Terrorens kalifat uddrag by Frydenlund

Deniz B. Serinci

Terrorens kalifat - Et indblik i Islamisk Stat

Frydenlund

Terrorens kalifat – Et indblik i Islamisk Stat 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-562-1 Forlagsredaktion: Rebekka Hjelholt Svendsen Korrektur: Per Malmberg Grafisk tilrettelæggelse: Eks-Skolens Trykkeri ApS Omslag: Eks-Skolens Trykkeri ApS Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Indhold

Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1. Hvad er islamisme?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Har islamismen rødder i islam?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Islamisme og vestlige normer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Synet på kristne og jøder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Ønsket om at genskabe Medina-modellen og kalifatet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Hanbalismen og modstanden mod fremmed kultur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Wahhabisme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Kapitel 2. Islamismen i det 20. århundrede.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Det Muslimske Broderskab. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Qutb. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Mawdudi og Det Islamiske Trossamfund. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Panarabismens fald og begyndelsen på den islamistiske terror. . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Khomeini og den islamiske revolution i Iran i 1979.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Al-Qaeda: Den islamistiske terror bliver international. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Terror efter årtusindeskiftet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Islamister finder støtte i historien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Kapitel 3. Det sunnimuslimske oprør i Irak 2003-. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Irak under Saddam Hussein. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Shiitterne kommer til magten og marginaliserer sunnitter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 IS’ rødder: Zarqawi og Irakkrigen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Kapitel 4. Den syriske borgerkrig. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Støtter Golfstaterne IS?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Støtter Tyrkiet IS?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Støtter Assad IS?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67

Kapitel 5. ISIS vender tilbage til Irak.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70 En ny situation for Iraks kurdere. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 Folkemordet på ezidierne.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 De kidnappede ezidipiger.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Reaktioner fra Vesten. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Livet under IS. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Forfølgelse af andre minoriteter: kristne, shabaker og turkmener. . . . . . . . . . . . . . . . 89 Irans rolle i den irakiske konflikt med IS. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Raqqa – hovedstaden i Islamisk Stat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Halshugning af vesterlændinge.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Muslimer fordømmer IS.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 Kapitel 6. Kobane: byen, som IS ikke kunne overtage. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 IS belejrer Kobane. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Tyrkiets reaktioner. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Politiske og folkelige reaktioner i resten af verden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Kapitel 7. Vesten og Danmark går i krig mod IS. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Enhedslisten giver penge til kamp mod IS.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Hellige krigere på dansk kontanthjælp. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 IS rekrutterer i hele den vestlige verden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Hvorfor tiltrækker IS unge fra Danmark og Vesten?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 De hjemvendte jihadister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Danske statsborgere kæmper mod IS.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Andre vesterlændinge i kamp mod IS.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 En koalition med komplikationer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 Terroren kommer til Vesten.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Kapitel 8. IS nu og i fremtiden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Sekteriske spændinger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Indsatser for at mindske IS’ rekrutteringsgrundlag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 Kronologisk overblik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Relevante navne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Litteraturliste.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156

Forord

I begyndelsen af år 2015 fandt to attentater sted på europæisk jord, og i forbindelse med begge havde flere af gerningsmændene på den ene eller anden måde udtrykt tilslutning til Islamisk Stat (IS). Dette forhold illustrerer endnu en gang, at IS også vedkommer os i Europa. Det samme gør den aktuelle debat om de danskere, der tager til Syrien for at deltage i hellig krig – ifølge PET drejer det sig nemlig om over 100 mennesker, hvoraf de fleste har tilsluttet sig IS. Med denne bog forsøger jeg at analysere baggrunden for den militante islamisme og doktrinet om jihad, der kommer til udtryk i IS’ handlinger. Bogen beskriver således, hvordan nutidens islamister får deres åndelige ammunition fra tidligere islamistiske inspirationskilder og fra historiske begivenheder. Den gennemgår den del af Mellemøstens historie, som er relevant for forståelsen af Islamisk Stats opståen og udvikling, og den går i dybden med udviklingen af den islamistiske terror. Desuden beskriver den nogle af aspekterne ved livet under IS samt nogle af de væsentligste handlinger, organisationen har begået. Bogens to sidste kapitler handler særligt om modstanden mod IS og viser, at der er håb forude. Her beskriver jeg forløbet omkring den syrisk-kurdiske grænseby Kobane, hvor IS for første gang fik et nævneværdigt nederlag, og jeg går i dybden med Vestens og Danmarks indsats mod IS. I forbindelse med udarbejdelsen af bogen har jeg rejst i Nordirak og Syrien, hvor jeg har interviewet nogle af de overlevende fra IS’ massakrer og fordrivelser. Bogen indeholder nogle af deres beretninger, men mest af alt er den et forsøg på sagligt at fremstille det, vi ved om IS. Formålet er at give et indblik i Islamisk Stats historie, ideologier og handlinger og dermed en bedre forståelse af, hvem og hvad IS egentlig er. For det er en forståelse, vi

har brug for, hvis vi skal kunne bekæmpe organisationen og mindske dens indflydelse – også her i Danmark. Denne bog havde ikke fået sin endelige form uden hjælp fra en række personer, som jeg skylder en varm tak. Tak til Sardar Sharif, Mellemøstekspert ved University of Duhok i Iraks Kurdistan-region, for at være en ambitiøs og meget hjælpsom rejsekammerat. Tak til søstrene Firyal Khalaf og Shermin Khalaf for utrætteligt at dele ud af deres viden og kilder i Danmark, Tyskland og Mellemøsten. Tak til religionssociolog Peter Wiingaard for værdifulde kommentarer. Tak til Barakat Isa for tillidsfuldt og åbenhjertigt at lade sig interviewe til bogen i en kaotisk situation. Tak til Bahzad Mourad, Sukri Ali Mourad, Yilmaz Yildiz, Ahin Rashu, Eziz Gerdenzeri, Badal Rashu, for altid at være behjælpelige. Og tak til Frydenlund og min redaktør for et godt samarbejde. Jeg takker desuden Badal Rashu, Narmin Khalaf, Gulla Khalaf, Rojin Suliman, Bassah Khalaf, Randi Saidian, Kuestan Khani, Saliha Marie Fetteh, Mathias Bjørnlund, Hejar Dashti, Begard Fallahi og Jan Ugur Atas for inspirerende iagttagelser og samtaler. Som ekstramateriale findes der i bogen en kronologisk oversigt over nøgleårstal i IS’ historie samt en liste over relevante navne. Alle oversættelser af citater har jeg selv foretaget, medmindre andet er nævnt. Deniz B. Serinci

Kapitel 1 Hvad er islamisme?

Organisationen Islamisk Stat (IS) har en såkaldt islamistisk ideologi. Denne ideologi er grundlaget for organisationens tanker og handlinger, og vil man forstå IS, er man nødt til først at undersøge islamismens definition og historie. Dette kapitel behandler den mangeartede størrelse, som islamismen er, blandt andet ved at komme ind på dens historiske brug af religionen islam. Én relevant definition på islamisme kommer fra doktor i politologi Mehdi Mozaffari, der har skrevet bogen Islamisme – en orientalsk totalitarisme. Han definerer islamisme som »en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler« (Mozaffari 2013). Ifølge Mozaffari blev betegnelsen første gang brugt i 1600-tallet af franske skribenter, blandt andet af filosoffen Voltaire. Hverken islams klassiske tekster eller hellige bog, Koranen, bruger islamisme eller islamister, men derimod muslimun, der betyder muslimer på arabisk. Heller ikke kendte muslimske tænkere som den syriske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328), Hassan al-Banna (1906-49) eller Sayyid Qutb (1906-66) fra Det Muslimske Broderskab eller indisk-pakistanske Abu Mawdudi (1903-1979) brugte betegnelsen. Det gør til gengæld eksempelvis den kendte sudanesiske islamistleder Hassan Turabi, der var med til at indføre islamisk sharialov i dele af Sudan i 1983. I hans definition er islamisme en ideologi for »politiske muslimer«, for hvem »islam er løsningen, islam er religion og ledelse, islam er forfatningen og loven« (ibid.). Franske Olivier Roy, en af Vestens førende islamismeforskere, henviser til Mawdudi, Banna og Qutb og bruger betegnelsen islamistisk om bevægel-

Kapitel 5 ISIS vender tilbage til Irak

I sommeren 2014 indtog ISIS en række områder i Nordirak, herunder byen Mosul, som for øjeblikket er den største by under ISIS’ kontrol. Den irakiske hær i Mosul, hvoraf de fleste var sunnimuslimer, vidste udmærket, hvordan ISIS normalt behandler soldater, der gør modstand mod deres indtog i et område. De efterlod derfor deres våben, køretøjer, kampvogne og ammunition, hvorefter nogle soldater overgav sig, mens andre flygtede over hals og hoved. Det kom bag på hele verden, at ISIS så hurtigt kunne indtage Mosul. Ifølge mellemøsteksperten Lars Erslev Andersen er årsagen blandt andet, at mange sunnimuslimer har følt sig så desillusionerede med shiaregeringen i Bagdad, at de enten har foretrukket ISIS frem for premierminister Nouri al-Maliki, eller at de måske ikke har foretrukket den, men i hvert fald ikke ligefrem har villet stå i vejen for den. »Mange af de grupper, der i dag tilslutter sig ISIS, gør det næppe af ideologiske eller religiøse grunde, men først og fremmest i dyb frustration og vrede over, at de med den Irakkrig, der blev indledt i 2003, er ladt fuldstændig i stikken og overladt til en iranskstøttet sekterisk og brutal regering i Bagdad, som det internationale samfund med USA og EU i spidsen de facto har givet frie hænder til at gennemføre sit sekteriske voldsregime«, siger Erslev Andersen (Andersen 2014). Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi, er enig og siger: »Når ISIS tilbyder et alternativ, som stemmer overens med ens egen religiøse (sunnimuslimske) overbevisning, når de kan tilbyde stabilitet, arbejde og våben, så er det ikke så mærkeligt, at det tiltrækker nogle mennesker, der står i en desperat situation« (Kjersgaard m.fl. 2014).

Efter indtoget i Mosul stod Abu Bakr al-Baghdadi, som indtil da ikke havde vist sig offentligt i adskillige år, frem og lod sig filme fra en talerstol i en moské. Iført sort klædedragt annoncerede han oprettelsen af kalifatet og udnævnte sig selv til kalif Ibrahim, altså efterkommer af profeten Muhammed. Samtidig beordrede han muslimer i hele verden til at adlyde ham, en udvidelse af organisations tidligere ordrer om, at alle sunnimuslimer skulle følge deres fortolkning af Koranen. Det var også i denne periode, efter sejrene i Nordirak, at organisationen ISIS skiftede navn. Fra tidligere at have været ISIL (den Islamiske Stat i Irak og Levanten) og ISIS (den Islamiske Stat i Irak og Syrien), blev den nu til IS, der ganske enkelt står for Islamisk Stat. På arabisk stammer det første »S« i ISIS fra »Sham«, det arabiske ord for Syriens hovedstad Damaskus. Denne by spiller en stor rolle i islamisk historie, idet nogle af de første kaliffer herskede fra Damaskus og de omgivende områder. Ved at kalde sig »Islamisk Stat« sender IS et signal om, at den stat eller det kalifat, som organisationen ønsker at skabe, er et nyt land for alle muslimer, der deler deres overbevisning. Som den italienske terrorforsker Loretta Napoleoni skriver, forsøger IS at være for sunnimuslimer, »hvad Israel er for jøderne: en stat i deres gamle land, tilbageerobret i moderne tid, en stærkt religiøs stat, der beskytter dem overalt, hvor de befinder sig« (Napoleoni 2015). Navneændringen illustrerer desuden det faktum, at organisationen ikke anerkender de landegrænser, som adskiller Irak og Syrien, men i stedet går efter et grænseløst kalifat. De officielle grænser i området har eksisteret siden Sykes-Picot-aftalen i 1916, der beskrev den deling af Mellemøsten, som Storbritannien, Frankrig og Rusland blev enige om. IS har erklæret, at deres offensiv ikke stopper, »før vi slår det sidste søm i Sykes-Picot-konspirationens kiste« (Kjersgaard m.fl. 2014), og i ordets bogstaveligste forstand forsøger IS at udviske landegrænserne, blandt andet ved at bombe grænseovergange mellem de to nabostater. Trods navneændringen kalder vestlige politikere normalt ikke organisationen for Islamisk Stat, men blot for IS, ISIS eller ISIL. De undgår at sige »stat«, fordi de ikke vil anerkende, at der er tale om en legitim stat, opnået gennem erobring eller intern støtte fra lokalbefolkningen (Napoleoni 2015). IS’ såkaldte kalifat dækkede i begyndelsen af 2015 et område, der er cirka fire gange større end Danmark.

( IS’ flag ) IS sorte flag bærer med hvidt trosbekendelsen »Der er ingen gud undtagen Allah«, samt en cirkel med teksten »Allah, Profeten, Muhammed«. Den monoteistiske trosbekendelse udgør en af islams fem søjler og optræder derfor også på andre muslimske landes flag, eksempelvis Saudi-Arabiens. Teksten »Allah, Profeten, Muhammed« er udformet som en cirkel, og ifølge IS var det sådan, profeten Muhammeds segl så ud. Ved at bruge en gammeldags udseende skrifttype og afbilde det segl, der påstås at være blevet brugt af profeten i det 7. århundrede, prøver IS at tilføje en fernis af historisk autenticitet til dets mission og at fremmane et billede af det historiske islamiske kalifat, som organisationen hævder at have genskabt. Som Jonathan Bloom, professor i islamisk kunst fra Boston College, siger, så sender IS et signal om, at »vi går tilbage i tiden« (Napoleoni 2015). Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp mener, at profeten Muhammed brugte det samme flag under sine kampe i datidens Arabien. Flaget »komprimerer tid og rum«, forklarer Ranstorp, ligesom det leder tankerne hen mod »hvor de [IS] kom fra, og hvor de er på vej hen« (ibid.). I islam er selve afbildningen af navnet Allah helligt, hvilket betyder, at det er syndigt at ødelægge flaget. I august 2014 var der protester i Libanons hovedstad Beirut, hvor IS’ flag blev brændt, og efterfølgende anmodede landets justitsminister om et forbud mod at afbrænde flaget. Han mente, at overtrædere skulle have den »strengeste straf«, fordi det at brænde noget med Allahs navn på var en krænkelse af islam (Time Magazine, 9. september 2014).

En ny situation for Iraks kurdere Irak består af selvstyrende regioner, der er samlet under den overordnede Bagdad-regering, og en af disse regioner er den kurdiske, der til daglig ledes af den kurdiske selvstyremyndighed i Nordirak (KRG). Den kurdiske region har sin egen hær, parlament, flag og økonomi, og befolkningen der har i mange år ønsket sig mere uafhængighed fra Irak; ved den sidste uofficielle folkeafstemning i 2005 stemte over 98 % af kurderne således for uafhængighed (The Kurdistan Tribune, 11. juli 2011). Det er derfor næsten givet på forhånd, at langt det fleste kurdere ville vælge at løsrive sig fra Irak, hvis de fik muligheden. Zalmay Khalilzad, USA’s tidligere ambassadør i Irak, har udtalt, at løsningen på Iraks problemer muligvis ville være at erstatte

de nuværende regioner under Bagdad-regeringen med en konføderation af tre stater, en shiaarabisk, en sunniarabisk og en kurdisk (Kjersgaard m.fl. 2014). IS’ fremgang var til at begynde med en fordel for KRG og dets drømme om uafhængighed for de irakiske kurdere, og samtidig var den en ulempe for dem, der ville bevare et samlet Irak. Efter IS’ erobring af en tredjedel af Irak delte kurderne pludselig en meget længere grænse med IS, end de delte med resten af Irak, og forskellige topfigurer fra KRG kom med udtalelser, der pegede i retning af løsrivelse fra en stat, der alligevel ikke fungerede ifølge dem. Således sagde Qubad Talabani, KRG’s vicepremierminister, til magasinet Time: »Vi har altid sagt, at vi ikke vil løsrive os fra Irak, men at Irak måske vil løsrive sig fra os. Det ser ud til at være sket nu« (Time Magazine, 15. juni 2014). Ligeledes fortalte KRG’s premierminister Nechirvan Barzani BBC, at han ikke troede på, at Irak efter den seneste tids kaos ville kunne forblive ét land (BBC News, 17. juni 2014). I sommeren 2014 udtalte Massoud Barzani, præsidenten i KRG, til BBC, at kurderne i løbet af »nogle måneder« skulle stemme om uafhængighed. Barzani sagde: »Fra nu af vil vi ikke lægge skjul på, at uafhængighed er vores mål. Irak er blevet delt. Skal vi leve i denne tragiske situation, som landet nu gennemgår? Det er ikke mig, der skal træffe afgørelsen om uafhængighed. Det skal folket« (BBC News, 1. juli 2014). Samtidig fastslog Barzani, at en kurdisk stat vil have »de bedste forbindelser til alle dets naboer, og vi vil ikke udgøre nogen trussel mod nogen« (ibid.). KRG’s folkeafstemning om løsrivelse fra Irak har dog endnu ikke fundet sted, og Barzani sagde i oktober 2014, at afstemningen stadig var et mål, men at det kurdiske selvstyres kamp mod IS havde første prioritet (Rudaw, 13. oktober 2014). Mange af de byer, som de irakiske styrker forlod under flugten fra IS i sommeren 2014, ligger i såkaldt omdiskuterede områder i Nordirak, som både Bagdad-regeringen og KRG gør krav på. Officielt hører områderne ind under regeringens administration, men KRG har altid ment, at områderne i stedet skulle tilhøre dem, fordi befolkningen der tæller så mange kurdere. Ifølge den irakiske forfatning (§ 140) skal der en folkeafstemning til for at afgøre, hvorvidt områderne skal være under kurdisk eller irakisk administration, men afstemningen er blevet udskudt mange gange. Efter de irakiske soldaters flugt fra den vigtige olieby Kirkuk rykkede KRG’s styrker ind i den og erklærede forfatningens § 140 sat ud af kraft. Kirkuk rummer kimen til en fremtidig konflikt, idet både arabere og tyrkisktalende turkmenere

også gør krav på byen, som de helst ser underlagt centralregeringen i Bagdad. Især turkmenerne har beskyldt kurderne for bevidst at søge at forøge antallet af kurdere i Kirkuk, så byen ved en folkeafstemning kan komme under kurdisk kontrol. Turkmenerne blev ligesom kurderne fordrevet fra Kirkuk under Saddam Husseins regeringsperiode, hvor det turkmenske sprog, der er meget tæt på tyrkisk, blev forbudt. I Tyrkiet frygter man desuden, at kurderne med det olierige Kirkuk vil få et økonomisk fundament, hvorfra de kan udråbe selvstændighed, og at dette også vil påvirke det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Kurderne fastslår dog, at de ikke har tænkt sig at opgive Kirkuk. »Vi vil beskytte mindretallenes rettigheder, men hvis de [turkmenere og arabere] ikke bryder sig om at leve i Kurdistan, står det dem frit for at rejse til andre steder i Irak, hvor de føler sig mere hjemme«, sagde Kemal Kerkuki, der er medlem af politbureauet i Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), som er et af regeringspartierne i KRG (Information, 1. juli 2014). Byen betyder meget for kurderne, også når man ser bort fra dens status som olieby, og kurdiske nationalister har således gennem historien betegnet Kirkuk som »vores Jerusalem«. En anonym kurdisk analytiker forklarede over for det amerikanske website The Christian Science Monitor IS’ indtog i Nordirak som »en gave fra himlen til det kurdiske styre«, fordi KRG efter det fik mulighed for at rykke ind og overtage Kirkuk (The Christian Science Monitor, 13. juni 2014). Nouri al-Maliki erklærede, mens han var premierminister, at centralregeringen i Bagdad ikke vil acceptere en folkeafstemning om uafhængighed i Kurdistan. Men spørgsmålet er, hvor længe kurderne vil acceptere at være en del af et Irak, de oplever som kaotisk. Allerede inden IS’ offensiver var kurderne i konflikt med regeringen i Bagdad, blandt andet angående retten til selvstændigt at eksportere kurdisk olie og gas. Konflikten handlede desuden om Bagdads pligt til at udbetale de 17 % af det nationale budget, som KRG forfatningsmæssigt er berettiget til, og som blandt andet går til lønudbetalinger og driftsomkostninger for peshmerga, som er KRG’s militære styrker. Nu, hvor Kirkuk er i hænderne på peshmerga, kan kurderne imidlertid bede om byen som den store gevinst til gengæld for at støtte Bagdad mod IS. Til diskussionen om kurdisk uafhængighed hører dog også, at der er en del uenighed internt blandt kurderne. Adel Murad fra politbureauet i regeringspartiet PUK (Kurdistans Patriotiske Union) fortalte det iranske Farsnews, at tiden ikke er rigtig for at løsrive sig fra Irak. »Så længe vi endnu ikke har en ordentlig økonomisk infrastruktur og vores naboer

ikke er enige, kan vi ikke oprette en kurdisk stat«, sagde Murad (Farsnews, 5. juli 2014). Også internationalt kniber det med støtten til en kurdisk stat. Både Tyrkiet og Iran har længe været imod kurdisk løsrivelse, idet de har frygtet en spill over-effekt, som vil inspirere deres egne millioner af kurdiske borgere til også at gå efter uafhængighed, hvis de irakiske kurdere gør det. Tyrkiet havde indtil 2013 i tre årtier kæmpet mod Kurdistans Arbejderparti (PKK), og også Iran har haft en blodig konflikt med kurdiske separatistbevægelser. I 1990’erne udtrykte Tyrkiet vrede over »Welcome to Kurdistan«-skilte på grænsen mellem Tyrkiet og Irak, og den tyrkiske regering kaldte præsident Massoud Barzani for »stammehøvding«, hvilket den kurdiske leders tilhængere betragtede som nedværdigende. Det kurdiske flag, som er trefarvet og har en sol i midten, og som bruges som officielt flag i KRG, er ofte blevet kaldt for »PKK-flaget« i de tyrkiske medier, selvom PKK slet ikke bruger det flag, men har dets eget. Generelt har regeringen i Ankara altså haft en tendens til ikke at skelne mellem PKK og de irakiske kurdere. Efter den amerikanske invasion af Irak i 2003 opmarcherede Tyrkiet store grupper af soldater på grænsen til dets sydlige nabo af frygt for, at de irakiske kurdere skulle proklamere deres uafhængighed. Det blev årsag til store demonstrationer i KRG mod Tyrkiet. Siden da er forholdet mellem Ankara og KRG’s hovedstad Erbil dog blevet forbedret, og Tyrkiet og KRG er blevet gode handelspartnere. 70 % af den tyrkisk-irakiske handel sker således mellem KRG og Tyrkiet, og kurderne har ignoreret protester fra Iraks centralregering ved at eksportere råolie via en rørledning til en havn i Tyrkiet (Invest in Group 2015). Husseyin Celik, en talsmand for den tyrkiske regering, fortalte i juni 2014 den britiske avis Financial Times, at hans land er klar til at acceptere en kurdisk stat i det nordlige Irak. »Hvis Irak bliver delt, og det er uundgåeligt, så er de [kurderne] vores brødre« (Financial Times, 27. juni 2014). Lignende tegn på tyrkisk støtte til et uafhængigt Kurdistan i Irak kan ses i, at Tyrkiets premierminister Erdogan brugte ordet Kurdistan i en tale i november 2013, da han modtog præsident Massoud Barzani i Diyarbakir, og at et parti med ordet Kurdistan i sit navn, Kurdistans Demokratiske Parti-Tyrkiet (KDP-T), officielt blev godkendt i Tyrkiet for første gang i 2014. Søren Schmidt, der er lektor ved Aalborg Universitet, og Huseyin Seyhanligolu, der er lektor ved Dicle Universitet i Diyarbakir, vurderer, at tyrkerne godt vil kunne leve med en

kurdisk stat i Irak, så længe de kan få sikkerhed for, at de irakiske kurdere ikke gør krav på også at inddrage kurdiske områder i Tyrkiet (Jiyan.dk, 29. juni 2014). I forbindelse med Tyrkiets støtte til de irakiske kurdere skal også nævnes, at tyrkerne ikke længere frygter spill over-effekten af disses uafhængighed i samme grad som før. De fleste tyrkiske kurdere går nemlig ifølge meningsmålinger ikke ind for løsrivelse fra Tyrkiet, men ønsker snarere sproglig og kulturel autonomi inden for den tyrkiske stat (Rudaw, 26. oktober 2014). Årsager hertil er, at kurderne af historiske grunde nu lever i hele Tyrkiet, herunder millioner i det vestlige Tyrkiet. Det er derfor ikke muligt med en uafhængig kurdisk stat i det østlige Tyrkiet, og PKK har gentagne gange understreget, at gruppen ikke længere fastholder det formelle mål om uafhængighed (Rudaw, 7. maj 2014). Derudover kan et selvstændigt irakisk Kurdistan også blive en nyttig bufferzone mellem Tyrkiet og det arabiske sunnimuslimske kaos i Syrien og Irak. De irakiske kurdere bakkes desuden op i deres ønsker om uafhængighed af et andet land i regionen, nemlig Israel. »Vi skal støtte den kurdiske stræben efter uafhængighed«, sagde den israelske premierminister Benyamin Netanyahu i sommeren 2014 (The Guardian, 29. juni 2014), og en talsmand for den israelske udenrigsminister, Avigdor Liebermann, har desuden citeret ham for at sige, at kurdisk uafhængighed er givet »på forhånd«, nu hvor »Irak er ved at bryde sammen« (Jiyan.dk, 10. juli 2014). Den tidligere irakisk-kurdiske leder Mullah Mustafa Barzani hjalp i sin tid jøder ud af Irak til Israel, som dannede en hemmelig alliance med kurderne mod deres fælles arabiske fjende allerede i 1960’erne. Forholdet har været hemmeligt indtil nu, fordi kurderne har ønsket det. Den israelske embedsmand Amos Gilad blev citeret for at sige: »Vores tavshed – i det offentlige, er i hvert fald bedst. Unødig ytring fra vores side kan kun skade dem [kurderne]« (Reuters UK, 26. juni 2014). Eliezer Tsafrir, en tidligere chef for den israelske efterretningstjeneste Mossad i den kurdiske region i Irak, har udtalt: »Vi ville elske at have en ambassade der, at have normale forbindelser. Men vi holder det hemmeligt, fordi det er, hvad de [kurderne] vil« (The Guardian, 29. juni 2014). I en privat samtale med forfatteren har Sardar Sharif, der er Mellemøstekspert ved University of Duhok, sagt at israelerne har en interesse i at få en ny og magtfuld allieret i Mellemøsten, hvor de føler sig alene. »Israel havde håbet at få en moderat, sekulær muslimsk allieret i Tyrkiet, men forholdet

blev anspændt efter 2010 [hvor et israelsk angreb på en nødhjælpsflotille resulterede i ni tyrkiske aktivisters død]. Nu satser de på KRG«, sagde Sharif. Desuden er israelerne bekymrede for Irans indflydelse i på Irak, Syrien og Hizbollah i Libanon, de lande, der er kendt som Den shiitiske halvmåne, og de håber derfor på at få en ny allieret i Mellemøsten, som kan reducere den iranske indflydelse i regionen. Det er dog stadig ganske risikabelt at alliere sig med israelerne, advarer eksperterne, for Israel er stadig et hadeobjekt mange steder i regionen. Informations journalist Tobias Havmand har således i en privat samtale med forfatteren i juni 2014 formuleret det således: »At blive for tæt associeret med dem [Israel] åbner en populær folkelig flanke for isolation og fjendtliggørelse fra nationer og folk, der i forvejen har problemer med kurdisk selvstændighed«. At det ikke er alle, der er glade for Israels støtte til kurdisk uafhængighed, blev illustreret i juli 2014, da en 38-årig kurdisk mand, Ismail Aryan Babak, blev overfaldet i Malmø ,efter at han havde haft et israelsk flag hængende i sit vindue. Overfaldet, som politiet kaldte en hadforbrydelse (Jiyan.dk, 10. juli 2014), skete i en periode, hvor Israel var involveret i kampe i Gaza, hvilket skabte vrede i mange muslimske miljøer, også i Sverige (Rudaw, 15. juli 2014). Nu, hvor kurderne er tættere på at opnå uafhængighed, taler nogle analytikere om, hvorvidt de to selvstyrende Kurdistan-områder – i henholdsvis Irak og Syrien – vil slå sig sammen til ét Storkurdistan. Der har nemlig været flere tegn på en sådan kurdisk enhed. Efter IS’ indtog i Mosul i Irak tilbød Det Demokratiske Enhedsparti (PYD), som styrer de kurdiske områder i Syrien, sammen med PKK at hjælpe de irakisk-kurdiske peshmerga. Hemo Sipan fra PYD erklærede i den forbindelse, at »Kirkuk er kurdernes Jerusalem, og vi vil forsvare den« (MediaKurd, 13. juni 2014). På grund af de dybe uenigheder mellem det regerende parti i Nordsyrien, PYD, og det regerende parti i Nordirak, KDP, virker den kurdiske enhed dog snarere mulig på kort end på længere sigt. Nordirak og Nordsyrien er således uenige om magtdelingen i Nordsyrien, hvor PYD og det tilknyttede parti PKK ikke tillader andre kurdiske partier end dem selv. I 2014 dokumenterede menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) en række menneskerettighedskrænkelser i områder kontrolleret af PYD: vilkårlige anholdelser, mishandling under varetægt, uopklarede forsvindinger og drab samt brug af børnesoldater i PYD’s sikkerhedsstyrker (Human Rights Watch 2014). Ligeledes kritiserede Journa-

lister uden Grænser i deres rapporter fra 2014 PYD for at fængsle og bortføre kritiske journalister, ofte fra KDP-venlige medier i Nordirak (Reporters Without Borders, 1. maj 2014). Samtidig steg spændingerne mellem PDK og PYD i foråret 2014 i forbindelse med, at der blev gravet grøfter på grænsen mellem Nordirak og Nordsyrien. Grøfteprojektet blev kritiseret af PYD og PKK, der beskyldte KDP for at grave grøfter som en tjeneste til Tyrkiet og for at isolere de syriske kurdere. Også forholdet mellem de forskellige grupper i Irak og premierminister Maliki blev værre og værre efter IS’ indtog, idet Malikis sekteriske politik af mange blev set som en hovedårsag til krisen. Maliki selv beskyldte det kurdiske selvstyre i Nordirak for at have støttet IS og givet husly til organisationen, og den 10. juli 2014 svarede KRG igen ved at udsende en hidtil uset stærk, offentlig meddelelse, hvor de afviste Malikis beskyldninger og opfordrede ham til at gå af. »Erbil har altid været et tilflugtssted for de undertrykte, og folk i Kurdistan er stolte af det. […] Nu flygter folk fra Malikis diktatur og kommer til Erbil. […] Det var dig, der overgav irakiske territorier samt våben og udstyr fra seks brigader af den irakiske hær til IS. Du samlede de tidligere Baath-generaler omkring dig selv, men de kunne ikke bekæmpe IS for dig. Vi vil blot bede dig undskylde over for det irakiske folk og trække dig fra din post. Du har ødelagt landet, og du kan ikke redde det fra den nuværende krise, som du har skabt« (Rudaw – Iraq Upheaval Live Blog, 10. juli 2014). Den 14. august 2014 gik Nouri al-Maliki af som premierminister i Irak.

( Hvad er ezidisme? ) Religionen ezidisme er en etnisk kurdisk tro, hvilket vil sige, at den kun findes blandt kurdere. Igennem århundreder er ezidierne blevet forfulgt af fundamentalistiske islamister, fordi deres tro afviger fra den gængse islam. Blandt forskellene mellem ezidier og muslimer er, at ezidierne beder mod solen to gange om dagen, tror på reinkarnation og gerne må spise svinekød og drikke alkohol. De tror ligesom muslimer på én gud, men herudover også på Tawusê Melek, englen, der er den monoteistiske guds stedfortræder og symbolet på alt godt i verden. Fundamentalistiske islamister har i mange århundreder opfattet ezidierne som djævledyrkere, og blandt andet derfor har de forfulgt dem. Den historiske forfølgelse har medvirket til, at ezidier-

ne har isoleret sig, og at de som en slags beskyttelsessystem har nedlagt forbud mod, at ezidier gifter sig med ikkeezidier. På verdensplan findes der cirka 1-1,5 millioner ezidier. Af de godt 500 ezidier, der bor i Danmark, stammer langt de fleste fra Nordirak.

Folkemordet på ezidierne Kort tid efter IS’ irakiske indtog begyndte organisationen at true byen og området Shingal i det nordlige Irak, tæt på grænsen til Syrien. Området og byen er domineret af de såkaldte ezidier, et religiøst mindretal, der kun findes blandt kurderne, og som gennem århundreder er blevet forfulgt af islamister ud fra den begrundelse, at ezidierne efter deres opfattelse skulle tilbede djævelen. I juli uddelte IS løbesedler, der gennem trusler opfordrede ezidierne til at konvertere til islam. Efter at have indtaget og plyndret de forladte irakiske militærbaser, rådede IS over nogle af verdens bedste, amerikanske våben. Udstyrsmæssigt stod de derfor langt stærkere end de kurdiske peshmergastyrker, der ikke havde samme slags våben, og som trods deres erfaring i at infiltrere terrorceller aldrig havde kæmpet mod en decideret hær med tunge våben. Desuden havde IS en anden fordel i forhold til at indtage Shingal, nemlig byens beliggenhed. Shingal ligger fjernt fra resten af de kurdiske områder i Irak, klemt inde mellem mange arabiske bosættelser, og det gav IS mulighed for at overtage områderne rundt omkring ezidibastionen og på den måde omringe den. Den 1. august 2014 angreb IS Shingal og Zummar, en anden by i området. Både peshmerga og lokale ezidimilitser skulle holde IS tilbage, men natten til den 3. august oplyste peshmerga, at de ikke længere kunne holde stand mod IS. De trak sig ud af Shingal, og det var derefter kun bevæbnede ezidicivile, der fortsatte med at modstå angrebene. Peshmerga fik kritik for tilbagetrækningen, og mange lokale mente, at de skulle have hjulpet med at evakuere folk, inden de trak sig ud, og skulle have forudset IS’ angreb på Shingal, der allerede var omringet af organisationen. Senere menes KRG’s præsident Massoud Barzani at have straffet nogle af de peshmergaledere, der havde givet ordrerne om at trække sig ud. Ifølge kritikere var straffen dog for mild i forhold til den katastrofe, lederne havde forårsaget gennem deres beslutning.