Urmageren i filigree street uddrag by Frydenlund

NATASHA PULLEY

URMAGEREN I FILIGREE STREET Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen

Urmageren i Filigree Street © Alhambra og Frydenlund 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN 978-87-7118-796-0 Korrektur: Mette Fuglsang Omslag: David Mann, bearbejdet af Maija Hejgaard Forfatterfoto: Jonathan Ring Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Grafisk produktion: CPI, Tyskland Oversættelse: Rebekka Hjelholt Svendsen Oversat fra engelsk efter The Watchmaker of Filigree Street oprindeligt udgivet af Bloomsbury UK Copyright © Natasha Pulley 2015

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk

et LONDON, NOVEMBER 1883

er duftede altid af te i Indenrigsministeriets telegrafidepartement. Det skyldtes en enkelt pakke Lipton bagest i Nathaniel Steepletons skrivebordsskuffe. Før den elektriske telegraf var blevet udbredt, havde kontoret været et kosteskab. Thaniel havde mere end én gang fået at vide, at det var indenrigsministerens indædte mistillid mod opfindelser fra flåden, der gjorde, at kontoret ikke blev udvidet, men selv hvis det ikke passede, havde departementsbudgettet i hvert fald aldrig rakt til at få udskiftet det oprindelige gulvtæppe, som skyggerne af de gamle dufte stadig hang i. Ud over Thaniels moderne te duftede der af rengøringssalt og sækkelærred og af og til af gulvlak, selv om der ikke var blevet lakeret noget derinde i årevis. I stedet for koste og mopper husede kontoret nu tolv telegrafer, der var stillet op ved siden af hinanden på et langt skrivebord. Der var tre for hver operatør i dagtimerne, og de var hver især forbundet med forskellige steder både i og uden for Whitehall, hvor ministeriekontorerne lå. Hver telegraf var påsat en etiket udfyldt med en fordums kontorassistents tynde håndskrift. Her til aften var alle tolv maskiner tavse. Mellem klokken seks og midnat var der altid én operatør, der blev tilbage på kontoret for at modtage eventuelle hastebeskeder, men i de tre

år, Thaniel havde arbejdet i Whitehall, havde han aldrig set noget komme igennem efter klokken otte. Engang havde han opfanget en besynderlig, meningsløs klapren fra Udenrigsministeriet, men det havde været et uheld: Nogen var kommet til at sætte sig på maskinen i den anden ende af ledningen. Sætte sig og bumpe op og ned. Han havde omhyggeligt undgået at spørge ind til det. Thaniel flyttede stift på sig, vendte sig fra stolens højre side til den venstre og skubbede sin bog med sig hen langs bordet. Ledningerne fra telegraferne var ført igennem en række huller i bordet og ned mod gulvet, så de alle tolv hang og dinglede lige der, hvor operatørernes knæ skulle have været. Overassistenten brokkede sig ofte over, at den sidelæns siddestilling fik dem til at ligne adelsfrøkner, der var ved at lære at ride, men han brokkede sig endnu mere, hvis en af ledningerne blev revet over; det var dyrt at erstatte dem. Fra telegrafistkontoret løb de ned gennem bygningen og bredte sig ud i hele Westminster som tråde i et edderkoppespind. En af dem gik hen langs væggen og ind til Udenrigsministeriet, en anden til telegrafistkontoret i Parlamentet. To sluttede sig til de klynger af ledninger, der hang hele vejen ned langs gaden, indtil de nåede postvæsenets hovedkontor i St Martin’s Le Grand. De andre gik direkte til indenrigsministerens private hjem, til politistationen i Scotland Yard, Indienministeriet, Søretten og forskellige andre underafdelinger. Nogle af dem var ganske overflødige, fordi det ville have været hurtigere at læne sig ud ad vinduet i hovedkontoret og råbe, men overassistenten mente, at sådan noget gjorde en gentleman ikke. Thaniels ur tikkede sig vej til kvart over ti med sin skæve minutviser, der altid kom lidt klodset over tolvtallet. Tetid. Han gemte sin te til aftenvagterne. Det havde været mørkt udenfor siden sen eftermiddag, og kontoret var nu så koldt, at han kunne se sin

egen ånde, og der var kondensperler på de messingbelagte morsenøgler. Det var vigtigt at have noget varmt at se frem til. Han tog æsken med Lipton ud og placerede den på skrå i sin tekop, stak gårsdagens Illustrated London News under armen og gik ud til jerntrappen. For hvert trin nedad gav den en solgul dis-klang fra sig. Han vidste ikke, hvorfor dis var gul. De andre toner havde andre farver. Det havde været meget nyttigt, dengang han stadig spillede klaver, for når han spillede forkert, blev lyden brunlig. Han havde altid holdt det med lydsynet for sig selv. Han ville lyde tosset, hvis han begyndte at snakke om gule trapper, og uanset hvad Illustrated News måtte mene, frabad Hendes Majestæts Regering sig at have påviseligt vanvittige mænd på sin lønningsliste. Det store komfur i kantinen blev aldrig koldt, for gløderne nåede ikke at dø helt ud mellem de sene aftenvagter og tidlige mødetider i statsforvaltningen. Da han ragede op i kullene, vågnede de med en gnistren. Han støttede lænden mod et bord, mens han ventede på, at vandet skulle koge, og betragtede sit forvrængede spejlbillede i bronzekedlen. Kedlens glød fik ham til at se meget varmere ud end i virkeligheden, hvor han for det meste var i gråtoner. Avisen knitrede i den dybe stilhed, da han åbnede den. Han havde håbet på en eller anden interessant militær bommert, men måtte nøjes med en artikel om hr. Parnells seneste tale i Parlamentet. Han bøjede hovedet, så hans halstørklæde dækkede hans næsetip. Hvis han gjorde sig umage, kunne han få tebrygningen til at vare et kvarters tid og dermed få gjort et anseeligt indhug i en af de otte timer, han havde tilbage, men de resterende syv var der ikke meget at gøre ved. Det var lettere, når hans bog ikke kedede ham, og når aviserne havde bedre ting at give sig til end at skrive vage, usammenhængende artikler om den irske uafhængighedsbevægelse. Som om Clan na Gael ikke de seneste par år

havde kastet adskillige bomber ind ad regeringsbygningernes vinduer. Han skimmede resten af avisen. Der var en annonce for en opførelse af The Sorcerer på Savoy-teatret. Han havde allerede set forestillingen, men tanken om at gøre det igen fik ham i bedre humør. Kedlen fløjtede. Han hældte langsomt vand i sin te, og med koppen tæt ind til brystbenet gik han tilbage op ad de gule trappetrin mod lyset fra telegrafistkontorets ensomme gaslampe. En af telegraferne stod og klikkede. Han lænede sig fremover, til at begynde med bare nysgerrig, indtil han så, at det var maskinen for Scotland Yard, og tumlede frem for at fange enden af transskriptionsstrimlen. Den krøllede sig næsten altid sammen efter tre tommer. Maskinen knagede og truede med at mase papirstrimlen, men den kom løs, da han trak i den. De nyeste prikker og streger var rystede, en gammel mands håndskrift. Fenierne – en skreven erklæring om at – Resten var stadig ved at tikke sig vej gennem maskineriet, der kastede plirrende lysglimt rundt i det dunkle lokale. Han genkendte hurtigt operatørens skrivestil. Politiinspektør Williamson morsede lige så tøvende, som han talte. Den sidste del af meddelelsen kom ud med mange spjæt og pauser. – de vil sprænge bomber af i alle of – fentlige bygninger – 30. maj 1884. Et halvt år fra nu. Williamson. Thaniel greb fat om morsenøglen og hev maskinen til sig. Steepleton i HK her. Bekræft venligst seneste meddelelse. Han måtte vente længe på svaret. Har lige fundet – seddel på mit bord. Bombetrussel. Lover at – sprænge stolen væk under mig. Underskrevet Clan na Gael. Han stod helt stille, bøjet ind over telegrafen. Williamson sendte sine egne telegrammer, og når han vidste, at han havde fat i en operatør, han kendte, underskrev han sig altid som

’Dolly’, som om de alle var medlemmer af den samme herreklub. Er alt i orden? spurgte Thaniel. Ja. En lang stilhed. Må indrømme – lidt rystet. Tager hjem nu. Du kan ikke gå ud alene. De gør mig ikke – noget. Når de siger bomber til maj – bliver det bomber til maj. Det er – Clan na Gael. De ligger ikke på lur i buskene med et kricketbat. Men hvorfor fortælle det nu? Måske vil de lokke dig til at forlade kontoret. Nej, nej. Det er for at – skræmme os. De vil fortælle Whitehall, at dagen nærmer sig. Hvis tilstrækkeligt med politikere frygter for deres liv, vil de være mere lydhøre over for irernes krav. De skrev ’offentlige bygninger’. Det er ikke bare noget med at holde sig væk fra Parlamentet en enkelt dag. De er ikke interesserede i mig. Ærlig talt, jeg – kender de her folk. Jeg har buret nok af dem inde. Så vær forsigtig, klikkede Thaniel modvilligt. Tak. Mens lydskriveren stadig var ved at tikke politiinspektørens sidste ord ud, rev Thaniel transskriptionspapiret til sig og strøg gennem den mørke gang til en dør i den modsatte ende, fra hvis nederste kant man kunne skimte skæret af kaminild. Han bankede på og åbnede den. Overassistenten så skulende op. »Jeg er her ikke. Det har bare at være vigtigt.« »Det er en meddelelse fra Scotland Yard.« Overassistenten snuppede den ud af hænderne på ham. Det var hans kontor, de stod i, og han havde siddet og læst i den magelige lænestol foran kaminen. Hans slips og skjorteflip lå på gulvet ved siden af. Sådan var det hver eneste aften. Overassistenten påstod, at han blev på kontoret, fordi hans kone snorkede, men Thaniel var begyndt at tro, at hun efterhånden måtte have glemt alt om ham og skiftet låsene ud. Da han havde læst meddelelsen, gav han et kort nik.

»Javel. Du kan gå hjem. Jeg må hellere underrette indenrigsministeren.« Thaniel nikkede og forlod hurtigt rummet. Han havde aldrig fået besked på at tage tidligt hjem før, ikke engang når han havde været syg. Idet han tog sin frakke og hat, hørte han hævede stemmer for enden af gangen. Han boede på et pensionat lige nord for Millbank-fængslet, så tæt på Themsen, at der hvert efterår stod vand i kælderen. Det var en ubehagelig gåtur hjem fra Whitehall, når mørket var faldet på. Gaslamperne blinkede gennem tågen, som trak våde potespor hen over ruderne i rækken af butikker, der blev mere og mere medtagne, efterhånden som han nærmede sig sit hjem. Overgangen var så glidende, at han kunne tro, han vandrede frem i tiden og med hvert skridt så husene omkring sig ældes med et halvt årti, lydløst som på et museum. Men han var glad for at være kommet væk fra kontoret. Indenrigsministeriet var Londons største offentlige bygning. Det ville være et af målene i maj. Han rystede på hovedet som for at slippe af med tanken og stak sine hænder dybere ned i lommerne. Sidste marts var der nogle irere, der havde forsøgt at kaste en bombe ind ad et af vinduerne i stueetagen. De havde ramt forbi, og det var kun lykkedes dem at sprænge et par cykler ude på gaden i stykker, men braget havde fået gulvet i telegrafistkontoret til at ryste. Og det havde ikke været Clan na Gael, bare nogle vrede drenge med en stump stjålen dynamit. Den lokale tigger lå og sov i pensionatets indgangsparti. »Godaften, George.« »G’ftn,« sagde George. Indenfor bevægede Thaniel sig op ad trætrappen, så stille som han kunne, for væggene var tynde. Hans værelse lå på tredje sal i den side, der vendte ud mod floden. Selv om pensionatet så

trøstesløst ud udefra – tågen og den fugtige luft havde trukket striber af skimmel op ad ydermurene – var det meget bedre indenfor. Værelserne var enkle og ordentlige, og på hvert værelse var der en seng, et lille komfur og en vaskekumme. Værtinden havde den regel kun at leje ud til enlige mænd, der fik hver sin seng og ét måltid dagligt til den rimelige pris af halvtreds pund om året. Det mindede faktisk ganske meget om forholdene for de indsatte i nabobygningen. Den tanke gjorde ham af og til bitter. Han havde drømt om at gøre mere med sit liv end at ende i fængsel. Da han nåede op for enden af trappen, så han, at hans dør allerede stod en lille smule på klem. Han stoppede op og lyttede. Han ejede ikke noget, nogen kunne være interesserede i at stjæle, selv om den aflåste æske under hans seng nok så værdifuld ud ved første øjekast. En tyv kunne ikke vide, at den var fuld af nodeark, han ikke havde rørt ved i årevis. Han holdt vejret for bedre at kunne høre. Alt var stille, men der kunne jo godt have stået nogen og holdt vejret på den anden side af døren. Da han havde stået sådan et stykke tid, skubbede han døren op med fingerspidserne og trådte et skridt tilbage. Der kom ikke nogen ud. Han lod døren stå åben, så lyset fra trappeopgangen kunne skinne ind, og snuppede så en tændstik fra kommoden og tændte den mod væggen. Mens han holdt flammen ind til lampevægen, mærkede han en prikkende fornemmelse i nakken; han var sikker på, at en eller anden om lidt ville skubbe sig vej forbi ham. Da vægen fik fat, så han, at rummet var tomt. Han stod der med den udbrændte tændstik mellem fingrene og ryggen op mod væggen. Alt så ud, som da han havde forladt det. Svovlhovedet smuldrede af tændstikken og faldt ned på linoleumsgulvet, hvor det efterlod en plet sort støv. Han kiggede under sengen. Nodeæsken var ikke blevet rørt. Det samme gjaldt for de penge, han havde sparet op til sin søster og gemt under det

løse gulvbræt. Det var først, efter at han havde lagt brættet tilbage på plads, at han opdagede, at kedlen stod og dampede. Han lagde fingerspidserne mod siden af den. Den var varm, og da han åbnede komfurlågen, glødede kullene op inde i mørket. Porcelænet på det lille køkkenbord var forsvundet. Det fik ham til at undre sig. Man skulle være en ret desperat tyv for at stjæle nogens opvask. Han åbnede skabet for at se, om de også havde taget bestikket, og fandt de manglende tallerkener og skåle i en nydelig stabel derinde. De var stadig lune. Han lod dem stå og kiggede endnu en gang det hele igennem. Der manglede ikke noget, eller i hvert fald ikke noget, han kunne huske at mangle. Til sidst gik han forvirret nedenunder igen. Kulden udenfor føltes skarpere, end den havde gjort nogle minutter før. Den susede ind omkring ham, da han skubbede døren op, og han trådte udenfor med armene foldet tæt sammen om sig. George lå stadig og sov i indgangspartiet. »George! George,« sagde han og holdt så vejret, mens han rystede ham let. Den gamle mand lugtede af beskidt tøj og dyrepels. »Nogen er brudt ind på mit værelse. Var det dig?« »Du har ikke noget, der er værd at stjæle,« knurrede George med en sikkerhed, som Thaniel for øjeblikket besluttede sig for ikke at spørge ind til. »Så du nogen?« »Det gjorde jeg måske.« »Jeg …« Thaniel rodede sine lommer igennem. »Jeg har fire pence og et elastikbånd.« George sukkede og satte sig op i sin rede af snavsede tæpper for at tage imod mønterne. Et sted i deres folder peb hans fritte. »Jeg så jo ikke så meget, vel? Jeg sov. Eller prøvede på det.« »Så det, du så, var …« »Et par støvler,« sagde han. »Jaså,« sagde Thaniel. George havde været midaldrende, da verden blev skabt, og selv om han kunne være frustrerende, var

man nødt til at bære over med ham. »Men her bor jo mange mennesker.« George så irriteret op på ham. »Hvis du lå hernede på jorden hele dagen, ville du også have set alle folks støvler, og der er ingen af jeres, der er brune.« Thaniel havde ikke mødt særligt mange af sine naboer, men det kunne han godt tro på. Så vidt han havde forstået, var de alle sammen kontorassistenter af en eller anden art; de tilhørte ligesom ham det hav af sorte frakker og sorte hatte, der oversvømmede London i en halv time hver morgen og aften. Han kom til at kigge ned på sine egne sorte sko. De var gamle, men omhyggeligt pudsede. »Var der andet?« spurgte han. »For hulen da, hvad tog han, der var så vigtigt?« »Ikke noget.« George pustede ud gennem sine sammenbidte tænder med en hvislende lyd. »Hvad er problemet så? Det er sent. Nogle af os vil faktisk godt sove lidt, før betjenten hiver os ud af fjerene, så snart solen står op.« »Nu klynker du. Du kommer jo tilbage, fyrre sekunder efter at han er gået. Der er en eller anden mystisk person, der er brudt ind på mit værelse og ikke har taget andet end opvasken. Jeg gad godt vide hvorfor.« »Er du sikker på, det ikke var din mor?« »Ja.« George sukkede. »Små, brune støvler. Der stod noget på udenlandsk på hælen. Måske en dreng.« »Jeg vil have mine fire pence tilbage.« »Skrub af med dig,« gabte George og lagde sig ned igen. Thaniel trådte ud i den tomme gade og håbede halvt om halvt at se en dreng i brune støvler et stykke oppe ad den. Jorden rystede let, idet et af de sene tog kørte forbi nedenunder og sendte en dampsky op gennem risten i fortovet. Han gik tilbage

indenfor, langsommere, end han var kommet ud. Hans lårmuskler værkede efter at have taget trapperne op til tredje sal to gange. Da han var kommet tilbage på sit værelse, vippede han igen døren til komfuret op. Han satte sig ned på kanten af sengen uden at tage sin frakke af og holdt hænderne ud mod kullene. Hans blik faldt på noget mørkt, der lå ved siden af ham. Han stivnede et øjeblik, fordi han troede, det var en mus, men det bevægede sig ikke. Det var en fløjlsæske med et hvidt bånd omkring. Han havde aldrig set den før. Han samlede den op; den var tung. Fra båndet hang en rund mærkat, der var præget med bladmønstre. På den stod der med kantet, kalligrafisk skrift: Til hr. Steepleton. Han trak båndet af og åbnede æsken. Hængslet var lidt stift, men peb ikke. Indeni lå et lommeur. Han tog det langsomt op. Det var lavet af en type guld, han ikke havde set før, med et svagt rosa skær. Kæden gled blidt efter uret; hvert eneste led var perfekt slebet og uden det mindste hårfine hak eller loddemærke til at vise, hvor det var blevet lukket. Han vandt den rundt om sine fingre, indtil spændet for enden klikkede mod hans manchetknap. Lukkemekanismen på uret ville ikke åbne, da han trykkede på den. Han holdt det op til øret, men urværket var tavst, og kronen nægtede at bevæge sig, da han forsøgte at trække det op. Der måtte dog være et par enkelte tandhjul, der var i live inde i urværket, for på trods af den fugtige kulde var urkapslen lun. »Det er din fødselsdag,« sagde han pludselig til det tomme værelse og sank lidt sammen. Han følte sig dum. Annabel måtte have været der. Hun havde adressen fra hans breve, og han havde sendt hende en nøgle til brug i nødsituationer. Han var altid gået ud fra, at eftersom hun ikke havde pengene til togbilletten, var hendes løfter om at komme til London og besøge ham bare søsterlig høflighed. Georges mystiske dreng var sikkert en af hendes sønner. Hvis han havde været mindre træt og distrahe-

ret, ville han have gættet det tidligere ud fra kalligrafien. Selv om det burde have været butlerens opgave, havde det altid været hende, der skrev bordkortene, når den gamle hertug holdt middagsselskaber. Han kunne huske at have siddet ved deres køkkenbord med sine regnestykker, dengang hans fødder ikke kunne nå ned til gulvet, mens hendes gode pen hvislede henover kortene over for ham, og deres far sad med sin tang og lavede fluefiskerblink. Han holdt om uret et øjeblik til, før han lagde det på træstolen ved siden af sengen, hvor hans skjorteflipper og manchetknapper også lå. Guldet glimtede i lyset fra gløderne og skinnede med samme farve som en menneskestemme.