Døden på stranden

Døden på stranden_TRYK.indd 2

26/08/2019 10.50

Ann Cleeves

Døden på stranden På dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Døden på stranden_TRYK.indd 3

26/08/2019 10.50

Døden på stranden er oversat fra engelsk efter The Long Call Copyright © Ann Cleeves 2019 Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2019 ISBN 97‑887‑12‑05922‑6 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfotos: Shutterstock og Unsplash/Chris Ried Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Døden på stranden_TRYK.indd 4

26/08/2019 10.50

1

D

en dag liget blev fundet på stranden, kredsede Matthew Venns tanker allerede om døden. Han stod uden for North Devon Krematorium i udkanten af Barnstaple på et blomstertæppe af violette krokus og så til lidt på afstand, da rustvognen kørte hans fars kiste hen til kapellet. Da den lille gruppe deltagere i bisættelsen gik indenfor, trådte han nærmere. Der var ingen, der anfægtede hans ret til at være der. Jakkesættet, det diskrete slips og sølvstænkene gav indtryk af en adstadig og respektabel mand, ikke typen, der tog chancer eller forbrød sig mod reglerne. Matthew tænkte, at han kunne have været præsten, der kom lidt for sent til bisættelsen. Eller en forsagt efterladt, forlegen og selvudslet‑ tende med sin blege hud og sine hundeøjne. En fremmed, der så ham for første gang, ville sikkert have forventet deltagende og venlige ord fra hans side. I virkeligheden var Matthew vred, men han havde for længst lært at skjule sine følelser.

Han kiggede ned mod sine fødder for at sikre sig, at han ikke havde trådt på nogen blomster, og gik så ind mellem gravstenene og hen mod stien til kapellet. Døren ind til kapellet stod stadig åben – det var en usædvanlig varm dag så tidligt på året – og han kunne høre, at gudstjenesten var gået i gang indenfor. Den karak‑ teristisk fyldige og indlevende stemme ville han genkende hvor som helst: Dennis Salter i gang med at opildne sine tilhørere og forsikre dem om, at Andrew Venn var i Himlen, og at selv om de 5

Døden på stranden_TRYK.indd 5

26/08/2019 10.50

var kede af det, skulle de ikke være det på deres broders vegne.

Derpå fulgte kirkeorglets tunge brusen og de langsomme toner til en salme, som Matthew kendte, men ikke kunne sætte navn på.

Han forestillede sig, at Alice Wozencroft sad krumbøjet ind over klaviaturet, klædt helt i sort med sine klolignende hænder og sin krumme næse – en krage op ad dage. Hun havde allerede virket gammel, da han var barn. Dengang havde han været medlem af trossamfundet Barumbrødrene – af fødsel og af overbevisning – og sine forældres stolthed og fremtidshåb. Nu var han udstødt. Dette var hans fars bisættelse, men han var ikke velkommen.

Salmen klingede tungsindigt af, og han gik lidt væk. Inden længe ville bisættelsen være slut, og hans fars kiste ville glide om bag gardinet og blive forvandlet til aske. De få fremmødte, hovedsagelig ældre kvinder, ville samles udenfor i solen og tale lidt sammen, og bagefter ville de måske tage hjem til hans mor, hvor der blev budt på te og hjemmebag samt små glas sød sherry.

Hans navn ville muligvis blive nævnt i forbifarten. Disse men‑ nesker kunne udmærket sætte sig ind i, at en kvinde, der havde mistet sin mand, savnede sin eneste søn i sådan en stund, men trods deres medfølelse kunne det ikke komme på tale at invitere ham. Han havde selv valgt at forlade Barumbrødrene. Matthew stod et øjeblik og tænkte, at manglende tro ikke havde ret meget med valg at gøre. Tvivl var som en kræftsygdom, der spredte sig spontant. Han fortrængte skyldfølelsen, der stadig gemte sig et sted i hans krop og murrede som en tandpine. Og han fordrev årsagen til sin vrede og den flossede rest af tro, der gav ham den tanke, at hans far – hans fars ånd eller sjæl – måske stadig holdt øje med ham og stadig var skuffet over sin søn. Så gik han hurtigt tilbage sin bil.

Telefonen ringede, da han var nået næsten helt derhen. Han lænede sig op ad kirkegårdsmuren med ansigtet vendt op mod 6

Døden på stranden_TRYK.indd 6

26/08/2019 10.50

solen. Opkaldet var fra hans kollega kriminalbetjent Ross May. Ross’ energi var udmattende. Matthew kunne mærke den summe gennem telefonen og ind i øret. Ross var en mand, der var helt fremme i skoene. Han pumpede jern, var medlem af den lokale løbeklub og spillede rugby. En ægte holdspiller, undtagen – lod det til – når han var på arbejde.

“Hvor er du, chef?”

“Bare ude at køre.” Matthew havde ikke lyst til at indvie Ross May i, hvor han var.

“Kan du komme? Nogen har fundet et lig på stranden ved Crow Point. Det er jo din hjemmebane.”

Matthew tænkte efter. “Er det en ulykke?” Det hændte, selv i roligt vejr. Strømforholdene var uberegnelige det sted. “Er det en, der er blevet skyllet i land efter at være kæntret i en lille båd?”

“Nej. Tøjet er tørt, og han blev fundet over tidevandslinjen.

Og der er også et stiksår.” Matthew havde kun hørt Ross så ivrig, når surfinghjemmesiderne, som han altid var inde på, lovede en perfekt bølge.

“Hvor er du?”

“Jeg er på vej derud. Jen er sammen med mig. Vi har først lige modtaget anmeldelsen. En gadestrisser tog derud som den første på stedet. Ligesom dig tænkte hovedkvarteret, at det var en ulykke.”

Gadestrisser. Matthew undlod at give Ross en røffel for hans manglende respekt for en kollega. Hvis du omtaler en politimand på den måde, ender du selv som ordensbetjent. Men det var ikke det rette tidspunkt. Matthew var stadig ny i teamet og ville i stedet hive bemærkningen frem under næste medarbejdersam‑ tale. Desuden var Ross kriminalkommissærens kæledægge, og det kunne bedst betale sig at gå varsomt frem. “Jeg møder dig på stedet. Parkér for enden af bomvejen, og så tager vi den til 7

Døden på stranden_TRYK.indd 7

26/08/2019 10.50

fods derfra.” Bilen skulle nødig sidde fast i sandet på den lille vej, der førte ud til pynten.

Så tidligt på sæsonen var der ikke meget turisttrafik. Midt om sommeren kunne det tage ham over en time at køre hjem fra politistationen i Barnstaple, kofanger mod kofanger bag store biler, der blokerede de smalle veje, og som ville være helt til grin selv i de Londonforstæder, hvor de var indregistrerede. I dag kørte han over den nye bro, der førte over floden Taw. Oppe ad floden kunne han se Rock Park og den skole, han i sin tid havde gået på.

Dengang havde han været en drømmer, som flygtede ind i histo‑ rier og glemte alt omkring sig på lange, ensomme gåture, hvor han så sig selv som digterspire. Ingen andre havde opfattet ham på den måde. Han havde været anonym, en af den slags drenge, som lærerne og de andre elever let glemte. Da han havde været til en fest for gamle elever nogle år forinden, var det gået op for ham, at han kun havde haft få rigtige venner. Han havde været alt for regelret, lidt for from. Hans forældre havde sagt til ham, at han ville blive en dygtig prædikant, og han havde troet på dem.

Han blev bragt tilbage til nuet, da han nåede Braunton. Det havde kun været en landsby, da han var barn, men nu virkede den som en mindre by, ikke helt en kystby, men en port til kysten.

Børnene havde lige fået fri fra skole, og han forsøgte at tøjle sin utålmodighed ved lyskrydset i centrum. Så drejede han til ven‑ stre mod flodmundingen, hvor Taw mødte Torridge og løb ud i Atlanterhavet. Mod nord sås i det fjerne skråningen af Baggy Point med et fint hotel placeret som en hvid blok lige under horisonten.

Det virkede monumentalt, men samtidig uanseeligt på grund af afstanden og lyset.

Som Ross havde sagt, var dette Matthews hjemmebane, men eftersom han var på vej til et gerningssted, kastede han et grun‑ digt blik på omgivelserne. Det lille industrikvarter, hvor man 8

Døden på stranden_TRYK.indd 8

26/08/2019 10.50

fremstillede surfbrætter og smart friluftstøj, og markerne, som man havde genopdyrket for at forsyne tilflyttere og overklasse‑ turister med økologiske grøntager. Vejen snævrede ind. Til hver side var der et gærde med kantstillede sten og et levende hegn øverst. Der hang allerede rakler på træerne, og inden længe ville der være kodrivere. De stod allerede i blomst på steder med læ i deres egen have.

Da Matthew kom til marsken, blev himlen større, og hans humør lettede, som det altid gjorde i de omgivelser. Hvis han stadig havde troet på den almægtige, ville han have opfattet sin reaktion på vidderne og lyset som en religiøs oplevelse. Det havde været en våd vinter, og grøfterne og pytterne var fyldt med vand, hvilket lokkede måger og vadefugle til. Det flade marskområde var stadig præget af vinterens grå, brune og olivengrønne farver. Havet var ikke synligt, men hvis han steg ud af bilen, ville han kunne lugte det, og under en storm ville han også kunne høre bølgerne brydes mod den lange strand, der strakte sig flere kilometer mod landsbyen Saunton.

Han nåede frem til bomvejen, der førte til floden, og så, at der stod en betjent der. I rabatten over for bomhuset holdt der en patruljevogn. Betjenten skulle lige til at give Matthew besked på at vende om, men så genkendte han ham og hævede bommen.

Matthew kørte igennem, standsede og trykkede på en knap i bil‑ døren, så sideruden gled ned.

“Var du den første på stedet?”

“Ja, det blev anmeldt som en ulykke.” Betjenten var ung og så stadig en smule utilpas ud. Matthew spurgte ham ikke, om det var første gang, han havde set et lig. Det var uden tvivl hans første drabssag. “Dine kolleger er her allerede. De sendte mig herop for at holde folk væk.”

“Fornuftigt af dem. Hvem fandt manden?”

9

Døden på stranden_TRYK.indd 9

26/08/2019 10.50

“En kvinde, der var ude at lufte sin hund. Hun bor i et af de der nye huse i Chivenor. Hun har aftalt med en nabo, at denne henter hendes barn fra skole, men hun ville gerne være hjemme til at tage imod ham. Så jeg tjekkede hendes id, fik hendes adresse og telefonnummer og lod hende tage af sted. Jeg håber, det var i orden.”

“Perfekt. Der er ingen grund til at have hende rendende her.”

Matthew gjorde en kort pause. “Er her andre biler?”

“Ikke længere. Et ældre par var på vej hen til deres Volvo, da jeg kom. Jeg fik navn og adresse på dem og noterede bilens regi‑ streringsnummer, men de kom fra den anden retning og sagde, at de ikke havde set noget. På det tidspunkt troede jeg stadig, at det drejede sig om en ulykke, så jeg stillede dem ikke rigtig nogen spørgsmål og lod dem bare køre.”

“Jeg ved ikke, hvor lang tid det her kommer til at tage,” sagde Matthew. “Jeg får nogen til at afløse dig hurtigst muligt.”

“Det er helt i orden.” Manden nikkede over mod bomhuset. “Jeg var nødt til at forklare dem, hvad der er sket, og de har allerede tilbudt mig en kop te. De siger, at de nok skal holde øje, hvis jeg får brug for at låne toilettet.”

“Jeg taler med dem lidt senere. Vil du bede dem blive hjemme så længe?”

“Bare rolig. De vil have det hele med.”

Matthew nikkede og kørte videre. Han havde ladet ruden være rullet ned, og nu kunne han høre brændingens brusen og en sølv‑ måges skrig, den lyd, ornitologer kaldte “det lange kald”, og som i hans ører altid lød som et vildt smerteskrig. Det var hjemegnens lyde. Han kom rundt om et sving og kunne nu se huset. Deres hus. Hvidt og lavt og skærmet mod det værste af vinden af en række ludende ahorn og tjørne. Et typisk familiehjem, selv om de endnu ikke havde stiftet familie. Det var noget, de havde talt om 10

Døden på stranden_TRYK.indd 10

26/08/2019 10.50

og derefter ladet svæve i luften. Måske var de begge for egoistiske.

De havde fået huset billigt, fordi det lå i et område, der ofte blev oversvømmet. Ellers ville de aldrig have haft råd til det. Når det var højvande og hård kuling fra vest, ville vandet fra Taw løbe over diget og oversvømme marsken. Så ville de være omringet af vand som en ø. Men udsigten til de åbne vidder var risikoen værd.

Han standsede ikke, men kørte videre, indtil han fik øje på Ross’ bil. Så parkerede han og gik op ad den smalle klitrække, indtil han havde udsigt til kysten. Her var floden bred, og det var svært at se, hvor Taw sluttede og Atlanterhavet begyndte. Længere fremme løb den anden flod i North Devon, Torridge, ud i havet ved Instow. Crow Point ragede ud i vandet på denne side af flod‑ mundingen. Vand og vejr havde ædt sig ind på området, som nu så skrøbeligt ud og kun var tilgængeligt til fods. Den lavtstående sol badede havet i en gylden farve og fik omgivelserne til at kaste lange skygger, og han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se skikkelserne i det fjerne. Små tændstikfigurer, der nærmest virkede fortabte i det vidtstrakte sceneri af sand, hav og himmel.

Han kurede ned ad klitten og gik hen ad stranden mod dem lige under tidevandslinjen.

De stod lidt på afstand af liget og ventede på, at retsmedicineren nåede frem, og at teknikerne kom og satte deres afskærmningstelt op. Matthew tænkte, at det var heldigt, at det var vindstille i dag, og at manden var blevet fundet i det tørre sand og ikke i vandet.

Hvis det havde været stormvejr, ville teltet være blevet blæst halv‑ vejs til USA, og højvandet ville have ført ham til havs. De var ikke under noget tidspres bortset fra folk ude på gåtur og hundeluftere, som gerne ville have deres strand tilbage. Og så hastede det som sædvanlig også med at underrette de pårørende om dødsfaldet og komme i gang med efterforskningen.

Jen og Ross havde holdt udkig efter ham, og Jen vinkede, så 11

Døden på stranden_TRYK.indd 11

26/08/2019 10.50

snart han kom ned på stranden. Matthews indre puritaner misbil‑ ligede Jen, hans kriminalassistent. Hun havde fået sine børn for tidligt, var skredet fra et voldeligt ægteskab og havde kappet sine nordengelske rødder for at tiltræde en stilling i Devon og Cornwall Politi. Nu var hendes børn teenagere, og hun nød det liv, som hun var gået glip af i 20’erne. Hun festede og drak igennem. Havde hun været en mand, ville man have kaldt hende macho. Hun var rødhåret og temperamentsfuld, hun var veltrænet og så fantastisk ud, og hun foretrak sine mænd på samme måde. Men Matthew kunne nu alligevel ikke lade være med at beundre hendes mod og energi. Hun tilførte afdelingen sjov og latter, og hun var den bedste efterforsker, han nogensinde havde arbejdet sammen med.

“Nå, hvad har vi med at gøre?”

“Det er svært at sige, før vi får kigget ordentligt på ham.” Ross vendte sig om mod offeret.

Matthew kiggede på manden. Han lå på ryggen i sandet, og Matthew kunne se stiksåret i brystet og det blodplettede tøj.

“Hvordan kunne nogen tro, at det var en ulykke?”

“Da kvinden fandt ham, lå han med ansigtet nedad,” sagde Ross. “Det var betjenten, der vendte ham om.” Han himlede med øjnene, men Matthew kunne godt forstå, hvorfor betjenten havde gjort det. Når man så manden bagfra, lignede det faktisk en ulykke, og almindelige ordensbetjente havde ikke den store erfaring med uforklarlige dødsårsager.

Manden var iført slidte jeans, en kort denimjakke uden på en sort sweatshirt og støvler, der havde set bedre dage: Sålen var slidt helt ned, og der var næsten hul i hælen. Håret var så fyldt med sand, at det var svært at se, hvilken farve det var. På halsen havde han en tatovering af en fugl. Matthew var ikke ekspert, men fuglen havde lange vinger. En sule måske eller en albatros, fint tegnet i grå nuancer. Den døde var spinkel, ikke en gammel mand, mente 12

Døden på stranden_TRYK.indd 12

26/08/2019 10.50

Matthew, men derudover var det umuligt at sige noget om ham på den afstand. Ross stod nærmest og trippede som et hyperaktivt barn. Det var en pinsel for ham ikke at foretage sig noget. Synd for dig, tænkte Matthew. Det er på tide, at du lærer at leve med det.

Ross havde noget af en forkælet skoledreng over sig. Det skyldtes geléhåret og designerskjorterne, hans manglende evne til at sætte sig ind i andre måder at se verden på. Han virkede som en mand, der ikke sådan lod sig rokke i sine holdninger. Hans ægteskab med Melanie, som Jen engang havde beskrevet som det perfekte modetilbehør, havde ikke forandret ham. Tværtimod bestyrkede Melanies beundring ham blot i hans høje tanker om sig selv.

“Jeg har tænkt mig at tale med dem, der bor i bomhuset. Bom‑ men går op af sig selv nu om dage – man kommer bare penge i automaten – men beboerne kender dem, der plejer at komme her, og har måske bemærket noget usædvanligt.” Matthew havde allerede vendt sig om for at gå tilbage langs stranden til sin bil og sagde henkastet: “Jen, du tager med mig. Ross, du venter på retsmedicineren. Giv mig besked, når hun er kommet.”

Da han så skuffelsen i Ross’ ansigt, følte han et øjebliks lat‑ terlig, barnlig skadefryd.

Døden på stranden_TRYK.indd 13

26/08/2019 10.50