Temeraire uddrag by Frydenlund

Naomi Novik

Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Temeraire oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen efter His Majesty’s Dragon Copyright © 2006 by Temeraire LLC. All rights reserved. Dansk udgave © Alhambra og Frydenlund 2016. 1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN 978-87-7118-687-1 Korrektur: Peder Norup Omslagsillustration: Andrew Davidson Omslagslayout: HarperCollinsPublishers Ltd 2007 Tryk: PNB Print, Letland

Published in the United States by Del Rey Books, an imprint of The Random House Publishing Group, a division of Random House, Inc., New York. Originally published in Great Britian as Temeraire by Voyager, an imprint of HarperCollins Publishers, London. This translation published by arrangement with Ballantine Books, an imprint of Random House, a division of Penguin Random House LLC.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk

Kapitel 1 D

ækket på det franske skib var glat af blod og gyngede vildt i det krappe hav. Svang man sit sværd her, risikerede man selv at gå omkuld, før man fik ram på sin modstander. I kampens hede nåede Laurence knap nok at blive overrasket over, hvor indædt der blev kæmpet tilbage, men selv gennem blodrusens bedøvende tåge og forvirringen af sværd og pistolrøg bemærkede han den næsten smertefulde desperation, der prægede den franske kaptajns ansigt, idet han råbte ordrer til sine mænd. Det udtryk var der stadig kort tid efter, da de mødtes på dækket, og manden meget modvilligt overgav sit sværd; i sidste øjeblik var han lige ved at stramme sit greb om klingen, som ville han trække det tilbage. Laurence så op for at sikre sig, at flaget var blevet strøget, og tog så imod sværdet med et ordløst buk; han talte ikke selv fransk, og den mere formelle ordudveksling måtte vente, til hans tredjeløjtnant var til stede – lige i øjeblikket var den unge mand travlt optaget under dæk med at få surret de franske kanoner. Nu, hvor fjendtlighederne var indstillet, var de overlevende franskmænd praktisk talt ved at dratte om, hvor de stod. Laurence lagde mærke til, at der var færre af dem, end man kunne forvente på en fregat med seksogtredive kanoner, og at de så sygelige og hulkindede ud.

Mange franskmænd lå døde eller døende på dækket. Han rystede på hovedet over dette spild af menneskeliv og kastede et misbilligende blik på den franske kaptajn; manden skulle aldrig have taget kampen op. Helt bortset fra den kendsgerning at fregatten Amitié ville have været Reliant underlegen, hvad angik mænd og kanoner under selv de bedste omstændigheder, havde sygdom og sult tydeligvis gjort indhug i mandskabet. Dertil kom, at sejlene over dem var i en sørgelig forfatning, og det skyldtes ikke kampen, men den storm, der først var drevet over samme morgen. Det franske skib havde dårligt nået at affyre en enkelt bredside, før Reliant havde lukket af, og den engelske besætning havde entret. Nederlaget havde tydeligvis helt knækket kaptajnen, men han var ikke nogen ung mand og burde ikke have ladet stemningen løbe af med sig. Han skulle aldrig have ført sine mænd ind i så håbløs en kamp. »Mr. Riley,« sagde Laurence og fik fanget sin sekondløjtnants opmærksomhed, »giv mændene besked på at bære de sårede under dæk.« Han gjorde den franske kaptajns sværd fast til sit bælte. Normalt ville han have givet våbnet tilbage, men han syntes ikke, at manden fortjente den anerkendelse, der ville have ligget i det. »Og send bud efter mr. Wells.« »Javel, sir,« sagde Riley og vendte sig for at udstede de nødvendige ordrer. Laurence trådte frem til rælingen og så ned for at få et overblik over skaderne på skroget. Hun så ud til at være nogenlunde intakt, og han havde givet sine egne mænd ordre til ikke at sigte under vandlinjen; han tænkte tilfreds ved sig selv, at der ikke ville være noget besvær i at bringe hende i havn. Lidt af hans pandehår havde løsnet sig fra hans korte hårpisk, og da han lænede sig ud over rælingen, faldt det ned i øjnene på ham. Idet han vendte sig om igen, fejede han det utålmodigt væk og efterlod blodstriber på sin pande og sit solblegede hår. Sammen med hans brede skuldre og strenge blik gav de ham et utilsigtet barsk udtryk, som han stod der og besigtigede det

kaprede franske skib, meget ulig den tænksomme ro han sædvanligvis udstrålede. Wells havde hørt, at der var brug for ham, og klatrede op fra det nedre dæk for at stille sig hen ved siden af ham. »Sir,« sagde han uden at vente på at blive tiltalt, »om forladelse, sir, men løjtnant Gibbs siger, at der er noget mærkeligt nede i lastrummet.« »Jaså? Jeg skal se på det,« sagde Laurence. »Fortæl venligst den herre,« han nikkede mod den franske kaptajn, »at han på sin ære må sværge at stå inde for både sig selv og sine mænd, ellers må vi låse dem inde.« Den franske kaptajn svarede ikke med det samme; han betragtede sine mænd med et elendigt udtryk i ansigtet. Det ville selvfølgelig være langt det bedste for dem at kunne bevæge sig frit rundt på hele det nedre dæk, og omstændighederne taget i betragtning var det praktisk taget umuligt for dem at generobre deres skib. Alligevel tøvede han, før han med ludende holdning og rusten stemme fik skurret: »Je me rends,« hvorefter han så endnu mere fortvivlet ud. Laurence nikkede kort. »Han kan opholde sig i sin kahyt,« sagde han til Wells og vendte sig for at gå ned i lastrummet. »Tom, vil du komme med mig? Godt.« Han trådte ned ad stigen med Riley bag sig; for foden af den ventede hans premierløjtnant. Gibbs’ runde ansigt skinnede stadig af sved og store følelser; det var ham, der ville få lov til at føre det kaprede skib i havn, og hun var en fin fregat; han ville næsten med sikkerhed selv blive gjort til kaptajn. Laurence følte ingen synderlig glæde ved tanken; Gibbs havde gjort sin pligt uden anmærkninger, men Laurence havde fået ham tildelt af Søretten, og de var aldrig blevet rigtigt fortrolige. Selv havde han ønsket sig at få Riley som premierløjtnant, og hvis han havde fået sin vilje, ville det nu være Riley, der stod til en forfremmelse. Sådan var det i tjenesten, og Gibbs’ held var ham vel undt. Men Laurence glædede sig nu alligevel ikke helt så hjerteligt, som hvis det havde været Tom, der fik sit eget skib.

»Nuvel, hvad er det så, der foregår her?« spurgte Laurence. Matroserne havde samlet sig i en klynge rundt om et mærkeligt anbragt skot i agterenden af lastrummet, og de forsømte helt deres arbejde med at lave optegnelser over lasten i det kaprede skib. »Hvis De vil komme med herover, sir,« sagde Gibbs. »Gør plads,« beordrede han, og matroserne trådte tilbage fra, hvad Laurence nu kunne se var en døråbning i en tværvæg, der var blevet sat op bagest i lastrummet. Det måtte være gjort for nylig, for tømmeret var markant lysere end plankerne omkring det. Han dukkede hovedet og trådte igennem den lave døråbning, og befandt sig så i et lille, besynderligt udseende kammer. Væggene var blevet forstærket med metal, hvilket måtte have gjort skibet en hel del tungere, og gulvet var polstret med gammel sejldug; i et hjørne var der desuden en lille kakkelovn, der dog ikke var i brug i øjeblikket. Den eneste genstand, der befandt sig derinde, var en stor pakkasse, omtrent halvt så høj som et menneske og lige så bred. Den var gjort fast til både gulvet og væggene med tykke trosser, som sad fast i metalringe. Laurence mærkede en stærk nysgerrighed stige op i sig, og efter at have kæmpet med den et øjeblik gav han efter. »Mr. Gibbs, jeg tror, at vi bør tage et kig på indholdet,« sagde han og trådte til side. Kassens låg var blevet sømmet grundigt fast, men det gav til sidst efter for de mange ivrige matroser. De vristede det fri og fjernede det øverste lag dækkemateriale, og mange hoveder bøjede sig samtidigt frem for at se. Ingen sagde noget, og i tavsheden stirrede Laurence på toppen af en skinnende æggeskal, der tittede frem gennem dækket af halm; det var næsten ikke til at tro. »Hent mr. Pollitt,« sagde han endelig; hans stemme lød kun lidt anstrengt. »Mr. Riley, sørg venligst for, at de surringer er helt sikre.« Riley stirrede opslugt på kassen og svarede ikke med det samme, men så rettede han sig med et ryk og sagde hurtigt: »Javel, sir,« før han bøjede sig for at undersøge knuderne.

Laurence trådte nærmere og så ned på ægget. Der kunne næppe være nogen tvivl om, hvad det var, selv om han ikke kunne bedømme det med sikkerhed ud fra sin egen erfaring. Hans første forbavselse var nu ved at drive over, og han rakte ud og bevægede ganske varsomt fingerspidserne hen over skallen; den var glat og hård at røre ved. Han trak hånden til sig med det samme; han ville ikke risikere at gøre skade på det. Mr. Pollitt kom ned i lastrummet på sin akavede facon; han klamrede sig til stigen med begge hænder og satte blodige aftryk på den. Han var ingen rigtig sømand, for han var først blevet skibslæge i den sene alder af tredive år efter nogle ikke nærmere angivne skuffelser på land. Ikke desto mindre var han en venlig mand, vellidt af mandskabet, selv om hans hånd af og til rystede lidt ved operationsbordet. »Ja, sir?« sagde han, og så så han ægget. »Du godeste gud.« »Så er det altså et drageæg,« sagde Laurence. Det krævede ham en vis anstrengelse ikke at lyde alt for sejrsstolt. »Åh ja, kaptajn, helt bestemt, det kan man se bare af størrelsen.« Mr. Pollitt havde tørret hænderne af i sit forklæde og var allerede ved at feje mere halm væk fra toppen for at kunne se æggets omfang. »Du milde, det er jo helt hærdet allerede! Hvad kan de dog have tænkt på så langt fra land?« Det lød ikke særlig lovende. »Hærdet?« sagde Laurence skarpt. »Hvad betyder det?« »Jamen, at det snart klækker. Jeg må se efter i mine bøger for at kunne være sikker, men jeg mener, at Badke meget bestemt skriver i sit Bestiarie, at når skallen er helt hærdet, vil ægget klække inden for en uge. Sikke et storslået eksemplar. Jeg må hente mine målebånd.« Han ilede af sted, og Laurence udvekslede blikke med Gibbs og Riley. Han trådte helt hen til dem, så de kunne tale uden at blive hørt af de matroser, der var blevet tilbage for at stirre måbende på ægget. »Vi er mindst tre uger fra Madeira med en god vind, ville I ikke mene det?« spurgte Laurence lavmælt. »Mindst, sir,« nikkede Gibbs.

»Jeg kan ikke begribe, hvordan de endte med at befinde sig her med det,« sagde Riley. »Hvad har De tænkt Dem at gøre, sir?« Laurences umiddelbare glæde blev langsomt til forfærdelse, i takt med at den særdeles problematiske situation gik op for ham. Han stirrede tomt på ægget. Selv i det matte lys fra lygterne skinnede det med en varm, marmoragtig glans. »Det ved jeg ved djævlen ikke, Tom. Men jeg vil gå op og give den franske kaptajn hans sværd tilbage; det var trods alt intet under, at han kæmpede så indædt.« Men selvfølgelig vidste han det; der var kun én mulig løsning, hvor ubehagelig den end var at tænke på. Laurence så dystert til, mens ægget, stadig pakket ind i sin kasse, blev flyttet over på Reliant; han var den eneste, der ikke jublede, bortset fra de franske officerer. Han havde givet dem tilladelse til at bevæge sig frit rundt på skansen, og nu holdt de mut øje fra rælingen. Rundt om dem var der smil i ansigterne på hver eneste sømand; de godtede sig for sig selv, og blandt de ubeskæftigede matroser var der en hel del puffen og skubben, krydret med unødige advarsler og gode råd til den gruppe svedige mænd, der var i gang med flyttearbejdet. Da ægget var blevet sikkert anbragt på dækket af Reliant, tog Laurence afsked med Gibbs. »Jeg overlader fangerne til Dem; det ville være tåbeligt at lade dem forsøge at generobre ægget,« sagde han. »Hold Dem til os, så godt De kan. Skulle vi alligevel komme fra hinanden, mødes vi på Madeira. Jeg giver Dem mine varmeste lykønskninger, kaptajn,« tilføjede han og trykkede Gibbs’ hånd. »Mange tak, sir, og må jeg tillade mig at sige, jeg er virkelig beæret – meget taknemmelig –.« Men her svigtede Gibbs’ veltalenhed, der aldrig havde været nogen overskudsvare; han gav op og smilede blot strålende til Laurence og til hele verden, fuld af den største velvilje.

Skibene var blevet lagt side om side, før pakkassen blev flyttet; Laurence behøvede ikke at stige i en båd, men sprang bare over, da dønningerne bragte fregatten fremad. Riley og de andre officerer var allerede sprunget tilbage på samme måde. Han gav ordre til at sætte sejl og gik med det samme under dæk for at få ro til at brydes med problemet. Men der var ingen alternative løsninger, der gav sig til kende i løbet af natten. Næste morgen bøjede Laurence sig for det nødvendige og gav sine ordrer, og kort efter stimlede skibets sergenter og løjtnanter sammen i hans kahyt, renskurede og nervøse i deres bedste tøj. De var aldrig før blevet kaldt sammen på denne måde, og kahytten var så lille, at de måtte stå lidt klemt. Laurence så mange ængstelige ansigter, hvis ejermænd uden tvivl brødes med privat skyldfølelse; andre så nysgerrige ud, men kun Riley fremstod rigtig bekymret. Måske havde han en vis mistanke om, hvad hans kaptajn havde i tankerne. Laurence rømmede sig. Han stod allerede op; han havde bedt om at få sit skrivebord og sin stol flyttet for at skabe bedre plads, men han havde beholdt sit blækhus og nogle ark papir, der nu lå på karmen i et agtervindue bag ham. »Mine herrer,« sagde han, »I har alle hørt, at vi fandt et drageæg om bord på det erobrede skib; mr. Pollitt har bekræftet det for os, og han er ganske sikker i sin sag.« Der var mange smil blandt officererne, og en del af dem puffede stjålent til hinanden med albuerne. »Tillykke, sir!« peb den lille sergent Battersea med sin diskantstemme, og der gik en kort, munter mumlen gennem kahytten. Laurence rynkede brynene; han forstod godt deres høje humør, og hvis omstændighederne havde været bare lidt anderledes, ville han have delt det. Ægget ville være tusind gange sin vægt værd i guld, hvis det blev bragt sikkert i land; hver eneste mand om bord ville have fået del i dusøren, og som kaptajn ville han selv have fået den største belønning.

Logbøgerne fra Amitié var blevet kastet over bord, men matroserne havde været mindre diskrete end deres officerer, og Wells havde fået nok ud af deres klager og mumlen til at forstå, hvorfor de var blevet forsinket. Feber blandt mandskabet, vindstille i kalmebæltet i næsten en måned, en utæthed i vandtankene, der førte til halve vandrationer, og så til sidst den storm, som de selv havde redet af dagen før. Det havde været en bølge af usædvanligt sort uheld, og Laurence vidste, at hans mænds overtroiske sjæle ville skælve ved tanken om, at det æg, der bestemt måtte have været skyld i det hele, nu befandt sig om bord på Reliant. Han ville sikre sig, at den viden aldrig kom ud til besætningen; det ville være langt det bedste, om de ikke kendte til den lange række af ulykker, der var overgået Amitié. Så da der igen var blevet stille, sagde Laurence blot: »Desværre har det kaprede skib haft en meget sløj overfart. Hun må have regnet med at kunne nå i havn for næsten en måned siden, hvis ikke før, og forsinkelsen har gjort omstændighederne omkring ægget noget presserende.« Nu var der undren og forvirring at spore i mange af ansigterne, og bekymringen så ud til at være ved at brede sig, selv før han sluttede af: »Kort sagt, mine herrer, så er det ved at klække.« Der lød endnu en lavmælt mumlen, denne gang af skuffelse, og endda nogle få klagende støn. Normalt ville han have noteret sig, hvem synderne var, så de kunne blive irettesat senere – men som sagerne stod, lod han det passere. Indtil videre havde de ikke forstået, hvad det betød; de havde blot set for sig, hvordan dusøren for et intakt æg nu ville blive erstattet med den for en utæmmet drageunge, et langt mindre værdifuldt bytte. »Måske er I ikke alle klar over,« sagde han og gjorde med et blik en ende på den lave hvisken, »at England befinder sig i en særdeles trængt situation, hvad angår luftkorpset. Vores manøvrering er selvsagt fremragende, og korpset flyver bedre end nogen anden nations i verden, men franskmændene opdrætter

to drager for hver af vores, og der er unægtelig større variation i deres avlslinjer. En fuldt opselet drage er for os det samme værd som et af flådens største, hundredekanoners linjeskibe, selv en almindelig Yellow Reaper eller en tre tons tung Winchester. Og mr. Pollitt mener ud fra æggets farve og størrelse, at dette dyr er et særligt fint eksemplar og med stor sandsynlighed en af de sjældne, større racer.« »Åh!« sagde sergent Carver med rædsel i stemmen, idet Laurences hensigt gik op for ham; alles øjne rettedes med det samme mod ham, og han blev højrød i ansigtet og kneb læberne sammen. Laurence ignorerede afbrydelsen; Riley skulle nok selv vide at fratage Carver hans ration af grog i en uge. Hans udbrud havde i det mindste forberedt de andre på det, der kom. »Vi er nødt til at gøre et forsøg på at opsele dyret,« sagde han. »Mine herrer, jeg stoler på, at vi alle er villige til at gøre vores pligt for England. Der er ganske vist ingen af os, der er blevet opdraget til et liv i korpset, men flåden er heller intet hvilehjem, og der er ikke én mand blandt os, der ikke er vant til hård tjeneste.« »Sir,« sagde løjtnant Fanshawe ængsteligt; han var en ung mand af meget god familie, søn af en jarl. »Mener De – det vil sige, skal vi allesammen –?« Trykket på allesammen gjorde det til et ubestrideligt selvisk spørgsmål, og Laurence mærkede, at han blev næsten blå i hovedet af raseri. Han snerrede: »Ja, vi skal sandelig allesammen, mr. Fanshawe, medmindre nogen her er for stor en kujon til at gøre forsøget, og hvis det er tilfældet, kan vedkommende forklare sig for krigsretten, når vi lægger til ved Madeira.« Han skulede vredt rundt i rummet, og ingen protesterede eller mødte hans blik. Hans raseri blev kun forstærket af, at han fuldt ud forstod løjtnantens følelser; ja, faktisk selv delte dem. Enhver, som ikke var blevet opdraget til det, måttes ængstes ved udsigten til at blive aviatiker, og han væmmedes ved at skulle pålægge sine

mænd den byrde. Det var trods alt at byde farvel til alt, hvad der lignede et normalt liv. Det var ikke som til søs, hvor man kunne overdrage sit skib til flåden og få besked på at blive tilbage på land, ofte hvad enten man ville det eller ej. Selv i fredstid kunne en drage ikke være i dok eller få lov til at gå frit omkring, og det at holde et fuldt udvokset, tyvetons dyr fra at gøre præcis, som det behagede, krævede noget nær alle aviatikerens og hans besætnings kræfter. Dragerne kunne ikke rigtigt styres med magt, og de var kræsne, hvad angik deres kaptajner; nogle ville slet ikke gå med til at blive opselet, selv ikke når de var helt nyudklækkede, og ingen drage ville gå med til det efter sit første måltid. En utæmmet drage kunne holdes inden for avlsanlæggenes grænser, så længe den hele tiden blev forsynet med føde, mager og et bekvemt levested, men den kunne ikke holdes under kontrol i det fri, og den ville ikke tale med mennesker. Så hvis en nyudklækket unge lod sig opsele af et menneske, ville vedkommende for altid være bundet til dyret. En aviatiker kunne derfor dårligt bestyre et gods, stifte familie eller indtage nogen egentlig plads i samfundet. De levede adskilt fra andre mennesker og i det store og hele uden for loven, for det var umuligt at afstraffe en aviatiker uden også at gøre hans drage ubrugelig. I fredstider førte de et slags vildt, skandaløst og udsvævende liv i små enklaver, typisk i landets fjerneste og mest ubeboelige egne, hvor dragerne i det mindste kunne få lidt frihed. Selv om luftkorpsets mænd blev æret højt for deres mod, selvopofrelse og pligtfølelse, kunne tanken om at slutte sig til deres rækker dårligt appellere til noget menneske, der var vokset op blandt de højere klasser. Og dog kom mange aviatikere fra gode familier. En stor del af dem var sønner af overklassen, der i en alder af syv år var blevet sendt til luftkorpset for at blive opdraget til tjenesten i det, og det ville være en frygtelig fornærmelse mod korpset, hvis ordren om at forsøge sig med opselingen blev givet til nogen

anden end en af officererne. Og skulle han bede en af dem om at løbe den risiko, måtte han bede dem alle. Hvis Fanshawe ikke havde udtalt sig så uklædeligt, ville Laurence dog have foretrukket at holde Carver ude af affæren; han vidste, at den unge mand havde et anstrengt forhold til højder, og det forekom ham at være en alvorlig hindring for en aviatiker. Men i den stemning, der var opstået efter den ynkelige henstilling, ville det ligne favorisering, og det gik ikke an. Raseriet boblede stadig i ham, men han tog en dyb indånding og talte så igen. »Der er ingen af os, der er trænet til opgaven, og den eneste retfærdige måde at tildele den på er ved lodtrækning. De af jer, der har familie, er naturligvis undskyldt. Mr. Pollitt,« sagde han og vendte sig mod skibslægen, som havde en kone og fire børn i Derbyshire, »hvis De vil trække lod for os. Mine herrer, jeg vil bede jer alle skrive jeres navn på et af disse ark og lægge det i posen her.« Han lod handling følge ord, rev den del af arket af, der bar hans eget navn, foldede det sammen og puttede det i den lille pose. Riley trådte frem med det samme, og de andre fulgte lydigt efter; under Laurences kolde blik rødmede Fanshawe og skrev sit navn med rystende hånd. Carver derimod førte pennen tappert, omend hans ansigt var blegt. Battersea, som var den sidste, var ulig alle de andre uforsigtig, da han rev sit stykke papir af. Det blev påfaldende stort, og man kunne høre ham mumle lavmælt til Carver: »Ville det nu alligevel ikke være storslået at flyve på en drage?« Laurence rystede lidt på hovedet ad ungdommens dårskab. Men måske ville det være det bedste, om en af de yngre mænd blev udvalgt; de ville have lettere ved at tilpasse sig. Vist ville det være hårdt at se en af de unge officerer ofre sig for sagen og at skulle se hans harmfulde familie i øjnene, men det gjaldt for alle, der var til stede, heriblandt ham selv. Selv om han havde gjort sit bedste for ikke at overveje konsekvenserne ud fra et selvisk perspektiv, kunne han ikke

helt undertrykke sin egen private ængstelse, nu hvor det skæbnesvangre øjeblik var nær. Ét lille stykke papir kunne slå hans karriere til vrag, omvælte hans liv, bringe skam over ham i hans fars øjne. Og så var der Edith Galman at tænke på – men det var stadig blot en løs og håbefuld forbindelse, og hvis han fritog sine mænd på det grundlag, ville der ikke være nogen af dem tilbage. Ligegyldigt hvad kunne han ikke drømme om at finde på en grund til at undskylde sig fra lodtrækningen; han ville aldrig stille et sådant krav til sine mænd og selv vige udenom. Han gav mr. Pollitt posen og anstrengte sig for at indtage en afslappet stilling med hænderne bag ryggen og et ubekymret udtryk i ansigtet. Skibslægen rystede posen to gange, stak sin hånd ned i den uden at kigge og trak et lille, foldet stykke papir ud. Laurence skammede sig over den dybe lettelse, han følte allerede før, navnet blev læst op: Papirstykket var foldet en gang mere, end hans eget var. Men følelsen varede kun et øjeblik. »Jonathan Carver,« sagde Pollitt. Man kunne høre Fanshawe ånde lettet op og Battersea udstøde et suk. Laurence bøjede hovedet og forbandede endnu en gang Fanshawe i sit stille sind; Carver var så lovende en ung officer og umiddelbart så lidt til nytte i korpset. »Nuvel, sådan bliver det,« sagde han; der var intet andet at gøre. »Mr. Carver, De er fritaget fra tjeneste indtil udklækningen; i stedet skal De rådføre Dem med mr. Pollitt om proceduren i forbindelse med den kommende opseling.« »Javel, sir,« svarede den unge mand med svag stemme. »Træd af, d’herrer; mr. Fanshawe, jeg vil gerne tale et par ord med Dem, tak. Mr. Riley, De har dækket.« Riley førte hånden til sin hat, og de andre gik på række ud efter ham. Fanshawe stod stiv og bleg som en støtte; hans adamsæble stod tydeligt frem, og man kunne se det hoppe op og ned. Laurence lod ham vente med sved på panden, indtil hans oppasser havde fået kahyttens møblement på plads, og satte sig så i

kaptajnsstolen, der stod som en trone foran agtervinduerne, før han så skarpt på ham. »Nuvel, mr. Fanshawe, jeg vil gerne vide præcis, hvad De mente med Deres tidligere bemærkning,« sagde han. »Jamen, sir, jeg mente slet ikke noget,« sagde Fanshawe. »Det er bare … De ved, hvad man siger om aviatikere, sir –.« Han vaklede og gik i stå ved synet af Laurences øjne, der skinnede mere og mere krigerisk mod ham. »Jeg giver pokker i, hvad man siger, mr. Fanshawe,« sagde han iskoldt. »Englands aviatikere er hendes skjold i luften ligesom flåden er det til havs, og De kan tie med Deres kritik, til De har udrettet bare halvt så meget som den ringeste blandt dem. De vil fra nu af overtage mr. Carters vagter og udføre hans pligter ud over Deres egne, og Deres grog er hermed tilbageholdt indtil videre: Underret kvartermesteren om det. Træd af.« Men trods sine bestemte ord vandrede Laurence beklemt frem og tilbage i sin kahyt, da Fanshawe var gået. Han havde gjort ret i at være streng, for det var særdeles uklædeligt for den unge mand at udtale sig på den måde og da særligt at antyde, at han burde fritages på grund af sin afstamning. Men det var virkelig et offer at blive bedt om, og Laurences samvittighed smertede ham, når han tænkte på udtrykket i Carvers ansigt. Hans egen fortsatte lettelse føltes som en bebrejdelse; han havde dømt den unge mand til en skæbne, han ikke selv havde ønsket at stå over for. Han forsøgte at trøste sig med tanken om, at der var rig mulighed for, at dragen ville rynke på næsen ad Carver, utrænet som han var, og nægte at lade sig opsele. I så fald ville ingen kunne bebrejde ham, og han ville kunne tage dusør for dyret med god samvittighed. Selv hvis den kun kunne bruges til avl, ville dragen stadig være til stor gavn for England, og det var i sig selv en sejr at have frataget franskmændene den. Personligt ville han være mere end tilfreds, hvis det løste sig på den måde. Men han havde tænkt sig at følge sin pligt og gøre alt, hvad der stod i hans magt for, at opselingen skulle lykkes.