Vi har altid boet på slottet (kp. 1) by Frydenlund

Shirley Jackson

VI HAR ALTID BOET PÃ&#x2026; SLOTTET Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen Forord af Leonora Christina Skov

Vi har altid boet på slottet Oversat fra engelsk af Rebekka Hjelholt Svendsen efter We Have Always Lived in the Castle, Copyright © Shirley Jackson, 1962 Udgivet efter aftale med A.M. Heath & Co, London og Licht & Burr Literary Agency, København Dansk udgave © Alhambra, 2018 Forord © Leonora Christina Skov, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 978-87-7216-077-1 Korrektur: Peder Norup Omslagsfoto: Saga Wendotte Omslagsdesign: Maija Hejgaard Grafisk tilrettelæggelse: JMInfotech, Indien Grafisk produktion: CPI, Tyskland Udgivelsen er støttet af

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Alhambra Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C post@alhambra.dk Alhambra er en del af forlagshuset Frydenlund.

it navn er Mary Katherine Blackwood. Jeg er atten år gammel, og jeg bor sammen med min søster Constance. Jeg har ofte tænkt, at med

lidt held kunne jeg være blevet født som varulv, for de to midterste fingre på begge mine hænder er lige lange, men jeg har måttet stille mig tilfreds med det, jeg har. Jeg kan ikke lide at vaske mig, eller hunde eller støj. Jeg kan godt lide min søster Constance, og Richard Plantagenet og Amanita phalloides, den grønne fluesvamp. Alle andre i min familie er døde. Sidst, jeg så på biblioteksbøgerne på køkkenhylden, var det mere end fem måneder siden, de skulle have været afleveret, og jeg spekulerede på, om jeg ville have valgt anderledes, hvis jeg havde vidst, at det var de sidste bøger, dem, som skulle stå på hylden for altid. Vi flyttede sjældent på noget; vi Blackwoods har aldrig været den rastløse eller bevægelige slags. Vi tog os af de små, overfladiske og flygtige ting, bøgerne og blomsterne og skeerne, men under

dem var alt det urokkelige, vi ejede. Vi satte altid tingene tilbage, hvor de hørte til. Vi støvede af og fejede under borde og stole og senge og tæpper og lamper og billeder, men vi lod tingene være, hvor de var; børsten og spejlet af skildpaddeskjold på vores mors toiletbord blev aldrig rykket så meget som en brøkdel af en centimeter fra hvor, de skulle ligge. Der havde altid boet Blackwoodfolk i vores hus, og de havde altid holdt orden i tingene; så snart en ny fru Blackwood flyttede ind, blev der fundet plads til hendes sager, og på den måde blev huset fyldt med lag på lag af Blackwoodfamiliens ejendele, der gav det tyngde og lod det stå fast over for verden. Det var en fredag sidst i april, at jeg bragte biblioteksbøgerne ind i huset. Fredag og tirsdag var rædsomme dage, for på dem gik jeg ned til landsbyen. Nogen var nødt til at gå på biblioteket og til købmanden; Constance bevægede sig aldrig uden for sin have, og onkel Julian kunne ikke. Derfor var det ikke stolthed, der fik mig ned i landsbyen to gange om ugen – det var ikke engang stædighed – men simpelthen behovet for mad og bøger. Måske var det stolthed, der fik mig ind på Stellas kaffebar for at drikke kaffe, før jeg begyndte på turen hjem. Jeg sagde til mig selv, at det var stolthed, og at jeg ikke ville vige udenom at gå derind, ligegyldigt hvor gerne jeg ville hjem, men jeg vidste også, at Stella ville se mig gå forbi, hvis jeg ikke gik ind, og måske ville tro, at jeg var bange, og den tanke kunne jeg ikke udholde.

»God formiddag, Mary Katherine,« sagde Stella altid og rakte ud for at tørre disken af med en fugtig klud, »hvordan har du det i dag?« »Jeg har det godt, tak.« »Og Constance Blackwood, har hun det godt?« »Hun har det godt, tak.« »Og hvordan har han det?« »Så godt, som man kan forvente. Sort kaffe, tak.« Hvis der kom nogle andre ind og satte sig ved disken, rejste jeg mig fra min kaffe uden at se ud, som om jeg havde travlt, og gik min vej efter at have nikket farvel til Stella. »Fortsat god dag,« sagde hun altid automatisk, når jeg gik ud. Jeg valgte biblioteksbøgerne med stor omhu. Der var selvfølgelig bøger i vores hus; i vores fars arbejdsværelse var to af væggene dækket med bøger, men jeg kunne godt lide eventyr og historiebøger, og Constance kunne godt lide bøger om mad. Selv om onkel Julian aldrig rørte en bog, kunne han godt lide at se Constance læse om aftenen, mens han arbejdede med sine papirer, og af og til vendte han hovedet for at se på hende og nikke kort. »Hvad læser du, min kære? Det er et dejligt syn, en dame med en bog.« »Jeg læser noget om kogekunst, onkel Julian.« »Beundringsværdigt.« Vi sad selvfølgelig aldrig i stilhed længe, når onkel Julian var i rummet, men jeg mindes ikke, at Constance eller jeg nogensinde har åbnet de biblioteksbøger, der stadig står

på vores køkkenhylde. Det var en smuk formiddag i april, da jeg kom ud fra biblioteket; solen skinnede, og de falske, strålende løfter om forår var overalt og lyste på besynderlig vis op gennem landsbyens skidt og møg. Jeg husker, at jeg stod på bibliotekets trappe med mine bøger i armene og et øjeblik så på de små varsler om grønt i grenene mod himlens baggrund og ønskede, som jeg altid gjorde, at jeg kunne gå hjem over himlen i stedet for gennem landsbyen. Fra bibliotekstrappen kunne jeg krydse vejen med det samme og gå på den anden side hen til købmanden, men det betød, at jeg måtte forbi landhandlen og de mænd, der sad ude foran. Her i landsbyen var det mændene, der holdt sig unge og sladrede, mens kvinderne ældedes af grå, led udmattelse og stod tavse og ventede på, at mændene skulle komme på benene og komme hjem. Jeg kunne gå fra biblioteket og op ad gaden på denne side, indtil jeg var ud for købmanden, og så gå over vejen; det var bedre, selv om jeg så måtte forbi posthuset og Rochesterhuset og se bunkerne af rustent blik og de sammenbrændte biler, tomme gasflasker og gamle madrasser, armaturer og badekar, som familien Harler tog med hjem, og som de – det tror jeg virkelig på – elskede højt. Rochesterhuset var det fineste i byen og havde engang haft et bibliotek med paneler i valnøddetræ og en balsal på førstesalen og et væld af roser langs verandaen; vores mor var blevet født der, og det burde rettelig have tilhørt Constance. Jeg besluttede, som jeg altid gjorde, at det ville være sikrest at gå forbi posthuset og Rochesterhuset, selv

om jeg ikke brød mig om at se det hus, hvor vores mor var blevet født. Denne side af gaden var som regel næsten tom om formiddagen, fordi den lå i skygge, og efter at have været hos købmanden ville jeg alligevel være nødt til at gå forbi landhandlen for at komme hjem, og at gå forbi både ud og hjem var mere, end jeg kunne bære. Uden for landsbyen på Bakkevejen og Flodvejen og Gammelbjerg havde folk som familien Clarke og familien Carrington bygget fine nye huse. De var nødt til at køre igennem landsbyen for at komme til Bakkevejen og Flodvejen, fordi landsbyens hovedgade var del af den store landevej tværs gennem staten, men Clarkebørnene og Carringtondrengene gik på privatskole, og maden i Bakkevejens køkkener kom fra de større byer; posten blev kørt i bil fra landsbyens posthus ad Flodvejen og op til Gammelbjerg, men bjergfamilierne sendte deres breve fra byerne, og dem fra Flodvejen gik til frisør i storbyen. Det undrede mig altid, at landsbyboerne, der boede i beskidte, små huse ved landevejen eller ude på Bækvejen, smilede og nikkede og vinkede, når familien Clarke eller Carrington kørte forbi; hvis Helen Clarke kom ind i Elberts købmandsbutik for at hente en dåse tomatsauce eller et halvt kilo kaffe, hendes kok havde glemt, sagde alle: »God formiddag« til hende og sagde, at vejret var bedre i dag end i går. Familien Clarkes hus er nyere, men ikke det mindste finere end Blackwoodhuset. Vores far udstyrede Blackwoodhuset med det første klaver, landsbyen nogensinde

havde set. Carringtonfamilien ejer papirfabrikken, men vi Blackwoods ejer al jorden mellem floden og landevejen. Familien Shepherd fra Gammelbjerg gav landsbyen dens rådhus, der er hvidt og tilspidset og står på en grøn plæne med en kanon ude foran. Engang var der snak om at lave en lokalplan for landsbyen og rive rønnerne på Bækvejen ned og bygge en hel ny landsby i samme stil som rådhuset, men ingen løftede nogensinde en finger; måske troede de, at vi Blackwoods ville begynde at dukke op til borgermøderne, hvis de gjorde. Landsbyboerne får deres jagt- og fisketegn på rådhuset, og én gang om året møder familierne Clarke og Carrington og Shepherd op til borgermøde og stemmer meget alvorligt for at skaffe Harlerfamiliens skrotplads væk fra Hovedgaden og fjerne bænkene foran landhandlen, og hvert år nedstemmer landsbyboerne dem henrykt. Forbi rådhuset, når man holder mod venstre, kommer Blackwoodvejen, og det er vejen hjem. Blackwoodvejen løber i en stor cirkel omkring Blackwoodgrunden, og langs hver eneste centimeter af den står et trådhegn, vores far har sat op. Ikke så langt fra rådhuset står den store, sorte klippesten, der markerer begyndelsen på stien, hvor jeg låser lågen op og låser den efter mig igen og går gennem skovbrynet og er hjemme. Folkene i landsbyen har altid hadet os. Jeg legede en leg, mens jeg købte ind. Jeg tænkte på de spil, hvor pladen er delt op i små felter, og spillebrikkerne bevæ-

ger sig ud fra et terningkast; der var altid farer som ‘sid én omgang over’ og ‘ryk fire felter tilbage’ og ‘ryk tilbage til Start’, og små håndsrækninger som ‘ryk tre felter frem’ og ‘slå en gang mere’. Biblioteket var Start for mig, og den sorte klippe var målet. Jeg var nødt til at bevæge mig ned langs den ene side af Hovedgaden, krydse vejen og så bevæge mig op langs den anden side, indtil jeg nåede til den sorte klippe, så havde jeg vundet. Det begyndte godt med en lang, sikker strækning langs den tomme side af Hovedgaden, og måske ville i dag vise sig at være en af de rigtigt gode dage; sådan var det nogle gange, men sjældent på en forårsformiddag. Hvis det var en rigtigt god dag, ville jeg være meget taknemmelig og senere ofre noget fra mit smykkeskrin. Jeg gik hurtigt, da jeg begyndte, jeg tog en dyb indånding at gå på og så mig ikke omkring; jeg skulle bære biblioteksbøgerne og mit indkøbsnet, og jeg betragtede mine fødder, der bevægede sig, den ene efter den anden, to fødder i vores mors gamle, brune sko. Jeg mærkede, at nogen så på mig inde fra posthuset – vi tog ikke imod post, og vi havde ikke nogen telefon; begge dele var blevet uudholdelige for seks år siden – men jeg kunne klare lidt stirren fra posthuset; det var gamle frøken Dutton, som aldrig stirrede ude på gaden, sådan som andre mennesker gjorde, men kun ud gennem persiennerne eller fra bag et gardin. Jeg så aldrig på Rochesterhuset. Jeg kunne ikke bære at tænke på, at vores mor var blevet født derinde. Jeg spekulerede af og til på, om

Harlerfolkene vidste, at de boede i et hus, der burde have tilhørt Constance; der var altid så meget larm fra klirrende blikskrammel i deres have, at de ikke kunne høre mig gå forbi. Måske troede familien Harler, at den konstante støj skræmte dæmoner væk, eller måske var de musikalske og kunne godt lide den. Måske havde de det ligesådan indenfor som udenfor; måske sad de i gamle badekar og spiste middag af skårede tallerkener stillet frem på skelettet af en gammel folkevogn, mens de raslede med blikdåser og brølede ad hinanden. Der lå altid et lag skidt hen over fortovet, der hvor familien Harler boede. Det næste var at krydse vejen (sid over en omgang) for at komme til købmandsbutikken lige på den anden side. Jeg tøvede altid sårbar og udsat på fortovet, mens trafikken kom forbi. Det meste af trafikken i Hovedgaden var gennemkørende, biler og lastvogne, der kom igennem landsbyen, fordi hovedvejen gjorde det, så førerne kiggede dårligt nok på mig. Jeg kunne genkende de lokale biler på de hurtige, grimme blik fra chaufførerne, og jeg tænkte altid på, hvad der ville ske, hvis jeg trådte ned fra fortovet og ud på vejen; ville nogen svinge ud til siden mod mig, hurtigt som lynet og næsten ikke med vilje? Måske bare for at skræmme mig, bare for at se mig springe tilbage? Og så latteren fra alle sider, fra bag persiennerne i posthuset, fra mændene foran landhandlen, fra kvinderne i døren til købmanden, de ville alle sammen se på og fryde sig over at se Mary Katherine Blackwood pile af vejen for en bil. Nogle

gange måtte jeg sidde over to eller endda tre omgange, fordi jeg ventede så forsigtigt på, at vejen skulle blive tom i hver retning, før jeg gik over. Midt på vejen kom jeg ud af skyggen og ud i den klare, vildledende aprilsol; i juli ville vejbanen være så blød i varmen, at mine fødder ville klistre fast, hvilket ville gøre det farligere at krydse vejen (Mary Katherine Blackwood krymper sig med foden fanget i tjæren, idet en bil kommer tromlende mod hende; ryk helt tilbage til Start og begynd forfra), og bygningerne ville være grimmere. Hele landsbyen var ens, fra én tid, i én stil; det var, som om menneskene havde brug for landsbyens grimhed og blev næret af den. Husene og forretningerne lod til at være blevet banket op i den værste hast for at give ly til alt, hvad der var ledt og ærgerligt, og Rochesterhuset og Blackwoodhuset og selv rådhuset var – måske ved et uheld – blevet bragt hertil fra et fjernt, dejligt land, hvor folk stadig levede med ynde og elegance. Måske var de fine huse blevet bortført – måske som straf for familierne Rochesters og Blackwoods hemmelige ondhjertethed – og blev nu holdt fanget i landsbyen; måske var deres langsomme forrådnelse et symbol på landsbyboernes ækelhed. Rækken af forretninger langs Hovedgaden var uforanderligt grå. De mennesker, som ejede forretningerne, boede oven over dem i en stribe lejligheder på første sal, og gardinerne i den lige linje af førstesalsvinduer var blege og livløse; hvis noget havde planer om at være farverigt, gav det hurtigt op i landsbyen.

Det var ikke familien Blackwood, der var skyld i landsbyens blegsot; landsbyboerne hørte til her, og landsbyen var det eneste sted, de passede ind. Jeg tænkte altid på forrådnelse, når jeg gik frem mod rækken af forretninger; jeg tænkte på brændende, sort, smertefuld råddenskab, der åd alting op indefra og gjorde forfærdeligt ondt. Jeg ønskede, den skulle ramme landsbyen. Jeg havde en indkøbsseddel til købmanden; Constance skrev den for mig hver tirsdag og fredag, før jeg gik hjemmefra. Folkene i landsbyen brød sig ikke om, at vi altid havde rigeligt med penge til at betale for lige, hvad vi kunne tænke os; vi havde taget alle vores penge ud af banken, det siger sig selv, og jeg vidste, at de talte om de penge, vi havde gemt væk i huset, som om det var store bunker af guldmønter, og Constance og onkel Julian og jeg sad om aftenen uden tanke for vores biblioteksbøger og legede med dem, lod vores hænder løbe igennem dem og talte dem og byggede tårne af dem og væltede tårnene, mens vi kaglede hånligt fra bag vores låste dør. Jeg kan forestille mig, at der var rigeligt med rådnende hjerter i landsbyen, der begærede vores bunker med guldmønter, men de var kujoner og bange for os Blackwoods. Da jeg tog min indkøbsseddel op af nettet, tog jeg også pungen frem, så Elbert i købmandsforretningen kunne se, at jeg havde taget penge med, og at han ikke kunne nægte at sælge mig noget. Det betød aldrig noget, hvem der ellers var i købmandsforretningen. Jeg kom altid til med det samme; hr. Elbert

eller hans blege, grådige kone kom straks hen fra, hvor end de var i butikken, for at hente det, jeg skulle bruge. Af og til, hvis deres ældste dreng hjalp til i skoleferien, hastede de frem for at sikre sig, at han ikke skulle betjene mig, og engang, da en lille pige – et barn, der var fremmed i landsbyen, selvfølgelig – kom tæt på mig i købmandsforretningen, hev fru Elbert hende så voldsomt tilbage, at hun skreg, og så gik der et langt, tavst minut, hvor alle stod og ventede, før fru Elbert tog en indånding og sagde: »Var der andet?« Jeg stod altid fuldstændig rank og stivnakket, når børnene kom tæt på mig, fordi jeg var bange for dem. Jeg var bange for, at de skulle røre ved mig, og at deres mødre skulle kaste sig over mig som en flok høge med skarpe kløer; det var altid det billede, jeg havde i hovedet – fugle, der styrtede ned mod mig og huggede og flængede med kløer som barberblade. I dag var der en hel mængde ting, jeg skulle købe for Constance, og det var en lettelse at se, at der ikke var nogen børn i forretningen og ikke særligt mange kvinder heller; slå en gang til, tænkte jeg, og sagde til hr. Elbert: »God formiddag«. Han nikkede mod mig; han kunne ikke helt undgå at hilse på mig, men kvinderne i forretningen holdt øje med ham. Jeg vendte ryggen til dem, men jeg kunne mærke dem stå bag ved mig med en dåse eller en halvfuld pose småkager eller et salathoved i hænderne; de ville ikke bevæge sig, før jeg var gået ud ad døren igen, og bølgen af snak begyndte, og de blev båret tilbage til deres egne liv.

Fru Donell var et sted deromme; jeg havde set hende, da jeg kom ind, og jeg spekulerede på, som jeg havde gjort det før, om hun med vilje kom, når hun vidste, at jeg skulle komme, for hun prøvede altid at sige noget. Hun var en af dem, der talte. »En hel kylling,« sagde jeg til hr. Elbert, og i den anden ende af forretningen åbnede hans grådige kone det afkølede skab, tog en kylling ud og begyndte at pakke den ind. »En lille lammekølle,« sagde jeg, »min onkel Julian får altid lyst til stegt lam her først på foråret.« Jeg burde ikke have sagt det, det vidste jeg, og et lille gisp løb rundt i butikken som et skrig. Jeg kunne få dem til at styrte ud som kaniner, tænkte jeg, hvis jeg sagde det, jeg virkelig havde lyst til, men så ville de bare samles udenfor og vente på mig der. »Løg,« sagde jeg høfligt til hr. Elbert, »kaffe, brød, mel. Valnødder,« sagde jeg, »og sukker; vi er næsten løbet tør for sukker.« Et sted bag mig lød der en kort, rædselsslagen latter, og hr. Elbert kiggede hastigt forbi mig og så ned på de varer, han havde lagt frem på disken. Lige om lidt ville fru Elbert komme med min kylling og mit kød, indpakket, og lægge det ved siden af de andre ting; jeg behøvede ikke vende mig om, før jeg var klar til at gå. »To liter mælk,« sagde jeg. »En halv liter fløde, et halvt kilo smør.« Familien Harris var holdt op med at levere mejerivarer til os for seks år siden, og nu hentede jeg mælk og smør hjem fra købmanden. »Og tolv æg.« Constance havde glemt at skrive æg på sedlen, men der havde kun været to derhjemme. »En

æske jordnøddekarameller,« sagde jeg. Onkel Julian ville rasle og knase over sine papirer i aften og gå klistret i seng. »Ja, familien Blackwood har altid kunnet dække et godt bord.« Det var fru Donell, der talte højt og tydeligt fra et sted bag mig, og nogle fniste, og nogle andre sagde: »Shh.« Jeg vendte mig ikke om; det var nok at kunne mærke dem alle sammen der bag mig uden også at skulle se ind i deres flade, grå ansigter med de hadefulde øjne. Jeg ville ønske, I alle sammen var døde, tænkte jeg, og længtes efter at sige det højt. Constance sagde: »Lad dem aldrig se, at det går dig på,« og det var sikkert rigtigt nok, men jeg ville ønske, de alle sammen var døde. Det ville have været rart at komme ind i købmandsforretningen en formiddag og se dem alle sammen, selv hr. og fru Elbert og børnene, ligge der døende og klynke af smerte. Så ville jeg selv tage mine varer, tænkte jeg, træde hen over deres lig og tage lige, hvad jeg ville fra hylderne og gå hjem, måske med et spark til fru Donell, mens hun lå der. Jeg skammede mig aldrig over den slags tanker; jeg ønskede bare, de gik i opfyldelse. »Det er forkert at hade dem,« sagde Constance, »det gør bare dig svagere,« men jeg hadede dem alligevel og spekulerede på, hvorfor det overhovedet havde været besværet værd at skabe dem. Hr. Elbert lagde alle mine varer på disken og ventede, mens han så forbi mig ud i luften. »Det er alt, jeg har brug for i dag,« sagde jeg til ham, og uden at se på mig skrev han priserne på en seddel og lagde dem sammen, og så rakte han mig sedlen, så jeg kunne sikre mig, han ikke havde

snydt. Jeg gjorde altid et stort nummer ud af omhyggeligt at gennemgå hans regnestykke, selv om han aldrig lavede fejl; der var ikke meget, jeg kunne gøre for at give dem igen, men jeg gjorde, hvad jeg kunne. Varerne fyldte mit indkøbsnet og en pose til, men den eneste måde at få dem hjem på var at bære dem. Der var aldrig nogen, der ville tilbyde at hjælpe mig, selv ikke hvis jeg havde givet dem lov til det. Sid over to omgange. Med mine biblioteksbøger og mine indkøb gik jeg langsomt, og jeg var nødt til at gå ned ad fortovet forbi landhandlen og ind på Stellas kaffebar. Jeg stoppede op i døren til købmanden og ledte inde i mig selv efter en tanke, der kunne beskytte mig. Bag ved mig begyndte de små host og bevægelser. De var ved at gøre sig klar til at snakke igen, og tværs gennem forretningen vendte hr. og fru Elbert sikkert det hvide ud af øjnene mod hinanden i ren lettelse. Jeg lod mit ansigt fryse til. I dag ville jeg tænke på at sætte frokost frem i haven, og mens jeg holdt øjnene lige præcis åbne nok til at se, hvor jeg gik – vores mors brune sko gik op og ned – var jeg i hovedet ved at dække bordet med en grøn dug og gule tallerkener og jordbær i en hvid skål. Gule tallerkener, tænkte jeg og mærkede mændenes øjne kigge på mig, mens jeg gik forbi, og onkel Julian skal få et dejligt, blødkogt æg med ristet brød til, og jeg vil huske at bede Constance lægge et sjal om skuldrene på ham, for det er stadig meget tidligt på foråret. Uden at kigge kunne jeg se deres grin og håndbevægelser;

jeg ønskede, at de alle sammen skulle dø, så jeg kunne gå hen over deres lig. De talte sjældent direkte til mig, kun til hinanden. »Det der er en af Blackwoodpigerne,« hørte jeg en af dem sige med en høj, hånlig stemme, »en af Blackwoodpigerne fra Blackwoodhuset.« »En skam med de Blackwoodpiger,« var der en anden, der sagde, kun lige højt nok, »en skam med de stakkels piger.« »Det er et fint hus, det,« sagde de, »med god jord at dyrke. En mand kunne blive rig af at dyrke Blackwoodjorden. Hvis han havde en million år og tre hoveder og ikke brød sig om, hvad der kom op af jorden, så kunne han blive rig. Men de holder jorden godt låst væk, gør familien Blackwood.« »En mand kunne blive rig.« »En skam med de Blackwoodpiger.« »Man ved aldrig, hvad der vokser i Blackwoodjord.« Jeg går på deres lig, tænkte jeg, vi spiser frokost i haven, og onkel Julian har sit sjal på. Jeg holdt altid meget omhyggeligt om mine varer her, fordi jeg en frygtelig formiddag havde tabt indkøbsnettet, så æggene knustes, og mælken flød ud, og jeg måtte samle det sammen, jeg kunne, mens de hylede, og jeg sagde til mig selv, at uanset hvad, jeg gjorde, ville jeg ikke løbe min vej, jeg skovlede desperat dåser og æsker og spildt sukker tilbage i indkøbsnettet og sagde til mig selv, at jeg ikke måtte løbe min vej. Foran Stellas kaffebar var der en sprække i fortovet, der lignede en pegende finger; sprækken havde altid været der. Andre pejlemærker som for eksempel Johnny Harris’ håndaftryk på rådhussoklen og Muellerdrengens initialer

på bibliotekets indgangsparti var kommet til i en tid, jeg kunne huske; jeg gik i tredje klasse på skolen, da rådhuset blev bygget. Men sprækken i fortovet foran Stellas kaffebar havde altid været der, ligesom Stellas kaffebar altid havde været der. Jeg husker, at jeg har kørt hen over sprækken på rulleskøjter og passet på med ikke at træde på den, ellers ville vores mors ryg brække, og kørt på cykel forbi den med mit hår flyvende ud bag mig; landsbyboerne havde ikke åbenlyst noget imod os dengang, selv om vores far sagde, at de var rak. Vores mor fortalte mig engang, at sprækken var her, da hun var en lille pige i Rochesterhuset, så den må også have været her, da hun giftede sig med vores far og flyttede ind i Blackwoodhuset. Jeg går ud fra, at sprækken var her og pegede frem som en finger, lige fra landsbyen først blev sat sammen af gammelt, gråt træ, og de grimme mennesker med deres onde ansigter blev hentet ind fra et eller andet umuligt sted og puttet ind i husene for at skulle bo der. Stella købte kaffemaskinen og fik sat marmordisken op for forsikringspengene, da hendes mand døde, men ud over det var der ikke noget, der havde ændret sig i Stellas kaffebar, så længe jeg kunne huske. Constance og jeg plejede at gå derind for at bruge vores småpenge efter skole, og hver eftermiddag købte vi avisen, så vi kunne tage den med hjem til vores far, så han kunne læse den om aftenen. Vi købte ikke længere aviser, men Stella solgte dem stadigvæk sammen med blade og slik og grå postkort med billeder af rådhuset.

»God formiddag, Mary Katherine,« sagde Stella, da jeg satte mig ned ved disken og stillede mine indkøb på gulvet. Af og til tænkte jeg, når jeg ønskede, at alle menneskene i landsbyen ville dø, at jeg måske ville skåne Stella, fordi hun kom så tæt på at være venlig, som nogen af dem kunne, og fordi hun var den eneste, det var lykkedes at beholde lidt farve. Hun var rund og lyserød, og når hun tog en kjole med et livligt mønster på, blev den ved med at se livlig ud et stykke tid, før den flød sammen med alt det andet beskidte grå. »Hvordan har du det i dag?« spurgte hun. »Jeg har det godt, tak.« »Og Constance Blackwood, har hun det godt?« »Hun har det godt, tak.« »Og hvordan har han det?« »Så godt, som man kan forvente. Sort kaffe, tak.« Jeg foretrak egentlig sukker og fløde i min kaffe, for det smager så bittert ellers, men eftersom jeg kun kom her af stolthed, måtte jeg kun acceptere det absolutte, symbolske minimum. Hvis nogen kom ind på Stellas kaffebar, mens jeg var der, rejste jeg mig stille og gik, men nogle dage var uheldsdage. Denne formiddag havde hun kun lige stillet min kaffe fra sig på disken, da der gled en skygge for døren, og Stella så op og sagde: »God formiddag, Jim.« Hun gik hen til den anden ende af disken og ventede, fordi hun regnede med, at han ville sætte sig der, så jeg kunne gå min vej uden at blive opdaget, men det var Jim Donell, og jeg vidste med det

samme, at i dag var en uheldsdag. Nogle af folkene i landsbyen havde rigtige ansigter, som jeg kendte og kunne hade hver for sig; Jim Donell og hans kone var blandt dem, fordi de hadede på en gennemtænkt og overlagt måde, ikke bare sløvt og af vane, som de andre gjorde. De fleste ville være blevet nede i den ende af disken, hvor Stella ventede, men Jim Donell kom lige hen til der, hvor jeg sad, og tog taburetten ved siden af mig, så tæt på som han kunne komme. Han gjorde det, vidste jeg, fordi han ville have min dag til at være en uheldsdag. »Jeg har hørt,« sagde han og drejede omkring, så han sad sidelæns på taburetten og kiggede lige på mig, »jeg har hørt, I skal flytte.« Jeg ønskede, at han ikke sad så tæt på mig; Stella kom hen mod os på den anden side af disken, og jeg ønskede, at hun ville bede ham flytte sig, så jeg kunne rejse mig og gå uden at skulle mase mig forbi ham. »Jeg har hørt, I skal flytte,« gentog han højtideligt. »Nej,« sagde jeg, fordi han sad og ventede. »Det var pokkers,« sagde han og så fra mig til Stella og så tilbage igen. »Jeg ku’ ha’ svoret på, nogen sagde til mig, I snart var på vej væk.« »Nej,« sagde jeg. »Kaffe, Jim?« spurgte Stella. »Hvem, tror du, ku’ ha’ fundet på så’n en historie, Stella? Hvem, tror du, ville ha’ sagt til mig, de sku’ flytte, når det slet ikke passer overhovedet?« Stella rystede på hovedet af

ham, men hun prøvede på at skjule et smil. Jeg kunne se, at mine hænder fumlede med papirservietten i mit skød og var ved at rive et lille hjørne af, og jeg tvang mine hænder til at være rolige og lavede en regel for mig selv: Hver gang jeg så en lillebitte lap papir, skulle jeg huske at være rarere ved onkel Julian. »Man ved aldrig, hvordan så’n noget sladder starter,« sagde Jim Donell. Måske ville Jim Donell dø en dag snart; måske var der allerede noget råddenskab, der voksede inden i ham og snart ville slå ham ihjel. »Har du da nogensinde hørt mage til sladderen i den hersens by?« spurgte han Stella. »Lad hende nu være i fred, Jim,« sagde Stella. Onkel Julian var en gammel mand, og han var ved at dø, beklageligvis ved at dø, mere støt og sikkert end Jim Donell eller Stella eller nogen anden. Den stakkels gamle onkel Julian var ved at dø, og jeg lavede en streng regel om at være rarere ved ham. Vi skulle spise frokost ude i haven. Constance ville hente hans sjal og lægge det om skuldrene på ham, og jeg ville lægge mig i græsset. »Jeg generer da ikke nogen, Stell. Generer jeg vel nogen? Jeg spør’ bare frøken Mary Katherine Blackwood her, hvor’n det ka’ være, at alle i byen si’r hende og hendes storesøster snart vil forlade os. Flytte væk. Tage et andet sted hen og bo.« Han rørte rundt i sin kaffe; ud af øjenkrogen kunne jeg se skeen køre rundt og rundt og rundt, og jeg fik lyst til at le. Der var noget, der var så enkelt og fjollet ved skeen, der kørte

rundt og rundt, mens Jim Donell talte; jeg tænkte på, om han ville holde op med at tale, hvis jeg rakte ud og tog fat om skeen. Det ville han sandsynligvis, sagde jeg vidende til mig selv, sandsynligvis ville han smide kaffen i ansigtet på mig. »Tage et andet sted hen,« sagde han trist. »Hold så op,« sagde Stella. Jeg ville høre bedre efter, når onkel Julian fortalte sin historie. Jeg havde allerede købt jordnøddekaramellerne; det var godt. »Her gik jeg og var helt ked af det,« sagde Jim Donell, »ved tanken om, at byen så’n sku’ miste en af dens fine gamle familier. Det ville rigtignok være en skam.« Han drejede sig den anden vej på taburetten, fordi der kom nogen ind gennem døren; jeg sad og så på hænderne i mit skød og ville ikke vende mig om for at se, hvem der kom, men så sagde Jim Donell: »Joe,« og jeg vidste, at det var Dunham, tømreren. »Joe, har du nogensinde hørt mage til det her? Her går de og si’r i hele byen, at Blackwoodpigerne ska’ flytte væk, og nu sidder frøken Mary Katherine Blackwood lige her og taler ud og si’r, det skal de ikke.« Der var stille lidt. Jeg vidste, at Dunham stod med rynket pande og kiggede på Jim Donell og Stella og mig og tænkte over, hvad han havde hørt, skilte ordene fra hinanden og besluttede sig for, hvad de hver især betød. »Det var pokkers,« sagde han endelig. »Hør her, I to,« sagde Stella, men Jim Donell blev bare ved med at tale med ryggen til mig og benene strakt frem,

så jeg ikke kunne komme forbi ham og ud. »Jeg gik og sagde så sent som lige før, det er en skam, når de gamle familier ta’r væk. Selv om man godt ku’ sige, at en pæn del af Blackwoodfamilien er væk allerede.« Han grinede og bankede håndfladen ned mod disken. »Væk allerede,« sagde han igen. Skeen i hans kop bevægede sig ikke, men han talte stadig. »En landsby mister lissom sin stil, når de fine gamle folk ta’r væk. Man sku’ tro,« sagde han langsomt, »de ikke var velkomne her.« »Det stemmer,« sagde Dunham, og han grinede. »Så’n som de lever oppe på deres fine, gamle, private grund med deres hegn og deres private vej og så fornemt, de har det.« Han blev altid ved, indtil han var træt. Når Jim Donell fandt på noget at sige, sagde han det så ofte og på så mange måder som muligt, måske fordi han havde meget få tanker og var nødt til at vride hver eneste helt tør. Og hver gang han gentog sig selv, syntes han, at det var sjovere; jeg vidste, at han kunne blive ved sådan, indtil han var helt sikker på, at ingen længere hørte efter, og jeg lavede en regel for mig selv: Tænk aldrig noget mere end én gang, og jeg lagde tavst hænderne i skødet. Jeg bor på månen, sagde jeg til mig selv, jeg har et lille hus helt for mig selv på månen. »Nå,« sagde Jim Donell; han lugtede også. »Jeg ka’ altid si’e til folk, at jeg engang kendte no’en Blackwoodfolk. De har aldrig gjort mig noget, ikke hva’ jeg ved af, altid meget høflige over for mig. Ikke,« sagde han og grinede, »at jeg nogensinde er blevet inviteret til middag hos dem eller den slags.«

»Så er det nok,« sagde Stella, og hendes stemme var skarp. »Find du dig nogle andre at drille, Jim Donell.« »Drillede jeg måske nogen? Tror du da, jeg er ked af ikke at ha’ været inviteret til middag? Tror du måske, jeg er tosset?« »Og mig,« sagde Dunham, »jeg ka’ altid si’e til folk, jeg engang ordnede deres trappetrin, som at der var i stykker, og at de aldrig betalte for det.« Det var sandt nok. Constance havde sendt mig over for at fortælle ham, at vi ikke ville betale tømrerpriser for en gammel planke, der var blevet sømmet skævt fast på trappen, når det var meningen, at han skulle bygge et fint, nyt trin. Da jeg gik hen og sagde, at vi ikke ville betale, grinede han af mig, spyttede og samlede sin hammer op og vristede planken fri og smed den på jorden. »Gør det selv,« sagde han til mig og satte sig ind i sin lastvogn og kørte sin vej. »De betalte aldrig,« sagde han nu. »Det må ha’ været en forglemmelse, Joe. Du sku’ ta’ og gå lige op og snakke med frøken Constance Blackwood, så skal hun nok sørge for, du får, hvad du har fortjent. Men hvis du bli’r inviteret på middag, Joe, så bare sørg for at sige nej tak til frøken Blackwood.« Dunham lo. »Ikke mig,« sagde han. »Jeg ordnede deres trappetrin, og de betalte mig aldrig, nej de gjorde ej.« »Mærkeligt,« sagde Jim Donell, »at de fik ordnet deres hus og så’n, når de hele tiden havde tænkt sig at flytte.« »Mary Katherine,« sagde Stella og kom hen til, hvor jeg sad på den anden side af disken, »smut du nu bare hjem.

Bare rejs dig op fra taburetten og smut hjemad. Der bliver ikke fred her, før du er væk.« »Det er i hvert fald sandt nok,« sagde Jim Donell. Stella så på ham, og han flyttede sine ben og lod mig komme forbi. »Du ska’ bare si’e til, frøken Mary Katherine, så kommer vi alle sammen op og gi’r jer en hånd med at pakke. Bare si’ til, Merricat.« »Og du ka’ si’e til din søster fra mig …« begyndte Dunham at sige, men jeg skyndte mig, og da jeg nåede udenfor, kunne jeg ikke høre andet, end at de grinede, de to og Stella. Jeg kunne godt lide mit hus på månen, og jeg satte en brændeovn op i det og en have udenfor (hvad ville vokse godt på månen? Jeg måtte spørge Constance), og jeg skulle spise frokost udenfor i min have på månen. På månen var alting meget lyst og klart, og farverne var sære; mit lille hus skulle være blåt. Jeg så mine små brune fødder bevæge sig fremad og lod indkøbsnettet svinge lidt ved siden af mig. Jeg havde været inde på Stellas kaffebar nu, og jeg manglede bare at gå forbi rådhuset, som ville være tomt med undtagelse af de folk, der uddelte hundetegn og skrev trafikbøder til de gennemkørende lastvognschauffører og sendte meddelelser ud om vandforsyning og kloakker og affald og forbød andre mennesker at brænde blade eller fiske; de ville alle sammen være begravet et sted dybt inde i rådhuset og travlt optaget af deres arbejde, og jeg havde intet at frygte fra dem, så længe jeg ikke fiskede uden for sæsonen.

Jeg forestillede mig, at jeg fangede skarlagensrøde fisk i floderne på månen og så, at Harrisdrengene var ude i deres forhave og råbte og tog på vej sammen med en håndfuld andre drenge. Jeg havde ikke kunnet se dem, før jeg kom forbi hjørnet af rådhuset, og jeg kunne stadig være vendt om og gået den anden vej, op ad hovedvejen til bækken, og så over bækken og hjem langs den anden halvdel af stien til vores hus, men det var sent, og jeg havde købmandsvarerne, og bækken var ulækker at vade igennem i vores mors brune sko, og jeg tænkte, jeg bor alene på månen, og jeg gik hurtigt. De så mig med det samme, og jeg forestillede mig, at de rådnede bort og krøllede sig sammen af smerte og græd højt; jeg ønskede, at de lå sammenkrøbne og klynkende på jorden foran mig. »Merricat,« råbte de, »Merricat, Merricat,« og de kom alle sammen hen for at stå på række ved hegnet. Jeg spekulerede på, om deres forældre havde lært dem det, om Jim Donell og Dunham og beskidte Harris terpede med deres børn med jævne mellemrum og tålmodigt lærte fra sig og sikrede, at de brugte det rigtige tonefald. Hvordan skulle så mange børn ellers have lært det så fejlfrit? Merricat, sa’ Connie, skal jeg lave te til dig? Åh nej, sa’ Merricat, så forgi’r du mig. Merricat, sa’ Connie, vil du gerne sove nu? Under en sten i gravens gru!

Jeg forestillede mig, at jeg ikke kunne forstå dem; på månen talte vi et blødt, flydende sprog og sang i stjernelyset, mens vi så ned på den døde, tørre verden. Jeg var næsten halvvejs forbi hegnet. »Merricat, Merricat!« »Hvor er go’e, gamle Connie – i køkkenet derhjemme?« »Skal jeg lave te til dig?« Det var besynderligt at være inden i mig selv og spadsere roligt og rankrygget forbi hegnet med kraftfulde skridt, men ikke med noget hastværk, de kunne have lagt mærke til, at være indeni og vide, at de kiggede på mig. Jeg gemte mig meget langt indeni, men jeg kunne høre dem og stadig se dem ud af øjenkrogen. Jeg ønskede, at de alle sammen lå der på jorden og var døde. »Under en sten i gravens gru!« »Merricat!« Engang, da jeg gik forbi, kom Harrisdrengenes mor ud på verandaen, måske for at se, hvad de alle sammen råbte sådan ad. Hun stod der lidt og så til og lyttede, og jeg stoppede op og så på hende, jeg så ind i hendes flade, tomme øjne og vidste, at jeg ikke måtte tale til hende og vidste, at jeg ville gøre det alligevel. »Kan du ikke få dem til at holde op?« spurgte jeg hende den dag og tænkte på, om der fandtes noget i den kvinde, jeg kunne tale til, om hun nogensinde havde løbet lykkeligt hen over grønt græs eller havde set på blomster eller havde oplevet begejstring eller kærlighed. »Kan du ikke få dem til at holde op?«

»Drenge,« sagde hun uden at ændre på sin stemme eller sit sløve ansigt eller på, at hun lignede, at hun nød det hele, »la’ vær’ at kalde damen øgenavne.« »Ja, mor,« sagde en af drengene alvorligt. »La’ vær’ at gå hen til hegnet. La’ vær’ at kalde damen øgenavne.« Og jeg gik videre, mens de hylede og råbte, og kvinden stod på verandaen og grinede. Merricat, sa’ Connie, skal jeg lave te til dig? Åh nej, sa’ Merricat, så forgi’r du mig. Deres tunger vil brænde op, tænkte jeg, som hvis de havde spist ild. Deres stemmebånd vil brænde, mens de siger ordene, og i deres maver vil de mærke en smerte, der er hedere end tusind brande. »Farvel, Merricat,« råbte de efter mig, da jeg gik forbi enden af hegnet, »bare bliv væk, så længe du vil.« »Farvel, Merricat, hils Connie fra os.« »Farvel, Merricat,« men jeg var nået til den sorte klippe, og der var lågen til vores sti.