Henning Andersen
Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli
Frydenlund
Vulkaner
Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli © Forfatteren og Frydenlund 1. udgave, 2. oplag, 2015 ISBN 978-87-7118-308-5 Korrektur: Lilian Kingo Kurre Grafisk tilrettelæggelse: Frydenlund Grafisk Grafisk produktion: Balto, Litauen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold Forord 7 Bugten ved Napoli 9 Plinius den Yngre om Pompejis sidste timer 11 Plinius den Yngres andet brev til Tacitus 15 Teknikken i Vesuvs udbrud 19 Vesuvs vulkanologiske historie 21 Den hellige Januarius/San Gennaro 25 Vesuvs udbrud i 1631 27 William Hamilton – den første moderne vulkanolog William Hamilton: Vesuvs udbrud i 1779
31
33
Prins Frederik Christian på Vesuv i 1820 37 Oprindelsen til ordet vulkan 41 H.C. Andersen: “Mod Vesuv jeg øjet vender” 43 Vulkan-observatoriet på Vesuv 49 5
Truslen mod mere end én million mennesker 55 Vesuvs udbrud i 1906 59 Vesuvs udbrud i 1944 65 Ukuelige mennesker i Napoli 71 Campi Flegrei: Supervulkanen
73
“Ingen turde sove i Pozzuoli” 83 Etna: Ildens bjerg 85 Myterne om Etna
89
Et interview: Etna går oftere i udbrud 97 Ildøen Stromboli 101 Ordliste 107 Litteraturliste
112
William Hamilton: Vesuvs udbrud i 1779 William Hamilton er den første store Vesuv-forsker i nyere tid, der har beskrevet et typisk Vesuv-udbrud, som fandt sted i løbet af de mange år, han opholdt sig i Napoli – i 1779. Man kan sammenligne hans beretning med Plinius’ beskrivelse af udbruddet i oldtiden, men med den forskel, at der her er tale om et knap så voldsomt udbrud, der til gengæld var blandet med løse udbrudsprodukter i form af aske og slagger plus lavastrømme, der flød ned ad vulkanflanken. I hele juli måned gav vulkanen de sædvanlige tegn på et tiltagende voldsomt udbrud ved en indvendig rumlende støj og hyppige udbrud af røg og glødende sten. Den 5. august var den i voldsom virksomhed. En hvid svovlagtig damp steg uophørligt op fra krateret, idet det ene stød afløste det andet og hobede sig op i lag som baller af den hvideste bomuld, indtil der var samlet en sådan masse på toppen, at den var fire gange så høj som bjerget selv. Sten og aske blev bestandigt slynget op i luften i midten af denne hvide røg til en højde af 2.000 fod eller mere. Samtidig begyndte lavaen at løbe over kraterets rand ned ad den side, der er modsat Somma. Heden var – således som det er mig meddelt fra troværdig kilde – uudholdelig i byerne på Somma og Ottaiano, og en rødlig aske formørkede luften så meget, at man på disse steder ikke kunne skelne genstande i 10 fods afstand. Fredag og lørdag, den 6. og 7. august, arbejdede bjerget mindre heftigt, men den pågældende nat tog det fat med voldsomhed. Jeg iagttog det fra molen i Napoli, hvorfra man har fuldstændig udsigt til vulkanen og overraskedes ved den maleriske effekt, som den røde ild i krateret frembragte ved at kaste sit skær op imod den tunge sky over toppen. Der kom nu pludselig en Den 5. august 1779 var det fortrinsvis hvid damp uden aske, der blev sendt ud. Men man kan se, at der blev kastet mange sten og ‘bomber’ ud, dvs. lavastykker med projektilform. Illustration: Peter Fabris. 33
Vesuv
Kraterudviklingen fra den 8. juli 1767 til 29. oktober 1779. Fra Hamiltons “Observations on Mount Vesuvius and Other Volcanoes In a Series of Letters Adressed to the The Royal Society”. vældig storm, hvis regnskyl blandede sig med dampene fra krateret. Pludselig skød en ildsøjle i vejret til en utrolig højde, og udsendte et så intenst lys, at de mindste genstande kunne ses i mindst seks engelske mils omkreds. Snart betog de sorte, blyfarvede skyer os helt udsigten, snart åbnede de sig for den glødende ildsøjle. Dampen spillede i mange farver, medens blege lyn fra stormskyerne i zigzaglinjer krydsede luften. En af kongen af Siciliens jægere, der var ude i nærheden af Ottaiano, forbavsedes over, at regndråberne, der faldt under denne voldsomme storm, skoldede hans ansigt og hænder. Om søndagen var bjerget roligt kl. 6 eftermiddag, da en 34
vældig røg atter samlede sig over dets krater, og den sædvanlige regn af røde ophedede sten og slagger begyndte. Kl. 9 hørtes et voldsomt brag. Husene i Portici og omegn og – hvad jeg senere har overbevist mig om – mange vinduer blev knust, og mange mure revnede ved den vældige eksplosion. I næste øjeblik skød en fontæne af flydende, hvidglødende ild op i luften og nåede efterhånden en sådan højde, at vi på en gang blev grebet af rædsel og forbavselse. Man vil næppe tro mig, når jeg siger, at højden af denne kolossale ildsøjle var mindst tre gange Vesuvs egen, og Vesuv hæver sig jo som bekendt 3.700 fod over havets overflade. Røgskyer, der steg stødvis op, fulgte hurtigt oven
på hinanden i følge med den glødende lava, afbrydende dens stærke skær nu og da med pletter af den sorteste tænkelige farve. Inde i disse skyer kunne jeg, i samme øjeblik de forlod krateret, bemærke en klar, men bleg elektrisk ild, der spillede omkring i zigzaglinjer. Vinden var i sydvest, og skønt den var svag, var den dog stærk nok til at føre disse skyer bort fra ildsøjlen, idet de lidt efter lidt ligesom dannede et udstrakt sort tæppe bag den. På andre tidspunkter var himlen klar og oversået med stjerner. Den sprudende, ildglødende fontæne på den mørke baggrund afgav det mest storartede
skue, man kan tænke sig, og da flammerne spejlede sig i det rolige, blanke hav, forhøjedes det sublime skuespil yderligere. Den flydende lava, der var blandet med sten og slagger, blev, efter at være kastet op i en stor højde af mindst 10.000 fod, dels af vinden drevet hen mod Ottaiano, dels faldt den omtrent lodret ned på Vesuv, idet den endnu var rød og flydende, og bedækkede dens top samt en del af Somma og dalen imellem dem. Den nedfaldende lava, som var lige så frisk og flydende som den, der stadig steg op af krateret, dannede med denne et formeligt flammehav, som måtte være mindst 2½ engelske mil bredt. Krattet på Somma brød
Den østrigske maler Michael Wutky (1739-1822) klatrede i 1779 sammen med Hamilton op for at tegne og male Vesuvs udbrud, bl.a. dette billede, som kan ses på Akademie der bildenden Künste, Wien. 35
Vesuv
snart ud i lys lue. I Napoli lynede det uophørligt, men lynene skød sjældent ned fra skyerne, men gik tilbage til ildsøjlen fra krateret, hvorfra de kom. En enkelt gang så jeg dog lynet tænde ild i noget græs og nogle buske på Somma. Efter at ilderuptionen havde varet ca. ½ time i fuld styrke, hørte den pludselig op, og Vesuv lå nu dyster og mørk, idet der kun sås glødende sten på toppen og af og til en lille lavastrøm glide ned fra denne. Medens udbruddet varede, var der i de bydele, som lå nærmest Vesuv, en ejendommelig blandet lugt ligesom af svovldampe og af dampe fra et jernstøberi. Tættere ved Vesuv var denne lugt højst ubehagelig. Først onsdag den 11. august kl. 5 eftermiddag holdt dette udbrud af Vesuv op, efter at der denne dag var faldet en del regn, som forårsagede megen skade på vinmarkerne, fordi den var blandet med ætsende saltforbindelser. Byen Ottaiano, der ligger ved foden af Somma, led meget ved dette udbrud, idet vinden bar over mod denne by størstedelen af den tid, udbruddet varede.
Natten mellem søndag og mandag hørtes der pludselig en vældig eksplosion, og byen indhylledes snart efter i en tyk sky af røg og fin aske. Der hørtes nu en forfærdelig klaskende støj i luften, og der faldt herefter en syndflod af sten og slagger, af hvilke sidste nogle var 7-8 fod i diameter, og som må have vejet over 100 pund, før de sønderbrødes ved deres fald, da enkelte stumper af dem vejede op til 60 pund. Når disse store glasagtige masser enten stødte mod hverandre eller faldt på Jorden, gik de i mange stykker og afgav en mængde ildgnister, som meddelte deres høje temperatur til alt brændbart, og byen var på et øjeblik i brand på mange steder. Nogle af indbyggerne, der forsøgte at flygte, idet de anbragte puder, stole, borde osv. på deres hoveder, blev enten slået til Jorden eller måtte søge tilbage til husene, ind under buer, i kældre osv. Mange blev såret, men kun to døde af deres sår. Den svovlagtige lugt og heden tillod næppe beboerne at trække vejret. Havde udbruddet varet længere, ville Ottaiano have delt skæbne med Pompeji.
Ottaviano ligger nordøst for Vesuv i kommunen af samme navn, som også omfatter selve Vesuv. Byen blev hårdt ramt af udbruddene i 1631, 1779 og 1906. Her ses kirken Chiesa San Michele Arcangelo med udsigt til bjergene mod nordøst.
36