De danske ministerier 1972-1993. Poul Schlüters tid 1982-1993

De danske ministerier 1972-1993 Del II Poul Schlüters tid 1982-1993 © 2018 Forfatterne og Gads Forlag Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Grethe Jensen Billedredaktion: Rosanna Farbøl Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidebilleder: Øverst Ritzau Scanpix, fotograf Bo Svane, nederst Ritzau Scanpix Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group, Bosnien-Hercegovina ISBN 978-87-12-05527-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Poul Schlüters tid.indd 678

03/10/2018 07.46

DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 DEL 2

POUL SCHLÜTERS TID 1982-1993 Niels Wium Olesen under medvirken af Thorsten Borring Olesen

Gads Forlag

Poul Schlüters tid.indd 3

03/10/2018 07.46

Poul SchlĂźters tid.indd 4

03/10/2018 07.46

Indhold Forord 5 Forfatterens forord 15

Ministeriet Poul Schlüter I 10.9.1982-10.9.1987 21 Genopretningspolitik, 1982-84 23 Borgerlig samling i firkløveret 26 Schlüter griber initiativet 29 To dronningerunder 32 Pres på kronen 35 Poul Schlüter: sønderjyde og KU’er 37 Kommunalpolitisk karriere 38 Den konservative borgerkrig 1971-74 39 Den ufarlige kompromiskandidat 41 Lederrollen bygges op 43 Henning Christophersen, vicestatsminister 46 Nye tider i kultur og økonomisk tænkning 48 Uanmeldt kasseeftersyn 52 Koordinationsudvalget 54 Åbningstalen 1982 55 Svar på tiltale 58 Kvindesagsforkæmper på arbejdsministerposten 61 Dyrtidsregulering og dagpenge 63 Havnearbejderkonflikten 65

Indhold |

Poul Schlüters tid.indd 7

7

03/10/2018 07.46

Overenskomstforhandlingerne 1983 69 Partiets mand bliver industriminister 71 Den anden side af indkomstpolitikken 72 Socialministeren fra fattiggården 73 Socialministerens sparekniv 75 Forligsmulighederne 78 Privatisering af ansvaret 79 Indenrigsminister og godsejer 81 Bloktilskud og kommunale besparelser 82 Juraprofessoren bliver skatteminister 86 Et løftebrud 87 Finanslov 1983 90 Skærmtrold i Udenrigsministeriet 92 EF og dansk fiskeripolitik 94 Det alternative flertal manifesterer sig 98 De første fodnoter 102 Brud med dobbeltbeslutningen 105 Konsensus om bistandspolitikken 109 Ninn 110 Taktiker og strateg 112 Udlændingelov 113 Fiskeriminister på svær opgave hjemme og ude 119 Ungdom på forsvarsministerposten 121 Erfaring på økonomiministerposten 125 Gårdmand og landbrugsminister 126 Den pressesky energiminister 127 Ideolog og undervisningsminister 129 Fart på i Undervisningsministeriet 131 Liberal kirkeminister 134 Trafikministeren og den faste forbindelse over Storebælt 135 Bollmann, Mimi og Høyem 138 Kristelig miljøminister med politisk tæft 141 Afslutningsdebatten juni 1983 144 Mod en finanslov for 1984 147 Hvad gør Socialdemokratiet? 150 Valgkampen 153

8 | DE DA NSKE MINISTERIER 1972-1993 – DE L 2

Poul Schlüters tid.indd 8

03/10/2018 07.46

Ministeriet Poul Schlüter I 10.9.1982-10.9.1987 157 Med stabilt flertal, 1984-87 159 Glistrup og det 180. folketingsmedlem 160 Valgets tendenser 161 Valget evalueret og fortolket af de centrale partigrupper 162 Finanslov 1984 – igen 166 Forlig om langsigtet plan 173 Ved sæsonens slutning 178 Christophersen til Bruxelles 183 Ny finansminister 186 Ny formand for Venstre 189 Finanslov 1985 192 Reformprogrammet 196 Frikommunerne 202 Forliste trepartsdrøftelser og dagpengereform 203 Overenskomstforhandlingerne og påskestrejkerne 1985 207 Skattereform 215 Finanslov 1986 og Julepakke 221 Påskepakken 224 Forbrugsfest og overophedning 226 Venstre moderniseres 230 Ideologi er noget bras 233 Kartoffelkuren 236 Energipolitikken 1984-87 239 Opbrud i Socialdemokratiet 242 Forsoning i sikkerhedspolitikken? 243 Sydafrika* 247 Europapolitikken 1984-87* 251 Regeringsrokade 259 De afskedigede 260 De omplacerede og de nye ministre 263 TV 2* 268 Dyrtidsreguleringen afskaffes 275 Stramning af udlændingepolitikken 277 Vandmiljøplaner 281 Vi fortsætter med færger 290 Fast forbindelse over Storebælt 293

Indhold |

Poul Schlüters tid.indd 9

9

03/10/2018 07.46

Melchiors fald – Nør Christensens entré 298 Schlüter, Simonsen og Helveg 302 Status sommeren 1987 304 Valgkampen 1987 308

Ministeriet Poul Schlüter II 10.9.1987-3.6.1988 315 Sidste år med firkløveret 317 Ny socialdemokratisk formand og radikalt frihedsbrev 318 Eftertanke oven på valget 321 Nye ministre 323 Tamilsagen 1.0 328 Åbningstalen 330 Trepartsdrøftelser 332 Finanslov 1988 336 Modløshed 339 Anløbssagen 342 Atomvalget 350

Ministeriet Poul Schlüter III 3.6.1988-18.12.1990 355 Opbrud i blokkene – ude og hjemme 357 Regeringskrise og dronningerunder 359 KVR 364 Forståelsesbrev mellem Lone og Uffe og radikal splittelse 369 Den lille åbningstale og de første forlig 371 Borgerligt stemningsskred 374 Åbningstalen den 4. oktober 1988 og Finanslov 1989 377 Ny formand for Folketinget og lille rokade 381 Overenskomstforhandlinger og arbejdsmarkedspension 384 Christiania 389 Forsvarsforlig 1989 391 Uddannelse på skrump 393 Koldkrigskramper og Murens fald* 396 Tyskland, NATO og CSCE* 403 Bevægelse i EF-politikken* 407

10 | DE DAN SKE MINISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 10

03/10/2018 07.46

Tamilsagen 2.0 410 Efterdønninger af sagen, der ikke ville stoppe 413 Udlændingepolitik 1988-90 417 Sundhedspolitik 421 Værdispørgsmål og jura 423 Reform af miljøpolitikken 432 Privatisering 438 Gang i 90’erne – en overhaling indenom 442 Planen – århundredets største 445 Seks modbydelige måneder 449 Stilhed før stormen 456 KVR – operationen lykkedes, men døde lægerne? 460 Valgkamp og valium 463

Ministeriet Poul Schlüter IV 18.12.1990-25.1.1993 467 Slutakt 469 Det parlamentariske landskab 471 KV-holdet 474 En barsk start 477 Finanslov 1991 og 6 procentskatten 479 CO2-afgiften 480 Ny chance til miljøreformen 483 Problemet, der forsvandt 485 Arbejdsmarkedspensionen 486 Fra sammenbrud til forlig i arbejdsmarkedspolitikken 488 Det socialdemokratiske formandsopgør 493 Aktiv internationalisme* 497 Baltikum* 501 Golfen* 504 Jugoslavien og den aktive internationalismes pris* 509 Maastricht – og grænser for aktiv internationalisme* 515 Undervisnings- og forskningspolitik 520 Anders Fogh, Skatteministeriet og AMBI’en 523 Palæstinensersagen 529 Det nationale kompromis og Edinburghaftalen 532 Tamilsagen 3.0 537

Indhold |

Poul Schlüters tid.indd 11

11

03/10/2018 07.46

Konsekvensen 541 Sidste chance 543 Exit KV 546

Afslutning 549 Genopretningen 550 Udenrigspolitik i opbrud 555 Schlüter-regeringerne og Folketinget 559 Udlændingepolitikken og Tamilsagen 564 Statsminister 566

Anker Jørgensens og Poul Schlüters tider 1972-1993 569 Af Niels Wium Olesen & Thorsten Borring Olesen Efter guldalderen 570 Jordskreddet og politik mellem nye og velkendte tonearter 572 Aktiv internationalisme 581 Regeringens førelse 590

Ministerier og valg 1982-1993 601 Ministeriet Poul Schlüter I (K-V-CD-KrF) 602 Ministeriet Poul Schlüter II (K-V-CD-KrF) 603 Ministeriet Poul Schlüter III (K-V-R) 604 Ministeriet Poul Schlüter IV (K-V) 605 Valget 10. januar 1984 606 Valget 8. september 1987 606 Valget 10. maj 1988 607 Valget 12. december 1990 607

Thorsten Borring Olesen har været hovedforfatter på afsnit markeret med *

12 | DE DANSKE MI NISTERIER 1972-1993 – DEL 2

Poul Schlüters tid.indd 12

03/10/2018 07.46

Kilder og litteratur 608 Utrykt materiale 609 Interview 609 Web-referencer 609 Trykt materiale 609 Aviser mv. 618

Noter 619 Ministeriet Poul Schlüter I, 1982-1984 620 Ministeriet Poul Schlüter I, 1984-1987 632 Ministeriet Poul Schlüter II 647 Ministeriet Poul Schlüter III 650 Ministeriet Poul Schlüter IV 661

Personregister 668

Indhold |

Poul Schlüters tid.indd 13

13

03/10/2018 07.46

Poul SchlĂźters tid.indd 14

03/10/2018 07.46

Forfatterens forord Det har været en stor fornøjelse at bidrage til fortsættelsen af serien De danske ministerier med et bind om Poul Schlüters regeringer 1982-93. Serien er en klassiker inden for historiefaget, og den er et uomgængeligt referenceværk for snart sagt al historieskrivning om dansk politik siden 1848 og frem til 1972. For mig ligger attraktionen i opgaven ikke kun i at kortlægge og analysere regeringernes liv i et spændende tiår af dansk historie. Attraktionen ligger også i at anvende den politiske historie som et prisme for den bredere samfundsudvikling i en periode, hvor det danske samfund og velfærdsstaten slog ind på en vej, der tydeligt leder frem til i dag. Vanskelige prioriteringsdiskussioner om den offentlige sektor og skattetrykket kom for alvor på dagsordenen i 1980’erne.

Det samme gjorde spørgsmål om borgerens rolle og ansvar i forhold til velfærdsstaten.

Desuden blev de instrumenter, vi i dag benævner New Public Management, introduceret som en måde at styre og effektivisere den offentlige sektor på. Endelig kendetegnedes 1980’ernes brede politiske debat i offentligheden af såkaldt værdipolitiske spørgsmål vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitik, indvandrere og flygtninge, organdonation, registreret partnerskab og miljø.

Det omfattende forskningsarbejde bag denne bog har derfor ikke kun bibragt mig en dybere forståelse af min ungdoms samfundsudvikling og politiske liv, men i høj grad også udvidet min forståelse af det danske samfund og dansk politik i dag. Det er min forhåbning, at læseren vil opleve det samme.

Selve bogudgivelsen og store dele af forskningsarbejdet bag den er finansieret af PFA. Anledningen er PFA’s 100-års jubilæum i 2017, hvor Anker Jørgensens tid 19721982 udkom; nu følger hermed Poul Schlüters tid 1982-1993. Dermed fortsætter PFA traditionen, idet det var Pensionsforsikringsanstalten Danmark, som udgav de foregående bind ved selskabets 50- og 75-års jubilæer. Der skal lyde en stor tak til de mange hos PFA, som har været involveret i projektet. Til direktør Søren Espersen og seniorkonsulent Henrik Ørholst, der bød projektet indenfor, og til kommunikationsdirektør Mikkel Friis-Thomsen, public affairs-direktør Janne Bram Jensen og projektleder i public affairs-afdelingen Signe Liliendahl Andreasen, der har fulgt det til dørs.

Poul Schlüters tid udkommer et år efter Anker Jørgensens tid. Bøgerne er en del af samme projekt, som jeg nu gennem godt fem år har arbejdet på sammen med min gode kollega og ven Thorsten Borring Olesen. Det har været et nært og berigende samarbejde med spændende og udviklende diskussioner, gensidig hjælp og støtte og en lang, kontinuerlig samtale om dansk politik dengang og i dag – og om lighederne, forskellene og

Fo rfatteren s f or or d |

Poul Schlüters tid.indd 15

15

03/10/2018 07.46

relationerne mellem fortid og nutid. Det har været en fornøjelse at deles om den fælles glæde ved vores fag og vores interesse for politik. Ligesom jeg skrev afsnit i bogen om Anker Jørgensens tid, har Thorsten også bidraget med afsnit i Poul Schlüters tid. Jeg takker Thorsten varmt for vores samarbejde og hans flotte bidrag til denne bog.

Som Thorsten Borring Olesen også redegjorde for i sit forord til Anker Jørgensens tid, har det været vores ambition at lave en nænsom fornyelse af den genre, som forgængerne Svend Thorsen og Tage Kaarsted grundlagde med deres fire bind om dansk politik 1848-1972. Deres bind er tæt fokuseret på regeringsførelsen og den politiske proces omkring Rigsdagen og senere Folketinget med ganske udfoldede biografier af de enkelte ministre. Vi har ikke fuldstændig brudt med traditionen, men har, hvor vi syntes det relevant, sat det politiske liv i relation til mere generelle samfunds- og kulturudviklinger i Danmark og i udlandet. Forståelsen af ’det politiske’ er for vores vedkommende en anden. Hvor Thorsen og Kaarsted i højere grad så det politiske liv som selve drivkraften i samfundsudviklingen, ser vi det også som en afspejling af samfundsudviklingen.

Som et kulturelt fænomen, om man vil, der er præget af udviklinger, som den politiske magtudøvelse nok kan være med til at forme, men også selv er et resultat af.

Takket været PFA’s gavmilde donation vil De danske ministerier 1972-1993 også blive formidlet på vor hjeminstitution, Aarhus Universitets, formidlingsplatform danmarkshistorien.dk. Her vil man i leksikalt format, altså i kortere form, kunne læse om dansk politik i perioden, ligesom en række kilder, der belyser det politiske liv og samfundsudviklingen, vil blive publiceret til brug for uddannelsesinstitutioner og den almindeligt interesserede bruger.

Bogen bygger først og fremmest på studier af samtidigt, skriftligt kildemateriale fra centraladministrationen, de politiske partier og faglige organisationer. Ministermødereferaterne og koordinationsudvalgets materiale i Rigsarkivet har været særdeles givende kildemateriale. Det samme gælder arkivalierne i de enkelte fagministeriers arkiver.

Her viste Finansministeriets arkiv sig særlig interessant i kraft af ministeriets stigende betydning i 1980’erne. Referaterne af møderne i de tre store partiers folketingsgrupper har givet et uvurderligt indblik i tidens politiske proces. Der er god grund til at takke for den åbenhed, som Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet har vist ved at give adgang til gruppemødeprotokollerne. Desværre viste det sig ikke muligt at opdrive Det Radikale Venstres gruppeprotokol for perioden trods henvendelser til partiets folketingsgruppe og ledende personer i partiets organisation fra dengang. Desuden er samtidige aviser og TV-udsendelser, især Danmarks Radios TV-Avis, blevet anvendt.

Den righoldige erindrings- og selvbiografiske litteratur skrevet af periodens ledende politikere er også blevet anvendt. Tidens politiske liv er desuden blevet dækket i en række biografier skrevet af generationen af journalister, der så at sige voksede op med og formedes fagligt af deres dækning af Schlüters regeringer. Disse journalister gik

16 | DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993 – DE L 2

Poul Schlüters tid.indd 16

03/10/2018 07.46

tæt på den politiske proces. Omkring et tiår senere kom mange af dem så tæt på den, at de blev en del af den ved at blive spindoktorer for det nye årtusindes mest centrale politiske aktører. Disse biografier begyndte at udkomme i begyndelsen af 1990’erne og udgjorde dengang et nybrud i litteraturen om dansk politik. Med først og fremmest amerikansk inspiration gik de tæt på ikke kun den politiske gerning, men også på politikeren som menneske og privatperson. Det så man meget sjældent i 1970’erne og årtierne før. I flere tilfælde er biografiernes kvalitet og lødighed efter min vurdering højere, end de nogle gange effektsøgende journalistiske greb lader ane. Der er generelt tale om godt håndværk med solid brug af som oftest ’levende’ kilder og aviser. Mange af dem svækkes dog af deres ugennemsigtige kildegrundlag, herunder den udbredte brug af anonyme kilder. Specielt problematisk er det i de tilfælde, hvor læseren, der er i besiddelse af særlig indsigt, kan se, at den biograferede person optræder som anonym kilde i biografien om sig selv.

De nyere, amerikansk inspirerede biografier holdes i visse miljøer ud i strakt arm.

Der er eksempler på politikere, der fordømmer genren, og der findes også faghistorikere, som rynker på næsen af dem. En del af kritikken handler om, at der angiveligt krydses en usynlig grænse ved at gå tæt på den biograferede persons privatliv. Det sker måske også i visse tilfælde, men man bør anerkende, at grænsen er svær at trække. Politik bedrives jo af hele mennesker, og privatlivet kan i visse situationer spille en politisk rolle. Som historiker har jeg ikke nogen særskilt interesse i politikernes privatliv, men i visse tilfælde spiller privatlivet faktisk en rolle. Nogle gange også en betydelig rolle.

Privatøkonomiske overvejelser spillede således efter alt at dømme en rolle for finansminister Henning Christophersens afsked med dansk politik i 1984 til fordel for posten som EF-kommissær. I tilfældet Lone Dybkjær og Poul Nyrup Rasmussen kan man ikke forholde sig til den politiske historie og relationen til Svend Auken uden at medtænke, at de, ifølge litteraturen, dannede par fra slutningen af 1987. Særligt i mødet med arkivernes lukkede kilder i forholdets tidlige fase, før det blev kendt af offentligheden, kan man ane en betydning af forbindelsen, som hidtil ikke har været kendt. Men også kun ane, for de skriftlige kilder fortæller aldrig hele historien – og slet ikke i dette tilfælde.

Her er historikerens forsigtighed derfor en dyd, men den må ikke kamme over i naivitet og berøringsangst.

Selvom ikke alle kan nævnes, knytter den største glæde ved at skrive et forord sig til det at takke dem, som har hjulpet på forskellig vis. Jeg vil gerne takke de studerende på det såkaldte ’kildenært emne’ på historiestudiet ved Aarhus Universitet i 2015, 2017 og 2018. De har fulgt Thorstens og min undervisning i dansk politik 1972-93 med entusiasme og vist bogprojektet en rørende interesse. Deres medleven i projektets tilblivelse har i sig selv virket ansporende. Desuden har jeg også lært en del af dem. Det er en daglig glæde at være en del af universitetets forskningsbaserede undervisning. Der skal

Fo rfatteren s f or or d |

Poul Schlüters tid.indd 17

17

03/10/2018 07.46

også gå en tak til vores samarbejdspartnere på danmarkshistorien.dk Anne Sørensen, Mette Frisk Jensen, Rosanna Farbøl og Astrid Elkjær Sørensen. Med sin omhyggelige billedredaktion har især Rosanna været behjælpelig med selve bogen. Desuden vil jeg takke alle kollegerne på Historisk Afdeling ved Aarhus Universitet. Selv om det er en travl arbejdsplads, har det aldrig skortet på et ’hvordan går det?’ og også tid til at stoppe op og lytte, hvis svaret lige dén dag var længere end ’godt’, ’tjah’ eller det, der var værre. En særlig tak skal lyde til afdelingsleder Niels Brimnes, der har været hensynsfuld, omsorgsfuld og støttende på så mange måder. Aarhus Universitet skal også takkes for at have medfinansieret projektet.

Jeg skylder desuden tak til de arkiver og biblioteker, som er blevet benyttet i forbindelse med projektet. Det gælder Folketingets Bibliotek og Arkiv og dets tidligere leder Hanne Rasmussen, samt Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og dets arkivar Jesper Jørgensen. Kenneth Sørensen på Venstres arkiv i Søllerød takkes også for sin hjælpsomhed. Rigsarkivets personale har også været til stor hjælp, især arkivar og forsker Anne Lif Jacobsen. Derudover har vores eget institutbibliotek i Nobel Parken samt Esbjerg Hovedbibliotek ydet stor hjælp.

I forhold til projektets forskningsmæssige del skal der lyde en meget stor tak til vores entusiastiske studentermedhjælpere. Deres dygtighed samt deres evne til at arbejde selvstændigt og ’tænke med’ projektet har imponeret og glædet mig hele vejen igennem. De har ikke kun bidraget med at indhente materiale. De har også i flere tilfælde selvstændigt løst afgrænsede forskningsopgaver. Desuden har de kommenteret manuskripter og givet gode idéer og perspektiver. Det har været en ægte fornøjelse at arbejde med dem. Takken går til: Kristina Møller Andersen, Søren Pietsch-Thomsen, Joan Hald, Pelle Mortensen, Jeppe Fallesen og Max Odsbjerg Petersen.

Jeg vil også gerne takke forskningsleder Rasmus Mariager og journalist Poul Smidt for at have læst og kommenteret dele af manuskriptet. Desuden har professor Marlene Wind, professor emeritus Niels Thygesen samt seniorrådgiver Jan Høst Schmidt og fhv. direktør ved EU-Kommissionen Niels Jørgen Thøgersen været behjælpelige med oplysninger om Henning Christophersens tid som EF-kommissær. En tak skal også gå til en række af datidens politikere og embedsmænd, som har stillet op til interviewsamtaler, der kunne supplere det skriftlige kildemateriale. Det gælder Anders Eldrup, Hans Engell, Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Mogens Lykketoft. Desværre viste det sig ikke muligt at få et interview med Poul Schlüter før bogens udgivelse.

Jeg takker desuden Gads Forlag og især redaktionschef Henrik Sebro for fremragende og inspirerende samarbejde gennem hele processen. Desuden vil jeg takke redaktør Grethe Jensen, som har udført et kæmpe arbejde og vist imponerende overblik.

18 | DE DANSKE MI NISTERIER 1972-1993 – DEL 2

Poul Schlüters tid.indd 18

03/10/2018 07.46

Først og fremmest skal min familie dog takkes for evnen til hele vejen igennem at leve med mit arbejde med Poul Schlüters tid. Det gælder i den dobbelte betydning af det at ’leve med’. Dels for deres medleven i form af interesse for og engagement i mit arbejde med at beskrive og forstå dansk politik i Schlüters periode. Dels for deres evne til at affinde sig med mange års travlhed. Derfor tak til mine børn, Peter Andreas, Hans Kristian og Johanne Elise. Og tak til min hustru, Stine, for aldrig svigtende støtte, og fordi hun ligesom jeg finder historie og politik vigtigt. Bogen er tilegnet hende.

Niels Wium Olesen, den 27. september 2018

Fo rfatteren s f or or d |

Poul Schlüters tid.indd 19

19

03/10/2018 07.46

Poul SchlĂźters tid.indd 20

03/10/2018 07.46

Ministeriet Poul Schlüter I 10.9.1982-10.9.1987

Poul Schlüters tid.indd 21

03/10/2018 07.46

Opslag forrige side: Ministeriet Poul Schlüter I i 1982. I forreste række ses fra venstre økonomiminister Anders Andersen, finansminister Henning Christophersen, statsminister Poul Schlüter, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og justitsminister Erik Ninn-Hansen. På de to næste trappetrin er det fra venstre landbrugsminister Niels Anker Kofoed, kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen, fiskeriminister Henning Grove, boligminister Niels Bollmann, arbejdsminister Grethe Fenger Møller, indenrigsminister Britta Schall Holberg og energiminister Knud Enggaard.

På de tre øverste trappetrin ses fra venstre minister for offentlige arbejder Arne Melchior, industriminister Ib Stetter, forsvarsminister Hans Engell, socialminister Palle Simonsen, kulturminister Mimi Jakobsen forrest og skatteminister Isi Foighel bagest, derefter miljøminister og minister for nordiske anliggender Christian Christensen, grønlandsminister Tom Høyem og undervisningsminister Bertel Haarder. Mydtskov Foto

Poul Schlüters tid.indd 22

03/10/2018 07.46

Genopretningspolitik, 1982-84 Fredag den 10. september 1982 dannede Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti en mindretalsregering baseret på 65 medlemmer af Folketinget. Med Poul Schlüter i spidsen for Firkløverregeringen, som den blev kaldt straks fra sin fødsel, fik Danmark sin første konservative statsminister siden Systemskiftet i 1901. Dette – og det i øvrigt usædvanlige i en borgerlig regering i Danmark – blev nævnt flere steder i mediebilledet. Blandt andet samme aften i TV-Avisens 19.30-udsendelse, der ganske naturligt var forlænget med 10 minutter og næsten kun omhandlede regeringsskiftet.

Amalienborg Slotsplads den 10. september 1982: Finansminister Henning Christophersen og statsminister Poul Schlüter samler de kastede mønter op for at putte dem i statskassen. En spareregering – med sans for kommunikation – var trådt til.

Foto: Kim Agersten, Ritzau Scanpix

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 23

23

03/10/2018 07.46

TV-Avisens første indslag var en reportage fra Amalienborg, hvor den 21 mand store regering i strålende septembersol stod opstillet foran porten ved siden af dronningens palæ til ære for presse- og TV-fotograferne og de omkring fem hundrede fremmødte borgere. Schlüter var flankeret af arbejdsminister Grethe Fenger Møller og kulturminister Mimi Jakobsen og disse igen af finansminister Henning Christophersen og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. De to sidste var nummer to og tre i ministerrangfølgen. Da en række af de fremmødte borgere kastede mønter frem på brolægningen foran den opstillede regering, bukkede både Schlüter og Christophersen sig ned og samlede dem op. Statsministeren gav demonstrativt sine mønter til finansministeren, ”regeringens overspareminister”, som indslagets speaker sagde. Der blev smilet bredt og grinet højlydt.

Optrinnet gav indtryk af en regering, der gerne ville fremstille sig selv som såre bevidst om de alvorlige økonomiske problemer, landet stod i. Befolkningen måtte forstå, at ministrene ville spare på statshusholdningen, arbejde hårdt for det og på ingen måde var for fine til at bukke sig ned efter selv småpenge, hvis de bare endte i statskassen.

Tilmed foregik det med godt humør, en optimistisk attitude og med statsministeriel lovning på, at ”det skal være lettere at være dansker”, som Schlüter formulerede det med sin karakteristiske flair for slogans. Dermed var optrinnet også et forvarsel om en regering, der var optaget af og – i højere grad end sine forgængere – mestrede den politiske kommunikation i et moderne mediesamfund.

Landets økonomiske og politiske vanskeligheder var da også til at få øje på for enhver. Jyllands-Postens leder talte ligefrem om ”de største problemer, nogen dansk regering har stået over for siden Anden Verdenskrigs afslutning.”1 Arbejdsløsheden var på over en kvart million, og underskuddet på betalingsbalancen var på 19 mia. kr. Statens gæld for 1982 var beregnet til 275 mia. kr., og rentebetalingen af den udenlandske del af denne gæld udgjorde mere end halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Oliekriser, devalueringer og lønudviklingen havde presset den danske inflation op på over 10 pct., og den lange rente op på 20 pct. Underskuddet på statsfinanserne var på 52 mia. kr. ud af et budget på 211 mia. og forventedes at stige til 75 mia. i 1983, altså omkring en tredjedel af det samlede budget.2 Blandt OECD-landene var Danmark det land i verden, hvor det statslige underskud var vokset kraftigst siden slutningen af 1970’erne, og kun Italien havde et større underskud. I medierne blev der jævnligt talt om statsbankerot med historiske henvisninger til 1813. Hvad næsten værre var, gjorde man det også i udlandet. Senest havde det franske nyhedsbureau AFP den 3. september underholdt den samlede verdensoffentlighed om muligheden. Det rejste tvivl om Danmarks fremtidige kreditværdighed.

De økonomiske problemer var sammenvævede, hvad der gjorde dem så meget desto sværere at løse. Parlamentarisk var situationen for den nye mindretalsregering

24 | DE DA N SKE MINISTERIER 1972-1993 – DE L 2

Poul Schlüters tid.indd 24

03/10/2018 07.46

også vanskelig. Den hvilede på et flertal af firkløverpartierne samt Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet, som tilsammen gav 90 mandater. Men Fremskridtspartiet blev anset for uberegneligt og havde ikke givet lovning på samarbejde. Hvordan Socialdemokratiet ville reagere i sin nye rolle som oppositionsparti, havde regeringen heller ikke noget klart billede af. Det vidste Socialdemokratiet sådan set heller ikke selv.3 Ved den traditionelle ’overdragelse af forretningerne’ i Statsministeriet holdt først den afgående statsminister tale, siden den tiltrædende Schlüter. Uden tvivl med de gevaldige økonomiske og politiske problemer i baghovedet sagde Schlüter henvendt til Anker Jørgensen, at han ikke ville ændre på indretningen i statsministerkontoret, da han regnede med, at hans efterfølger ville hedde Jørgensen. Sin hustru, Lisbeth, havde Schlüter et par dage tidligere betroet, at ”jeg aner ikke, om det hele kan holde til nytårsaften”.4 I den konservative folketingsgruppe havde han også dæmpet optimismen med en forudsigelse af valg inden et halvt år. Blandt medlemmer af den socialdemokratiske gruppe ytredes tilsvarende forventninger, om end Anker Jørgensen manede til ro med en bemærkning om, at den fremtidige borgerlige regering kunne vise sig af længere varighed, end man regnede med. Mest positiv var Det Radikale Venstres leder, Niels Helveg Petersen, som over for sin gruppe spåede, at ”Schlüter bliver sensationel[t] god”.5 Den schlüterske ydmyghed ved overdragelsesforretningen i Statsministeriet var dog den eneste gang i forbindelse med regeringsskiftet, at statsministeren offentligt antydede tvivl om regeringens levedygtighed. Tværtimod præsenterede regeringen og regeringslederen sig meget handlekraftigt såvel i den skriftligt udsendte tiltrædelseserklæring som på pressemødet på selve tiltrædelsesdagen. Da en journalist på pressemødet spurgte, hvorfor udlandet skulle have tillid til regeringens erklærede mål om ikke at devaluere kronen, svarede statsministeren med en optimisme og kækhed, der skulle blive et kendetegn for ham: ”Hvis udlandet endnu i eftermiddag ikke måtte have erhvervet sig tillid til den nye regering, så vil jeg anbefale udlandet at skynde sig med at få det.”6 Dermed var stilen lagt for Firkløverregeringens første valgperiode, frem til Schlüter udskrev valg i december 1983. Trods et vanskeligt sammensat Folketing blev det en regering, der i imponerende grad fik en barsk og gennemgribende økonomisk reformpolitik forhandlet igennem i Folketinget. Det skete under nervepirrende afstemninger, hvor udfaldet tit ikke stod klart, før stemmerne var talt op. Det Radikale Venstre bakkede ganske vist loyalt op om reformpolitikken, men Fremskridtspartiet slog sig i tøjret, og Socialdemokratiet sad med korslagte arme og ventede på, at regeringen faldt. Imens demonstrerede fagbevægelsen højlydt mod regeringsindgreb i overenskomsterne og velfærdsforringelser.

Men regeringen kom igennem med sin politik og faldt ikke. Den parlamentariske

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 25

25

03/10/2018 07.46

tumult og protesterne bekræftede blot, at der var dækning for Schlüters optimisme, og at den postulerede handlekraft var mere end blot facade. Den økonomiske reformpolitik havde sin tydelige positive virkning på de økonomiske nøgletal, og effekten blev forstærket af gode internationale konjunkturer. Schlüter og hans regering var en succes, og meningsmålingerne bekræftede det.

Et triumftog kunne det dog ikke kaldes, alene fordi det var en regering, der næsten dagligt måtte kæmpe for sit liv i folketingssalen. Men også fordi Firkløveret uventet løb ind i en række nederlag i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor den flere gange blev stemt ned vedrørende NATO’s atomvåbenpolitik. Det skete, fordi Det Radikale Venstre nok var regeringsloyalt i den økonomiske politik, men i NATO-politikken svingede over og dannede et såkaldt ”alternativt flertal” med Socialdemokratiet og venstrefløjen.

Regeringen blev imidlertid siddende trods Folketingets underkendelse af dens NATO-politik. Slet ikke uanfægtet, men dog siddende. Det var helt uhørt i dansk parlamentarisk historie, at regeringen accepterede nederlag på vigtige politikområder, og et sådant var udenrigs- og sikkerhedspolitikken umiskendeligt. Regeringen begrundede den usædvanlige praksis med, at dens hovedprioritet var den økonomiske politik, og at den derfor var villig til at acceptere nederlag på udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den gennemgribende økonomiske reformpolitik og accepten af nederlagene i NATO-politikken satte overskriften for Schlüter-regeringens første valgperiode: viljen til at regere.

Borgerlig samling i firkløveret Betegnelsen ’firkløveret’ gled ind i den politiske sprogbrug i 1978. Samarbejdet blev officielt, da Venstres fungerende formand, Henning Christophersen – han var endnu ikke valgt af medlemmerne efter Poul Hartlings udtræden af dansk politik i 1978 – og formanden for partiets folketingsgruppe, Ivar Hansen, den 9. maj 1978 sendte de tre andre partier en i pressen offentliggjort invitation til at holde en række møder om ”spørgsmål af fælles interesse”. Invitationen blev samme dag positivt modtaget.7 Af de to Venstrepolitikere var det Ivar Hansen, der var mest lun på samarbejdet.8 Samarbejdet blev imidlertid kort, da Anker Jørgensen lykkedes med at splitte ”det borgerlige sammenrend”, som han uelskværdigt kaldte det, ved efter forhandlinger med Henning Christophersen at danne SV-regeringen i august 1978. CD og Kristeligt Folkeparti indledte samarbejde med denne regering, mens Det Konservative Folkeparti stod skuffet tilbage og dets leder, Poul Schlüter, med en følelse af at være blevet forrådt. Det var ikke længere end et par måneder siden, at han havde genoplivet den gamle tanke om at slå Konservative og Venstre sammen til ét parti.9 Mistillid og ærgrelser Konservative og Venstre imellem blev dog lagt til side til

26 | DE DANSKE MI NISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 26

03/10/2018 07.46

fordel for pragmatisk samarbejde. I december 1981 gik de to partier til valg på den i november med fuld musik offentliggjorte VK-plan, der anbefalede offentlige besparelser og erhvervsfremmende tiltag. Venstres finanspolitiske ordfører, Bertel Haarder, og politisk ordfører for De Konservative Palle Simonsen var planens penneførere. Navnet VK-planen var næppe tilfældigt valgt. Tilbage i 1959 havde de to partier præsenteret et fælles udspil med samme navn. Det rummede betydelige offentlige besparelser og løfter om store skattelettelser, og det lagde ikke skjul på sin principielle modvilje mod udviklingen i retning mod en velfærdsstat. VK-planen af 1959 regnes for det sidste, men forgæves borgerlige forsøg på at stoppe velfærdsstatens udvikling, inden 1960’ernes gyldne årti reelt gjorde det politisk umuligt at åbne borgernes øren for sådanne synspunkter. Planen led dog en krank skæbne ved folketingsvalget i 1960, som den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann i stedet vandt stort under sloganet ”gør gode tider bedre”.10 Med den skæbne for 1959-planen in mente forekom det modigt, næsten trodsigt, at give 1981-planen samme navn. På afstand af begivenhederne må man dog konkludere, at V og K var heldigere med deres plan i 1981, end de var i 1959, fordi krisebevidstheden nu var en anden. Men også i 1981 mødte synspunkterne modstand i dele af vælgerkorpset, som omfavnede velfærdstankegangen.

I tilfælde af flertal bag 1981-planen efter valget ville partierne danne en VK-regering. De to partier svarede ikke på pressens vedholdende spørgsmål om, hvem der i givet fald skulle være statsminister, Christophersen eller Schlüter, men CD og Kristeligt Folkeparti tilsagde en VK-regering støtte.11 Flere af VK-planens specifikke besparelser blev på Venstres initiativ inddraget i finanslovsdebatten i efteråret 1981. Forslaget om betaling for patientmad på sygehusene blev i valgkampen udsat for voldsom kritik af Socialdemokratiet, der med gravalvorlig mine spurgte, om det også gjaldt sondemad.

Som journalisten Hans Mortensen skriver, var det et ”spørgsmål, der aldrig blev helt klart besvaret”.12 Venstre stod i høj grad for skud i valgkampen, og selv om Socialdemokratiet måtte inkassere en mandattilbagegang på ni, kunne partiet glæde sig over Venstres tab på to. I valgkampens debatter om besparelser lå Det Konservative Folkeparti i læ af Venstre, mens Schlüter plejede sit image som en samlende og ledende figur i den borgerlige lejr, uplettet som han var af det mislykkede samarbejde med Socialdemokratiet i SV-regeringen.

Valget gav Det Konservative Folkeparti endnu en valgsejr og en mandatfremgang på fire oven i de syv, der var vundet i 1979. Venstre tabte to mandater og ramte et historisk lavpunkt med en folketingsgruppe på 20. Mens Venstre som den borgerlige sides største parti i 1978 havde haft initiativet, voksede De Konservatives og Schlüters pondus med fremgangen.

Ved dronningerunden pegede CD og Kristeligt Folkeparti på Henning Christophersen som forhandlingsleder, blandt andet i kraft af at Venstre gennem nogen tid havde

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 27

27

03/10/2018 07.46

kurtiseret Erhard Jakobsen, hvis sofa i hjemmet i Bagsværd havde opnået status som uofficielt forum for centrale politiske forhandlinger i det borgerlige Danmark. Trods positionen som den borgerlige sides største parti og til trods for, at Det Radikale Venstre havde til hensigt at pege på Schlüter, måtte De Konservative se sig udmanøvreret, hvorfor de også endte med at pege på Christophersen. Uden ærgrelse var det dog langtfra.13 Angiveligt havde Christophersen skriblet en ministerliste for en borgerlig regering ned, hvor Schlüter – ligesom i Hartlings påtænkte regering i 1975 – skulle have været udenrigsminister. Da den radikale Niels Helveg Petersen ikke ville pege på Christophersen, blev Anker Jørgensen forhandlingsleder og kunne danne endnu en mindretalsregering lige før jul 1981. Denne gang endnu svagere end de tidligere, hvad der var fuld opmærksomhed på i VK-lejren.14 Forløbet af de frugtesløse borgerlige bestræbelser efter valget i 1981 antyder nogle relationer, som i sommeren 1982 fik afgørende betydning for dannelsen af Firkløverregeringen. Mens Helveg Petersen i stigende grad mistede tilliden til Socialdemokratiet og Anker Jørgensen, havde han og Schlüter over årene 1979-82 udviklet et politisk fortrolighedsforhold, som i foråret 1982 blev til et regulært personligt venskab. Schlüter vurderede, at De Radikale var den afgørende brik i forhold til at bestemme, om en regering skulle ligge til venstre eller til højre for midterlinjen. Dansk parlamentarisk historie siden 1924 underbyggede den vurdering.15 I marts 1982 foreslog Schlüter temmelig spontant en flertalsregering af Socialdemokratiet, Konservative og Venstre, hvad der dagen efter resolut blev skudt ned af Christophersen og skabte betydelig misnøje hos de to juniorpartnere i firkløveret. Erhard Jakobsen betegner stemningen mellem firkløverpartierne i foråret 1982 som ”kølig” og præget af mistanken om, at Schlüter pønsede på at danne regering med Socialdemokratiet.16 Uenighederne på den borgerlige side var dog ikke slut hermed. Den 24. april 1982 bekendtgjorde det konservative repræsentantskabsmøde, at partiet ikke ville medvirke til en borgerlig regeringsdannelse, medmindre Poul Schlüter skulle være dens statsminister. Det blev i pressen udlagt som en sprængning af samarbejdet med Venstre.17 Iagttagende Anker Jørgensens stadig større problemer op mod sommeren 1982 pålagde Schlüter allerede i begyndelsen af juni den konservative folketingsgruppe at være klar til et regeringsskifte. I påkommende tilfælde var en flertalsregering inkluderende Socialdemokratiet at foretrække – i praksis en bred samlingsregering, som man kender fra regulære nationale krisesituationer. Var en sådan ikke mulig, var en smal VK-regering at foretrække frem for en firkløverregering, mente partilederen. Gruppen blev sendt på sommerferie med partilederens formaning om at være aktive i debatten i løbet af sommeren.18 Venstres folketingsgruppe synes ikke i samme grad at have været inddraget i drøftelserne af den højspændte politiske situation hen over sommeren 1982. De strategiske

28 | D E DA NSKE MI NISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 28

03/10/2018 07.46

overvejelser blev overvejende foretaget i en snæver kreds bestående af partiformand Christophersen, politisk ordfører Ellemann-Jensen og finansordfører Haarder, lejlighedsvis suppleret af erfaringsballast i form af Anders Andersen.19 I løbet af august 1982 holdt Venstre og Konservative sig ikke tilbage med kritik af Anker Jørgensens bestræbelser på at finde en farbar vej ud af de politiske problemer.

Kritikken blev forstærket, da De Radikale efter et sommergruppemøde på Langeland den 12. august sagde nej til Anker Jørgensens tilbud om at indtræde i regeringen. Poul Schlüter advarede Anker Jørgensen mod at fortsætte den hidtil praktiserede linje og lod ham forstå, at ”oppositionen helt naturligt ønsker at bringe regeringen til fald”.20 Rentebeskatning af pensions- og forsikringsformuer samt en fortsættelse af den automatiske dyrtidsregulering var uantagelig for V og K, og de offentlige besparelser blev betegnet som alt for små. Finansminister Knud Heinesens finanslovsforslag for 1983 blev kaldt et ”sminket regnskab” med påstand om, at underskuddet på de offentlige finanser samt de forudsete årlige stigninger i det var sat alt for lavt. Anklagen blev først fremført af unavngivne politikere fra oppositionen, senere af Christophersen, som også blev bakket op af flere økonomer, heriblandt, belejligt nok, Dansk Metals cheføkonom, Steffen Møller. Der var også noget om snakken, for Finansministeriets Budgetdepartement vurderede i et internt notat, at de forventede stigninger ville blive omkring 20 mia. kr. og ikke de 15, som finanslovsforslaget angav.21 Trods buldrende valgtrommer i pressen havde Schlüter allerede den 12. august over for den konservative folketingsgruppe forudsagt, at regeringen næppe ville udskrive valg, da den med sin fra alle sider sønderskudte politik ikke havde noget at gå til valg på. Det drejede sig derfor om at få den til at falde på den for den borgerlige side mest effektive måde.22 Den 20. august gav han sin første offentlige opfordring til, at regeringen skulle gå af, så der kunne dannes en flertalsregering.23 En sådan tænktes at være en SKV-regering, men forhandlingerne herom kom aldrig ordentligt i gang.24 Ingen troede rigtig på det; ingen orkede rigtig.

Resultatet blev, at Anker Jørgensen gik af kl. 18.30 den 2. september 1982.

Schlüter griber initiativet Anker Jørgensens demission var ikke uventet. I den konservative gruppe drøftedes muligheden herfor om formiddagen, før den var en realitet. I sin indledende redegørelse for situationen angav Schlüter to muligheder: Enten en SK-regering eller en firkløverregering, hvor han anså det sidste som mest sandsynligt, men eksplicit afstod fra en vurdering af, hvad var bedst. Flere gruppemedlemmer advarede mod en SK-regering.

Konservative ville blive betragtet som forrædere af deres vælgere og i øvrigt blive kvalt i samarbejdet. Ib Stetter krævede, at Venstre skulle med, hvis Konservative skulle indgå

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 29

29

03/10/2018 07.46

i en regering, som Socialdemokratiet stod i spidsen for. En firkløverregering var han ikke tilhænger af; en SKV-regering var hans foretrukne konstellation. Socialdemokratiet skulle holdes til ansvaret, betonede han. Henning Dyremose ønskede en KV-regering, der skulle samarbejde med Socialdemokratiet; Fremskridtspartiet betragtede han som ubrugeligt. Bernt Johan Collet omtalte en firkløverregering som regulær ”pest”, en SK-regering som ”kolera”. I betragtning af mødets forløb konkluderede Schlüter overraskende, at gruppen var enige, og at det var ”behageligt for os”. Nogen opfordring til at søge en firkløverregering dannet havde han på ingen måde fået. Men den upræcise konklusion havde måske givet ham lidt manøvrerum og eventuel absolution på basis af hans lederstatus, hvis han efter forhandlingerne skulle komme hjem med en firkløverregering.25 Modviljen hos visse konservative mod en firkløverregering og præferencen for en KV-regering skyldtes dels vurderingen af, at en KV-regering ville være mere manøvredygtig, dels at et firkløver ville styrke V over for K i det interne samarbejde, fordi Venstre havde tættere kontakt til CD og Kristeligt Folkeparti.

Efter at have besluttet sig for at træde tilbage uden at udskrive valg, men endnu inden beslutningen var offentliggjort, indkaldte Anker Jørgensen Schlüter til et fortroligt møde i Statsministeriet kl. 16. I samtiden bibeholdt de to mødedeltagere fortroligheden og lod ikke noget sive til pressen om samtalens forløb. Anker Jørgensen har dog efterladt et referat af mødet i sit arkiv. Børsen-journalisten Kurt Boelsgaard har også skrevet om mødet et par år efter, det fandt sted, tilsyneladende efter at have talt indgående med mindst én af deltagerne, antagelig Schlüter. Der var ingen dagsorden for mødet, og trods Jørgensens referat og Boelsgaards fremstilling af det fortoner formålet sig i det dunkle. Selv i Jørgensens ellers udførlige referat forekommer meningen med begge politikeres udtalelser også uklar; formentlig var de bange for at blotte sig.

Hertil kom de fundamentalt forskellige interesser, de havde. Som den, der var på vej ud, ønskede Anker Jørgensen ikke at binde sig og sit parti for fremtiden. Det var jo selve formålet med at smide regeringsansvaret fra sig. Som den, der var på vej ind, var Schlüters interesse ikke at støde Folketingets største parti længere væk end nødvendigt.

Så meget kan dog konstateres om mødet: Det forløb som en diplomatisk følen hinanden på tænderne. Begge ønskede at parkere en SK-regering som en umulighed.

Personligt var Schlüter nok ikke helt uinteresseret i en SK-regering, men efter gruppemødet om formiddagen vidste han, at han ikke havde styrke til at sælge idéen til gruppen. Schlüter udtrykte også skepsis over for en firkløverregering. Han foretrak en KV-regering, men var på den anden side også interesseret i at afsøge Socialdemokratiets samarbejdsvilje. Måske endda afsøge, om denne rakte så langt, at det senere kunne komme på tale at danne regering sammen. Jørgensen afviste denne mulighed. Formentlig fordi stemningen i partiet ikke var til samarbejde med de borgerlige, men derimod til at være tilskuere til deres fald. Uudtalt lå det i luften, at Jørgensen ved indkaldelsen til

30 | DE DA NSKE MI NISTERIER 1972-1993 – DE L 2

Poul Schlüters tid.indd 30

03/10/2018 07.46

mødet velsignede Schlüter som leder af en kommende borgerlig regering og ville give ham og den en fair chance. Anker Jørgensen gik herefter til pressemøde og meddelte regeringens afgang. Schlüter lod straks pressen vide, at mødet havde været holdt.26 Schlüter og Christophersen mødtes om aftenen i TV-byen for at medvirke i et direkte dobbeltinterview i TV-Avisens 19.30-udsendelse. Det var ikke ligefrem noget reklamefremstød for en borgerlig regering, de leverede. Trods ihærdige bestræbelser på at bevare den kontrollerede facade kunne det ikke skjules, at de kæmpede benhårdt om forhandlingslederrollen i dronningerunden og dermed også statsministerposten.

Schlüter gjorde dygtigt brug af mødet med Anker Jørgensen, ”en fortrolig og alvorlig samtale”, som han betegnede den. Med ansigtet lagt i passende alvorlige folder betonede han, at han derfor naturligvis ikke kunne referere fra samtalen med den nu kun fungerende statsminister Jørgensen. Schlüter lignede en statsmand; Henning Christophersen en, der først og fremmest gerne ville være det.

Efter interviewet tog begge ledere tilbage til Christiansborg, hvor Schlüter mødtes med sine nærmeste, Stetter og Erik Ninn-Hansen, Christophersen med sine, formentlig Ellemann-Jensen og Haarder.27 Kampen om statsministerposten var gået ind i sin afgørende fase. I løbet af dagen summede Christiansborg af rygter om, at Folketingets formand, Svend Jakobsen, skulle være forhandlingsleder. Selv om aviserne dagen efter var fulde af spekulationer om Jakobsens mulige rolle som forhandlingsleder, var der dog ikke tale om andet end netop rygter. Socialdemokratiet ville i opposition, ønskede ikke at blande sig og ville ikke pege på nogen ved dronningerunden. Jakobsen ønskede heller ikke selv rollen.28 I den konservative kreds, der mødtes om aftenen den 2. september, regnede man sig sikker på radikal støtte til, at Schlüter skulle udpeges som forhandlingsleder. CD og de kristelige var allerede afskrevet som Venstrestøtter. Derfor var Glistrup og Fremskridtspartiets indstilling afgørende. Schlüter og Simonsen mødtes med Fremskridtspartiets gruppeformand, Uffe Thorndahl, som orienterede om sin præference for Schlüter, men fra et parti, hvor stifteren, Mogens Glistrup, havde det afgørende ord, var det ikke til nogen endegyldig beroligelse.29 For at undgå at blive afpresset indrømmelser af den uberegnelige Glistrup allerede inden regeringen var dannet, afslog Schlüter på det bestemteste at mødes med Z-lederen. Derfor besluttedes det, at Stetter – der havde gode relationer til Glistrup – skulle tage en uformel samtale med fremskridtsmanden for at lodde stemningen. Nogen afklaring gav samtalen dog ikke. Stetter turde ikke presse for hårdt, og Glistrup holdt sine kort skjult. Senere mødtes partierne i en større kreds med hver sin ledelse. Heller ikke det gav nogen afklaring. Fremskridtspartiet meddelte, at det helst så, at V og K blev enige, og hvis det var uladsiggørligt, ville dronningen være den første uden for fremskridtsgruppen, der erfarede, hvem partiet ville pege på som forhandlingsleder.30

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 31

31

03/10/2018 07.46

To dronningerunder Fredag den 3. september oprandt med første dronningerunde. Her anbefalede Konservative, Venstre, CD, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet, altså 91 mandater, at der burde dannes en flertalsregering. Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti pegede på Christophersen som forhandlingsleder, i alt 40 mandater.31 Konservative, Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet pegede på Schlüter som forhandlingsleder, i alt 51 mandater. Socialdemokratiet undlod at pege på nogen, men Anker Jørgensen blev peget på af SF. VS pegede på advokat og medlem af Det Konservative Folkeparti Kristian Mogensen. Han var ganske vist ikke folkevalgt, men med sin nære tilknytning til dansk erhvervslivs top og især A.P. Møller-koncernen repræsenterede han den reelle magtelite i Danmark, mente partiet. Hvorfor så bruge stråmænd som f.eks. Schlüter, spurgte VS retorisk og rigeligt garneret med tidens venstrefløjshumor.32 Men heller ikke i det spørgsmål havde VS indflydelse. Matematikken var klar. Flest havde peget på Poul Schlüter, som dermed var forhandlingsleder med det opdrag at danne en flertalsregering. Schlüter orienterede sin gruppe om, at han ikke havde stor tiltro til muligheden for at danne en flertalsregering. Socialdemokratiet ville i opposition, og De Radikale næppe i regering med fremskridtsfolkene, som var den anden flertalsmulighed. ”Jeg tror ikke, de radikale vil kunne snuppe det,” var hans vurdering, som det foregående tiårs danske politik havde gjort ganske troværdig.33 Orienteringen var en pæn måde at sige, at det gjaldt om at få flertalsregeringen kørt i grøften, uden at det over for offentligheden – og kongehuset – så alt for bevidst og kynisk ud. Så man kunne komme videre.

Schlüter mødtes først med det største parti, Socialdemokratiet, mandag den 6. september. Mødereferatet afdækker en række taktiske og strategiske overvejelser hos både Schlüter og modparten, som også blev antydet ved det tidligere omtalte fortrolige møde mellem Schlüter og Anker Jørgensen torsdagen før. Fra det afgående regeringsparti mødte nu Anker Jørgensen, Ritt Bjerregaard, Mogens Camre og Knud Heinesen. Mødereferatet, formentlig skrevet af Statsministeriets departementschef, Peter Wiese, er mærket ”strengt fortroligt”. En SKV-regering var næppe mulig nu, ræsonnerede Schlüter, men ”der kan komme en anden dag”, fortsatte han. Taget i betragtning, at Schlüter på De Konservatives gruppemøde fredagen før havde sagt, at ”man må regne med, at et valg kommer i løbet af et halvt år”, er det fristende at tage udsagnet bogstaveligt og tolke det som et ønske om at sikre sig et forhandlingsvilligt Socialdemokrati efter et valg. Der er dog nok snarere tale om, at Schlüter ved hjælp af en anerkendende attitude ville sikre sig forhandlingsvillighed fra Socialdemokratiet i indeværende valgperiode, ud fra en opfattelse af, at regeringen næppe kunne regne med Fremskridtspartiet som en stabil del af et borgerligt flertal. Endelig var det jo også hans pligt at afprøve muligheden for dannelsen af en bred flertalsregering. Anker Jørgensen kvitterede for Schlüters

32 | DE DAN SKE MINISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 32

03/10/2018 07.46

ord med at give ham ret i det udsigtsløse i en SKV-regering, men også ved høfligt at forsikre, at det ”ikke var Socialdemokratiets ønske omgående at vælte en borgerlig regering … Vi farer altså ikke over jer lige med det samme.”34 Parterne havde spillet deres roller perfekt. Socialdemokratiet slap for ansvar, Schlüter havde fået plads til at gå videre med sit næste projekt, begge var enige om konklusionen. Der var lovet konstruktiv og imødekommende opposition i nogen tid, og mødet havde varet tilpas længe til, at den udenfor ventende presse måtte forstå, at man da i det mindste havde prøvet.

Flertalsmuligheden var havareret som planlagt, inden de øvrige partier overhovedet var mødtes med forhandlingslederen.

Der skulle nu en ny dronningerunde til, men denne var kun en formalitet. Schlüter kunne kun få i opdrag at danne en borgerlig mindretalsregering. Derfor var Schlüters næste projekt efter mødet med Socialdemokratiet at blive enig med Venstre om en borgerlig mindretalsregering og – ikke mindst – afgøre, hvem der skulle være statsminister. Forinden mandagens første dronningerunde havde Schlüter brugt weekenden til at rydde marken for sten. Lørdag havde han besøgt Erhard Jakobsen. Under den uformelle samtale havde CD-lederen lovet ikke at blokere for Schlüter som statsminister – hvis da ellers V og K kunne blive enige. Søndag havde han opsøgt Christophersen, men Venstres formand var ikke til sinds at slå en handel af om statsministerspørgsmålet uden at have drøftet det med andre ledende Venstrefolk. De enedes i stedet om at drøfte det mandag aften på Christophersens kontor i en kreds af ledende personer fra hvert parti.35 På det mere end seks timer lange møde mandag aften troppede Schlüter, Ninn-Hansen, Simonsen og Stetter op for De Konservative. Venstre var repræsenteret af Christophersen, Ellemann-Jensen, Haarder og Anders Andersen. Forhandlingerne var hårde, hedder det i erindringslitteraturen.36 Stetter og Ninn-Hansen førte især ordet for De Konservative. Statsministerspørgsmålet blev taget op først. Som forhandlingsleder og manden, der havde bragt situationen så vidt, som tilfældet var, stod Schlüter stærkt.

Med konservativ vilje til at tilgodese Venstre med vigtige ministerporteføljer lykkedes det at enes om Schlüter som statsminister. Næste spørgsmål var, hvem der skulle med i regeringen. Stetter og Ninn-Hansen fastholdt ønsket om en VK-regering, mens Venstre ønskede et firkløver. Palle Simonsen og Schlüter var mere lune på den idé end deres to partifæller. Schlüter så i øvrigt også en fordel i at få bundet Erhard Jakobsens retoriske energi til regeringsprojektet. Uden for regeringen kunne CD-lederen blive farlig. Forhandlingsbalancen var således i firkløverets favør, hvorfor det også blev beslutningen.

Dernæst enedes man – med Christophersen og Simonsen som de aktivt forhandlende – om nogle centrale punkter i det politiske indhold. VK-planen skulle være det fælles grundlag for regeringen.37 Besættelsen af en række af de centrale ministerporteføljer aftaltes herefter, ligesom fordelingen mellem partierne blev besluttet. Konservative skulle have otte ministerposter, Venstre – trods seks mandater færre i Folketinget –

M in isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 33

33

03/10/2018 07.46

skulle ligeledes have otte. CD og Kristeligt Folkeparti skulle have henholdsvis fire og én ministerpost. De to mindre partier havde endnu ikke været inddraget i substantielle forhandlinger. Da mødet var slut, trådte deltagerne ud, og Henning Christophersen orienterede pressen om, at der skulle dannes en firkløverregering med Poul Schlüter som statsminister og ham selv som vicestatsminister, det sidste et plaster på såret og en nydannelse i dansk politik.

På det konservative gruppemøde næste dags formiddag blev Schlüter modtaget med stående applaus. Det historiske vingesus var til at mærke. Schlüter skulle stå i spidsen for den første konservativt ledede regering efter Systemskiftet i 1901. Den vordende statsminister indledte mødet med at rette en personlig tak til Ib Stetter og Erik Ninn-Hansen. Sidstnævnte blev ovenikøbet tildelt ”hovedansvaret for, at dette lykkes”.

Man skal bide mærke i, at Palle Simonsen ikke fik nogen personlig tak. Det skyldes, at Schlüter aldrig tvivlede på hans loyaliltet. Også en statsminister skal balancere magtforholdene i baglandet. Intentionen om at danne en firkløverregering – og ikke en KV-regering – blev meddelt til orientering. Ifølge mødereferatet havde ingen ud over partiformanden ordet.38 Også Venstre holdt gruppemøde tirsdag den 7. september om formiddagen. Her var der ikke meget vingesus. Christophersen skulle redegøre for et nederlag i form af tabet af statsministerposten. Han forklarede sig med kravet om hurtige beslutninger, for ”at CD og Kr. F.s nerver ikke skulle svigte”, samt at man ikke vidste, hvor Fremskridtspartiet ville stille sig i den næste dronningerunde, hvis V og K var uenige. Han formanede videre gruppen om at holde mund over for pressen. Regeringen skulle have ro til at komme på plads. På et spørgsmål fra gruppen bemærkede Christophersen, at han overvejede at modtage finansministerposten, da det kunne være svært for en udenrigsminister – i danske regeringer hyppigt nr. 2 i ministerrangfølgen – at deltage i den hjemlige debat. Her talte en mand af personlig erfaring. På et senere gruppemøde orienterede han gruppen om, at han havde indgået en aftale med Schlüter om, at denne afgav et af en statsministers stærkeste prærogativer, retten til egenhændigt at beslutte udskrivelse af valg. Vicestatsministeren skulle i givet fald være enig.39 Ikke en uvæsentlig klausul for en partileder, der ved efterhånden flere valg var gået markant tilbage, og for hvem meningsmålinger nok var imødeset med spænding, men aldrig var blevet lystlæsning.

Tirsdag eftermiddag var det tid for den anden dronningerunde, der som nævnt måtte være en formssag. Der viste sig heller ingen overraskelser. På baggrund af støtte fra Konservative, Venstre, CD, Kristeligt Folkeparti, Radikale og Fremskridtspartiet pegede 91 mandater på Schlüter, der således fik i opdrag at danne en mindretalsregering og dermed grønt lys til at fortsætte den proces, der allerede var langt fremskreden. Pressen gik nu i gang med at gætte og forbinde navne og porteføljer. Nogle gæt var rigtige, mange var skudt langt ved siden af.40 Samtidig skulle CD og Kristeligt Folkeparti, der

34 | DE DAN SKE MINISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 34

03/10/2018 07.46

begge i bemærkelsesværdig grad havde forholdt sig i ro den seneste uges tid og accepteret rollen som tilskuere, inddrages i regeringsdannelsesarbejdet. Dele af CD var noget tvære i det. Med 15 mandater var partiet trefjerdedele af Venstres størrelse, men havde med fire ministerposter kun fået halvt så mange som Venstre – og tilmed havde V og K allerede fordelt de tungeste af dem mellem sig. CD’s gruppeformand, Arne Melchior, lavede støj i pressen og krævede mere, men blev håndfast dysset ned af Erhard Jakobsen, der i øvrigt ikke selv ville være minister. Det havde han ikke tålmodighed til, sagde han.41 Sandheden var nok, at han som gammel politisk ræv vidste, at den disciplin, en minister skal pålægge sig selv vedrørende udtalelser til offentligheden, ville være ødelæggende for hans politiske image som ubunden debattør af alt mellem himmel og jord.

Så hellere stå frit. Hvad angår CD’s accept af fordelingen af ministerposterne i antal og ressortområder, må man konkludere, at det nu ni år gamle parti reelt accepterede sin status som mindreværdigt i forhold til K og V. Kristeligt Folkeparti havde også sine interne overvejelser, om man overhovedet skulle indtræde i regeringen. Hen over onsdag den 8. september drøftede folketingsgruppen situationen. Man lod dog Schlüter få vished for, at han kunne regne med partiet. Schlüter tilbød først partiet Ministeriet for offentlige arbejder (Trafikministeriet), men partiets parlamentariske leder, Christian Christensen, ville hellere have Miljøministeriet, som De Kristelige anså som en god platform at pleje deres profil fra.42

Pres på kronen Mens regeringsskiftet gik sin gang, gik verden videre. Internationale observatører og finansmarkederne kunne følge verdenspressens omtale af muligheden for en dansk statsbankerot, en socialdemokratisk regering, der gav op, og usikkerhed om, hvem der skulle tage over. Det var ikke befordrende for at øge tilliden til dansk økonomi, så det var ikke et skud i tågen, når markederne i de første dage af september 1982 forventede en dansk devaluering. En sådan kunne give en nytiltrådt regering et, om end ikke længerevarende, løft i dansk økonomi at læne sig op ad. Markedets logik afstedkom da også et kraftigt salg af danske kroner og det i en grad, så Nationalbanken blev særdeles betænkelig. For at fastholde kronens værdi foretog banken støtteopkøb af danske kroner i et omfang, den ikke havde prøvet hidtil. Det anslåede daglige niveau på støttekøbene var omkring en mia. kr. i fremmed valuta.43 Situationen var ganske uholdbar. Schlüter og Christophersen blev orienteret om presset på kronen af Finansministeriets departementschef, Erling Jørgensen, den 8. september.44 Via en mellemmand – i respekt for Nationalbankens uafhængige status – bad regeringstoppen in spe om et møde med nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Direktøren var imødekommende. Schlüter, Christophersen, Ib Stetter og Anders Andersen

M i n isteriet Poul Schlü ter I |

Poul Schlüters tid.indd 35

35

03/10/2018 07.46

mødtes med Hoffmeyer i banken onsdag den 8. september om aftenen. Nationalbankdirektøren advarede mod yderligere devalueringer, der ville kunne få stærkt negativ indflydelse på tilliden til dansk økonomi. Han lovede, at Nationalbanken nok skulle støtte kronen med markedsintervention og føre en stram kreditpolitik, hvis regeringen til gengæld ville afstå fra fremtidige devalueringer. Resultatet af mødet blev, at Schlüter og Christophersen dagen efter, den 9. september, udsendte en fælles erklæring på den kommende regerings vegne om, at Danmark ikke ville devaluere kronen, hverken nu eller for fremtiden.

Siden har Danmark ført fastkurspolitik, og i almindelighed hyldes beslutningen som et vigtigt og afgørende skridt og som et tegn på Danmarks øgede troværdighed i den internationale økonomi. Fastkurspolitikken har opnået status af dogme, og sejren har som bekendt mange fædre. Der er da også uenighed om, hvem der skal have æren for beslutningen. Ifølge Hoffmeyers erindring slog de kommende ministre sig noget i tøjret. De var ikke meget for at binde sig. I erindringsperspektiv var det Hoffmeyers indtryk, at regeringen ville have devalueret, og at det først og fremmest var hans fasthed og formaninger, der afholdt den fra at gøre det. Schlüter har en noget andet erindring om mødet. Han beskriver det som et møde præget af enighed, og at initiativet til fastkurspolitikken kom fra Christophersen og ham selv, samt at Hoffmeyer gav helhjertet tilslutning. Ti år senere omtalte Schlüter endda beslutningen som den vigtigste, han og hans regeringer nogensinde traf.45 Det tog således en uges tid at danne Firkløverregeringen i en proces, der først og fremmest var præget af parlamentarisk taktik og personspørgsmål, mindre af diskussioner om politisk indhold. Det sidste var ikke, fordi man betragtede det som underordnet, men snarere fordi man mellem de to store partier følte sig trygge ved, at man overordnet var enige. Fredag den 10. september 1982 gik den nye regering til dronningen og stillede efterfølgende pænt op til hyldest og fotografering på Amalienborg Slotsplads. Ved det tidligere nævnte eftermiddagspressemøde bekendtgjorde statsministeren, at regeringen ikke ville indkalde Folketinget ekstraordinært, hvorfor tinget ville blive åbnet på den sædvanlige termin, første tirsdag i den følgende måned, den 5. oktober 1982. De nye ministre blev bedt om at sætte sig ind i sagerne og i øvrigt holde mund udadtil.

Læse lektier og sidde stille. Der skulle være arbejdsro og klar kommunikation. Skulle offentligheden informeres om noget, ville stats- og vicestatsministeren tage sig af det.

Nu skulle den nye politik udarbejdes.

Statsminister Schlüter og finansminister Christophersen var regeringens to absolut centrale personligheder. Inden der kigges nærmere på regeringens meritter, skal de begge portrætteres i det følgende.

36 | D E DANSKE MI NISTERIER 1972-1993 – D EL 2

Poul Schlüters tid.indd 36

03/10/2018 07.46