Teddy Petersen
Som at vĂŚre der selv Den skrevne reportage i Danmark
Frydenlund
Som at være der selv Den skrevne reportage i Danmark 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Frydenlund og forfatteren ISBN 978-87-7118-583-6 Grafisk tilrettelæggelse: Jan Gralle Korrektur: Charlotte Valløe Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien
Tak til: Dagspressens Fond Institutionen San Cataldo Forfatterportræt på flap: Kim Fleischer Michaelsen Skulptur på forsiden: Marek Zyga/Galleri Habsø Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold Kapitel 1 Lad mig lige slå fast … - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 7 Kapitel 2 Vi står på skuldrene af hinanden - - - - - - - - - - - - - - - - - - 16 Kapitel 3 Om reportagen og glimt af dens historie - - - - - - - - - - - 19 Kapitel 4 Reportagens fødsel og det, der fulgte - - - - - - - - - - - - - 24 Kapitel 5 Der er genrer - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 29 Kapitel 6 Reportagens ned- og opture - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 34 Kapitel 7 New journalism – ha! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 38 Kapitel 8 Der er grænser, Jensen! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -- - - - - 43 Kapitel 9 Reportage – her og nu - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 46 Kapitel 10 Definitioner - - - - - - - - -- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 50 Kapitel 11 Reportagens byggesten - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 58 Kapitel 12 Først – med 10 millioner bits i sekundet – synet - - - - - - 61 Kapitel 13 Luk øjnene og spids ørerne - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 70 Kapitel 14 Som en fordærvet kotelet lige i fjæset – lugtesansen - - - 79 Kapitel 15 På tungen og i hele kroppen – følesansen - - - - - - - - - - - 83 Kapitel 16 Smagssansen kan røbe højden over havet - - - - - - - - - - 85 Kapitel 17 Den sure pligt? Skån mig! - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 88
5
Kapitel 18 Tag altid notater – eller aldrig! - - - - - - - - - - - - - - - - - 91 Kapitel 19 Tiden som en faktor - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 94 Kapitel 20 Jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg – og jeg … - - - - - - - - - - - - - - - 95 Kapitel 21 Fra ende til anden - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 100 Kapitel 22 Jamen, jeg var der ikke! Om rekonstruktionen - - - - - - 106 Kapitel 23 Et menneske er et landskab - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 118 Kapitel 24 Vejen derhen: At øve sig - - - - - - - - - - -- - - - - - - - - - - - 130 Litteratur - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 134 Personregister - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 140
6
Kapitel 8 Der er grænser, Jensen! Der er en anden piedestal i standardhistorien om reportagen, jeg gerne vil rokke ved. Skribenten fik Nobelprisen for sin litteratur, men som journalist og reportageskriver er han mere problematisk kun at rose: Johannes V. Jensen. Ofte bliver han placeret som en af de store, når talen er om reportage, og det er uden tvivl, at han også som journalist skrev godt. Jeg har allerede givet nogle eksempler. Men der er to store problemer med genren i hans version: Enten er han hæmningsløst uforskammet med at udtrykke sin – ofte negative – mening om både mennesker, befolkninger og egne. Eller han har behov for overmåde heftigt at udtrykke sin begejstring. I begge tilfælde så meget, at rapportøren begynder at træde i baggrunden, mens meningsmageren højtråbende tager over. Johannes V. Jensen er så ivrig efter at give læserne sin vurdering af det, han ser, at læseren ikke får mange chancer for selv at få og danne sig et indtryk, og reportagen udvikler sig til en genre, der er nærmere, hvad vi i dag vil kommentar og klumme. Og det er nok ikke tilfældigt, at hans senere virke i avisverdenen blev kronikken, som ikke er en egentlig journalistisk genre, men netop et sted at fremlægge meninger. Johannes V. Jensens ideal for, hvad en avis skulle være, fejlede ikke noget. Allerede som 25-årig fastslog han, at den skal »indskrænke sig til det saglige. Et moderne Folk skal næres af Kændsgerninger; en Avislæser skal huske og sammenligne, beregne, anstille Kritik og tage Rækkevidder i Betragtning«. Lars Handesten, der har skrevet den store biografi om manden, bringer citatet i sin bog om Johannes V. Jensens journalistik og konstaterer med det samme, at »det ideal kom Jensen dog aldrig selv til at efterleve, for han kunne ikke lade være med selv at komme med kritiske kommentarer og lade sin egen holdning skinne igennem i sine reportager. Og trods alle gode intentioner endte det også næsten altid med, at der løb poesi i hans journalistik. Ideelt set skulle journalisten være en anonym skriverkarl, der var kendsgerningernes medie, men det blev han aldrig i Jensens subjektive og oplevelsesmættede journalistik«. Johannes V. Jensen fra Farsø ved Viborg kom efter studentereksamen til København som 20-årig og debuterede året efter som digter og to år senere som forfatter, og det var det, han ville være. Herman Bang anmeldte hans debut roman med tilføjelsen »Journalisten lurer på Hr. Johannes Jensen«. Med den bemærkning som visitkort foreslog Jensen selv, at Politiken sendte ham til Amerika som journalist. Det blev et nej, men han tog i 1896 selv afsted for honoraret for sin første roman og med en introduktionsskrivelse fra forbilledet Henrik Cavling, der på det tidspunkt var avisens Politikens rejsende reporter. 43
Kapitel 8
I foråret 1898 kom så en journalistisk mulighed: Politiken sendte den 25-årige til Spanien, som var kommet i krig med Amerika om den gamle koloni Cuba. Johannes V. Jensens del af dækningen var at skildre stemningen i Spanien. Her fra en militærparade i Madrid 2. maj – bragt i avisen næsten en måned senere: Paraden varede i to Timer, medens Solen steg, og Støvet tog til at ryge. Afdeling efter Afdeling kom forbi i skrigende Uniformer – rødt og gult, hvidt og Guld. De spanske Soldater er smaa olivengustne Folk med konkave, sure profiler, de marcherer ikke saa meget, som de slentrer. Men Musiken er for langsom pompøs, næsten funèbre – – – Officerer med Bringen bedækket af Stjærner rider sagte forbi – det er i Alcalàgaden – og højt oppe flimrer de røde og gule Flagfarver langs Husenes Balkoner i det intense Solskin. Unge Piger staar paa disse Balkoner og ser ned, saaledes som man kan vente det i Spanien. Larmen og Trængslen er uhyre. Jeg er bleven klemt op i en Gadedør, hvor jeg staar paa Tæerne og strækker mig. Pludselig er der en ude i Mylderet, der bliver vred – en Anden har traadt ham – han affyrer en Ed – man klumper sig sammen og bliver rasende – to gamle Kvinder redder sig forargede ind i Gadedøren – derude i Hoben snærrer de som Rovdyr. Hvad kan det blive til? Tænker jeg alvorligt. Men det er allerede forbi – jeg ser Folk snøfte godlidende og bakke løs for at faa Røg i Cigaretten igen. En ret nøgtern, klassisk reportage, men med enkelte strejf af det, der siden hen bevægede Jensen uden for genren. Hans forenklede karakteristik af de mange soldater, der må gå forbi på to timer, er gribende enkel og næppe korrekt: Er de ‘sure’? Han må gerne konstatere, at musikken er »langsom pompøs«, men hans indledende »Men«, og at musikken er »for« langsom er små domme, som ikke hører hjemme i reportagen. Hvad der ligger i »som man kan vente det i Spanien«, hvor han ikke har været før – hvilken fordom eller kliche læner han sig op ad der? Vurderinger af den type, som han senere under samme ophold går amok i, gør hans reportager problematiske. Johannes V. Jensen nåede også et kig på det overklassepublikum, der var til tyrefægtning. Han er ikke begejstret – og dokumenterer samtidig, at lydord ikke er en ny opfindelse i journalistikken: Rundt om denne Arena sad Madrids bedste Selskab. Jeg hørte fint klædte Mænd le som Droskekuske – ha kra kra kra! – jeg saa gamle fornemme Herrer faa en Rødme paa Kinderne. Jeg saa udsøgte Damer sidde paa Balkonerne med deres kadaverblå Ansigter ludende frem.
44
Der er grænser, Jensen!
Igen klassisk og egentlig meget moderne, præget af gode iagttagelser, men igen med strejf af klare og negative vurderinger, der peger på Jensens vej ud af journalistikken. Helt galt går det, når han i afslutningen på en artikel om tyrefægtning, bragt i avisen samme dag, som – måske af samme grund – titulerer genren som »Brev fra vor Korrespondent«: Og under Indflydelse af alt, hvad jeg har set i Forvisningen om, at der netop nu forestaar en evropæisk Kamp mere af Race- end af Territorialhensyn, profeterer jeg igen, det spanske Folk skal udslettes af Folkene. Der skal ikke lades Ben paa Ben i dem. Langsomme Gebrækligheder og endeløse Gudstjenester skal fortære dem. De skal udslettes direkte og gennem Blanding med bedre Folk. Æsler giver rigtig gode og brugelige Bastarder med Heste. Men Bastarderne er golde. Den ville formodentlig i dag kunne indbringe ham en dom for racisme! Og han fjerner sig i hvert tilfælde fra journalistikken på vej over i kronikken og andre personlige genrer, hvor der er frit slag til at mene noget.
45
Kapitel 9 Reportage – her og nu Og så lad os springe til nutiden, hvor reportagen stadig er aldeles levende. Der er gået mere end 100 år fra de gamle eksempler, da Frauke Giebner i 2013 gennem længere tid laver reportager fra et bordel, hvor bordellets indehaver har fået navnet Skøge: Det er ved at blive mørkt, da der dukker en bil op på Bordellets overvågningskamera. Normalt kører kunder ikke helt op til huset. Tre unge fyre i proletaruniform stiger ud. »Åh nej«, sukker Julie og kigger op fra sit dameblad. »Jeg håber ikke, de skal herhen«. Flere af kvinderne er trætte af de helt unge mænd, der har set for mange pornofilm. »Dem med den der ‘nu skal jeg vise dig, hvordan man knepper en luder’-attitude, det orker jeg ikke«, forklarer Julie, mens Skøge åbner døren og stikker hovedet ud. De begynder allerede at råbe, før de er blevet lukket ind. »Har du nogle damer, hva?«. To af drengene står over for Skøge i indgangen og kræver øjeblikkelig servicering. De er knap nok fyldt tyve. Den tredje venter udenfor. Siden der kun er to kvinder på arbejde, må kun to mænd komme ind ad gangen, påstår Skøge. Hun kender typen. »Begge piger er desværre optaget den næste halve time, men I er velkommen til at vente«, lyver hun og håber, at de er for utålmodige til at blive. »Kan du høre, hvad jeg siger?«, brøler den ene. »Har du nogle ludere, vi kan kneppe?«. »Jeg har ikke noget som helst til dig, hvis du taler sådan«, snerrer Skøge, og skænderiet tager til i lydstyrke. Til sidst får hun bakset de aggressive drenge ud og falder tungt ned i sin stol i pigerummet. »Din møgso!«, råber den mest karseklippede af de tre gennem vinduet, inden de kører deres vej. Skøge hiver efter vejret. »Sådan nogle som dem, de kunne sagtens have pillet hele stedet fra hinanden«, siger hun. Sådan en reportage kan kun laves ved, at journalisten er der. I timevis, i dagevis. Men hvis man er i god træning og opmærksom, kan reportagen også besjæle en artikel, der måske ellers lægger op til en mere livløs standard. Hanne Mølby Henriksen kunne have lavet et gedigent referat, og ingen ville næppe have bebrejdet hende det. Men hun giver det heler ekstra dimensioner ved at bruge 46
Reportage – her og nu
reportageelementer. Vi er til et møde med udviklingsministeren, der i 2011 hed Søren Pind: 11.55 Festsalen dirrer af liv og unge stemmer, da Søren Pind (V) træder ind på Vestjysk Gymnasium Tarm. Ministeren vinker. Eleverne hujer. Han ser nystrøget ud iført sit gråbrune jakkesæt og lette smil. Og så begynder han at tale. Om 11. september, angrebet på tegneren Kurt Westergaard og om, at udviklingsbistand handler om at bekæmpe ondskab. »Hvis ikke vi kommer til verden, så kommer verden til os«, siger Søren Pind. 12.05 Ministeren har taget billeder med fra sine rejser rundt i verden. Zimbabwe, Tanzania og Pakistan glider hen over storskærmen i skikkelse af fistula-patienter, oversvømmelser og kaninavlere. »Der er to ting, jeg ikke kan få ud af hovedet efter mine rejser«, fortæller han: »Rodet og stanken. Fattigdommen har sin egen stank«. 12.30 Eleverne er blevet opfordret til at stille spørgsmål. Og det gør de. Iført strikhuer og gummisko spørger de ind til retfærdigheden i Vestens toldmure, rimeligheden i at yde bistand til korrupte regimer og sandsynligheden for, at oppositionen i Danmark vil være bedre end VK-regeringen. »Jeg bilder jer ikke ind, at jeg for 15,2 milliarder kroner om året kan frelse hele verden. Hvis jeg gjorde, så måtte I til gengæld kalde mig SF’er«, siger Søren Pind. Eleverne griner. 12.40 17-årige Laura Carstensen rejser sig bagest i salen. »Jeg synes, det er ufatteligt umenneskeligt at blande sikkerhedspolitik og udviklingspolitik sammen. Det virker så egoistisk. Hvordan forklarer du det?« Søren Pind kigger på hende. Så minder han eleverne om Afrika. I år 2025 vil hvert fjerde unge menneske på Jorden bo i Afrika. Lader vi dem stå i et økonomisk kaos uden at dele ud af vores rigdom, kan det hurtigt påvirke vores sikkerhed, mener han. »Jeg synes, man skal være idiot for ikke at kunne se, at det er et kolossalt problem«, siger ministeren. Tonen er hård, men kærlig. 12.41 Laura Carstensen bliver stående: »Jeg siger ikke, at det ikke er et kolossalt problem. Jeg siger bare, at udviklingsbistand skal gives, fordi det er godt for Afrika. Ikke fordi det er godt for jer«. »Øhh«, siger ministeren. Eleverne i festsalen griner og klapper. Laura Carstensen sætter sig ned. »Du ownede ham totalt«, hvisker sidemanden. Det er ikke vestjysk, men slang for, at hun vandt diskussionen. 47
Kapitel 9
På samme måde sørgede Kjeld Hybel for betydeligt mere samvær mellem læser, journalist og interviewperson end sædvanligt, da han skrev ude fra Bellahøj: Vi har siddet et stykke tid inde på ejendomskontoret og sludret om skimmelsvamp, løse facadesten og andet i samme stil, da jeg introducerer det ømfindtlige emne, som er årsagen til, at jeg er taget ud til Bellahøj. »Den her idé med at frede Bellahøjhusene«, begynder jeg blødt. »Er det ikke en stor ære at blive fredet?«. »Den ære kan vi godt undvære«, siger Gerda Bilde og ser på mig med et lidt træt blik. Med den lille scene, replikskifte og karakteristik af et blik er læseren med i lokalet og kan sætte sig til rette lige ved siden af for at læse, hvad de to dog har at tale om. New journalism eksperimenterede også med indre monolog – at journalisten fortæller, hvad en anden person tænker og føler. Hvis man spørger en person, hvad vedkommende tænkte i en given situation, og personen og udsagnet er troværdigt, er det ikke noget problem i den færdige artikel at lade personen tænke netop det. Med mindre man er så puritansk og fyldt af mistillid som den norske journalist Jo Bech-Carlsen, der meget bastant om denne teknik skriver: »Hele forestillingen om referat av andre menneskers indre tilstander er meningsløs. Man kan referere det et menneske sier, ikke hva det følte eller tenkte«. Det har Jo Bech-Karlsen ret til at mene, men han har ikke ret. Naturligvis kan man med almindelig skepsis og journalistisk kildekritik stole på, hvad et andet menneske siger. Og ikke kun, når mennesket siger: »Jeg havde en grøn skjorte på den dag«. Også når han siger: »Jeg var virkelig grøn af misundelse og tænkte på, hvordan jeg kunne hævne mig«. Og naturligvis kan man med den sikkerhed skrive det om til, at misundelsen brændte i Jens Hansen, og han begyndte at overveje mulighederne for at hævne sig. Det bliver ikke til løgn og digt, fordi anførselstegnene forsvinder. Når Stéphanie Surrugue og Lea Korsgaard i »Det store bogtyveri« skriver om en medarbejder hos et auktionsfirma i London: Hun tog et par andre bøger fra forsendelsen frem. I to af dem var der på bogryggene indgraveret et våbenskjold – en krone med to figurer hver side. To mænd med nøgne overkroppe. Bøgerne måtte oprindeligt stamme fra en kongelig samling, tænkte Margaret Ford. – så er det naturligvis tilfredsstillende troværdigt, selvom der ikke står: »Jeg tænkte, at bøgerne oprindeligt måtte stamme fra en kongelig samling«, for48
Reportage – her og nu
tæller Margaret Ford. Ligesom vi accepterer, at hun næppe har tænkt det på dansk, men på engelsk! Selvfølgelig er det troværdigt, fordi kilden er det. Og fordi de to journalister ved det, fordi de har spurgt hende, hvad hun tænkte, da hun så våbenskjoldet. På samme måde, som da Margaret Ford lidt senere er blevet klogere på den meget usædvanlige bog, hun sidder med, og som hun har læst om: Bogen, som nationalbiblioteket i Danmark ejede, var det eneste perfekte eksemplar tilbage i verden, stod der. Måske er det et ukendt perfekt eksemplar, vi har fået, spekulerede Margaret Ford og tænkte over, hvor fantastisk det ville være, hvis det viste sig, at der faktisk fandtes tre – og ikke kun to – bevarede eksemplarer af førsteudgaven. Hun spekulerede, hun tænkte. Fuldstændig troværdigt, også uden anførsels tegn.
Tre gode råd 1 Skriv alt ned, alt. Redigering og sortering foregår hjemme bag computeren, ikke ude i marken. 2 Registrer scener og forløb, ikke blot tableauer og snapshots. 3 Arbejd som en pressefotograf. Brug hele kroppen. Gå tæt på, ned i knæ, op på et tag, se i panorama, se i close-up. Føl kærlighed. Føl dedikation. Lea Korsgaard, Zetland
49