DE STRIDBARE DANSKERE Copyright © 2019 René Karpantschof og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05804-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Poul Henrik Westh Projektledelse: Martin Gylling Fotos: Se billedtekster Kort: Per Jørgensen Repro: Narayana Press Forsideillustration: Det Kongelige Bibliotek Omslag: Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
De stridbare danskere.indd 4
03/10/2019 14.19
René Karpantschof
De stridbare danskere Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920
De stridbare danskere.indd 3
03/10/2019 14.19
Indhold
Forord
7
Indledning
9
Optakt: Danmark omkring 1848
18
1
Kongens fald, folkenes forår
19
2
Parat til hellig krig
33
3
Nu kommer bonden!
49
4
Før stormen
66
Borgerkrig og grundlov 1848-1850
83
5
Mellem København og Kiel
85
6
Bajonetter og sabler i Sønderjylland
114
7
Grundloven: et værn mod demokrati
158
Kongens genkomst i den tomme stat 1850-1870
187
8
Religionsfrihed og religiøs forfølgelse
189
9
Grundlovskaos, krig og komplotter
213
5
De stridbare danskere.indd 5
03/10/2019 14.19
De stridbare danskere.indd 6
Fjernt fra demokrati, tæt på diktatur 1870-1900
247
10 Venstre-Højre og ”ondt blod” mellem de danske
249
11 Farlige tjenestepiger og godser i brand
294
12 Socialisme, Nørrebro og græsrodsaktivisme
324
Kongen tæmmes, folket styrer 1900-1920
365
13 Systemskifte og valgretsudvidelse
367
14 Revolveranarkister og revolutionsforsøg
396
15 Kongens sidste kup, Danmarks nye start
443
Tidslinje
486
I tal og overblik: danskernes politiske deltagelse 1830-1920
490
Kilder og litteratur
496
Noter
514
Registre
529
03/10/2019 14.19
Forord
Gadedemonstrationer, enten fredelige eller ledsaget af ballade og arrestationer, er en del af samfundslivet i Danmark. Modstridende interesser og følelsen af uret afføder kampvilje, uro og strid. Pression, trusler og sågar vold indgår i repertoiret. Grupper kæmper mod hinanden eller mod staten. De nationalliberale fremprovokerede i 1848 krig med de tysk-nationale. Justitsvæsenet satte i 1872 socialisterne Pio, Brix og Geleff i fængsel. Ønsket om parlamentarisk styreform blev i 1880’erne understøttet af civile riffelforeninger. Radikaliserede arbejdere krævede republik, da Christian 10. i 1920 afskedigede den parlamentarisk godkendte regering og indsatte en anden for at fremme sin egen politik. Danmarkshistorien ses i bogen gennem denne konfliktprisme. Men det er ikke entydigt en beretning om de små mod de store eller venstre- mod højrefløjen. Ej heller er det en fremstilling af kompromisernes krogede vej hen mod konsensus, ”sammenhængskraft” og social harmoni. End mindre er det en identitetspolitisk profilering af bestemte forurettede grupper. Det er derimod en afbalanceret fremstilling af, hvordan politik udført på den hårde måde i stort og småt har bidraget til at forme samfundsudviklingen og banet vej for demokrati. Det skete dels gennem folkelig mobilisering og ”bevægelser”, dels gennem statens og de herskende lags reaktioner. Forfatteren forklarer motiver og rationaler uden at hylde det yderligtgående. Der er sympati for de 7
De stridbare danskere.indd 7
03/10/2019 14.19
De s tri dba re dansk er e
fattige og undertrykte, men også blik for det politisk og moralsk negative ved pøbelstemning og voldsrus. Han ser kritisk på de begunstigede og magtfulde, men mere med ironi end forargelse. Brodden vendes mod den ureflekterede selvfølelse, parret med foragt for de lavere lag, som man ofte kan observere blandt de besiddende og bestemmende. Der gives dog også mange eksempler på ansvarlighed og dygtighed i toppen af samfundet. Domstolene behandlede nogle gange rebeller hårdt, men opretholdt ikke desto mindre et retssamfund. De, der på arbejdsgiveres vegne øvede vold mod arbejderbevægelsens agitatorer, blev dømt for det. En alvorlig forbrydelse som brandstiftelse kunne blive straffet mildt, når umyndiggjort tyende havde begået ugerningen som følge af plageri og grov udnyttelse. I bogen vinkles den kendte historie om demokratiets vækst og udbredelse på en ny måde med et interessant og tankevækkende resultat. Den lægger op til debat om relationen mellem systemtilpasning og radikal opposition i vort politiske system. Jan Pedersen Lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og tidl. redaktør af Historisk Tidsskrift
De stridbare danskere.indd 8
03/10/2019 14.19
Indledning
Kun de succesfulde (forstået som dem, hvis forhåbninger foregreb en efterfølgende udvikling) bliver husket. Blindgyderne, de tabte sager, og taberne selv bliver glemt. E.P. Thompson, 1963
Mange danmarkshistorier fortæller om det, som har forenet danskerne og holdt sammen på nationen: fællesskabsfølelse, samarbejdsånd og problemers løsning. De ting er der god grund til at fremhæve, for gamle Danmark har virkelig bestået længe. Men i denne bog fortæller jeg konsekvent om det direkte modsatte: danskernes interne splittelser, rasende indbyrdes kampe og dybe samfundskriser. Jeg fortæller også, hvordan det, som var held og lykke for nogle danskere, ofte var nød og ulykke for andre. Nye historiebøger har netop foreslået at se mere på ”konfliktzonen Danmark” og ”bagsiden” af samfundet. Det er det, jeg nu gør. De stridbare danskere er mit bud på, hvordan danmarkshistorien tager sig ud, når man ser det hele i skarp kontrast – uden at nedtone de vilde og voldsomme forhold, som danskernes historie også rummer meget af. Min bog er på den måde en skævvredet fremstilling. Ligesom hvis man beskrev livet i en familie ved at fokusere mest på skænderierne. Men selvom de ikke er hverdag, så afslører sådanne skænderier tit, hvad den enkelte virkeligt har på hjerte, og hvordan de forskellige har det med hinanden.1 9
De stridbare danskere.indd 9
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
Bogens periode er 1848-1920. De fleste faghistorikere er gået bort fra at sige, at grundloven af 5. juni 1849 gjorde Danmark demokratisk. I stedet anses det såkaldte systemskifte i 1901 og valgretten til kvinder og tjenestefolk i 1915 for at være demokratiets egentlige start. Jeg udskyder demokratiet lidt længere til Påskekrisen i 1920. Det gør jeg, fordi det monarkiske element først her (stort set) forsvandt ud af det danske styre. Indtil da spillede Danmarks konger en meget større politisk rolle, end mange i dag nok er klar over. Som min bogs undertitel siger, så er perioden 1848-1920 i virkeligheden en mærkelig mellemtid efter enevælden og før demokratiet. I samme periode fik Danmark helt bogstaveligt sin nutidige form. Fra 1848 til 1920 – med Sønderjyllands genforening – forandrede det danske monarki sig fra et vidtstrakt, multikulturelt rige til en mindre nationalstat inden for de grænser, som vi har i dag. Den udvikling forandrede også dem, der var borgere i riget. Det kan være svært for en nutidsdansker at finde nogen at identificere sig med i 1848, hvor alting så meget anderledes ud. Men når vi kommer frem til 1920, er de alle sammen kommet på banen: Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokratiet samt fremmedfjendske nationalister, militante Nørrebroanarkister og en hel masse andre som højskolefolk, andelsforeninger, fagforeningsfolk, kvindesagsforkæmpere, fredsaktivister, vegetarer og religiøse minoriteter. I De stridbare danskere fortæller jeg, hvordan alle disse moderne danskertyper voksede frem i tæt samspil med hinanden. Det skete, når de inspirerede og hjalp hinanden, eller når de opstod som reaktion på nogle af de andre. Vi møder bonde- og arbejderbevægelsen, men også en ofte overset folkelig konservatisme, som ligeledes var del af det moderne gennembrud, og vi følger ikke kun oprørte demonstranter, men også den menige politibetjent, rigsdagspolitikere, godsejere, præster, direktører, generaler og konger – fordi de alle var med i begivenhedernes front. Vi møder berømtheder som Grundtvig, grevinde Danner, Georg Brandes, kejserinde Dagmar og Thorvald Stauning – og virkeligheden bag romanfigurer som Lykke-Per og Pelle Erobreren – samt mindre kendte skæbner som 10
De stridbare danskere.indd 10
03/10/2019 14.19
I n dledn ing
de nordsjællandske soldater, der blev dræbt af protesterende landarbejdere, de unge tjenestepiger, der blev nogle af tidens farligste rebeller, og de kristne, der måtte skjule sig i Danmarks skove på flugt fra deres landsmænds menneskejagt. Vi vil se, at folk fra både venstrefløjen og højrefløjen og danskere fra de laveste såvel som de højeste kredse sagde og gjorde ting, som man roligt kan kalde ekstreme. Vi bliver også vidne til perioder med et nærmest utroligt politisk kaos inklusive stormløb mod de royale slotte og danskeres forræderiske sammensværgelser mod deres egne konger, og vi vil se, hvordan der perioden igennem løb en underliggende konflikt, der kulminerede i en episk styrkeprøve mellem to samfundssystemer: kapitalisme eller socialisme. Og hvordan det, som skete herhjemme, hele vejen var stærkt påvirket af verdenshistoriske begivenheder omkring Danmark. Det er alt sammen så spændende, som det kan være, synes jeg i hvert fald selv, og bogens handling kan faktisk godt minde om en roman. Jeg har nemlig skrevet den som en såkaldt fortællende historisk fremstilling. Det må ikke misforstås. Min bog adskiller sig helt afgørende fra en roman ved, at det, jeg skriver, ikke er opdigtet fiktion. Bogen er resultatet af omfattende undersøgelse, analyse og fortolkning af kilder og brug af andre historikeres værker. Det romanlignende skyldes alene den form, hvori jeg fremlægger mit undersøgelsesresultat: nemlig som et fremadskridende handlingsforløb, hvor nogle spændingsfyldte samfundsproblemer udfoldes, eskaleres og forandres af de involverede aktører; eller mere præcist: af samspillet mellem aktørerne. Det er, håber jeg, en medrivende måde at leve sig ind i fortiden på. Men det er samtidigt netop dét, historie handler om: ”mennesker og begivenheder”, som en historiker for nylig pointerede.2 I min bog kan læseren lære Danmarks historie at kende gennem en række dramaer og episoder, som faktisk har fundet sted: Vi er lige dér, hvor det sker. Her møder vi dem, som i fortiden var de udfarende, og dem, som de stod over for. Vi hører, hvad de forskellige danskere var uenige om, og hvordan de opfattede sig selv og så 11
De stridbare danskere.indd 11
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
på hinanden. Vi følger, hvad navngivne personer konkret sagde og gjorde hvor og hvornår, og hvordan det ene førte til det næste. Vi er med, lige mens det sker. På den måde lever vi også med i vreden, forhåbningerne, tvivlen og skuffelserne hos datidens mennesker. Det var mennesker, der ikke selv vidste, hvordan alting ville udarte sig og morgendagen se ud. F.eks. spillede frygten for – eller håbet om – underklassens pludselige samfundsomvæltning i hele perioden en rolle, som det kan være svært for os at forstå i dag, hvor vi jo ved, at en sådan omvæltning aldrig blev til noget. Der ligger også en slags bevisførelse i det at lave en fortællende fremstilling. Jeg kan nemlig ikke bare fortælle hvad som helst. Det skal hænge meningsfuldt sammen og passe med de brudstykker af information, som jeg har om de fortidige menneskers gøren og laden. Jo bedre det hænger sammen, desto bedre begrundet er fortællingens bud på, hvordan fortiden kan have været. Derfor kan nye, minutiøse fortællinger om begivenhedernes gang skubbe til fremherskende teorier om fortidens Danmark. Det er f.eks. en almindelig opfattelse, at grundloven blev til for at skabe demokrati. Men når man går tæt på og ser, hvad grundlovsfædrene faktisk sagde og gjorde, så giver det meget lidt mening, at demokrati skulle være deres hensigt. Hvis man i stedet fortæller, at grundloven skulle forhindre demokrati, så hænger det pludselig bedre sammen – i hvert fald sådan som jeg får det til at hænge sammen i denne bog (med afsæt i nyere historikerarbejder om det med grundlovsfædrene, sådan som læseren kan se i noterne). Jeg har hentet mine citater og faktuelle oplysninger fra faghistorisk litteratur og historiske kilder som breve, dagbøger, aviser, politirapporter, mødereferater osv. (jf. kildelisten bagerst i bogen inklusive hidtil ubenyttet materiale). Dermed ikke sagt at min bog er den entydige, objektive sandhed – for en sådan findes ikke. Men der findes kildekritiske regler for, hvad jeg kan tillade mig og ikke tillade mig at udlede af et givent materiale. I en danmarkshistorie som De stridbare danskere er der ikke plads til detaljerede metoderedegørelser. Jeg har i stedet angivet det benyttede materiale i noter, 12
De stridbare danskere.indd 12
03/10/2019 14.19
I n dledn ing
som vil kunne indgå i eventuelle debatter om bogens mange overraskende beskrivelser. Blot skal her bemærkes, at citater i bogen er omskrevet til nutidig sprogbrug og retskrivning med undtagelse af sange og digte, hvor det ville ødelægge versefødderne – ligesom jeg har oversat citater fra tysk og engelsk. Min faglige baggrund for at skrive denne bog er, at jeg er uddannet cand.mag. i historie (1998) fra Københavns Universitet. Siden lavede jeg en ph.d.-afhandling og et postdoc-forskningsprojekt på samme universitets Sociologisk Institut. Det affødte en række videnskabelige udgivelser herunder Arbejderbevægelsens tilblivelse – Danmark 1865-1887 (2005), Gaden og parlamentet. Kollektive aktioner, demokrati og den moderne politiks tilblivelse i Danmark 1835-1901 (2006) og Danmark 1850-1920: Efter enevælde, før demokrati (på engelsk, 2018). Som del af min forskning lavede jeg nogle større databasekortlægninger af datidens folkelige politiske deltagelse ved at gennemgå især samtidige aviser.3 Jeg har registreret mere end 3.000 politiske debatmøder, underskriftindsamlinger, demonstrationsoptog og optøjer i den periode, som De stridbare danskere handler om. Bagerst i bogen kan man se udvalgte statistiske og grafiske overblik over udviklingen i tidens folkedeltagelse (mere statistik findes i ovennævnte udgivelser). Statistikken danner grundlag for mine vurderinger af, hvornår der skete meget, og hvornår der skete lidt. Tallene har på den måde guidet min fortælling – men også lagt bånd på mine påstande om, hvem der havde fremgang, og hvor mange der støttede hvad. Jeg kan stadig ikke fortælle hvad som helst. Det var gennem mit kortlægningsarbejde, at jeg stødte på en række spektakulære fortidige hændelser, der siden er blevet nedtonet i historieskrivningen, hvis ikke helt glemt; eller som historikere bare har ladet ligge, fordi de af deres gode grunde ville fortælle en anden historie, end jeg nu vil. Det er desuden hændelser, som det ikke har passet historiens sejrherrer at bringe videre. Sejrherrerne vil sige dem, der fik succes og gunstige positioner i det etablerede samfund – nationalromantiske grundtvigianere, andelsbevægelsen, 13
De stridbare danskere.indd 13
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
den officielle folkekirke, store fagforbund, erhvervslivets top, de regeringsbærende folketingspartier og kongehuset – og de har i høj grad præget den folkelige historiebevidsthed med deres fortælling om danskernes nationale fællesskab, samarbejde og demokratiske indstilling, og hvordan det førte til fremskridt for alle. Flere historikere har længe udfordret denne såkaldte konsensusfortælling, og jeg kunne slet ikke have skrevet denne bog uden mine historikerkollegers mange prisværdige arbejder (som læseren kan finde i bogens litteraturliste). Det er med hjælp fra disse arbejder, og ved selv at gå tilbage og se på de fortidige kilder med friske øjne, at jeg har udformet min særlige konfliktfortælling om det moderne Danmarks tilblivelse – inklusive historiens blindgyder, tabte kampe og temmelig ubehagelige sider ved danskernes behandling af hinanden. Jeg har også en mere personlig baggrund for min danmarkshistorie. Jeg er vokset op i den vestjyske landsby Vilslev, hvor mine bedsteforældre var en husmandsfamilie af den slags, som bogen her bl.a. handler om. Min mor, Aase, startede som tjenestepige, ligesom dem vi møder i bogen, og hun tog sig siden en uddannelse og blev afdelingsleder i Åndssvageforsorgen i Ribe, som det hed dengang. Ikke langt derfra deltog jeg senere i de barske Esbjergarbejderes Ribus-strejkekamp, der faktisk ikke adskilte sig meget fra 1800-tallets sammenstød med politiet og jagt på skruebrækkere (strejkebrydere). På min fars, Leos, side er jeg efterkommer af de russiske jøder, der kom til København i starten af 1900-tallet, og som såmænd også spiller deres rolle i De stridbare danskere. Det gør tillige Nørrebros dengang nye revolutionære ungdomsmiljøer, hvis senere udløbere jeg ligeledes kender fra min egen tid i 1980’ernes københavnske BZ-bevægelse. Kongehuset har jeg til gengæld aldrig haft min gang i. Men jeg har besøgt mange af deres slotte, og jeg har i det hele taget fundet det spændende at tage rundt i Danmark for med egne øjne at opleve de steder, hvor så megen drama har udspillet sig. Sådanne udflugter vil jeg hermed anbefale i håb om, at de og De stridbare danskere kan bidrage til interessen for Danmarks historie og til forståelsen af, 14
De stridbare danskere.indd 14
03/10/2019 14.19
I n dledn ing
at demokrati og velfærd er noget, der skabes og forandres og derfor også kan ødelægges af danskerne selv. Alle historiebøger kan bruges som et spejl. Du, kære læser, kan også holde denne bog op for nutiden og dig selv. Måske ser du ligheder mellem dengang og i dag. Måske ser du ting, der foruroliger. Eller ting, der kan begejstre. Måske ser du dig selv i engageret kamp for fremtiden. René Karpantschof, København, oktober 2019
De stridbare danskere.indd 15
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
DANMARK 1815-1920. Indtil 1864 bestod den danske stat – helstaten – af kongeriget Danmark sammen med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Med til Danmark hørte også Færøerne, Island (til 1918) og Grønland samt tropekolonier som Guldkysten (til 1850) og Dansk Vestindien (til 1917).
16
De stridbare danskere.indd 16
03/10/2019 14.19
I n dledn ing
KRIGSSKUEPLADSEN 1848-50 OG 1864. Både 1. og 2. Slesvigske Krig udspillede sig hovedsageligt i hertugdømmets østlige del og omkring den nørrejyske fæstningsby Fredericia. Kongeågrænsen fulgte ikke åen hele vejen, men gik bl.a. syd om Ribe, der forblev dansk efter 1864.
17
De stridbare danskere.indd 17
03/10/2019 14.19
Optakt Danmark omkring 1848
De stridbare danskere.indd 18
03/10/2019 14.19
1 Kongens fald, folkenes forår
Kort før solopgang tirsdag den 21. marts 1848 vågnede danskernes konge, Frederik 7., på Christiansborg Slot i København efter kun tre timers søvn og med hovedet fuldt af bekymring. Samme formiddag skulle han møde sine ministre i Statsrådet, og der ville man afkræve ham en meget tung beslutning. Det handlede om selve Danmarks eksistens som nation og om fremtiden for Frederiks eget kongehus. Ude omkring blæste folkelige oprør gennem Europa, og nu ventedes stormen at ramme Christiansborgs mure. Det ville ske, når en annonceret folkemarch nåede frem til det københavnske slot i løbet af eftermiddagen.
En konge og han s mæ nd Landet befandt sig i en dyb krisesituation, og det krævede et statsoverhoved med politisk indsigt, lederevne og diplomatisk kløgt. Frederik 7. besad ingen af disse egenskaber. Han var en af de mest fordrukne, uberegnelige og politisk uduelige konger i danmarkshistorien. Bl.a. var han åbenlys mytoman, og hans historier blev ikke mindre farverige, efterhånden som det ene glas vin fulgte det andet. Da den unge diplomat og senere tyske kansler Otto von Bismarck 19
De stridbare danskere.indd 19
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
engang besøgte Frederik 7.s hof, måtte Bismarck lægge øre til den danske konges detaljerede beretning om sit personlige heltemod under den netop overståede Krimkrig. Adskillige russiske soldater skulle kongen egenhændigt have gjort kål på. Bismarck måtte finde en grimasse, der kunne passe, for som alle andre vidste han jo udmærket, at Danmark og Frederik 7. slet ikke havde deltaget i Krimkrigen.4 Frederik 7. legemliggjorde problemet med arvekongedømmer som det danske. Man måtte tage de konger man fik, uanset hvor egnede de var. Da den 39-årige Frederik overtog tronen efter sin far Christian 8.s død den 20. januar 1848, blev han Danmarks niende enevoldskonge. Dermed kunne han titulere sig ”af Guds nåde konge til Danmark”. En enevældig konges magt beroede nemlig ikke på andre menneskers samtykke, men på Gud alene. Det fastslog kongeloven af 1665, der i øvrigt var Europas eneste nedskrevne enevoldsforfatning. Som styreform var enevælden et diktatur, og den mest direkte vej til politisk indflydelse var simpelthen at påvirke og indsmigre sig hos kongen. I 1770 var det lykkes den kongelige livlæge Johan Friedrich Struensee at tage kontrol over staten ved at gøre sig selv til den, der forelagde den skøre Christian 7. alle indkomne sager og anmodninger, som kongen, der alligevel ikke rigtig gad være konge, beredvilligt ekspederede efter Struensees ønsker. Snart fik utilfredse hofkredse dog trynet Christian 7. til at underskrive en arrestordre på Struensee, som så blev ført til skafottet og fik hovedet hugget af. Struenseeaffæren viste, at den enevældige monark i praksis var afhængig af velvilje og samarbejde med landets samfundsspidser og hofkredse, der ellers kunne vende sig mod ham. Sådan var også situationen for Frederik 7. i 1848. Statsrådet var hans regering, som han formelt set udpegede selv. Reelt gjorde han det efter behørig rådslagning med samfundseliten. Men styret var og blev et diktatur, og på papiret var ministrenes rolle blot at rådgive og bistå kongen med at administrere staten.5 Frederik 7.s førstemand var statsråd Carl Emil von Bardenfleth. Bardenfleths høje position kunne han takke sin fornemme herkomst 20
De stridbare danskere.indd 20
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
for. Han var barn af baronesse Augusta Vilhelmine von Hellfried og kontreadmiral Johan Frederich von Bardenfleth, der en tid havde haft ansvaret for opdragelsen af prins Fritz, som den senere Frederik 7. blev kaldt. De jævnaldrende drenge, Fritz og Carl Emil, knyttede personlige bånd, og som noget af det første hidkaldte den nykronede Frederik 7. sin barndomsven og indsatte ham i sit Statsråd. Det var altså ikke i kraft af politisk erfaring, for det havde han ikke, men i sin egenskab af kongens nære bekendte, at Carl Emil von Bardenfleth i 1848 sad med ved magtens bord. ”En stor godmodighed og tilbøjelighed til at forskaffe andre glæde”, var nogle af de ”hjertets egenskaber”, som Bardenfleth tilskrev sin kongeven. Bardenfleth havde dog også sine ”tvivl om hans åndsevners normale tilstand”. Det samme havde mange andre. Naturligvis uden at indvie kongen i deres syn på ham. Sent om aftenen før den skæbnesvangre 21. marts tog Bardenfleth forbi slottet, da han nærede ”den mest begrundede frygt for, at han [Frederik 7.] på en eller anden uforudseelig måde” skulle dumme sig under den kommende dags begivenheder med nogle af sine ”hyppige meget uforsigtige udtalelser”. På slottet blev ministeren vel modtaget af sin hjertensgode konge, der nok kunne bruge nyttige råd.6
Revolutionsbølg e gennem Europa En måned tidligere, den 22. februar 1848, var en folkeopstand brudt ud i Paris. Frederik 7.s franske kongekollega Louis Philippe tog flugten til England, og Frankrig blev en præsidentstyret republik. Februarrevolutionen pustede nyt liv i tidens liberale bevægelser mod Europas gamle monarkier. I Danmark som andre steder havde det voksende borgerskab af fabrikanter, købmænd, læger, advokater osv. længe stået i skyggen af et lille, men magtfuldt aristokrati domineret af adelige og været holdt nede af det autoritære enevældesamfund. Dette samfund var modelleret efter det traditionelle standshierarki 21
De stridbare danskere.indd 21
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
med kongemagten og adelen øverst, borgerstanden i midten og bønderne nederst. Enevældens indførelse i 1660 havde betydet en vis opblødning, idet kongerne herefter også adlede udvalgte borgerlige, som med yderligere held fik tildelt lukrative embedsstillinger eller ligefrem grevskaber og baronier på bekostning af den gamle familieadel af blåt blod. Det åbnede for en ny social mobilitet, hvor borgerligt fødte kunne klatre forbi de gammeladelige på vejen op ad samfundsstigen. I 1840’erne var halvdelen af de 200 danske adelsfamilier blevet ophøjet til standen inden for de seneste 80 år.7 Lige muligheder for alle var der dog ingenlunde tale om. Forbindelser til hoffet og den rang, man blev tildelt gennem ordner, var afgørende for ens status, karriere og tilegnelse af privilegier i enevældens klatresamfund. Formaliseret ulighed gennem særrettigheder var en del af systemet. F.eks. blev godsejerstanden sikret en fjerdedel af alle pladserne i de nye rådgivende stænderforsamlinger – en slags miniparlamenter uden egentlig magt. Så stor en stænderrepræsentation var selvsagt totalt ude af proportion med godsejernes mikroskopiske andel af befolkningen som helhed. Dertil var grever og baroner fritaget for skat, de højest betitlede indtog de bedste pladser ved kongelige tafler, i teatret osv., og kun værdige borgere blev begunstiget med kongelig privilegeret ret til at drive f.eks. kroer, møller og fabrikker. Nederst i hierarkiet havde bønderne ikke andre privilegier end den tvivlsomme ære at være de eneste, der havde værnepligt. Carl Emil von Bardenfleths opstigning til rangen af ridder og siden storkors af Dannebrog, og hans embedskarriere fra kammerjunker, byfoged, stiftsamtsmand og endelig statsråd byggede mere på hans gode forbindelser end personlige kvalifikationer. ”Ordner hænger man på idioter”, hed det i P.A. Heibergs ældre satiriske vise, og selvom von Bardenfleth ikke just var idiot, så var det hele dette system, hvor kongemagten omgav sig med en mere eller mindre indspist aristokratisk elite, der i 1800-tallets midte efterhånden var blevet en utålelig social spændetrøje for det økonomisk og kulturelt fremgangsrige borgerskab.8 Nu ville dette borgerskab, anført af engagerede studenter, have 22
De stridbare danskere.indd 22
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
friere adgang til embedskarriere og privatøkonomisk foretagsomhed samt rettigheder som forenings- og ytringsfrihed og ikke mindst medindflydelse på statsstyrelsen. Nyhederne om de udenlandske begivenheder i foråret 1848 havde en stærk virkning på de danskere, der også drømte om forandring herhjemme. ”Leve de brave Parisere!” skrev den unge jurist og studenteraktivist Hother Hage begejstret til sin bror, købmanden Gustav Hage. Pariserne havde vist, hvordan det, som man troede var grundfæstede magtsystemer, med ét kunne væltes omkuld af en kraftfuld folkemobilisering. Pludselig var det muligt at forestille sig store og hurtige ændringer, og på den unge Hage og mange andre virkede det ”berusende og æggende. Det gav feber i blodet og større mod og selvtillid”, som stemningen senere blev beskrevet.9 Det blev kaldt ”folkenes forår”, men død og tragedie fulgtes med frihedsdrømmen. Efter oprør i München den 6. marts, Wien den 13. marts og Budapest den 15. marts, eksploderede pladsen foran Friedrich Wilhelm 4.s kongeslot i Berlin den 18. marts i rasende gadekampe, der efterlod hundreder af oprørere og soldater døde. Den 19. marts kom turen til Stockholm, hvor 18 mennesker blev dræbt, da kong Oscar 1. beordrede byens tropper til at sprede en folkemængde med geværskud og bajonetter. Den 21. marts var oprørsfaklen nået til København.10 Mens Frederik 7. denne dag gjorde sig klar til at entre statsrådssalen kl. 11.00, strømmede tusinder af københavnere mod Gammeltorv. Det, som her skulle ske, var sensationelt. For første gang i danmarkshistorien ville man gennemføre en offentligt annonceret folkemarch gennem byens gader til Christiansborg med et fælles krav til landets regering. Nogle år tidligere kendte man slet ikke den slags demonstrationer med folkelig indblanding i politik. Det skulle først opfindes, og vendepunktet blev 1830, der ligesom 1848 var et generelt europæisk oprørsår. Efter antijødiske optøjer med klare regeringsfjendtlige undertoner i København i efteråret 1830 kom den daværende kong Frederik 6. i tanke om sit femten år gamle (og internationalt påtvungne) løfte om stænderforsam23
De stridbare danskere.indd 23
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
linger, som nu blev taget op af skuffen igen. Der skulle oprettes i alt fire sådanne forsamlinger bl.a. i Viborg og Roskilde. Man ville ikke begå den samme fejltagelse som den franske Ludvig 16. i 1789. Han havde tilladt én landsdækkende stænderforsamling i Paris, og det udnyttede de utaknemmelige stænderfolk til at udråbe sig selv til nationalforsamling og tage magten fra kongen. Herhjemme blev stænderforsamlingerne spredt ud og placeret i betryggende afstand fra kongemagtens centrum i hovedstaden. Stænderne skulle heller ikke lovgive eller have anden reel magt, men dog tillade udvalgte befolkningsrepræsentanter at diskutere og kommentere kongens styre. Det ville sikkert hjælpe til ”gemytternes tilfredsstillelse”, vurderede en håbefuld politidirektør i en skrivelse til Frederik 6., der straks efter bekendtgjorde sin stænderplan.11 Gemytterne faldt imidlertid ikke til ro. Tværtimod syntes kongens eftergivenhed at opmuntre studenter, borgere, håndværkere og dele af den københavnske underklasse, som herefter begyndte at bruge byrummet til fakkeltog og sammenstimlen, hvor man hyldede kendte liberale og dristede sig til at råbe om konstitution (forfatning) under royale begivenheder. Det kunne udvikle sig til opløb med rudeknusninger, vold og anholdelser, men det egentligt farlige var, at civile borgere nu i fuld offentlighed viste deres utilfredshed med den etablerede samfundsorden. Med den endelige stænderforordning af 1834 blev det tilladt borgerne at indsende ”ansøgninger og besværinger” til de fire stænderforsamlinger. Helt almindelige menneskers ret til at komme til orde var dermed for første gang nogensinde indskrevet i en dansk forfatningslov.12 Den utilsigtede virkning blev en flodbølge af såkaldte adresser (petitioner, eller bønskrifter) til stænderne med krav og ønsker vedrørende statens styrelse og de forskellige befolkningsgruppers vilkår. Disse adresser opnåede først hundreder og siden tusinder af underskrifter og blev dermed til den slags kollektive meningstilkendegivelser, vi i dag kender som underskriftsindsamlinger. Parallelt hermed afholdtes i løbet af 1840’erne en stribe folkemøder med politiske taler og nogle gange optog, og også her steg deltagerantal24
De stridbare danskere.indd 24
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
let fra hundreder til forsamlinger med 10.000 deltagere i 1845. Det var stadig et begrænset befolkningsudsnit, men folkelige grupper og bevægelser var trådt ind på den politiske scene i Danmark for aldrig siden at forlade den. Det var virkeligt epokegørende.
”Fo rtvivlelsens selvhjæ lp” Den 21. marts 1848 skulle København så danne ramme om den foreløbige kulmination på tidens nye folkedeltagelse. Der var noget særligt symbolsk over dagens march. Hidtil havde det mest været enevælden, der viste sin magt og vælde med storslåede processioner og militærparader gennem gaderne. På den måde understregede man, at det var kongens København. Det skulle nu være anderledes. Nu skulle det være borgerskabets København. Fra om morgenen henlå byen i en sitren af ”uvished og spænding”, og flere var udtalt nervøse for, hvordan det hele skulle gå. Den kongelige rådgiver, professor P.G. Bang, havde ligefrem ligget søvnløs om natten af frygt for pøbeloptøjer.13 I dagens udgave af de liberales avis Fædrelandet kunne man læse deres krav til Frederik 7. ”Allernådigste konge! De rådgivere som Deres Majestæt har arvet fra Deres forgænger, er ikke i besiddelse af folkets tillid”, begyndte den kortfattede meddelelse, som dernæst lagde pres på kongen om øjeblikkeligt at udskifte sine statsrådsministre med nye mænd, der kunne ”grundlægge landets frihed”. Friheden skulle opnås ved snarest at erstatte kongeloven fra 1665 med en fri forfatning, en grundlov, som det kom til at hedde, så Danmark kunne blive et såkaldt konstitutionelt monarki. Hvordan det hele præcist skulle ordnes, måtte man finde ud af senere. Men idéen var, at der skulle oprettes et parlament med lovgivningsmagt, og at kongen i fremtiden skulle regere i et bindende samarbejde med repræsentanter for folket. Hvis et sådant styre blev indført, måtte Frederik 7. og konservative monarkister vinke farvel til den enevælde, der havde været Danmarks styreform i snart to århundreder. 25
De stridbare danskere.indd 25
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
Som om det ikke var nok, sluttede de liberales adresseskrivelse den 21. marts med et truende ”Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp”. Ordene var forfattet af den 37-årige advokat Orla Lehmann med rødder i Studenterforeningen. Denne forening havde siden 1820 udgjort et toneangivende liberalt miljø af københavnske studenter og unge akademikere. Også førnævnte Hother Hage og fremtidige historiske skikkelser som D.G. Monrad trådte deres politiske barnesko i Studenterforeningen. Sidstnævnte med en usvigelig tro på at historiens gang kunne påvirkes, og at man skulle turde tage chancen og kaste sig ud i det. ”Kamp og sejr!” var den unge Monrads motto. I marts 1848 var det Orla Lehmann, der havde sit store øjeblik. Den turbulente tid fostrede netop effektfulde agitatorer som ham, ”om end hans varme blod stundom måske koger lidt for stærkt”, mente professoren J.F. Schouw, en af de ældre og mere moderate liberale. Lehmann forklarede senere, at han med sin ”fortvivlelsens selvhjælp” blot ville understrege befolkningens selvansvar for situationen. Men den 21. marts 1848 lød det umiskendeligt som en trussel om voldelig revolution, og flere moderate var da også betænkelige ved Lehmanns sprogbrug.14 Der var grund til betænkelighed. Alene det at kritisere enevælden havde før udløst mødeforbud og fængselsstraffe. Og så var der risikoen for at få dygtige prygl af de forhadte stokkeknægte, som man kaldte enevældens politibetjente, eller hummere på grund af deres røde uniformsjakker. Rygtet gik da også, at politidirektør Bræstrup havde planer om at undertrykke den igangværende bevægelse og arrestere dens ledere. De seneste nyheder fra nabolandene øgede kun den højspændte stemning. ”Hvis nu, som for et par dage siden i Berlin, der gik et par dræbende skud ind i den fredelige mængde, hvad så? Så havde vi her som hist revolutionen!” funderede en københavnsk folkemarchdeltager.15 Ved middagstid den 21. marts 1848 var omkring 10.000 mødt frem på Gammeltorv. Det var en pæn forsamling i et København med 122.000 indbyggere. Hovedstaden lå stadig klemt inde bag de 26
De stridbare danskere.indd 26
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
gamle befæstningsvolde, men nogle af dagens fremmødte har sikkert taget turen ind gennem byens porte ude fra de spredte bebyggelser på Vesterbro, Nørrebro og Østerbro, hvor yderligere i alt 7.000 mennesker boede. Eller mindre sandsynligt fra Amagerbro med dets knap 150 registrerede indbyggere. Demonstrationens mest markante enkeltgruppe, de københavnske studenter, mødtes i universitetets festsal ved Frue Plads for derefter at slutte sig til de øvrige forsamlede to hundrede meter derfra. Gammeltorv var byens rådhusplads sammen med det tilstødende Nytorv.16 Her lå arkitekten C.F. Hansens nyklassicistiske og monumentale rådhusbygning (i dag byretten) som sæde for Københavns borgerrepræsentation, der siden 1840 havde sikret en smule folkelig indflydelse på bystyret. Borgerrepræsentationen var udtryk for, at enevælden faktisk var i gang med begrænsede reformer herunder den med stænderforsamlinger. Kun knap 2.000 af de mest formuende københavnere havde dog stemmeret, så de 36 borgerrepræsentanter afspejlede først og fremmest byens bedre borgerskab af velstående næringsdrivende, ejendomsbesiddere og akademiske embedsmænd. Det var netop i de kredse, hvor den liberale sag havde sine tilhængere, og kl. 12.30 trådte den samlede borgerrepræsentation anført af formanden – nationalbankdirektør L.N. Hvidt, der selv var en af den liberale oppositions ledere – frem mellem søjlerne på rådhusets trappe for at slutte sig til marchen mod Christiansborg. Dagens store overraskelse var, at borgerrepræsentanterne havde følgeskab af Københavns overpræsident, Michael Lange, og hans tre borgmestre. Disse absolutte topembedsmænd i byen var ikke valgte, men direkte kongeligt udpegede. Det var jo stadig enevælde, så deres tilsynekomst vakte særlig jubel, for det blev set som tegn på, at kredse nær magtens centrum nu accepterede demonstranternes krav om et politisk systemskifte. Den inderligt konservative Lange var dog ikke mødt frem af egen lyst. ”Det er jo rebellion!” udbrød han tværtimod forarget, da han aftenen forinden erfarede om folkemarchplanen. Overpræsidentens deltagelse skyldtes mere, at han, som den pligttro embedsmand han var, ville bidrage til en 27
De stridbare danskere.indd 27
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
rolig afvikling af marchen, når det nu ikke kunne være anderledes. Langes fremtræden side om side med den liberale Hvidt lagde da også en dæmper på demonstrationens karakter af oprør.17 Magtens konkrete centrum befandt sig under en kilometer fra menneskemængden ved rådhuset, nemlig i statsrådssalen på Christiansborg Slot. Foruden Frederik 7. selv og allerede nævnte Carl Emil von Bardenfleth bestod Statsrådet af den barnløse konges farbror, arveprins Ferdinand, samt excellencerne grev Carl von Moltke, lensgreve A.W. Moltke, grev Reventlow-Criminil, den politiske veteran ’gamle’ von Stemann og juristen A.S. Ørsted, der med erhvervelsen af den fornemme elefantorden året før kunne kalde sig ridder på linje med rådets øvrige medlemmer. Statsråderne var mødt i fuld uniform, hvis gedigne uldfrakker også var praktiske i den kølige slotssal på denne martsdag, hvor temperaturen ikke oversteg 8° C. Men uniformsbånd og ordner hjalp ikke råderne mod den udvikling, der nu var ved at fratage dem magten. Frederik 7. åbnede mødet med at meddele, at han ”så sig nødt til at opfylde en for hans hjerte meget tung pligt, idet han var kommet til den overbevisning, at de uroligheder, der fandt sted i landet, var grundede i en mistillid til det hidtil fulgte regeringssystem”.18 Den tunge pligt var at afskedige sine ministre, og det foregik på den nænsomme måde, at ministrene fik lov til selv at trække sig. Herefter begik kongen den fodfejl at opløse hele ministeriet med øjeblikkelig virkning i stedet for at lade det fortsætte som overgangsregering, indtil nye ministre var udpegede. Danmark stod nu i den usædvanlige situation at være helt uden regering.
Det mærkelige år 1 84 8 På Gammeltorv havde demonstranterne sat sig i bevægelse. Dagbogsforfatteren A.P. Liunge gjorde meget ud af, at deltagerne var ”mennesker af alle klasser, borgere, studenter og håndværkere i broderlig forening”. En sådan broderlighed var ingen selvfølge i et 28
De stridbare danskere.indd 28
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
samfund, hvor der helt officielt var forskel på folk, alt efter hvilken samfundsgruppe de tilhørte. Som f.eks. godsejernes alt for mange sæder i stænderforsamlingerne og det, at kun de mest velhavende havde stemmeret til borgerrepræsentationen. Men i København den 21. marts i ”det mærkelige år”, som man snart efter kaldte 1848, syntes de sædvanlige forskelle at være udviskede. Den blandede skare drog nu arm i arm mod slottet via Nygade, Vimmelskaftet og Amagertorv til Højbro Plads, indtil kun kanalen lå mellem dem og Christiansborg. En frustreret arveprins Ferdinand skal have søgt at få Frederik 7. til at spærre broerne til Slotsholmen og sætte garden ind mod den fremtrængende menneskemængde. Statsrådsprotokollen nævner dog ikke noget om sådanne forslag, men sikkert er det, at der i konservative kredse var stor modvilje mod den liberale tendens. En tendens, ”der så længe i Danmark har undergravet kongemagten”, beklagede en vranten monarkist sig i en brevveksling, hvor han også mente, at man på dagen ikke vovede at bruge fysisk magt, fordi ”man frygtede … folkemassen”.19 I stedet for et sidste desperat forsvar af enevælden havde garden geværerne i hvil, da demonstranterne passerede Højbro og myldrede ind på pladsen foran Christiansborg. Slottet var det andet Christiansborg, også et af C.F. Hansens byggerier, der blev indviet i 1828, efter at det første var brændt i 1794. Heller ikke det andet Christiansborg eksisterer længere, men det meste af Slotsholmen med Slotskirken, Ridebanen og selve slotspladsen, hvor demonstranterne nu indfandt sig, fremstod meget som i dag. Flere kom til, og også på den anden side af kanalen stimlede folk sammen, så måske 20.000 mennesker eller flere var til stede på og omkring slotspladsen. Ude på kanalen hang søfolk i skibsmasterne, mens vinduerne i husene over mod pladsen var ”tæt besatte med tilskuerinder”, som Liunge skrev i sin dagbog. Tilskuere var nemlig, hvad kvinderne var, for offentlig politik var stadig et anliggende kun for mænd. Inde på Christiansborg havde overpræsident Lange bevirket, at formand Hvidt og hans borgerrepræsentanter kom i audiens hos Frederik 7., der tog imod med von Bardenfleth ved sin 29
De stridbare danskere.indd 29
03/10/2019 14.19
De s tri dbar e da nske re
side. Hvidt oplæste så de liberales adresse med deres krav, og ”Hans Majestæt Kongen behagede allernådigst at svare”, fortalte den konservative avis, Berlingske Tidende. Svaret, hvormed Frederik 7. gav sit mundtlige samtykke til enevældens afvikling, lød: ”Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De her beder mig. Det gamle ministerium er opløst … Når De, mine herrer, vil have samme tillid til Deres konge, som jeg har til mit folk, så vil jeg være Dem en tro leder til ære og frihed”. Dette sagt med en rank stemmeføring, hvor Frederik 7. gjorde indtryk med den særlige magi, som kongerollen gennem tiden har fortryllet mange med. Her viste han for første gang den kombination af majestætisk værdighed og ægte ligefremhed, der gav ham tilnavnet Folkekær, og som i nogen grad opvejede hans politiske inkompetence.20 Bardenfleth kunne ånde lettet op. Bortset fra det med at glemme en overgangsregering, så havde kongen klaret situationen fint. På en måde var kongen slet ikke politisk uduelig som sådan. Snarere var han ofte bare uinteresseret og godt træt af den stive elitekultur, som han var født og opdraget i. I den henseende lignede Frederik 7. sin forgænger Christian 7., hvis intelligens absolut intet fejlede, og som lige så meget blev regnet for skør, fordi han ikke passede ind i forventningerne til en konge og til korrekt opførsel i de højere kredse. Den 21. marts 1848 viste Frederik 7. i hvert fald, at han kunne det med velvalgte ord og sikker optræden, når det skulle være. Han besad faktisk, medgav Bardenfleth, en ”undertiden endog ganske kløgtig opfattelse af de ham omgivende forhold”.21 Efter den korte audiens vendte borgerrepræsentanterne tilbage til slotspladsen, hvor deres formand, Hvidt, udråbte: ”Ministeriet er opløst! Kongen leve!” I mellemtiden var stemningen på pladsen blevet ”noget flov [mat], hvad der ikke forbedredes ved, at kongen ikke lod sig se”, skrev den unge og allerede kendte kunstmaler Johan Th. Lundbye om oplevelsen. Kongen selv måtte de forsamlede københavnere nemlig kigge langt efter, for dagens hovedperson forblev bag lukkede døre inde på sit Christiansborg. Her har han nok alligevel hørt, hvordan tusinder af stemmer besvarede Hvidts 30
De stridbare danskere.indd 30
03/10/2019 14.19
Kon g en s fald, folk ene s fo rå r
udråb med gentagne hurraer for kongen, indtil man i samlet flok drog tilbage til Gammeltorv. Selv Berlingske Tidende anerkendte, at ”alt foregik i den største orden, og roligheden blev ikke på mindste måde forstyrret”.22 Begivenhederne i København denne 21. marts har inspireret til en populær nationalmyte om den særlige danske måde, hvormed enevælden blev afskaffet og banede vej for Danmarks grundlov af 5. juni 1849. Mens barrikaderne brændte i andre lande, foregik omvæltningen herhjemme i en typisk dansk samarbejdsånd, ”civiliseret og ublodig”, ifølge en nyere dansk statsminister. Men i virkelighedens 1848 var det så som så med danskernes samhørighedsfølelse. F.eks.
FOLKETOGET TIL CHRISTIANSBORG 1848. Toget den 21. marts var danmarkshistoriens første annoncerede demonstrationsmarch med krav til landets regering. Slottet, som her ses fra Højbro, brændte i 1884, men Slotskirken (søjlepartiet til højre) overlevede og står endnu. Tegning af Tom Petersen, 1898. Det Kongelige Bibliotek.
31
De stridbare danskere.indd 31
03/10/2019 14.19
De s tri dba re dansk er e
beklagede en af grundlovsfædrene, den liberale Orla Lehmann, sig over de ”kommunistiske fanatikere” og al deres snak om ”almindelig stemmeret”. Ude i verden var 1848 også året, hvor Karl Marx og Friedrich Engels udgav Det Kommunistiske Manifest, og herhjemme huserede ”det røde spøgelse” allerede. En af de i Lehmanns øjne fanatiske kommunister var den blot 20-årige Frederik Dreier, og denne harcelerede selv over præsten og nationaldigteren N.F.S. Grundtvigs ”ruskomsnusk af kristendom og krigerisk fanatisme”.23 Den 6. april 1848 segnede den 24-årige gårdmandssøn Sejer Steffensen dødeligt såret om ved den sønderjyske landsby Rinkenæs. Han blev det første af mange ofre i den blodige borgerkrig mellem Frederik 7.s undersåtter, der brød ud i forlængelse af enevældens fald. For at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, og hvad der herefter skete, skal vi først en tur rundt i Danmark, sådan som landet så ud i tiden omkring 1848. De dramatiske begivenheder i dette mærkelige år var nemlig kulminationen på en periode med voksende politiske, sociale og ikke mindst etnisk-nationale spændinger i det danske rige.24
De stridbare danskere.indd 32
03/10/2019 14.19