Adel - Den danske adel siden 1849

ADEL DEN DANSKE ADEL SIDEN 1849

BOGEN ER UDGIVET MED STØTTE FRA Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Carlsen-Langes Legatstiftelse Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Vallø Stift

Udg ivet i s am ar b ej d e m ed D an s k A d el s f o r en i n g

ADEL DEN DANSKE ADEL EFTER 1849

redigeret af Lars Bisgaard Mogens Kragsig Jensen

GA D S F O R L AG

Forord Af a d v o k a t , k a m m e rh e r re H e n r i k b a ro n We d e l l -We d e l l s b o rg Fo r m a n d fo r D a n s k Ad e l s fo re n i n g

Opslagsværket Danmarks Adels Aarbog udkom første gang i 1884. De fleste kalder årbogen for Den Røde Bog eller Adelskalenderen i daglig tale.

Adelsårbogen udgives af Dansk Adelsforening, og den næste årbog er nr. 100 i rækken.

Adelsforeningen markerer jubilæet ved at udgive denne bog. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for slægtshistorie, danmarkshistorie og ikke mindst for adelens nyere historie, efter at den med Grundloven af 1849 mistede ”enhver til Adel, Titel og Rang knyttet Forret”. Bogen er en antologi, der forhåbentlig vil fornøje læsere med forskellige interesser.

Selv om det er mere end 150 år siden, at rettighederne forsvandt, er adelen fortsat både myteomgærdet og genstand for megen interesse og nysgerrighed. Hvordan det er at være adelig i dagens Danmark, er et spørgsmål, man hyppigt får stillet. Det gives der mange bud på i de følgende sider. Mit svar er, at det ikke i sig selv er noget ophøjet eller fint.

Snarere er det en stærk fornemmelse af historisk kontinuitet tilpasset tidens kulturel-

4

Indledning

le, økonomiske og sociale udvikling. Frederik Raben-Levetzau skrev i sin bog Danmarks aktive Adel i 1996: En adelsmand opfatter sig selv som et led i en kæde af tidligere og kommende generationer.

Han kender sine forfædre og er stolt af dem, som har været fremragende, og han håber, at han selv og hans efterkommere vil vise sig værdige til slægten.

Mange slægters oprindelse fortaber sig i historiens tåger, men ofte er adelskabet begyndt med én person, der i særlig grad har udmærket sig. I 1630 udtrykker Jesper Friis og Elsebet Ulfeld det på latin i en indskrift over ladebygningen på Ørbæklunde. På dansk lyder det: Hvad er adelig byrd. Ret intet. Navn må erhverves ene ved dåd; og dåd vore fædre har adlet.

Det var dog ikke altid dåd, der førte til adel. Nogle købte deres adelspatent, andre fik det som belønning for at have indfriet kon-

gens gæld, og Lercherne forærede kongen en fregat.

Navnet og slægten er centralt i adelen.

Man kan næsten sige: uden slægtshistorie, ingen adel. Og vi kan takke Frederik I for, at adelens genealogi er nemmere at finde ud af, end det gælder for de fleste andre danskere.

Han fastsatte nemlig på herredagen i Odense i december 1526 en forordning, hvorefter alle adelige skulle føre faste slægtsnavne. Resten af befolkningen fulgte fortsat i flere hundrede år derefter det gamle system, hvorefter Peter Hansens søn kom til at hedde Petersen til efternavn.

Det vigtigste og mest betydningsfulde værk om dansk adels genealogi er Danmarks Adels Aarbog. Den er skabt af to personer.

Idéen til en fortløbende dansk adelskalender kom fra redaktør ved Nationaltidende, stiftsskriver og senere etatsråd Hans Rudolf Hiort-Lorenzen. Han kunne ikke få noget forlag gjort interesseret, så han besluttede selv at udgive bogen for egen regning og risiko. Han allierede sig med Anders Thiset, ansat ved Civillisten og senere arkivar i Gehejmearkivet.

Thiset var ubestridt sin tids mest fremragende forsker inden for dansk adels genealogi.

Fra 1884 til 1917 udgav de en bog om året. De fortjener særlig hædrende omtale i dette forord.

Fra begyndelsen bestod bogen af to dele.

En præsensliste og en stamtavledel. Præsenslisten giver oplysninger om alle nulevende adelige og om de afdøde, der er nødvendige for at forstå sammenhængen i slægten. Stamtavledelen indeholder stamtavler over levende eller uddøde slægter. En stamtavle giver oplysninger om alle slægtens medlemmer fra den først kendte til den senest fødte. Denne opdeling er uændret gennem 100 bøger. År-

bogen udkommer nu hvert tredje år. Kvaliteten har været vekslende gennem tiden, men vi kan konstatere, at bogen nu i en lang årrække har haft redaktører, for hvem det centrale har været kvaliteten af de historiske oplysninger.

Man kan glæde sig over, at en så lille dansk adel alligevel har kunnet udgive en bog, der er mere allround end adelskalenderne i de store lande.

Da temaet for denne jubilæumsbog skulle vælges, var der flere nærliggende muligheder. En krigerisk middelalderadel eller adelsvælden 1536-1660 eller udbredelsen af enevældens nye talrige adel. Disse perioder er imidlertid dækket af talrige værker, mens perioden efter tabet af rettighederne nærmest er jomfrueligt land rent forskningsmæssigt.

Nærheden i tid kan give større genkendelighed. Der er mange interessante skikkelser, der kan fremhæves, billedmaterialet er omfangsrigt, og den danske adel blev global.

Derfor blev temaet den danske adel efter 1849.

Hvordan klarede adelstanden udfordringen med tilpasning til nye vilkår på lige fod med andre? Et emne med mange almenmenneskelige aspekter.

Foreningen har bedt en række forfattere om at bidrage til bogen. Kravet var, at de kunne skrive bredt og fortællende og samtidig have forskningsmæssig anseelse. Bestyrelsen er glade for, at de sagde ja.

Foreningen er meget taknemmelig for den fornemme støtte, som den har modtaget til denne bog fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Vallø Stift.

Adel

5

Indhold Forord

4

Henrik Wedell-Wedellsborg

8

Mogens Kragsig Jensen og Knud J.V. Jespersen

Tre interviews, tre nordiske lande

Susanne Vind Dick von Blixen-Finecke

Jes Fabricius-Møller

Kongen, borgerne og adelen

44

Anna von Lowzow

44 49 54

190

KAPITEL 2

HERREGÅRD, KUNST OG KULTUR

194

Arkitektur, anlæg, haver

196

Herregårdene og den historiske arv

KAPITEL 1

Mette Smed

SAMFUND OG POLITIK

58

Et spørgsmål om balance

60

Aristokrati og demokrati i 1800-tallets debat Constant Dirckinck-Holmfeld Ludvig Holstein-Ledreborg

”Han ville ride en rask Volte”

Herregårdsinteriører

216

Herlighed og hygge Mette Smed

Jeppe Nevers

82 85

Livet på Fuglsang

240

Bodil og Viggo de Neergaard som mæcener Bente Scavenius

88

Baron Carl Blixen Finecke i politik ca. 1848 til 1870

Magt og status

256

Herregårdsjagtens storhedstid

Niels Clemmensen

Godsadelen under forfatningskampen

122

Den, der gemmer til natten …

124

Jesper Laursen

Emil von Holstein-Rathlou

Lensafløsningen 1919-1930

Frk. I. Brockenhuus-Løwenhielm

Ditlev Tamm

Social pioner og gøgeunge i egen rede

Henrik Berner (Anna von Lowzow)

142

Birgitte Possing

At kæmpe Danmarks sag

146

De to baronesser - fra Thomasine til Tanne

Mellem nationalsocialisme og modstandskamp Maria Groth Rasmussen og René Ask Rasmussen

Jørgen Sehested Ludvig Alfred Otto Reventlow Tre brødre i modstandskampen

6

172

Slægten ­Scavenius og kongemagten 1843-1943

Indledning

Carl Huitfeldt

Aristokrati, meritokrati og monarki

Indhold

161 166 170

277 282

302

Synet på adelen i dansk litteratur i det 19. og 20. århundrede Johan de Mylius

Ludvig Holstein

327

Ejler Bille

330

Den ufrivilligt adelige kunstner Bente Scavenius

342

Adelen må organisere sig

344

364

Rang og stand ca. 1750-1950

384

Ronny Andersen

399

Adelen i erhvervslivet

EPILOG

534

Favntag med det moderne

536

Adelen efter 1849

401

Knud Rosenvinge

404

Lars Bisgaard

417

Om adelig navneskik og -brug Maria Groth Rasmussen

428

Caroline Rantzau Høegh-Guldberg og Claus Høegh-Guldberg (Anna von Lowzow)

Forsørgelse og statussymbol

433

438

De adelige jomfruklostre i Danmark Henrik Holstein og Poul Holstein

Karen Knuth (Anna von Lowzow)

551 555

Henry Moth

Adelen i dag

(Anna von Lowzow)

529

KAPITEL 5

Maria Groth Rasmussen

Lerchenborgs Lercher hedder Christian

516

Tilpasning til nye tider

Adelens ægteskabspraksis siden 1849

Hvad skal barnet hedde?

507

Lars Bisgaard

Hans Heinrich Adam

Lige børn leger bedst

490

Officers- og embedsadel

Henry Adolph Rømeling

376 380

Adelens heraldik

Berner-Schilden-Holsten

Kården og kjolen

Hans Chr. Johansen

Knud J.V. Jespersen

Jørgen Christian Bille Brahe

484

Viceadmiral A.H. Vedel

360

Løver og liljer

466

Hans Christian Bjerg

Knud J.V. Jespersen

Udblik til Europa (Mogens Kragsig Jensen)

Brun jord og blåt blod Tage Reedtz-Thott

Danmarks Adels Aarbog og Adelsforbundet

Rangadel (Nils G. Bartholdy)

464

Carsten Porskrog Rasmussen

ADEL, STATUS OG SYMBOLIK

Adelen og lighedssamfundet

ERHVERV OG NÆRING Danske adelige som godsejere efter 1849

KAPITEL 3

Georg Frederik Zytphen-Adeler

KAPITEL 4

460

559

Matrikel over bestyrelse(r)og årbogsredaktion 1884-2015

562

Litteratur

566

Noter

571

Billeder

579

Stedregister

583

Personregister

585

Bogens forfattere

590

Adel

7

Indledning Af M o g e n s Kra g s i g J e n s e n o g Kn u d J.V. J es p e rs e n

Dansk adel indtil Junigrundloven 1849 MODSATTE SIDE Kong Frederik VII og lensgrevinde Louise af Danner forsamlede, eller måske nærmere opstillede, omkring et parti skak.

Det var kun med nød og næppe, at dansk adel som begreb og institution overlevede Junigrundloven 1849. Ganske vist endte Grundlovens § 97 med at fastslå, at ”enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet”. Denne formulering betød, at adelsnavnet og de adelige titler nok fik lov til at bestå, men at alle forrettigheder i forbindelse dermed for fremtiden skulle være afskaffet.

Selv om dette først skete endelig fyldest 70 år senere med den såkaldte Lensafløsningslov af 4. oktober 1919, der fjernede de sidste rester af privilegeret adelig godsbesiddelse, var adelsbegrebet dermed tømt for retligt indhold, selv om selve begrebet fik lov til at leve videre.

Selv dette holdt det imidlertid hårdt med.

Med henvisning til, at man i Norge i 1821 havde taget skridtet fuldt ud og helt afskaffet adelsbegrebet, havde et mindretal i Den Grundlovgivende Rigsforsamlings udvalg til

8

Indledning

prøvelse af grundlovsudkastet nemlig foreslået, at paragraffen kort og godt skulle lyde: ”Adel, Titel og Rang er afskaffede.” Udvalgsflertallet fandt imidlertid, at den oprindelige formulering – der kom til at svare til den endelige – kunne opretholdes, blot det blev tilføjet, at adel, titel og rang ikke for fremtiden kunne meddeles. Dette tiltrådte mindretallet subsidiært under forudsætning af en tilføjelse om, at ”den nuværende Adel ophører med de nuværende Adelspersoners Død”.

Med denne formulering hang den danske adels fortsatte eksistens i den tyndest tænkelige tråd. Når den ikke endte med at briste, skyldtes det udelukkende Frederik VII’s bestemte afvisning. Han gjorde det nemlig gennem indenrigsministeren klart, at den oprindelige formulering var det længste, han kunne strække sig i indskrænkningen af det kongelige prærogativ. Stillet over for dette pres bøjede udvalget af, og den oprindelige formulering blev derefter vedtaget af Den Grundlovgivende Rigsforsamling med 120 stemmer mod seks. Dermed havde den ældgamle insti-

Adel

9

Da enhver havde sin rette plads. Et billede på stændersamfundet, som det er afbildet i en jysk stambog fra 1615.

Fra himmelskyen uddeler Gud symboler på stændernes arbejde: Bonden modtager en plejl, den gejstlige en bog, kongen får krone og scepter, og adelsmanden modtager som repræsentant for værnestanden, et sværd.

tution, dansk adel, overlevet dette hidtil alvorligste anslag mod dens eksistens – om end i en noget forpjusket skikkelse.

Selv om adelen som institution havde rødder langt tilbage i middelalderen og dermed var bærer af en lang historisk tradition, var der himmelvid forskel på den adel, der i 1849 frygtede sin standsmæssige undergang, og middelalderadelen. Gennem hele historien har adelsinstitutionen været et yderst dynamisk begreb, hvis skiftende indhold afspejler samfundsudviklingen i bred forstand. I virkeligheden er der kun to forhold, der har holdt sig nogenlunde uforandret over tid – i hvert fald frem til 1849 – nemlig selve betegnelsen

10

Indledning

adel og adelsgruppens relative størrelse i forhold til resten af befolkningen. Med en ganske forbavsende konstans udgjorde denne lille elite gennem alle omskiftelser fra middelalderen og frem til 1849 hele tiden omkring en kvart procent af den samlede befolkning. På alle andre områder skiftede gruppen karakter og rolle i takt med samfundsforandringerne.

Hovedtrækkene i denne forandringsproces er anliggendet her.

Fra krigerkaste til godsejeradel Adelen var i sit historiske udspring samfundets krigerkaste.1 I middelalderens funkti-

onsdelte samfundsordning var den defineret som samfundets værgestand, hvis eksistensberettigelse bestod i, at den med våben i hånd skulle forsvare det øvrige samfund mod ydre og indre fjender. Dette bestod – foruden af værgestanden – af lærestanden, dvs. lærde og gejstlige, som tog sig af kulturen i almindelighed og gudsdyrkelsen i særdeleshed, og nærestanden, dvs. borgere og bønder, som ved deres arbejde sikrede samfundets timelige behov. Som forvalter af de kultiske anliggender ansås lærestanden frem til reformationen 1536 som den fornemste stand, mens nærestanden rangerede lavest i samfundshierarkiet. Midt imellem befandt værgestanden – den verdslige adel – sig.

At føre krig i panser og plade til hest var en højt specialiseret kunst, en livsform, der krævede nærmest livslang oplæring og træning. Det var tillige en kostbar affære for den enkelte ridder at stille med én eller flere fuldt udrustede lansebevæbnede ryttere med tilhørende hjælpefunktioner. Udgiften til opfyldelse af denne værnepligt kan snarest sammenlignes med, at en moderne værnepligtig pålagdes at stille til tjeneste med sin egen tunge kampvogn, hvilket langt ville overstige den enkeltes formåen. Som kompensation for disse store udgifter fik ridderen derfor af kongen overladt større eller mindre mængder jordegods enten som len under kronen på gunstige vilkår eller som privat ejendom. Samtidig fik værgestanden skattefrihed for al fast ejendom. På denne måde opstod de grundlæggende adelige privilegier, nemlig den personlige skattefrihed og retten til at eje frit jordegods.

Adelens modydelse var opfyldelse af krigstjenestepligten. Mod betaling i jord og privilegier sikrede samfundet sig på denne måde et funktionsdygtigt militært forsvar, hvilket var

hensigtsmæssigt i en naturalieøkonomi som den middelalderlige.

Ved 1500-tallets begyndelse var adelen således veletableret som en militær tjenesteadel med privilegier, der gjorde standen til en af rigets bedst aflagte befolkningsgrupper. Forudsætningen for fastholdelse af denne position var blot fortsat opfyldelse af krigstjenestepligten. Her var det imidlertid allerede på dette tidspunkt begyndt at knibe. Ikke fordi adelen unddrog sig sine forpligtelser i højere grad end tidligere; men fordi den generelle militære udvikling var i fuld gang med at overhale den form for krigsførelse, som adelens medlemmer traditionelt var specialister i, nemlig den direkte kamp mand mod mand med rytterlanse eller tohåndssværd.

På de europæiske slagmarker var der på denne tid dukket to nye fænomener op, der på afgørende vis ændrede selve krigens natur og format. Det ene var fremkomsten af massive fodfolksenheder bevæbnet med lange lanser, som ved deres disciplinerede optræden viste sig ridderskarerne overlegne i slagkraft og modstandsdygtighed. Dette havde med gruopvækkende tydelighed vist sig allerede i 1477, hvor en schweizisk fodfolkshær bevæbnet med lanser og leer i et slag ved Nancy massakrerede en burgundisk ridderhær til ukendelighed.

Nyheden derom sendte chokbølger ud over det ganske Europa og satte for alvor spørgsmålstegn ved den beredne adels fortsatte militære effektivitet. Det var begyndelsen til enden på adelens monopol på krigshåndværket.

Det andet fænomen var ildhåndvåbnenes gradvise sejr over de blanke våben, der for alvor tog sin begyndelse på nogenlunde samme tid. En fodfolksbåret musket eller hagebøsse havde en meget længere rækkevidde end en nok så lang rytterlanse, og en velrettet

Adel

11

Slaget ved Nancy­5. januar 1477, hvor hertug Karl af Burgund led nederlag til hertug René II af Lothringen.

Kampene markerede enden på Burgund som selvstændig stat og satte et stort spørgsmålstegn ved uovervindeligheden af den beredne adelshær.

musketkugle kunne på stor afstand sætte en ridder til hest ud af spillet, uanset hvor godt pansret han var.

Disse nyskabelser var kernen i den udvikling, som man under ét almindeligvis betegner som 1500-tallets militære revolution.

Den indebar en fundamental ændring af selve krigsførelsens natur fra et adeligt kunsthåndværk til en masseindustri. Det nye fodfolks­ element betød, at nye rekrutter fra alle samfundslag strømmede til hærene for mod be-

12

Indledning

taling at lade sig hverve som fodmarcherende landsknægte, der efter en kortere oplæring kunne betjene både en fodfolkslanse og de nye ildhåndvåben. Hærene voksede på denne måde eksplosivt i størrelse, og deres sociale sammensætning blev langt bredere end tidligere. I takt med at krigen således forvandlede sig til en masseindustri, mistede den hidtidige krigerstand, adelen, sit militære monopol – og dermed i en vis forstand sit egentlige eksistensgrundlag. Det tidlige 1500-tals adel op-

levede dermed et funktionstab, der kan sammenlignes med det, som typograffaget oplevede i slutningen af det 20. århundrede, da elektronikken gjorde blyet overflødigt i den grafiske branche og dermed nærmest udraderede faget.

Denne omvæltning på det militære område udraderede dog ikke den danske adel, men tvang den til gengæld til at vælge nye strategier for at forsvare sin eksistens og sine privilegier.

For det første kastede standens medlemmer sig nu med stor entusiasme over driften af det betydelige jordegods, som de i tidens løb var kommet i besiddelse af. I forening med 1500-tallets højkonjunktur bragte dette velstand til hovedparten af de adelige godsejere.

Samtidig havde de held til gennem lovgivningen at gøre deres i forvejen privilegerede jordbesiddelser nærmest urørlige for andre samfundsgrupper, hvorved der skabtes et solidt grundlag for fortsat økonomisk og social fortrinsstilling. Den privilegerede jordbesiddelse – retten til at eje ”fri ejendom”, som det hed i tidens sprog – blev dermed efterhånden det vigtigste kriterium for adelskab til erstatning for den mere og mere betydningsløse krigstjenestepligt.

For det andet lykkedes det i forbindelse med den kirkelige reformation i 1536 den verdslige adel at tiltage sig et faktisk monopol på alle de vigtigste og mest indbringende embeder i både central- og lokaladministrationen. Dertil kom, at højadelen gennem Rigsrådet – ved siden af selve kongemagten det eneste betydende centrale magtorgan i riget – sikrede sig en politisk indflydelse, som alle andre befolkningsgrupper til gengæld var udelukket fra. Denne adelige reaktion lå på sin vis i udmærket forlængelse af den militæ-

re revolutions omvæltninger. Inden disse havde adelen overbevisende kunnet begrunde sin særstatus med krigstjenestepligten. Men da denne funktion gik tabt, og det militære monopol i stedet gled over til statsmagten, var det kun følgerigtigt, at adelen i stedet søgte at opnå kontrol med den hastigt ekspanderende statsmagt. Tiden 1536-1660 kendetegnes med andre ord af en benhård rivalisering mellem konge og adel om selve kontrollen med statsmagten.

For det tredje gennemtvang adelen på samme tid en næsten fuldstændig aflukning af standen over for resten af samfundet. Nyoptagelser i standen kunne herefter kun ske med det adelige rigsråds samtykke, hvilket betød, at kongens ældgamle ret til adling af særligt fortjente undersåtter i praksis blev suspenderet, hvorved adelsgruppen i realiteten var blevet selvsupplerende. Samtidig indførtes der strenge regler for giftermål mellem adelige og ikke-adelige. Adelige kvinder, som giftede sig under deres stand, mistede deres adelskab, og børn af en adelig mand og en uadelig kvinde var i lovens forstand ikke adelige. Endelig blev det ved en forordning 1526 påbudt, at adelige i fremtiden skulle føre slægtsnavn i stedet for som tidligere at bruge patronymer. Derved blev det muligt blot af selve navnet at aflæse adelig status med samme sikkerhed, som det tidligere havde kunnet ske i kraft af den militære funktion.

Den danske adel reagerede med andre ord på det militære funktionstab ved i løbet af 1500-tallets første halvdel at etablere sig nærmest som en lukket kaste, utilgængelig for alle andre end dem, der tilfældigvis var født ind i standen. På samme måde gennemtvang den, at lovgivningen etablerede vandtætte skotter mellem adelens godser og anden

Adel

13

Christen Friis til Kragerup (15811639), arketypen på den dominerende adelsmand i adelens storhedstid i renæssancen. Med den jævnalderende kong Christian IV’s fortrolighed bestred han fra 1616 posten som kongens kansler, og fik samtidig sæde i rigsrådet.

jordejendom. Adelig ejendom kunne ifølge loven ingensinde afhændes til andre end adelige. På denne baggrund blev 1500-tallets definition på dansk adel simpel: Adelige var kun de personer, som var født ind i de gamle adelige slægter. I Danmark var adelig noget, man var, kun i yderst sjældne tilfælde noget, man kunne blive eller gøre sig fortjent til.

Denne lille gruppe, der som nævnt blot udgjorde en kvart procent af den samlede befolkning, udøvede frem til statsomvæltningen i 1660 så stor magt, at historikere ligefrem betegner tiden 1536-1660 som adelsvældens periode. Gruppen ejede således hele 44 procent

14

Indledning

af landets dyrkede jord. Samtidig havde den i kraft af standens monopol på landets 60 lensmandsembeder afgørende kontrol med krongodset, der udgjorde 52 procent af det dyrkede areal. Kun de resterende fire procent, der ejedes af selvejerbønder, unddrog sig adelig kontrol. Næsten uantastet kontrollerede adelen med andre ord landets vigtigste produk­ tionsfaktor, jord, gennem direkte ejerskab eller via statsmagten, der sikrede rollefordelingen i systemet og dermed også adelens fortrinsstilling. Erobringen af de to monopoler – godsmonopolet og embedsmonopolet – er den egentlige forklaring på, at den talmæssigt lille adel faktisk viste sig i stand til at fastholde sin førerposition i det danske samfund i mere end et århundrede, efter at den militære revolution havde berøvet den det militære monopol. I kraft deraf gennemførte den danske adel med held hamskiftet fra krigerstand til godsejerog embedsadel. Som synligt udtryk for denne succesfulde forvandling rejstes netop i denne periode mange af de prægtige herresæder, der endnu i dag præger dele af det danske landskab. De blev de synlige og repræsentative rammer om adelig magt og pragtudfoldelse.

På længere sigt blev selve omfanget af adelens succes imidlertid også roden til dens definitive fiasko, den betingelsesløse kapitulation til kongemagten i 1660. Forudsætningen for den før-enevældige adels enestående magtstilling og dens hævdelse af både godsog embedsmonopol var, at den var i stand til at opretholde en høj grad af indbyrdes solidaritet, hvilket igen forudsatte principiel ligestilling mellem standens medlemmer, så indre rivninger kunne undgås. Formelt set var denne forudsætning opfyldt med adelsprivilegierne, der omfattede enhver adelig fra den ringeste lavadelsmand til den mægtigste

godsejer og topembedsmand. De var i teorien alle frie mænd med lige ret til at nyde deres adelige privilegier. I praksis udviklede det sig imidlertid anderledes.

På det økonomisk-sociale område begyndte det for alvor at gå skævt, da højkonjunkturen ved slutningen af 1500-tallet afløstes af en dyb og langvarig lavkonjunktur. Den økonomiske krise endte med at splitte adelen op i en hovedrig, men yderst fåtallig klasse af godsmagnater og en stor gruppe mere eller mindre forarmede småadelsmænd, som kun med yderste besvær formåede at fastholde adelig levevis og status. Denne kraftige differentiering forløb efter Matthæus-princippet: De, der i udgangspunktet var velaflagte, blev under krisen endnu mere velstående, mens omvendt de i udgangspunktet ringere stillede tabte både gods og penge i kriseårene. Resultatet var i årene op til statsomvæltningen 1660 en vældig polarisering inden for standen i nogle få hovedrige magnatslægter, som også sad på alle de indflydelsesrige embeder, over for et støt voksende adelsproletariat uden embeder og med kun lidt gods, som kun med nød og næppe klarede dagen og vejen. Det siger nærmest sig selv, at interessefællesskabet mellem disse to grupper var hastigt svindende. Ved 1600-tallets midte var adelen med andre ord en stand, der indefra var under hastig økonomisk og social opløsning og derfor sårbar over for angreb udefra.

Denne udvikling bevirkede, at det forhen så magtfulde rigsråd – standens politiske elite og kongemagtens eneste alvorlige rival – gradvis mistede sin legitimitet og dermed også sin politiske styrke. Formelt set repræsenterede Rigsrådet hele adelen; men som følge af dets rekruttering udelukkende fra den rige magnatadel var det først og fremmest

denne gruppes interesser, der nød fremme i Rigsrådet, hvorimod den menige adels behov og synspunkter i stigende grad blev overhørt.

Det gav anledning til udbredt utilfredshed inden for adelen i almindelighed og svækkede i særdeleshed Rigsrådet over for kongemagten og de øvrige samfundsgrupper. I løbet af Christian IV’s regeringstid blev Rigsrådets grundlæggende dilemma tydeligere og tydeligere: Var det en standsrepræsentation, der var sat i verden for at varetage adelige standsinteresser i bred forstand, eller var det et statsorgan med ansvar for statens tarv som helhed?

Ved valget af Frederik III til konge efter Christian IV’s død i 1648 bestemte Rigsrådet sig definitivt for, at det var det sidste – et statsorgan, der ikke blot varetog adelige, men hele folkets interesser over for en svækket kongemagt. Rigsrådet foreskrev derfor den nyvalgte Frederik III den strengeste håndfæstning, nogen dansk valgkonge nogensinde havde underskrevet. Håndfæstningen bandt i princippet kongen på hænder og fødder og lagde i realiteten suveræniteten i hænderne på Rigsrådet, der dermed etablerede sig som den egentlige kongemagt. Ved at tiltage sig denne alter rex-rolle mente Rigsrådet med et enkelt genialt træk at have løst sit dilemma. Det havde nu håndfæstningens ord for, at det var rigets mest magtfulde statsorgan uden snærende bindinger til den stand, det var rundet af.

Det viste sig imidlertid at være en katastrofal fejlvurdering af egen styrke og en lige så katastrofal undervurdering af kongemagtens potentiale og Frederik III’s evne til at manøvrere politisk. Støttet af de uadelige stænder og frustrerede adelige fra den menige adels rækker havde han i løbet af få år held til at udmanøvrere de højadelige arkitekter bag den strenge håndfæstning, og efter

Adel

15

Indledning

Rigsrådets svage og rådvilde optræden under Karl Gustav-krigene 1657-1660 havde rådet og den toneangivende højadel mistet enhver legitimitet i befolkningens øjne. Det forhen så magtfulde rigsrådsstyre faldt derfor modstandsløst sammen som et korthus, da kongen støttet af gejstlighed og borgere i efteråret 1660 besluttede sig for at slå til og under kuplignende omstændigheder indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden, der satte endeligt punktum for den gamle fødselsadels storhedstid.

Fra fødselsadel til rangadel Indførelsen af enevælden brød trylleringen om adelens magt, og statsomvæltningen i

1660 blev dermed indledningen til en kraftig nedtur for den gamle adel på snart sagt alle fronter, socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Den unge enevælde havde med andre ord held til at svække den gamle adels position i en sådan grad, at den aldrig siden kom til at udgøre nogen alvorlig trussel for regimet. Strengt taget er det næppe meningsfuldt overhovedet at tale om en egentlig adelstand som entydigt begreb under enevælden. I 1671 indledte regeringen nemlig en række reformer, der kom til at gribe dybt ind i de sociale strukturer og medførte en gennemgribende omdefinering af selve adelsbegrebet.

De enevældige rangforordninger, der udstedtes i en lind strøm fra 1671, indebar en konsekvent undertrykkelse af det klassiske

Adel

DENNE SIDE Hvedholm uden for Faaborg, fra højmiddelalderen og frem til mellemkrigstiden nedarvet i slægterne Hardenberg, Bille, Brahe og atter igen Bille.

MODSATTE SIDE Revolutionen i 1660 satte i 1780’erne sine spor i enevældens historiemaleri. Her modtager Frederik III som ny enevældig monark sine undersåtter, de tidligere stænder.

17

Enevælden for­ finede heraldik og våbenbrug. Her ses de adelige rang­kroner på en planche fra 1693, ­anvendt i forbindelse med våbenkapellet i Frederiksborg Slotskirke.

adelsbegreb til fordel for en ordning, der skabte nøje forbindelse mellem rang og embede og tillige knyttede det nye adelsbegreb tæt til statstjenesten. Det bevirkede i løbet af Christian V’s regeringstid (1670-1699) en stærk tilgang af embedsadelsslægter, der ganske vist rigeligt kompenserede for den talmæssige reduktion af den gamle fødselsadel, men samti-

18

Indledning

dig ændrede den samlede adels sociale sammensætning væsentligt i retning af en begyndende borgerliggørelse af standen.

I samme retning trak Christian V’s rundhåndede udstedelse af såkaldte våbenbreve til borgerlige embedsmænd af lavere rang. Han udstedte i løbet af sin regeringstid omkring 50 dokumenter af denne type. Ganske vist med-

førte retten til at føre personligt våbenskjold eller slægtsvåben ikke i sig selv adelskab; men i praksis gik denne distinktion snart i glemmebogen, og våbenbrevsslægterne gled i løbet af 1700-tallet ubemærket ind i adelsgruppen, selv om de først så sent som i 1887 opnåede formel anerkendelse af deres adelskab.

De færreste af disse slægter overlevede dog til tredje eller fjerde generation, og i dag kan kun to af de nuværende 188 adelsslægter henføres til denne kategori, nemlig efterkommerne efter henholdsvis Peder Madsen Rosenørn og Niels Benzon. Men hensigten var klar nok: Våbenbrevsudstedelserne bidrog til en yderligere udvanding af det klassiske adelsbegreb og svækkede dermed adelen som potentiel trussel mod enevoldsregimet.

Det afgørende slag imod det klassiske adelsbegreb var dog udstedelsen af forordningen om grever og friherrer den 25. maj 1671. Forordningen bekendtgjorde indstiftelse af en særlig greve- og friherrestand i Danmark med tilhørende privilegier, der i omfang overgik den førenevældige adels, hvorved denne højtrangerende gruppe skilte sig ud som en særlig herrestand – et særligt højadeligt, betitlet aristokrati med privilegier og titulaturer, der bragte mindelser om en fjern feudaltid.

At det virkelig var denne, som regeringen havde i tankerne, fremgik af, at det nye aristokrati skulle føre titler af grever og baroner, begreber, der begge havde rødder langt tilbage i krigerkastens tid i Europa. Det bestemtes tillige i forordningen, at grever, som rådede over et godstilliggende på mindst 2.500 tønder hartkorn, kunne få oprettet et grevskab, mens baronier kunne oprettes, hvis tilliggendet var mindst 1.000 tønder hartkorn. De nye grevskaber og baronier blev belagt med ma-

joratsbånd og skulle stedse nedarves i overensstemmelse med den succession, der var fastsat i erektionspatentet. Det således klausulerede gods blev dermed udsondret som en art len af kronen; men til gengæld fik den nye lensadel garanteret lenets udelte overdragelse fra slægtled til slægtled og fik desuden tillagt en række privilegier af skatte- og forvaltningsmæssig art. Nogle år senere tilføjedes yderligere endnu en klausuleret godskategori, stamhusene, der ikke forudsatte ejerens

Ulrik Frederik Gyldenløve (16381704), uægte søn af kong Frederik III og Margrethe Pape, blev i 1671 som den første optaget i grevelig stand og knyttet til grevskabet Laurvig (Larvik) i Norge. Efter at hans slægt uddøde, blev grevskabet arvet af slægten Ahlefeldt.

Adel

19

Blandt enevældens nye adel var en række driftige – særligt jyske – handelsmænd. Et markant eksempel var Enevold Nielsen Berregaard (1653-1731), der 1726 blev adlet og samme år oprettede Kølbygaard til et stamhus for sin efterslægt. Her ses han t.v. på sit epitafium i Thisted Kirke sammen med sin lige så entreprenante hustru, Anne Christensdatter Søe (16461736), og hendes første ægtefælle, rådmanden Søren Jacobsen Lugge († 1679).

20

forudgående ophøjelse i lensadelen, men alligevel skulle nedarves udelte. Denne ordning bestod i princippet helt frem til 1919, hvor Lensafløsningsloven gjorde en ende på al privilegeret godsbesiddelse.

Ved denne foranstaltning skabte enevælden sit eget aristokrati med klingende titler og privilegier, der i gavmildhed overgik den førenevældige adels. Denne gruppe udgjorde herefter enevældens egentlige adel, hvorimod adelsnavnet for de øvrige ubetitlede adelsgrupper blev mere og mere indholdsløst.

Det lå i selve sagens natur, at aristokratiet måtte forblive en relativt snæver gruppe. I hele enevoldsperioden frem til 1848 blev således kun 62 personer ophøjet i grevestanden, mens der i samme periode kreeredes 75 baroner. Efterhånden oprettedes også et større antal grevskaber, baronier og stamhuse. I enevældens sidste tid fandtes der således i Danmark

Indledning

18 grevskaber, 14 baronier og 32 stamhuse, der tilsammen lagde beslag på omkring 20 procent af landbrugsarealet. Endnu i begyndelsen af 1900-tallet omfattede den privilegerede godsmasse 10-12 procent af landbrugsjorden. Selv om Lensafløsningsloven 1919 forvandlede den klausulerede godsmasse til fri ejendom, fik titlerne som greve og baron alligevel lov til at bestå trods deres mangel på reelt indhold. De er stadig i brug i dagens Danmark.

Den betitlede lensadel opfyldte fra regeringens synspunkt et dobbelt formål. På den ene side såede ordningen splittelse i den adelstand, som kongen hele tiden havde betragtet med mistro og som en potentiel trussel mod regimet. På den anden side opnåede regimet at knytte den rigeste og mest indflydelsesrige del af adelen til sin person med særlige loyalitetsbånd og dermed forvandle den fra en potentiel trussel til en gruppe trofaste statstje-

nere. Denne gruppe kom til som administratorer og solide støtter at spille en helt afgørende rolle for enevoldsregimets funktionsduelighed gennem det meste af 1700-tallet, hvor der udviklede sig et tæt skæbnefællesskab mellem kongemagten og aristokratiet. Den første parts beståen forudsatte så at sige den anden parts trivsel. På en underlig bagvendt måde kan man derfor hævde, at enevældens gyldne århundrede – 1700-tallet – også var den danske højadels storhedstid, idet man ved højadel her skal forstå det aristokrati, som enevoldsregimet skabte med greve- og friherreforordningen 1671.

Forholdet var jo det, at kongen ikke kunne undvære sin adel. Selv om hans magt på papiret var absolut og i teorien rakte ud i rigets fjerneste kroge, var der et stort svælg mellem teori og daglig regeringspraksis. Det statslige magtapparat var nemlig af yderst beskedent omfang, og selv så vitale opgaver som skatteopkrævning og udskrivning af soldater formåede regimet ikke at løse ved egen hjælp.

Disse vigtige funktioner blev derfor i vid udstrækning overladt til landets godsejere, som mod visse begunstigelser påtog sig at forvalte dem på statens vegne. Disse blev derved på sin vis en del af selve statsmagten i så høj en grad, at nogle historikere ligefrem har benyttet betegnelsen ”den bortforpagtede statsmagt” om denne særegne magtstruktur.

Magttab og borgerliggørelse Denne situation – eller magtbalance, om man vil – ændrede sig imidlertid drastisk i slutningen af 1700-tallet af hovedsagelig to grunde.

Den første var, at den oplyste og i voksende omfang borgerligt dominerede enevælde under den syge Christian VII i stigende grad

opbyggede kapacitet til selv at administrere statens centrale anliggender – skatteforvaltning, soldaterudskrivning og retshåndhævelse – hvilket gav sig konkret udtryk i den store reformbølge i 1770’erne og 80’erne, der normalt sammenfattes under betegnelsen de store landboreformer. Kernen deri var en omfattende privatisering af bondebrugenes drift og ejerforhold under statsmagtens ægide og statens overtagelse af det militære udskrivningsvæsen, hvilket overflødiggjorde det stavnsbånd, der hidtil havde været godsejernes garanti for billig og stabil arbejdskraft. Dermed svækkedes det økonomiske grundlag for den traditionelle storgodsdrift væsentligt, hvilket især gik ud over den godsejende højadel.

Samtidig svandt godsejernes offentligretlige funktioner ind i takt med statsmagtens øgede administrative kapacitet med det resultat, at den gamle alliance mellem kongemagt og højadel gik i opløsning. Resultatet var de adelige godsejeres gradvise tilbagetrækning fra det offentlige liv og deres opgivelse af de store repræsentative boliger, der havde dannet ramme om deres offentligretlige funktioner, til fordel for mere beskedne og bekvemme huse af maison de plaisance-typen som mere passende ramme om et nyt intimt familieliv af borgerligt tilsnit, samt en ny ideologisk forbundethed med det toneangivende liberale borgerskab.

Den anden grund var den ideologiske vækkelse, der fulgte i kølvandet på den store franske revolution i 1789 med dens lighedstanker og idéer om borgerligt-liberalt demokrati. Disse tanker fængede også i det danske samfund, ikke blot i borgerlige systemkritiske kredse, men også langt ind i højadelen selv. I begejstret tilslutning til begivenhederne i Frankrig i 1789 kastede grevinde Louise Stolberg – en

Adel

21

søster til landbrugsreformatoren Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow – således sin adelige stamtavle i kaminen. Og den unge greve Adam Gottlob Detlev Moltke – et bar­ nebarn af den gamle feudaladels mægtigste mand, overhofmarskal Adam Gottlob lensgre­ ve Moltke – lod i revolutionsbegejstring de tre fugle i sit grevelige våbenskjold erstatte af tre jakobinske frygerhuer. Han gjorde sig tillige til bedstefaderens udelte mishag til talsmand for afskaffelse af alt majoratsgods.

Sådanne tilkendegivelser var konkrete ud­ slag af den begyndende nedbrydning af aristo­ kratiets selvbevidste overbevisning om grup­ pens naturlige adkomst til magt og rigdom.

Mere højlydt og vedholdende var den kritik af den bestående orden, der med stigende styrke rejste sig fra det nye, stadig mere selvbevidste borgerskab, der krævede sin indsats anerkendt efter fortjeneste. Det bedst kendte eksempel på hvas borgerlig systemkritik er nok digteren og satirikeren P.A. Heibergs såkaldte ”Indtogsvise” fra 1790, der indledes med strofen: ”Ordener hænger man paa Idioter Stjærner og Baand man kun Adelen gier, men om de Mallinger, Suhmer og Rother man ej et Ord i Aviserne ser.

Dog, har man Hjærne, kan man jo gjærne undvære Orden og Stjærne.”

Men også Heibergs discipel forfatteren Mal­ the Conrad Bruun gav sit besyv med i sin Aristokraternes Catechismus fra 1796, hvori han med tydelig foragt for adelen formulerede sin version af adelsmandens trosbekendelse.

Deri hed det bl.a.: ”Jeg tror paa Adelen, Monarkiets enbaarne Søn, som først blev undfanget af Hovmod og

DENNE SIDE Fransk revolutions­ satire. Den arbej­ dende mand bærer møjsommeligt de privilegerede stænder, gejst­ lighed og adel, på sin ryg.

MODSATTE SIDE Clausholm syd for Randers, der 1758 blev erhvervet af Matthias Wilhelm Huitfeldt (17251803) og herefter og frem til i dag nedarvet blandt hans efterkom­ mere i slægterne Schilden og Berner.

Egennytte, siden pint og forfulgt af den ugudelige Philosophie, omsider i Frankrig af Frihed og Liighed korsfæstet og ihjelslaaet – – – ” Sådanne udfald havde klart til formål at lat­ terliggøre adelen og udstille urimeligheden i dens fortrinsstilling; men ud over at more bor­ gerskabet og irritere adelen og magthaverne kunne de – fordi de ikke på reflekteret vis anvi­ ste alternativer – næppe siges at være farlige, selv om regimet for en sikkerheds skyld lands­ forviste begge de fripostige satirikere. Mere foruroligende var den debat, der på samme tid udspandt sig i det førende borgerlige littera­ turtidsskrift Minerva, der løbende tog væsent­ lige samfundsspørgsmål – herunder adelens rolle i samfundet – op til intellektuel overvejel­ se. Her tog præsten og den flittige samfunds­ debattør Michael Gottlieb Birckner i 1790 ade­

Adel

23

Lensgreve Christian J.F. Ahlefeldt-­ Laurvigen (17891856) tilhørte adelens sociale top.

Han var overhoved for Ahlefeldt, den talmæssigt største adelsslægt ved Grundlovens indførelse. I en menneskealder besidder af grevskabet Tranekær og stamhusene Ahlefeldt og Lundsgaard. Jævnbyrdigt gift med en datter fra grevskabet Wedellsborg og desuden kendt som far til et utal af langelandske børn født uden for ægteskab.

24

lens hele stilling i samfundet op til overvejelse i en 40 sider lang artikel, hvori han under overskriften ”Skal man undertrykke Adelen?” diskuterede adelens eksistensberettigelse i et nyt borgerligt samfund. Efter en lang og temmelig omstændelig, men grundig diskussion nåede han frem til, at adelen i den da kendte skikkelse var nyttesløs for det borgerlige samfunds trivsel. Og da Minerva var et væsentligt organ for den intellektuelle borgerlighed, var det en konklusion, der gjorde et vist indtryk og dermed stærkt bidrog til at nedsætte adelens omdømme i den almindelige bevidsthed.

Hele denne kampagne fra borgerlig side, kombineret med tilsvarende meningstilkendegivelser fra adelens egne rækker som allerede nævnt ovenfor, bidrog stærkt til at svække den adelige selvbevidsthed, der havde båret standens magtposition op gennem 1700-tallet. Resultatet var en usikker adelstand, der villigt bøjede nakken for 1800-tallets nye selvsikre borgerlighed og skridt for skridt veg fra sine tidligere magtpositioner.

Skelede adelen et øjeblik til Norge, hvor man havde vedtaget den borgerlig-demokratiske Eidsvoll-grundlov i 1814, kunne man få en fornemmelse af standens mulige fremtid. Her tog man som nævnt i 1821 den fulde konsekvens af det borgerlige samfunds sejrsmarch ved helt at afskaffe begrebet adel. Denne udvikling i broderlandet måtte unægtelig mane til en vis ydmyghed i den danske adel, og da Frederik VI i 1834 tvunget af omstændighederne introducerede den stænderforfatning, der varslede enevældens fald, var det tidligere så dominerende aristokrati relativt sparsomt repræsenteret i stænderforsamlingerne og kunne altid overstemmes, såfremt borger- og bonderepræsentanter var enige. Trods mange århundreders dominans i dansk samfunds-

Indledning

liv var denne gamle elite derfor i realiteten uden større indflydelse på det forløb, der førte til enevældens sluttelige fald i 1848 – og også dermed på den grundlov, der tømte det klassiske adelsbegreb for reelt indhold, men alligevel lod adelsnavnet være tilbage, så det trods alt har fået lov til at overleve til vore dage.

Dansk adel i demokratiets tid 1849-2015 Vedtagelsen af Junigrundloven markerede samtidig afslutningen på processen med afskaffelsen af adelens formelle privilegier.2 Ses der bort fra majoraterne og jomfruklostrene, der i sig selv næsten, men ikke helt, var eks-

DE STØRSTE SLÆGTER 1850 De 10 antalsmæssigt største slægter omfattede i 1850 knap 900 personer, eller cirka 20 procent af den samlede adel. Det drejede sig efter størrelse om slægterne: Ahlefeldt, Brockdorff, Wedell, Holstein, Moltke, Scheel (embedsslægten), Benzon, Reventlow, Buchwald og Bernstorff, med hver især mellem cirka 60 til 120 personer, og, på Benzon nær, udelukkende gamle middelalderlige slægter, der typisk i 1600-tallet var indvandret til Danmark fra hertugdømmerne og Mecklenburg.

klusivt adelige, var adelen nu for første gang i offentlig- og privatretlig henseende ligestillet med landets øvrige befolkning og delte for størstedelens vedkommende i realiteten også levevilkår med deres ikke-adelige medborgere.

Overgangen til det spæde demokrati var dermed ikke en forandring, der i dagligdagen berørte det store flertal af den nu privilegieløse og stort set borgerligt assimilerede adel. Tidligere tiders magtbastioner: godsmonopolet og embedsmonopolet, var i 1849 kun fjerne minder, og adelen blev med Grundloven mindet om, at dens eksistens fremover var reduceret til at være levende bærere af en historisk arv.

Den befolkningsgruppe, der på dette tidspunkt juridisk kunne påberåbe sig dansk adelskab, var en relativt beskeden og uhomogen størrelse, bosat i ind- og udland. Samlet set udgjorde adelen i grundlovsåret en personkreds på rundt regnet 4.600 personer, fordelt på 265 slægter. Heraf udgjorde den betitlede adel, primært grever, baroner og deres familier, godt en femtedel eller knap tusind personer. En adelig titel medførte imidlertid ikke automatisk en position i den økonomiske overklasse.

Derimod omfattede adelens sociale og økonomiske elite, nemlig kredsen, der befolkede landets største godser, majoraterne, som kernefamilier næppe mere end tre til fire hundrede individer, fordelt på personer med og uden arvelig titel. Imidlertid var det denne lille gruppe, der, dengang som nu, i det offentlige billede symboliserede den samlede adelstand. Resten delte som nævnt sociale og økonomiske vilkår med den øvrige befolkning, idet der fandtes adelige i alle samfundslag. Endnu havde adelen en vis vægt i det politiske liv, ved hoffet, i embedsværket og i hæren, men fandt lige så naturligt også sit udkomme i f.eks. det mindre landbrug og i håndværkerstanden.

Geografisk udgjorde adelen heller ingen enhed, men var bosat over hele verden. Omtrent 54 procent havde bopæl i kongeriget, hvor adelen dermed udgjorde tre promille af landets befolkning. De øvrige 46 procent var bosat uden for kongeriget, hvoraf hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge samt de tidligere danske landsdele i det sydlige Sverige tegnede sig for den langt væsentligste andel, nemlig cirka 26 procent. De resterende 20 procent var spredt kloden over, men var foruden i Sverige særligt at finde i de tyske stater. En væsentlig årsag til denne spredning var, at en række slægter adlet

Adel

25

1873), bror til generalguvernøren, var således søofficer og tolder på øerne.

Tilmed udøvende tegner, særligt af natur og landskaber.

Her Christiansted på Sankt Croix, set fra sukkerrørsplantagen Bülowsminde.

under enevælden aldrig for alvor havde slået rod her i landet, men atter var rejst ud, når den forfader, der typisk havde erhvervet adelskabet i dansk tjeneste, var død og borte.

Desuden var adelen tidligt begyndt at udvandre, og i grundlovsåret fandtes der således dansk adel bosat viden om. Kolonierne i Dansk Vestindien havde til stadighed tiltrukket en del adelige, men derudover fandt adelen tidligt vej til fjerne himmelstrøg. Eksempelvis bosatte dele af slægten de Moldrup sig fra 1816 i Kapstaden i det sydlige Afrika; fra 1826 deltog medlemmer af familien von Wasmer i den tidligste tyske bosættelse i Brasili-

26

Indledning

De danske kolonier i Vestindien var hjemsted for en del adelige embedsmænd og officerer. Frederik von Scholten (1786-

en; ligesom en gren af slægten Bertouch tidligt bosatte sig i Australien. I det lange løb skulle det dog blive den engelsksprogede verden, særligt USA, der blev det vigtigste mål for adelige udvandrere, ligesom det var tilfældet med den danske emigration i almindelighed.

Karakteristisk nok var det slægter, der var adlet under enevælden, der antalsmæssigt fyldte mest i det samlede billede. To tredjedele eller ca. 3.000 personer tilhørte slægter adlet under enevælden. De slægter, der kunne føre deres danske adelskab tilbage til tiden, fra før det først kendte adelsbrev blev udstedt, nemlig i 1418, omfattede i 1850 ca. 750 perso-

ner. Medregnes omfanget af de slægter, der blev adlet frem til 1536, betyder det, at knap en fjerdedel af adelen i grundlovsåret kunne føre deres adelskab tilbage til tiden før reformationen. Denne relative fordeling har kun ændret sig marginalt siden da. På samme måde har fordelingen mellem de forskellige typer af adel også vist sig at være ret konstant siden Junigrundloven. I 1850 var ca. 77 procent af adelen ubetitlet, mens de resterende ca. 23 procent fordelte sig med en tredjedel tilhørende den friherrelige stand og to tredjedele den grevelige stand. I denne sammenhæng falder kun hertugerne af Glücksbierg og markiserne af Mandal udenfor.

Gehejmekonferensråd Ernst Emil Rosenørn (18101894). Godsejersøn og selv bl.a. ejer/ medejer af Voergaard i Vendsyssel frem til 1872.

Rosenørn forenede en omfattende politisk karriere med lederskabet af de adelige klostre Vallø og Vemmetofte.

Under 1866-grundloven Med indførelsen af den såkaldt reviderede Grundlov i 1866 fik godsejerstanden, og dermed den eksklusive og toneangivende del af adelen, atter stor politisk indflydelse, og perioden frem til systemskiftet i 1901 kan med rette betegnes som adelens sidste politiske og økonomiske storhedstid. Den privilegerede valgret til Landstinget og til regionale og lokale organer betød, at det store hartkorn atter dominerede såvel i landspolitik som i amtsog sogneråd. Denne ændring kom særligt den godsbesiddende adel til gode og kunne umiddelbart give mindelser om tidligere tiders privilegerede magt. Forskellen var blot, at magten nu skulle deles med ikke-adelige godsejere og proprietærer.

Frem til systemskiftet 1901 havde Danmark i en tredjedel af årene en adelig regeringschef. Således 1848-1852 lensgreve Moltke på Bregentved, 1865-1870 lensgreve Krag-JuelVind-Frijs på Frijsenborg, 1870-1874 lensgreve Holstein-Holsteinborg, 1894-1897 lensbaron

Reedtz-Thott på Gavnø og 1900-1901 Sehested på Broholm. Regionalt var en stor del af stiftamts- og amtmandsposterne besat med adelige, og den privilegerede valgret havde tilmed som konsekvens, at adelige godsejere besad en betydelig del af pladserne i amtsråd og sogneforstanderskaber/sogneråd.

Da Junigrundloven i praksis havde tømt adelsbegrebet for indhold, varede det mange år, inden man fra politisk side atter aktivt interesserede sig for dette spørgsmål. I Folketingets samling 1871/72 fremsatte førstelærer Christen Berg, fremtrædende medlem af det nyoprettede Det Forenede Venstre, et forslag om afskaffelse af adelskabet i en form, der mindede om forarbejderne til Junigrund-

Adel

27

Bryllup på Wedellsborg 1899 med selskabet opstillet på havetrappen.

I centrum det nygifte par, nemlig husets datter, komtesse Christiane Wedell (18791960), og besidderen af Ro­senholm, lensbaron Hans C.O. Rosenkrantz (1870-1936).

loven. Forslaget blev atter fremsat i 1874/75, hvor det blev sendt i udvalg, der dog aldrig barslede med nogen betænkning. Hermed stoppede de politiske angreb for en tid.

Perioden frem til systemskiftet i 1901, herregårdslivets sidste glansperiode, ses i litteraturen ofte benævnt som godsejerstandens indian summer. Dels banede den almindelige højkonjunktur vejen, dels genererede det store landbrug, herunder majorater og andre godser, markante overskud i perioden.

Loven om fæstegodssalg i 1854, og særligt en opfølgende lov fra 1861, betød, at godser kunne inddrage jorden fra hver niende fæstegård, der solgtes til selveje. Foruden kapitaloverskuddet muliggjorde det en kraftig vækst af hovedgårdsjordene. Samlet set be-

28

Indledning

tød det, at godsejerne – adelige som borgerlige – i sidste halvdel af det 19. århundrede fik mulighed for at kaste sig ud i kostbare byggeprojekter, hvor en række af tidens toneangivende arkitekter skabte en lang række nybyggerier og større ombygninger af hovedbygninger og avlsgårde.

Adelens, nærmere bestemt godsadelens, sociale liv var udpræget regionalt, fortrinsvis fokuseret omkring standsfæller, hvor den altomfattende interesse for jagten var en samlende faktor. I hovedstaden og visse købstæder deltog adelen i klublivet på linje med højborgerskabet. Centralt stod i København: Godsejerforeningen (1843), der ikke var eksklusivt adelig; ”Klubben” (1862), der også havde ikke-adelige medlemmer, samt mest

Knuthenborg på Lolland blev bygget som enkesæde i 1865 som et beskedent element i en aldrig realiseret plan om et større herregårdsbyggeri.

Det praktiske hus har siden udfyldt rollen som hovedbygning.

eksklusivt, og yngst: Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog (1901) og Dansk Adelsforbund (1908), der var rene standsorganisationer, men som samtidig havde en bredere social profil end de øvrige foreninger.

Fælles for foreningerne var et vist socialt indhold. Forfatteren Palle baron Rosenkrantz, søn af en auditør, havde et perspektiverende syn på sin stand og bemærkede om dens fremtræden: ”Juleballerne paa Gaunø var berømte over hele Sydsjælland, ikke mindst fordi Modtagel-

sen var saa hjertelig, og Traktementet saa ypperligt, men det kan ikke skjules, at Høj­adelen ved saadanne Lejligheder optraadte lidt hovent og køligt over for ”de andre”, og jeg har ved saadanne Erfaringer forstaaet, hvad det var, der gjorde Adelen og de store Godsejere saa upopulære i Embedsstanden.”3 I hovedstaden var gods- og højadelens sociale liv i perioden stadig knyttet til hoffet, der traditionelt var toneangivende i det eksklusive selskabsliv. Adelige godsejere, officerer og højere embedsmænd havde udgjort inderkred-

Adel

29

Lensgreve Frederik C.O. Raben-Levetzau (1850-1933) til grevskabet Christiansholm (Ålholm) på Lolland. Var 1905-1909 udenrigsminister i J.C. Christensens regering og ses her i sit hovedstadsdomicil i Amaliegade 17.

sen i enevældens hof. Dette ret traditionelle hofliv havde i Frederik VII’s tid lidt et afbræk på grund af kongens, for omgivelserne at se, aparte livsførelse og hans forbindelse med den forhenværende balletdanserinde Louise Rasmussen. Trods hendes trinvise ophøjelse i adelen, først til baronesse og siden til lensgrevinde, blev hun aldrig socialt accepteret af hverken adel eller borgerskab. Fra og med Christian IX’s tiltrædelse i 1863 blev hoflivet så at sige atter normaliseret, og det nye traditionelt indstillede kongepar fandt naturligt deres støtter – politisk og socialt – blandt adelen. Vinterperioden fra jul og til efter nytårskuren i januar var indtil først i 1900-tallet en højsæson for højere officerer og embedsmænd og den del af godsejeradelen, der havde

30

Indledning

palæer og byhuse i Københavns centrale kvarterer. Palle Rosenkrantz konkluderer om sine standsfæller i det københavnske selskabsliv: ”Adelen var delt i to Fraktioner, en international Gruppe, der særligt var indlevet med Diplomaterne, og ved hvis Fester disse spillede den største Rolle, og en særlig dansk, over for det udenlandske Væsen lidt forsigtig solid Godsejerkreds.”4 De egentlige adlinger ophørte fra 1848, da daværende landfoged på Ærø, senere lands­ tingsmedlem Christian Ludvig Ernst von Stemann den 19. januar dette år blev optaget i adelstanden. Selv om kongen fremover afstod fra at benytte retten til at adle, blev der alli-

gevel frem til Første Verdenskrig udstedt en del adelspatenter. Disses betydning var delvist mere af juridisk-teknisk art og hænger for en lang række patenters vedkommende dels sammen med succession i majoraterne, dels med klosterindskrivningen. I forbindelse med tidligere indskrivninger i klostre havde en række slægter de facto været anerkendt som adelige uden dog at have fået formaliseret dette forhold. En ændret praksis ved indskrivningen i Vallø Stift i 1870’erne og i årene frem stillede krav til dokumentation af dette adelskab. Sammen med en lang række naturalisationer og patenter omhandlende adoptioner, navne og titler samt formodet afstamning fra ældre slægter, betød det, at en række familier i perioden frem til 1913 fik formaliseret deres adelskab.

Nyadlinger var kun afledt af kongehuset.

Således patentet til Elisabeth von Ziegesar, der i 1883 blev Christian IX’s bror prins Julius af Glücksburgs morganatiske hustru med titlen grevinde af Roest, samt fra 1914 patenter som greve af Rosenborg for de medlemmer af kongehuset, der ved ægteskab udtrådte af fyrstelig stand.

Systemskifte og parlamentarisme Efter systemskiftet i 1901 blev adelen atter en del af den aktuelle politiske dagsorden. Fra intellektuel og litterær side blev der efterhånden rettet mange angreb på den adelstand, der havde udtømt sit reelle indhold. Den offentlige stemning var utvivlsomt medvirkende til, at Det Forenede Venstres gamle forslag om adelens afskaffelse atter blev sat på dagsordenen i Folketingets samling 1905/06 – af Socialdemokratiet. Forslaget kom dog ikke til behandling. I 1909/10 var spørgsmålet oppe

at vende igen, men udfaldet blev, at initiativet skulle komme fra regeringen, da tanken var også at inkludere ordensvæsenet, der var et kongeligt prærogativ.

Baggrunden for disse initiativer havde egentlig eksisteret længe og trak tråde til mange af periodens øvrige forhold. Adelen var i den brede offentlighed et sindbillede på den privilegerede overklasse, gennem mange år underbygget af konseilspræsident J.B.S. Estrups provisoriske styre. Forfatningskampen havde, sammen med den generelle modsætning mellem små og store bønder, med tyskerhadet 1864 og med den traditionelle fordømmelse af aristokratiet over en bred front, tvunget adelen i defensiven, tilmed svækket af et moralsk pres fra det moderne samfunds fremskridt inden for kunst, litteratur og videnskab.

Desuden måtte adelen leve med at være i skudlinjen for et af periodens mest omdebat-

Lensbaronesse Elisabeth A. Reedtz-Thott (1841-1909) i sin blomstersmykkede dødsseng på Gavnø.

Adel

31

som rammer for den adelige selviscenesættel­ se. Historikeren Gustav Bang bar ved til bålet med sin disputats om Den gamle Adels Forfald (1897), der søgte at underbygge forfalds­ teorien statistisk. Også kollegaen J.A. Frideri­ cias Adelsvældens sidste dage (1894) handler om adelens moralske forfald på grund af det skadelige indgifte.

Angrebene blev i det 20. århundredes be­ gyndelse stærkere og fremført i en større of­ fentlighed og i en mere skarp tone end hidtil sket. Hensigten var tydeligvis at bidrage til en endelig afskaffelse af adelsbegrebet i lighed med det norske eksempel fra 1820’erne. Tilsat en god portion latterliggørelse af standen og dens medlemmer betød det, at adelen som så­ dan var under pres. Forløbet blev udslagsgi­ vende for dannelsen af Dansk Adelsforbund i marts 1908, der herefter skulle varetage stan­ dens interesser, parallelt med årbogsforenin­ gen.

Bl.a. i Peter Adler Albertis tid som justitsminister fandt der ny anerkendelse af adelige sted. Her spydigt fremstillet i KlodsHans i 1903, hvor ministerens ’adelsmaskine’ forsyner de udvalgte med såvel blåt blod som et ædlere ydre.

terede fænomener, nemlig arvelighedslærens forestillinger om degeneration som grundlag for individers tvivlsomme moral og risiko for at gå til grunde. Blandt andre Herman Bang, Henrik Ibsen og Gustav Wied var optaget af dette spørgsmål. Sidstnævnte præsenterede forholdet på særdeles markant vis i roma­ nen Slægten (1898), hvor en godsbesiddende friherrelig slægt over tre generationer går til grunde som følge af spil, dårligt landmand­ skab, druk og mordbrand. Ikke overraskende, at romanens stærke figur, enkebaronessen, konkluderer: ”Skidt slægt!”, ”Rådden slægt!

Ingen rygrad! Levet for længe!” Tankerne om degeneration var således som skræddersy­ et til angreb på det adelige system med dets fokus på et pletfrit liv, på mandlig reproduk­ tion og på opretholdelse af godsbesiddelserne

32

Indledning

Øksehugget Strategisk tænkende socialdemokratiske og radikale politikere så, at deres kamp for at sikre jord til en stadig voksende landbefolk­ ning meget passende kunne sammenkob­ les med Junigrundlovens løfteparagraf om ophævelse af majoraterne. Mere fremsyne­ de adelige, særligt lensgreve Mogens KragJuel-Vind-Frijs, havde flere gange tidligere argumenteret for en ophævelse under langt roligere politiske forhold, men uden at vin­ de gehør blandt standsfællerne. Selv om 1915-grundloven gentog Junigrundlovens formuleringer om adel, havde man fået et forvarsel om, hvad der snart kunne komme, da den nye grundlov gjorde op med princip­ pet om privilegeret valgret.

Efter en række kommissionsarbejder før og under verdenskrigen skred den radikale konseilspræsident Carl Th. Zahle, der nærede stor mistro til adelen og de lensgrever, han altid stødte ind i ved hoffet, til handling. I ly af den politiske uro i efterkrigstidens Europa fandt man en særlig dansk løsning på majoratsspørgsmålet, idet man valgte at sammenkoble en ophævelse med ønsket om at skaffe jord til de mange landboere, der havde vanskeligheder med at få foden under eget bord.

Det betød indførelse af jordrenteprincippet, og i kraft af én af fire oktoberlove i 1919 måtte majoraterne, der på to nær havde adelige besiddere, frem til 1930 betale 89 mio. kr. og afgive 20.111 ha jord til oprettelse af 2.300 husmandsbrug samt tillægsjord til eksisterende brug. De offentlige museer fik samtidig lov til at udvælge kunstværker af national betydning blandt herregårdenes indbo. Selvsagt bidrog særbeskatningen og selve fremgangsmåden til en vis bitterhed rundtom på godserne, og der var da også tale om et hårdhændet opgør med godsejeradelen og hele herregårdskulturen, der adskilte sig klart fra tilsvarende forløb i udlandet, hvor afviklingen skete uden at sætte samme skel. Set i det lange lys betød strukturudviklingen, at reformen kun blev en stakket frist. Husmandsstedernes rolle som driftsenheder i landbruget var allerede efter nogle årtier udspillet, mens stordriften fik vind i sejlene. I dag ejes to tredjedele af de tidligere majorater, oftest i reduceret form, stadig af den slægt (eller efterkommere på spindesiden), der ejede dem i 1919. De adelige jomfruklostre gik fri i denne proces.

En aflægger af opgøret om majoraterne fandt sted en generation senere, i 1954, under socialdemokraten Hans Hedtofts 2. regering.

Denne gang i en helt anden politisk atmosfæ-

Tre brødre hos f­ otografen i fuld uniform. Fra venstre hofjægermester Carl Hartvig Hoppe til Toftholm (1846-1933), hofjægermester Christian Benzon Hoppe til Pallisbjerg (1844-1914) og amtmand i Randers, kammerherre Johan Christoffer Hoppe (1841-1933).

re, og sammenlignet med begivenhederne efter 1919 helt ukompliceret. Loven om afvikling af de såkaldte pengefideikommiser, der i 1954 havde en samlet værdi af 34 mio kr., var præget af samme tankegang som ved majoraternes opløsning: Nemlig at det adskilt fra den almindelige arvelovgivning ikke længere skulle være muligt at lade formuer gå udelt i arv i mange generationer til forud definerede enkeltpersoner. Statsafgiften var beskeden, idet den kun bestod i to procent for selve afviklingen, mens resten deltes mellem besidder og første successor. Forløbet gav således ikke anledning til politisk uenighed af betydning.

Dels var der naturligt nok ikke noget jordspørgsmål, dels favnede besidderne af pengefideikommiserne socialt bredere og bestod af

Adel

33

Jagtselskab foran Meilgaard på Djursland i 1930. I midten ses værten, kammerherre Niels Iuel, omgivet af sine gæster.

såvel borgelige som adelige, sidstnævnte med to tredjedele af kapitalerne i 1954. Og endelig sporedes der ingen betydelig interesse for at bevare dette institut.

Mellemkrigstid og besættelse Efter opgøret om majoraterne var der ingen presserende grunde til politisk at beskæftige sig med adelen som stand. Dog blev et andet politisk spørgsmål, ordensvæsenet, årsag til, at socialdemokraten Thorvald Staunings 2. regering i 1932 genfremsatte partiets tidligere lovforslag og udvidede det til at omfatte en afskaffelse af ordens- og rangvæsenet. Et nedsat udvalg barslede med en betænkning i 1933, der måtte konkludere, at disse, i princippet

34

Indledning

ganske vist, udemokratiske fænomener reelt var af forholdsvis underordnet betydning.

Var forslaget blevet til virkelighed, havde det betydet en øjeblikkelig ophævelse af adelskabet for den ubetitlede adel, mens den betitlede adel over 18 år måtte beholde titlerne i deres levetid. Med en stærk skelen til østrigske forhold skulle brugen af ’von’, ’de’ og ’af’ desuden forbydes ved dåb og navngivning fremover. Forslaget blev fremsat af statsministeren i folketingssamlingen 1933/34 og 1934/35 uden nogensinde at komme til behandling.

Mellemkrigstidens Europa var præget af politisk uro og økonomisk krise. Den efterfølgende verdenskrig og den tyske besættelse 1940-1945 gav generelt anledning til markante til- og fravalg i befolkningens tilslutning til po-

litiske partier. Denne polarisering gik således heller ikke adelen ram forbi. Den siden den russiske revolution almindeligt herskende frygt for socialismen og særligt dens kommunistiske variant betød, at dele af adelen så nationalsocialismen og dens danske politiske aflægger i form af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti som en mulig løsning på denne trussel. Nogle valgte at kæmpe kampen militært på tysk side, mens andre valgte et udstrakt politisk samarbejde med besættelsesmagten.

Omvendt betød krigsårene også, at andre adelige, med standens ældgamle tradition for at stille sig til rådighed for fædrelandet og dets forsvar, naturligt søgte ind i modstandsbevægelsen eller fra udenlandsk eksil samarbejdede med de allierede og herigennem ydede en indsats mod besættelsesmagten.

Denne polarisering satte langvarige spor i den adelige kreds. Gjorte gerninger blev sent

glemt og medførte offentlig og social stigmatisering af personer og slægter i generationer, og begivenhederne under besættelsen bidrog dermed til en tabuisering, der endnu i dag betyder, at forskellige forhold helst ikke italesættes. Retsopgøret betød kun enkelte konfiskationer og afståelser i den adelige kreds, mest markant fra Broholm og Hellebækgaard.

Derimod betød efterkrigsstemningen og loven om konfiskation af tysk-japansk ejendom fra 1946, at slægten Scheel-Plessen mistede Fussingø ene og alene på grundlag af slægtens tyske statsborgerskab.

Fussingø. Fra 1555 til 1946 nedarvet i slægterne Skeel og Plessen, men blev sidstnævnte år konfiskeret på grund af ejerens tyske statsborgerskab.

Den klassisistiske hovedbygning stod færdigbygget i 1795.

Den, der lever stille Efterkrigstiden blev for adelen som for det øvrige samfund en opbrudstid. Efter først den politiske og siden den sociale marginalisering var dele af adelen tilbageholdende med at

Adel

35

Greve Carl A.C. Moltke (1907-1985).

Jurist, embedsmand, ordensskatmester og mangeårig overpræsident i København, her på vej til nytårskur i 1958.

deltage i det brede offentlige liv, hvorfra adelen efterhånden forsvandt. Perioden byder på mange eksempler på ’den sidste’ adelsmand på denne eller hin offentlige post: Eksempelvis var den sidste adelige udenrigsminister Carl greve Moltke i 1924-1926 i socialdemokraten Thorvald Staunings første regering. Den sidste stats- (og udenrigs)minister var Erik Scavenius fra 1942 og til sin afgang i 1943 (formelt 1945). Den sidste adelige minister overhovedet var Henrik von Kauffmann, der 1945 var minister uden portefølje i befrielsesregeringen.

De sidste adelige amtmænd, nemlig amtmanden i Tønder, Otto Didrik lensgreve Schack fra

36

Indledning

genforeningen i 1920 til sin død i 1949, og overpræsident (amtmand) i København Carl greve Moltke fra 1945 til 1977, der blev den længst siddende i dette embede. Kirken har aldrig i nyere historie været attraktiv for adelen, og perioden efter 1849 byder kun på to adelige biskopper, hvoraf den seneste var Paul Oldenburg, der 1940 afgik som biskop i Aalborg Stift.

Også på landet havde det traditionelle herregårdsmiljø i 1945 længe været under afvikling. Strukturudviklingen betød affolkning, og som en naturlig følge heraf ændrede det velkendte adelsliv sig markant. Den udvikling, der var undervejs siden århundredets begyndelse med en stadig reduktion af antallet af ansatte i såvel hovedbygning som i driften, tog fart i efterkrigsårene, og perioden fra 1945 til 1970’erne kan generelt betegnes som afslutningen på denne særlige livsform, hvor enhver synlig standsforskel efterhånden klingede af.

En udvikling, der naturligt er fortsat i de seneste generationer. Som en konsekvens af de ændrede omgangsformer og autoritetstab betød udviklingen også et bevidst fravalg af de arvede titler og tiltale i tredje person.

Adelen forsvandt ikke helt ud af det offentlige billede. Vendinger som ”at leve som grever og baroner” og ”det blå blod” har fundet deres blivende plads i sproget. Efterkrigstidens filmindustri benyttede adel og herregårde som kulisser i en lang række film, hvor folkekomedien i særlig grad tog miljøet til sig, oftest i karikeret form. Særligt i 1960’erne var grever, baroner og herregårde en yndet ramme i folkekomedierne. Omstændighederne var forbløffende ensartede: Det forfaldne, men stolte gods, der havde fremtiden bag sig, og dets mere eller mindre særprægede beboere har bidraget meget til den brede forestilling om adel og adelskab i nyere tid.

Tilgangen til adelen i efterkrigstiden begrænsede sig til de medlemmer af kongehuset, der i perioden giftede sig ikke-jævnbyrdigt og dermed tilføjede nye linjer til Rosenborg-slægten. For adelens interne foreningsliv står 1970’erne som en periode, hvor aktiviteterne kørte på laveste blus, og hvor det var et åbent spørgsmål, om den røde bog og adelens foreninger overhovedet havde en fremtid. Disse foreninger, dvs. årbogsforeningen og adelsforbundet, stod nærmest over for en afvikling indtil 1983, hvor nye og yngre kræfter relancerede og konsoliderede Dansk Adelsforening.

Frem i lyset Journalisten Frederik Raben-Levetzau, der udgav bogen Danmarks aktive adel (1996), ønskede at give et nuanceret billede af sin stand. Han konkluderede, at billedet af adelen er det velkendte todelte: Et offentligt billede af velstand og verdensfjernhed og et internt billede, der mere handler om en fortrolighed med forfædrene og deres verden, for godsejernes vedkommende koncentreret om at kunne overlevere den nedarvede ejendom til næste generation i god, og helst bedre, stand og i reglen at leve et liv uden for det offentlige rampelys.

Efter 60’ernes og 70’ernes ungdomsoprør og autoritetsnedbrydning kom adelen efterhånden ind i mere smult vande. Internt blev tilslutningen til adelens egne organer efterhånden øget. Også den offentlige stemning over for adelen ændrede sig i denne periode, hvor positiv nysgerrighed, mild undren og nyfigen interesse har afløst 70’ernes latterliggørelse og endnu tidligere tiders klassemodsætninger. Mens størstedelen af adelen er assimileret socialt og kulturelt, er det kun en minori-

tet, der bevidst skilter med adelskabet, og for manges vedkommende er det oftest omverdenen, der fokuserer på det adelige islæt.

Generationerne, der oplevede lensafløsningen og den turbulente tidlige del af det 20. århundrede, er snart væk. De yngre generationer har en større offentlig fremtræden end tidligere, og der ses nu atter adelige politikere såvel på lokalt som på landsplan. Medierne kan dog stadig godt genkende adelen, hvis det

Folkekomedien Baronessen fra benzintanken (1960) har adel og herregårde som omdrejningspunkt.

Film som denne har været med til at udbrede forestillingen om adelig levevis til det øvrige samfund.

Adel

37

Samhørigheden adelen og kongehus imellem er ældgammel. Således som det også symboliseres i kredsen af faddere ved prins Vincents dåb 14. april 2011, opstillet til foto i Frederik VIII’s Palæ. I rækken bag hovedpersonen ses som nr. to fra venstre baronesse Helle Reedtz-Thott og yderst til højre greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille til Egeskov.

f.eks. handler om støttebeløb fra EU eller offentlige bidrag til renoveringsprojekter.

Adelen har i de forløbne 150 år stedse været global. Tilværelsen i det fremmede har ofte betydet, at erindringen om det danske adelskab typisk er forsvundet hos de pågældende, og en assimilering til forhold i de nye hjemlande har også betydet, at slægtsnavne er blevet tillempet den nye bopæl. Således er eksempelvis Rosenkrantz med tiden blevet til Renna; Gyldenkrone til Goldencrown og de Svanenskiold til Swain i henholdsvis amerikanske og australske grene af disse slægter.

Kun i ét tilfælde er adelen som stand gået offentligt ud for at procedere en sag i nyere tid. Det var i debatten om den nuværende navnelov, der blev vedtaget i Folketinget i

38

Indledning

2005. Slægtsnavnet – i praksis den sidste synlige markør af slægt og adel – stod over for at kunne blive udvandet gennem et liberalt lovforslag. Foreningens anstrengelser bar kun beskeden frugt, men medførte en medieomtale, der gav en undrende offentlighed indblik i adelens ønske om at beholde deres navne for sig selv. Et forhold, der i den brede befolkning for længst er afløst af kravet om individualitet og frie valgmuligheder. Forløbet blev eksponeret i satiren og står som eksempel på adelens og andre borgeres forsøg på at fastholde en egenart.

Nyeste tid har også budt på den eneste tilgang til adelen i mange år. Ved prinsesse Alexandras ægteskab i 2007 blev hun for sin person optaget i adelen som grevinde af Frederiksborg, og en eventuel ny tilgang til adelen

i det 21. århundrede vil næppe kunne komme andetsteds fra end fra kongehuset selv.

Et synligt tegn på adelsforeningens ekspansion i nyeste tid er dels Dansk Adelsforenings Ungdomsafdeling, der af en engageret kreds blev stiftet i Tivoli i november 2007, dels en relancering af foreningsorganet Meddelser fra Dansk Adelsforening i en mere engagerende og nutidig form. Særligt førstnævnte må siges at være en naturlig forudsætning for foreningens virksomhed i fremtiden.

Status ved indgangen til ­­­et nyt årtusinde Ved indgangen til det nye årtusinde bestod den danske adel, mænd, kvinder og indgiftede kvinder, af ca. 6.800 personer fordelt på 188 slægter. Standen kan dermed siges at udgøre godt en promille af den danske befolkning. I de forløbne 150 år er bestanden ganske vist øget i takt med den almindelige befolkningstilvækst, men en tredjedel af slægterne er samtidig uddøde, og der er sket en polarisering, således at de resterende slægter er større end ved Junigrundlovens indførelse.

Nominelt består adelen af ca. 3.200 mænd, ca. 2.200 indgiftede kvinder samt ca.

1.400 døtre. Kun knap halvdelen af adelen er stadig bosat i Danmark, mens ca. 3.600 personer, eller omtrent 53 procent, er bosat uden for landets grænser. En femtedel, eller ca. 20 procent er i besiddelse af en dansk arvelig titel, og af denne betitlede del af adelen tilhører ca. to tredjedele grevestanden og ca. én tredjedel friherrestanden.

I de her omhandlede 150 år er det en lille gruppe af slægter, der antalsmæssigt har domineret. I begge ender af perioden har slægter-

DE STØRSTE SLÆGTER 2000 De 10 antalsmæssigt største slægter omfattede i 2000 ca. 1.500 personer, eller cirka 23 procent af den samlede adel. Det drejer sig efter størrelse om slægterne: Neergaard, Rosenvinge, Wedell, Holstein, Aubert, Ahlefeldt, Anker, Kaas, Hedemann og Bülow, hver især med ca. 110 til 240 personer, fordelt på såvel danske og indvandrede middelalderslægter som yngre slægter fra renæssance og enevælde.

Karine von Rumohr (f. 1977), journalist og fra 2005 den 44. i rækken af priorinder for det adelige kloster i Uetersen i Holsten.

Adel

39

ne Ahlefeldt, Wedell og Holstein hørt til blandt de 10 mest talrige slægter, mens andre slægter er meget små, og jævnligt sker det, at en uddød slægt må slettes fra årbogens præsenslister.

Ved indgangen til det 21. århundrede er det enevældens slægter, der fylder mest i det adelige billede, og kun 29 slægter kan påberåbe sig dansk adelskab fra perioden før reformationen i 1536. Med undtagelse af den oprindeligt pommerske slægt Valkendorf/Walken­dorff og den fra Sverige stammende slægt Trolle har de alle deres oprindelse i kongeriget, Slesvig og de tidligere østdanske områder i Sverige:

Fra Slesvig stammer slægterne Boysen, Deden og Holck.

De resterende slægter stammer fra nuværende og tidligere danske landsdele.

Fra Fyn stammer slægterne Brockenhuus og Huitfeldt.

Fra Sjælland slægterne Arenfeldt, Beck-Friis, Bille, Grubbe og Rosenvinge.

Nørrejylland er den landsdel, hvorfra flest slægter stammer, nemlig: Bildt, Gyllenstierna, Harbou, Iuel, Iuul, Krabbe [af Damsgaard] og Krabbe [af Østergaard], Kaas, Posse, Rosenkrantz, Sehested, Skeel og Vind.

Adelen i tal

1850

2000

1850

2000

(dels optalt, dels anslået):

(pers.)

(pers.)

(pct.)

(pct.)

Hertug, hertuginde

‹5

‹ 10

0,1

0,1

Markis, markise

‹5

-

0,1

-

620

900

13,5

13,2

370

490

8,0

7,2

Lensgreve, lensgrevinde, greve, grevinde, komtesse Lensbaron, lensbaronesse, baron, baronesse Ubetitlet

3.600

5.400

78,3

79,5

Total

4.600

6.800

100,0

100,0

Dansk adelsskab erhvervet

1850

2000

1850

2000

(dels optalt, dels anslået):

(pers.)

(pers.)

(pct.)

(pct.)

Senest 1418

480

820

10,4

12,1

1418-1536

290

540

6,3

7,9

1536-1660

330

650

7,2

9,6

1660-1849

3.260

4.390

70,9

64,6

240

400

5,2

5,9

4.600

6.800

100,0

100,0

Tidligst 1849* Total

Kildegrundlag: Stamtavler og præsenslister i Danmarks Adels Aarbog 1884 ff., udenlandske adelskalendere og ­genealogiske værker samt utrykte forarbejder til stamtavler. 1849* omfatter slægter formelt anerkendt senere i 19. årh.

40

Indledning

Fra Halland stammer Hierta og Ribbing, og fra Skåne stammer Bielke og Thott.

Tilsammen omfatter disse førreformatoriske slægter nu knap en femtedel af adelen eller ca. 1.300 personer. Heraf bor ca. 500 personer i det nuværende Danmark.

Samlet set har billedet af adelen ikke ændret sig synderligt siden 1849. De få, der har deres gang på hovedgårdene og ved hoffet, bidrager kraftigt til stereotypen af den privilegerede adelsmand, mens det store adelige flertal allerede ved periodens start var økonomisk og delvist socialt assimileret og her i det

21. århundrede, ganske som ved Junigrundlovens vedtagelse, kun har standsbetegnelsen til fælles. Grundloven havde lighedstanken i centrum, og den blev gennemført ved at fratage adelen dens privilegier, mens man ikke kunne nå til enighed om at afskaffe den tilhørende begrebsverden med titel og rang, der derefter blev ret ligegyldig og uinteressant i den offentlige sfære. Den danske adels overlevelse til i dag er derfor resultatet af en stadig tilpasningsevne til samfundsudviklingen, mens prisen i forhold til tidligere tiders samfundsbærende adel har været en tiltagende usynliggørelse og marginalisering.

Adel

41