ft o t n e s Cille Bindslev Ro
Tiden tÌller – om at turde tage stilling, handle og forandre
Frydenlund
Indhold Velkommen til vores fortĂŚlling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Hverdagsliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Familieliv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Venskaber og afskeder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Hvad nu med tiden? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 Fremtiden? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 8 gode rĂĽd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153
Tid
Hvordan fortæller man historien om et eventyr? Om to år der på så mange måder har ændret vores liv? Om to år som vi stadig er ved at lande efter? Vi gør det bedst ved at tage fat på de områder i vores liv, hvor vi har mærket en forskel. En forskel på livet før, livet under og livet efter vores eventyr. Vi er stadig undervejs, men vi har fået et nyt perspektiv på, hvad der er vigtigt for os − og hvordan vi bedst forvalter vores vigtigste ressource: tid.
Den styrende faktor Før vi tog af sted, var tiden noget, der styrede. Ikke som en bevidst del af vores liv, men som noget der styrede, om vi gik til højre eller til venstre, om vi krammede kort tid eller lang tid, og som styrede, hvor meget vi egentlig holdt af hverdagen. Helt uden vi havde valgt det. Tiden var afgørende for, hvor mange dage ungerne kunne tillade sig at være syge, hvor god aftensmaden blev, og hvordan Christian og jeg havde det sammen. For tiden kunne skabe afstand. Ganske enkelt ved at vi ikke havde tid til det, der gjorde os lykkelige, samlede os og fik os til at se hinanden. Heldigvis opdagede vi det. Heldigvis turde vi godt handle på det. Den lejlighed, som vi troede skulle være ram-
men om vores liv, vores hverdag, vores tid og vores lykke, valgte vi at bytte til tid. Vi solgte hele skidtet: lejlighed, møbler, gammelt legetøj, det meste af vores tøj, minder om barndom, børneliv, ungdomsliv, familieliv og stressliv. Alt det byttede vi til en drøm og et eventyr. Vi valgte, at tiden i stedet skulle være en faktor, der skabte nærhed. For to år siden stod vi et sted i vores liv, hvor vi i slutningen af 30’erne med tre børn, to fuldtidsjob, en nyrenoveret lejlighed, bil, fritidsaktiviteter, dejlige venner og familie (som vi ikke havde helt nok tid til), havde travlt. Ligesom de fleste andre børnefamilier med nogenlunde de samme forpligtelser som os selv. Det fungerede ikke, og vi valgte at
Tid
15
gøre noget ved det. Vi tog et valg om at prioritere os. At smide hele baduljen ind i en pulje ved navn ’familie’. Christian og jeg sad en novemberaften i vores dejlige, nyrenoverede køkken og havde ondt i livet. Ondt over at have travlt, at savne hinanden, at løbe stærkt hver dag og at have nogle rammer, som vi egentlig ikke satte pris på. Så var det, at min kære skipper endnu en gang smed spørgsmålet på bordet: »Skal vi ikke sælge det hele og sejle jorden rundt?« Det har han spurgt om mange gange. Og jeg har aldrig overvejet det. Men lige den aften føltes det rigtigt. Så rullede det derfra. Vi skrev det på Facebook en af de følgende aftner. For når det først var ude i verden, så var det sværere at trække tilbage, og vi havde behov for, at der skete noget nyt, noget andet:
Med det opslag var ideen for alvor ude, og der var (heldigvis) ingen vej tilbage! Vi ville sejle jorden rundt i to år med vores tre børn. Jeg tror ikke, vi på daværende tidspunkt rigtig havde et begreb om, hvad det ville betyde, eller hvordan vi skulle gøre det. Men beslutningen om, at noget andet skulle ske, var taget. Det var egentlig det vigtigste.Vores råd til andre, som trænger til ændringer – større eller mindre – er: Tag en beslutning! Derefter bliver det hele nemmere. Det betyder ikke, at bekymringerne og overvejelserne om, hvorvidt det nu er den rigtige vej at gå, forsvinder. Men der kommer en ro med beslutningen, ganske enkelt fordi der ikke længere er tvivl om, hvorvidt der skal ske noget andet. Spørgsmålet er nu i stedet, hvad der skal ske, og hvordan.
Cille Bindslev Rosentoft Kære venner Hverdagens stress og jag – og en skøn friværdi i vores lejlighed – har gjort, at vi har besluttet at trække stikket de næste to år. Vi sælger lejligheden, køber en stor båd og sejler ud i verden. Planen er at nå jorden rundt og møde mennesker og opleve verden. Og allervigtigst at have tid til hinanden – og til jer, hvis I kommer og besøger os. Vi satser på at tage af sted slut juli/start august og dermed fange passatvinden over Atlanten i nov./dec. Vi glæder os! Christian og Cille
16
Tid
Jeg valgte at dokumentere alle mine tanker undervejs, både de svære og de sjove. Det betyder, at jeg nemt kan gå tilbage og se, hvordan mine følelser
svingede op og ned, og hvordan jeg målte familiens ro gennem ungernes følelser. Min sorte bog fulgte mig gennem det meste af turens op- og nedture.
Solnedgang i Man-O-War Bay ved Tobago.
Tid
17
Uddrag fra den sorte bog
Vi sad i går aftes og var pressede over hverdagen, over ikke at have tid og over at skulle løbe så stærkt for at kunne følge med. Vores børn vokser og vokser, og vores overskud bliver mindre og mindre. Christian har altid drømt om at sejle jorden rundt. De mange gange, han har nævnt det i løbet af de seneste 15 år (og det er virkelig mange gange!), har jeg bare skudt det ned og tænkt, at han da var for mærkelig og irriterende, når han hele tiden troede på, at det var en mulighed. Jeg ved ikke, hvad der har ændret sig i mig eller i vores situation, men lige pludselig føles det rigtigt. Det føles nærmest, som om vi ikke kan gøre andet. Jeg er vildt bange og vildt spændt og vildt glad. Jeg tænker på, hvad det kommer til at give os som familie, og er heldigvis overbevist om, at det positive er langt større end det negative. Jeg er helt sikker på, at det bliver benhårdt, hverdagsagtigt, ensomt og røvsygt. Og ungerne kommer til at være møgirriterende i perioder, og det gør Christian helt sikkert også! Men vi skal være sammen! Jeg er spændt på at fortælle det til hele verden, men mest spændt på at fortælle det til vores forældre og til min søster og hendes familie. Det er trods alt lang tid at trække sig væk fra deres liv, og det bliver både svært og sørgeligt i perioder. Vi har besluttet at sælge alt! Vi gør det her for at få tid og oplevelser sammen, og vi har ingen intentioner om at komme tilbage efter to år og ryge i samme fælde. Nu starter eventyret ...
De overvejelser, jeg havde dengang, viste sig at svare ret godt til virkeligheden. Det var både fantastisk og afsindig hårdt. Men det var det helt rigtige for os. De overvejelser, vi havde om, hvorvidt det var vigtigt at sælge alt og sige vores job op, gør netop, at den situation vi står i lige nu – på den anden side af eventyret er en hård omgang, men også en vigtig omgang. Det er nu, vi har mulighed for at skabe noget andet. At tage al vores nye viden med os og skabe en hverdag, hvor der er plads til os og vores nye erkendelser. Da først vi havde taget beslutningen om at tage af sted, fulgte en periode med hektiske møder med venner og familie. For alle skulle beroliges – også os selv. Og vigtigst af alt skulle ungerne være med i processen.
En rolig dukkert på Atlanterhavet.
Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Men det er i hvert fald meget anderledes at skulle skynde sig.
Liva
Tid
19
Uddrag fra den sorte bog
Så har vi sagt det til børnene … Gustav og Bertram blev glade og snakkede med om alt det sjove, vi skal opleve. Liva vil ikke med. Hun tegner tegninger af palmer med store kryds over. Hun skriver »mor og far« og tegner store kryds over. Hun spekulerer over, hvor hun skal bo, når hun ikke skal med os … Det er lidt hårdt og på samme tid virkelig fint, at hun er så god til at være bange for, hvad der skal ske. Men det udfordrer min egen angst og mine tanker om, hvad der dog skal blive af vores børn, når nu vi vælger at gøre noget så mærkeligt som at bryde med alt herhjemme i to år. Jeg har købt en bog til hver af børnene, hvor de kan skrive/tegne deres tanker og følelser om alt det, der skal ske … Gustav kalder mig for en hippie. Men det gør han hver gang, jeg snakker for meget om følelser og tanker. Mon ikke det bliver meget godt – trods alt – med sådan en helt personlig bog til alle de svære eller glade tanker?! Det virker for mig. Jeg har lavet en top-ti over de ting, jeg er mest bange for på turen … Jeg fylder min liste, og så prøver jeg at placere tankerne og følelserne, indtil børnene er puttet, og jeg kan kaste mig over Christian og dele det hele med ham. Så siger han heldigvis: »Hey skat, der er styr på det«. Og så bliver jeg helt rolig og kommer i tanke om, hvorfor jeg godt tør sejle jorden rundt med lige præcis min Christian og mine børn. Min top-ti over, hvad jeg er bange for: •• At vi ikke kan holde ud at være sammen i to år på så lidt plads. •• At vores venner glemmer os.
•• •• •• •• •• •• •• ••
At At At At At At At At
vi bliver syge. vi dør. dem, vi efterlader hjemme i Danmark, bliver syge eller dør. vi bliver taget af pirater. vi ikke allesammen kommer hjem i live. vi ikke kan finde ud af at komme hjem igen. ’det normale liv’ bliver for svært efterfølgende. vi aldrig lander.
Vi har også lavet en liste over, hvorfor vi gør det her. Egentlig opstod den i et forsøg på at snakke os selv fra det, fordi det virker lidt uoverskueligt en gang imellem. Men listen virkede lige modsat. Nu er vi nødt til det. Min top-ni over, hvad jeg tænker, vi får ud af det, og hvorfor vi overhovedet gør det: •• •• •• •• •• •• •• •• ••
Eventyr. Tid. Kæmpestore oplevelse for resten af livet. Vende det hele på hovedet. Stoppe op og mærke efter. Se anderledes på livet fremadrettet. Give børnene en gave. Vise dem verden. Se en anden verden.
Gustav og Bertram lav er fiskegrej i cockpittet under en lang sejlads .
Jeg tænker tit på, hvor modet til at rejse ud kom fra. Jeg er ikke et modigt menneske. Jeg er ikke sådan én, der tager chancer og regner med, at det hele nok skal gå. Eller det var jeg i hvert fald ikke. Det er jeg nok blevet. Men dengang var beslutningen ikke drevet af mod. Tværtimod. Den var nødt til at blive taget. Vi var desperate, og vi havde opdaget det. For os er det sådan, at får vi først øjnene op for noget, der ikke fungerer for os, så kan vi ikke lade stå til. Vi er nødt til at handle på det. Heldigvis åbnede vi vores øjne på det helt rigtige tidspunkt. Heldigvis er vi så forskellige,
min skipper og jeg, at vi godt kan udfordre hinanden på den udvikling, der kan være svær, hvis man er for ens. Måske ville det have været mere modigt at blive i hverdagen for at løse de ting, der ikke fungerede? Men for os var to år på eventyr den helt rigtige beslutning. Hjemkomsten og alle de valg og beslutninger, der har ligget og ventet på os i Danmark, er også et eventyr. Selvom det kan være svært at forholde sig til, at der ligger et dansk hverdagsliv på den anden side af to år ude i verden, har vi hele tiden haft en bevidsthed om, at vi havde noget stort at tage hul på, når vi engang kom hjem igen.
Tiden går – også derhjemme
Liva laver gymnastik på dækket i ankerbugten ved Saint Martin.
24
Tid
Da vi først fik øjnene op for tid som en væsentlig faktor i vores liv, var det svært ikke at stirre sig blind på netop tid. For tid er styrende, tiden går, og tiden har det med at løbe stærkt. Det er vi nødt til at forholde os til – og helst handle på, hvis ikke vi er tilfredse med den måde, vi bruger tiden. Tiden er også gået herhjemme, mens vi har været på eventyr. Vi kan se det på alle børnene omkring os, som er blevet
meget større, sutter har fået nyt hjem på suttetræerne rundt omkring, rollinger er blevet til skolebørn, og børn er blevet til ranglede teenagere. Vi kan se det på vores venner og familier, som har fået lidt flere grå hår, arbejder lidt mere, bor i lidt større lejligheder eller har fået lidt flere børn. Vi kan også mærke det på os selv. Vi er helt de samme og alligevel fuldstændigt forandrede. Det er lige præcis den dobbelthed, der gør det svært at lande herhjemme i en hverdag, hvor tiden engang imellem virker, som om den har stået stille, og andre gange virker, som om den er suset af sted – men som det meste af tiden viser os, at vi er forandrede. Vi tager vores tid seriøst. Vi gør os mere umage. Vi vælger i højere grad til og fra. Både i forhold til hvem vi bruger vores tid på, hvad vi laver, og hvordan vi sammensætter vores hverdag. Det betyder jo ikke, at vi ikke arbejder. Skipper er væltet lige hjem i et ret hårdt arbejdsliv – en nødvendighed, når der er tomt på kontoen – men et valg, vi har truffet. For nu. En aftale, vi har lavet, som kan laves om og gøres anderledes. Men som er en bevidst handling. Lige præcis på det punkt er vi forandrede. Vi glider ikke bare med. Vi tager vores
Aftensmad i cockpittet en stille aften for anker.
tid, ungernes tid og resten af verdens tid ret alvorligt. For vi har mærket på egen krop, at det er vigtigt. Da vi var af sted, talte vi tit med ungerne om, hvad det bedste var ved vores eventyr. Det var der mange bud på. Men Bertram på dengang 11 år sagde det ret præcist: »Det bedste ved den her tur er, at vi har tid«. Når vi spurgte ham, hvad han var mest bekymret for ved at komme hjem, svarede han: »At der ikke er nok tid«. Med så kloge ord fra en 11-årig, der har prøvet at leve på begge måder, tænker jeg, at man ikke kan være i tvivl: Tid er det vigtigste, vi har!
Tid
25
Tiden på havet Når man sejler rundt med sin familie i to år, er tid en mærkelig størrelse. Selvom det var netop tid, vi søgte, kan tiden med familien på 42 fod også føles meget lang. De første par døgnsejladser forberedte vi os på med en præcision, som jeg aldrig tidligere har dyrket. Det var nødvendigt for at vi kunne vænne os til at have tid sammen. At forberede en masse og være
klar til at udfylde alle tænkelige huller af kedsomhed. For vi var ikke vant til at have al den tid, og derfor var det svært at forestille sig, hvad vi dog skulle stille op med den. Det lærte vi hurtigt. Men vores første lange døgnsejlads fra Lagos i Portugal til Tenerife på De Kanariske Øer blev planlagt som beskrevet på side 27. Intet var overladt til fantasien (eller kedsomheden) – og vi havde en fantastisk tur.
Drengene hygger sig i cockpittet efter afgang fra Dominica.
26
Tid
Tiden tæller – om at turde tage stilling, handle og forandre 1. udgave, 1. oplag, 2019 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-092-4 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Caroline Asferg Madsen Omslag: Caroline Asferg Madsen Grafisk produktion: Balto, Litauen Bogen er sat med Candida 11/16 og Oswald 10,7/17. Fotos: Familien Rosentoft Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på frydenlund.dk/nyhedsservice.