Brombærvinter

Af samme forfatter: Alle blomsterne i Paris NĂĽr violerne blomstrer

BrombĂŚrvinter_TRYK.indd 2

03.08.2020 11.39

SARAH JIO

R O MA N

På dansk ved Ulla Oxvig

GADS FORLAG

Brombærvinter_TRYK.indd 3

03.08.2020 11.39

Brombærvinter er oversat fra amerikansk af Ulla Oxvig efter Blackberry Winter Copyright © Sarah Jio 2012 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-06024-6 1. udgave, 1. oplag Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Brombærvinter_TRYK.indd 4

03.08.2020 11.39

KAPITEL 1

Vera Ray Seattle, 1. maj 1933

E

n iskold vind trak op mellem gulvbrædderne. Jeg gøs og samlede den grå uldsweater tættere omkring mig. Den havde kun en enkelt knap tilbage, men eftersom nye kostede hele fem cent stykket, virkede det som en overflødig luksus at erstatte de mistede. Og i øvrigt var foråret kommet. Eller var det? Jeg kiggede ud ad vinduet på første sal og lyttede til vinden, der peb og hylede. En vred vind. Grenene på det gamle kirsebærtræ slog mod huset med en sådan kraft, at jeg blev bange for, om ruden kunne gå i stykker. Jeg havde ikke råd til at betale en håndværkerregning i denne måned. Men i samme øjeblik fik et uventet syn mig kortvarigt til at glemme mine bekymringer. Lette, lyserøde blomster hvirvlede rundt i luften. Jeg sukkede og smilede for mig selv. Som snefnug.

“Mama?” kaldte Daniel dæmpet fra et sted under sengetøjet. Jeg løftede det tyndslidte, blå vattæppe og fik øje på hans 5

Brombærvinter_TRYK.indd 5

03.08.2020 11.39

smukke, runde ansigt og det bløde, blonde hår, der stadig krøllede i enderne. Hans babyhår. Som treårig og med røde kinder og store øjne, der var usædvanligt blå, befandt han sig midt mellem at være en lille tumling og en rigtig dreng. Men når han sov, så han stadig nøjagtig ud som den dag, han blev født.

Nogle gange listede jeg ind til ham tidligt om morgenen blot for at se ham ligge og knuge den elskede, brune bamse, som manglede et øre, men stadig havde den blå fløjlssløjfe om halsen.

“Hvad er der, min skat?” spurgte jeg og knælede ved siden af den lille fyrretræsseng, inden jeg kastede et forskræmt blik over mod vinduet og den vilde storm udenfor. Hvad er jeg dog for en mor sådan at efterlade ham her alene i nat? Jeg sukkede. Har jeg overhovedet et valg? Caroline arbejdede sent.

Og jeg kunne ikke risikere at tage ham med hen på hotellet igen, efter at Estella forrige weekend havde fundet ham sovende i penthousesuiten på 9. etage. Hun havde gennet ham ud af den lune seng med dundynerne, som om han var en mus, hun havde fundet i melkrukken i køkkenet. Episoden havde gjort ham frygteligt forskrækket, og jeg havde været tæt på at miste mit job. Jeg tog en dyb indånding. Jo, min dejlige dreng ville sove trygt og godt her i sin seng. Jeg ville låse døren efter mig. Væggene i udlejningsejendommen var tynde, men døren var solid. Den var lavet af massivt mahogni og udstyret med en fin messinglås.

Det gav et sæt i os begge, da der blev banket på døren.

Bydende, insisterende og højt. Daniel skar en grimasse. “Er det ham igen, mama?” spurgte han, inden han hurtigt sænkede stemmen til en hvisken. “Den onde mand?”

6

Brombærvinter_TRYK.indd 6

03.08.2020 11.39

Jeg kyssede ham på panden og forsøgte at skjule den frygt, der vældede op i mit bryst. “Rolig nu, søde ven,” sagde jeg og rejste mig. “Det er sikkert bare tante Caroline. Bliv her, så kigger jeg lige efter.”

Jeg gik ned ad trappen og stod et øjeblik som stivnet i dagligstuen, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg skulle gøre.

Der blev stadig banket, og lyden var nu blevet både højere og vredere. Jeg vidste udmærket, hvem det var, og hvad han ville.

Jeg skævede til min taske, der højst indeholdt en dollar eller to. Huslejen skulle være betalt for tre uger siden, og jeg havde holdt mr. Garrison hen med undskyldninger, men hvad nu?

Jeg havde brugt min seneste løn på købmandsvarer og et par nye sko til Daniel, den stakkels dreng; det var efterhånden blevet helt umuligt at presse hans fødder ned i babyskoene.

Bank, bank, bank.

Det lød lige så højt, som mit hjerte hamrede. Jeg var bange og følte mig fanget. Lejligheden virkede som et bur. Væggene kunne lige så godt være lavet af rusten metaltråd. Hvad skal jeg dog gøre? Instinktivt kiggede jeg ned på mit håndled.

Lige siden Daniels far havde foræret mig den smukkeste og mest udsøgte genstand, jeg nogensinde havde set, havde jeg skattet guldkæden med de tre fine safirer. Den aften på Olympic Hotel havde jeg været en gæst og ikke en stuepige iført sort kjole og hvidt forklæde. Da jeg åbnede den lille, blå æske, og han lukkede armbåndet omkring mit håndled, følte jeg mig for første gang som en kvinde, der var født til at bære den slags flotte smykker. Det virkede nærmest fjollet at forestille sig, at jeg kunne have, ja … Jeg klemte øjnene 7

Brombærvinter_TRYK.indd 7

03.08.2020 11.39

fast i, mens den voldsomme banken fortsatte. Jeg begyndte at åbne smykkelåsen, men rystede så på hovedet. Nej, jeg ville ikke overgive mig så let. Ville ikke opgive uden kamp. I stedet skubbede jeg armbåndet højere op på min underarm, så det blev skjult under ærmet på min kjole. Jeg måtte finde en anden udvej.

Jeg trak vejret dybt og gik langsomt over til døren, som jeg modstræbende låste op. Den knirkede på hængslerne og svingede op. Udenfor på gangen stod mr. Garrison. Han var en stor mand i både højde og drøjde. Det var let at forstå, hvorfor Daniel var så bange for ham. Hans barske ansigt var næsten skjult bag et gråt og uplejet fuldskæg. Kun de rødmossede og koparrede kinder og et par mørke, uvenlige øjne sås tydeligt. Hans ånde lugtede af gin, harpiksagtig og sur, og afslørede, at han kom direkte fra baren på etagen nedenunder. Forbudstidens strikse regler var endnu ikke ophævet, men de fleste politibetjente vendte det blinde øje til drikkeriet i vores del af byen.

“Godaften, mr. Garrison,” sagde jeg så imødekommende, jeg formåede.

Han skubbede sig tættere på og satte den ene store, stålbeslåede støvle på tværs i døråbningen. “Glem formaliteterne,” sagde han. “Hvor er mine penge?”

“Undskyld – jeg er virkelig ked af det, sir,” begyndte jeg med bævende stemme. “Jeg ved godt, at jeg er bagud med huslejen, men det har været en meget svær måned for os, og jeg …”

“Spar mig historien. Den fortalte du også i sidste uge,” 8

Brombærvinter_TRYK.indd 8

03.08.2020 11.39

sagde han følelseskoldt. Han tumlede forbi mig og fortsatte ud i køkkenet, hvor han begyndte at spise af et lille brød, jeg netop havde taget ud af ovnen. Min aftensmad. Han åbnede isskabet og rynkede panden, da der ikke var noget smør. “Nu spørger jeg dig en gang mere,” fortsatte han med munden fuld. Han kneb øjnene sammen. “Hvor er mine penge?”

Jeg klemte om mit armbånd under kjoleærmet, mens mit blik slap ham og gled over mod væggen med dens ridsede fodpaneler og afskallede maling. Hvad kan jeg sige nu? Hvad kan jeg gøre?

Han udstødte en dyb, hæs latter. “Det tænkte jeg nok,” sagde han. “En tyvagtig løgner.”

“Mr. Garrison …”

Han så pludselig lystent på mig. Han rykkede stadig tættere på, indtil jeg kunne lugte hans harske ånde og mærke de stive skæghår mod mit ansigt. Han greb hårdt om mit håndled, netop som armbåndet gled i skjul under manchetten på ærmet. “Jeg havde en fornemmelse af, at det måske ville ende sådan her,” sagde han, mens hans fede, ufølsomme hånd fumlede ved min sweater, indtil han fik den skubbet til side og rakte ud efter mit kjoleliv. Pegefingrene trak i en af knapperne. “Du skal være glad for, at jeg er så gavmild en mand, at jeg vil lade dig betale med andet end rede penge.”

Jeg trådte et skridt bagud, netop som jeg hørte fodtrin på trappen. “Mama?”

“Daniel, gå op i seng igen, min skat,” sagde jeg så roligt, jeg formåede. “Jeg kommer om et øjeblik.”

“Mama,” sagde han igen og begyndte at græde.

9

Brombærvinter_TRYK.indd 9

03.08.2020 11.39

“Åh, søde ven,” sagde jeg og bad til, at min stemme ikke afslørede den rædsel, jeg følte. “Alt er i orden. Det lover jeg.

Vær nu sød at gå op i seng igen.”

Jeg kunne ikke lade ham se, hvad der var ved at ske, eller endnu værre: lade mr. Garrison gøre ham ondt.

“Mama, jeg er bange,” sagde han med en halvkvalt stemme – han holdt bamsen op foran sit ansigt.

Mr. Garrison rømmede sig og glattede sin overfrakke.

“Ja, hvis du ikke formår at få ham til at holde mund,” sagde han og så på Daniel med et ildevarslende grin, “så bliver jeg jo nødt til at vende tilbage. Men nu skal du ikke begynde at håbe på at slippe. For jeg skal nok komme igen.” Jeg brød mig bestemt ikke om det blik, han sendte Daniel, som om han var et lille dyr, et lille skadedyr. Så vendte han igen blikket mod mig, som om jeg var en saftig oksesteg, der lå og simrede på bunden af en gryde. “Og jeg skal nok tage mig betalt.”

Jeg nikkede forsagt, da han forsvandt ud gennem døren igen. “Ja, mr. Garrison.” Jeg fumlede med låsen, mens han trampede ned ad gangen. Inden jeg vendte mig mod Daniel, forsøgte jeg at samle mig og tørrede en tåre af kinden. “Åh, Daniel,” sagde jeg og løb op ad trappen for at give ham et knus. “Er du bange, skat? Det skal du ikke være. Mor er her. Der er ikke noget at være bange for.”

“Men manden er ond,” snøftede han. “Gjorde han dig ondt, mor?”

“Nej, søde ven,” sagde jeg. “Det ville mama ikke finde sig i.”

Jeg rakte ned til mit håndled, åbnede smykkelåsen og lod armbåndet glide ned i min håndflade. Ned i sikkerhed.

10

Brombærvinter_TRYK.indd 10

03.08.2020 11.39

Daniel kiggede forvirret op på mig, og jeg så ind i hans store, uskyldige øjne, mens jeg ønskede, at alting var anderledes for ham. For os. “Mama elsker sit armbånd, så jeg må passe godt på det.”

Han så ud til at overveje det et øjeblik. “Så det ikke bliver borte?”

“Nemlig.” Jeg rejste mig og tog hans hånd. “Vil du hjælpe mama med at lægge det tilbage på det hemmelige sted?”

Daniel nikkede, og vi gik sammen over til det lille skab under trappen. Han havde opdaget rummet – det var på størrelse med en hatteæske – en formiddag, hvor han havde leget i lejligheden, og vi havde besluttet, at det skjulte rum skulle være vores hemmelighed. Ingen andre i verden kendte til det. Daniel gemte nogle nøje udvalgte skatte derinde – en solsorte­fjer, han havde fundet på gaden, en sardindåse, han havde fyldt med glatte sten, og andre ting og sager.

Et bogmærke. En skinnende mønt. En muslingeskal, som solen havde bleget næsten hvid. Jeg havde bidraget med hans fødsels­attest og andre dokumenter, der skulle passes særligt godt på. Og nu lagde jeg også mit armbånd derind.

“Sådan,” sagde jeg, lukkede den lille låge og frydede mig over, hvor perfekt den passede i åbningen. Den gik nærmest i et med trappens panel. Hvordan Daniel havde opdaget den, var mig stadig en gåde.

Han lagde hovedet ind mod mit bryst. “Syng en sang, mama.”

Jeg nikkede og glattede hans lyse pandehår. Det var helt utroligt, hvor meget han lignede sin far. Hvis bare Charles 11

Brombærvinter_TRYK.indd 11

03.08.2020 11.39

var her. Jeg skubbede hurtigt tanken – nej, drømmen – fra mig og begyndte at synge: “Verden er så stor, så stor, Daniel, Daniel lille. Meget større, end du tror, Daniel, Daniel lille.”

Ordene kom helt af sig selv og beroligede os begge to.

Jeg sang fire vers. Det var lige netop nok til, at Daniels øjenlåg blev tunge, inden jeg bar ham op i seng og endnu en gang puttede ham under vattæppet.

Hans ansigt blev anspændt af bekymring, da han fik øje på min sorte kjole og det hvide forklæde. “Du må ikke gå, mama.”

Jeg tog ham under hagen. “Jeg er hurtigt hjemme igen, min skat,” sagde jeg og kyssede ham på begge kinder, der føltes både bløde og kølige mod mine læber.

Daniel trykkede sit ansigt mod bamsen og gned næsen mod dens snude, som han havde gjort det, siden han var helt lille. “Mig vil ikke være alene.” Han holdt en pause, mens hans treårige hjerne ledte efter de rigtige ord. “Mig bliver bange, når du går.”

“Det forstår jeg godt, min skat,” sagde jeg og kæmpede mod de tårer, som truede med at komme. “Men jeg bliver nødt til at gå. Fordi jeg elsker dig. Det kommer du til at forstå, når du bliver ældre.”

“Mama,” fortsatte Daniel og kiggede over mod vinduet.

Udenfor tog vinden til i styrke. “Eva siger, at der kommer spøgelser om natten.”

Jeg spærrede øjnene op. Carolines datter var i besiddelse af en fantasi, der langt overgik den, som de fleste andre børn på tre og et halvt år kunne mønstre. “Hvad har Eva nu bildt dig ind?”

12

Brombærvinter_TRYK.indd 12

03.08.2020 11.39

Daniel tøvede, som om han overvejede, om det overhovedet var klogt at svare. “Jo, altså,” sagde han varsomt, “når vi leger, kommer der nogle gange mennesker og ser på os.

Er det spøgelser?”

“Hvem?”

“Damen.”

Jeg knælede, så vores ansigter var ud for hinanden. “Hvilken dame, Daniel?”

Han skar en grimasse. “Hende, der er henne i parken. Jeg kan ikke lide hendes hat, mama. Den har fjer på. Er hun ond mod fugle? Fugle er mine venner.”

“Nej, søde ven,” sagde jeg og lovede mig selv, at jeg ville tale med Caroline om Evas historier. Jeg havde en mistanke om, at de var årsagen til Daniels seneste mareridt.

“Daniel, hvad er det nu, mama har sagt til dig om at tale med fremmede mennesker?”

“Men jeg talte jo ikke med hende,” sagde han og gjorde store øjne.

Jeg glattede hans hår. “God dreng.”

Han nikkede og lagde hovedet til rette på puden med et suk. Jeg skubbede bamsen ind under hans arm. “Se, du er slet ikke alene,” sagde jeg og kunne straks høre, at min stemme var tæt på at knække. Jeg håbede ikke, at han lagde mærke til det. “Max er sammen med dig.”

Han trykkede igen bamsen mod sit ansigt. “Max,” sagde han og smilede.

“Godnat, min skat,” sagde jeg og vendte mig for at gå.

“Godnat, mama.”

13

Brombærvinter_TRYK.indd 13

03.08.2020 11.39

Jeg lukkede forsigtigt døren og hørte så et halvkvalt: “Vent!”

“Ja, søde ven?” sagde jeg og stak hovedet ind igen.

“Du skal give Max et kys,” sagde han.

Jeg gik tilbage til sengen og knælede, mens Daniel trykkede bamsen mod min mund. “Jeg elsker dig, Max,” hviskede jeg, da jeg igen gik over til døren. “Og jeg elsker dig, Daniel.

Mere end du kan forestille dig.”

Jeg listede nedenunder, lagde endnu et stykke brænde i pejsen, opsendte en tavs bøn og gik ud ad hoveddøren, som jeg låste efter mig. Det var kun en enkelt vagt. Jeg ville være hjemme igen inden solopgang. Jeg vendte mig atter mod hoveddøren og rystede så på hovedet. Forsikrede mig selv om, at det var okay. Det kunne ikke være anderledes. Daniel sov trygt. Han var i god behold.

Brombærvinter_TRYK.indd 14

03.08.2020 11.39

KAPITEL 2

Claire Aldridge Seattle, 2. maj 2010

J

eg slog øjnene op og pressede hånden mod min mave. Dér var den trykkende smerte igen. Hvad var det, dr. Jensen havde kaldt den? Jo, en fantomsmerte – en slags kropslig erindring om ulykken. Fantom eller ej, så lå jeg i hvert fald og mærkede den velkendte, ensomme smerte, der havde vækket mig hver morgen det seneste år. Jeg bar mindet med mig og overvejede som altid, når vækkeuret ringede, hvordan jeg dog skulle få kræfter til at stå op, klæde mig på – opføre mig som et almindeligt menneske – når det eneste, jeg i virkeligheden ønskede, var at tage et par smertestillende piller, rulle mig sammen under dynen og forsvinde ind i glemslen.

Jeg gned øjnene og skævede til uret: 5:14. Jeg lå helt stille og lyttede til vinden, der rasede mod ydermurene af vores lejlighed på 14. etage. Jeg gøs og trak dynen op omkring min hals. Selv dun fra sibiriske edderfugle kunne ikke holde 15

Brombærvinter_TRYK.indd 15

03.08.2020 11.39

kulden ude. Hvorfor er det så koldt? Ethan måtte have skruet ned for termostaten – igen.

“Ethan?” hviskede jeg og rakte en arm over mod hans side af vores store dobbeltseng, men sengetøjet var koldt og stift.

Han var taget tidligt på arbejde – igen.

Jeg stod op og hentede min morgenkåbe, der lå på stolen betrukket med blåt- og hvidstribet stof. Telefonen ringede vedholdende, og jeg gik ind i dagligstuen. Lejlighedens panoramavinduer havde udsigt til Seattles Pike Place Market nedenfor og Elliott Bay med den konstante strøm af færger, der sejlede ind og ud af havnen. Da vi var til åbent hus i lejligheden fire år tidligere, havde jeg sagt til Ethan, at det føltes som at svæve i luften. “Din helt private syvende himmel,” havde han kaldt det, da han tre uger senere overrakte mig en skinnende sølvfarvet nøgle.

Men det var ikke den velkendte udsigt, der fangede min opmærksomhed den morgen. Faktisk var der slet ingen udsigt. Alting var … hvidt. Jeg gned øjnene for bedre at kunne se ud gennem de store termoruder. Sne. Og ikke bare nogle hvirvlende fnug – en rasende snestorm. Jeg kiggede på kalenderen, der hang på væggen ved mit skrivebord, og rystede forvirret på hovedet. En snestorm 2. maj? Utroligt.

“Hallo,” mumlede jeg ned i telefonen, der endelig holdt op med at ringe.

“Claire!”

“Frank.” Jo, han var min chef på avisen, men det var alt for tidligt til, at jeg kunne mønstre nogen form for professionel høflighed.

16

Brombærvinter_TRYK.indd 16

03.08.2020 11.39

“Har du set ud ad vinduet?” Frank var så vild med sit arbejde, at han ofte mødte før solopgang, mens jeg for det meste tumlede ind på kontoret omkring klokken ni. Og det var endda på en god dag. Stemningen på featureredaktionen var ikke nær så hektisk som på nyhedsredaktionen, men Frank opførte sig alligevel, som om portrætter af lokale haveentusiaster og anmeldelser af børneteaterforestillinger var presserende, livsvigtige emner. Hans ansatte – og dermed også mig – overvejede end ikke at protestere. Franks kone var død tre år tidligere, og lige siden havde han begravet sig i arbejde med en sådan intensitet, at jeg indimellem mistænkte ham for at sove på kontoret.

“Du mener sneen, ikke?”

“Jo, sneen! Er det ikke helt utroligt?”

“Jo,” sagde jeg og kiggede ud på altanen, hvor smedejernsbordet og de matchende stole var dækket af hvidt. “Jeg tror, at meteorologerne har sovet i timen.”

“Det har de da helt bestemt,” sagde Frank. Jeg kunne høre, at han bladrede gennem nogle papirer. “Her er den – vejrudsigten, som den er trykt i dagens avis: ‘Skyet, op til 15 grader og risiko for let regn’.”

Jeg rystede på hovedet. “Hvordan kan det ske? Det er næsten sommer – ja, det var det i hvert fald sidst, jeg tjekkede kalenderen.”

“Nu er jeg jo ikke meteorolog, men jeg ved, at det her er et sjældent fænomen. Det bliver vi nødt til at dække.” Franks stemme lød i den grad som en redaktør, der havde fået færten af en vigtig historie.

17

Brombærvinter_TRYK.indd 17

03.08.2020 11.39

Jeg gabte. “Tror du ikke, det mere hører hjemme under nyhederne? En snestorm er vel ikke featurestof, medmindre du vil have mig til at skrive en artikel om snemænd rundt­ omkring i byen?”

“Nej, nej,” fortsatte Frank. “Det er en meget større historie, Claire. Jeg har været igennem en masse gamle aviser, og du gætter aldrig, hvad jeg har fundet ud af.”

“Frank,” sagde jeg og fumlede med termostaten. Jeg skruede den op til 24 grader. Ethan gik meget op i at spare på varmen. “Klokken er ikke engang seks. Hvor længe har du været på arbejde?”

Han ignorerede mit spørgsmål. “Og det er ikke første gang, Seattle har oplevet sådan en snestorm.”

Jeg rullede med øjnene. “Enig, det sneede også i januar, ikke?”

“Claire,” fortsatte han. “Hør nu efter. En snestorm ramte byen på nøjagtig den samme dato i 1933. Usædvanligt sent på sæsonen.” Jeg hørte mere papirraslen. “Det virker lidt mystisk. For næsten 80 år siden ramte et lignende uvejr – en voldsom snestorm – byen, og alting lukkede ned.”

“Ja, det er interessant,” sagde jeg og fik pludselig en heftig trang til at lave mig en kop varm kakao og liste tilbage i seng. “Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det skulle være en featurehistorie. Burde det ikke være Debbie på nyhedsredaktionen, der dækker den? Det var da også hende, der dækkede sidste års tornado i South Seattle.”

“Det her er større end den historie,” svarede han. “Tænk nu lige over det. To snestorme på samme dato med næsten 18

Brombærvinter_TRYK.indd 18

03.08.2020 11.39

et århundredes mellemrum? Hvis du ikke kalder det oplagt featurestof, så ved jeg ikke hvad, Claire.”

Jeg fornemmede, at der blev skruet op for cheftonen i hans stemme, så jeg gav efter. “Hvor mange ord vil du have, og hvornår er deadline?”

“Du har ret med hensyn til nyhedsredaktionen,” sagde han. “De klarer dagens artikel og morgendagens opfølgninger. Men jeg vil også have en større feature, en oversigt over stormen dengang og nu. Du får en hel sektion. Jeg vil have 6000 ord, og deadline er fredag.”

“Fredag?” protesterede jeg.

“Det bliver ikke svært at finde kilder,” fortsatte han. “Jeg er sikker på, at der ligger bunker i arkivet. Din vinkel kan være: Snestormen vender tilbage.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile. “Du får det til at lyde, som om snestormen er et levende væsen.”

“Hvem ved?” sagde Frank. “Måske er den en god grund til at kaste et blik bagud i fortiden. Finde ud af, hvad vi har overset og glemt …” Hans stemme døde hen.

“Frank,” sagde jeg og sukkede. “Din sentimentalitet angående vejret er bedårende, men slap nu lige lidt af. Jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal kunne skrive 6000 ord om snemænd.”

“Brombærvinter,” mumlede han.

“Undskyld?”

“Snestormen,” fortsatte han. “Den kaldes en brombærvinter. Det kalder meteorologerne en kold periode usædvanligt sent på sæsonen. Lyder det ikke interessant?”

“Det gør det vel,” sagde jeg og tændte for den elektriske 19

Brombærvinter_TRYK.indd 19

03.08.2020 11.39

pejs. Franks vejrforklaring havde givet mig lyst til et stykke lun brombærtærte. “Om ikke andet har vi en virkelig poetisk overskrift.”

“Og forhåbentlig også en virkelig god historie,” sagde han.

“Vi ses på redaktionen.”

“Frank, vent – har du set Ethan her til morgen?” Min mand, avisens chefredaktør, mødte på arbejde før mig de fleste dage, men den seneste tid var han stået endnu tidligere op end vanligt.

“Ikke endnu,” svarede han. “Jeg er alene med et par folk på nyhedsredaktionen. Hvorfor?” “Åh, ikke for noget,” sagde jeg og forsøgte at skjule min bekymring. “Jeg ville bare sikre mig, at han var nået frem i god behold. Gennem sneen og alting.”

“Ja, og pas nu på dig selv derude,” sagde Frank. “Fifth Avenue er en skøjtebane.”

Jeg afbrød forbindelsen og kiggede ned på gaden. Jeg måtte knibe øjnene lidt sammen for at se to skikkelser, en far og et lille barn, der kastede snebolde efter hinanden.

Jeg trykkede min næse mod ruden og mærkede det kolde glas mod min hud. Jeg smilede og frydede mig over deres leg, indtil mit åndedræt duggede vinduet til. Brombærvinter.

Brombærvinter_TRYK.indd 20

03.08.2020 11.39

KAPITEL 3

Vera

D

“

u kommer for sent,” sagde Estella og så strengt på mig fra den anden side af det grå stålskrivebord, da jeg trådte ind i linnedrummet på Olympic Hotel. En enkelt elektrisk pære hang ned fra en ledning i det svagt oplyste kælderlokale. Hun nikkede over mod en bunke rent, hvidt vasketøj, der manglede at blive foldet sammen.

“Ja,” sagde jeg spagfærdigt. “Undskyld. Sporvognen var forsinket, og lige før jeg gik hjemmefra, havde jeg et ubehageligt møde med min …”

“Jeg er ikke interesseret i dine undskyldninger!” bjæffede hun. “Suiterne på femte sal skal rengøres, og det skal gå tjept.

En stor gruppe tjekker ind i aften. Fine folk. Arbejdet skal klares hurtigt og omhyggeligt. Og sørg nu for at folde hjørnerne på sengelagnerne stramt. I går var de løse, og jeg måtte sende Wilma op og gøre dem alle sammen om.” Estella sukkede og vendte igen sin opmærksomhed mod papirbunkerne på skrivebordet.

21

Brombærvinter_TRYK.indd 21

03.08.2020 11.39

“Undskyld, frue,” sagde jeg og skubbede min taske ind i et skab. Jeg strammede mit forklæde, inden jeg satte kursen mod serviceelevatoren. “Jeg skal nok sørge for at gøre det bedre denne gang.”

“Og Vera,” sagde Estella, “du har vel ikke taget drengen med igen?” Hun strakte hals, som om hun forventede at se ham forsøge at gemme sig under min nederdel.

“Nej, frue,” mumlede jeg og begyndte straks at spekulere på, om jeg mon havde husket at stille et glas vand frem til Daniel. Havde jeg? Bliver han tørstig? Jeg skubbede tanken fra mig, mens Estellas blik borede sig ind i mig.

“Godt,” sagde hun. “For hvis du igen forveksler Seattles fineste hotel med en børnehave, er jeg bange for, at jeg bliver nødt til at give dit job til en af de mange kvinder, der vil elske at få det tilbudt. Du burde være taknemmelig for et så velbetalt job i en tid, hvor mange har det rigtigt svært.”

“Ja, frue,” sagde jeg. “Jeg er bestemt taknemmelig. Det vil ikke ske igen.”

“Udmærket,” sagde hun og gjorde en håndbevægelse mod en sølvbakke med to enorme stykker chokoladekage og en flaske champagne. Hvis bare Daniel kunne få et stykke chokoladekage. Jeg besluttede mig straks for at spare mine drikkepenge op, så jeg kunne bage en til ham. Alle børn fortjener at få kage. Selv fattige børn. “Tag bakken med op til værelse 503,” sagde hun. “Manuel er optaget andetsteds. Det er til en vigtig gæst, så sørg for at nette dig, ikke?”

“Ja, frue,” sagde jeg og skubbede rullevognen ud ad døren.

Mens serviceelevatoren kørte opad, studerede jeg kagen 22

Brombærvinter_TRYK.indd 22

03.08.2020 11.39

– mørk chokolade med fudge mellem alle lagene – og boblevandsflasken med den flotte etiket, hvorpå der var printet eksotiske franske ord, jeg ikke forstod. Jeg følte mig pludselig hundesulten, men tvang mit blik bort fra lækkerierne. Med lidt held fandt jeg nok en stump ost eller et kuvertbrød på et af de værelser, jeg skulle rengøre i løbet af natten. Ugen forinden havde jeg opdaget en efterladt steaksandwich. Der var allerede taget små bidder af kanten, men jeg var ligeglad, for jeg havde ikke spist hele dagen.

Jeg forsøgte at holde rullevognen i ro, da elevatoren standsede med et ryk, og stivnede af skræk, da champagneglassene klirrede mod hinanden og med nød og næppe undgik at falde på gulvet. Hvad ville Estella sige, hvis jeg knuste dem? Jeg skubbede vognen ud på gangen og nikkede, da et fashionabelt par gik forbi. De ignorerede mig. Hvor skal de mon hen? I teateret? I operaen? Det var let at hengive sig til fantasifulde drømme, når man arbejdede på et hotel, og for at få tiden til at gå forestillede jeg mig tit, hvordan det ville være at synke ned i en seng med nyvaskede, strøgne lagner og puder, som andre havde rystet og lagt til rette. Når jeg støvede de forgyldte pyntelister af, kastede jeg også et blik ind i skabene for at beundre det skræddersyede tøj, smykkerne, der lå spredt på kommoderne, og parfumeflaskerne, der kostede op til seks måneders husleje i min verden. Engang duppede jeg en dråbe på mit håndled og indåndede den eksotiske blomsterduft af rigdom og luksus. Men så kom jeg til at tænke på Estella og vaskede mig hurtigt med sæbevand.

Efterhånden som jeg arbejdede mig igennem hver af 23

Brombærvinter_TRYK.indd 23

03.08.2020 11.39

suiterne, fandt jeg på historier om gæsternes liv. Jeg overvejede altid, hvordan det ville være for mig, for Daniel, hvis vores omstændigheder var anderledes.

Jeg standsede foran døren til værelse 503 og bankede på.

Der lød musik indenfor. Jazz måske. “Et øjeblik,” sagde en kvindestemme efterfulgt af en fnisen.

Straks efter blev døren åbnet, og en smuk kvinde på min egen alder kom til syne. Brysterne vældede ud over kanten på en sartrosa blondenatkjole, der var strammet tæt til hendes talje. Det korte hår, der var farvet iøjnefaldende gyldenblondt, krøllede let i spidserne, som man altid så det i reklamerne. Da hun kiggede ned på rullevognen, kunne jeg se hendes naturligt mørke hårfarve i bunden af skilningen. “Åh, mums,” hvinede hun og lod sin pegefinger glide langs kanten af kagen, inden hun slikkede på den helt uden at tage sig af min tilstedeværelse. “Lon,” sagde hun med en kælen stemme over skulderen. “Din djævel. Du ved, at jeg ikke kan modstå champagne og chokolade.”

Jeg fulgte hende ind på værelset. Luften var fyldt med moskusagtig eau de cologne, og mine kinder blussede, da jeg fik øje på en halvnøgen mand i sengen. Med tæppet draperet omkring livet lignede han en konge, der lænede sig op ad en overflod af puder. “Stil den bare herovre hos mig, min pige,” sagde han venligt og mødte mit blik. Jeg vendte mig bort, fordi jeg var forlegen over at se hans nøgne brystkasse – den var solbrændt og glinsende, som om han netop havde motioneret. “Åh,” sagde han og smilede. Det var tydeligt, at han gerne 24

Brombærvinter_TRYK.indd 24

03.08.2020 11.39

ville have mig til at se op igen. “Du skal ikke være genert, min søde ven. Er du ny her?”

“Nej, sir,” svarede jeg. “Jeg mener, jo, sir. Jeg har kun været her et halvt år.”

Kvinden virkede ret irriteret over vores samtale. “Lonnie,” surmulede hun, “lad mig nu fodre dig med kage.”

“Om et øjeblik, Susie,” sagde han uden at fjerne blikket fra mig. “Jeg hedder Lon Edwards. Jeg tror ikke, jeg har haft fornøjelsen af at gøre dit bekendtskab.” Han rakte hånden frem. Kvinden skulede.

Jeg tog den kejtet og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg nøjedes med: “Jeg hedder Vera. Vera Ray.” “Jeg er glad for at hilse på dig, min ven,” sagde han og stoppede en glat femdollarseddel ned i lommen på mit forklæde.

Jeg tog et skridt bagud og nejede. “Tak, sir, øh, Lon. Jeg mener mr. Edwards.”

“Jeg håber at møde dig igen,” sagde han og smilede bredt, inden han atter vendte opmærksomheden mod Susie, der på en gang virkede både mopset og opsat på at spise kage.

“Ja, sir,” stammede jeg. “Tak, sir. Godaften.”

Da døren gled i bag mig, sukkede jeg dybt og fik samtidig øje på Gwen, der stod og ventede på gangen. Hun var lavstammet og buttet og havde et uheldigt ar på sin venstre kind. Men hun var også sjældent sur og beklagede sig aldrig, og derfor var vi kommet godt ud af det med hinanden fra begyndelsen.

“Estella sendte mig op for at hjælpe dig på den her etage,” kvidrede hun. “Der er en stor gruppe gæster på vej. Vi skal 25

Brombærvinter_TRYK.indd 25

03.08.2020 11.39

skynde os.” Hun smilede bredt. “Jeg kan se, at du har hilst på Lon.” Jeg trak på skuldrene og klappede på lommen. “Han giver gode drikkepenge.”

Gwen lo. “Han har også et eller andet med stuepiger.”

“Gwen!” gispede jeg. “Du antyder vel ikke, at jeg ville …”

“Nej, nej,” svarede hun og stak mig drillende i siden med sin fjerkost. “Det er bare, fordi den kvinde, som er sammen med ham nu – Susie – hun arbejdede som stuepige tidligere.”

“Du mener, at hun var …?”

Gwen nikkede. “Ligesom os. Og nu har han hende boende i sin suite, hvor hun – sminket og letpåklædt – står til rådighed for ham dag og nat.”

Mine kinder brændte ved tanken. “Hvor helt og aldeles afskyeligt.”

Gwen trak på skuldrene. “Det tror jeg ikke, at Susie synes.

Han giver hende 100 dollars om ugen og lov til at råde over bilen med chauffør. Det er da helt sikkert sjovere end at skrubbe gulve.”

“Sagde du 100 dollars om ugen?”

Gwen havde fået et længselsfuldt ansigtsudtryk. “En formue.”

“Jo,” sagde jeg, trak vejret dybt og lod så tanken fare. “Jeg ville nu aldrig sælge mig selv på den måde.”

Gwen trak på skuldrene. “Du skal aldrig sige aldrig,” sagde hun, da vi låste os ind i det første af 11 værelser, der skulle rengøres og nettes. “Vi lever i en skræmmende tid. Mange mennesker har det rigtigt svært. Min ældste søster bor i 26

Brombærvinter_TRYK.indd 26

03.08.2020 11.39

Kansas. Hendes mand er arbejdsløs, og de har otte børn. Otte munde at mætte. Kan du forestille dig, hvad hun er villig til at gøre for at kunne sætte mad på bordet? Jeg er i hvert fald glad for, at jeg kun har mig selv at tage vare på.”

Jeg tænkte på Daniel og mit besvær med at få betalt hus­ lejen. Jeg kunne ikke holde mr. Garrison hen ret meget længere. Om et par dage – højst en uge – ville vi stå på gaden.

“Gwen,” sagde jeg lavmælt, “du har vel ikke 20 dollars, jeg kan låne af dig? Det er til huslejen. Jeg er virkelig i knibe.”

“Gid jeg havde,” sagde hun, og de venlige øjne strålede af medfølelse. Jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed.

Hvordan kan jeg forvente, at hun skal redde mig, når jeg ved, at vi er i samme båd? “Her,” sagde hun og rakte mig to krøllede pengesedler. “Det er mine sidste to dollars.”

“Jeg lover at betale dig tilbage,” sagde jeg.

“Det skal du ikke tænke på,” svarede hun og pegede på sengen. “Lad os nu begynde med at få det snavsede sengetøj af. Du må gerne få alle drikkepengene, der ligger til os på værelserne. Måske er vi heldige i dag.”

“Måske,” sagde jeg.

Klokken fem om morgenen var vi færdige med etagen – selv den store penthousesuite havde fået en overhaling – og mine hænder var røde og sprukne. Gwen gabte og rakte mig en dåse ansigtscreme, som nogen havde efterladt på et af de tomme værelser. “Smør lidt af det her på,” sagde hun. “Det hjælper.”

Jeg glædede mig over hendes omsorgsfulde gestus.

27

Brombærvinter_TRYK.indd 27

03.08.2020 11.39

“Skal vi spise på dineren, inden vi tager hjem?”

“Det kan jeg desværre ikke,” svarede jeg. “Jeg bliver nødt til at være tilbage, inden Daniel vågner.”

Gwen lagde hånden på min arm. “Det er svært at lade ham være alene, ikke?”

Jeg nikkede og var opmærksom på hvert et sekund, jeg spildte. Daniel ventede. “Det er faktisk helt ubærligt.” Det sved i mine øjne, og jeg kiggede væk.

“Det er jo heldigvis ikke for evigt,” sagde hun. “Du skal nok klare det. Du møder en mand. En dejlig mand.”

Jeg havde mest lyst til at sige: Det har jeg jo allerede gjort, og se bare, hvordan det gik, men jeg nikkede i stedet. “Ja,” sagde jeg, “nu må det snart være min tur til at være heldig, ikke? Og din selvfølgelig.”

Gwen blinkede. “Nemlig,” sagde hun og gav mig et knus.

“Nå, hvordan gik det med drikkepenge?”

Jeg trak på skuldrene. “Fire dollars.”

Gwen smilede. “Læg så dem sammen med mine to og dem, du fik af Lon, og du har …”

“Ikke nok til at betale huslejen,” sagde jeg opgivende.

Gwen sukkede. “Jamen det er da en begyndelse. Giv din søde dreng et kys fra mig.”

“Det skal jeg nok,” sagde jeg og åbnede døren til gaden.

En kold vind ramte mine kinder, strøg gennem min sweater og sendte kuldegysninger ud i hele min krop. Da jeg tog et skridt ud på fortovet, snappede jeg efter vejret af overraskelse, fordi min fødder sank ned i mindst ti centimeter nyfalden, kridhvid sne. Ih, du milde, sne? I maj? Det ustadige 28

Brombærvinter_TRYK.indd 28

03.08.2020 11.39

vejr passede på en eller anden måde til verdens grusomhed.

Jeg sukkede. Hvordan skal jeg nu komme hjem? Sporvognene kører ikke i sådan et vejr.

Jeg vidste, at jeg måtte gå, og at det skulle være hurtigt.

Lejligheden lå ikke så langt borte, men i snevejr og med et hul i sålen på min højre sko ville det komme til at føles som en uendelig rejse. Men det var ligegyldigt. Jeg styrede efter Daniel. Jeg hastede afsted, men en halv time senere gjorde mine fødder ondt, og jeg ømmede mig over den intense smerte fra det blotlagte stykke hud på fodsålen. Jeg humpede ind i en gyde, rev foret i min kjole fri og viklede det omkring foden. En mand med et tilsodet ansigt stod og hang over en skraldespand. Han havde tændt et lille bål under et interimistisk læskur, hvor han stod og stak til gløderne med en pind. Mine hænder var iskolde, og jeg længtes efter varme, men hans afvisende ansigtsudtryk sagde mig, at det nok var bedst at fortsætte videre. Og i øvrigt var der ikke tid til at holde pause. Daniel ventede. Jeg stred mig op ad en bakke og derefter en mere. Stofstrimlen dulmede kun smerten i min forfrosne fodballe et øjeblik, inden den igen begyndte at dunke og stikke. Der er kun to bakker mere. Fortsæt. Jeg ville være hjemme ved solopgang og give ham et kys, så snart han åbnede øjnene. Det skyldte jeg ham.

Da jeg nåede frem til beboelsesejendommen, kunne jeg ikke længere mærke mine fødder. Alligevel skyndte jeg mig indenfor og kæmpede mig op ad trappen. Der var ingen varme på, men opgangen føltes lun, fordi temperaturen her lå mindst ti grader over den, der herskede ude på gaden.

29

Brombærvinter_TRYK.indd 29

03.08.2020 11.39

“Hej med dig, smukke,” råbte en mand efter mig fra lobbyen. Jeg hadede at bo over baren, for det betød, at jeg altid skulle skubbe mig forbi en flok fyldebøtter – nogle af dem var nærmest bevidstløse af druk, andre var aggressive og tydeligvis ude på at starte et slagsmål, og endnu andre var på jagt efter en kvinde. En af dem greb fat i min hånd, men jeg vristede mig fri længe nok til at springe op ad trappen og barrikadere mig inde i lejligheden. Mens jeg låste døren, nåede jeg at gå i panik et øjeblik, for i min udmattelse kunne jeg pludselig ikke huske, om jeg havde låst mig ind med nøglen, eller om døren havde stået åben. Jeg havde vel låst den, inden jeg tog på arbejde aftenen forinden? Trætheden spillede mig et puds.

Den ild, jeg havde tændt i pejsen, inden jeg var gået hjemmefra, var for længst døet ud. Luften i lejligheden føltes kold. Iskold. Stakkels Daniel havde kun et tyndt vattæppe til at varme sig under. Havde han mon frosset? Jeg rystede ved tanken om byens velhavende borgere, der lå behageligt under varme dundyner og spiste kage ved midnatstid, mens min lille søn måtte ligge alene og ryste af kulde over en larmende bar. Hvordan kunne verden være så uretfærdig? Jeg stillede tasken fra mig og trak den snevåde sweater af – den havde fået små, frosne pletter, der glimtede i morgenlyset. Jeg gik hen til skabet under trappen, åbnede den lille låge og hentede mit armbånd ud fra det hemmelige gemmested. Daniel elskede at lade sine små fingre glide langs guldkæden. Jeg lukkede smykkelåsen omkring håndleddet, for han blev altid så glad, når jeg havde det på.

30

Brombærvinter_TRYK.indd 30

03.08.2020 11.39

Jeg var lige ved at gabe, mens jeg gik op ad trappen til Daniels værelse, men jeg glædede mig så meget til at se min lille dreng, at jeg overvandt udmattelsen. Han ville naturligvis fryde sig over sneen. Vi ville gå ud og bygge en snemand og bagefter få varmen foran pejsen. Jeg ville tage en lur, mens han sov til middag. En perfekt dag.

Jeg åbnede døren til hans værelse. “Daniel, mor er hjemme!”

Jeg knælede ved siden af den lille seng og trak vattæppet til side. Der var ikke andet under det end krøllede lagner, som var kolde og stive. Mit blik gled rundt i rummet. Jeg kiggede under sengen og bag ved døren. Hvor er han? “Daniel, gemmer du dig for mama?”

Stilhed.

Jeg løb ud på toilettet og derefter ned i køkkenet. “Daniel!” skreg jeg. “Daniel, hvor gemmer du dig? Kom frem med det samme!”

Hjertet hamrede så heftigt i mit bryst, at det overdøvede lydene fra mændenes slagsmål nedenunder. Mit blik fløj rundt i hele lejligheden, og jeg bad til, at det bare var en af hans små lege. Om et sekund ville han sikkert springe frem fra sit gemmested bag døren til spisekammeret og råbe: “Her er jeg!”, som han plejede, når vi legede sammen.

“Daniel?” kaldte jeg igen, men det eneste svar var mit eget ekko, der dirrede i den kolde, tomme luft.

Jeg skubbede hoveddøren op og løb ned ad trappen. Jeg standsede ikke for at tage mere tøj på, men det var også ligegyldigt. Jeg mærkede ikke kulden, kun rædslen. Han måtte 31

Brombærvinter_TRYK.indd 31

03.08.2020 11.39

være i nærheden. Måske var han vågnet, havde set sneen og besluttet sig for at gå ud og lege.

“Har du set min søn?” spurgte jeg indtrængende en forretningsmand i overfrakke og hat. “Han er tre år og cirka så høj.” Jeg viste med hånden, hvor Daniels hoved nåede til på mit ben. “Han har en blåternet pyjamas på. Han har en bamse med en …”

Manden rynkede panden og skubbede sig forbi mig.

“Hvilken mor lader et treårigt barn gå ud i sådan et vejr?” mumlede han, mens han fortsatte hen ad gaden.

Hans ord sved, men jeg blev ved med at gribe fat i andre mennesker på fortovet. “Frue!” råbte jeg til en kvinde, der kom gående med sin lille datter på fortovet. De var klædt i matchende uldfrakker med smarte, grå hatte. Hjertet sank i livet på mig. Daniel har ikke engang en varm frakke. Hvis han er ude i det her vejr … Jeg så direkte på kvinden, bønfaldt hende med mine øjne som én mor til en anden. “De har vel ikke tilfældigvis set en lille dreng vandre rundt et sted i nærheden? Han hedder Daniel.” Jeg havde svært ved at genkende min egen stemme. Den var desperat og skinger.

Hun stirrede mistænksomt på mig. “Nej,” sagde hun koldt.

“Det har jeg ikke.” Hun trak datteren tættere ind til sig, da de fortsatte hen ad fortovet.

“Daniel!” skreg jeg igen – denne gang ned ad en gyde, hvor jeg af og til lod ham hoppe i paradis eller spille terninger med de andre børn, mens jeg strikkede om eftermiddagen.

Intet svar. Så kom jeg i tanke om, at det nok var en god ide at lede efter fodspor i sneen. Hans fødder var så små, at jeg 32

Brombærvinter_TRYK.indd 32

03.08.2020 11.39

måtte kunne genkende dem. Men efter et par minutters eftersøgning gav jeg op. Sneen faldt så tæt, at den hurtigt dækkede alle spor som et tungt tæppe.

Jeg gik et par skridt længere ind i gyden, og denne gang blev mit blik fanget af noget blåt. Jeg løb hen til det og faldt på knæ, mens jeg hulkede og rystede heftigt på hovedet. Nej. Nej, gud, nej! Daniels elskede bamse, Max, lå med ansigtet ned i sneen. Jeg samlede den op og trykkede den ind mod mit bryst, mens jeg vuggede frem og tilbage, som jeg ville have gjort det, hvis jeg forsøgte at trøste Daniel efter et mareridt.

Jeg rystede over hele kroppen. Min lille dreng var forsvundet.

Brombærvinter_TRYK.indd 33

03.08.2020 11.39