Sommerguide til Sønderjylland og Sydslesvig Med sommerens begrænsede rejse muligheder og 100-året for genforeningen er det oplagt at køre en tur til grænselandet. Vi har sammen med VisitSønderjylland samlet nogle bud på, hvor du kan starte, hvis du vil mærke historien helt tæt på. AF JULIE LØNDAHL GROVE · JLG@FSL.DK GRAFIK JUNIE ILLUSTRATION
GENFORENINGSPARKEN En nyanlagt bypark imellem Aabenraa Bibliotek og Folkehjemmet. Det var fra Folkehjemmets balkon, at politikeren H.P. Hansen holdt sin tale i 1918 og kunne bekendtgøre, at en forening med Danmark var indenfor rækkevidde. I parken kan du blandt andet se fodsporene fra de cirka 3000 mennesker, som overværede den historiske tale og følge en tidslinje integreret i belægningen.
STADTMUSEUM SCHLESWIG I anledningen af genforeningens 100-årsjubilæum kan du denne sommer se særudstillingen ”Dilemmakids”, som i billeder, lyd og objekter fortæller om børn og unges rolle i det politiske spil i valgkampen op til afstemningen. Museet byder også på teddybjørnsudstilling, fotokunst og kunst skabt af mennesker med både fysisk og psykisk handicap.
DANNEVIRKE Det gamle vikingeforsvarsværk Dannevirke er ikke bare Nordeuropas største fortidsminde, en del af UNESCO’s verdensarv og et smukt udsigtspunkt. Det er også hjemsted for Danevirke Museum, som blandt andet har en stor udstilling om dét at være dansk i Sydslesvig i årtierne efter genforeningen, og hvilke udfordringer danskerne havde.
30