CHRISTIAN MONGGAARD
TARDINI 40 forrygende 책r i dansk film
FRYDENLUND
Læseprøve af Tardini – 40 forrygende år i dansk film 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Frydenlund og forfatteren, 2015 ISBN 978-87-7118-680-2 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Christel Ejlersen Forsidefoto: Susanne Mertz Grafisk produktion: Reklametryk, Sunds
Forfatteren har modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Bogen er udgivet med økonomisk støtte fra Det Danske Filminstitut. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice
UDDRAG AF INDLEDNING »Det, der irriterer mig ad helvede til, er, at folk taler, som om jeg har siddet og sovet hele mit liv.« Sådan sagde Ib Tardini, bramfri, som han er, til mig, da jeg i februar 2001 mødte ham for første gang. Anledningen var et interview til Information, fordi Ib som producer var aktuel med både Per Flys anmelderroste Bænken og Lone Scherfigs dogmefilm, Italiensk for begyndere. De to film solgte tilsammen mere end en million biografbilletter – Italiensk for begyndere vandt også en Sølvbjørn i Berlin, mens Bænken vandt en Bodil – og 52-årige Ib trådte med ét ud af den skygge, han i hvert fald i forhold til den brede offentlighed havde befundet sig i. Ja, selv journalister på dagbladene fik først nu for alvor øje på ham – jeg må med skam at melde indrømme, at jeg var en af dem – og det var i virkeligheden det, der irriterede ham, fordi han på det tidspunkt havde lavet mange film og sammen med adskillige instruktører sat sit umiskendelige præg på den danske filmbranche i næsten 30 år. Det skal dog siges til vores forsvar, at selv om Ib længe havde været en væsentlig person i filmbranchen, så stod han sjældent i spotlyset; han var altid manden i baggrunden, hvilket til dels var hans eget valg. Men sådan var det ikke længere. En lille måned efter mit interview med Ib fik han og hans to partnere på filmselskabet Zentropa, Vibeke Windeløv og Peter Aalbæk Jensen, overrakt en Æres-Bodil for deres vigtige virke i dansk film. Samme aften løb Bænken med prisen for Årets Bedste Film. 3
◆
»Jeg blev lidt fornærmet over det, da vi fik den der Bodil i 2001,« siger Ib i dag. »Gudskelov nævnte Kim Skotte (daværende formand for Filmmedarbejderforeningen, der uddeler Bodilprisen, red.) i sin tale min fortid. Jeg gad i virkeligheden ikke have den Bodil sammen med Peter og Vibeke, fordi jeg følte, at det var så baseret på Trier. Vibeke fik sin Bodil for at have lavet sine film med ham. Derfor var jeg glad for, at Skotte sagde, at det også var for mit lange træk – for alle de film, jeg tidligere havde lavet, og de instruktører, jeg havde arbejdet sammen med. Jeg følte lidt, at de blev glemt, fordi jeg fik en Bodil sammen med Peter og Vibeke. Men jeg er glad for den, Bodil’en. Jeg havde levet længe i det skjulte og følte også, at jeg nu fik lov til at profilere mig selv og endelig blev anerkendt for det kæmpearbejde, det var at få Filmbyen og en organisation derude op at køre.«
◆
At Ib rykkede frem i forreste geled, var der selvsagt flere grunde til. Selvfølgelig handlede det om, at de film, han producerede, i høj grad gjorde opmærksom på sig selv, vandt priser og blev set af mange mennesker. Tiden omkring årtusindeskiftet var god for dansk film. Men det handlede også om, at han blot nogle år forinden havde taget en beslutning om, at han ville bruge resten af sin karriere på at lave film, som virkelig betød noget for ham, og hvor han fandt tilbage til det, der overhovedet var grunden til, at han var begyndt at lave film. »Jeg ville først være skolelærer, fordi jeg troede, jeg kunne indoktrinere børnene,« sagde han dengang til mig. 4
»Min helt klare plan var at påvirke børnene i en socialistisk retning. Men da jeg kom ud i praktik, opdagede jeg, at de forbandede unger sagde, at ’jeg har set i fjernsynet, og inde i fjernsynet siger de sådan og sådan.’ Så tænkte jeg, at det der medie er nok mere kraftfuldt end at være skolelærer. Og så begyndte jeg at lave film for at være med til at lave om på nogen ting.«
◆
10 år senere ringede Ib Tardini til mig for at høre, om jeg måske, med min bog om Erik Balling in mente, kunne være interesseret i at skrive en bog om ham, Ib, altså. Eller ikke så meget om Ib som om hans karriere, der strakte sig over mere end 40 år, og om hvordan hans rolle som produktionsleder og senere producer havde ændret sig, og ikke mindst hvordan dansk film havde ændret sig. Jeg sagde ja, og vi mødtes for at snakke. Et par dage efter, den 5. december 2012, modtog jeg en e-mail fra Ib: »Var der fugls føde på det, du kom hjem med? Eller skal vi bare lade falde?« Selvfølgelig syntes jeg, at vi skulle fortsætte med at snakke. Det var sjovt, og det var spændende. Siden da har Ib og jeg snakket sammen i hen ved 35-40 timer, og jeg har hørt mange gode historier om mennesker, filmproduktioner og dansk film i det hele taget. De fleste af dem vil man kunne læse i denne bog. Nils Malmros, Bille August, Søren Kragh-Jacobsen, Lone Scherfig, Thomas Vinterberg, Per Fly, Annette K. Olesen, Susanne Bier. Det er blot nogle af de mange instruktører, som Ib har været en slags fødselshjælper for, og som han på adskillige 5
film har arbejdet tæt sammen med. I begyndelsen af 2014 gik han på pension efter i små to år at have været leder af Producerlinjen på Den Danske Filmskole. Nu synes at være et godt tidspunkt at fortælle hans historie på.
◆
Historien om Ib Tardini er historien om en mand med et politisk engagement, en stor kærlighed til film og filmkunst og de mennesker, han arbejder sammen med. Ib har altid valgt sine filmprojekter med hjertet, og fordi han mener, at de har noget vigtigt at sige om os mennesker og den verden, vi lever i. Han har været en god sparringspartner for de instruktører, han har arbejdet sammen med, både praktisk og økonomisk, selvfølgelig, men ofte også kreativt. Han er gået fra at være det, man kalder produktionsleder og indspilningsleder til at være en producer af den moderne slags, som er involveret i snart sagt alle aspekter af en films tilblivelse. Således er historien om Ib Tardini også historien om, hvordan dansk film har udviklet og forandret sig siden 1970’erne. Hvordan branchen er blevet mere og mere professionel, og størrelsen af filmhold og budgetter er vokset; hvordan den fejrede børne- og ungdomsfilm fik et gennembrud i 1970’erne og 1980’erne – blandt andet med Ib ved roret – og hvordan nye generationer af instruktører, skuespillere, producere og manuskriptforfattere i midten af 1990’erne satte gang i den bølge, som på sin vis stadig ruller, og som har gjort dansk film til et kunstnerisk brand, også internationalt, og Danmark til et betydeligt og interessant filmland. Når danske film, filmskabere og skuespillere igen og igen nomineres til og vinder Oscars og modtager priser på filmfe6
stivaler i Berlin og Cannes, så skyldes det selvfølgelig, at de er dygtige, og filmene gode, men også det solide fundament af erfaringer, kreativitet, infrastruktur og muligheder, som blandt andre Ib har været med til at opbygge.
◆
Min seneste bog var en biografi om Erik Balling, Danmarks vel nok mest folkekære instruktør nogensinde – side om side med Alice O’Fredericks, der stod bag mangen en Morten Korch-film og Far til fire – og den sluttede i midten af 1980’erne, hvor Balling gik på pension. Med bogen om Ib har jeg mulighed for at fortsætte historien om dansk film helt frem til i dag og samtidig fortælle om den set fra en anden del af branchen end Ballings Nordisk Film. Ib var i de første mange år af sin karriere freelancer og arbejdede for producenter som Steen Herdel, Per Holst og Bent Fabricius-Bjerre på moderne filmklassikere som En forårsdag i helvede, Gummi Tarzan, Kundskabens træ, Vil du se min smukke navle?, Zappa, Tro, håb og kærlighed, Kærlighedens smerte og mange andre. Han var med til at etablere Kanal 2, og han producerede nogle af de første tv- og underholdningsserier til TV 2. I begyndelsen af 1990’erne blev han så ansat på Zentropa og var Peter Aalbæk Jensen og Lars von Triers partner gennem de næste 20 år, hvor selskabet gennemgik en rivende udvikling og var et lokomotiv for den hastigt voksende danske filmbranche. Ib iværksatte mange talentprojekter og udviklede og plejede egne instruktører, ligesom han også var manden, som realiserede flere af Triers skæve ideer: Riget, Lærerværelset, Marathon og en tv-serie baseret på Morten Korchs bøger. Siden 7
producerede han en lang række af film – flere af dem dogmefilm – i den nye danske bølge: Den sidste viking, Bænken, Arven, Drabet, Italiensk for begyndere, Et rigtigt menneske, Små ulykker og Viceværten for nu at nævne nogle få. Ib er med andre ord en vigtig, men også lidt overset skikkelse i dansk film, og hans historie fortjener at blive fortalt. Det er Ib selv, der fortæller sin historie her i bogen – det sådan, som han husker begivenhederne – og min opgave har været at skabe en slags kronologi i begivenhederne, sætte dem ind i en sammenhæng og levere uddybende forklaringer – og redigere lidt i hans farverige sprog.
8
UDDRAG AF KAPITEL 18 DEN STORE SUCCES: TIL ITALIEN MED LONE SCHERFIG I 1999-2000 fik Ib Tardini lov til at producere sin første dogmefilm, nemlig Lone Scherfigs Italiensk for begyndere. Scherfig var med på en af Ibs tidligste lister over mulige dogmeinstruktører, men de andre dogmebrødre kendte hende ikke lige så godt, som han gjorde, og hun måtte stå over i første omgang. Zentropa og Nimbus havde lavet en aftale med Danmarks Radio om, at de gav tre millioner kroner i støtte til hver de dogmefilm, de to selskaber præsenterede dem for. De skulle selvfølgelig også søge støtte hos Det Danske Filminstitut, men det lå i luften, at konsulenterne støttede med tre millioner kroner pr. dogmefilm. De første fire dogmefilm blev lavet af Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen. Den næste bølge af instruktører omfattede Lone Scherfig, Susanne Bier og Åke Sandgren, og siden kom også Ole Christian Madsen, Natasha Arthy og Annette K. Olesen til. Ud over Kajs fødselsdag instruerede Scherfig i 1994 satireserien Flemming og Berit, der havde Peter Schrøder og Søs Egelind i titelrollen og var en fortsættelse af voksenjulekalenderen Jul i den gamle trædemølle (1990), derefter familiedramaet Når mor kommer hjem … (1998), baseret på en roman af Martha Christensen, og en række reklamefilm. Det var dog 9
arbejdet med Morten Korch, som for alvor skabte respekt omkring Lone Scherfig, ikke mindst hos Lars von Trier. »Hun er en dygtig personinstruktør og en knalddygtig tekniker. Det er ikke noget med, at hun står og klør sig i nakken og spørger, ’hvor skal vi nu kigge hen? Er vi dækket ind?’ Det vidste hun godt, om hun var, og det var hun altid.«
◆
»Det første, hun overhovedet gør, er at vælge nogle skuespillere, som hun gerne vil arbejde sammen,« siger Ib Tardini om begyndelsen på det, der skulle blive den mest succesfulde dogmefilm, og en af de mest succesfulde danske film i udlandet, Italiensk for begyndere. På rollelisten var Peter Gantzler, Anders W. Berthelsen, Anette Støvelbæk, Lene Tiemroth, Ann Eleonora Jørgensen, Sara Indrio Jensen, Bent Mejding, Lars Kaalund og Jesper Christensen. »Hun er meget i tvivl om, hvad skal det være for en historie, men præsenterer mig tidligt for Maeve Binchys bog, Den italienske klasse, der handler om deltagerne i et italienskkursus i Dublin. Vi kontakter så Binchy for at høre, om hun gider at skrive filmen sammen med os, men det vil hun ikke, og vi beslutter os for at lade os inspirere af bogen. Vi vil fortælle en historie om ensomme mennesker i periferien af en storby, og Lone snakker om, at det kunne være sjovt at lave noget med en aftenskole. Hun er meget optændt af, at man bruger miljøet som en aktiv medspiller. Hun er måske den, der sammen med Trier har brugt mest energi på at læse og forholde sig til dogmereglerne, hvor både Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen følte dem som en pest – det tror jeg 10
dybest set også, at Kristian Levring gjorde – og gjorde alt for at omgå dem.« Derfor oplevede både Scherfig og Ib i høj grad, hvad dogmereglerne kunne bruges til rent kreativt, og hvor meget de fik forærende, når de i stedet for at snyde analyserede reglerne og talte med Trier om dem. »Jeg har stjerneeksempler på, hvad det er, dogme kan, hvor stor en gaveforretning det er, og at det ikke bare bliver rent skrivebordsarbejde eller fortænkt. Både personerne, skuespillerne og de forskellige locations kommer med input i forhold til historien. Det er en dynamo. Det er en dynamo, at man har fjernet al den praktiske forberedelse, der normalt er i forbindelse med kostumer og locations og kulisser. Det giver så meget energi og fantasi og lyst. Det er fantastisk. Det eneste, som er lidt noget rod, er, at lyden skal optages synkront med billederne. Det giver nogle benspænd, og jeg synes ikke, at man får så meget ekstra igen. Men hver gang vi har haft problemer med lyset eller et lokale, begynder vi at kigge os omkring og spørge, ’hvorfor laver vi det så ikke derovre? Det kaster langt mere af sig.’ Ud af begrænsningerne kommer ideer, vi ellers ikke ville have fået.« Ib fortæller om det tidspunkt, hvor han og Lone Scherfig cyklede rundt i Hvidovre, hvor filmen skulle optages og foregå. På det tidspunkt vidste Scherfig ikke meget andet, end at det kunne være sjovt at se Anders W. Berthelsen i rollen som en præst, der har fået et vikariat. »Vi finder så et hus, der ligger lige over for kirken, og som godt kunne ligne en præstegård. Vi får lov til at komme ind, og der står en sygeseng i entreen. Jeg spørger, om vi kan få 11
den flyttet, fordi det vil være lidt forstyrrende at have den stående dér. Men dagen efter siger Lone så, ’ring til dem og sig, at de skal lade sengen stå.’ Præsten, der skulle spilles af Bent Mejding, har passet sin døende kone, og han er begyndt at anfægte sit samarbejde med Gud. Det forklarer, hvorfor der kommer en ny præst i kirken, og det giver en klangbund i historien. Jeg synes jo, det er en fantastisk film, fordi den handler om ensomme mennesker. De er jo mere eller mindre alle sammen forældreløse eller svigtede børn, som finder sammen og får et fællesskab og rejser til Italien sammen. Nogle af dem finder kærligheden. Jeg bliver ved med at påstå, at det er en romantisk komedie, men den har en dybde, der gør, at folk tager den med sig hjem, den lagrer sig.«
◆
Italiensk for begyndere foregår primært i Hvidovre med en afstikker til Venedig i Italien, hvilket der blev råd til, fordi produktionen så at sige sparede penge op undervejs, fortæller Ib Tardini. »Det var en meget kostbar tur, men jeg tror, at alle på holdet var enige om, at det skulle der være råd til. Vi vidste således, at vi lagde penge ned i posen, hver gang vi valgte at gøre tingene på en anden og billigere måde.« Det var en herlig proces at være med til for Ib, ikke mindst fordi den også indebar en masse improvisation med skuespillerne. Det var et stort maskineri med mange lokale filmarbejdere, han skulle stable på benene til optagelserne i Venedig. Desuden var tre danske journalister med på optagelserne – DR’s 12
Søren Høy og Ole Blegvad og Ekstrabladets Kim Kastrup – hvilket var lige ved at gå galt. En aften, da holdet kom tilbage fra dagens optagelser, stod Lone Scherfigs mand, Jesper, pludselig i foyeren på hotellet. Hendes far var død, fortalte han. »Jeg tænkte, ’fuck, fuck, fuck,’ og da Jesper kom ned igen efter at have talt med Lone, og jeg godt kunne gå op og tale med hende, viste det sig også, at det, der kørte allermest rundt i hovedet på hende, var journalisterne og en mulig forside på Ekstrabladet. Det var også en god historie: Vi manglede tre dages optagelser og stod med en masse unge stjerner, og Lone var helt smadret. Vi snakkede om, hvad vi skulle gøre, og om hun ville orke at gøre filmen færdig. Så bankede det på døren, og der stod Ole Blegvad og sagde, ’undskyld, jeg forstyrrer. Vi tre journalister har talt om det, og I skal bare vide, at vi sender ingen historier hjem om det her.’ Der faldt en kæmpe sten fra hjertet. Værre er det heller ikke at komme på forsiden af Ekstrabladet, men Lone kunne ikke overskue også at skulle forholde sig til det. Det betød, at jeg fik et større tillidsforhold til de tre journalister – der er nogle journalister, man kan stole på, og nogle man ikke kan stole på.« Dagen efter kunne Lone Scherfig ikke arbejde, men der var ikke råd til at holde pause i optagelserne, og det blev i stedet besluttet, at Ib skulle stå for den tekniske instruktion – kameraets placering og den slags – mens Peter Gantzler tog sig af personinstruktionen. »Vi skulle lave scenen, hvor Gantzler frier til den italienske pige, og han instruerede den, mens jeg lavede arrangementet sammen med fotografen, Jørgen Johansson. 13
Lone var selvfølgelig lidt utilfreds, da vi kom hjem med scenen, fordi hun havde forestillet sig, at den italienske pige skulle hoppe lidt anderledes. I vores version går hun rundt om hjørnet og skal lige tænke over det, da han spørger. På filmfestivalen i Berlin, hvor Italiensk for begyndere var i konkurrence, rejste folk sig op og klappede, da hun sagde ja til at gifte sig med ham. Det var rigtig stort. Samme dag lavede vi også bollescenen med Lars Kaalund og Ann Eleonora Jørgensen, som jeg instruerede. Dagen efter var Lone nogenlunde klar igen, hun er sej og stærk, men den festrejse, vi skulle have været på, med forholdsvis lette scener, blev det ikke.«
◆
Færdig blev Italiensk for begyndere, men så opstod der problemer i forhold til Maeve Binchy og hendes bog. Binchy er ikke krediteret i Italiensk for begyndere, men hun takkes i rulleteksterne, og kort tid efter, at filmen havde haft premiere, indgik Zentropa forlig med Binchy og hendes advokat, der selv havde henvendt sig til selskabet. »Vores egen advokat sagde, at selv om vi ville kunne vinde sagen, så skulle vi lægge os fladt på ryggen, fordi en sag kunne tage mange år og koste millioner af kroner. Det er stadig lidt smertefuldt, fordi Lone blev beskyldt for plagiat – uretmæssigt. Vi havde lavet en total anden historie i forhold til Binchys historie, kun rammen med en aftenskoleklasse var fælles for de to værker. Hvis man ser på Busters verden, så ligger der 20 procent af Ken Loachs Kes i den film. Bille er inspireret af den, vil jeg vove at påstå. Mange andre film er inspireret af The Godfather. Italiensk for begyndere er inspireret af Den italienske klasse, men værre er det heller ikke.« 14
Dengang undrede det Ib Tardini, at Maeve Binchy og hendes advokat havde fået nys om, at Zentropa var i gang med at lave Italiensk for begyndere. Til det møde med Binchys advokat, hvor forliget skulle laves, spurgte han, om det var titlen, der havde fået dem til at undersøge sagen. Det var det ikke. Det viste sig, at en anden dansk filmproducent havde ringet til advokaten og fortalt om filmen. »Sådan er vennerne i den danske filmbranche.« Ud fra en rent økonomisk betragtning var forliget dog det hele værd, idet Italiensk for begyndere var en billig film at producere, og den endte med at tjene mange penge hjem til både Zentropa, Ib Tardini og Lone Scherfig. I Danmark alene solgte filmen 828.000 billetter, og så blev den set i hele verden, hvilket siden åbnede mange døre for Scherfig. »Jeg tror, at Dancer in the Dark har tjent flere penge ude i verden, men den har også været meget dyrere at lave, og så er den med engelsk tale. Netto er Italiensk for begyndere den film, vi har tjent allerflest penge på, ca. 100 millioner kroner på verdensplan. Jeg har tjent 1,5 millioner kroner personligt oven i min løn. Skuespillerne og Lone har også tjent mange penge på den. Jeg er sgu stolt af den.«
15
CHRISTIAN MONGGAARD (født 1972) har skrevet om film siden 1993, først for Levende Billeder og siden 1997 som filmredaktør for Dagbladet Information. Undervejs har han også skrevet for forskellige magasiner og blade i ind- og udland. Han er medvært på filmprogrammet Filmland på P1, og han har tidligere skrevet bøger om blandt andre Wikke & Rasmussen og Erik Balling.
IB TARDINI (født 1948) har været en del af den danske filmbranche siden begyndelsen af 1970’erne som produktionsleder og kreativ producer. Han har bl.a. modtaget en Æresbodil og Nordisk Råds Filmpris samt fået en pris opkaldt efter sig: Ib-prisen, der er indstiftet af Danske Filminstruktører.
16