon nu stod i brand pga. hans uansvarlige adfærd. Da der efter Israels invasion i Libanon i 2006 blev indgået våbenhvile i 2007, udlagde Nasrallah det som en stor sejr for Hizbollah og ham selv. Sejren blev ikke mindre af, at den blev efterfulgt af den grønne flod, hvor Iran gennem Hizbollah lod udbetale 12.000 US$ til enhver, der kunne bevise, at hans hus var blevet ødelagt pga. krigen. Dette initiativ støttede Irans, Nasrallahs og Hizbollahs popularitet i Libanon. Nasrallahs syn på Israel, al Qaida og Libanons palæstinensiske flygtninge Nasrallah har et meget klart syn på Israel. Staten må væk. Han kan dog nogle gange godt give sig lidt og sige, at hvis palæstinensere kan leve med en tostatsløsning, så er det deres sag, som han så ikke vil blande sig i, men når det kommer til stykket, så er han totalt afvisende over for Libanons eventuelle fredsslutning med Israel. I et interview med The Washington Post fra 20. februar 2000 sagde Nasrallah således: »Jeg er imod enhver forsoning med Israel. Jeg end ikke anerkender eksistensen af en stat, der bliver kaldt ’Israel’. Jeg anser dens tilstedeværelse for både uretfærdig og lovstridig. Det er forklaringen på, at hvis Libanon skulle finde på at lave en fredsaftale med Israel, og aftalen skal godkendes af Libanons parlament, så vil vore deputerede afvise den; Hizbollah afviser principielt enhver forsoning med Israel«.

Libanon

Om al Qaida og angrebet på World Trade Center 11. september 2001 sagde Nasrallah: »Hvad har de mennesker, der arbejdede i WTC sammen med tusinder af ansatte, kvinder og mænd, dog at gøre med, hvad der sker i Mellemøsten? Eller den krig, som George Bush måtte føre mod mennesker i den islamiske verden? […] Derfor fordømte vi denne handling, som vi vil fordømme fremtidige lignende handlinger. […] Vi billiger selvfølgelig ikke Osama bin Ladens metode eller stil. Vi har fordømt mange af deres operationer, og vi har fordømt dem utvetydigt«. Hvad angår de palæstinensiske flygtninge i Libanon, så er det ifølge Nasrallah aldeles udelukket, at de skulle blive libanesiske borgere: »Libaneserne afviser at give palæstinensere bosat i Libanon libanesisk statsborgerskab, og vi afviser, at de igen bosætter sig i Libanon. Det er der heldigvis almindelig enighed om i Libanon«.

Forholdet mellem shia og sunni: Yusuf al-Qaradawi Alliancen mellem Hizbollah og Syrien i Libanon er formodentlig en ren ad hoc-alliance, der kun vil bestå, så længe truslen fra Israel og de kristne maronitter anfægter syrernes og sunnimuslimernes magt i Libanon. En grund hertil er, at meget tyder på, at forholdet mellem sunniog shiaislam i disse år bliver stadig mere anstrengt. Det er især blevet tydeligt med de udfald, som den sunnimuslimske retslærde Yusuf al-Qaradawi fra Qatar har rettet mod shiaislam. Qaradawi, som også kaldes den globale mufti, når gennem sine fatwaer, sine bøger, sit ugentlige program på Al-Jazeera og sin hjemmeside ud til muslimer verden over. Dette fik Danmark at føle, da Qaradawi fra sin prædikestol i Qatar i februar 2006 pga. Muhammad-tegningerne udstedte en fatwa mod Danmark, Vredens Dag, der forbød muslimer at købe danske produkter. I spørgsmålet om forholdet mellem sunniog shiaislam er Qaradawi irriteret over, at mange sunnimuslimer forguder Hizbollahs shiamuslimske leder, Hassan Nasrallah, fordi han i 2006 besejrede Israel, da landet igen invaderede det sydlige Libanon for at nedkæmpe Hizbollahs styrker. Qaradawi rykkede ud med en række fatwaer mod shiaislam, hvori han fremhævede de grundlæggende historiske modsætninger mellem de to retninger, og på en efterfølgende forsoningskonference mellem shia og sunni tog han igen bladet fra munden og holdt fast i det mere end tusind år gamle modsætningsforhold mellem de to. Qaradawis klare tale har politiske konsekvenser, fordi forholdet mellem sunni og shia de facto er på et nulpunkt: I Irak støder de to trossamfund sammen, idet shiaerne bekæmper sunnierne, der under Saddam Hussein sad på magten, og i Libanon støder de to trossamfund sammen, idet Hizbollah udfordrer sunnimuslimernes magt. Hverken Syrien, Saudi-Arabi72

Hellig krig i Mellemøsten

Yusuf Qaradawi kaldes også Den globale mufti. Qaradawi er en fremtrædende muslimsk retslærd, der gennem sine tv-programmer m.v. når ud til mange muslimer verden over. Han har således været med til at tage de første skridt mod et verdensomspændende kalifat. Han er leder af det i 1997 oprettede Det Europæiske råd for Fatwa og Forskning (DEFF), hvorfra han udsender sine fatwaer. Selv om han afviser direkte kontakt til Det muslimske Broderskab, så minder hans krav om, at muslimer i Vesten skal opbygge parallelsamfund og undgå at lade sig integrere, meget om Broderskabets holdninger. Han er nært forbundet med Euroislams fremmeste talsmand, Tariq Ramadan. Nogle europæere betragter Qaradawi og Ramadan som progressive muslimer, der ønsker at bygge bro mellem islam og Vestens demokrati, bl.a. fordi de har udtalt sig positivt om frie valg. Andre derimod ser dem som smarte islamister, der presser de vestlige regeringer til at give deres muslimske befolkning indrømmelser. Kritikkerne hæfter sig især ved, at de begge har Koranens bogstavelige sandhed som deres fremmeste forudsætning. Billedet er taget i 2004 i London, hvor der blev afholdt en konference i forbindelse med, at Det Europæiske råd for Fatwa og Forskning holdt sit årlige møde. Mange var mødt op for at kritisere Qaradawi og hans manglende respekt for bl.a. menneskerettigheder. Qaradawi blev imidlertid bakket op af den anden herre på billedet, der er Londons borgmester, Ken Livingstone, der nærer store forventninger til Qaradawis evne til at bygge bro mellem Vesten og islam.

en eller Qaradawi bryder sig om, at det shiamuslimske Hizbollah er på vej til at overtage magten i Libanon. Sunnier og kristne kan ikke matche Hizbollah, hvilket viste sig, da borgerkrigen igen brød ud i Beirut i maj 2008, og sunnier og kristne måtte bøje sig for det shiamuslimske Hizbollah.

Libanon