Ukraine uddrag by Frydenlund

Jens Jørgen Nielsen

UKRAINE

I SPÆNDINGSFELTET

F RY DE N LU N D

Ukraine i spændingsfeltet © Bogforlaget Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN 978-87-7118-681-9 Korrektur: Mette Fuglsang Jensen Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Omslag: Lars Ole Nielsen Foto omslag: Polfoto Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold Forord..................................................................................................................... 7 Hvor kommer Ukraine fra?..................................................................................12 Findes der en ukrainsk nation?..............................................................................12 Fra Kiev Rus til udkant.........................................................................................13 Ukrainsk nationalisme i vest.................................................................................. 17 Den gamle orden bryder sammen..........................................................................20 Ukrainsk nationalisme i mellemkrigstidens Polen ..................................................23 Ukrainsk sovjetrepublik.........................................................................................26 Ukrainsk sovjetrepublik efter Stalins død...............................................................29

Ukraine selvstændigt..........................................................................................35 Kravtjuk og det nye Ukraine..................................................................................35 Kutjma og multivektorel politik.............................................................................36 Jusjenkos orange revolution?..................................................................................41 Janukovitj som præsident.......................................................................................47

De store sammenhænge......................................................................................53 Angelsaksisk dominans i verden.............................................................................53 Vestens plan med Ukraine.....................................................................................57 Sikkerhedspolitiske perspektiver............................................................................58 Spillet om energi...................................................................................................63 Fra EF til EU........................................................................................................66 Eurasien................................................................................................................71 Konklusion: Rusland og Vesten..............................................................................72

Maidan...................................................................................................................74 Maidan-revolutionen – begyndelse og aktører........................................................78 Maidan – fra protest til krig...................................................................................85 Kompromis og kup................................................................................................88 Kup......................................................................................................................89 Hvad skete der i virkeligheden på Maidan?.............................................................94 EU og USA bag kulisserne.....................................................................................96 Forskellige syn på begivenhederne.........................................................................99

Krim...................................................................................................................... 102 Krim – gave til ukrainerne i 1954?....................................................................... 102 Anti-Maidan på Krim......................................................................................... 104 Folkeretten og Krim............................................................................................ 107 Røde linjer og geopolitik...................................................................................... 110

Maidan ved magten – det første halvår.......................................................... 113 Hvad handlede revolutionen egentlig om?............................................................ 113 Præsidentvalget maj 2014.................................................................................... 116 På vej til krig i Novorossija................................................................................... 118 Odessa-massakren 2. maj..................................................................................... 121 Rusland og den ukrainske konflikt.......................................................................124 Forskellige narrativer...........................................................................................127

Sommer 2014 – vejen til Minsk 1....................................................................129 Sanktioner..........................................................................................................129 MH17................................................................................................................. 132 Sanktioner – formål og effekt............................................................................... 137 Har det gjort ondt på Rusland?............................................................................ 142 Voldsomme kampe i august 2014......................................................................... 144 Minsk 1.............................................................................................................. 147

Fra Minsk 1 til Minsk 2.....................................................................................150 Fungerede Minsk 1?............................................................................................150 Minsk 2..............................................................................................................154 Liberale værdier i Ukraine?................................................................................. 156 Hvad blev der af Minsk 2?................................................................................... 159 Syrien og Ukraine............................................................................................... 161

Sammenfatning og refleksion........................................................................... 163 Hvorfor løb krisen i Ukraine ud af kontrol?.......................................................... 164 Rusland og Vesten på kant med hinanden............................................................ 166 Mearsheimer-debatten........................................................................................ 169 Rusland.............................................................................................................. 171 Men hvad med værdighedens revolution?............................................................. 174

Litteratur............................................................................................................. 176

Forord 2014 var 100-året for udbruddet af 1. Verdenskrig. Det var en krig, som vendte op og ned på den gamle ’belle époque’, den gamle trygge verdensorden, som i Europa var domineret af patriarkalske kejsere. Denne periode havde generelt været præget af fred med mindre krige, som ikke eskalerede. 1. Verdenskrig blev til gengæld ført med et for den tid uhørt barbari støttet af moderne teknologi og massemobilisering. Afslutningen af krigen og opløsningen af den gamle orden med kejserrigerne som garant for fred og ordnede forhold førte som bekendt ikke til varig fred i Europa. I stedet udløste det totalitære bevægelser som fascisme og stalinisme. Folkemord på mange millioner blev udbredt. En verden ude af balance gik af lave. Der er visse paralleller mellem 1914 og 2014. Den kolde krigs ’kejserlige balance’ efter 2. Verdenskrig gjorde sit til at bevare en ’kold’ fred – i det mindste at undgå en egentlig storkrig i Europa. Vi havde MAD, ’Mutually Assured Destruction’, sikret gensidig tilintetgørelse. Atomtruslen holdt både USA og Sovjetunionen fra at starte en atomkrig, fordi man i tilfælde af atomkrig selv vil blive udslettet. Man kunne ikke vinde en sådan krig. Fra 1945 til 1992, ja, måske helt frem til i dag, var der en indforståethed, nogle uskrevne regler om delingen af verden mellem de store, først og fremmest USA og Sovjetunionen. Hvis det er en rigtig iagttagelse, så ser den forståelse ud til at være forsvundet, og netop krisen i Ukraine er et udtryk for og symbol på denne nye tingenes tilstand. Der er uenighed om spilleregler i den store politik og uklare opfattelser af de store magtbalancer. Der er dyb uenighed om Ruslands rolle i det nye globale system. Rusland og Vesten strides om Ukraine, og den militære spænding er så stor, som vi ikke har set det i mange år. For første gang i flere årtier forekom det mange netop i 2014, at en atomkrig pludselig var noget, man talte seriøst om. 7

Denne bog handler om Ukraine som et spændingsfelt i Europa, Ukraine som et land, der rummer både noget europæisk og russisk, men også glemt historie og måske ubekvemme sandheder. Ukraine er endvidere et land, som kun få i Vesten har ret meget andet end overfladisk viden om. Rusland, Polen og Ungarn er eksempler på lande, som vi kender, og som har en klar identitet både som stat, nation og geografi. Men Ukraine har en ganske kompleks og flertydig historie, som også er en af baggrundene for konflikten. Det er et grundsynspunkt i denne bog, at krisen i Ukraine har to kilder. For det første en intern konflikt mellem to meget forskellige ukrainske befolkningsgrupper, på den ene side befolkningen i den vestlige del og på den anden den sydøstlige del. Men Ukraine-konflikten henter også for det andet meget næring fra den globale konflikt mellem Rusland og Vesten. Det er synergien mellem de to typer af konflikter, som har bragt konflikten til det niveau, den har. Hvis den opfattelse er rigtig, så har vi også en af nøglerne til en om ikke løsning så en håndtering af konflikten. De vestlige medier har i 2013 og 2014 generelt i alt for ringe grad bidraget til et afbalanceret billede af Ukraine-krisen i al dens kompleksitet. Vi i Vesten er i høj grad blevet præsenteret for en Hollywood-drejebog med de onde på den ene side og de gode på den anden. Rollen som repræsentant for den rene ondskab er tilfaldet Ruslands præsident Vladimir Putin. Han er årsag til alt ondt og årsag til hele krisen, skal man tro de fleste vestlige politikere, journalister og forfattere. Putin har været yndlingshadebillede for vestlige medier og forfattere i ganske mange år. Så skurkerollen var etableret længe før den nuværende Ukraine-krise, som begyndte i efteråret 2013. Undertiden intellektualiseres hadebilledet af Putin med nogle lommepsykologiske forklaringer om hans lidt brydefulde barndom og den kampsport, judo, som han også er kendt for at dyrke. Af og til fremføres hans baggrund i det sovjetiske efterretningsvæsen, KGB og senere FSB, som en tilstrækkelig begrundelse for rollevalget. Der er også den variant, at russerne er autoritære og imperialistiske af natur. Jeg deler ikke denne opfattelse af Putin. Mange psykologiserende bøger om Putin fremstår ofte som irrelevante. Putin var en rod som dreng, men han rettede sig op, bl.a. takket være kampsporten og gode mennesker omkring ham. Men dybest set er sådanne personlige træk ikke særligt relevante for at forstå 8

Ukraine-krisen og heller ikke Ruslands udvikling under samme Putin. Da han kom til magten i 2000, var Rusland i dyb krise; russerne ønskede en anden linje, netop den linje, som Putin kom til at stå for. Rusland var dybest set brudt sammen i 1998. At det under Putin er lykkedes at genrejse Rusland, har fyldt russerne med både stolthed, men også taknemmelighed. Sådan er det, selv om de færreste i Vesten forstår og i endnu mindre grad anerkender det. Men et andet grundsynspunkt i denne bog er også, at Rusland er et land, man må regne med – uanset om man kan lide det eller ej. Ikke bare for russernes egen skyld, men i vores egen interesse. Ud over Putin-dæmoniseringen bæres megen vestlig mediedækning og politikeres analyse af Ukraine-krisen af en ensporet ideologi, som – indrømmet lidt forenklet – kan beskrives på følgende måde: Vesten støtter menneskerettighederne, demokrati og fred, vi i Vesten er derfor gode, ligesom vores hensigter er udtryk for vores godhed. Vores værdier og samfundsmodeller er ret beset de eneste gyldige, de er universelle, ja, de er nærmest ikke til diskussion. En god verden efter denne opfattelse er en verden, hvor Vesten dominerer og holder bestemte ikke-vestlige stater på plads. Det kan være stater, som ikke deler Vestens værdier og ikke abonnerer på de vestlige modeller eller simpelthen lande, som ikke ønsker at være underlagt de vestligt orienterede stater. Der er tale om en ideologi, som efter mange russeres opfattelse har visse ligheder med den sovjetmarxistiske, selv om der absolut også er afgørende forskelle. Men det globale perspektiv og universalismen er fælles, det samme er en manglende lydhørhed over for kulturelle forskelle. Denne vestlige ideologi virker efter min opfattelse begrænsende på de vestlige journalister og politikere. Det kan hurtigt gå hen og blive en blind plet, som blokerer for andre værdisæt, forståelse for andre kulturer og historiske forløb. Den blokerer især for at forstå ikke-vestlige kulturer. Den reducerer interesse- og kulturforskelle til et spørgsmål om, hvem der er god, og hvem der er ond. Dette mediemæssige bombardement er gået hånd i hånd med en voldsom kritik af de russiske medier, som sine steder bliver betragtet som noget nær årsagen til Ukraine-krisen. Det er propaganda, hedder det fra førende vestlige politikere; EU har endda nedsat en mediegruppe, som skal føre informationskrig mod de russiske medier, bl.a. på russisk. Som næsten daglig forbruger af 9

russisk medier kan jeg kort sige, at de statslige medier har særlige vinkler, men de russiske medier har generelt en anden vinkel, end vi har. Debatniveauet i de russiske medier er ofte ganske højt, der deltager både ukrainere (pro-Maidan), meningsdannere fra Vesten med meget kritisk røster over for Putin. Også russiske liberale kommer til orde. Jeg ser det snarere sådan, at man i Vesten tilsyneladende tror at have monopol på sandheden. Hvis jeg ikke havde adgang til de russiske medier, ville jeg have manglet både konkret viden fra bl.a. de russiske krigskorrespondenter i det østlige Ukraine. Igen, sandheden er mere gråmeleret end sort-hvid. Heldigvis findes der også seriøs journalistik i vestlige og danske medier. Med den sort-hvide tænkning, som på trods af alt er udbredt i Vesten, bliver det vanskeligt at forstå andre lande, at forstå hvordan de fungerer samt at forstå den historiske kontekst. På samme måde bliver det også vanskeligt at udvise blot en smule selvkritik, f.eks. at se Vestens egen rolle i eskaleringen af konflikter. Det har ført til problematiske vestligt ledede aktioner især i den mellemøstlige verden, hvor indgriben i en stribe lande som Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien m.fl. har ført til katastrofale resultater, i hvert fald langt fra de ønskede og forventede. Det er ikke emnet for denne bog, men lighederne med krisen i Ukraine er ganske nærliggende. Denne ideologisering gør det også vanskeligt at formulere de vestlige landes konkrete interesser, for selvfølgelig har de vestlige lande deres egne legitime interesser, som imidlertid ofte sløres af det ideologiske lag. EU-landene kunne jo også tænkes at have interesser, som ikke altid faldt sammen med USA’s. Eksport af værdier og samfundsmodeller fungerer i reglen ikke særlig godt, ofte fører det til katastrofer. Under alle omstændigheder lever vi i en tid, som er præget af mangel på accepterede geopolitiske spilleregler. Rusland anerkender ikke den unipolære verden med USA som verdens politibetjent og økonomiske og politiske model for andre samfund. Det samme gælder en lang række andre ikke-vestlige lande med en betydelig økonomisk fremdrift, ikke mindst f.eks. Kina, Indien og sydamerikanske lande. Mange russiske intellektuelle har kritiseret den unipolære

verdensforståelse og beskrevet den som et udtryk for en uholdbar arrogance1. Denne russiske udfordring til Vesten er en af de dybere årsager til Ukraine-krisen. En dybere forståelse af f.eks. Ruslands adfærd betyder ikke nødvendigvis accept og enighed, heller ikke sympati. Men det betyder en grundlæggende respekt for Ruslands nationale interesser, historiske erfaringer og værdier. Det går hånd i hånd med en forståelse af vore egne interesser som udtryk for netop interesser og ikke som en næsten religiøs absolutering af disse interesser som gode kontra de andres som onde. Denne indsigt har i vidt omfang været ret fraværende i kølvandet på den kolde krigs afslutning. Denne bogs udgangspunkt vil være en realistisk tilgang til store magters interesser. Jeg indleder bogen om Ukraine med disse bemærkninger, fordi Ukraine gennem mange hundrede år har befundet sig i spændingsfeltet mellem store stater og imperier som det tyske, svenske, tatarisk-mongolske, russiske, osmanniske og polsk-litauiske. Ja, Ukraine har været et produkt af disse spændinger – og er det tydeligvis stadig i dag. Det har også betydet, at den ukrainske nationale identitet har været og er en flertydig og forskelligartet størrelse.

Евгений Примаков: Мир без России? К чему ведет политическая близорукость (Verden uden Rusland? Hvad fører politisk nærsynethed til?). Moskva, 2009. Ф..А. Лукьянов: Несостоявшийся порядок (Utilfredsstillende orden). Россия в глобальной политике. (Tidsskriftet: Rusland i den Globale Politik) 15. april 2014.

Maidan Associeringsaftalen19 mellem EU og Ukraine havde i 2013 været længe undervejs. Som tidligere omtalt ønskede landets præsident, Viktor Janukovitj, at balancere mellem Rusland og EU; nogle ville mene, at han ønskede at spille de to ud mod hinanden. Begge parter ønskede, at Ukraine skulle tilslutte sig henholdsvis det russisk dominerede EEU og EU. Janukovitjs taktik var at holde især EU, men også Rusland hen, for at Ukraine kunne få så meget ud af situationen som muligt. Han forsøgte også flere gange at få en trepartsaftale i stand, men det lykkedes ikke. Flere repræsentanter for EU- kommissionen og andre afviste bestemt og nærmest hånligt at mødes med Rusland; synspunktet var, at associeringsaftalen var et anliggende mellem EU og Ukraine, Rusland havde intet at gøre med det, de skulle bare holde fingrene for sig selv og passe deres egne sager. Daværende kommissionsformand José Manuel Barroso sagde direkte, at Ukraine måtte vælge enten Rusland eller EU. Problemet var bare, at Ukraine var dybt afhængig af Rusland, handelsmæssigt og økonomisk. Rusland på sin side havde store aktier i Ukraine, både økonomisk, sikkerhedspolitisk og kulturelt. Den største del af Ukraines udenrigshandel var med Rusland. Rusland aftog ukrainske industrivarer fra især den østlige del af landet. Det var industriprodukter, som realistisk ikke kunne afsættes i Vesteuropa. Rusland fik også i det østlige Ukraine produceret ganske mange unikke militærindustrielle komponenter, f.eks. motorer til helikoptere, udstyr til krigsskibe, ja, selv generationer af de store interkontinentale nukleare missiler blev produceret i det østlige Ukraine. Ukraine var på sin side dybt afhængig af gas fra Rusland til vennepris, altså betydeligt under verdensmarkedsprisen. 19 http://eeas.europa.eu/ukraine/docs/association_agreement_ukraine_2014_en.pdf.

Associeringsaftalen ville gribe dybt ind i disse forhold. Derfor var der ikke tale om imperialisme (udelukkende i hvert fald), når Rusland ønskede at være med ombord under forhandlingerne om en associeringsaftale med Ukraine, men snarere rettidig omhu. EU’s politik i dette spørgsmål kom for russerne til at fremstå som aggressiv. Så meget mere som kun et mindretal af den ukrainske befolkning gik ind for hele EU/NATO-pakken. Jeg tror, at de færreste EU-politikere tænkte over, at EU’s politik ville splitte Ukraine. I EU’s selvforståelse stod EU for alt det gode i verden. Hvem kunne dog være imod så megen godhed? Men disse ideologiske EU-briller begrænsede formentlig også EU-politikernes evne til at se situationen klart og de farer, der lurede. Der var også politiske ideologiske frontlinjer inden for EU på spil. De sydeuropæiske lande og lande som Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet ønskede mere normale relationer til Rusland. Storbritannien, Baltikum, Polen og de skandinaviske lande pressede på for at ’få Ukraine revet ud af Ruslands greb og over til Vesten’. Her fik de støtte fra USA. Litauen overtog 1. juli 2013 formandskabet i EU. Samme dag erklærede landets præsident, Dalia Grybauskaite, at hun som mål havde, at Ukraine ville underskrive associeringsaftalen i Vilnius senere på året. Tegnene på, at Rusland og EU var på vej mod en konfrontation, var tydelige nok i løbet af 2013. Associeringsaftalen med EU var ikke så uskyldig, som den i udgangspunktet så ud til. De færreste ukrainere havde formentlig læst aftalen i sin fulde ordlyd. EU havde oprindelig gjort aftalen betinget af, at den tidligere statsminister Julia Timosjenko blev frigivet. Hun afsonede en straf for svindel med offentlige midler i forbindelse med både gashandel og nationalisering og genprivatisering af virksomheder for egen vindings skyld. Selvom hun givetvis havde gjort sig skyldig i mange af anklagepunkterne, var der også tale om en politiseret proces. Men i sig selv er det ganske bemærkelsesværdigt, at EU stillede dette krav. Hvis Ukraine virkelig uretmæssigt havde fængslet en person af politiske grunde, så hørte landet slet ikke hjemme i ’den europæiske civilisation’. I den vestlige civilisation blander politikere sig nemlig af princip ikke i retssager, det kaldes tredeling af magten. Endelig er det så også bemærkelsesværdigt, at EU alligevel til syvende og sidst gav køb på kravet om frigivelse af Timosjenko. Handlede det så alligevel kun om principløs magt? 75

Associeringsaftalen stillede vidtgående krav til Ukraine. Landet skulle gennemføre de berygtede 100.000 sider EU-lov- og traktatstof. Ukraine skulle gennemgå en lang række reformer inden for administration, lovgivning og retsvæsen. I sig selv ganske fornuftige krav, men næppe realistiske al den stund, at EU for det første stort set ikke var til sinds at yde finansiel støtte til projekterne. I hvert fald intet i sammenligning med det, som Polen og de andre østeuropæiske lande fik fra midten af 1990’erne, for ikke at tale om de sydeuropæiske lande i 1980’erne. For det andet blev Ukraine ikke lovet medlemskab af EU. Jeg ved af personlig erfaring, hvilken stærk effekt dette løfte havde for balterne, polakkerne og andre østeuropæere dengang. På baggrund af, at Ukraine var et af de mindst reformerede, mest korrupte og mindst økonomisk effektive lande og samtidig langt det største land, tillader jeg mig at stille mig tvivlende over for de realistiske perspektiver i EU’s projekt. I aftalens artikel 7 enes parterne om et stadigt snævrere samarbejde inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter aftalen bliver Ukraine altså knyttet entydigt sammen med EU-landene. Båndene af både økonomisk, sikkerhedspolitisk og anden art mellem Rusland og Ukraine bliver med aftalen klippet over. Det, der irriterede russerne, var især den sikkerhedspolitiske dimension, som reelt bar Ukraine ind i NATO. Associeringsaftalen gjorde jo Ukraine til et de facto – medlem af EU – bare uden stemmeret og uden særlig megen økonomisk støtte til den uhyre vanskelige reformproces. De russiske militærindustrielle virksomheder i det østlige Ukraine var dermed i fare. Det gjorde sig også gældende for anden ikke-militær industri i det østlige Ukraine. Rusland reagerede på forhandlingerne ved at sige, at hvis aftalen blev til noget, så ville Rusland være tvunget til at indføre toldgrænser over for ukrainske varer. Putins rådgiver inden for euroasiatisk integration, Sergej Glasiev, hævdede, at associeringsaftalen ville blive ganske dyr for Ukraine. Han forudsagde også, at det ville kunne betyde, at østlige ukrainske provinser ville erklære sig selvstændige fra Ukraine. På dette tidspunkt hørte jeg mange danske politikere udtale, at russerne opførte sig aggressivt og destruktivt. Her er det vigtigt at gøre sig klart i forhold til hvad, russerne var destruktive. Det kunne se ud, som om EU var båret af en bestemt nødvendig dagsorden med en fortælling og ideologi. EU-fortællingen spiller en kæmpestor rolle for næsten alle toppolitikere og i hvert fald for 76

EU. Ifølge den fortælling må EU naturligt udvides hele tiden. EU’s område er demokratisk og dermed sikret velstand og fremskridt. Jo mere EU, desto mere velstand og sikkerhed. I den forstand udgør EU en historisk parallel til Napoleons revolutionsmarch mod Rusland i begyndelsen af 1800-tallet, hvor han også allierede sig med bl.a. polakkerne. Det projekt lykkedes som bekendt ikke. Set i et andet lys forsvarer Rusland blot sine nationale og legitime økonomiske og handelsmæssige interesser. Specielt den sikkerhedspolitiske dimension burde de europæiske politikere have forstået bedre, ikke mindst tyskerne. Det er vanskeligt at overvurdere Ukraines betydning for Rusland. Man behøver blot at tænke på de store krige fra Napoleons angreb i begyndelsen af 1800-tallet til Hitlers tilintetgørelseskrig fra 1941-1945. Ukraine er Ruslands bløde bug. Men associeringsaftalen kom i denne omgang slet ikke til en underskrift. Ved den store gallafest i Vilnius 21. november 2013 skulle Ukraines præsident have underskrevet aftalen, og dermed have kronet det litauiske formandskab med Ukraines næsten-optagelse i klubben. Men Janukovitj ødelagde festen, da han afviste at skrive den under. Han havde regnet på det og fundet ud af, Ukraine ville komme til at mangle 160 mia. $ i sit statsbudget ved at underskrive aftalen. Hvor reelt det var, kan man diskutere, men det er givet, at Ukraine ville have fået massive problemer. Så Janukovitjs tøven var absolut både relevant og legitim. EU kunne strække sig til at yde 600 mio. $ som kompensation, det var lommepenge i forhold til behovet, som var over 250 gange større. Samtidig var Putin klar med et tilbud til Ukraine, som Janukovitj ikke kunne afvise. Rusland var klar til at give Ukraine et lån på 15 mia. $ samt en reduktion i gasprisen på godt en tredjedel – uden krav om tilslutning til den euroasiatiske toldunion. Til gengæld forlængede Rusland og Ukraine aftalen om flådestationen i Sevastopol på Krim. At Putin kom med dette forslag, siger ikke mindst noget om, at Ukraine var væsentlig vigtigere for Rusland, end det var for EU. I Janukovitjs hoved var det i øvrigt ikke slut med EU, han ønskede blot tid til at gøre Ukraine klar til det. Midt i al tumulten om de to aftaler tog han sig tid til at rejse til Kina, bare for en sikkerheds skyld. Måske havde de også nogle penge til overs. Men 17. december underskrev Janukovitj Putins aftale. EU-politikerne var rasende og forsmåede og også vrede på Putin, som ret beset bare havde spillet og vundet – i hvert fald denne omgang. 77

I sig selv var det politiske spil ikke usædvanligt. Meget tyder på, at Janukovitj var i overensstemmelse med flertallet af ukrainerne, som ikke ønskede at klippe båndene til Rusland. Man kunne have forestillet sig, at en aftale mellem Rusland og Ukraine på sigt ville blive til noget, og hvem ved, måske bane vejen for et konstruktivt samarbejde mellem Rusland og EU. Men det kom til at gå helt anderledes. I løbet af 2013 syntes Rusland og Vesten at være som to togstammer, der i høj fart fra hver sin vej og på samme spor kørte imod hinanden. Det syntes kun at være et spørgsmål om tid, før de toge ville støde sammen.

Maidan-revolutionen – begyndelse og aktører Maidan er den centrale plads i den ukrainske hovedstad Kiev. Gennem årene har der fundet adskillige politiske manifestationer sted på denne plads. December 2013, januar og februar 2014 gennemførte befolkningen en frihedsrevolution eller et illegitimt kup – afhængig af synsvinkel. Det skete på denne plads, som dermed indgik i historien. Fra 2013 kaldte man også pladsen for Euromaidan, fordi de oprørske protesterende ønskede associeringsaftalen med EU realiseret. Der er meget lidt enighed om de begivenheder, som udspillede sig i disse tre måneder. Historieskrivningen om dem er politiseret, og det er begivenheder, som historikere vil gennemforske i kommende årtier. Nogle mener, at der var tale om en befrielsesrevolution helt i tråd med den franske revolution, 1848 og andre borgerlige revolutioner i 1800-tallet. Andre finder det nærliggende at sammenligne Maidan-revolutionen med revolutionerne vendt mod sovjet systemet fra 1980’erne. Set fra det perspektiv var deltagerne i revolutionen frihedshelte, og de faldne har næsten fået gudestatus hos dem, der abonnerer på denne opfattelse. Andre ser noget radikalt anderledes. De ser et ikke-legitimt væbnet kup mod en lovlig valgt om end upopulær regering og et kup med stærk fascistisk dominans oven i købet støttet af Vesten. Tolkningerne af begivenhederne udgør også et stridsemne i den nye kolde krig mellem Rusland og Vesten. I de vestlige medier er den første udlægning den fremherskende, i de russiske medier den sidstnævnte. Maidan oprøret begyndte med, at nogle bloggere på de sociale medier opfordrede til at demonstrere mod Janukovitjs beslutning om ikke at underskrive 78

associeringsaftalen med EU. En del mennesker protesterede mod beslutningen på Maidan. Der var tale om veluddannede mennesker, som havde kæmpestore – og formentlig urealistiske – forhåbninger til aftalen med EU. Der var f.eks. i aftalen ikke tale om visumfri adgang for ukrainere, endsige medlemskab af EU og ej heller penge. Den 30. november kom det til det første sammenstød mellem politiet og nogle demonstrerende, og politiet opløste demonstrationen temmelig håndfast. Ja, det kom til slagsmål med sårede – men ingen dræbte. Politiets begrundelse for dets indgriben var, at det traditionelle juletræ skulle opstilles på pladsen og være klar 1. december. Begivenheden blev optaget og spredt gennem nogle sociale medier. Politiets ledelse indrømmede, at betjentene var faret for hårdt frem og indledte en undersøgelse. Altså en ganske normal hændelse, som kunne være foregået i København eller Chicago. Dagen efter begyndte en ny fase i revolutionen. Nogle andre aktører begyndte at påvirke situationen. Der var først og fremmest partiet Svoboda. Ved valget i 2012 var det overraskende og for første gang kommet ind i parlamentet med godt 10 % af stemmerne. Det var et ekstremt højreorienteret parti, stiftet af Andrej Paubuiy i 1991. Partiets leder Oleh Tjahnibok havde siden 2004 modereret dets synspunkter en smule. Oprindelig hed det Social Nationalt Parti, men det kunne give uheldige associationer i retning af noget nazistisk. Tjahnibok besluttede, at det skulle hedde Svoboda, som betyder frihed på ukrainsk. Det var inspireret af den nu afdøde østrigske politiker Jörg Haiders parti, som hed ’Freiheitliche Partei Österreichs’, altså Østrigs Frihedsparti. Svoboda-partiet var yderst nationalistisk, antirussisk, antisemitisk, antiliberalt, homofobt m.m. Partiet havde et næsten hysterisk fjendtligt forhold til det russiske sprog, som jo var meget udbredt og et ganske almindeligt talesprog i Ukraine. Stepan Bandera var partiets hofideolog. Partiet havde gennem årene gjort sig bemærket ved en række udenomsparlamentariske aktioner, besættelse af byrådsbygninger og desuden militær træning af især partiets unge medlemmer. På billeder fra demonstrationerne på Maidan-pladsen kunne man se partiets karakteristiske blå-gule bannere dominere situationen. Også billeder af Bandera var der selvfølgelig. EU-parlamentet havde forholdt sig til partiet. I 2012 vedtog parlamentet at advare mod enhver form for samarbejde med det. I begrundelsen hedder det bl.a.: ”Europa-Parlamentet er bekymret over den voksende nationalisme i 79

Ukraine, som er kommet til udtryk i støtten til Svoboda-partiet …Vi minder om, at racistiske, antisemitiske og xenofobiske synspunkter er i modstrid med EU’s grundlæggende værdier og principper. Derfor appellerer vi til prodemokratiske partier i det ukrainske parlament om ikke at samarbejde eller indgå i nogen form for alliance med dette parti”20. En anden aktør så dagens lys så sent som 26. november. Det var Højre Sektor21, som var en samling af en lang række ikke-parlamentariske ekstreme højreorganisationer. De udgjorde et ganske broget billede, men fælles for dem var ideen om, at de havde ret til at fjerne de valgte magthavere med vold. Den største af organisationerne hed Tryzub22 under ledelse af Dmitro Jarosj, som også blev leder af selve Højre Sektor. Jarosjs organisation, Tryzub, havde valgt en meget traditionel kristen, ukrainsk nationalistisk, antirussisk ideologisk linje. Tryzub var også tro mod Stefan Banderas arv. De bragte Banderas billede til Maidan, hvor han visuelt kom til at dominere. Det betød bl.a. også, at antisemitismen var knap så udtalt som i de fleste andre af disse organisationer. Bandera arbejdede sammen med amerikanerne efter 2. Verdenskrig, og her fandt han ud af, at antisemitisme ikke var smart, hvis man skulle have opbakning. Alligevel bar Banderas organisation et kæmpeansvar for drab på jøder, polakker og andre. Mange af Tryzubs medlemmer havde deltaget i den tjetjenske krig på tjetjenernes side, her havde de erhvervet sig ganske mange militære erfaringer, nogle ældre medlemmer havde også tjent i den sovjetiske hær i Afghanistan. Social National Forsamling var en anden gruppering. Den understregede det autoritære princip endnu mere end Tryzub. Social National Forsamling var med andre ord mere renlivede fascister. Her er bare et af mange citater, der dokumenterer det: ”Vores nations historiske mission i dette kritiske øjeblik er at føre den hvide race frem til det sidste korstog for sin overlevelse – et korstog

20 http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P7-TA-20120507+0+DOC+XML+V0//EN. 21 Grundlæggende baggrundslitteratur til Højre Sektor kan findes i Stanisław Byszok og Aleksiej Koczetkow: Euromaidan – Od Demokracji do Dyktaturu. 2014. (Polsk). (Euromaidan – fra demokrati til diktatur). Se evt. også bevægelsernes hjemmesider. 22 Tryzyb betyder trefork, som også indgår i Ukraines statsvåben.

mod undermennesker, som er ledet af semitter”23. Medlemmerne kalder lederen, Andrej Biletskij, for fører24. De har udviklet et antidemokratisk program. Interessant ved denne gruppe er, at den ikke har rod og sæde i det vestlige Ukraine, men i det østlige og mere russiske Kharkiv, ligesom medlemmerne for det meste er russisktalende. Der findes tilsvarende fascistiske organisationer i Rusland, hvor de dog ikke har nogen bred opbakning. Biletskij sad i fængsel under Maidan-oprøret, han havde begået et regulært røveri i 2011. Sammen med en række andre højreradikale blev han sluppet ud af fængslet, og han begyndte straks sin aktivitet i kampen mod de tidligere regeringspartier, Regionernes Parti og kommunistpartiet. Biletskij dannede i løbet af maj måned sammen med et par andre den berygtede brigade Asov. Organisationen blev bizart nok finansieret af Oleh Kolomojskij, som også var aktiv i det jødiske foreningsliv og selv jøde. Organisationens renlivede antisemitisme blev dog til sidst for meget for Kolomojskij, som ellers ikke er sart. Fra sommeren 2014 indstillede han finansieringen. Men den nye indenrigsminister, Arsen Avakov, med den armensk-aserbajdsjanske baggrund havde et godt øje til organisationen, han udnævnte flere af dens medlemmer til ledende poster i politiet, bl.a. som politidirektør i Kharkiv, Avakovs egen hjemby. Han brugte dette bekendtskab til at holde sine rivaler fra Regionernes Parti fra magten. Så er der organisationen Den Hvide Hammer. Det er den mest primitive af alle. Den Hvide Hammer har ikke noget veludviklet program. Mange af medlemmerne er tidligere kriminelle, deres aktiviteter består mest af vold og ’hate speach’. De hader jøder, sorte, homoseksuelle og politi m.m. På et tidspunkt trodsede de Dmitro Jarosjs opfordring til at nedtone antisemitismen. De vedblev med at være meget højlydt antisemitiske, angribe synagoger og genere jøder på gaden. Hele dette højrefløjssegment var dynamisk, dvs. der var konstante splittelser, nydannelser og personopgør, men havde mange ting tilfælles med tilsvarende grupper i Vesteuropa. Mange af medlemmerne var socialt

23 Tom Parfitt: The neo-nazi Brigade fighting pro-Russian Seperatists. The Telegraph. 11. august 2014. http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/ukraine/11025137/Ukraine-crisisthe-neo-Nazi-brigade-fighting-pro-Russian-separatists.html. 24 De bruger det russiske ord вождь (vosjd), som man i øvrigt også brugte om Stalin i sin tid.

mislykkede og uden uddannelse. Had og vold var karakteristiske træk for alle grupperinger, det samme var en grundlæggende foragt for demokratiet. Fra 1. december tog Oleh Tjahnibok, lederen af Svoboda-partiet, initiativet på Maidan Pladsen. Det var også den parlamentariske opposition, som viste deres ansigt på pladsen, og som det stigende antal af vestlige politikere overvejende besøgte i de følgende uger. Det var Arsen Jatsenjuk fra Front for Ændring i alliance med den fængslede Julia Timosjenkos parti Batkivsjtina (Fædrelands partiet), Vitalij Klitsjko fra partiet UDAR ud over det nævnte Svoboda-parti med lederen Oleh Tjahnibok i spidsen. Fædrelandspartiet var et overvejende liberalt parti, hvis absolut mest berømte medlem og formelle leder var Julia Timosjenko, som altså på dette tidspunkt sad i fængsel. Vitalij Klitsjko var den sidste, der kom til. Han er mest kendt som tidligere verdensmester i professionel sværvægtsboksning. Hans parti, UDAR, havde fået betydelige midler fra Konrad Adenauer Fonden; Klitsjko havde været bosiddende i Tyskland i mange år. Han gik for at være den mest moderate, og den der var tættest på Tyskland. Mens kravene fra de demonstrerende før 1. december havde handlet om associeringsaftalen med EU, så skiftede situationen karakter fra 1. december. Nu gjaldt det om at fjerne regeringen og præsidenten. I løbet af december udviklede der sig en regulær Maidan hær bestående af Højre Sektor-folkene, til dels Svoboda-partiet; det var dem, der var trænet i militær kampteknik. De fik i stigende omfang forskellige typer våben til rådighed. Der var daglige bustransporter af trænede Højre Sektor-folk med våben vestfra – og de var ganske skruppelløse. På selve Maidan Pladsen blev Andrij Parubij uofficielt kommandant for den militære organisering. Han delte de paramilitære enheder op i ’sotni’, grupper på hundrede25. Parubyi var gammel kampfælle med Oleh Tjahnibok, de havde sammen stiftet Social Nationalt Parti i 1991, det, der senere blev til Svoboda. Siden hen har Parubij været aktiv i diverse ekstreme højrefløjsorganisationer – primært af entydigt nationalistisk observans. Det var tydeligt, at de bevæbnede grupper havde en vis rutine og træning i det, de gjorde. De angreb politi og andre institutioner – dermed forhindrede 25 Sotni er en gammel russisk militær- og partisanenhed. Det betød ikke, at der nødvendigvis bogstaveligt var 100 i hver enhed.

de både en lovlig valgt regering og parlament i at fungere ordentligt. Det er et faktum, uanset hvor meget eller lidt man brød sig om præsident og regering. Det er et brud på, hvad man i Vesten anser for at være spillereglerne i et demokratisk samfund. At disse grupper ovenikøbet havde en meget ’ikke-europæisk’ ideologi, gjorde derfor, at man kunne have forventet visse forbehold fra vestlige politikeres side. Når Janukovitj i november havde sagt nej til at underskrive associeringsaftalen, så var det ganske i overensstemmelse med alle demokratiske spilleregler, også selvom han havde været korrupt, hvad alt tyder på var tilfældet. Meningsmålinger tydede ikke på, at der var et flertal for EU-aftalen i hele den ukrainske befolkning. De demonstrerende på Maidan Pladsen udgjorde mindre end en procent af befolkningen. Det var i hvert fald ikke givet, at Janukovitj ikke havde befolkningen bag sig. Men i stedet for forbehold fra vestlige politikeres side blev Maidan Pladsen et pilgrimssted, som vestlige politikere næsten hver dag valfartede til og optrådte. Her havde stadig flere indrettet sig i telte, der var indrettet suppekøkkener, lazaretter, kommunikations- og pressecentre m.m. Den afgående tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, mødtes på pladsen med Jatsenjuk og Klitsjko. 8. december ankom selveste EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton. Den senere så berømte amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, delte endda kager ud til forsamlingen på Maidan, hvor hun optrådte sammen med den amerikanske ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt. Den polske udenrigsminister, Radosław Sikorski, ankom også og jublede over, at nogle havde smadret den centralt placerede Lenin-statue. 15. december ankom en anden sværvægter fra USA. Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain optrådte på Maidan. Han sagde bl.a.: ”Vi er her for at tale om solidaritet på vegne af det amerikanske folk (…) Vi er her for at støtte jeres retfærdige sag, det ukrainske folks ret til at bestemme sin egen skæbne frit og uafhængigt. Og den skæbne, I søger, ligger i Europa”26. Disse udtalelser åbner for interessante demokratiteoretiske diskussioner. Det, han siger, er, at kun et ja

26 Stanisław Byszok og Aleksiej Koczetkow: Euromaidan – Od Demokracji do Dyktaturu. 2014. (Polsk). Euromaidan – fra demokrati til diktatur, s. 129.

til EU-aftalen er demokratisk. Hvis befolkningen siger nej, så er det udemokratisk. Uanset hvad, så var Janukovitjs styre ikke et diktatur. John McCain havde vist en særlig begejstring for Oleh Tjahnibok, lederen af Svoboda. En sjælden vestlig kritisk røst kunne man dog høre som en kommentar til McCains optræden sammen med Tjahnibok foran Maidan folket. Det var Efraim Zuroff, lederen af Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem. Det er et center, som dels eftersøger overlevende krigsforbrydere fra Holocaust og dels registrerer udtryk for antisemitisme rundt om i verden. Han sagde bl.a.: ”McCain begik en fejl. Han har helt sikkert ikke nogen anelse om, hvem han stod på scene sammen med. Men hvis han vidste, hvem Tjahnibok er, så er det meget mere alvorligt”. Bortset fra den afgående tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, så var de tyske reaktioner præget af mådehold. Den tyske kansler, Angela Merkel, sagde i december: ”Det må ikke ske, at et land, som ligger mellem EU og Rusland, skal tvinges til at vælge enten det ene eller andet”27. Den nye socialdemokratiske udenrigsminister, Frank Steinmeier, viste også overskud, da han gjorde opmærksom på, at vold, hvilken side det end kommer fra – ikke vil løse problemerne. Men det var ret sjældne røster i det højlydte kor af amerikanske, østeuropæiske og til dels skandinaviske opgejlende politikere. Tingene skærpedes selvfølgelig, da Janukovitj indgik en aftale med Putin om et lån. Janukovitj underskrev aftalen på trods af det voldsomme pres fra Maidan. Men meget tyder dog på, at mange ukrainere var ganske tilfredse med lånet; EU havde ikke meget konkret at tilbyde her og nu. Maidan var blevet en institution, der organiserede sig ret professionelt; det var også klart, at der var nogle, som gav mange penge til både mad, transport, våben, medier m.m. 4. februar blev en aflyttet telefonsamtale offentliggjort. Den havde fundet sted 28. januar. USA’s viceudenrigsminister, Victoria Nuland, havde i en samtale mellem hende og USA’s ambassadør i Ukraine været ganske åbenhjertig. Hun blev mest berømt for at have sagt: ”Fuck the EU!”. Interessant var også hendes bemærkning om, at Jatsenjuk skulle være statsminister, Klitsjko skulle ikke. Han skulle være borgmester i Kiev. Og minsand27 Frankfurter Allgemeine Zeitung. 18. december 2013.

ten om det ikke skete, præcis som hun havde forudsagt, godt en måned senere. Men lige så interessant var hendes bemærkning på et åbent møde ved en tidligere lejlighed i december 2013. Her sagde hun, at USA havde betalt 5 mia. US $ for at få demokrati i Ukraine. Mistanken om, at USA havde en finger med i spillet, virkede bestemt ikke irrelevant.

Maidan – fra protest til krig Julefreden sænkede sig en anelse over Maidan. I lande med en ortodoks kristen tradition holder man nytår og jul fra slutningen af december til midten af januar. Offentlige kontorer og institutioner er lukkede. Dog den 1. januar holdt Tryzub den ordinære mindemarch for Bandera. Det var hans 105-års fødselsdag. Lidt vold blev det som sædvanlig til, de marcherende smed håndgranater ind på hoteller, hvor politikerne traditionelt opholdt sig. Tingene tog dog først fart fra midten af januar 2014. Det første større møde på Maidan var 12. januar. 16. januar vedtog parlamentet en hastelov, som kriminaliserede ødelæggelse og vold mod politiet. Loven gav mulighed for strenge straffe. I sig selv adskilte denne lov sig ikke væsentligt fra tilsvarende vestlige lovgivninger på området. Men loven gav ikke ro på Maidan, tværtimod styrkede den de kræfter, som ønskede konfrontation. 19. januar var der et stort protestmøde mod loven, hvor admiral Ihor Tenjuk lovede militærets støtte til oprørerne. Det skulle dog vise sig, at langt fra alle i de væbnede styrker støttede oprørerne. Det var også i denne fase, at de militante fra Højre Sektor og Svoboda målrettet gik efter regeringsbygningen, som de angreb med skarpe våben, dvs. skydevåben, molotovcocktails, kæder og brosten. Samtidig overtog de lokale Højre Sektor- og Svoboda enheder næsten al administration i det vestlige Ukraine og besatte nogle steder kaserner og militære bygninger inklusive våbenlagre. Mange tusinde skydevåben forsvandt i disse dage i det vestlige Ukraine. Det var ganske åbenlyst, at disse kræfter ønskede at fjerne regeringen ved våbenmagt. 22. januar oplevede man det, som før eller siden måtte ske, de første tre dræbte. Man kunne samtidig fornemme en vis tøven fra regeringens og politiets side, som formentlig skyldtes manglende enighed om, hvad man skulle 85

foretage sig. Mens mange vestlige politikere ensidigt beskyldte Janukovitj for at være skyld i blod og vold, så forekommer det umiddelbart mere gådefuldt, at regeringen ikke gjorde mere for at standse angrebene. De fleste stater i verden ville for længst have taget mere håndfast på lignende situationer. Jeg tilskriver det inkompetence og splittelse i regeringen, formentlig også en stor portion usikkerhed fra præsident Janukovitjs side. Som flere gange fremhævet må man ikke glemme, at der stadigvæk var mange, der støttede Janukovitj, og som ikke ønskede at afskære forbindelsen til Rusland. Mange af dem – og en del parlamentsmedlemmer – var kritiske over for Janukovitj; de syntes, at han skulle tage langt mere håndfast på, hvad nogle ukrainere fra øst og syd opfattede som en fascistisk trussel mod demokratiet. Man skal i al støjen ikke glemme, at Janukovitj havde et flertal i parlamentet bag sig – på dette tidspunkt i hvert fald. Janukovitj selv var formentlig usikker på, hvad han skulle gøre. 25. januar fratrådte statsminister Nikolaj Avakov sin post. Janukovitj tilbød så, at en repræsentant for den parlamentariske opposition kunne blive statsminister. Det blev afvist, tiden var formentlig forpasset. Men det siger dog noget om, at Janukovitj desperat ledte efter en løsning. Tingene eskalerede dag for dag frem til de afgørende fire dage i februar fra den 18. til den 22. Nu blev det for alvor blodigt. Den 18. februar blev 28 demonstrerende og 10 politifolk slået ihjel. Nu var der regulær krig. Højre Sektor-folkene førte an, de angreb samtlige statsinstitutioner, parlament, regeringsbygning m.m. De velbevæbnede folk angreb og nedbrændte regeringspartiet og regionspartiets kontor, og ved samme lejlighed dræbte de to medlemmer af regeringspartiet og en ejendomsfunktionær. Den 20. februar kulminerede krigen; der er lidt divergerende tal over antal dræbte, men mindst 39 demonstranter og 17 politifolk blev slået ihjel. Kiev var præget af kaos, blod, lazeretter, forfærdelse og afmagt på begge sider. Jeg ser stadig et billede fra tv, hvor Vitalij Klitsjko afmægtig og fortvivlet gik rundt for at mane til ro – ganske og aldeles uden effekt. Hvor frygtindgydende han kunne være i en boksering, lige så rådvild og afmægtig var han på Maidan Pladsen. Det var også dagen, hvor snigskytter dukkede op. Oprindelig var det opfattelsen, at snigskytterne var sendt af Janukovitj – eller som de ukrainske nationalister senere hårdnakket hævdede, at det var russiske specialstyrker. En 86

opsnappet telefonsamtale mellem den estiske udenrigsminister, Urmas Paet, og EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton, gav nogle helt andre indicier28. Paet havde talt med en af lægerne, som var Maidan aktivist, Olga Bogomolets, og hun fortalte Paet, at alle dræbte syntes at være blevet dræbt af den samme type ammunition – og formentlig samme sted fra. Det fortalte Paet til Ashton, som selvfølgelig var forfærdet, men ikke syntes specielt overrasket. Senere har flere tyske medier boret i sagen, bl.a. tv-kanalen ARD; de undersøgte de mange videooptagelser, som deltagende havde taget bl.a. med mobiltelefoner, ligesom de interviewede mange af deltagerne. ARD’s journalister kom til den konklusion, at mange af skuddene, som dræbte både demonstranter og politifolk, men ikke Højre Sektor-folkene, kom fra samme sted, nemlig Hotel Ukraine, som 100 % var kontrolleret af Parubij, altså af de demonstrerende. Den anden konklusion, man nåede frem til, var, at disse skud kom fra hotellet inden for et skarpt afgrænset tidsrum, som om nogle meget dygtige snigskytter var gået ind og havde skudt forbipasserende mennesker i løbet af et tidsrum på ca. tre timer, hvorefter de så havde forladt hotellet. Hensigten måtte så i givet fald have været at diskreditere Janokovitjs styre og endelig fjerne det fra magten, så de højreradikale kunne komme til. Uden at tage stilling til den alvorlige anklage må man sige, at der ikke var noget i de højreradikales ideologi, som ville tale imod det. Tæt på årsdagen for den blodige 20. februar sendte BBC en bemærkelsesværdig udsendelse. Den borede i, hvem der egentlig skød hvem. Man spurgte amerikanske og britiske specialister på området. Konklusionen var, at selvom der er meget, vi ikke ved, så passer den officielle opfattelse, at det var det ukrainske politi, som dræbte demonstranterne, ikke29. Det mest omfattende materiale, som jeg til dato har læst, stammer fra Ivan Katchanovski, en canadisk-ukrainsk forsker, som har gennemset et meget omfattende videomateriale fra Maidan fra den pågældende dag30. Han er grundlæggende ikke i tvivl om, at Højre Sektor stod bag de fleste snigskyttedrab. Han udelukker ikke, at politiet også kan have haft sine egne snigskytter. Ingen af Højre Sektor-folkene blev dræbt, og mange blev slået ihjel fra bygninger, som var under Maidans entydige kontrol. 28 https://www.youtube.com/watch?v=ZEgJ0oo3OA8. 29 https://www.youtube.com/watch?v=Ary_l4vn5ZA&feature=youtu.be. 30 file:///C:/Users/Bruger/Downloads/Snipers_Massacre_on_the_Maidan_in_Ukraine_Paper.pdf.

Kompromis og kup Efter 20. februar, dagen med snigskytter, kom der endelig et initiativ fra EU’s side. Det var tydeligt for enhver, at konflikten virkelig kunne eksplodere. Rusland havde ikke været på banen indtil nu, men der var voksende utilfredshed i de sydlige og østlige dele af Ukraine, hvor Janukovitj og hans parti havde deres støtter. Flere EU-politikere var nervøse ved udsigten til, at Rusland skulle blive en meget mere aktiv spiller både politisk, men også økonomisk. Der blev derfor stablet et møde på benene mellem Janukovitj, de ukrainske oppositionspolitikere og udenrigsministre fra tre EU-lande. Disse var Radosław Sikorski fra Polen, Frank Steinmeier fra Tyskland og Laurent Fabius fra Frankrig. Den russiske særlige rådgiver for Putin, Vladimir Lukin, deltog også. De nåede frem til en aftale (som Lukin dog ikke skrev under på). Repræsentanterne fra den parlamentariske ukrainske opposition skrev også under. Det var Klitsjko, Tjahnibok og Jatsenjuk. Aftalen indeholdt følgende punkter: 1. Inden 48 timer skulle Janukovitj underskrive en lov, som genindførte Ukraines forfatning fra 2004. Det ville svække præsidenten og give mere magt til parlamentet. Der skulle oprettes en ny enhedsregering. 2. Der skulle afholdes et nyt præsidentvalg inden udgangen af 2014. 3. Der skulle gennemføres en undersøgelse af den vold, som havde præget de tre dage i februar, først og fremmest i forbindelsen med snigskytter på Maidan. Undersøgelsen skulle gennemføres sammen med de statslige autoriteter, oppositionen og Europarådet. 4. Der skulle indføres våbentilstand. De bevæbnede regeringsenheder skulle trække sig, ligesom de forskellige militser fra oppositionen skulle afvæbnes. Samme dags aften, hvor parterne havde underskrevet aftalen, skulle Klitsjko, Tjahnibok og Jatsenjuk så ud og sælge aftalen til Maidan-demonstranterne. Var det overhovedet muligt? De gjorde det dårligt, hvis de overhovedet på noget tidspunkt havde troet på det. Klitsjko undskyldte, at han havde trykket Janukovitjs hånd. Flere Højre Sektor-kommandanter afviste hånligt forslaget. Janukovitj skulle væk uanset hvad. Det var meldingen fra Maidan.