Deniz Berxwedan Serinci
Tyrkiet 1923-2018 – fra Atatürk til Erdoğan
Frydenlund
Tyrkiet 1923-2018 – fra Atatürk til Erdoğan 2. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7216-063-4 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard og Debora á Reynatrøð Grafisk produktion: Pozkal, Polen Bogen er sat med Olsen.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
INDHOLD Forord.......................................................................................................................................................... 11 Kapitel 1: Fra imperium til republik.................................................................................................. 13 Osmannerrigets fald................................................................................................................................14 Det armenske folkemord........................................................................................................................16 Anerkendelse af det armenske folkemord............................................................................................ 17 Tek dil, tek devlet – enhedsstaten grundlægges...................................................................................19 Sharia og kalifatet ophæves, kvinderettigheder tildeles.......................................................................21 Kemalismens principper – de seks pile................................................................................................ 23
Kapitel 2: Demokratiets udvikling i skyggen af militærkup..................................................... 25 Flerpartisystem indføres........................................................................................................................ 26 Magtskifte – Demokrat Partiets årti, 1950-1960....................................................................................27 Militærets rolle i det tyrkiske samfund................................................................................................ 29 Tre årtier i skyggen af militærkup........................................................................................................ 30 Cypern-invasion i 1974........................................................................................................................... 32 Deniz Gezmiş – Tyrkiets Che Guevara.................................................................................................. 34 ASALA – armensk organisation angriber tyrkiske diplomater............................................................ 36 Militærkuppet i 1980.............................................................................................................................. 36 Özal-epoken 1983-1993: opgør med tabuerne....................................................................................... 38 Det postmoderne kup i 1997...................................................................................................................41 Græsk-tyrkisk opblødning......................................................................................................................41 2000’erne – militæret mister grebet....................................................................................................44 Taksim-urolighederne i sommeren 2013...............................................................................................44
Kapitel 3: Et samfund i forandring – mellem landsbyog storbykultur....................................................................................................................................... 47 Populærmusik........................................................................................................................................ 49 Livet afspejler sig på det hvide lærred.................................................................................................. 49 Indvandring og flugt til Europa............................................................................................................. 50
Kapitel 4: Islam og sekularisering.....................................................................................................55 Fra Erbakan til AK.................................................................................................................................. 56 Sekulære grupper: Religion fylder for meget....................................................................................... 58 Fethullah Gülens voksende indflydelse og svækkelse.......................................................................... 59 Erdoğans religiøse kurs populær blandt mange.................................................................................. 62 Støtter Erdoğan Islamisk Stat?.............................................................................................................. 62
7
Kapitel 5: Alevierne – Tyrkiets største religiøse minoritet...................................................... 65 Alevierne støtter traditionelt CHP......................................................................................................... 68 Kritik af CHP blandt alevier................................................................................................................... 68 Tog imod Atatürk på grund af Osmannerrigets forfølgelse................................................................. 69 Stigende islamisme skaber mere alevi-aktivisme.................................................................................72
Kapitel 6: Kurderne – Tyrkiets største problem...........................................................................73 Kurderne efter republikkens stiftelse................................................................................................... 74 Kurderne gør oprør 1920-1937................................................................................................................75 Dêrsim-oprøret 1937-1938...................................................................................................................... 76 Kurdistans Arbejderparti PKK................................................................................................................77 Landsbyafbrændinger............................................................................................................................ 78 Bortførelser, drab og tortur................................................................................................................... 79 I fængsel for kritiske ytringer ...............................................................................................................81 Tyrkiske reformer 1991, 2002, 2009 ......................................................................................................81 Det forliste kurdiske initiativ................................................................................................................ 83 Öcalan tilfangetages 1999....................................................................................................................... 83 International kritik af PKK.....................................................................................................................84 Roj TV – en kurdisk tv-kanal i København........................................................................................... 85 Roboskî-massakren................................................................................................................................ 87 KCK-sagen og fængslede journalister.................................................................................................... 89 Fred i 2013............................................................................................................................................... 89 I parlamentet 2015.................................................................................................................................. 90 Freden bryder sammen...........................................................................................................................91 Alliance og konflikt med irakiske kurdere........................................................................................... 93 Tyrkerne frygter spill over-effekten...................................................................................................... 94
Kapitel 7: Tyrkiet og EU........................................................................................................................ 95 På vejen mod et EU-medlemskab......................................................................................................... 97 EU-reformprocessen tager fart efter 1999............................................................................................ 98 Krise med EU i 2017..............................................................................................................................100 Mindre interesse for EU-medlemskab.................................................................................................102 Nye tilnærmelser til EU........................................................................................................................104
Kapitel 8: Tyrkiets rolle i Mellemøsten.......................................................................................... 105 Tyrkisk-iransk rivalisering.................................................................................................................... 105 Erbakan: muslimsk alliance i stedet for EU og NATO.........................................................................106 Tyrkiets rolle som regional stormagt................................................................................................... 107 Krig i Irak – Tyrkiets chokerende nej .................................................................................................109 Forsoning med Armenien?................................................................................................................... 110 2011: Arabisk forår..................................................................................................................................112
8 · Tyrkiet 1923-2018
Kapitel 9: Den syriske borgerkrig.....................................................................................................113 Assad anses ikke for legitim leder........................................................................................................115 Frygt for de syriske kurdere..................................................................................................................115 Turkmenerne og russerne.................................................................................................................... 116 Kobanê................................................................................................................................................... 116 IS bliver Tyrkiets fjende........................................................................................................................ 119
Kapitel 10: Omvæltning i tyrkisk politik 2016-2018.....................................................................121 AK ekstremt populært...........................................................................................................................121 Korruptionsskandalen i 2013................................................................................................................ 122 Kupforsøget i 2016................................................................................................................................. 122 Oppositionspolitikere fængsles............................................................................................................ 123 Kritiske medier lukkes..........................................................................................................................124
Hvem er hvem?...................................................................................................................................... 127 Kronologisk overblik.............................................................................................................................131 Hvis du vil læse mere.......................................................................................................................... 133 Litteratur anvendt til bogens udarbejdelse................................................................................... 135 Bøger og rapporter................................................................................................................................ 135 Artikler i aviser og tidsskrifter............................................................................................................. 136 Tv............................................................................................................................................................ 139 Www...................................................................................................................................................... 139
Kildetekster............................................................................................................................................. 141
9
KAPITEL 8
TYRKIETS ROLLE I MELLEMØSTEN
Da republikken Tyrkiet blev proklameret i 1923, gik landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk efter at blive en del af Europas gode selskab. Derfor iværksatte han adskillige tiltag for at tilnærme sig Europa. Bl.a. blev kalifatet og sharialoven ophævet, hovedbeklædningen fez og kvinders brug af det muslimske slør blev forbudt i det offentlige rum, og det arabiske alfabet blev skiftet ud med det latinske. Tyrkiet forsøgte at pleje interesser med Vesten og forholdt sig neutralt under 2. Verdenskrig som en del af læren fra 1. Verdenskrig. Her havde det daværende Osmannerrige holdt sig på tyskernes side, hvorved imperiet mistede en del af sit territorium. Med Tyrkiets medlemskab af den vestlige alliance, NATO, og ønske om at blive en del af EF/EU markerede landet tillige sig selv som en del af den vestlige blok under den kolde krig i modsætning til flere af dets mellemøstlige naboer såsom Iran og Syrien, der blev betragtet som slyngelstater på grund af islamisk fundamentalisme eller støtte til diverse terrorgrupper.
Tyrkisk-iransk rivalisering Da den gejstlige ayatollah Khomeini efter en revolution overtog magten i Tyrkiets nabo-
land Iran og gjorde Iran til et land styret af religiøse ledere, blev Vesten bekymret. Med dets sekulære fundament (også kaldet den tyrkiske model) blev Tyrkiet – i modsætning til Iran – betragtet som et provestligt muslimsk land og dermed forbillede for resten af den muslimske verden. Forholdet mellem regeringerne i henholdsvis Iran og Tyrkiet blev også anstrengt af, at iranerne frygtede, at den tyrkiske sekularisme ville sprede sig til landets egen tyrkisktalende minoritet, azerierne, der udgør en fjerde- til en tredjedel af landets befolkning. Omvendt beskyldte tyrkerne den iranske regering for at stå bag islamistiske aktiviteter i Tyrkiet såsom mordet på den intellektuelle og sekulære journalist Uğur Mumcu i 1993 samt støtte til bevægelsen Hizbullah (som intet har med libanesisk Hizbollah at gøre). Hizbullahs mål var etableringen af en islamisk, kurdisk stat, og bevægelsen stod bag flere bestialske mord i 1990’erne. Senere viste det sig, at Tyrkiet selv havde støttet Hizbullah som alternativ til det marxistiske, ikke-religiøse PKK. En påstand, som PKK længe selv fremførte, men som det officielle Tyrkiet afviste, indtil flere journalister fik det bevist. På samme måde stod Tyrkiet på Vestens side i Israel-Palæstina-konflikten. Selvom 105
den tyrkiske regering som så mange vestlige regeringer støttede og stadig støtter en tostatsløsning i den årelange konflikt, opbyggede landet en tæt politisk og militær alliance med den jødiske stat. Konflikten med den syriske nabo skyldtes bl.a., at landets diktator Hafez al-Assad husede den kurdiske oprørsbevægelse PKK, da lederen Abdullah Öcalan efter militærkuppet i 1980 flygtede i eksil i Syrien, hvorfra han styrede organisationen. Årsagen til Syriens husly til PKK var, at landet havde flere udestå-
Uğur Mumcu var en kendt sekulær journalist, der undersøgte flere sammensværgelser i tyrkisk politik. I 1993 blev han dræbt af en bilbombe.
ender med Tyrkiet. Assad var imod Tyrkiets annektering af Hatay-provinsen i 1938, der indtil da havde været syrisk – Assad stammede i øvrigt selv fra Hatay. Ligeledes var Assad imod Tyrkiets vanddæmningsprojekt GAP, der angiveligt ville resultere i mindre vand fra Eufrat og Tigris, der udløber fra Tyrkiet, til Syrien.
Erbakan: muslimsk alliance i stedet for EU og NATO I 1996 fik Tyrkiet til stort chok for sekularisterne en islamistisk premierminister, nemlig politisk islams ʼgrand old manʼ Necmettin Erbakan fra Refah (Velfærdspartiet). Det resulterede i mange spekulationer om, hvorvidt Tyrkiet nu ville tilnærme sig Mellemøsten i endnu højere grad frem for Europa, selvom Erbakan havde forsikret om, at han ville respektere de nære forbindelser til Vesten. Erbakan havde i årtier talt imod Tyrkiets provestlige kurs samt kritiseret medlemskabet af NATO og det ønskede medlemskab af EU, som han kaldte en »kristen klub« domineret af zionister. Den nye islamistiske premierminister mente, at det var Atatürks
67 mennesker omkom under angrebene i Istanbul i november 2003, heriblandt den britiske generalkonsul Roger Short. Foto: Scanpix Ritzau.
106 · Tyrkiet 1923-2018
forsøg på at tilnærme sig Vesten, der havde bragt de tyrkiske værdier i fordærv og åbnet vejen for vestlig udnyttelse af landet. I stedet burde Tyrkiet samle de muslimske lande og sammen med dem danne en alliance, idet Tyrkiet var »den muslimske verdens ledestjerne«. Da Erbakan foretog sin første officielle rejse til Iran i 1996 og en af Refah-partiets borgmestre havde inviteret den iranske ambassadør til at holde en tale i Ankara i januar 1997, hvor ambassadøren opfordrede til at indføre sharia i Tyrkiet, blev det for meget for landets militær. I februar 1997 udførte militæret det såkaldte postmoderne kup, hvor det via en række dekreter fremsat i Det Nationale Sikkerhedsråd afsatte Erbakan. I november 2003 blev Istanbul rystet af to bombeangreb med fem dages mellemrum. Bomberne ramte en synagoge, HSBC Bank og det britiske konsulat med over 700 sårede og 67 dræbte til følge, heriblandt generalkonsul Roger Short. En islamisk militant gruppe, IBDA-C, påtog sig ansvaret for eksplosionerne. Angrebene blev af mange betragtet som militante islamistiske gruppers forsøg på at straffe landet for dets generelle provestlige og sekulære kurs gennem årtier.
Informations mellemøstkorrespondent Lasse Ellegaard skrev: »Med en vækst på 7,5 % er tyrkerne ikke forhippede på at blive indlemmet i et EU med eurokrise. I 2004 gik 74 % af de 78 mio. tyrkere ind for fuldt medlemskab af EU, i dag er det 38 %«. Erdoğans store nationale og internationale gennembrud kom i februar 2009. Under en paneldiskussion om Gazakrigen ved Verdens Økonomiske Forum i Davos, Schweiz, kritiserede den vrede og følelsesladede premierminister den tilstedeværende israelske præsident Shimon Peres for Israels fremfærd i Gaza, hvor over 1.000 mennesker, heriblandt mange civile, havde mistet livet under den israelske offensiv mod Hamas. Erdoğan blev under mødet irriteret over, at ordstyreren tildelte den israelske præsident mere taletid end ham selv, hvortil Erdoğan
Tyrkiets rolle som regional stormagt Fem år senere – i 2002 – kom endnu et parti med islamistiske rødder til magten, nemlig AK (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), hvis leder Tayyib Erdoğan netop havde brudt med Erbakan. I begyndelsen af AK’s regeringsperiode forsøgte partiet at tilnærme sig EU. Men da optagelsesprocessen trak ud, mistede en stor del af den tyrkiske befolkning tiltroen til projektet, og Erdoğan vendte blikket østpå mod den muslimske verden.
Erdoğan under et møde i Davos, Schweiz, hvor han kritiserede Israels fremfærd i Gaza. »Du taler højt, og jeg ved, det er, fordi du føler skyld«, råbte Erdoğan til Peres og udvandrede derefter i protest.
Tyrkiets rolle i Mellemøsten · 107
Konvojen Mavi Marmara, som blev stormet af israelske styrker i maj 2010, hvilket resulterede i ni dræbte tyrkiske aktivister.
tog ordet med et »One minute!« og vredt mindede Shimon Peres om de dræbte børn i Gaza: »Du taler højt, og jeg ved, det er fordi, du føler skyld. Når det kommer til at dræbe, så ved I ganske udmærket, hvordan man dræber. Jeg ved udmærket, hvordan I rammer og dræber børn på strandene«. Herefter udvandrede Erdoğan i protest. Da Erdoğan landede i Istanbul, blev han modtaget som en helt af 5.000 tyrkere, der hyldede ham med tilråb som »Verdensleder« og »Erobrer af Davos«. Iran hyldede ham også, og i Gaza takkede tusinder af palæstinensere ham. Erdoğan fik også kritik for sit vredesudbrud i Davos. AJC, American Jewish Committee, kritiserede den tyrkiske premierminister og betegnede hans optræden i Davos som »en offentlig skandale«. Episoden blev betegnet som »benzin på bålet af voksende antisemitisme«. Visse iagttagere kritiserede
108 · Tyrkiet 1923-2018
også Erdoğan for populisme, idet han bag kulisserne fortsatte det militære samarbejde med Israel. Det store brud mellem Tyrkiet og Israel kom i maj 2010, da israelske kommandosoldater bordede skibe fra Gaza Freedom-flotillen. Gaza Freedom-aktionen var arrangeret af en tyrkisk promuslimsk nødhjælpsorganisation, IHH, der havde humanitær bistand med til Gaza med den hensigt at bryde den israelsk-egyptiske blokade af det palæstinensiske område. Da israelerne mødte modstand fra omkring 40 bevæbnede IHH-aktivister, resulterede det i ni dræbte aktivister, der alle var tyrkere. Sagen rystede Tyrkiet, og en vred befolkning krævede hævn. Den tyrkiske regering krævede en undskyldning, mens Israels premierminister Benjamin Netanyahu nægtede med den begrundelse, at aktivisterne på skibet var blevet advaret forinden og opfordret til at sejle til den israelske havneby Ashdod for inspektion. I stedet havde tyrkerne stædigt holdt fast i at sejle videre mod Gaza. Forholdet mellem de to lande blev ikke bedre, efter at der på statsligt tyrkisk tv blev vist en stærk Israel-kritisk udsendelse. Udsendelsen viste israelske soldater, der koldblodigt skød og dræbte palæstinensiske børn – en fremstilling, som skabte furore i Israel. Ifølge israelerne ophidsede den tyrkiske udsendelse til antisemitisme og måtte derfor stoppes. Det israelske udenrigsministerium gav herefter den tyrkiske ambassadør i Israel en reprimande. Et skridt mange i Tyrkiet var uforstående over for: »Vi viser jo blot kendsgerningerne, hvad brokker de sig over?«. Få tyrkere viste forståelse for den israelske forargelse, heriblandt den tyrkiske journalist Mehmet Ali Birand, som spurgte:
»Hvordan vil tyrkere selv reagere, hvis israelsk tv laver en tv-serie om tyrkiske soldater i det primært kurdisk-beboede, sydøstlige Tyrkiet? Hvordan ville vi reagere, hvis israelsk tv udsendte en film, som viser tyrkiske soldater i en landsby i Sydøsttyrkiet i færd med at tvinge folk til at spise lort? Eller viser en række mord, hvis gerningsmænd er ukendte? Eller udsender film, som tager udgangspunkt i en række episoder, som nu om dage bliver behandlet af domstolene? Og forestil jer, at disse fortællinger indeholder overdrevne og forestillede scener? Vi ville angribe Israel hårdt. Vi ville arrangere demonstrationer foran Israels diplomatiske repræsentationer. Vi ville sågar som symbol på vores vrede anbringe sorte kranse foran synagogernes porte i Istanbul. Lad os nu være ærlige: Ville vi ikke opføre os på den måde?«. Birand henviste med disse ord bl.a. til det berygtede fængsel i DiyarbakIr i Østtyrkiet, hvor politiske fanger i 1980’erne blev tortureret, tvunget til at spise egen afføring og dræbt. Derudover blev mange kurdiske politikere, journalister og intellektuelle især i 1990’erne bortført for aldrig at dukke op igen. Disse 17.500 mord er aldrig blevet opklaret, og de torturerede lig, der efterfølgende er dukket op, er blevet kategoriseret som »mord, hvis gerningsmænd er ukendte«. Hvor de arabiske lande tidligere opfattede Tyrkiet som den tidligere kolonimagt, der havde forrådt islam ved at blive sekulær og skifte det arabiske alfabet ud med det latinske, skiftede billedet nu. Erdoğans brud med Israel gav genlyd i hele den arabiske verden, hvor tyrkiske flag blev revet ned af hylderne overalt, og folk bar plakater med den tyrkiske leder.
Krig i Irak – Tyrkiets chokerende nej Da USA’s præsident George W. Bush i 2003 ville gå ind i Irak og fjerne Saddam Hussein, stødte det på uventet tyrkisk modstand. Amerikanerne ville åbne en nordlig flanke, hvorfra de kunne gå ind i Irak via Tyrkiet, men det tyrkiske parlament stemte nej. Dette til trods for at amerikanerne havde tilbudt tyrkerne en stor hjælpepakke på 26 mia. USD. Parlamentets nej afspejlede holdningen blandt den tyrkiske befolkning, hvor op til 90 % ifølge meningsmålinger var imod Irakkrigen. Den tyrkiske modstand mod krigen hang bl.a. sammen med frygten for, at kurderne i Nordirak ville løsrive sig og erklære uafhængighed. Det har længe været kendt, at mens ledende politikere i Iraks Kurdistan-region ofte taler om føderalisme, går de fleste menige kurdere ind for fuld uafhængighed. Ved en uofficiel folkeafstemning, som foregik samtidig med valget i januar 2005, stemte hele 98 % af borgerne i Irakisk Kurdistan for selvstændighed. Tyrkerne frygtede, at dette vil inspirere dets egne kurdiske borgere til det samme. Desuden var et andet stridspunkt den olierige by Kirkuk, som både kurdere og de tyrkisktalende turkmenere i Irak gør krav på. Det kurdiske selvstyre i Nordirak ønsker nemlig, at Kirkuk indlemmes i deres område, mens turkmenere og Tyrkiet helst ser Kirkuk blive en del af centralregeringen i Bagh dad. Tyrkiet frygter, at kurderne vil overtage Kirkuk og få et økonomisk fundament til at udråbe selvstændighed og undertrykke turkmenerne. Kurderne beskyldes for at ville nedbringe antallet af turkmenere i Kirkuk og samtidig forøge antallet af kurdere, så byen ved en kommende folkeafstemning kan komme under kurdisk kontrol.
Tyrkiets rolle i Mellemøsten · 109
Samtidig var det en udbredt opfattelse blandt den tyrkiske opinion, at USA gjorde for lidt for at bekæmpe den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der bekrigede Tyrkiet fra Nordirak.
Forsoning med Armenien? I 2009 spillede Tyrkiet og Armenien en fodboldkamp, som den tyrkiske præsident Abdullah Gül blev inviteret til at overvære i Jerevan. Fodboldkampen markerede samtidig AK’s mere forsonende linje over for den østlige nabo, Armenien. I foråret 2010 underskrev Tyrkiet og Armenien efter næsten 100 års fjendskab en aftale om gensidig normalisering. Efter 90 år åbnede myndighederne Akhtamara-kirken for armenske turister. Det vurderes dog, at den nye forsonende linje mellem de to lande skyldes strategiske grunde og i øvrigt ikke nødvendigvis vil medføre en tyrkisk anerkendelse af massakrerne på armenierne i 1915 som folkemord. Netop dette er til stadighed det store stridspunkt mellem de to lande. Tyrkiet-ekspert Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet forklarer det således: »Tyrkiet og Armenien har af strategiske grunde ikke råd til at have denne konflikt, hvor grænsen eksempelvis har været lukket. Hvis Tyrkiet vil spille en rolle som fredsmægler i regionen og tilnærme sig EU, så er de nødt til at normalisere deres forhold til omverdenen, inklusive Armenien. På den anden side har Armenien også brug for en tilnærmelse til EU, og der har de ikke råd til at være uvenner med Tyrkiet«. Som sine forgængere på premierministerposten vil Erdoğan heller ikke anerkende begivenhederne i 1915 som folkemord, som 110 · Tyrkiet 1923-2018
er et meget kontroversielt emne i Tyrkiet (se også side 16-19). Ifølge Kuzmanovic bliver hadet og stemningen mellem de to lande ikke løst over én nat: »Det er en årelang proces, hvor man på tyrkisk og armensk side skal forholde sig til egen historie. Normalisering i diplomatisk-politisk forstand kan godt tage fart, men spørgsmålet om folkemordet kommer nok til at tage nogle årtier, før det begynder at bløde op. For AK er det vigtige for normaliseringen med Armenien de politisk-strategiske grunde, mere end det er folkemordet. Deres politiske dagorden er orienteret mod at skabe Tyrkiet som en politisk stormagt«. En endelig forsoning med Armenien besværliggøres også af, at Armenien stadig har besat aserbajdsjansk jord i Nagorno-Karabakh. Aserbajdsjanerne nyder stor sympati i Tyrkiet, da de to befolkninger sprogligt og kulturelt er nærtbeslægtede. Den proaserbajdsjanske lobby og nationalistiske kredse i Tyrkiet ønsker således ingen fred med Armenien, før Nagorno-Karabakh er rømmet for armenske tropper. Det vakte stor vrede i Armenien, da præsident Erdoğan i januar 2015 sendte officielle invitationer ud til mere end 100 statsledere om at deltage i den årlige mindeceremoni for dræbte tyrkiske og vestlige soldater under 1. Verdenskrig. Tyrkiet mindes traditionelt dets faldne soldater i slaget ved Gallipoli den 18. marts. Men i 2015 valgte tyrkerne at fastsætte datoen til den 24. og 25. april – den 24. var også den dag, som de armenske massakrer blev mindet. Det år var det 100 år siden, Det Osmanniske Rige begyndte en massedeportation af armeniere fra det nuværende Tyrkiet (folkemordet).
En del af Tyrkiets højtideligholdelse i 2015 for 100-året af slaget ved Gallipoli under 1. Verdenskrig var en march i Ankara til Atatürks mausoleum den 24.-25. april. Foto: Getty Images.
Den armenske præsident, Serge Sarkisian, der også var inviteret til den tyrkiske mindeceremoni, kritiserede i skarpe vendinger datosammenfaldet, som han kaldte en »kynisk handling«. »Hvad er formålet, hvis det ikke er at fjerne verdens opmærksomhed fra 100-året fra det armenske folkemord?«, spurgte præsidenten under et interview med tv-stationen France 24. Selv forsvarede Erdoğan sig med, at datosammenfaldet var tilfældigt. Omkring syv af verdens 11 mio. armeniere bor uden for Armenien, primært i Frankrig, USA og Rusland, hvor de udgør stærke lobbyer, der har haft held med få folkemordet officielt anerkendt af Frankrig og Rusland.
Både tyrkiske Hüseyin Seyhanlioglu, lektor på Lice Universitet i Diyarbakir i Tyrkiet, og armenske Vahram Ter-Matevosyan, senior research fellow ved National Academy of Sciences i Jerevan, er enige om, at diasporaens lobbyarbejde med støtte fra den armenske regering om at få anerkendt folkemordet afskrækker Tyrkiet fra en tilnærmelse til Armenien. »Diasporaen og den armenske regering må stoppe deres kampagne mod Tyrkiet, for hvordan kan Tyrkiet slutte fred med armenierne, når de tilsmudser dem?« sagde Seyhanlioglu til forfatteren. Ifølge eksperter er løsningen på den tyrkisk-armenske strid nye lærebøger i de tyrkiTyrkiets rolle i Mellemøsten · 111
ske skoler. Ifølge Ugur Umit Ungor, professor ved Utrecht Universitet i Holland, skyldes den tyrkiske modvilje mod anerkendelseskampagnen, at den rammer ned i belastende tyrkisk fortid, som landet ikke er klar til at se i øjnene endnu. I skolebøgerne har tyrkerne været vant til at læse om sig selv, ikke som folkemordere, men som ofre for vestlig aggression. »Langt de fleste tyrkere kender ikke til det armenske folkemord. Så det er svært at komme 100 år efter og fortælle 80 mio. tyrkere, at alt, hvad de lærte indtil nu, er løgn«, fortæller Ugur Umit Ungor. Ifølge Vahram Ter-Matevosyan ligger løsningen af konflikten i, at tyrkerne adskiller Nagorno-Karabakh-konflikten fra deres egen konflikt med armenerne og ikke lader det stå i vejen for en tilnærmelse. Samtidig må armenierne forstå, at en tyrkisk anerkendelse af folkemordet er en længere proces. »Vi må forstå, at det ikke er nemt for Tyrkiet at acceptere dets historiske fejl«, siger han.
2011: Arabisk forår Tyrkiets tidligere anstrengte forhold til Syrien blev ændret i årene efter, at Öcalan blev smidt ud af landet. Syriens regering forbød officielt PKK, udleverede medlemmer af den kurdiske organisation til tyrkerne, og i 2004 indgik de to lande en frihandelsaftale. Imidlertid skiftede dette ved de folkelige arabiske revolter fra foråret 2011, som helt kom bag på den tyrkiske regering. Folkelige revolutioner tvang diktatorer i Tunesien og Egypten til at træde tilbage, mens Libyens
112 · Tyrkiet 1923-2018
Muammar Gaddafi ligeledes mistede magten. I Libyens tilfælde var Tyrkiet i begyndelsen imod vestlig indblanding og erklærede, at det »aldrig vil bombe et muslimsk-arabisk land«, men tyrkerne deltog alligevel i en søblokade, som skulle gøre FN-sanktionerne mod Gaddafi-styret muligt. I Syrien valgte Erdoğan side i oprøret mod Bashar al-Assad (Hafiz al-Assads søn og efterfølger) og det syriske styre til at gennemføre demokratiske reformer »før det er for sent«, ligesom Tyrkiet gav husly til den syriske opposition og Den Frie Syriske Hær. I juli 2012 udsendte Reuters en artikel om, at tyrkerne ligefrem var »hovedkoordinatoren« i kampen mod Bashar al-Assads regime. Tyrkiet skulle sammen med Saudi-Arabien og Qatar arbejde sammen med afhoppede syriske generaler om at styrke oprøret mod præsident Assad fra en hemmelig base i det sydlige Tyrkiet, et såkaldt nervecenter. Både i Libyen, Tunesien og Egypten gav revolutionen islamistiske bevægelser vind i sejlene, mens de forsøgte at berolige Vesten om, at de ikke havde til sinde at oprette præstestyrer a la Iran, men muslimske demokratier efter tyrkisk forbillede, heriblandt det tunesiske en-Nahda og Det Muslimske Broderskab i Egypten. Begge partier har i øvrigt eksplicit nævnt AK som forbillede. Som den syriske dissident Ali Atassi formulerede det: »Tyrkiets demokratisering af dets institutioner, dette, at tyrkerne har rullet militæret tilbage som politisk aktør, ser jeg som fremtidens arabiske model«.