MICHAEL NEBELING PETERSEN
AIDS KRISENS DANMARKS
GADS FORLAG
Aids-krisens Danmarkshistorie
af Michael Nebeling Petersen, Tobias de Fønss Wung-Sung, Bolette Frydendahl Larsen, Camilla Bruun Eriksen og Mons Bissenbakker
© 2024 Gads Forlag og forfatterne
Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen
Tekstredaktion: Anette Dina Sørensen
Billedredaktion: Therese Boisen Haas
Scanning og billedbehandling: Thomas Cato Omslag og sats: Rasmus Funder
Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: Print Best ÖU
978-87-12-07639-1 1. udgave, 1. oplag
Printed in Estonia 2024
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Denne bog er udgivet med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond
Professor Ludwig Wimmer og Hustrus Legat Farumgaard-Fonden www.gad.dk
Læs mere om Gads Forlags klimakompensering på vores hjemmeside:
MICHAEL NEBELING PETERSEN, TOBIAS DE FØNSS WUNG-SUNG, BOLETTE FRYDENDAHL LARSEN, CAMILLA BRUUN ERIKSEN OG
MONS BISSENBAKKER
AIDS KRISENS DANMARKS HISTORIE
GADS FORLAG
INDHOLD
Prolog: At fare vild og finde retning i kilderne 9
Indledning: Epidemien i sin tid 13
SEKTION 1: EN NY SYGDOM 23
Aids før aids: De første syge 25
Modstand og samarbejde: En mystisk kræft blandt bøsser 27
Mediernes forestillinger om en ny sygdom 31
Bøssernes skepsis over mediehysteri 35
Oplysning og uvidenhed: Aids-oplysningen tager form 39
Aids i kulturen: At finde mening i og med aids 43
Hvad er hiv/aids? 46
Angst for aids: Stigma og overfald 48
Aids i tal 51
Da døden kom forbi: Klubben Madame Arthur 56
Frivillighed på hospitalsgangene: Støttegruppen 58
Risiko: Et spørgsmål om hvem eller hvordan? 61
Aids-aktionsudvalgets aftryk: Landsforeningen søger og får indflydelse 66
SEKTION 2: ET FORSVAR FOR LIVET SELV 73
Antistoftesten: Skal – skal ikke? 74
De stærke græsrødder: Stop AIDS 79
“31. marts-dagsordenen”:
En progressiv politisk strategi med fire principper 85
Hjem til de syge: Nytænkning af hospitalernes opgaver 91
Samarbejde og vilde protestmetoder:
AIDS-INFO, AIDS-Linien og Sund Fornuft 96
At miste og pleje sine syge venner 101
Når hiv blev aids: Stigma, isolation og ensomhed 107
”De patienter var fremtidens patienter”: Nye læge- og patientroller 113
Danmarks Bløderforening: Den lille gruppe, som blev hårdt ramt 118
Blødersagen: Skandalen, der vækkede Danmark 123
Stop AIDS’ aids-oplysning: Kondomer og sexet kommunikation i øjenhøjde 130
Usikker sex = skyldig i egen sygdom? 134
Fra ensomhed til fællesskab: Positivgruppen og hiv-patientforeninger 138
Nekrologer og mindeord:
”Jeg er min vens, og min ven er min, han, som vogter blandt Liljer” 143
Bøssehuset og Bøssernes Befrielsesfront: Teater mod og om aids 150
Den ambivalente tosomhed: Giftes eller ej? 156
Kys bruden: Aids krydser vejene til registreret partnerskab 159
SEKTION 3: AIDS ANGÅR ALLE 164
If you knew, you knew: Kim Schumacher og aids 166
Den livsbekræftende aids-død: Aids i ungdomsromanen 170
Tro, skam og sorg: Den folkekirkelige aids-konsulenttjeneste 173
Ensomhed og hemmeligheder: Når kvinder får aids 178
Farlige graviditeter 183
Døden og livet 187
Skurke og ofre: Gradbøjninger af uskyld 191
Kvindelige sexarbejdere, smitte og livsforhold 195
En farlig cocktail? Hiv/aids og stofbrug 201
At leve med en nærværende død 206
“Trækkerdrenge” og “transvestitter” 212
Den biseksuelle mand: Offer eller skurk? 218
Fakkeltog og tæpper: I var smukke, og I døde af aids 222
Litteratur fra dødens tærskel 227
Oprettelsen af en landsdækkende patientorganisation 230
Fest som behandling: HIV-Pensionatet i Valby 236
Tænk dig om: De brede, nationale kampagner 239
SEKTION 4: DER GÅR POLITIK I DEN 246
Vreden spirer: Københavns gadeprotester 248
Hiv/aids i et nyt årti: Skilsmissen fra landsforeningen 254
Fra konsensus til konflikt: Ballade mellem Sundhedsstyrelsen, AIDS-Sekretariatet og Sundhedsministeriet 259
Den frække storby og den bornerte provins? 265
En litterær flugtbilist: Kan man lave kunst ud af aids? 270
Indvandrere og flygtninge i centrum 276
Stå sammen! Sexarbejderne organiserer sig 281
Farlige smittespredere og “helt almindelige mennesker” 287
Aids-manden og hiv-loven 291
De medicinske gennembrud: Da døden blev aflyst 298
Tiden efter behandlingsgennembruddet 303
Konklusion: Katalysator og kontraster 305
Den danske aids-krises perioder 314
Epilog: At finde og skrive en historie om aids 318
Mere om hiv/aids – et udvalg 321
Kildeliste 326
Register 330
Tak 335
Stop AIDS udgav i 1987 denne pjece Sikker sex hver gang i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og AIDSFondet. Inde i pjecen kunne man læse, at ”smitten skal stoppes, men det betyder nødvendigvis ikke, at du skal have mindre sex”. Det helt centrale budskab var, at smitten ikke skulle bekæmpes med mindre sex eller færre partnere, men at smitten skulle bekæmpes med sikker sex, altså sex med kondom. Foto på pjecen: Finn-SerckHanssen.
PROLOG: AT FARE VILD OG FINDE RETNING I KILDERNE
Som unge i 1990’erne og 2000’erne oplevede vi ikke aids-krisens første år på egen krop. Men vi fandt os selv og vores seksualitet, mens aids stadig var på alles læber. Især de af os, som på forskellig vis fandt os til rette i queer identiteter, befandt os i skyggen af aids. Også som forskere, der har arbejdet med køn og seksualitet, har hiv/aids været definerende for vores tænkning og analyser. Hiv/ aids har sat klare og subtile aftryk i kønnet og seksualiteten – og om man vil det eller ej, så dukker sygdommen op også i emner og historier, som man i første omgang troede slet ikke handlede om hiv/aids.
Vi har derfor længe ønsket at skrive aids-krisens Danmarkshistorie. Ambitionen kunne realiseres, da vi i 2021 modtog en generøs bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til at udføre et fireårigt forskningsprojekt, der havde til formål at undersøge, hvordan aids opstod og blev forstået i Danmark i 1980’erne og 1990’erne. Vores undersøgelsesperiode starter i 1981, hvor de første aids-tilfælde
i Danmark blev registreret, og sygdommen blev beskrevet. Periodens slutning er mere glidende. I 1995-1996 blev tre-kombinationsbehandlingen introduceret, som betød, at hiv kunne begrænses til en grad, så hiv-ramte ikke udviklede aids. Men der gik nogle år, før denne nye medicinske virkelighed blev erkendt og forstået. Derfor har vi afgrænset vores undersøgelsesperiode til 1981-2000.
Denne bog er baseret på forskningen og resultaterne i projektet, der har fundet sine teorier og metoder inden for kulturvidenskab, historie, kønsforskning og litteraturvidenskab. I forskningen har vi indsamlet, besøgt og studeret de kilder, som aids-krisen har efterladt sig. Det er dokumenter fra organisationer, privatpersoner og myndigheder, der ligger i kasser i Rigsarkivet og andre arkiver. Det er rapporter, erindringer og kataloger, som er at finde på landets biblioteker. Det er alle de pjecer, ansøgninger, billeder, evalueringer og mødereferater, der ligger på kontorerne og i
Prolog: At fare vild og finde retning i kilderne 9
depoterne ved de organisationer og foreninger, der kæmpede mod aids og hjalp sygdommens ofre.
Det er fotografier, journaler, scrapbøger, noter, læserbreve og andre kilder, som aktivister, sundhedspersonale og folk, der blev ramt af sygdommen, har gemt i kasser og på loftsrum. Det er politikernes debatter og lovgivning. Det er myndighedernes rapporter, oversigter og indsatser. Det er malerier, fotografier, digte, dagbøger, tæpper og collager, som folk, der levede med og i nærheden af sygdommens rædsler, brugte til at udtrykke deres følelser, sorg og håb igennem. Det er film, tv-dokumentarer, radiomontager, noveller, romaner og teaterstykker. Det er forsider, kronikker, reportager og nyhedsartikler i landets aviser og foreningernes månedsblade og nyhedsbreve. Det er fagblade, det er kampagner og oplysningsmateriale, og det er medicinske artikler, oplysninger og undersøgelser.
Men det er også en masse kilder, som ikke er skrevet ned eller på andre måder gemt på papir eller bånd. Det er alle minderne, som dem, der overlevede krisen, gemmer på: Aktivisternes historier om kamp og succes. Lægernes historier om modgang og gennembrud. De pårørendes
historier om at miste deres kære og elskede. De overlevendes historier om at kæmpe mod tiden og holde på håbet i håbløse tider. Vi har indsamlet alle disse historier gennem interviews med folk, som stadig lever. Men også gennem videooptagelser, erindringer, dagbøger og journaler af dem, som ikke er her mere.
Vi har ladet os rive med, fare vild og fundet retning i alle disse kilder og historier, der fortæller om sammenhold og modstand, om sorg og håbløshed. Beretningerne er både enslydende og forskellige, men de fortæller tilsammen den særlige historie om, hvordan aids ramte Danmark.
Vores formål har fra starten været at skrive en historie, der er videnskabeligt funderet, systematisk indsamlet og metodisk behandlet. Vi har derfor systematiseret, analyseret og fortolket de mange kilder gennem en række kulturvidenskabelige og historiske metoder og værktøjer. Vi har også ønsket at skrive en pluralistisk historie, der rummer plads til forskellige minder, stemmer og konklusioner. Frem for alt har vi ønsket at skrive og formidle aids-krisens Danmarkshistorie på en måde, som vi håber vil fange og interessere et bredt og forskelligartet publikum.
Vi har også forholdt os til aids-krisens historie i andre lande, som er langt bedre beskrevet end den danske. Især de amerikanske og britiske fortællinger dominerer i den internationale historieforskning, men også andre nordiske historier og populære formidlinger er for nylig kommet til. Tilsammen udgør de internationale historier brikker i vores fælles erindringer om aids-krisen –også her i Danmark. En vigtig pointe i de nyeste internationale bidrag er, at hvide, homoseksuelle og ciskønnede mænd har fyldt meget på bekostning af andre ramte personer og grupper. Den indsigt har ført til et øget fokus på andre erfaringer end lige de homoseksuelle mænds og til vigtig ny viden om både den konkrete krise og om repræsentation mere generelt.
Vi begyndte dette arbejde med øjnene åbne for, at vi ikke ville skrive en historie, som kun handler om de homoseksuelle mænd. Vi ville skrive en historie med mange facetter og nuancer. Samtidig ønskede vi at fortælle, hvad vi fandt i kilderne, når vi fulgte virus rundt i det danske samfund – og ad forskellige omveje bragte det os ofte i retning af de homoseksuelle mænd og mod mænd i det hele taget. Blødere er nemlig langt overvejende mænd, og flertallet af de stofbrugere, som fik
sygdommen, var det også. I Danmark var 91 procent af ofrene for aids mænd, mens ni procent var kvinder. 71 procent af alle aids-ramte var homoseksuelle mænd, og forskellige homoseksuelle grupperinger var –især i 1980’erne og start-1990’erne – de største aktører på området i civilsamfundet.
Når især homoseksuelle mænd fylder meget – men ikke det hele – i denne bog, er det således ikke tilfældigt. Vi har ønsket, at vores bud på aids-krisens Danmarkshistorie skulle centrere de mennesker, hvis liv, hverdag og minder mest direkte blev påvirket af hiv og aids. Vi håber, det er lykkedes.
Hiv/aids-historien er nemlig vigtig. Dels fordi hiv/aids-krisen ikke på nogen måde er ovre. Sygdommen påvirker og rammer stadig utroligt mange mennesker verden over. Fattigdom, ulighed, uvidenhed, stigma og fordomme strukturerer stadig, hvordan sygdommen rammer, og de måder, som den spreder sig på. Dels fordi vi kan lære noget af de måder, som aktivister, patienter, forskere og sundhedsprofessionelle verden over har bekæmpet og fortsat bekæmper sygdommen og den ulighed, som den næres af. Måske i særdeleshed i vores nutidige sociale og kulturelle
Prolog: At fare vild og finde retning i kilderne 11
kontekst, som på mange måder spejler nogle af de udfordringer og kriser, verden stod overfor i 1980’erne.
Hiv/aids er ikke ovre. Men det er på tide, at vi fortæller sygdommens historie.
Billede af Ole Morten Nygård, som illustrerer erfaringen af at få livet tilbage ved hjælp af den effektive kombinationsbehandling, som blev indført i Danmark i midten af 1990erne.
Billedet er malet til en udstilling i Nuuk i 2000.
INDLEDNING: EPIDEMIEN I SIN TID
“Det var virkelig godt, at aids ikke kom i 1950’erne”.
Sådan sagde en tidligere dansk aids-aktivist pludselig i en sidebemærkning under et interview i forbindelse med tilblivelsen af denne bog. Vi nikkede enigt, og samtalen gik videre.
Men hvorfor var det egentlig godt?
Eller sagt på en anden måde, hvad betyder det, om en epidemi rammer 30 eller 40 år før eller senere, end det var tilfældet? Epidemier er vel ligeglade med, om vi skriver 1954, 1984 eller 2024? Biologisk sker der det samme med kroppen, om virus rammer i 1954 eller 1984. Og medicinsk kunne man stort set gøre lige så lidt ved hiv/aids i 1984 og 1994, som man havde kunnet i 1954.
Det betyder noget, fordi en epidemi aldrig kun er et biologisk eller et medicinsk anliggende. Som denne bog viser, handler en epidemi lige så meget om, hvem den rammer og på hvilke måder. Samfundets opfattelser af, hvad en epidemi er, hvordan den spredes, og hvad vi kan gøre ved den,
skabes i og af den kultur, der rammes af virus. Man kan sige, at epidemien tager form i samspil med de politiske, hverdagslige, subkulturelle, sociale og æstetiske kulturer, der kendetegner tiden. Netop kulturen var meget anderledes i 1980’erne og 1990’erne end i 1950’erne.
Man kan selvfølgelig ikke undersøge, hvordan aids-krisen var forløbet, hvis den var foregået i 1950’erne. Vi kan kun gisne om, hvordan et samfund, hvor sex og især bøssesex var et tabu, havde håndteret en epidemi, som primært spredte sig gennem seksuel kontakt. Hvordan havde man kunnet oplyse befolkningen om de måder, man kan beskytte sig på, hvis det at tale om sex var næsten umuligt i det offentlige rum? Hvordan var behandling og forskning mon foregået, og hvilken rolle havde aktører som staten, amterne og kommunerne, civilsamfundet, frivillige aktivister, patienter, sundhedspersonale og offentlige institutioner spillet?
Hiv/aids ramte Danmark i en tid, som var begyndt at forholde sig til, at det økonomiske opsving efter Anden
Indledning: Epidemien i sin tid 13
Verdenskrig var slut. Over de foregående 30 år var samfundet blevet radikalt forandret. En omfattende velfærdsstat var vokset frem, som med intentionen om at skabe gode liv for sine borgere interesserede sig for deres sundhed, levevis og ikke mindst livslængde.
Udviklingen kulminerede både i loven om offentlig sygesikring i 1971 og i de omfattende hospitalsbyggerier, som i løbet af 1970’erne blev færdiggjort. Københavns nye kommunehospital i Hvidovre stod klar i 1979, og det nye Rigshospital i København året før. Samtidig var gennemsnitslevealderen på 75 år for kvinder og 70 år for mænd steget med henholdsvis ni procent og syv procent siden Anden Verdenskrig. Målt på en lang række parametre var folkesundheden kun blevet forbedret år for år.
Men udviklingen, som var sat i gang i 1960’ernes opgangstider, blev samtidig udfordret af slut-1970’ernes kriser og voksende underskud på statsbudgetterne. Politikerne var begyndt at diskutere, om sundhedsvæsnet var for dyrt – og om man i fremtiden måtte styre økonomien mere stramt. Der var derfor også enighed om, at man i fremtiden ville satse på sundhedsoplysning og forebyggelse i samarbejde med både
borgere og civilsamfundet frem for på langvarige indlæggelser og dyre behandlinger.
Med udvikling af hygiejnetiltag og kloakering var 1800-tallets koleraepidemier fortid, og siden polioepidemierne i 1950’erne blev afsluttet med opfindelsen og indførslen af en vaccine i 1955, var virusinfektioner heller ikke længere noget, der medførte alvorlig sygdom eller slog yngre og raske mennesker ihjel. Infektions- og virussygdomme havde man med andre ord fået godt fat om, så i begyndelsen af 1980’erne var det ikke længere store epidemier, som truede folkesundheden. I stedet var man i stigende grad bekymret for de såkaldte (og ret nye) livsstilssygdomme, som bedre kunne forebygges end behandles. Men i 1981, hvor de første patienter blev indlagt på Rigshospitalet med en række symptomer, man ikke umiddelbart kunne finde årsagen til, stod man pludselig over for et sygdomsbillede, som ikke passede til den tid, det opstod i. For man forestillede sig ikke, at det skulle være en epidemi, som ville true samfundet.
De store spørgsmål i samfundet i 1980’erne og 1990’erne
I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne steg
både arbejdsløsheden og inflationen. Verden var præget af kold krig, og både øst og vest for jerntæppet var der politiske og økonomiske kriser. Selvom de marxistiske, fællesskabsorienterede og antiautoritære strømninger fra 1960’erne og 1970’erne stadig var fremtrædende, så kom en mistro til store politiske ideologier til udtryk i stigende individualisme.
Hiv/aids blev hurtigt del af mange forskellige dagsordener i Danmark, men det var alligevel begrænset, hvor langt op i de politiske lag man beskæftigede sig med sygdommen. Aids var ikke en sag for statsministrene. Hverken Poul Schlüter (1982-1993) eller Poul Nyrup Rasmussen (19932001) var engagerede i håndteringen af epidemien, og selv de ansvarlige indenrigs- og sundhedsministre var kun momentvis optagede af hiv/aids. De tungeste emner i toppen af dansk politik i Schlüters regeringstid var at få genoprettet betalingsbalancen og sænket arbejdsløsheden. Og derudover at sikre Danmarks tilslutning til Den Europæiske Union, få en fast forbindelse over Storebælt samt brudt Danmarks Radios monopol. I Nyrups regeringstid blev optimismen efter Den Kolde Krigs ophør hurtigt afløst af nye kriser og konflikter, der blandt andet blussede
op i det tidligere Jugoslavien og i Mellemøsten. Danmark blev en destination for mennesker på flugt, og samtidig begyndte de mange mennesker, som var kommet til landet i 1960’erne og 1970’erne, at blive et politisk tema. Som arbejdsmarkedet ændrede sig i 1980’erne og 1990’erne, glemte politikerne og danskerne hurtigt, at disse mennesker i lange tider med fuld beskæftigelse ofte havde udført de hårdeste jobs til den laveste løn, mens velfærdsstaten blev opbygget. Da tiderne ikke længere var lige så gunstige, opstod spørgsmålet om, hvorvidt den danske nation kunne rumme etnisk og religiøs forskellighed – og i så fald hvordan.
På trods af at sammenhængene tit var indirekte, hang håndteringen af hiv/aids sammen med alle disse spørgsmål. Økonomiske sparetider i begyndelsen af 1980’erne gjorde en billigere løsning med engagement fra frivillige særligt attraktiv, og voksende fremmedfjendtlighed i 1990’erne prægede opfattelserne af, hvem der var ofre, og hvem der var spredere af hiv/aids.
Regeringstoppens fravær i håndteringen af hiv/aids gav plads til andre aktører. Både civilsamfundet og oppositionerne til højre og venstre for den politiske midte engagerede
Indledning: Epidemien i sin tid 15
sig mere i epidemien, end regeringen gjorde. Den konkrete politiske håndtering af hiv/aids lå primært i Sundhedsstyrelsen og i amtskommunerne i tæt samarbejde med en lang række foreninger, institutioner og organisationer.
På den måde kom hiv/aids tæt på borgerne både gennem lokalt forankrede initiativer, men også gennem en bramfri presse, som fra 1988 desuden omfattede den nye tv-kanal TV 2, der gjorde en ende på DR’s monopol og var med til at rykke grænserne for formidling. Det hele skete i et sprog, som helt sikkert var anderledes, end det ville have været i 1950’erne, og som var rundet af, at hiv/aids ramte på bagkanten af store forandringer i Danmark, hvad angik sex og seksuel identitet.
1970’ernes seksuelle frigørelse – og dens begrænsning
I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne vandt blomsterbørnenes ønske om fællesskab, antimaterialisme og modstand mod krig og imperialisme frem. En ny ungdomsgeneration gjorde krav på medindflydelse og gik til kamp mod gamle autoritative institutioner og regler. Også intime relationer blev genstand for diskussion og kritik. Kernefamilien og det
monogame forhold blev kritiseret for at begrænse seksualitet og kærlighed. Nye intimitets- og samlivsformer blev afprøvet. Tidens eksperimenterende ånd indebar også euforiserende stoffer. I slutningen af 1970’erne blev de sociale effekter af det stigende stofbrug tydelige. Især heroin trak et spor af misbrug og sociale problemer efter sig: Stoffet, der oftest blev fixet med kanyler, var dyrt og voldsomt afhængighedsskabende. Den kombination pressede mange heroinbrugere ud i sexarbejde i byernes nedslidte gader, som den stadigt større middelklasse havde forladt til fordel for de nye forstæder.
Sammen med nye krav om retten til at bestemme over egen krop blev p-pillen frigivet i 1966, og efter pres fra rødstrømperne blev retten til fri abort indført i 1973. Med den reproduktive frihed kom også feministiske krav om, at både mænd og kvinder havde ret til at udforske deres egen krop, dens nydelse og begær. Billedpornografien blev lovliggjort i 1969, og seksualiteten blev i de mere progressive miljøer i byerne arena for eksperimenter og nye tanker. Mens den nye og friere seksualitet blev sammenkædet med nye politiske forestillinger, blev seksualiteten også i stigende grad løsrevet fra reproduktion og ægteskabet.
Disse nye forestillinger om seksualitet og dens placering i samfundet gav uden tvivl mere plads til homoseksuelle både i den kulturelle og politiske offentlighed. Men træerne voksede ikke ind i himlen. Til trods for de nye strømninger var homoseksualitet stadig socialt og kulturelt stigmatiseret. Der var stort set ingen repræsentation af homoseksuelle i den kulturelle offentlighed, og ingen kendte personer var åbne om deres homoseksualitet. Bøssebarer lå skjulte i byens sidegader. Bag de nedrullede gardiner gemte bøsserne sig for offentlighedens blik. Vold mod homoseksuelle var hverdagskost, og bøsserne, som levede i skjul, var nemme ofre for røveri og afpresning. Det var med andre ord et heteronormativt og homofobisk samfund, der dannede konteksten for den nye homoaktivisme, som trådte tydeligere frem op igennem 1970’erne.
De danske bøsselesbiske organiseringer i årene
op til hiv/aids
I begyndelsen af 1970’erne fandt homoseksuelle i miljøerne omkring Rødstrømpebevægelsen, Christiania og Thylejren sammen. En ny generation af aktivister dannede Bøssernes Befrielsesfront i 1971 og Lesbisk Bevægelse i 1974. De nye aktivister så den gamle danske forening for
homoseksuelle, Forbundet af 1948, som en både reaktionær og selvundertrykkende homofil patientforening. I stedet for at leve stille i det skjulte, som man mente, at forbundet gjorde og opfordrede til, ville man nu ud på gader og stræder for at sætte kroppen, familieformerne og ikke mindst seksualiteten fri.
Strømningerne var tæt forbundne til kvindebevægelsens opgør med det patriarkalske samfund og til andre sociale bevægelsers antiautoritære opgør. Bevægelserne var transnationale: På tværs af grænser i Nordamerika og Vesteuropa samlede bøsser og lesbiske sig i nye bevægelser. De ville ikke længere leve i diskret taknemmelighed for at blive tålt, men leve i fuld synlighed og fri af borgerlige og heteroseksuelle normer og forventninger.
Tidligere aktivister har beskrevet tiden i Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse som eksperimenterende i forhold til livsform og seksualitet og som aktivistisk i forhold til at afvise det monogame parforhold med hjem og børn. For Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse var tiden ikke til at få homoseksuelle inkluderet i det store nationale fællesskab, men i stedet at skabe sine egne fællesskaber,
Indledning: Epidemien i sin tid 17
som var fri af kapitalistisk borgerlighed og privat ejendomsret over både krop og samfund.
Selvom de to nye homoseksuelle bevægelser i høj grad forstod sig selv som modpoler til det gamle forbund, var der i praksis også et vist overlap både personligt og ideologisk – især når det gjaldt bøsserne. Op mod slutningen af 1970’erne begyndte også forbundet at udtrykke ønsker om at skabe bedre vilkår for bøsser og lesbiske, hvor personlig frigørelse og kritik af samfundets normer stod mere centralt.
Knabrostræde 3: Et nyt omdrejningspunkt – og ekspansion ud i landet
I 1980, året før hiv/aids første gang blev opdaget i Danmark, købte Forbundet af 1948 – som nu gik under navnet Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske – en bygning i centrum af København. Det store forhus med bag- og sidehus blev omdrejningspunktet for sprudlende aktivitet i landsforeningen og kom til at huse mødelokaler til aktivister, kontorer, et bibliotek samt en café og et diskotek. Sidstnævnte blev en god indtægtskilde til foreningens arbejde. Huset var en del af en ny bykultur i København, hvor livet ikke leves i hjemmene, men også på byens caféer.
Knabrostræde 3 blev stedet, hvor en lang række nye initiativer så dagens lys, for eksempel Ungdomsgruppen, Gå-Ud-Gruppen og Pan Idræt, som ville give bøsser og lesbiske mulighed for at socialisere og dyrke motion i trygge rammer. Etableringen af et bibliotek tog udgangspunkt i ønsket om at skabe en stærkere fællesskabsfølelse og homoseksuel identitet, som kunne frigøre bøsser og lesbiske fra det kapitalistiske og patriarkalske samfund.
Det var ikke kun i København, at bøsser og lesbiske organiserede sig på nye måder. Både Bøssernes
Befrielsesfront, Lesbisk Bevægelse og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske var allerede etableret i Aarhus, og i slutningen af 1970’erne blev en afdeling af landsforeningen i Odense genoplivet. Andre steder i landet, for eksempel i Aalborg, Herning, Haderslev og Kolding, blev der grundlagt lokalafdelinger. Disse mindre lokalforeninger, som ikke havde været påvirket af Bøssernes
Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse i samme grad som i storbyerne, havde ikke den samme forankring i 1970’ernes idealer som lokalgrupperne i især Aarhus og København.
I 1980 erhvervede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske et hus I Knabbrostræde 3 i centrum af København. I husets mange lokaler samlede landsforeningen sociale, politiske og kulturelle aktiviteter for bøsser og lesbiske. Huset blev senere hjem for kampagnen Stop AIDS, som gennem 1980’erne var dansk aids-aktivismes epicenter. Her ses en fest i gården omkring 1984. Billedet er fra LGBT+ Danmarks fotoarkiv. Foto: Jens Jørgen Madsen.
Indledning: Epidemien i sin tid 19