Af samme forfatter på dansk: Mørket 2021
Øen_TRYK.indd 2
18.03.2021 10.53
RAGNAR JÓNASSON
ØEN På dansk ved Rolf Stavnem
k ri m i
GADS FORLAG
Øen_TRYK.indd 3
18.03.2021 10.53
Øen er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Drungi Copyright © Ragnar Jónasson, 2016 Dansk udgave copyright © Gads Forlag, 2021 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: © Penguin Random House UK Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidefoto: Getty Images Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-06179-3 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd
Øen_TRYK.indd 4
18.03.2021 10.53
Til Maria
Øen_TRYK.indd 5
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 6
18.03.2021 10.53
En særlig tak til mine guider, Sigurður Kristján Sigurðsson fra Vestmannaøerne og Sara Dögg Ásgeirsdóttir, for at vise mig rundt og fortælle om øen Ellidaey. Jeg vil også gerne takke anklager Hulda María Stefánsdóttir for hjælp med politiets arbejdsmetoder. Sidst, men ikke mindst en stor tak til mine forældre, Jónas Ragnarsson og Katrín Gudjónssdóttir, for at læse manuskriptet.
Øen_TRYK.indd 7
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 8
18.03.2021 10.53
Et sind kan ændres med ét ondt ord. Varsom bør man være i en sjæls nærvær. Einar Benediktsson, fra Starkads monologer.
Øen_TRYK.indd 9
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 10
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 11
18.03.2021 10.53
Njardvik
Reykjavik
Sommerhuset VESTFJORDENE
Ellidaey
I S L A N D
Øen_TRYK.indd 12
18.03.2021 10.53
P RO LO G
Reykjavik, 1988
Babysitteren var forsinket. Ægteparret gik næsten aldrig ud om aftenen og havde derfor sørget for at spørge hende i god tid. Hun havde været babysitter for dem et par gange før, men derudover kendte de hende ikke særlig godt, dog hilste de på hendes mor, når de løb ind i hinanden i kvarteret. Deres syvårige datter så meget op til den enogtyveårige pige. I hendes øjne var hun voksen og sej. Hun talte ofte om, hvor skægt de havde det, hvor flot hendes tøj var, og hvor mange spændende historier hun kunne fortælle. Hun glædede sig virkelig til at blive passet af hende, og det gjorde det meget lettere for forældrene at tage i byen. De følte sig sikre på, at datteren var i gode hænder, og at hun tilmed ville få det sjovt. De havde aftalt med pigen, at hun skulle passe datteren fra klokken seks til midnat, men nu den var allerede over seks, faktisk nærmede den sig halv syv, og de skulle være til middagsselskabet klokken syv. Ægtemanden ville ringe og spørge, om der var sket noget, men hans kone
13
Øen_TRYK.indd 13
18.03.2021 10.53
sagde, at de ikke skulle gøre noget stort nummer ud af det: Hun skulle nok dukke op. Den lørdag aften i marts havde været fuld af forventningens glæde, indtil babysitteren ikke kom. Parret havde set frem til en dejlig aften sammen med hustruens kolleger fra ministeriet, og deres datter var lykkelig ved udsigten til at se film hele aftenen med babysitteren. De havde ikke nogen videoafspiller, men i dagens anledning havde far og datter været henne i den lokale videobutik for at leje en moviebox og tre film, og den lille pige havde fået lov at være oppe, så længe hun ville. Den var lidt over halv syv, da det endelig ringede på døren. Familien boede på anden sal i en lille lejlighedsblok i Kopavogur, lidt syd for Reykjavik. Det var mest af alt en soveby, der lå klemt inde mellem Reykjavik og andre byer i hovedstadsområdet, og de fleste beboere tog hver dag på arbejde i hovedstaden. Moren besvarede dørtelefonen. Endelig kom babysitteren. Kort efter stod hun i døråbningen, helt gennemblødt og forklarede, at hun var gået derhen. Det regnede kraftigt, og hun så ud, som om nogen havde hældt en spand vand over hende. Hun undskyldte mange gange for at komme så sent. Parret tog varmt imod hende, takkede hende for at ville hjælpe dem, satte hende ind i husreglerne og spurgte, om hun vidste, hvordan man betjente en videomaskine, og det fik deres datter til at bryde ind og sige, at det behøvede hun ikke hjælp til. Det var tydeligt, at hun dårligt kunne vente på at få sine forældre ud ad døren, så filmfesten kunne begynde. Taxien holdt og ventede udenfor, men moren havde svært ved at rive sig løs. Ganske vist gik de ud nu og da, men alligevel
14
Øen_TRYK.indd 14
18.03.2021 10.53
havde hun svært ved at forlade sin datter. “I skal ikke være bekymret,” sagde babysitteren til sidst: “Jeg skal nok passe godt på hende.” Hun gjorde et tillidsvækkende indtryk og havde tidligere passet deres datter til deres fulde tilfredshed. Til sidst gik de ud i den silende regn og hen til taxien. Som aftenen skred frem, blev moren mere og mere bekymret for deres datter. “Vær nu ikke fjollet,” sagde hendes mand. “Jeg er sikker på, at hun har det strålende.” Han skævede til sit ur. “Nu er hun i gang med film nummer to eller tre, og de har spist al isen.” “Tror du, de vil lade mig benytte telefonen ude i receptionen?” spurgte hustruen. “Er det ikke lidt sent at ringe til dem nu? Jeg vil tro, de ligger foran fjernsynet og sover.” Det endte med, at de tog hjem lidt tidligere end planlagt, klokken var ikke mere end lidt over elleve. Trerettersmenuen var overstået, og for at være ærlig havde den ikke været det store sus. De havde fået lam til hovedret, og kedelig var nok det bedste, man kunne sige om den. Efter maden havde folk stået som sild i en tønde ude på dansegulvet. I begyndelsen havde DJ’en spillet gode, gamle sange, men så var han gået i gang med de nyeste hits, hvad der ikke ligefrem var deres kop te, selv om de stadig var ungdommelige, syntes de. I hvert fald endnu ikke midaldrende. De kørte hjem i stilhed med regnen silende ned over taxiens ruder. Hvis sandheden skulle frem, var de ikke ligefrem festaber. De var for glade for hjemmets bekvemmeligheder, og aftenen havde udmattet dem, selv om de kun havde fået et glas rødvin til maden.
15
Øen_TRYK.indd 15
18.03.2021 10.53
Da de steg ud af taxien, sagde hustruen, at hun håbede, at deres datter sov, så de bare kunne gå på hovedet i seng. De gik op ad trappen uden hast og åbnede døren uden at ringe på for ikke at vække barnet. Men hun sov slet ikke, viste det sig. Hun kom løbende ud til dem og slyngede armene om dem i en usædvanlig intens omfavnelse. Til deres overraskelse var hun lysvågen. “Der er masser af krudt i dig,” smilede hendes far til hende. “Jeg er så glad for, at I er hjemme,” sagde den lille pige. Hun havde sært udtryk i øjnene. Et eller andet var ikke, som det skulle være. Babysitteren kom frem fra stuen og smilede til dem. “Hvordan er det gået?” spurgte moren. “Virkelig godt,” svarede babysitteren. “Jeres datter er så sød. Vi så to film, begge komedier. Dem kunne hun godt lide. Og hun har spist de fleste af frikadellerne og en masse popcorn.” “Mange tak, fordi du kom. Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden dig.” Faren tog pungen frem fra jakken, talte sedlerne og rakte hende dem. “Passer det?” Hun talte sedlerne og nikkede. “Ja, perfekt.” Da hun var gået, vendte faren sig mod deres datter. “Er du ikke træt, skat?” “Jo, måske lidt. Men kunne vi se bare en lille smule mere af en film?” Hendes far rystede på hovedet og sagde venligt: “Beklager, det er meget sent.” “Åh, må jeg ikke nok. Jeg vil ikke i seng endnu,” sagde pigen og var nær ved at briste i gråd.
16
Øen_TRYK.indd 16
18.03.2021 10.53
“Okay, okay.” Han gik sammen med hende ind i stuen. Der var ikke mere i fjernsynet for den aften, så han tændte videomaskinen og satte en ny film i. Så satte han sig sammen med hende i sofaen og ventede på, at filmen skulle begynde. “Har det ikke været en dejlig aften?” “Jo … jo, den var god,” sagde hun ikke særlig overbevisende. “Har hun ikke været sød ved dig?” “Jo,” svarede barnet. “Jo, de var begge to søde.” Faren blev forvirret. “Hvad mener du med begge to?” spurgte han. “De var to.” Han drejede hovedet mod hende og spurgte venligt en gang til: “Hvad mener du med de?” “De var to.” “Kom en af hendes veninder forbi?” Der var en lille pause, inden pigen svarede. Frygten i hendes øjne fik det til at risle koldt ned ad ryggen på ham. “Nej. Men det var virkelig mærkeligt, far …”
Øen_TRYK.indd 17
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 18
18.03.2021 10.53
FØRSTE DEL 1987
Øen_TRYK.indd 19
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 20
18.03.2021 10.53
1 Weekendturen til det afsidesliggende Vestfjordene havde været en pludselig indskydelse, et forsøg på at trodse efterårsmørket. De havde smidt deres ting ind i Benedikts gamle Toyota, og humøret havde været højt, da de kørte ud af Reykjavik. Men køreturen på ofte hullede grusveje strakte sig over mange timer, og det var ved at blive aften, da de nåede halvøen Vestfjordene. Derfra var der stadig et godt stykke til den fjerne dal, der var deres mål, og Benedikt blev mere og mere bekymret. Vejen gik over den højtliggende hede, hvor det træløse landskab bredte sig farveløst og foruroligende i tusmørket, og ned igen til den inderste del af den store fjord Isafjordsdjup. Da vejen gik tæt forbi den lave kystlinje og begyndte at stige over endnu et pas, kunne Benedikt løsne sit greb om rattet lidt, men knoerne blev hvide, da vejen snart gik nedad igen i hårnålesving mod havet. Bjergene dukkede truende frem, lange og lave konturer i mørket til hver side. Der var ikke den mindste lysprik at se. Fjorden var ubeboet, gårdene for længst forladt. Indbyggerne var flygtet fra det hårde liv, nogle til den lille by Isafjord 140 kilometer længere nordpå ad den
21
Øen_TRYK.indd 21
18.03.2021 10.53
fjordrige kyst, andre til det pulserende Reykjavik langt mod sydøst. “Er vi ikke taget for sent af sted?” spurgte Benedikt. “Vi finder vel aldrig hytten i mørket?” Han havde insisteret på at køre, selv om han aldrig havde været i den del af landet før. “Rolig,” sagde hun. “Jeg kender vejen. Jeg har været her masser af gange om sommeren.” “Ja, om sommeren,” svarede Benedikt bistert og havde nok at gøre med at holde sig på den smalle vej med alle dens uforudsigelige sving og kurver. “Så så,” sagde hun med blid stemme og latteren boblende lige under overfladen. Han havde ventet så længe på det her øjeblik efter på afstand at have beundret den lille, livlige kvinde og håbet, at hun måske, bare måske, havde det på samme måde. Ingen af dem havde dog taget det første skridt, og først for nogle uger siden ændrede det sig mellem dem, og gnisten antændte et bål. “Nu skal vi snart dreje af mod Heydalur,” sagde hun. “Har du nogensinde boet heroppe?” “Mig? Nej. Men min far er fra Vestfjordene. Han voksede op i Isafjord. Sommerhuset tilhørte hans familie. Vi plejer at komme her i ferierne. Det er det rene paradis.” “Det tror jeg gerne, men man kan jo ikke se en hånd for sig i det her mørke. Jeg kan ikke vente med at slippe ud af mørket.” Og tilføjede så tøvende: “Der er elektricitet i huset, ikke?” “Koldt vand og stearinlys,” svarede hun. “Seriøst?” stønnede Benedikt. “Nej, jeg laver sjov. Der er varmt vand, rigeligt med varmt vand, og der er også elektricitet.”
22
Øen_TRYK.indd 22
18.03.2021 10.53
“Fortalte … øh, fortalte du dine forældre, at vi tog herop?” “Nej. Det vedkommer ikke dem. Mor er ikke hjemme, og desuden gør jeg, hvad der passer mig. Jeg sagde til far, at jeg ikke ville være hjemme i weekenden. Min bror er også væk, så han ved det heller ikke.” “Okay. Jeg mente bare … det er jo deres sommerhus.” Egentlig ville han gerne vide, om hendes forældre vidste, at de tog derop sammen, fordi det ville sende et klart signal om, at de havde indledt et forhold. Hidtil havde det været en hemmelighed. “Ja, selvfølgelig. Det er fars hus, men jeg ved, at han ikke har tænkt sig at bruge det. Og jeg har en nøgle. Det bliver skønt, Benni. Bare tænk på alle stjernerne i aften. Himlen skulle blive helt klar.” Han nikkede, men tvivlede stadig på, at turen havde været en god ide. “Her, drej af her,” sagde hun pludselig. Han jokkede på bremserne og havde nær mistet herredømmet over bilen, men kom lige akkurat rundt i svinget. De befandt sig nu på en endnu smallere vej, ikke meget mere end et hjulspor, og han sænkede farten og sneg sig fremad. “Du bliver nødt til at køre hurtigere end det der, for ellers er vi der først i morgen tidlig. Bare rolig, det skal nok gå.” “Det er bare, fordi jeg ikke kan se noget. Og jeg vil ikke køre bilen i smadder.” Hun lo sin fortryllende latter, og han følte sig straks bedre tilpas. Det var hendes stemme og smittende latter, han oprindeligt havde fundet så tiltrækkende. Og nu var alle forhindringer endelig ryddet af vejen. Han var overbevist om, at de var som
23
Øen_TRYK.indd 23
18.03.2021 10.53
skabt for hinanden, og at det her kun var begyndelsen, en forsmag på fremtiden. “Nævnte du ikke noget om en varm kilde?” spurgte han. “Det ville være dejligt med et bad efter at have bumlet hen over alle de hullede veje hele dagen. Hvert eneste led i min krop er ømt.” “Øh, okay,” sagde hun. “Okay? Hvad mener du? Er der en varm kilde eller ej?” “Det får du at se.” Hun fremkaldte konstant en følelse af uvished, som han fandt pirrende. Det var en del af hendes charme. Hun havde en evne til at kaste et mystisk skær over selv det mest hverdagsagtige. “Okay, i hvert fald kan jeg næsten ikke vente.” Langt om længe nåede de den dal, hvor sommerhuset skulle ligge. Benedikt kunne ikke få øje på nogen bygninger i mørket, men ikke desto mindre bad hun ham standse, og de steg begge ud i den kolde, friske luft. “Følg efter mig. Du bliver nødt til at stole mere på mig.” Hun tog smilende hans hånd med en fjerlet berøring, og han fulgte efter. Det var, som om han befandt sig midt i en smuk sort-hvid drøm. Med et standsede hun “Kan du høre havet?” Han rystede hovedet. “Nej.” “Shh. Vent. Helt stille, ikke et ord. Bare lyt.” Han koncentrerede sig om at lytte, og nu kunne han virkelig høre det fjerne suk fra bølgerne. Det var uvirkeligt, magisk. “Kysten er ikke særlig langt væk. Vi kan gå derned i morgen, hvis du synes?” “Ja, det lyder skønt.”
24
Øen_TRYK.indd 24
18.03.2021 10.53
Lidt længere fremme fik de det første glimt af sommerhuset. På trods af mørket kunne han se, at det hverken var særlig stort eller moderne. Det lignede en af de der A-formede hytter fra 70’erne med et tag, der nåede næsten ned til jorden på begge sider, og hvor der kun var vinduer i gavlene. Hun fandt nøglerne i lommen på sin dynejakke, åbnede døren og tændte lyset, hvad der øjeblikkeligt fordrev mørket. De kom ind i en hyggelig stue fuld af gamle møbler, der gav stedet en rustik charme. Benedikt kunne straks fornemme den gode atmosfære. Det ville blive et pragtfuldt ophold, et weekendeventyr midt ude i ingenting. Følelsen af isolation blev forstærket af, at ingen vidste, de var der. De havde hele dalen for dem selv. Det var virkelig som i en drøm. Det meste af hytten bestod af stuen, men der var også et lille køkken, en dør ud til toilettet og en trappestige for enden af rummet. “Hvad er der deroppe?” spurgte han. “Sovepladser?” “Ja. Kom, skynd dig.” Med nogle få smidige bevægelser klatrede hun op ad trappen. Benedikt klatrede efter hende. Det var ganske rigtigt en hems med sovepladser. Der var fuldt af madrasser, dyner og puder under det skrå loft. “Kom her,” sagde hun og lagde sig ned på en af madrasserne. “Kom her.” Hun smilede til ham, og det kunne han ikke modstå.
Øen_TRYK.indd 25
18.03.2021 10.53
Øen_TRYK.indd 26
18.03.2021 10.53
2 Benedikt stod under en stjernebesat himmel og grillede burgere på en gammel kulgrill i den kølige efterårsvind. Turen var begyndt godt, og han var fuld af forventninger til det, der ventede. Ganske vist var han en bydreng og havde altid anset Vestfjordene for at være et koldt og utilnærmeligt sted, men til sin overraskelse nød han det. Selvfølgelig kunne han heller ikke have bedre selskab, men der var også noget ved selve stedets øde beliggenhed. Han fyldte sine lunger med den kølige, rene luft og forsøgte at lukke øjnene for at høre havet igen. Duften af efterårsblade blandede sig med den appetitvækkende duft fra grillen. Så åbnede han øjnene igen. Han befandt sig bag hytten, og først nu gik det op for ham, at der ikke var nogen varm kilde at se nogen steder. Efter måltidet inde i stuen spurgte han: “Hvor er så den varme kilde, du lovede mig? Jeg har været rundt om hytten flere gange og kan ikke se den nogen steder.” Hun lo en drillesyg latter. “Det kan ikke have taget dig lang tid.” “Du taler bare udenom.”
27
Øen_TRYK.indd 27
18.03.2021 10.53
“Slet ikke. Kom med mig.” Hun sprang på benene og var udenfor, inden han havde set sig om, og han skyndte sig efter hende ud i oktobernatten. “Har du tænkt dig at trylle den frem?” “Kom nu bare med. Fryser du?” Han tøvede et øjeblik, for han var faktisk ret kold i sin tynde sweater, men det ville han ikke indrømme. Hun gik tilbage indenfor og kom ud igen med en tyk, ulden islænder. Den var grå og havde det traditionelle sort-hvide mønster. “Vil du låne den her? Det er fars. Jeg tog den med for en sikkerheds skyld. Den er alt for stor til mig, men dejlig varm.” “Jeg vil ikke gå med din fars sweater. Det ville være underligt.” “Det er op til dig.” Hun smed sweateren indenfor igen, hvor den landede midt på gulvet, og lukkede døren bag dem. “Vi skal fem-ti minutter op i dalen,” sagde hun og pegede. “Hvorfor?” “Den varme kilde,” sagde hun og gik af sted. “Den er vidunderlig, perfekt til to personer.” Fuldmånen var dukket op, mens de spiste, og kastede et koldt lys over hele dalen. Benedikt tænkte for sig selv, at det ikke var en vej, han havde lyst til at gå ad en mørk nat, når der ikke var andet lys end månen. Ingen andre huse bortset fra det sommerhus, der allerede var forsvundet ud af syne bag dem. Alligevel var det hele et eventyr, han var hovedkulds forelsket i pigen og var fast besluttet på at hænge på, så godt han kunne. Men der dukkede ikke nogen varm kilde op. “Er det meget længere?” spurgte han med tvivl i stemmen. “Du laver ikke sjov med mig, vel?”
28
Øen_TRYK.indd 28
18.03.2021 10.53
Hun lo. “Nej, selvfølgelig ikke. Se.” Hun pegede op i den trange dal, og der, helt inde for foden af bjerget, kunne han skimte en lille bygning, og ved siden af den steg der en lille smule hvid damp op i måneskinnet. “Kan du se læskuret? Der ligger bassinet. Den gamle hytte bliver brugt til omklædningsrum.” De begav sig hen mod bassinet, men da de kom nærmere, gik det op for Benedikt, at de skulle krydse en flod for at komme derhen. Måneskinnet glitrede i vandets hvirvler. “Hvor er broen?” spurgte han og standsede. “Eller skal vi gå rundtom?” “Stol på mig. Jeg kender det her sted som min egen bukselomme.” De gik hen til flodbredden. “Der er ikke nogen bro,” sagde hun, “men det er bedst at krydse den her. Kan du se stenene?” Benedikt nikkede. Han kunne se nogle sten stikke op af overfladen og brød sig ikke om synet af dem, nu hvor det gik op for ham, hvad de skulle bruges til. “Det er der ingen ben i. Bare tag en sten ad gangen, og så er du på den anden side.” Hun tog sine sko og strømper af og krydsede floden, som om hun ikke havde gjort andet hele sit liv. Smidig som en kat, tænkte Benedikt. Nå, der var ingen vej udenom. Hun skulle ikke se, at han var bange, så han fulgte hendes eksempel, tog skoene af, stoppede strømperne ned i dem og tog dem op i hænderne. Så bed han tænderne sammen og trådte ud i vandet. Det gav et sæt i ham, og han trådte instinktivt tilbage igen, mens han bandede indvendigt, for vandet var helt afsindigt koldt.
29
Øen_TRYK.indd 29
18.03.2021 10.53
“Kom nu, bare få det overstået,” råbte hun og var allerede et godt stykke op ad skråningen på den anden side. Han trådte ned i floden igen, satte foden på den første sten og sprang videre til den næste. Da han nåede den tredje sten, snublede han og kunne kun med nød og næppe holde balancen og undgå katastrofen. Endelig nåede han over og sukkede dybt af lettelse, mens han skælvede let af kulde. Da han kiggede op, så han, at hun havde taget alt tøjet af og stod splitternøgen på kanten af bassinet. “Kom nu,” gentog hun og gled ned i det varme vand. Det skulle han ikke have at vide to gange, og han skyndte sig ud af tøjet og trådte ned i bassinet til hende, men var nær skvattet på hovedet på grund af de glatte sten på bunden. “Det er helt utrolig dejligt,” sagde han og så op på himlen, på månen og stjernerne og mørket omkring. Han følte sig omfavnet af det brandvarme vand og rykkede tættere på sin pige.
Øen_TRYK.indd 30
18.03.2021 10.53
3 Benedikt kunne ikke holde op med at klapre tænder, da de var tilbage i hytten efter turen op til bassinet. Han havde ingen anelse om, hvad klokken var. Hans ur lå et eller andet sted i bilen, og i sommerhuset var der kun et lille ur på væggen i stuen, og det var gået i stå. Det passede godt til dette øde område mellem bjergene og havet, at tiden stod stille. “Lad os gå på hovedet i seng,” sagde han. “Komme under dynerne, jeg hundefryser.” “Okay,” sagde hun. “Skynd dig. Kravl du først op ad stigen.” Ømheden i hendes stemme varmede ham allerede en smule. Benedikt stod lidt og ventede på hende, men da hun ikke gjorde nogen mine til at flytte sig, begav han sig op ad trappen. Der var mørkt på loftet, og han ledte forgæves efter en lyskontakt. “Er der noget lys heroppe?” råbte han ned til hende. “Nej, dit fjols,” sagde hun kærligt. “Det er et sommerhus, ikke en luksusvilla.” Han famlede sig frem ved hjælp af det svage måneskin fra det lille vindue. De havde efterladt deres sengetøj i bilen, men
31
Øen_TRYK.indd 31
18.03.2021 10.53
Benedikt frøs for meget til at gå ned ad trappen igen, for slet ikke at tale om at gå udenfor. Han arrangerede madrasserne, skubbede to af dem sammen og kravlede ned under dynen. En skælven gik gennem hans krop, men det ændrede ikke ved, at han var fuld af forventningsfuld glæde. For foden af trappen var hans drømmepige på vej op til ham, og de var mutters alene, mange kilometer fra nærmeste beboelse. Som om de var de eneste mennesker i verden. Snart hørte han lette fodtrin. Da hun kom op ad trappen, lyste hun op, bogstavelig talt. Hun holdt en lysestage med begge hænder, der oplyste hendes ansigt og indhyllede det i mystik. Situationen var så uvirkelig, at Benedikt igen begyndte at skælve. Forsigtigt stillede hun lysestagen på gulvet. Skete der et uheld med levende lys i den her gamle træhytte, var udfaldet givet, tænkte han nervøst. Men det optog ham mere, at hun var næsten nøgen. “Wow,” udbrød han uvilkårligt. Hun var så fandens lækker. “Er det ikke farligt med en lysestage heroppe?” kunne han alligevel ikke lade være med at spørge. “Hvordan tror du, folk klarer sig ude på landet, Benni? Du er så meget en storbydreng.” Han lo. “Skal du ikke ned under dynen. Fryser du ikke?” “Sært nok, så fryser jeg aldrig. Hvorfor ved jeg egentlig ikke.” Han kunne se hende smile i skæret fra lyset. Så vendte hun sig om, og uden et ord begyndte hun at gå ned ad trappen. “Går du ned igen?” Hun svarede ikke. Han rykkede lidt tættere på lyset, som om det kunne fordrive kulden i knoglerne. Igen faldt ordet “uvirkeligt” ham ind. Eller måske var ordet snarere “drømmeagtigt”.
32
Øen_TRYK.indd 32
18.03.2021 10.53
Og på samme tid føltes det hele også en smule forbudt, hvad der kun gjorde alt så meget mere spændende. Hun var hurtigt tilbage igen, denne gang med en flaske rødvin og to glas. “Det er helt f-forrygende,” sagde han med klaprende tænder. Hun krøb ned under dynen ved siden af ham. “Nå, Benni, er det hyggeligere sådan?” “Ja,” sagde han stakåndet. “Ved du hvad? En af mine forfædre boede lige i nærheden,” sagde hun, og han vidste, at det var optakten til en historie. Hun fortalte altid historier. Det var en af de ting, han elskede ved hende. Det havde været så let at falde for hende, alt for let, men han fortrød ingenting. Ikke længere. “Folk siger …” Hun holdt en lille kunstpause og sagde så drillende. “Jeg tror egentlig ikke, at du har lyst til at høre om det.” “Selvfølgelig har jeg det.” “Folk siger, at hans spøgelse hjemsøger dalen.” “Den er god med dig,” “Det er helt op til dig, om du tror på mig, Benni, men det er altså, hvad folk siger. Derfor kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tilbringe en nat her alene.” Hun krøb nærmere. “Har du set ham?” spurgte han og ventede bare på, at hun ville holde op med det fjolleri, selv om han samtidig nød historien. Han elskede at høre hende snakke, selv om han godt vidste, at man ikke skulle tage alt, hvad hun sagde, alvorligt. “Nej,” svarede hun, men noget ved den efterfølgende tavshed gjorde Benedikt urolig. “Nej, men jeg har fornemmet ham, hørt … hørt ting, jeg ikke kan forklare.”
33
Øen_TRYK.indd 33
18.03.2021 10.53
Hun lød så alvorlig, at Benedikt blev helt forskrækket. “Engang var jeg heroppe sammen med far. Dengang var jeg kun en lille pige, og det var kun os to. Han skulle en tur udenfor, efter at jeg var faldet i søvn, og så vågnede jeg helt alene her, det var forår, og natten var stadig mørk. Jeg forsøgte at tænde et stearinlys, men det var umuligt at få liv i flammen, og så hørte jeg denne lyd, og jeg lover dig, Benni, at jeg aldrig i mit liv har været så bange, hverken før eller siden …” Benedikt var tavs, og det var lige før, han fortrød at være gået med til at høre historien. Han drejede hovedet for at se på hende, og et øjeblik syntes han at kunne se oprigtig frygt i hendes øjne. Han lukkede øjnene og forsøgte at ryste den uhyggelige fornemmelse af sig. At hoppe på den slags vrøvl. “Jeg tror ikke på …” men han fik ikke fuldført sætningen. “Det er, fordi du ikke kender enden på historien, Benni,” sagde hun blidt og antydede dermed, at der var noget uhyggeligt tilbage. “Hele historien?” gentog han. “Han blev brændt på bålet. Forestil dig det. Brændt på bålet.” “Pladder. Laver du sjov med mig?” “Tror du, jeg kunne finde på at gøre det? Har du aldrig hørt om heksebrændingerne i Island?” “Heksebrændingerne? Taler du om 1600-tallet, hvor man brændte gamle koner for at lave sort magi?” “Gamle koner? Der blev næsten ikke brændt nogen kvinder her. Det var for det meste mænd. Og min forfader var en af dem. Forestil dig, Benni, prøv lige at forestille dig, hvordan det
34
Øen_TRYK.indd 34
18.03.2021 10.53
må være at blive brændt på et bål.” Hun lavede en pludselig håndbevægelse for at understrege sine ord og væltede den gamle lysestage. Benedikt snappede efter vejret. Stearinlyset faldt ud på trægulvet.
Øen_TRYK.indd 35
18.03.2021 10.53