Små børns hverdagsliv (uddrag) by Frydenlund

ANJA HVIDTFELDT STANEK, MAJA RØN LARSEN & SOLMAI SOFIA MIKLADAL

SMÅ BØRNS HVERDAGSLIV – situeret pædagogisk faglighed i vuggestue og dagpleje

Frydenlund Academic

Små børns hverdagsliv – situeret pædagogisk faglighed i vuggestue og dagpleje 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-980-3 Forlagsredaktion: Amalie Harder Hesel Korrektur: Lilian Kingo Grafisk tilrettelæggelse: JM Infotech, Indien Omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien Bogen er sat med PT Serif 10/15,5

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold Tak

Indledning

Bogens opbygning

1. Når fokus på læring dominerer

2. Teoretisk udgangspunkt

Fællesskaber 20 Små børn i den kritiske psykologi

3. Situeret pædagogisk faglighed

At arbejde med børneperspektiver

Børneperspektiver og situeret pædagogisk faglighed

Børn som deltagere i social praksis

Små børns fællesskaber

Professionel omsorg

Aldersopdelte eller -integrerede fællesskaber

4. Arbejde med læring

5. Børns medindflydelse i dagtilbud

Situerede bestræbelser på at give børn medindflydelse

At afprøve, fejle og prøve igen – pædagogisk udforskning

Fælles udforskningsprocesser i pædagogikken

Evaluering og dokumentation

Demokratiske bestræbelser og udfordringer

6. At arbejde med sprog

Sprog som mere end verbal udtale

Særlige sprogpædagogiske indsatser

Sprogvurderinger og curriculumorienterede aktiviteter

Isoleret sprogvurdering

Sprogproblematikker er ikke altid isolerede problematikker

7. Kroppen i pædagogikken

Kropslige handlinger i pædagogisk praksis

Kroppens betydning for at forstå og støtte børn

Kroppen i situationer med omsorg og trøst Motivation og konfliktløsning som fysisk aktivitet 8. Samarbejde om børn

98 103 105

Kollegialt samarbejde om børn

106

Samarbejde mellem hjem og dagtilbud

110

Børneliv på tværs af hjem og dagtilbud

112

9. Udfordringer og dilemmaer i den pædagogiske praksis Balancen mellem at brænde for og brænde ud

115 117

10. Læreplaner og dokumentationskrav – faglighed under forandring

121

11. Afrunding og opsamling på bogens centrale temaer

131

12. Bogens forskningsforankring

137

Projekt 1: Børns hverdagsliv i dagpleje og vuggestue

137

Projekt 2: Udforskning af vuggestuepædagogikken

138

Praksisforskning – samarbejde om at skabe viden

139

Børneperspektiver i forskning og pædagogisk praksis

143

Litteratur

145

7. Kroppen i pædagogikken Jeg bruger min krop hver dag – til alt. Uden egentlig at tænke over det. Citat fra workshop om kroppen

Pædagogik er ikke kun en isoleret mental proces. Vi mennesker er kropsligt forankrede i verden, og kroppen spiller en stor rolle i mødet mellem børn samt mellem børn og voksne i et dagtilbud. Derfor må menneskers kroppe og deres kontakt med hinanden medinddrages i analyser, der søger at forstå vores deltagelse sammen med andre. I omgangen med børn og voksne bruger det pædagogiske personale deres kroppe på utallige måder. Kroppen er væsentlig i omsorgspraksis, f.eks. når der krammes og siddes på skødet, men også til at vise anerkendelse, styre og kommunikere med. I det følgende skal vi se nærmere på, hvordan kropslige handlinger har betydning i det pædagogiske arbejde, hvordan de er en del af den situerede pædagogik, samt hvilke betingelser voksne og børn har for at anvende deres kroppe på forskellige måder og med forskellige formål. Vi er gået til udforskningen dels gennem de tidligere nævnte observationer, interviews og projektmøder med repræsentanter fra de deltagende institutioner, men også gennem en målrettet workshop, hvor vi inviterede tre institutioner til at tale om betydninger af kroppen i pædagogisk praksis.

Kropslige handlinger i pædagogisk praksis Når vi spørger det pædagogiske personale, hvordan de bruger deres krop i det pædagogiske arbejde, og hvordan kroppen har betydning for dem og børnene i det pædagogiske arbejde, er det, de vægter allerhøjest, at 95

gøre deres kroppe tilgængelige for børnene. De fortæller, at de bruger kroppen til at vise børnene, at de vil dem, at de vil kropslig kontakt, nærvær, omsorg og autenticitet. Det er kroppen, de møder børnene med, og kropssproget skal derfor være imødekommende og signalere: ’Jeg vil dig!’ Det pædagogiske personale bruger bl.a. kroppen til at invitere ind i forskellige situationer med f.eks. bevægelse og leg som i rytmik og tumling eller til ro og putning op til middagssøvnen. Kroppen er en del af at styre og kontrollere situationer, som når børn bliver løftet væk fra, op på eller hen til noget eller blot får lagt en hånd på sig som tegn på, at nu skal opmærksomheden skærpes og kroppen være i ro. Kroppen bruges også i konfliktløsning, hvor det at gøre noget med børnenes eller egen krop pludselig kan ændre en situation fra f.eks. konfliktfyldt til sjov, som vi f.eks. så det tidligere med den 14 måneder gamle dreng, der drejes, så han kommer ind i de andre børns leg forfra i stedet for at kaste sig op på ryggen af dem (se s. 31).

Kroppens betydning for at forstå og støtte børn I vores samtaler med det pædagogiske personale er vi blevet opmærksomme på, hvordan der ofte henvises til både børn og voksnes kropslige signaler, når vi eksempelvis spørger ind til, hvordan personalet afgør, hvilke børn der skal være sammen, hvornår et nystartet barn er klar på flere udfordringer, hvem der skal med på tur eller blive på stuen, hvem der skal puttes først og hvordan mv. Disse beskrivelser kommer på banen, når personalet fortæller, hvordan de udforsker og afklarer, hvordan børn har det, og hvad de er rettet imod. En pædagog tager fat i sine oplevelser af barnets handlinger, bevægelser og kropsudtryk, når hun skal forklare, hvad hun navigerer efter om morgenen, når hun tager imod børn: Der kommer et barn ind ad døren, og så scanner jeg det her barns mimik, kropssprog, tonefald, samspil med mor og far, samspil med de andre børn, alt det her ‘scanner’ jeg.

Pædagogen beskriver, hvordan hun ’scanner’ børnene og på den baggrund vurderer, hvad barnet kan og ikke kan sættes i gang med. ’Scanning’ er et ord, hun henter bl.a. fra den medicinske verden. Det kan ses som et forsøg på at begrebssætte handlinger, man inden for den pædagogiske praksis (og litteratur) ikke har et særligt rigt ordforråd for. Denne oplevelse af manglende ord for centrale aspekter af de pædagogiske indsatser er gennemgående i vores empiriske materiale. Pernille Juhl peger i sin forskning om det udsatte børneliv på, at observationer af børns kroppe kan fortælle os meget om, hvordan børn har det, hvad de er optaget af og vil og ikke vil være med til (Juhl, 2014). Deres befindende er det begreb, Juhl bruger, med henvisning til den kritiske psykologi og Osterkamp-Holzkamp (Osterkamp-Holzkamp, 1979). Juhl henviser primært til forskningsmetoder, men som vi bl.a. kan se af pædagogens udsagn ovenfor, er der paralleller til den pædagogiske praksis, hvor iagttagelserne af børns kroppe kan bruges til at afstemme de pædagogiske indsatser på måder, der gør dem relevante for børnene. Gennem vores diskussioner og observationer med personalet i de forskellige dagtilbud bliver det desuden tydeligt, at også pædagogernes egne kroppe indgår i disse processer. Pædagogerne fortæller om, hvordan det at udforske, hvad et barn har brug for, ikke bare er et spørgsmål om at observere med øjnene, men også indbefatter at bruge sin krop til at mærke og forsøge sig frem sammen med barnet. En anden pædagog fortæller i et interview, hvordan hun registrerer, hvad et barn vil og er klar til i en afleveringssituation. Hun fortæller, at hun har bedt forældrene om lige at vente med at aflevere deres pige, til de øvrige af stuens børn er kommet på legepladsen, og hun, som den modtagende voksne, har arme og opmærksomhed fri til at tage ordentligt imod. Intervieweren spørger, hvad hun konkret kigger og mærker efter i forhold til at afklare, hvad pigen er klar til, og hvad der vil være det rigtige at gøre på hvilket tidspunkt. Ja, men altså det er vel noget med hendes kropssprog... at hun ikke... i starten, der var hun sådan meget vendt mod mig og kigger sådan lidt skævt ud på de andre, og så tænker jeg, jamen så er hun jo ikke klar 97

endnu til at komme ned i sandkassen. Men når hun så viser, at hun retter sig lidt mere op og kigger lidt mere rundt, så siger jeg til hende: ’Vil du prøve at komme ned i sandkassen?’ Og så sætter jeg hende ned i sandkassen, og det var så også okay i dag. Og så kravler hun rundt dernede. (...) Og så kiggede hun efter William, men også nogle af de andre børn. Og så på et tidspunkt gjorde hun tegn til, at hun gerne ville ud af sandkassen. Hun vendte sig om. Hun kan allerede kravle – hun er ret dygtig – og så hjalp jeg hende over sådan en kant, så hun kom over at sidde ved siden af sandkassen. Eksemplet viser, hvordan børnenes kropssprog og de voksnes sansninger anvendes som led i en afsøgning af, hvad en anden pædagog kalder børnenes »dagsform«. Her er også børnenes talte sprog og forældrenes overleveringer om den forudgående morgen, nat, og hvad der ellers er relevant, selvfølgelig også med til at frembringe et samlet billede af barnets befindende. Det pædagogiske personale bruger også deres krop, når de forsøger at bestemme, hvor og hvordan børn skal deltage i dagtilbuddet, f.eks. til at støtte børnenes handlinger i relation til praktiske gøremål eller sociale spilleregler. Man holder børn i hånden, når man går over vejen, eller følger dem ud til vasken, når der skal vaskes hænder. Et barn tages på skødet, hvis det er uroligt, eller en hånd lægges på skulderen af det barn, hvis opmærksomhed man gerne vil have. Børn flyttes væk fra de andre børn, hvis der er konflikt, og børn iklædes f.eks. overtøj, hvis man skal ud, og de ikke selv kan eller vil tage det påkrævede tøj på.

Kroppen i situationer med omsorg og trøst I vores observationsmateriale er der mange eksempler på, at det pædagogiske personale bruger kropskontakt, når børn skal have omsorg og tryghed. Mange børn søger kropslig kontakt, når de eksempelvis skal afleveres, slår sig, bliver uvenner eller på anden måde trænger til omsorg eller trøst. Børn bruger deres kroppe til at vise, at de har brug for, at de voksne støtter dem. Arme strakt op mod den voksne er en gestik, der ofte ses og responderes på ved at tage barnet op eller bøje sig ned til det. 98

Det kan dog også være hårdt for de voksnes kroppe at arbejde med småbørn, og det pædagogiske personale beskriver det som et dilemma, at de på den ene side ønsker at gøre kroppen tilgængelig og hjælpsom for børnene, men samtidig også vil tage arbejdsmiljømæssige hensyn, så de ikke bliver nedslidt eller får skader. En deltager ved vores workshop formulerede det således: »Det er svært at få brugt sin krop rigtigt i forhold til arbejdsmiljø, versus hvad der er bedst for situationen.« Hensynet til børnene og de voksnes kroppe forsøger de bl.a. at imødekomme ved at udføre mange af aktiviteterne med børnene på gulvet. F.eks. kan et barn, der gerne vil op, komme på skødet, mens den voksne sidder ned, sådan at den voksne skåner sin ryg. Andre gange må der mere kreativ tænkning til, hvis alles interesser skal imødekommes. I det følgende beskriver en pædagog, hvordan de tog en – i dagtilbudspraksis – mindre traditionel metode i brug, da et nystartet barn græd meget, hvis hun ikke blev taget op af de voksne: Hun græd, og hun græd, og hun var rigtig ked af det. Hun stoppede kun for at sove, fordi hun var så udmattet, og så vågnede hun op og græd igen. Og hun var her altså fra 08-14 hver dag, ik? Til jeg ringede efter mor og sagde: »Nu skal du komme og hente hende, så hun ikke skal være her mere.« Og så fandt jeg på den bæresele der (...) Så tog jeg hende op i bæreselen, hvor hun kiggede udad. Og lige så snart jeg satte hende op og klikkede den ene, så stoppede hun. Og jeg tænkte ’årrh yes!’ [latter]. (...) Men jeg tror, der gik to dage med den bæresele, så satte jeg mig på en stol, for jeg kan jo ikke gå rundt med hende. Så jeg sad sådan her med hende, og så løsnede jeg den lige så stille og gled hende ned på gulvet, og så begyndte hun at lege. Og så har jeg ikke brugt den siden, og så har hun været kørt ind! Bæreseler er ikke almindelige i vuggestuer. Men i denne situation, hvor meget var prøvet, og barnets gråd blev uudholdeligt for både det lille barn og dets omgivelser, blev den løsningen på dilemmaet mellem at give tryghed og omsorg, have frie hænder til de andre børn, skåne pæda-

gogen for de mest uhensigtsmæssige bevægelser og faktisk gøre barnet så trygt, at det kunne tage fat på vuggestuelivet på egen hånd. Pointen med eksemplet er naturligvis ikke at sige, at bæreseler er universalløsninger i forbindelse med opstart, men derimod at vise, at pædagogen forholder sig både refleksivt og kritisk til sin egen praksis. I denne situation kan man sige, at den professionelle lykkes med at udvikle sin praksis omkring opstarten ved at se på situationen og se på barnet. Særligt ved opstart i vuggestue eller dagpleje, ved aflevering og ved putning ser vi det pædagogiske personale bruge deres kroppe til at yde omsorg. Mange forældre afleverer deres børn i favnen på en voksen i vuggestuen eller dagplejen, som så ofte vinker farvel med barnet på armen eller på skødet. I det følgende skal vi se et eksempel på, hvordan en pædagog organiserer sig i forhold til opstarten af et barn, når barnets mor går. Da Mille begynder at græde, går LOUISE væk med hende, den modsatte vej af Milles mor, som går ud af en anden dør. LOUISE siger, at det er okay at blive ked af det og går ind på en af stuerne og henter noget legetøj med Mille på armen. Mille holder op med at græde og bliver sat på gulvet, hvor Emil og SOFIE også sidder. LOUISE trækker Mille op på skødet. Hun leger lidt med legetøjet, men kommer også med nogle utilfredse lyde indimellem. (...) LOUISE sætter hende tilbage på gulvet ved siden af sig. Hun har fået en sut, men den tager hun ud. Efter at have sidder lidt, tager LOUISE hende igen op og går hen og sætter sig på en barnestol med hende ved stuens akvarium. Emil og SOFIE er også i gang med at kigge på fiskene. (...) Mille begynder at komme med utilfredse lyde igen. Hun kigger og strækker sig i retning af, hvor hendes mor gik ud. LOUISE tager hende op og med ud på en lille runde, hvor hun bl.a. viser hende køkkenet. Uddrag fra observationsnoter Eksemplet viser, hvordan LOUISES kropskontakt beroliger Mille, og at hun udvider Milles deltagelsesmuligheder ved at flytte Mille fysisk, når 100

hun eksempelvis sætter hende ned til de andre børn eller tilbyder hende legetøj. Nogle af tiltagene afviser Mille med utilfredse lyde eller ved at græde. Sker det, flytter LOUISE hende igen og afleder bl.a. hendes opmærksomhed ved at tage hende op til sig og vise hende institutionen. På den måde bruger LOUISE kontinuerligt sin egen krop til at flytte Mille til og fra forskellige situationer. Herved bliver LOUISES kropslige aktivitet i situationen et svar på de ønsker og rettetheder, Mille udviser, men også på de ønsker om Milles deltagelse i institutionslivet, som LOUISE har. I vores observationer ser vi ofte personalet veksle mellem tæt kropskontakt og små udfordringer, der skal guide børnene ind i børnefællesskabet. De voksne bruger ofte deres krop, når de skal berolige børn, så de føler sig trygge enten ved den nye situation, de andre børn eller til at kunne hengive sig til søvnen. Sidstnævnte kan være svært og kræve meget samarbejde mellem børn og voksne, især når børnene er nystartede og skal vænne sig til at falde i søvn et nyt sted uden deres forældre. Når børnene skal sove middagslur i daginstitutionerne, er det et større arrangement, der skal koordineres, så alle børnene kan falde i søvn og gerne på nogenlunde samme tidspunkt. Ofte har de børn, som har været i de institutionelle sammenhænge over længere tid, deltaget under og forhandlet om de betingelser, institutionslivet tilbyder dem, på måder, så de nu falder i søvn forholdsvist hurtigt. For nogle kræver det en sut eller en særlig bamse, en sang eller en hånd på maven, andre skal knap ramme hovedpuden i krybben, før søvnen indfinder sig. Nogle gange er det forældrenes knowhow, som er indhentet, andre gange er det en anden voksen, der skal til, eller en alternativ måde at putte på, som bringes i spil. I det følgende eksempel skal vi se, hvordan putningen af drengen Holger, som i opstarten og i forholdsvis lang tid har været ked af det i institutionen, forløber: Det er MARTIN og LINE, der putter i dag. LINE sidder ved siden af Holger, som er ked af det. Hun har en beroligende hånd på både Tilde og Holger. MARTIN snakker med et par af de andre børn om, at Holger er ked af det. Marie falder hurtigt i søvn ovre i sit hjørne. Anna og et 101

par af de andre børn ligger helt stille. Andre børn roder lidt rundt og har svært ved at lægge sig til ro. Holgers gråd forstyrrer de andre. LINE siger flere gange »stop« til ham, men aftaler til sidst med MARTIN, at hun må gå ud med Holger. Kort efter kommer hun ind igen – hun må have overdraget Holger til en anden. Ti minutter efter kommer ANNIKA ind med Holger. Hun sætter sig stille ned med Holger puttet på skødet med dynen rundt om. Hun nusser ham, stryger ham over håret og nynner stille for ham. Holger er helt stille og rolig. Den rolige rokken og nynnen virker anderledes end LINES »stop«. Fem minutter senere putter ANNIKA Holger ned på hans egen madras, og der er stadig stille og roligt. Uddrag fra observationsnoter Da LINE forsøger at putte Holger, skal hun putte to børn på én gang. Hun har derfor arrangeret sig, så hun har én hånd på hvert barn – og dermed kun én hånd til rådighed til Holger. Denne begrænsning i hendes kropslige udstrækning betyder, at hun ikke kan give Holger den (kropslige) opmærksomhed, han lader til at have brug for. Samtidig skal Holger helst ikke forstyrre de andre børn, som er ved at falde i søvn. Der er således flere interesser, som skal håndteres på én gang. Eftersom Holger ikke lader sig putte og heller ikke falder til ro, når LINE siger »stop« til ham, beslutter LINE at overdrage opgaven til ANNIKA. I den tid, der er gået, er der flere børn, som er faldet i søvn, og hun er blevet hentet ind til opgaven med at putte Holger. Der er således ikke andre interesser, ANNIKA skal opfylde end det at få Holger til at sove. Det, at LINE har svaret på Holgers utilfredshed ved at lade ANNIKA overtage opgaven, betyder, at Holgers betingelser for at blive puttet nu bliver ændret. Hvor han før måtte stille sig tilfreds med én hånd og LINES »stop«, tilbyder ANNIKA ham nu et andet arrangement, hvor hans krop er pakket ind i en dyne og bliver vugget roligt frem og tilbage, mens han aes over håret. Eksemplet viser, hvordan de professionelle samarbejder om at give børnene omsorg og kropskontakt i en hverdag, hvor det kan være udfordrende at ’nå’ alle børnene grundet tid og antallet af børn. Men det viser 102

også en pædagog, som afviger fra de traditionelle putteritualer til fordel for det, man kan kalde en situationsbestemt putning. At tage barnet op på skødet svøbt i dynen, mens hun vugger og aer det, er forholdsvis atypisk i de institutionelle sammenhænge. Det kan lyde banalt, men ofte er pædagoger, såvel som forældre, drevet af nogle idéer omkring putteritualer, som kan skygge for alternative handlemuligheder. Som nævnt skal børnene f.eks. gerne være forholdsvis selvhjulpne – også når det angår det at falde i søvn. Vi ved ikke, hvordan de efterfølgende putninger med Holger er forløbet, men det er heller ikke så relevant her. Det interessante er, at situationen i forhold til at putte Holger lykkedes gennem en udforskning af, hvad der virker for netop ham i denne situation – både gennem et samarbejde de voksne imellem, men også ved at afprøve forskellige måder at bringe kroppen i spil på.

Motivation og konfliktløsning som fysisk aktivitet Vi skal nu beskæftige os med, hvordan de voksne anvender deres egen kropsudfoldelse på måder, som motiverer børnene til forskellige former for aktiviteter, f.eks. at gå, kravle, løbe eller danse. Vi skal også se på, hvordan kroppen bringes i spil som konfliktløser i tilspidsede situationer. Det pædagogiske personale beskriver, at børnene begejstres, når de voksne viser engagement. Som én fortæller: »Man kan ikke bare sidde på sin egen numse og sige: ’Løb så, børn!’«. Det gælder om at vise børnene, hvad kroppen kan, og at invitere til børnenes egen kropsudfoldelse. Observationer i dagtilbuddet peger f.eks. på, at personalet deltager fysisk i aktiviteter sammen med børnene; snor sig som orme på gulvet i en leg eller hopper, klapper og danser i sanglege. Dette fremhæves også i den forskning, Ole Lund har udført, hvor han undersøger, hvordan pædagoger motiverer børn og når frem til, at pædagoger ikke primært skal tale til fornuften, når de skal forklare børn, hvorfor de skal deltage i aktiviteter, men snarere skal tale til børnenes kroppe ved at eksemplificere med egen krop (Lund, 2015). 103

Netop det at bruge sin krop til at motivere med, som supplement til verbale forklaringer, er noget, der optager det pædagogiske personale. En pædagog beskriver i den forbindelse en situation, hvor hun, fordi hun skulle skifte ble på et mindre barn, måtte lade et andet barn vente, selvom han tydeligvis var utilfreds med det og gerne ville op til hende. Hun prøver at tale til ham og forsikre ham om, at han nok skal komme op, lige så snart hun er færdig, men det hjælper ikke noget. Til sidst giver hun op og slår i stedet ud med begge arme med henvisning til, at hun ikke rigtig kan stille noget op, så hvad skal de gøre ved det. Drengen på 18 måneder efterligner hendes gestus og det, at de nu begge står i den samme situation både kropsligt og rumligt, ser ud til at få den betydning, at drengen forstår, at han må vente, og den tilspidsede situation løsnes op. Andre beskriver, at hvis de f.eks. har travlt, bevæger sig hurtigt og gestikulerer meget, så smitter det af på børnegruppens måder at være og deltage i rummet på. På samme måde oplever de, at børnene har lettere ved at finde ro, hvis personalet bevæger sig langsommere og forholder sig mere roligt. Også den voksnes eget åndedrag anvendes som redskab, når et barn skal beroliges og trøstes. Som en pædagog forklarede på den workshop, vi har afholdt: »Det hjælper at holde barnet ind til sig og trække vejret stille og roligt«. Dermed ikke sagt, at voksnes bevægelser altid afføder lignende bevægelser hos børnene eller vice versa. Pointen er, at børn og voksne altid interagerer i et kropsligt fællesskab, hvor de med deres forskellige bevægelsestempi og kropslige handlinger giver og får forskellige deltagelsesmuligheder. I det følgende vil vi vende blikket et andet sted hen og vende tilbage til et tema, som vi bl.a. beskæftigede os med i diskussionerne om demokratiske processer i dagtilbuddet (se s. 59), nemlig de voksnes løbende samarbejde om udvikling af den pædagogiske praksis omkring børn.

104