Urban uddrag by Frydenlund

Iben Bjørnsson

URBAN – de unge år 1908-1956

Frydenlund

URBAN – de unge år 1908-1956 1. udgave, 1. oplag, 2018 © Forfatteren og Frydenlund ISBN 978-87-7118-820-2 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: Peder Norup Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Omslagslayout: Caroline Asferg Madsen Forsidefoto: Scanpix Grafisk produktion: Pozkal, Polen

Bogen er udgivet med støtte fra

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

The Old Boys’ Network..............................................................................305 Koldkrigsorganisationerne 306 | Efterretningsaspektet 311 | Hjemmeværnet 315 | Udlandet 317 Borgerrepræsentant....................................................................................322 Bystyret 323 | At sidde stille 325 | Fortet 326 | Aldersrenten, anden runde 330 | Navnelistesagen 333 | Den socialdemokratiske stat 347 | Kommunisterne i Borgerrepræsentationen 348 | Formanden og overborgmesteren 353 Ind i 1950’erne.............................................................................................358 Afmatning 358 | Valget 1950 363 | Intermezzo 365 | På rådhuset 366 | Skatterne 370 | Budgetordfører 373 | Hospitalerne 377 | Tuberkulosen 379 | Folketingsmand 382 | Revalidering 387 | Folkepension 390 | 1956 392 Litteratur..........................................................................................................409 Arkiver 417

Appendiks: Teoretiske og metodiske overvejelser om personlighed i biografi- og historieskrivning ...........................................................419 Om biografier 420 | Psykologi og biografi 423 | Et psykologisk grundlag 427 | Personligheds- og trækpsykologi 428 | Femfaktormodellen 429 | Femfaktormodel og livsforløb 430 | Femfaktormodellens anvendelse og begrænsninger 432 | Urban Hansen og femfaktormodellen: et forsøg på applikation 433 | Politisk psykologi 439 | Konklusion 447 | Litteratur 449

Noter.................................................................................................................454 Personregister...............................................................................................499 Illustrationskrediteringer..............................................................................503

KAPITEL 6

KOLD KRIG

»[…] dette hovedbestyrelsesmøde havde været et af de alvorligste i partiets historie, og [...] den trufne afgørelse var vigtig for folkets og landets fremtid«. Københavns overborgmester H.P. Sørensen på Socialdemokratiets hovedbestyrelsesmøde den 27. februar 1949, hvor det vedtoges at give regeringen ret til at lade Danmark indtræde i en vestlig forsvarspagt400

EFTERKRIGSTID Socialdemokratiet tabte folketingsvalget den 30. oktober 1945. Der er ikke rigtig andre måder at sige det på. Ikke alene måtte partiet overlade regeringsmagten til en Venstreledet regering og den første borgerlige statsminister siden 1929 (Knud Kristensen). Det skete af den bitrest tænkelige årsag: Kommunisterne have vundet 18 mandater, og 18 mandater var – pudsigt nok – præcis hvad Socialdemokratiet havde tabt. I den arbejdertrætte 9. kreds havde kommunisterne fået hele 27,7 % af stemmerne, og socialdemokraterne 39,9 % mod 65,6 % ved det sidste frie valg i 1939. Dengang havde kommunisterne kun fået 5,6 %.401 Socialdemokratiets forsøg på at fremstille sin indsats under krigen i et fordelagtigt lys var altså ikke umiddelbart en succes. Kommunisterne var populære, og deres indsats i modstandskampen gav dem en national aura, som de ikke tidligere havde haft grundet deres tilhørsforhold til Sovjetunionen. Men også tilhørsforholdet til Sovjet blev der set med mildere 205

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

øjne på i befolkningen. Det var en allieret, hvis indsats i krigen ikke lod sig fornægte, og Stalin sad til bords med Truman og Churchill – så kunne kommunisterne vel ikke være så slemme? Naturligvis kunne de det – det vidste enhver ordentlig socialdemokrat. Hverken enhedsforhandlinger eller modstandskamp ændrede en tøddel ved Socialdemokratiets opfattelse: Kommunisterne splittede arbejderbevægelsens enhed og gjorde den svag. Beviset lå i valgresultatet. Urban skrev til H.C. Hansen dagen efter valgnederlaget. Han roste og takkede H.C. og hans hustru Gerda for deres store indsats for partiet og lovede fortsat at gøre sit yderste for den fælles sag. Indholdet var typisk Urban: Nok havde partiet fået en lussing, men derfor var der jo ingen grund til at vende den anden kind til »som den artige Dreng« – nu skulle der tages fat! Og nu, hvor befrielsesrusen havde lagt sig, og valget var overstået, var der tid til at komme »til Bunds i Opgaverne«. H.C. Hansen skrev tilbage og takkede for Urbans optimisme og arbejdslyst. Der jo ret beset heller ikke fejlede noget. Han skrev også, at han håbede, at han og Urban ville »faa mange gode Samtaler sammen fremefter« – og det blev der faktisk lejlighed til nu, hvor H.C. ikke sad i regering. Han talte i den kommende tid jævnligt til politiske møder i 9. kreds.402 Der er næppe nogen tvivl om, at H.C. Hansen politisk har været et stort forbillede for Urban. De to var nære venner, men Urban lagde aldrig skjul på, at han så op til H.C. og beundrede dennes politiske arbejde. I et telegram fra 9. kreds syd ved H.C.’s 40-årsfødselsdag i 1946 hed det bl.a.: »Tak for de Timer du har ofret paa os herude. Tak ikke mindst for den kammeratlige Aand og Tone du altid bringer med dig og den Friskhed og Djærvhed du altid lægger for Dagen. Maatte Tiden der kommer igen anbringe dig paa en af Landets højeste Poster saa ikke alene Partiet men alle Smaakaarsfolk i dette Land maa faa Gavn af din Dygtighed og Indflydelse«.403

Selvom efterkrigstiden umiddelbart bød på en politisk nedtur for partiet, markerede perioden begyndelsen på Urbans virkelige politiske karriere. Han havde længe været på vej op i rækkerne, og nu hvor partilivet igen kunne få frit spil, var han blandt dem, der stod forrest i køen. Han blev indstillet til partiets hovedbestyrelse og fik ved valget en plads som anden206

Kold krig

suppleant, hvilket fint illustrerer hans status på dette tidspunkt: Han var på vej, men dog ikke helt så langt oppe i hierarkiet, som nogle af de andre, der kom direkte ind, herunder Lars M. Olsen og Per Hækkerup. I 1947 afgik tre medlemmer ved døden, og Urban blev officielt budt velkommen i hovedbestyrelsen af Hans Hedtoft den 5. oktober.404 Ved samme lejlighed meddelte Vilhelm Buhl, at hans alder og helbred ikke tillod ham endnu en tørn som statsminister, og at han derfor ikke ville stille op ved det valg, som netop var blevet udskrevet. Han pegede på den naturlige afløser som statsministerkandidat, partiformand Hans Hedtoft. Hedtoft, loyal mod reglerne, understregede, at det måtte partiledelsen jo tage stilling til.405 Men der var hverken tvivl eller nogen anden kandidat. Naturligvis ikke. Ved valget i oktober 1947 gav vælgerne Socialdemokratiet ni af deres mandater tilbage fra kommunisterne, hvilket var nok til at bringe partiet tilbage til magten og Hedtoft til statsministerposten. Dermed var det generationsskifte i partiledelsen, som Urban havde efterlyst under krigen, et faktum. Nu var hans generation i førersædet. Hedtoft havde været DSU’s leder under vækkelsen i 1920’erne, han havde ført an i organisa tionsarbejdet i 1930’erne og var blevet kanoniseret af partiet under besættelsen som en af dets modstandsmænd. Han havde iværksat og ledet den antikommunistiske kamp. Med sig til toppen tog han naturligvis også sin makker H.C. Hansen (som finansminister), der havde fulgt tæt i Hedtofts spor siden DSU-dagene. Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Urban og deres jævnaldrende i partiet udgjorde ikke blot en generation, men en generationsenhed. En gruppe der ud over alderen også havde både udsyn, formative politiske oplevelser, social-økonomisk baggrund og organisationsmæssig skoling tilfælles.406 Et af de vande, som Socialdemokratiets ledelse skulle navigere i, var udenrigspolitik i en forandret verden. Besættelsen affødte et slogan, der ætsede sig fast i befolkningens bevidsthed: »Aldrig mere en 9. april«. Socialdemokratiet var nødt til at revurdere deres traditionelle forsvarspolitik – eller mangel på samme. Det var ikke en helt ny tanke. I lyset af 1930’ernes udvikling var flere ledende socialdemokrater allerede dengang begyndt at genoverveje den socialdemokratiske pacifisme. I programudtalelsen Danmark for Folket viste Stauning en bevægelse væk fra partiets hidtidige afrustningspo207

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

litik, da han skrev, at der for tiden ikke var basis for en afrustning.407 Hartvig Frisch havde allerede i Pest over Europa givet udtryk for samme tankegang. Ifølge historiker Niels Finn Christiansen, som har skrevet Frischs biografi, bidrog Pest over Europa til en mere forsvarsvenlig holdning hos de unge socialdemokrater, der brugte den som et ideologisk pejlemærke.408 Og der var ganske rigtigt en åbenhed over for spørgsmålet blandt de unge ledere allerede inden besættelsen – både Hedtoft og H.C. Hansen indtog en mere forsvarsvenlig position i løbet af 1930’erne. I skriftet Militærspørgsmaalet fra 1936 skrev H.C. Hansen sågar om behovet for en reorganisering af værnene med det formål at få en bedre bevogtning af grænserne.409 Intet af det nævnte havde ført til oprustning før krigen, men det var begyndelsen på en udvikling, der blev fuldbyrdet efter. Det stod indskrevet i befrielsesregeringens grundlag, at Danmark ikke længere kunne vende tilbage til isoleret neutralitet. Men umiddelbart efter krigen var der ingen bud på, hvad der skulle træde i stedet. Danmark manglede simpelthen orienteringsrammer i en efterkrigstid, hvor de globale mønstre var forandret. Mest mærkbart var naturligvis, at magten i Danmarks nærområde havde skiftet tyngdepunkt fra syd til øst. Og Sovjetunionens noget langsommelige rømning af Bornholm gav – allerede før den kolde krig havde nået frysepunktet – en anelse om, hvorfra morgendagens største trussel ville komme.410 I første omgang satte Danmark sin lid til, at FN kunne sætte og opretholde en verdensorden baseret på folkeretten – det blev dog sværere og sværere, efterhånden som kontroverser i stigende grad brød ud mellem USA/de vestallierede og Sovjetunionen, kulminerende med at de to landes brug af vetoretten reelt satte Sikkerhedsrådet ud af funktion. I 1946 blev det for alvor klart, at de krigsallierede ikke kunne føre alliancen konstruktivt ind i fredstid. I marts holdt Winston Churchill en tale i Missouri, USA, hvor han sagde de famøse ord: »An iron curtain has descended across the continent« (»et jerntæppe har lagt sig over kontinentet [Europa]«.411 Han hentydede naturligvis til, at Stalin indsatte sovjetvenlige regeringer i de lande – og den del af Tyskland – som Den Røde Hær havde befriet. For disse lande blev befrielsen blot begyndelsen for en ny stormagts dominans.412 Da Socialdemokratiet ved valget i 1947 vandt ni mandater tilbage fra kommunisterne, var flere af den holdning, at det netop skyldtes udviklingen i Østeuropa.413 208

Kold krig

I den nye verdensopdeling stod socialdemokraterne i en dobbelttydig situation: For at undgå indblanding i en eventuel ny stormagtskonflikt ønskede man så vidt muligt at undgå at provokere Sovjetunionen, samtidig med at forholdet til de hjemlige kommunister var så hadsk som nogensinde. Det var et skisma, som på mange måder mindede om 1930’ernes balancegang mellem forsigtighed over for den store nabo Tyskland og HIPA’s antinazisme, men det blev i de følgende år langt mere udfoldet. Sovjetunionen – og, efterhånden som den tog form, Østblokken – var stadig det skræmmebillede, man holdt op for den danske arbejder, når der skulle advares mod kommunismen. Når man talte direkte med Sovjetunionen, foregik det dog gerne i en betydeligt fredeligere tone.

TYSKLAND I de sidste dage af april og de første af maj 1946 rejste Urban til Nordtyskland; gennem Flensborg og Kiel til Lübeck, Hamburg og Bremen. Rejsen blev formentlig foretaget i fællesledelsens regi, og han rejste formentlig ikke alene (han henviser i sin efterfølgende rapport nu og da til »vi«), men skriver intet om, hvem en eventuel rejsemakker var. Hovedformålet med turen var at genetablere forbindelsen til det tyske søsterparti SPD, som var genopstået efter krigens illegalitet. Urban skulle møde partifæller, først og fremmest ’H’ i Lübeck, der var flygtet fra Tyskland i 1933 og ad omveje kommet til Danmark, hvor tyskerne pågreb ham i 1940. Urban havde dengang besøgt ham i Vestre Fængsel, men via Horserød var han i 1941 blevet sendt til Sachsenhausen, hvor han havde siddet krigen ud. Urban kendte ikke ’H’ særlig godt, men det var hans indtryk, at ’H’ var respekteret, også i videre kredse – englænderne havde inviteret ham til at overvære Nürnbergprocessen. Urban beskrev turen i en 37 sider lang rapport og ofte i malende vendinger:414 »De tilbageblevne Stubbe griner paa en uhyggelig Maade den Vejfarende i Møde […] Øjet flakker fra Sted til Sted. Se dér. Saa godt som intet er tilbage af et 5-Etagers Hus. […] dér hænger en Radiator som et sørgeligt Minde om dengang, da Husets Beboere blot behøvede at dreje paa Hanen for at faa Varme. […] Vi pas217

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

serer de fordums mægtige Skibsværfter, hvoraf kun de mægtige Jernskeletter er tilbage, kører gennem snørklede Render, der er skabt mellem Arbejderkvarterernes Ruiner. […] Paa Baarer ligger de paa store Plæner eller staar i Smaaklynger ved Stationen og følger som i Drømme det pulserende Liv omkring dem […] Deres Reaktioner er præget af denne Primitivitet. Det, der gik forud, har lært dem een Ting: videre, videre […] Hvad bærer de i sig: Trods, Opgivelse eller Vilje til at skabe noget nyt? […] I mit Sind er der Uro«.

Han beskrev flygtninge, udbombede bygninger, lovløshed, magre børn og ubeskæftigede mænd. Men vendte igen og igen tilbage til kvinderne, som, han mente, led mest afsavn: De arbejdede hårdest og gav de største ofre til fordel for mand og børn. Hvor mændene gik i aflagte uniformer og, ikke mindst, uniformsstøvler, måtte kvinderne klare sig med laser, også på fødderne. Han så dog også enkelte lysglimt, bl.a. de mange nyttehaver (»Tegn paa ukuelig Vilje til Liv«), men var ikke optimistisk med hensyn til den administrative, økonomiske og politiske genopbygning, som, han mente, ville komme til at tage lang tid. Det var et – bogstaveligt talt – forslået parti, Urban mødte i Lübeck. Som følge af nazisternes tortur manglede ’H’ flere tænder, partisekretæren gik omkring med en knust næse, og den lokale formand var syg på grund af manglende ernæring. Manglen på friske, skolede folk var katastrofal, fortalte ’H’. Den andel partiarbejde, som han alene tog sig af, var ifølge Urban overvældende. Med ’H’ i bilen kørte Urban videre mod Hamburg, hvor de fik en varm modtagelse af den lokale partiformand og partifællerne, som var ivrige efter at komme ud af isolationen og starte det internationale samarbejde op igen. Nogle af dem havde svært ved at forstå, at de sad i den internationale skammekrog alene, fordi de var tyskere – de havde jo selv i høj grad været forfulgte og mishandlede af nazisterne. De berettede, at det negative syn på tyskere bl.a. kom til udtryk fra englænderne, som administrerede området: De tyske partifæller følte sig umyndiggjort ud over, hvad de syntes, de havde fortjent. Det gav anledning til en del overvejelser hos Urban selv: Han var nemlig, skrev han, ikke selv helt tryg ved tyskerne som folk. Han mis218

Kold krig

tænkte, at sympatien for nazismen stadig var udbredt, og var fortørnet over at møde tyskere, der positivt omtalte deres udstationering i Danmark (»Os morer det ikke, tværtimod«). Han funderede over, om tyskerne var klar over, hvorfor de måtte holdes under administration, eller om de mest var bitre over det. Om de overhovedet forstod, hvordan omverdenen så på dem? Og om kollektiv afstraffelse af et helt folk var rimeligt, når mange af disse folk selv havde lidt under nazismen i koncentrationslejrene? Han opsummerede paradokset i en historie, han fik fortalt om den hamburgske partifane: Den havde tilbragt 12 år syet ind i en dyne. Kvinden, der sov under dynen, havde en søn, der kæmpede i Hitlers hær. Han gav dog, i sidste ende, følgende holdning til kende: »Det er svært, ja umuligt for en Udenforstaaende at afgøre, hvor Skillelinien mellem de 2 Vurderinger drages. Som Medborger i en af de Nationer, hvor ’Herrefolket’ regerede med sin Brutalitet og Skaanselsløshed, er det fristende kort og kynisk at fastslaa, at Tyskerne har forvoldt andre saa meget ondt og regeret de besatte Omraader med en saadan Egoisme og Kynisme, at de alle maa tage Skade for Hjemgæld. Som Partimand, som Medkæmper for den samme Sag som disse Folk er det imidlertid umuligt at se paa dem paa den Maade. De fleste af dem har endnu haardere end vi mattet døje Nazismens Aag. Vi maa vise dem Tillid. Vi maa – om nødvendigt – paa tværs af Folkestemning og alt det der vise, at vi tør skelne mellem Nazister og Tyskere«.

Hvad »jævne« folk angik, spurgte Urban: Burde de så ikke havde sagt stop i tide? Jo måske, men han svarede selv: Man kunne blot se på Danmark, hvor let det var for et mindretal i befolkningen at »rive Masserne med sig til Ting, som den enkelte egentlig ikke er Tilhænger af«, så det spørgsmål var måske ikke så enkelt endda. Folk var jo også blevet mødt af repressalier, hvis de vovede divergerende meninger. Det tyske paradoks synes at have stået som et af de klareste indtryk fra turen og viser, at Urban havde en udpræget evne til kritisk at reflektere, også over egne holdninger – noget der ikke altid skinner igennem, når man ser den aktive, fremadstormende og lydige partisoldat. 219

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

Det, der dog uden tvivl gjorde mest indtryk på Urban, og som også ’H’ var mest optaget af, var forholdet til kommunisterne og den sovjetiske administration af Tysklands østlige del, Østzonen. ’H’ havde opholdt sig i Østzonen i tre uger, og det var ikke opmuntrende ting, han havde at fortælle. Adspurgt om sit politiske arbejde i vest kom ’H’ også hurtigt ind på kommunisterne. Han anførte, at det kunne være svært at udvise den nødvendige »Haardhed« over for dem, da mange socialdemokratier og kommunister sammen havde overlevet og knyttet bånd i koncentrationslejrene. Men hårdhed krævedes ikke desto mindre, for partiapparatet skulle genopbygges, og det helst uden kommunistiske infiltratorer. Enhedstanken, altså en sammenslutning af de socialdemokratiske og kommunistiske partier, havde været populær i Tyskland efter kapitulationen, fortalte ’H’, netop fordi socialdemokrater og kommunister havde været i samme båd under nazismen. Dog havde russernes fremfærd –både de militære tropper og de administrative myndigheder – i de sovjetisk administrerede områder gjort den tyske arbejder skeptisk: »[…] man frygtede, at kun Kommunisterne vilde kunne komme til Orde naar først Sammenslutningen var sket«. Og, som Urban tilføjede, havde denne frygt »i uhyggelig Grad« vist sig berettiget. I Østzonen var ’arbejderenheden’, altså sammenlægningen af de to partier, blevet gennemført (læs: gennemtvunget) i slutningen af april 1946 (blot dage før Urbans besøg) med skabelsen af Socialistische Einheitspartei Deutschlands (SED). SED var hurtigt kommet under kommunistisk dominans, fortalte ’H’. Det lykkedes altid »ved Russernes Mellemkomst« at få sammensat politiske og faglige ledelser og forvaltninger, sådan at kommunisterne var i flertal. Modstandere af enhedstanken blev ofre for en »uhyggelig Hetskampagne« og blev enten forfulgt eller deporteret. Blev der valgt flere socialdemokratiske end kommunistiske tillidsmænd til en bedriftsledelse, havde russerne som regel en grund til, at de første måtte fjernes. I hver by holdt en kommunistisk tillidsmand øje med, at alt foregik, som det skulle, og beboere blev tvunget til politiske møder for at høre om »det nye Styres velsignelsesrige Reformer«. Kommunisterne i Østzonen tog i øvrigt gerne imod tidligere nazister, særligt unge mennesker. Blot skulle de først gennem omskoling i de »saakaldte Omskolings-Lejre, [hvor de] bliver opdraget til at virke for Kommunismen med samme Fanatisme, som de har virket for Nazismen«. 220

Kold krig

Bedre bevis for, at de havde gjort ret i at afvise enhed med kommunisterne, kunne de danske socialdemokrater ikke få. Urban skrev på baggrund af ’H’s beretninger om Østzonen: »Metoderne var blot en Gentagelse af Nazisternes Fremfærd. […] Koncentrationslejrene er genaabnet. I Sachsenhausen menes saaledes at være over 10.000 Socialdemokrater […]. Enheden er nu en Kendsgerning. Skabt paa Baggrund af Besættelsesmagtens [Sovjetunionen] Bajonetter og alene derved«.

Visse steder forsøgte socialdemokraterne at fortsætte deres politiske og faglige linje, men ’H’ mente (med rette), at det blot ville være et spørgsmål om tid, før partiarbejdet alle steder ville være underlagt kommunistisk dominans, og socialdemokrater ville være tvunget til at arbejde videre illegalt (hvad de efter Urbans indtryk var klar til). For partifællerne i det vestlige Tyskland viste samarbejde med socialdemokrater i Østzonen sig mere og mere besværligt. Grænsen var lukket og telefonforbindelsen afbrudt. En af ’H’s medhjælpere, der havde ageret som kurér, var allerede blevet taget og mishandlet af den russiske militære efterretningstjeneste, GRU. For tiden, fortalte ’H’, vidste man kun, hvad man fik at vide fra dem, der havde held til at flygte. Noget af det, de fortalte, var, at de materielle forhold i øst ikke var stort bedre end i vest. Tværtimod, fortalte ’H’; russerne eksproprierede land og landbrugsudstyr, fattigdom og nød var udbredt. ’H’ havde – og fik – ret i sine dystre beretninger. Socialdemokraterne i det, der blev kendt som Østtyskland, blev gradvist udrenset, og i 1949 etablerede SED Deutsche Demokratische Republik (DDR), hvor de enevældigt herskede de næste 40 år. Bedre argument mod kommunisternes enhedstanke fandtes nærmest ikke. Urban nåede at se både socialdemokraternes og kommunisternes 1. maj-optog i Hamburg (det sidste under temaet ’Enheden’) og kunne varme sig ved, at det første var langt det største. Han noterede også, at et antal polakker havde stillet sig op og holdt pibekoncert mod det kommunistiske optog. »Øjensynlig havde de ikke særlig Ønske om at komme hjem til de nye Forhold«. Senere gik turen videre til Bremen, hvor den partimand, de søgte, var ude at rejse. Til gengæld blev de budt til middag af et par af byens ’sena221

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

torer’. Indtrykket var, at amerikanerne, som administrerede Bremen, gav mere spillerum end englænderne, og at modsætningerne mellem socialdemokrater og kommunister ikke kom så åbent til udtryk som i Lübeck og Hamburg. Men, indrømmede Urban, så var det jo heller ikke socialdemokrater, de havde talt med. De fik dog fat på en socialdemokrat i Bremen: En redaktør, som mente, at udviklingen i Østzonen ville skade kommunisternes popularitet i vest. Måske vidste »den jævne Mand« ikke alt, hvad der foregik i Østzonen, men han vidste, at ytringsfrihed og organisationsfrihed var under pres, og det var nok, mente redaktøren. Dog mente han også, at den afgørende faktor ville blive, hvordan forholdet mellem Sovjetunionen og vestmagterne udviklede sig. Også her så Urban et kardinalpunkt. I en del af hans rejserapport, som refererer samtaler med forskellige tyske partifæller, er »Tyskland som de Allieredes udenrigspolitiske Objekt« det første og absolut længste punkt. Første sætning er: »For de Tusinder, der i Dag i det tyske Socialdemokrati vier deres Kræfter til Genopbygningen, er det altoverskyggende Problem: Magtforholdet mellem Øst og Vest«. Den kolde krig var begyndt. Urbans konklusion på turen var, at Sovjetunionen søgte at befæste sin stilling i Østeuropa, at ’russificere’ Polen og dermed sikre indflydelse »mod Nord til Skandinavien« samt i Østersøen. Og det havde han jo ret i. Skrækvisionen var den kommunistiske vision om »tysk Enhed«, og for at forhindre det måtte det vestlige Tyskland styrkes demokratisk og økonomisk. Uden et demokratisk Vesttyskland var også Skandinavien i fare, skrev han. Urbans anbefalinger til partifællerne derhjemme var klare: Det gjaldt om at gøre, hvad man kunne for at styrke de (social)demokratiske kræfter i Vesttyskland. Kontakter, konferencer og møder ville tjene som moralsk opbakning, og rent praktisk havde tyskerne brug for papir til agitationen – det var, skrev han, »lige saa vigtigt som at skaffe Mad«. Kommunisterne havde masser af papir fra de store skovområder i Østzonen. Kammeraterne manglede også litteratur af al opbyggelig slags, idet nazisterne havde brændt det meste. Partifæller, som havde været i landflygtighed i Norden, kunne oversætte, og Urban var blevet forsikret, at det gennem englænderne kunne sikres, at forsendelser nåede de rette modtagere. 222

Kold krig

Og så overbragte han en anden bøn fra de tyske partifæller: At den danske regering afstod fra nogen som helst krav på, eller tale om, indlemmelse af Slesvig-Holsten i Danmark. Dette ville spille direkte ind i den sovjetiske dagsorden. Man kunne ikke fordømme sovjetisk ekspansionspolitik, hvis man samtidig selv annekterede landområder. Sovjet kunne så argumentere for at have ret til det samme. Som nævnt skrev Urban i alt 37 sider; mange om ødelæggelserne i Tyskland og bestræbelserne på at genopbygge landet. Men der er ingen tvivl om, at det, som gjorde mest indtryk, var spørgsmålet om kommunisterne, og hvordan man tacklede dem. Det var, skrev han, ikke blot et spørgsmål om arbejderne indbyrdes, men om forholdet mellem øst og vest. Også det havde han ret i. Det, der før krigen havde været en intern konflikt i arbejderbevægelsen, handlede nu ikke længere om gammelt nag og magten over arbejdspladserne. Det handlede om national og international sikkerhed. 1930’ernes modstand mod nazisme og kommunisme med etableringen af HIPA havde ganske vist haft aspekter af både national sikkerhed (ønsket om at immunisere samfundet mod ekstremisme) og internationale forhold (Sovjetunionen som skræmmebillede på kommunisternes idealsamfund), men med den kolde krig blev konflikten aktuel og international på en måde, den ikke havde været før. Skillelinjen mellem de ideologiske systemer i øst og vest trak skarpe spor gennem arbejderbevægelsen, og derfor blev også arbejderbevægelsen en vigtig front i den kolde krig.415 Intet andet sted end i Tyskland stod den nye kobling mellem arbejderbevægelse og sikkerhedspolitik klarere frem. Sovjetunionen var ved at sikre sig en række loyale regeringer i østeuropæiske lande og dermed ved at etablere sig som en reel magtfaktor i Europa. I Polen og Østtyskland havde Sovjetunionen givet den kommunistiske magtovertagelse et europæisk ansigt. Udviklingen bekræftede til fulde for socialdemokraterne, hvad de altid havde sagt: aldrig, under nogen omstændigheder, samarbejde med kommunister. I resten af Østeuropa, hvor billedet kom til at gentage sig over de følgende år, blev kommunisternes taktik kendt som ’salamimetoden’ – man indgik samarbejde, hvorefter socialdemokrater blev skåret fra, ’skive for skive’, til der ikke var flere tilbage.416 Det var ikke, fordi Urbans rapport indeholdt overvejelser, som ikke allerede foregik i partiet. Hvis man bladrer igennem Social-Demokraten 223

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

fra disse dage, vil man opdage, at ’Tysklandsspørgsmålet’ i høj grad var aktuelt og genstand for bevågenhed. Men at se Tyskland med egne øjne og ikke mindst høre særligt ’H’s beretninger om Østzonen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og foredraget »Hvad sker der i Tyskland?« blev føjet til hans repertoire.417 Når vi senere skal se nærmere på Urbans antikommunistiske aktiviteter, skal vi huske, at det var dette billede, han havde i baghovedet: udviklingen i Østtyskland, frygten for at noget lignende kunne lykkes for kommunisterne i Vesttyskland og dermed – måske – i Norden. På dette tidspunkt var den kolde krigs grænser endnu ikke fast optrukne; hvor stor Sovjetunionens indflydelsessfære i Europa ville ende med at blive, var et åbent spørgsmål. Det virker på mange måder, som om Tysklandsturen gav Urban en ordentlig forskrækkelse. Hvor han tidligere havde været mere bredt optaget af organisation, agitation og arbejdspladser, blev hans fokus efter turen mere snævert på kommunismen. Havde mødet med Tyskland skræmt, blev gensynet med Danmark beskrevet så meget mere floromvundent, ja nærmest overstrømmende: »2 store Dannebrogsflag, Gendarmernes lyseblaa Uniformer, delvis udsprungne Træer alt sammen lyser af Mildhed, af Varme, af Tro«.

1948 Den kolde krig spidsede til, og den afgørende måned for Danmark blev februar 1948, hvor kommunisterne tog magten i Tjekkoslovakiet i et kup støttet af Sovjetunionen. Kommunistpartiet var i forvejen landets største parti efter et demokratisk valg (38 %), så kuppet forekom som en unødvendig centralisering og brutalisering af dets styrke, og det styrkede formodningen om, at det parlamentariske demokrati for kommunisterne kun var et værktøj til at skaffe sig dominans. Knap var de nordiske regeringer kommet sig over nyheden fra Prag, før det blev kendt, at Sovjetunionen havde givet Finland et tilbud, man ikke kunne – eller burde – afslå: den såkaldte venskabs-, bistands- og samarbejdspagt. Norden udviklede sig i den følgende tid til en rygtebørs med mere eller mindre sandfærdige forlydender om lignende tilbud til Norge eller endda deciderede sovjetiske aktioner mod Norge og Danmark. I Danmark kulminerede det i forhøjet beredskab under den såkaldte Påskekrise.418 Og uagtet at det senere blev påvist, at ryg224

Kold krig

terne ikke havde noget på sig, har de formentlig virket alvorlige nok på tidspunktet – også selvom det højst sandsynligt er en røverhistorie, at Hedtoft i ramme alvor troede, at russerne var på vej, da han hørte landbrugsmaskiner. Men Hedtoft var i øvrigt ikke sen til at kæde begivenhederne i Tjekkoslovakiet sammen med kommunisterne i Danmark, for det var præcis det skrækscenarie, man frygtede: Et stærkt kommunistparti, der med Sovjetunionen som rygstøtte, gennemførte et kup i et demokratisk land. I en tale den 6. marts sagde han: »Den seneste Tids Hændelser […] har med Rette vakt Bekymring og Uro ogsaa hos os. Den Kendsgerning, at de kommunistiske Ledere herhjemme nærmest fremstiller det skete som et Eksempel til Efterfølgelse, har overrasket og oprørt mange Mennesker. For den, der gennem 25 Aar har fulgt disse kommunistiske Lederes Stilling i dansk Politik, kommer det egentlig ikke overraskende. Det har aldrig været Hensynet til Danmark eller danske Arbejderes Interesser, der for dem har været afgørende. Enhver maa dog i Dag kunne se, at deres indenrigspolitiske Holdning er udenrigspolitisk bestemt. Læg Mærke til, at i alle vest-europæiske Lande er Kommunisternes Parole i Dag social Uro, og alle Midler tages i Anvendelse for at hindre det Genopbygningsarbejde, der er en Betingelse for Stabilitet og ordnede Forhold. Hvorfor gør de det?«.419

Intet eksempel kunne bedre tjene til at understrege den socialdemokratiske påstand om, at kommunisterne var lakajer for en fremmed magt og ikke ønskede det bedste for Danmark. Da DKP’s formand Aksel Larsen i Folketinget bad Hedtoft redegøre for årsagen til de ekstraordinære beredskabsforanstaltninger under Påskekrisen, svarede Hedtoft bidsk, at den verdenspolitiske erfaring havde vist, at farlige kriser kunne opstå hurtigt. Så det gjaldt om at være beredt, når man havde ansvar for det danske folk.420 Begivenhederne i Tjekkoslovakiet og Finland affødte en del aktivitet, både storpolitisk og lokalt. Det finske socialdemokratiske parti bad om (og fik) mere finansiel hjælp (se kapitel 5). DSF og partiet iværksatte en indsamling til fordel for partifæller, som måtte flygte fra Østeuropa. 225

URBAN – DE UNGE ÅR 1908-1956

Fællesudvalget afholdt offentlige møder med bl.a. den flygtede generalsekretær for det tjekkoslovakiske socialdemokrati og den finske socialdemokratiske leder Karl-August Fagerholm. Da Urban i 1953 takkede af i fællesledelsen, nævnte han et offentligt møde med den norske digter og tidligere kommunist og kz-fange Arnulf Øverland som et højdepunkt i arbejdet.421 Partisekretær Oluf Carlsson gjorde fællesledelsen opmærksom på, at det var vigtigt med en københavnsk 1. maj-fejring, der slog alle rekorder – særligt fordi kommunisterne indkaldte alt sjællandsk mandskab til hovedstaden i samme anledning. Banen var kridtet op, og målsætningen blev opfyldt. Ifølge Urban var det den største 1. maj-fejring i mange år. En af indikatorerne var salget af 1. maj-mærker: 41.000 solgte mod normalt ca. 12.000.422 Det var ikke usædvanligt, at opbakningen til Socialdemokratiet steg, hver gang kommunisterne støttede uhyrligheder i Østblokken. Dette var endnu et eksempel. Begivenhederne i februar 1948 fuldbyrdede den sikkerhedsliggørelse af den danske kommunisme, som havde været undervejs siden krigens sidste år, og som Urban for alvor var blevet opmærksom på under turen til Tyskland. Sikkerhedsliggørelse er forvandlingen af et politisk (og i dette tilfælde fagligt) spørgsmål til et sikkerhedsmæssigt. Fordi spørgsmålet ikke længere anses for at kunne behandles tilstrækkeligt inden for normale politiske forretningsgange, hæves det så at sige ’op over’ almindelig politik til det niveau, der angår statens sikkerhed. Sikkerhedsliggørelsens primære funktion er, at den muliggør tiltag, som ikke ville være acceptable under normale politiske forhold – f.eks. øget aflytning, militær indsats, hemmeligholdelse m.v.423 I 1948 iværksatte Hedtoft en reorganisation af de danske sikkerhedstjenester for at hamle op med det nye trusselsbillede. Kommunisterne havde altid været Socialdemokratiets ærkefjende, men efter februar 1948 blev de nu også anset som fjende af den danske stat, ikke blot af Socialdemokratiet. Dermed kunne Socialdemokratiet, som sad i regering, også sætte det statslige sikkerhedsapparat ind mod deres ærkefjender. Og eftersom partiet i forvejen havde en tendens til at blande deres interesser sammen med statens, blev resultatet også her, at det af og til – både hvad angik mål og midler – kunne være svært at skelne både for dem selv og for udenforstående. 226

Kold krig

Når man taler om sikkerhedsliggørelse, kan det nogle gange komme til at lyde, som om det er ren overdrivelse fra magthaveres eller interesseorganisationers side, foretaget for at gennemføre en egen agenda. Det kan det også være. Men i dette tilfælde er i hvert fald jeg ikke i tvivl om, at Socialdemokratiet var ærligt overbevist om den kommunistiske trussel og de kommunistiske hensigter som landsskadende – og derfor også ærligt overbevist om nødvendigheden af at matche dem. At det bidrog til at bekæmpe partiets politiske ærkefjende var naturligvis en kærkommen og bekvem bonus.

MARSHALLHJÆLP I lyset – eller måske snarere skyggen – af den begyndende kolde krig lancerede USA Marshallplanen i 1947. Den var et økonomisk hjælpeprogram, som tilbød de krigsplagede europæiske økonomier materielle og finansielle tildelinger og lån på fordelagtige vilkår. Der var dog også et stærkt underliggende sikkerhedspolitisk tema. Bag planen lå ikke blot et ønske om at binde Vesteuropa til den amerikanske økonomi, men også det rationale, at kommunisme og radikalisering breder sig hurtigst i fattige lande. Socialdemokratiske Noter konstaterede ved planens lancering, at »det afgørende Hensyn i denne Sag næppe bliver økonomiske Synspunkter, men storpolitiske«.424 Der var naturligvis økonomiske incitamenter og fordele, som gjorde Marshallplanen svær at afslå, men i hælene på økonomien fulgte politikken og dermed reelt et valg af side. Modtagelsen i Socialdemokratiet var positiv, selvom Danmark officielt stadig førte den såkaldte ikke-blokpolitik, som gik ud på at bygge bro og ikke vælge side mellem øst og vest. Hjælpen var tiltrængt, og Socialdemokratiet delte det amerikanske rationale om, at det bedste middel mod kommunisme var ordentlige sociale og økonomiske forhold, og at disse ordentlige forhold krævede økonomisk vækst. Også de øvrige danske partier (undtagen kommunisterne) tog godt imod planen, og Folketinget vedtog tilslutning til programmet i sommeren 1948.425 At man med tilslutningen til Marshallplanen reelt valgte side i østvest-konflikten, forstod de fleste – og ikke alle bifaldt det. I 9. kreds førte tilslutningen til en udmeldelses-/eksklusionssag på grund af den lokale DSU-afdelings modstand mod Marshallplanen (se kapitel 5). 227