De jordiske rester by Gads Forlag

Elly Griffiths DE JORDISKE RESTER

En Ruth Galloway-krimi

PÅ DANSK VED NANNA LUND

GADS FORLAG

De jordiske rester

er oversat fra engelsk af Nanna Lund efter The Last Remains

Published by agreement with Janklow & Nesbit (UK)

Omslag: Anders Timrén

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07488-5

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Der citeres fra Shakespeare:

Hamlet og Kong Lear, begge på dansk ved Niels Brunse.

Til Andy, Alex og Juliet

Kom til mig, den kunnen det kræver

At se, hvordan landet ligger;

Hemmelige historier under min fod

Lukket inde i lag og flader forneden

Var det skråningens stier af vissent græs

Der kaldte og ledte til dette sted?

Skabte Gamle Grimm høje og huler af jorden?

Eller urner til de døde?

Luk op for forrådet af fortællinger her.

Michael Rosen: “Charms for Grime’s Graves”

Intet kan forblive skjult for altid.

Wilkie Collins: Intet navn

PROLOG

Søndag, 24. marts 2002

Bålet blusser nu, så det ligner flydende guld derinde.

“Jeg er ildmager,” siger Cathbad.

“Alt er så tørt,” siger Emad. “Det er derfor. Det har ikke regnet hele ugen.”

“Det er dig, der er tør,” siger Emily og smider blade efter ham.

“Vi burde takke guderne,” siger Leo. “Vi burde bede til Grim, den kutteklædte.”

“Helt ærligt, Leo,” siger Amber, der sidder pakket ind i sit tæppe. “Det er palmesøndag. Næsten påske. Synes du ikke, vi skal respektere det?”

“Påsken var jo hedensk til at begynde med,” siger Leo. “Man har fejret jævndøgn og solhverv i tusindvis af år.” Men han smiler til Amber, og da hun rækker ham et plastickrus med vin, rører han ved hendes hånd.

Leo hæver kruset. “Skål for Grim’s Gaben,” siger han.

“Skål for Grim’s Gaben,” svarer de studerende i kor. Kun Mark mumler i stedet “Grime’s Graves” i et trodsigt tonefald. Cathbad har travlt med at rode i bålet med en lang pind, så der kan komme ilt til.

Det tager lang tid med grillen, så da vegetarburgerne endelig er klar, er det blevet sent. Chipsposen går rundt. Marks hund, Odin, slutter sig til kredsen med tungen ud af halsen.

“I må ikke give den noget,” siger Mark. “Den er på kur.”

“Vi burde ikke spise chips,” siger Thomas. “Det burde være vildtkød eller lammekølle.”

“Jeg troede, du var vegetar,” siger Amber.

“Det er det æstetiske, jeg snakker om.”

Men da Cathbad rager de bagte kartofler ud af ilden, er de stadig rå indeni og lever ikke op til Den Vandrende Guds gaver.

Leo åbner en flaske vin mere. Mørket falder på over de underligt koparrede marker. Det suser sagte i træerne fra fyrreskoven tæt på. Alle trækker tættere sammen om bålet. Thomas finder guitaren frem og spiller nogle Beatles-sange. “All you need is love”. Odin kryber hen til Emily og æder den burgerbolle, hun har smidt fra sig.

Cathbad havde ret, tænker Emily. Der er virkelig noget magisk over et lejrbål. Som hun sidder her midt i det hellige landskab sammen med sine venner og drikker lunken vin og lytter til Thomas, der prøver at huske teksten til “Eleanor Rigby”, føler hun sig lykkeligere end nogensinde før.

Så dukker en kutteklædt skikkelse op fra træerne.

KAPITEL 1

Fredag, 11. juni 2021

Den uanselige butik i gaden et lille stykke fra King’s Lynns centrum har haft mange liv. Engang for så længe siden, at de færreste kan huske det, husede den et bageri. Den gamle ovn er der stadig og har i tidens løb flere gange fungeret som stedets hjerte, hvor spisekrogen lå, men nu er den sømmet til med brædder og har været det i flere årtier. Butikken har rummet en café, en grønthandel og en “Aladdins Hule” (altså en marskandiser) og er nu godt på vej til at blive café igen. Udenfor hænger et skilt, hvor der står “Tesalonen Den Røde Dame. Åbner august 2021”, og et andet, hvor interesserede forbipasserende kan læse, at det er Edward Spens & Co., der står for renoveringen.

Gary Bright nyder arbejdet. Det er det her, han holder mest af: at rive ting ned. Resten – de nye elledninger, der skal trækkes, væggene, der skal pudses på ny, de evindelige samtaler med arkitekterne og ejerne – er i bedste fald kedsommeligt og i værste fald inderligt frustrerende. Men det med at slå mure ned med en forhammer bliver han aldrig træt af. Gary svinger hammeren. Først giver det gamle murværk sig kun lidt, men så slår han igen og laver et dybt indhak. Da støvet har lagt sig, kigger han lige ind i et sort tomrum. Sært. Han havde ventet noget andet, nemlig en kamin. På tegningerne over huset har han set, at der

engang har været et ildsted hernede i den høje kælder, og ejerne har sagt til ham, at de gerne vil tage det i brug igen. “Det vil give stedet noget personlighed,” sagde Elise Monkton, der skal være daglig leder; en kvinde, der er så entusiastisk, at det er skræmmende. “Der er sikkert en victoriansk forsats eller nogle smukke kakler …” Men der er ikke andet end en kold luftstrøm inde fra mørket, og pludselig bliver Gary bange. Tag dig sammen, siger han til sig selv. Det er jo ikke noget tv-program om hjemsøgte huse, det her. Du er bygningsarbejder, og du har et job, du skal gøre færdigt. Han kigger ind gennem hullet i muren og får øje på noget hvidt, der næsten skinner. Er der noget kalket murværk derinde? Han stikker hovedet ind gennem hullet og opdager, at det, han kigger på, er et komplet menneskeskelet. Det ligger bare der som noget fra en halloweenfest.

En eller anden skriger. Der går et par sekunder, før det går op for Gary, at det er ham selv.

Doktor Ruth Galloway har ikke den bedste dag. Semestret er forbi, og hun er i gang med at rette de sidste opgaver. Nedlukningen har varet det meste af året, og hendes studerende har kun kunnet kommunikere med deres lærere over Zoom, så de har haft det hårdt. Alligevel har de løst den sidste opgave godt, og Ruth er stolt af dem. Det er den tid på året, hvor hun plejer at forberede dimissionsfesten og lægge planer for næste semester og pres på universitetsledelsen for at opnå flere midler. I stedet er dimissionen igen blevet aflyst, og Ruth går lige nu og venter på dommen fra den komite, der skal afgøre, om hendes afdeling overhovedet får lov at overleve.

“Noget nyt?” Det er David Brown, der stikker hovedet ind efter knap nok at have banket på.

“Nej,” siger Ruth. “Bestyrelsesmødet er kun lige gået i gang.”

“De burde have inviteret dig med.”

“Kun adgang for bestyrelsesmedlemmer,” siger Ruth. “Det er rædsomt. Som at blive dømt til døden in absentia. Ingen mulighed for at forsvare sig.”

Sammenligningen er melodramatisk, det ved hun godt, men det er sådan, hun har det. Hendes job er hendes identitet. Hun er doktor Ruth Galloway, institutleder på Institut for Arkæologi på University of North Norfolk. Og nu har universitetets bestyrelse åbenbart sat sig i hovedet, at hendes afdeling ikke kan “betale sig”, og overvejer at lukke den helt.

“Det er den rene galimatias,” siger David, mens han traver op og ned ad gulvet inde på Ruths kontor på en måde, der sædvanligvis ville have drevet hende til vanvid. “Jeg mener, du er en berømt arkæolog. Du er internationalt kendt. Du har været på tv.”

Det lyder jo ret labert, alt sammen, men Ruth ved godt, hvad David egentlig prøver at sige. Hun er en forholdsvis kendt arkæolog. Hun har udtalt sig om romerske skeletrester i Italien og været på italiensk tv. Hun har skrevet tre anmelderroste bøger og optrådt flere gange i den ret sensationslystne programserie Kvinder der dræber sammen med sin ekskæreste, den amerikanske historiker

Frank Barker. Det er i høj grad Ruths fortjeneste, at arkæologistudiet på UNN har et godt ry. Men coronapandemien er gået hårdt ud over universitetet. Den strøm af udenlandske unge, som altid har udgjort hovedparten af universitetets overbygningsstuderende, er stort set stoppet. Antallet af studerende i det hele taget er faldende, og der er væsentligt færre nyindskrevne til 2022, end der var i 2021. Da bestyrelsen meldte ud, at der ville komme “betragtelige besparelser”, vidste Ruth godt, at hun stod for skud.

“De siger, der ikke bliver fyret nogen undervisere,” siger Ruth. “At vi bliver flyttet over på historie eller geografi.”

“Det er jo en hån,” siger David. “Det finder jeg mig ikke i. Så tager jeg tilbage til Sverige.”

David arbejdede før i tiden på universitetet i Uppsala, og der er han åbenbart stadig velkommen. Men hvad med Ruth selv? Vil hun finde sig i det? Hun kigger ud ad vinduet på den kunstige sø, der viser sig fra sin kønneste side i solskinnet. To studerende dernede spiller frisbee og griner, så det runger mellem de lave universitetsbygninger. Ruth gnider sig i øjnene. Enten er ruden mere snavset end sædvanligt, eller også er hun lige ved at græde.

Det er en lettelse, da fastnettelefonen ringer, men også underligt. Hvem ville dog ringe til den og ikke hendes mobil?

“Taler jeg med doktor Ruth Galloway?”

Stemmen lyder overklasseagtig og vagt bekendt. Er det en af dem fra bestyrelsen? Eller en journalist fra en af de mere seriøse aviser?

“Ja, det er mig.”

“Mit navn er Edward Spens. Jeg har et entreprenørfirma. Måske husker du mig …”

“Ja, det gør jeg.” Ruths erindringer om Edward Spens er næsten udelukkende ubehagelige. Først var der det med liget under dørtærsklen i et tidligere børnehjem. Så var der flyet fra Anden Verdenskrig, hvor piloten stadig sad indeni. Ruth har kun dårlige erfaringer med opringninger fra Edward Spens.

“Nå, men …” ler Edward lidt forlegent. Måske tænker han det samme som hende. “Jeg er klar over ironien. Men vi har altså fundet et lig igen.”

Det passer Ruth godt at slippe væk fra universitetet i et par timer. Hun modsætter sig Davids forsøg på at hægte sig på. Så kører hun den korte vej til King’s Lynn, parkerer ved stationen og går ind ad de snævre gader i den retning, Edward angav. Hun kommer ind i et

af byens ældste kvarterer, hvor alle husene enten er fra victoriatiden eller endnu ældre. Men det er stadig ret tæt på byens indkøbscenter og museet, hvor de opbevarer pælene fra ringvolden. Måske vil hun kigge ind til dem lidt senere. Hendes gode ven, druiden Cathbad, mener, at de aldrig burde være blevet gravet op af sandet, men skulle været blevet stående, indtil tiden og tidevandet gjorde det af med dem, men Ruth kan godt lide den måde, museet har udstillet dem på. I øvrigt må hun se at få ringet til Cathbad. Han var tæt på at dø af corona sidste år og er stadig ikke kommet sig helt. Et skelet fra victoriatiden vil helt sikkert muntre ham op.

Da Ruth får øje på rækkehuset med stilladset, er der en klokke, der ringer. Var det ikke engang en antikvitetsbutik eller sådan noget? Og var hun her ikke engang sammen med Cathbad? Cathbad elsker at støve rundt efter gamle fotografier og lertøj.

Over døren hænger der et nymalet skilt. Tesalonen Den Røde Dame. Også det får en klokke til at ringe, og ikke på nogen særlig behagelig måde. Det minder hende om Red Mount Chapel, en besynderlig, sekskantet bygning midt i en park, ved en sti på vejen til Walsingham. Også dér lå der et lig. Ruth prøver at ryste minderne af sig og åbner døren.

“Åh, der er du, Ruth.” Edward Spens har tydeligvis ventet hende. Den høje mand ser ældre ud, end sidst hun så ham, håret en anelse tyndere, men han gør stadig indtryk, som han kommer skridende hen til hende over de nyslebne gulvbrædder. Hvide tænder glimter i hans solbrune ansigt. Hvordan er han blevet så solbrændt?

Nedlukningen varede helt til slutningen af marts, og der er stadig masser af rejserestriktioner. Og så er der smilet, som hun jo ikke ville have kunnet se, hvis han havde haft mundbind på. Det har hun selv, for det siger reglerne for indendørs møder. Desuden er det altid en god ide med mundbind på byggepladser. Tesalonen

Den Røde Dame ligner i høj grad sådan et sted, hvor luften er fuld af asbest.

Edward opfører en hel lille ironisk pantomime for hende, hvor han lægger an til at give hånd, men tager sig i det for i stedet at holde afstand og bukke dybt i en indisk namaste-hilsen.

“Hej Edward,” siger Ruth. De er åbenbart på fornavn, selv om hun egentlig helst ville have, at han kaldte hende doktor Galloway.

“Hvordan har du haft det? Det er en tosset verden, vi lever i efterhånden, ikke sandt?” siger Edward, som om corona bare var noget, man kunne spøge med.

“Jeg klarer mig,” siger Ruth. “Hvor er det skelet, du talte om?”

“Typisk Ruth,” ler Edward. “Ikke al den snak, bare vis mig knoglerne.”

Det kunne Ruth besvare på mange måder. For eksempel at han ikke kender hende godt nok til at vide noget om, hvad der er “typisk Ruth”, eller at hun er på arbejde, ikke til cocktailparty, eller at menneskelige skeletrester ikke er noget at grine ad. Men hun nøjes med at vente, indtil Edward viser hende ned ad en malerisk skæv trappe.

Lokalet nedenunder er en høj kælder, men lavloftet og med kun et enkelt vindue, der vender ud mod en mur. Edward tænder på en kontakt, der hænger ned fra et bundt ledninger på en måde, der ikke ser særlig tillidvækkende ud, hvorefter en række kunstfærdigt opstillede projektører oplyser lokalet. Gulvet er dækket af, og tre af væggene er blotlagt helt ind til det oprindelige murværk. Men det er den fjerde væg, der tiltrækker Ruths blik. Der er et ujævnt hul midt i den. Hun går forsigtigt uden om de forskellige arbejdsredskaber, der ligger rundtomkring, for at komme tættere på. Hvis det var arkæologer, der arbejdede hernede, ville der være meget mere ryddeligt, tænker hun.

Inde bag hullet er der en kamin eller ovn, der er sømmet til med brædder. Ved siden af kaminen er der et hulrum på en halv meters dybde, som fortsætter hele vejen hen langs væggen. Og i hulrummet ligger der et helt, sammenhængende skelet.

“Den gode Gary fik sig lidt af et chok, kan du nok forestille dig,” siger Edward. “Han tog direkte hjem. Hvad tror du? Er det fra victoriatiden? De her huse blev opført i 1860’erne.”

“Nej,” siger Ruth og retter sig op. “Det er fra nyere tid.”

“Hvordan kan du se det?” spørger Edward. Han lyder lige dele imponeret og skeptisk. “Jeg troede, du var nødt til først at lave sådan en kulstof-et-eller-andet-prøve.”

“Kulstof-14-datering kan hjælpe med at afgøre, hvor gamle knogler er,” siger Ruth. “Om end præcisionsgraden kan svinge med op til hundrede år på grund af naturlige fænomener som soludbrud. Men der sidder et metalsøm nederst i fibula, så personen må være blevet opereret i anklen for relativt nylig. Vi må hellere ringe til politiet.”

Før Ruth når at overveje, hvad sådan en opringning vil medføre, summer hendes mobil. Det er en sms fra David.

De lukker os. Læste det på fucking Twitter.

KAPITEL 2

Da Ruth kører tilbage til universitetet, er hun så vred, at hun næsten ikke kan være i sig selv. Hun tænker kortvarigt på, at det må være sådan her, Nelson har det, hver gang han sætter sig bag rattet. Men hun må tænke på Nelson en anden dag. Hun ventede på Tesalonen Den Røde Dame, indtil kriminalbetjent Tony Zhang kom. Tony Zhang elsker nye sager og lignede som sædvanlig et barn, der skal til at pakke et bjerg af julegaver op.

“Vi tjekker listen over savnede personer,” sagde han til Ruth og Edward. “Doktor Galloway, kan du sige noget om, hvor gamle knoglerne er?”

Ruth var taknemmelig for at blive tiltalt så respektfuldt, selv om netop Tony faktisk gerne må kalde hende Ruth. Han har ligefrem passet Kate engang.

“Det ved jeg ikke endnu,” sagde hun. “Men metallet i anklen ser ret nyt ud. Inden for de seneste tyve år, vil jeg tro.”

“Er det et helt skelet?”

“Ja. Et sammenhængende skelet, hvor alt organisk materiale er rådnet bort.”

“Jeg giver embedslægen besked,” sagde Tony, som var tydeligt begejstret. “Kan du grave det ud?”

“I har faktisk ikke brug for mig, hvis det er nyt,” sagde Ruth. “Men i betragtning af at det her er et historisk hus, vil jeg søge om tilladelse fra embedslægen. Nu må jeg tilbage til mine studerende.”

“Men chefen er på vej,” sagde Tony. “Han vil sikkert gerne tale med dig.”

Ruth havde svaret, at han bare kunne sende hende en e-mail, og nu tillader hun sig et lille smil ved tanken om, hvordan Nelson vil se ud, når han får den besked. Nelson bor ikke sammen med sin kone, Michelle, mere, og Ruth er godt klar over, at folk tror, det kun er et spørgsmål om tid, før han flytter ind hos hende. Men sagen er mere kompliceret end som så. Ruth og Nelson har en datter sammen, men Ruth vil ikke have, at Kate skal tro, de nu er én stor, lykkelig familie, hvis de faktisk ikke er det. Nelson har også tre børn med Michelle, to voksne døtre og en søn. Han har sagt til Ruth, at han synes, de skal “tage en snak” om det, men Ruth synes, det er for tidligt. Hvilket er en af årsagerne til, at hun nu kører som en gal gennem King’s Lynns mange rundkørsler. Men kun en af årsagerne. Lige nu er Ruth mest optaget af sit institut og sit indtægtsgrundlag. Hun er ikke selv på Twitter, så David har sendt hende et screenshot af den officielle meddelelse.

Det er med stor beklagelse, at vi på UNN må lukke arkæologistudiet. Lukningen skyldes en kombination af stigende økonomiske udfordringer og dalende interesse for faget.

Vi er nødt til at protestere, havde David skrevet. Jeg laver en Twitterkonto. Ruth sukker, da skiltet, der peger mod hendes fakultet, kommer inden for synsvidde. Hun er bange for de sociale medier, og hun stoler heller ikke på dem, men David har nok ret. Måske skal de have deres eget hashtag. Det er alt sammen meget nedslående.

Som Ruth havde forudset, bliver kriminalkommissær Harry Nelson ikke begejstret for at høre, at doktor Galloway lige er gået, og opfor-

dringen til at sende hende en e-mail gør ham ikke i bedre humør. Han traver op og ned ad gulvet i kælderen og mumler for sig selv.

“Længe siden,” siger Edward Spens, hvilket heller ikke hjælper på situationen.

“For helvede, mr. Spens. Hver eneste gang vi ses, er der lig på bordet,” siger Nelson. “Enhver anden ville begynde at nære mistanke til dig. Hvad siger du? Skal jeg være mistænksom?”

Edward Spens ler, selv om der ikke er noget, der tyder på, at Nelson sagde det for sjov.

“Doktor Galloway sagde, at det ikke er et gammelt lig,” siger Tony Zhang. “Der er noget metal i den ene ankel. Hun har tænkt sig at ansøge om tilladelse til en udgravning.”

“Vi må tjekke listen over savnede,” siger Nelson. “Og også skødet til huset. Hvem ejede det før dig?”

“Det var en antikvitetsbutik,” siger Spens. “‘Aladdins Hule’. Ejeren gik konkurs under nedlukningen. Jeg fik det billigt,” siger han og griner smørret, som om det er noget at fejre. Hvilket det tydeligvis er for ham.

“Lidt af et nyt område for dig, ikke?” siger Nelson, som endelig er standset op henne ved hullet i væggen. “Jeg troede, du kun interesserede dig for de der kæmpestore og grimme moderne boligbyggerier.”

“Liebhaverboliger,” retter Spens ham i et neutralt tonefald. “Det her er egentlig for konens skyld. Nu hvor børnene er ved at blive store, har hun fået lyst til at lege lidt med restaurationsbranchen.

Jeg har købt to ejendomme, den her i King’s Lynn og en i Holt. Der vil være en daglig leder begge steder, men Marion skal føre det overordnede tilsyn.”

Nelson har kun mødt Marion Spens en enkelt gang, men han kan godt forestille sig, at hun har naturlige anlæg for tilsynsføring.

“Jeg skal bruge navnet på den tidligere ejer,” siger han.

“Sharon Gleeson,” kommer det straks fra Edward. “Jeg har hendes kontaktinfo lige her.” Han fisker en iPhone frem, der er næsten lige så stor som en laptop. Nelson kan huske, hvordan man engang troede, at mobiltelefoner kun ville blive mindre, men nu er de efterhånden så store, at de knap nok kan være i en lomme. Hans egen er flere år gammel, og skærmen er revnet. Han har en nyere arbejdsmobil, men det nummer har han ikke tænkt sig at give Spens.

“Giv den til kriminalbetjent Zhang,” siger han. “Stedet her skal lukkes af. Det er et gerningssted, i hvert fald indtil videre. Tony, du venter her, indtil kriminalteknikerne kommer. Jeg skal tale med doktor Galloway.”

Både han og Zhang ved godt, at det ikke kommer til at foregå på mail.

Nelson ankommer til universitetet, fast besluttet på at tage en alvorlig snak med Ruth. De kan godt begynde med liget, men de er også nødt til at tale om, hvorfor helvede hun ikke vil flytte sammen. Men da han når op til hendes kontor, er det proppet med mennesker, som alle sammen ser endnu mere nedtrykte ud, end han sædvanligvis forventer det af akademikere.

“Åh, hej Nelson,” siger Ruth. “Det passer ikke så godt lige nu. Vi har lige fået at vide, at instituttet skal lukke.”

“Lukke?” siger Nelson. “Hvordan det?”

Det bliver David Brown, der svarer ham. Han er ikke et af Nelsons yndlingsmennesker (dem er der kun ganske få af), men Nelson forstår godt, hvorfor han lyder så vred. Han får det selv på samme måde, hver gang hans chef, vicekriminalinspektør Jo Archer, nævner hans pensionering.

“Det er uhyrligt,” siger David Brown. “De lukker et af universitetets mest prestigiøse institutter.”

“Hvem er ‘de’?” spørger Nelson. “Jeg troede, sådan nogle som jer ikke kunne fyres.”

“Bestyrelsen,” siger Ruth. “Nogle af os er fastansatte – hvilket er det, du mener med ikke at kunne fyres, går jeg ud fra – men det betyder bare, at de er nødt til at tilbyde os en stilling et andet sted. De lukker instituttet, fordi vi angiveligt er for dyre.”

“Det er en politisk beslutning,” siger en ung kvinde, der ser meget intens ud. “Den her regering har ingen forståelse for det, der ikke kan gøres op i profit. Hvis noget ikke er nyttigt efter deres begreber, er de ligeglade. De har ingen forståelse for læring for læringens egen skyld.”

Tja, det har Nelson sådan set heller ikke, men han har dog i årenes løb udviklet en respekt for Ruths viden og ekspertise.

“Men du er jo berømt,” siger han til Ruth. “Du har været på tv.”

“Det er jo det, jeg siger,” siger David. “Hun er universitetets mest fremtrædende forsker. Hun er juvelen i universitetets krone.”

Rolig nu, får Nelson lyst til at sige. Han bryder sig ikke om Browns tonefald, når han taler om Ruth. Det lyder lidt for besidderisk.

“Og så er du også konsulent for politiet,” siger han til Ruth. “Det er da nyttigt, kan man vel sige.”

Ruth smiler modvilligt. “Ej, tak, Nelson. Men problemet er, at der ikke er nok, der har lyst til at læse arkæologi. Det er, som Fiona siger,” siger hun og nikker hen mod den intense unge kvinde. “Det handler alt sammen om penge, og en grad i arkæologi fører ikke ligefrem til en guldrandet karriere. Når arkæologer bliver hentet ind som rådgivere i forbindelse med nybyggeri, er de som regel de lavestlønnede medarbejdere på byggepladsen.”

“Det var faktisk en byggeplads, jeg kom for at tale med dig om,” siger Nelson.

“Okay,” siger Ruth. Hun vender sig om mod sine kolleger. “Vi kan ikke gøre mere i dag. Vi har weekenden til at forberede en protest.”

“Så lang tid kan vi ikke vente,” siger David. “Jeg sætter gang i Twitter-kampagnen i aften. De får ikke lov at slå arkæologistudiet ihjel.”

Er arkæologien ikke død allerede? tænker Nelson. Men han siger det ikke højt. Han har ikke lyst til at ødelægge stemningen, som pludselig har fået et nøk opad.

Da de sidste er gået, sætter Nelson sig ned over for Ruth. Kontoret er et andet og både større og flottere, end da han mødte hende første gang, men han kommer alligevel til at tænke på dengang, han var på instituttet første gang for at stille hende nogle spørgsmål om nogle skeletrester, de havde fundet. Han mærker igen sin dybe respekt for hende. David Brown har ret. Det ville virkelig være uhyrligt, hvis al den her specialiserede viden bare sådan forsvandt.

“Dårlig dag?” siger han.

“I hvert fald ikke en af de gode. Du må undskylde, at jeg smuttede fra byggepladsen, men jeg var nødt til at tage tilbage hertil.”

“Det gør ikke noget. Tony siger, du vil ansøge om tilladelse til at grave skelettet ud.”

“Ja, det gør jeg senere. Frygteligt, ikke sandt? Sådan et indemuret skelet. Det er jo som noget fra en gyserfilm.”

“Jeg betragter det i hvert fald som et mistænkeligt dødsfald.”

“Jeg må hellere komme af sted,” siger Ruth. “Jeg skal hente Kate ovre hos Cathbad og Judy.”

“Jeg tager med,” siger Nelson. “Jeg vil gerne se Katie. Og så kan vi også få taget den snak.”

Han kan se på Ruth, at hun ikke ligefrem har glædet sig.