Slip mig fri uddrag

Page 1

Jens Henrik Thomsen

SLIP MIG FRI! Guide til børn og unge med separationsangst

Frydenlund


VI HAR EN ANGSTKONTAKT Det er smart med den angst. Forestil dig, at der sidder en angstkontakt inde i din hjerne. Når du oplever noget farligt eller truende – for eksempel lastbilen, der kommer drønende lige imod dig – så trykker hjernen på angstkontakten, og kroppen gøres lynhurtigt klar til at flygte eller forsvare sig. Det er ret smart. Du skal ikke tænke på, hvad der er rigtigt at gøre. Du gør det bare uden at tænke dig om. Skal du tænke over, hvad du skal gøre, går det for langsomt, og lastbilen når at køre dig ned: »Hm … skal jeg løbe til højre eller venstre? Det er nok smartest at løbe til venstre – der er ikke så langt. Eller er der i virkeligheden ikke lidt kortere til højre? Det er svært at se. Måske jeg lige skulle måle det op ...« Nej, vel? Det er ikke så smart at tænke for meget over, hvilken side der er den rigtige at løbe til. Du skal bare væk – og det skal du lige med det samme. Det sørger angsten for. Og for det meste virker den godt. Børn og voksne bliver bange for ting, som de faktisk bør være bange for. Den bidske hund eller lastbilen, der kommer drønende.

48

TIL DIG


Kuk i angstsystemet Nogle gange går der kuk i angstsystemet. Så bliver børn og voksne bange for ting, som i virkeligheden ikke er så bekymrende eller farlige. Der er for eksempel mennesker, der er hunderæd for selv de allermindste edderkopper. Edderkopper, der er mindre end en babyfingernegl. Det er meget småt. Og alligevel er disse store mennesker hunderædde. De har edderkoppeangst. Det kalder man det, når et stort menneske, der bare kunne træde på den lille bitte edderkop, bliver rædselsslagen ved synet af den lille bitte edderkop. De fleste andre mennesker synes, at det er overdrevet at være bange for en lille edderkop. De kunne måske forstå det, hvis edderkoppen var giftig. Og på størrelse med to håndflader. Og fyldt med lange hår. Men sådanne edderkopper findes slet ikke i Danmark. Det er edderkoppeangsten, der laver kuk i angstsystemet. Den trykker på angstkontakten, selv om der ikke er noget at være bange for. Det ved kroppen bare ikke, så den gør sig klar til at løbe væk eller slås. Og det føles ubehageligt i kroppen.

Vi har en angstkontakt

51


Adskillelsesangsten elsker at drille Adskillelsesangsten elsker at drille. Den laver ikke andet end at drille børn. Plage børn. Den venter bare på det rigtige tidspunkt, og så begynder den at drille. Og det rigtige tidspunkt er, når du skal være væk fra dine forældre. Så siger adskillelsesangsten til dig, at der sker noget rigtig, rigtig slemt med dig eller dine forældre. Den siger det ikke bare én gang. Den bliver ved.

52

TIL DIG


DÉT SIGER ADSKILLELSESANGSTEN TIL BØRN • »Dine forældre kommer ikke og henter dig.« • » Dine forældre kommer ud for en ulykke, og du ser dem aldrig nogensinde mere.« • » Du kommer ud for en ulykke. Det vil gøre mega ondt. Du bliver aldrig dig selv igen.« • » Hvis dine forældre ikke er i nærheden, bliver du kidnappet. Det er usandsynligt, at du kommer hjem igen.« • » De glemmer sikkert at hente dig i SFO’en, og så skal du være der hele weekenden. Alene.« Det er nogle af de ting, adskillelsesangsten finder på at sige til børn. Og den bliver ved. Og ved. Den venter bare på det rette øjeblik. Og den synes, det er virkelig sjovt. Og jo mere bange børnene bliver, desto sjovere er det for adskillelsesangsten. Den er ekstremt god til at overbevise børnene om, at det er rigtigt, at der vil ske dem noget slemt. Den er så god til det, at børnene ikke er i tvivl om, at det vil ske. Børnene er lige så sikre på, at det sker, som de er sikre på, at jordkloden er rund. Og derfor hjælper det ofte ikke noget, at børnenes forældre prøver at fortælle dem, at alt det slemme, som adskillelsesangsten fortæller om, slet ikke vil ske. Der er mange børn med adskillelsesangst, der prøver at undgå adskillelsesangsten. Men det er svært at undgå adskillelsesangsten, når den først er der. Og den er svær at styre. Den kommer, når den har lyst, og den kan være svær at få væk igen. Men det kan godt lade sig gøre.

Vi har en angstkontakt

53


SLIP MIG FRI! Guide til børn og unge med separationsangst 1. udgave, 1. oplag, 2016 Copyright © 2016: Jens Henrik Thomsen og Frydenlund ISBN 978-87-7118-582-9 Forlagsredaktion: Lil Vad-Schou Korrektur: Peder Norup Omslagsdesign og grafisk tilrettelæggelse: Christel Ejlersen og Maria Engstrøm Tegninger: Maria Engstrøm Forsideillustration og vignetter: iStock/Getty Images Grafisk produktion: Balto, Litauen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.