Torben Kitaj
Tyskland efter 1989
Frydenlund
Tyskland efter 1989 1. udgave, 1. oplag, 2015 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-390-0 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: Debora á Reynatrøð Grafisk produktion: Balto, Litauen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
OM SERIEN HIS2RIE
His2rie er et netbaseret undervisningsmateriale specielt tilrettelagt til historieundervisningen i gymnasiet, hf og hhx. Alt materiale i serien kan dog bruges tværfagligt samt til AT.
His2rie-bøgerne Bøgerne er korte – og billige – temabøger. Bøgernes tema går fra lande- og regionshistorie over begivenheder til organisationer og begreber.
His2rie.dk Som supplement til seriens bøger findes hjemmesiden www.his2rie.dk. Her har hver bog i serien sin egen del med kildetekster, arbejdsspørgsmål, litteraturlister og links. På www.his2rie.dk findes også sider om historisk metode og kildekritik, studieteknik, formidling, historie som fiktion med meget mere.
I serien er udkommet 1. Verdenskrig (Birgitte Thomassen, 2013) Chile – kampen for demokrati (Kai Rasmussen, 2010) Cuba – en ø i Caribien (Brian Rasmussen, 2006, 2. udgave 2011)
Danmark under den kolde krig – småstat mellem supermagter (Michael Boas Pedersen, 2007) DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? (Michael Klos, 2006, 2. oplag 2011) De baltiske lande (Peter Kyhn, 2001) De muslimske broderskaber – brandstiftere eller brandslukkere? (Svend Lindhardt, 2012) De Røde Khmerer – folkemord og forsoning i Cambodia (Annette Marcher & Peter Frederiksen, 2002) Den Russiske Revolution (Dennis Lunding Nielsen, 2014) Den skrøbelige fred – det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag (Henrik Døcker, 2012) Den spanske borgerkrig – mellem stormagtspolitik og idealisme (Stig Pedersen, 2005, 2. oplag 2010) Det brogede Spanien (Jakob Buhl Jensen, 2007, 2. udgave 2013) Det moderne Grønland – fra koloni til selvstyre (Rasmus Augustesen & Krister Hansen, 2011, 2. oplag 2013) Fascismens Italien (Flemming Larsen, 2010, 2. oplag 2012) Forår i Prag (Jens-Peter Fage Madsen, 2004)
5
Hellig krig i Mellemøsten (Svend Lindhardt, 2008, 2. oplag 2011) Historie i brug – fra historieskabt til historieskabende (Winni Færk & Jan Horn Petersen, 2013) Holocaust (Jacob Halvas Bjerre, 2010, 2. oplag 2011) Irland – fra påskeoprør til påskeaftale (Kai Rasmussen, 2001) Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001 (Anders Bjørn, 2010, 2. oplag 2012) Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (Mette Holm, 2001, 2. udgave 2014) Kristen zionisme – mellem religion og politik (Svend Lindhardt, 2007)
6 · Tyskland efter 1989
Nynazismen – magt eller afmagt? (Ole Lindboe, 2002) Ret og vrang – om menneskerettighederne (Jeppe Villadsen, 2007) Storbritannien – mellem imperialisme og multikultur (Benjamin Holst, 2005) Terrorisme på tværs (Birthe Hansen, 2003, 2. udgave 2006) Thailand – mellem templer og skyskrabere (Suzette Frovin & Laura Fugmann, 2003) Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (Deniz B. Serinci & Serdal Benli, 2013)
INDHOLD
Om serien his2rie............................................ 5 Forord................................................................. 11 Sådan bruger du bogen..................................12
Kapitel 4: Udenrigspolitikken efter genforeningen.................................................51 Tyskland vil ikke gå enegang.........................51 Jugoslaviens opløsning
Introduktion: Den dag Muren faldt......... 14
– Tyskland går enegang................................ 52
Kapitel 1: Murens fald, 1989........................17
Perspektivering............................................. 53
Efteråret 1989................................................ 18 Mandagsdemonstrationerne......................... 20 Ny leder i DDR................................................21 En bevægelse, som ikke kunne stoppes...... 22 DDR set fra Vesttyskland.............................. 25 DDR set fra udlandet..................................... 27 Hadet til Stasi................................................ 29 Spørgsmål til kapitel 1................................... 30 Perspektivering............................................. 30
Kapitel 2: DDR’s opløsning, 1990...............31 Valget til Volkskammer, den 18. marts 1990........................................ 32 Fra østmark til D-mark................................. 33 De gamle besættelsesmagters holdning til et samlet Tyskland.................... 36 Spørgsmål til kapitel 2.................................. 37 Perspektivering............................................. 37
Spørgsmål til kapitel 4.................................. 53
Kapitel 5: Kohls sidste regeringsår, 1994-1998......................................................... 54 Valg til Forbundsdagen, 1994........................ 54 Udskiftninger i de politiske partier.............. 55 Besparelser.................................................... 55 Genforeningskansleren?............................... 58 Farvel til Kohl, goddag til Schröder.............. 59 Socialdemokratiske magtkampe.................. 59 De Grønne......................................................61 Spørgsmål til kapitel 5...................................61 Perspektivering..............................................61
Kapitel 6: De første rød-grønne år, 1998-2002......................................................... 62 Valg til Forbundsdagen, 1998........................ 62 Første tyske kamphandling siden 1945........64 Socialdemokratiets og De Grønnes regeringssamarbejde................ 65
Kapitel 3: Genforeningen............................ 38
Skandale i CDU.............................................. 69
Vest betaler for øst........................................ 39
Tysklands reaktion på 9-11............................ 70
Valg til Forbundsdagen, december 1990.......40
Spørgsmål til kapitel 6.................................. 73
Berlin som hovedstad og regeringssæde..... 41
Perspektivering............................................. 73
Jammerossis og Besserwessis...................... 43 Gæld...............................................................44 Opgør med DDR............................................. 45 Virkeligheden sætter ind............................... 45 Spørgsmål til kapitel 3.................................. 50 Perspektivering............................................. 50
8
Kapitel 7: Reformer og uro – de rød-grønnes sidste regering, 2002-2005........................................................ 74 Krigen i Irak bliver tema i valgkampen....... 74 Schröder får point på oversvømmelser....... 75 Valg til Forbundsdagen, 2002........................ 76
Ny valgperiode, gamle problemer................ 78
Tysk demokrati under pres fra folket.........126
Agenda 2010...................................................80
Aktiv udenrigspolitik....................................128
Uro i baglandet og fagbevægelsen............... 81
Nye opbrud i tysk politik.............................130
WASG som politisk parti.............................. 82
Spørgsmål til kapitel 10................................130
Valgkampen i 2005........................................ 82
Perspektivering............................................130
Spørgsmål til kapitel 7.................................. 85 Perspektivering............................................. 85
Kapitel 11: Tysklands nye rolle i udenrigspolitikken....................................... 131
Kapitel 8: Store opgaver? Stor koalition, 2005-2009...........................86
Ostpolitikken................................................ 131
Valg til Forbundsdagen, 2005........................86
EU-samarbejdet og forholdet til USA.......... 133
Nu går det fremad.........................................88
Forholdet til Rusland....................................134
Finanskrisen – auf Deutsch.......................... 93
Spørgsmål til kapitel 11................................ 135
Spørgsmål til kapitel 8..................................98
Perspektivering............................................ 135
Perspektivering.............................................98
Kapitel 9: Finanskrise, eurokrise og skandaler, 2009-2012.............................. 99
Eksportinteresser i udenrigspolitikken....... 133
Kapitel 12: Tysklands andet økonomiske mirakel....................................136 Forklaringen: Agenda 2010, løntilbageholden-
Opgør med den store koalition..................... 99
hed og øget eksport.....................................136
Valg til Forbundsdagen, 2009...................... 101
Eksempel: Ensinger......................................138
De sort-gule vender tilbage.........................102
Eksportmaskinen Tyskland..........................139
Uenighed i Die Linke
Stadig lav tysk levestandard....................... 140
og ny formand i SPD....................................103
Spørgsmål til kapitel 12................................ 141
FDP insisterer på skattelettelser..................105
Perspektivering............................................ 141
Eurokrisen....................................................106 Mindsteløn................................................... 108 Skandale følger skandale............................ 108 Atomkraft? Nej tak....................................... 114 Nye energiforsyninger................................. 115 Stuttgart 21................................................... 116 Gauck ny forbundspræsident...................... 116 Tyskland giver (endelig) garantier til Sydeuropa................................................ 117 Spørgsmål til kapitel 9................................. 118 Perspektivering............................................ 118
Kapitel 10: Tyskland i dag, 2012-2014..... 119 Forberedelser til valg................................... 119
Kapitel 13: De tyske partier og hvad de står for...................................... 142 CDU/CSU...................................................... 142 SPD ...............................................................143 FDP............................................................... 144 De Grønne................................................... 144 Die Linke.......................................................145 De tyske partier – forkortelsesliste........... 146
Hvis du vil læse mere …............................147 Kildetekster....................................................150 Illustrationsliste............................................152
Hvad opnåede CDU/CSU-FDP-regeringen?..........................120 Valg til Forbundsdagen, 2013.......................122 SPD sætter sit aftryk på den nye regering.....................................125
9
KAPITEL 7
REFORMER OG URO – DE RØD-GRØNNES SIDSTE REGERING, 2002-2005
Krigen i Irak bliver tema i valgkampen Allerede inden 2001 var slut, fokuserede amerikanerne på Irak som en særlig trussel. Irak var ifølge amerikanerne i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Præsident Bush erklærede i sin årlige State of the Union-tale den 29. januar 2002, at Irak var en fremtrædende del af det, han beskrev som »ondskabens akse«, dvs. stater, som (ifølge amerikanerne) aktivt støttede terrorister. Den tyske regering ville ikke uden videre acceptere den amerikanske præmis. Schröder forklarede Bush under et besøg i Washington den 31. januar 2002, at Tyskland kun ville stå på USA’s side i en væbnet konflikt med Irak, hvis der var beviser for en irakisk forbindelse til terrorisme, og hvis FN’s Sikkerhedsråd stod bag en sådan beslutning. Hen over foråret 2002 voksede krigsretorikken i USA vendt mod Irak, selvom præsident Bush under et besøg i Tyskland i maj 2002 forsikrede, at der ikke var truffet nogen beslutning. I løbet af det samme forår var stemningen i Tyskland imidlertid blevet voldsomt radikaliseret. Forbundsdagens præsident,
74
Wolfgang Thierse fra SPD, advarede Bush om, at et militært skridt mod Irak kun kunne være et allersidste skridt. Og i Socialdemokratiet blev Irakkrigen til det centrale valgkampstema op til valget i september 2002. SPD lå dårligt i opinionsundersøgelserne. Schröder besluttede egenrådigt at gøre den tyske holdning til en eventuel militær indsats mod Irak til sit tema – meget mod gruppeformanden i den socialdemokratiske gruppe i Forbundsdagen Franz Münteferings ønsker. Han ønskede nemlig, at SPD skulle fokusere på Socialdemokraternes vilje til at kæmpe for socialstaten. Det blev afvist af Schröder, som udmærket vidste, at han ikke havde indfriet sine valgløfter fra 1998 om at få arbejdsløsheden ned. Nu fokuserede han på Irak: »Tyskland står ikke til rådighed for eventyr«, sagde han med direkte henvisning til et indgreb mod Irak. Tyskland ville simpelthen hverken levere soldater eller betale for en sådan aktion. Og Schröder og Fischer havde folkestemningen med sig. Schröder blev en helt i forbindelse med et valgmøde i sin hjemby Hannover i august 2002:
Børn kommer rundt med båd i gaderne i byen Hitzacker i august 2002. Byen blev oversvømmet, da Elben gik over sine bredder. Gerhard Schröder fik hurtigt stablet en katastrofeplan på benene, og det var muligvis med til, at han vandt valget til Forbundsdagen igen senere samme år.
»Vi kan presse Saddam Hussein, men at lege med tanken om krig og militært indgreb, det advarer jeg mod. Det sker ikke med mig som kansler«. Senere udvidede Schröder synspunktet til at gælde, også selvom FN’s Sikkerhedsråd skulle bakke op om et militært indgreb. Strategien virkede, og opinionsundersøgelserne viste for første gang en alvorlig fremgang for den trængte rød-grønne regering. Der var pludselig lidt medvind for regeringen, og Schröder scorede yderligere point, da voldsomme oversvømmelser i det sydlige Tyskland greb om sig. Schröder skyndte sig – iført galocher og anorak – til
de ramte områder og førte sig frem som en handlingens mand.
Schröder får point på oversvømmelser Det var især Elben og dens bifloder, som gik over sine bredder, og oversvømmelserne bredte sig op til de østtyske delstater. I august 2002 – netop som valgkampen gik i gang – steg vandet faretruende, og så trådte Schröder til. Ikke nok med at han optrådte som trøster og hjælper, han handlede også. I første omgang udskrev han en check på 385 mio. euro i katastrofehjælp, og hurtigt fik han vedtaget et omfattende flodbølgehjælpeprogram, som løb op i over 7 mia. euro.
Reformer og uro – de rød-grønnes sidste regering, 2002-2005 · 75
Schröders handlekraftige indsats skaffede ham mange stemmer ved valget den 22. september 2002. Dem tog han dels fra PDS, men på landsplan kom han til at virke som en vinder i forhold til den konservative modkandidat Edmund Stoiber, som kom fra Bayern og repræsenterede CSU. Stoiber ventede alt for længe med at vise sig i de oversvømmelsesramte dele af landet. I forvejen var Stoiber en helt anden type end Schröder. Stoiber var en pæn mand fra det velbjergede Bayern. Han stod for retskaffenhed og disciplin og konservative værdier. Han var blevet valgt som CDU/CSU’s kanslerkandidat på bekostning af Merkel. Vurderingen var, at Stoiber kunne vinde valget, og længe lå den borgerlige lejr til en komfortabel sejr. Men efter sommerferien ændrede billedet sig. Schröder plejede sit image som en folkets mand, som ville favne hen over midten med sin både sociale og erhvervsvenlige politik. Hans antiamerikanske holdning til en indgriben i Irak var populær, og Schröder kunne sælge sine budskaber i medierne.
Schröder havde dog én rigtigt dårlig sag, nemlig arbejdsløsheden. Han havde fire år tidligere lovet at få den ned, men den var kun faldet fra 4,3 til 4,1 mio. ledige, så det var ikke den store succes. Men Schröder fik i løbet af valgkampen vendt den stillestående økonomi til et offensivt kort. Han ville tage de omfattende og radikale forslag fra den såkaldte Hartz-kommission alvorligt og gennemføre omfattende reformer på arbejdsmarkedet, hvis han blev genvalgt.
Valg til Forbundsdagen, 2002 Valgaftenen den 22. september 2002 blev en gyser. Først så det ud, som om CDU/CSU ville vinde valget og få et flertal sammen med FDP, men hen over midnat viste det sig, at SPD og De Grønne alligevel tilsammen kunne mønstre et flertal. De Grønne endte med at gå frem med næsten 2 %, og det var nok, selvom SPD gik lidt over 2 % tilbage. Fire mandaters flertal endte den rød-grønne regering med at få. Det, der tidligere lignede en sikker valgsejr for den sort-gule alliance, endte med et nederlag til Stoiber og de borgerlige.
Mandatfordeling i Forbundsdagen efter valget i 2002
Parti
Mandater
CDU/CSU
247
FDP
47
Bündnis 90/Die Grünen
55
SPD
249
PDS
0
I alt 601 mandater, heraf tre uden for fraktionerne. Kilde: www.bundestag.de.
76 · Tyskland efter 1989
Arbejdsløshedsprocent i de enkelte bundeslande, 2013 3,4 %
10,4 %
ARBEJDSLØSE 2.716.852
-89.291
ARBEJDSLØSHEDSPROCENT 6,3 %
-0
UNDERBESKÆFTIGELSE 3.638.378
-129.744
UNDERBESKÆFTIGELSESPROCENT 8,2 %
-0
Arbejdsløshedsprocent i de enkelte bundeslande Tyskland: Arbejdsløshed (i de seneste 13 måneder) 20 %
15 %
10 %
5%
0% Nov. ̕13 Jan. ̕14 Marts ̕14 Maj ̕14 Juli ̕14 Sept. ̕13 Nov. ̕14 Dec. ̕13 Feb. ̕14 April ̕14 Juni ̕14 Aug. ̕14 Okt. ̕14
Underbeskæftigelsesprocent
Arbejdsløshedsprocent
Arbejdsløsheden fordelt mellem øst og vest, 1994-2013 Udviklingen i arbejdsløshedsprocenten i Tyskland siden 1948 15 %
1950 til 1966 Økonomisk mirakel
1973 til 1975 1. oliekrise og recession
10 %
3.10.1990 Genforeningen
1993 Recession
1979 til 1982 2. oliekrise
1966/1967: 1. efterkrigsrecession
5%
0%
1950
1960
1970
Procent efter gammel udregningsmetode
1980
1990
2000
Procent efter ny udregningsmetode
2010
Kommentatorer hæftede sig efter valget ved, at det måske var udslagsgivende, at FDP’s leder Jürgen Möllemann i ugerne op til valget havde givet udtryk for stærk kritik af Israel for at føre en udryddelseskrig mod palæstinenserne og på det nærmeste havde givet udtryk for antisemitiske synspunkter, hvilket ikke faldt i god jord hos vælgerne. Faktum er, at FDP gik overraskende tilbage i forhold til meningsmålingerne tidligere på året. Således kom et udenrigspolitisk emne også til at spille en rolle for oppositionen.
Ny valgperiode, gamle problemer Den nye rød-grønne regering fortsatte med Schröder og Fischer i spidsen, og regeringen fortsatte sin USA-kritiske linje. Det lykkedes Tyskland at vinde Frankrig for sine synspunkter om ikke at gribe militært ind i Irak, og Fischer løb linen ud på den årlige tyske sikkerhedskonference med deltagelse af topministre fra alverdens regeringer i München i februar 2003, da han i en tale direkte henvendt til den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde: »I am not convinced« som en reaktion på Rumsfelds argumenter for at angribe Irak. Rumsfeld svarede senere igen ved offentligt at skelne mellem det proamerikanske ‘New Europe’ og det antiamerikanske ‘Old Europe’ med Frankrig og Tyskland i spidsen. Amerikanerne trak det længste strå og fik samlet en større europæisk koalition (med bl.a. Danmark) bag sig til angrebet på Irak i marts 2003. Dermed lykkedes det at splitte
78 · Tyskland efter 1989
Europa og svække en fælles europæisk holdning. Men den rød-grønne regerings udenrigspolitiske markeringer skulle hurtigt komme til at vige for det, der skulle blive Schröders store projekt, nemlig arbejdsmarkedsreformerne. Schröder var i 1998 gået til valg på at få arbejdsløsheden ned, og fire år senere var der intet sket. Efter 2000 var arbejdsløsheden støt på vej opad og nærmede sig i løbet af et par år 5 mio. arbejdsløse. Det var et uhørt højt tal, og især i det østlige Tyskland var emnet dominerende. I 2003 var den landsdækkende arbejdsløshed på 10 %. Den tyske regering kørte med årlige budgetunderskud, som overskred den tilladte grænse for underskud i henhold til EU’s konvergenskrav, som siger, at en stats underskud ikke må overstige 3 % af bruttonationalproduktet. Tyskland var umiskendeligt i en økonomisk krise, som kunne mærkes i hele landet. Schröder var helt bevidst om situationens alvor: »Vi må have modet til at foretage de nødvendige forandringer, der igen kan bringe Tyskland i spidsen for den økonomiske og sociale udvikling i Europa«, sagde han den 14. marts 2003, da han fremlagde sine planer for en reform af det tyske arbejdsmarked. Det er de reformer, som er blevet kendt under navnet Agenda 2010 og bl.a. omfattede de såkaldte Hartz IV-reformer, som i en historisk sammenhæng er de mest gennemgribende arbejdsmarkedsreformer i Europa siden 2. Verdenskrig.
Hartz IV-reformerne Kort før valget i september 2002 fremkom Hartz-kommissionen med sine forslag til reformer af det tyske arbejdsmarked. Kommissionens rapport tog fat på et meget ømtåleligt emne, nemlig hele karakteren af den tyske socialstat. Efterkrigstidens Vesttyskland var kendetegnet ved social stabilitet og sikkerhed for borgerne i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. Da Schröder førte valgkamp op til valget i 1998, havde han beskyldt Kohl-regeringen for at ville forlade socialstatens grund, fordi allerede Kohl tog initiativer til at ville stoppe de eskalerende offentlige udgifter i kølvandet på den tyske genforening. Derfor var Schröder forpligtet over for vælgerne til at holde fast i socialstatens principper. Mens Oskar Lafontaine var finansminister, blev flere af Kohl-regeringens besparelser derfor rullet tilbage, og nye goder tilmed tilbudt befolkningen – bl.a. børnepenge og sygedagpenge. Men Schröder måtte hurtigt indse, at der ikke var råd til at uddele flere gaver til tyskerne. Tværtimod skulle der gang i væksten, hvorfor der skulle andre redskaber i brug. Schröder havde allieret sig med Tony Blair i Storbritannien. De ville begge som socialdemokrater forny velfærdsstaten ud fra en realistisk vurdering af de økonomiske realiteter. Som et led i disse overvejelser var Hartz-kommissionen blevet nedsat i begyndelsen af 2002. Den skulle se på problemerne på det tyske arbejdsmarked og komme med forslag til forbedringer af arbejdsformidlingen. Men kommissionens formand Peter Hartz ville give mere radi-
kale bud. Han kom fra Volkswagen-fabrikkerne, hvor han havde erfaringer med at tilpasse arbejdsstyrken til de nye globale udfordringer. Kommissionens rapport kom et halvt år senere med en række forslag opdelt i kapitler fra Hartz I til Hartz IV. Især forslagene fra Hartz IV er senere blevet genstand for omfattende debat, fordi de var de mest vidtgående. Essensen af rapporten var, at der skulle radikale skridt til for at få underskuddene på de offentlige finanser ned, og at et led i disse skridt kunne være at øge presset på de mange arbejdsløse for at motivere dem til at tage et arbejde. Ved præsentationen af rapporten sagde Peter Hartz, at hvis man gennemførte forslagene, ville arbejdsløsheden i løbet af tre år falde til det halve. Schröder greb løftet i luften og gjorde det til et valgkampstema, som såede et håb blandt de mange arbejdsløse og dem, der følte sig truet af en mulig arbejdsløshed. I den nye rød-grønne regerings erklæring fra den 29. oktober 2002 var løfterne blevet til meget mere end lysegrønne håb. Nu hed det: »Med til reformerne og fornyelsen af velfærdsstaten hører også at se på mange af de tilbud og ydelser, som den tyske stat stiller til rådighed. Mange af tilbuddene stammer helt tilbage fra Bismarcks tid [slutningen af 1800-tallet], og de har måske haft deres berettigelse indtil for nylig, men de har ikke længere den samme bydende nødvendighed og har mistet deres berettigelse«.
Reformer og uro – de rød-grønnes sidste regering, 2002-2005 · 79
Agenda 2010 Inden årsskiftet 2002-2003 havde regeringen spillet ud med forslag til en dybtgående reform af det sociale sikkerhedssystem i Tyskland. Med udsigten til dybtgående demografiske forandringer med færre unge til at forsørge flere gamle og de store offentlige underskud var det regeringens kernestrategi at sænke lønomkostningerne og modernisere de sociale ydelser. Fokus skulle være på at skabe flere incitamenter til at få ledige i arbejde og få skabt et mere fleksibelt arbejdsmarked. Forslagene blev i foråret 2003 udmøntet i Agenda 2010, som var en samlet lovpakke, der skulle modernisere den tyske økonomi. Det var modige og provokerende tanker. Schröder gjorde op med rodfæstede socialdemokratiske værdier og risikerede dermed at tabe både magten og partiets opbakning. SPD var gået tilbage ved en stribe delstatsvalg, og medlemmerne havde travlt med at melde sig ud af partiet. Begyndelsen af 2003 var især slem for regeringspartiet. EU-Kommissionen anlagde en sag mod den tyske regering for brud på vækst- og stabilitetspagtens regler om ikke at måtte overskride grænsen på underskud på 3 % (se forrige afsnit). Og SPD tabte både i delstatsvalgene i Niedersachsen (Schröders hjemstat) og Hessen. Ved fremlæggelsen af lovforslagene om Agenda 2010 den 14. marts 2003 sagde Schröder: »Vi vil afkorte offentlige ydelser, kræve mere af den enkelte: både arbejdsgiver og arbejdstager og modtager af overførselsindkomster. Vi må alle påtage os en voldsom fælles anstrengelse for at nå vores mål. Men jeg er sikker: Vi når dem«.
80 · Tyskland efter 1989
Agenda 2010 bestod af en stribe reformer, som blev gennemført fra 2003 til 2005. Der var både tale om en reform af arbejdsmarkedet, en skattereform og en pensionsreform. Først arbejdsmarkedet:
1) Arbejdsløshedsunderstøttelsen blev afkortet fra 32 måneder til 12 måneder. Den understøttelse, man derefter kunne få, blev fjernet og lagt sammen med kontanthjælpen. Det betød i praksis en betydeligt lavere ydelse for de arbejdsløse. Arbejdsløse skulle også aktiveres meget hurtigere. Disse forslag skulle ikke mindst takle de enorme omkostninger til de mange arbejdsløse i det østlige Tyskland. Arbejdsmarkedet skulle også gøres mere fleksibelt. Det skulle være nemmere at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter og i vikarjob. Udgifterne for arbejdsgiverne til andet end løn, f.eks. til sygekasser og sociale afgifter, blev også beskåret.
2) For det andet kom der en skattereform, som sænkede både top- og bundskatten.
3) Og så var der for det tredje en pensionsreform, som indebar, at pensionsalderen blev hævet fra 65 til 67 år. Og folkepensionen blev sat ned. Regeringen opfordrede også til løntilbageholdenhed, som arbejdsmarkedets parter kom til at respektere. I mange andre europæiske lande steg lønningerne i denne periode meget mere. Reformerne blev mødt af stor modvilje og demonstrationer. I det østlige Tyskland var det nu Schröders tur til at få smidt æg i hovedet, og SPD gik tilbage ved samtlige
delstatsvalg i 2003. Den tidligere finansminister Oskar Lafontaine anklagede regeringen for at svigte Socialdemokratiets socialistiske ideer. Schröder forsvarede sig med, at der ikke var andet at gøre. Først mange år senere skulle reformerne vise sig at have haft en formidabel effekt (se kapitel 12, side 136-141). Men inden da fik SPD nye udfordringer fra venstrefløjen.
Uro i baglandet og fagbevægelsen De omfattende og indgribende reformer fik opbakning fra 90 % af de socialdemokratiske delegerede ved et ekstraordinært landsmøde i Berlin. Og i Forbundsdagen blev de vedta-
get i oktober. Nu manglede kun Bundesrat, Forbundsrådet, med repræsentanterne fra delstatsparlamenterne (landdagene), og her havde den borgerlige opposition flertal. Men i december var det nødvendige flertal også på plads i Forbundsrådet, og mange af reformerne kunne planmæssigt træde i kraft den 1. januar 2004. Selvom der tilsyneladende både var ro i Forbundsdagen og i det socialdemokratiske parti, var der alligevel en masse uro i det socialdemokratiske bagland. Schröder så sig nødsaget til at give afkald på posten som partiformand og overlade den til Franz Müntefering. Müntefering nød stor anseelse blandt de socialdemokratiske græsrødder og lovede
Gerhard Schröder besøger i april 2004 plastikcontainerfabrikken Arca Systems i Schwerin i det tidligere Østtyskland. Schröder var bl.a. gået til valg på at øge investeringer og væksten i de østtyske bundeslande, men det var ikke så ligetil.
Reformer og uro – de rød-grønnes sidste regering, 2002-2005 · 81