De uvelkomne

De uvelkomne.indd 2

01/03/2019 10.28

Stine EllerbĂŚk

de Uvelkomne Danmark set fra en teltlejr

Gads Forlag

De uvelkomne.indd 3

01/03/2019 10.28

De uvelkomne Danmark set fra en teltlejr Af Stine Ellerbæk Copyright © 2019 Stine Ellerbæk og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05675-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Stine Ellerbæk Fotos i bogen: Stine Ellebæk Forfatterfoto: Fredrik Clement Sats: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook Kopiering fra denne bog må kun finde sted på ­institutioner, der har indgået aftale med ­COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser www.gad.dk

De uvelkomne.indd 4

01/03/2019 10.28

Indhold Forord

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Kapitel 1 – Den nye virkelighed: Teltlejren åbner . . . . . . . . . 10 Kapitel 2 – Forhistorien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Kapitel 3 – Støjberg besøger teltlejren . . . . . . . . . . . . . . 24 Kapitel 4 – Stormen Gorm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Kapitel 5 – Skolestart . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Kapitel 6 – Honeymoon is over . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Kapitel 7 – Vi ønsker at blive en del af jer . . . . . . . . . . . . . 64 Kapitel 8 – Mellemøsten i Thisted . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 Kapitel 9 – Politikere på besøg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 Kapitel 10 – Persisk nytår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Kapitel 11 – Forsøg på struktur . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Kapitel 12 – Familieløse fædre . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Kapitel 13 – Totemdyrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 Kapitel 14 – Kaserne eller asylcenter? . . . . . . . . . . . . . . . 144 Kapitel 15 – Ramadan i midsommeren . . . . . . . . . . . . . . 152 Kapitel 16 – Missionen i teltlejren . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 Kapitel 17 – Demonstration i Thisted . . . . . . . . . . . . . . 178 Kapitel 18 – Lukketid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196

De uvelkomne.indd 5

01/03/2019 10.28

Kapitel 19 – Goodbye Thy . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 Kapitel 20 – Flygtninge og ulve . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 Kapitel 21 – Kagefejringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 Kapitel 22 – Det er så nemt at sige ”I love you” . . . . . . . . . . 233 Kapitel 23 – En øde lejr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Kapitel 24 – Hos Abdullah i feriehytten . . . . . . . . . . . . . . 252 Kapitel 25 – De dyre teltlejre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258 Kapitel 26 – Merza og Khaled har fået ophold . . . . . . . . . . 261 Kapitel 27 – Kolonihaven Habibi . . . . . . . . . . . . . . . . . 268 Kapitel 28 – Masoods ventetid løber ud . . . . . . . . . . . . . . 273 Kapitel 29 – Velkommen til Danmark . . . . . . . . . . . . . . . 278 Kapitel 30 – En øde ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281 Kapitel 31 – Sidste stop: Kærshovedgård . . . . . . . . . . . . . 287 Kapitel 32 – Epilog: Farvel til mændene fra lejren . . . . . . . . 301

De uvelkomne.indd 6

01/03/2019 10.28

Forord

M

it arbejde med denne bog begyndte i november 2015, da en række busser med enlige, mandlige asylansøgere rullede ind i Thisted i Thy. De skulle bo i Danmarks første teltlejr og var en del af det rekordstore antal flygtninge og migranter, som dengang søgte hertil. De følgende 10 måneder og 14 dage kørte jeg ugentligt ruten fra mit hjem, 20 minutter væk, og til teltlejren, hvor jeg med tiden blev en del af den brogede gruppe, som havde sin gang der. Der var beboerne, personalet, de frivillige og journalisten – mig. Som dokumentarist var det ekstremt interessant at følge livet i lejren indefra, et sted, der var så omdiskuteret og ildeset. Jeg oplevede fra starten en anden virkelighed end den, som både modstandere af og fortalere for teltlejrene fremmanede på de sociale medier og i nyhederne. Alle havde en dagsorden, når de talte om stedet: Nogle havde interesse i at fremstille det, som om livet i lejren var forfærdeligt. Andre havde en interesse i at vise, at beboerne i lejren havde det fint. Det fastlåste lejrens beboere i præfabrikerede roller som enten skurke eller ofre.

Efter at have dækket livet i teltlejren i Thy et stykke tid som journalist bed jeg mærke i en joke, der florerede blandt de asylansøgere, jeg havde lært at kende. Når det regnede for syvende dag i træk, når interviewet med Udlændingestyrelsen blev udskudt igen, hvis hovedretten fra madteltet så uappetitlig ud, eller når svalerne i sovesalen havde skidt på deres dyne, ville de slå ud med armene og med et stort grin sige: ”Welcome to Denmark”. Det var en kærlig, indforstået vits, fortalt imellem mennesker, der ikke havde andet valg end at acceptere forholdene, som de var.

Min oplevelse er, at historierne om asylansøgere i Danmark bliver stedse mere politiseret, hvad enten det hælder til venstre eller højre.

7

De uvelkomne.indd 7

01/03/2019 10.28

Mit ønske har fra starten været at skrive nøgternt om emnet – at være nysgerrig og undersøgende i mødet frem for debatterende. I løbet af de lidt over tre år, jeg har skrevet denne bog, er der lavet 100 stramninger i udlændingeloven, og det kan mærkes. På den måde indrammer bogen en periode i Danmarks historie, hvor den generelle holdning til udlændinge, flygtninge, migranter og indvandrere har ændret sig markant. Det er blevet almindeligt at tale om indvandrere og flygtninge som en uoverstigelig byrde; at omtale disse mennesker som problemer. Jeg kan mærke, at det er en forandring, der umærkeligt fletter sig ind i mine egne og mine venners holdninger. Bogen giver et overblik over dette skred ved at ridse de største samfundsmæssige udviklinger og perspektiver op undervejs. Samtidig fortæller jeg historien fra et nært perspektiv, set igennem øjnene på en i tiden stigmatiseret person: ’den enlige, mandlige asylansøger’. Særligt ham er vi blevet vant til at se afbildet som terrorist eller ballademager, han er mediebilledets stereotyp på en ”farlig mand”.

Jeg har gennem årene fulgt de samme mennesker, fra de flyttede ind i teltlejren, og til der, hvor de er i dag. Jeg beskriver mændenes møde med Danmark og deres udvikling, hvor nogle i dag har fået ophold – mens andre ikke har.

I denne bog taler den ”enlige, mandlige asylansøger” for sig selv.

Han findes selvfølgelig i millioner af udgaver: den morsomme, den tænksomme, den smukke, den følsomme, den bitre, den fattige, den moraliserende og den moralsk anløbne, den gamle, den unge, den fattige, den veluddannede, den stærke, den traumatiserede, den forfængelige, den kloge, den kedelige, den tapre, den beskidte, den høflige, den snedige, den friske og så videre. Jeg fortæller om, hvad han drømmer om, hvordan han oplever livet i Danmark, og hvilke udfordringer og glæder der møder ham her i landet. Han er en sjældent hørt, men meget omdiskuteret mand. Jeg synes, han fortjener at få ordet.

Mit håb er, at man vil læse denne bog som et undersøgende portræt af en brydningstid i Danmark og af nogle mennesker, der mødes her. Det er først og fremmest en menneskelig fortælling, men også en fortælling om det danske system. Bogen handler om mændene, men fortæller i lige så høj grad om danskerne. Om et kulturmøde på 8

De uvelkomne.indd 8

01/03/2019 10.28

godt og ondt – i Udkantsdanmark. Et sted, hvor jeg selv er tilflytter, og som i denne fortælling både åbenbarer sine rå og smukke sider.

Det er historien om at finde en ny identitet – både som dansker og flygtning – i mødet med ”det fremmede”.

Efter at lejren lukkede, har jeg fulgt en gruppe af mændene fra lejren videre i deres liv og i det danske system – for nogles vedkommende også videre ud i verden. Jeg har kigget på, hvilke udfordringer de er stødt ind i, om deres håb og længsler er blevet til virkelighed, eller om de er blevet skuffet. Jeg forsøger at fortælle både mændenes og danskernes historie, som jeg med et almindeligt kritisk blik generelt tager for gode varer. Hvor jeg ikke har fundet kilden eller fortællingen pålidelig, har jeg enten skrevet min tvivl ind i teksten eller valgt historien fra. Men jeg ved af gode grunde ikke, hvad der er sandt eller falsk i mændenes fortællinger. Mine kilder er valgt ud fra forskellige parametre: deres historier, deres evner til at kommunikere sprogligt (jeg har kun i sjældne tilfælde brugt tolk), deres relevans for den større fortælling og selvfølgelig deres karakter og velvilje til at medvirke. Nogle af kilderne er anonymiserede og optræder ikke med billede.

Jeg skylder stor tak til alle de medvirkende for deres tålmodighed, mod og gavmildhed. En særlig tak til Aymen, Khaled (Svend), Abdullah, Yousef, Sirvan, Merza og Masood. Til den hårde kerne af frivillige i lejren for jeres tid og tillid. Tak til Mika og Mai og alle teltlejrens medarbejderne for at lukke mig ind. Tak til Føljeton for at give mig opgaven med at dække livet i lejren og tak til Mette Højbjerg, min redaktør på Gads Forlag, for med tålmod og gode spørgsmål at gøre bogen til virkelighed. Tak for hjælpen til Christoffer Emil Bruun og til min medlæser Andreas Kamm. Tak til min familie, som løbende har læst med og givet feedback: min mor og far, Karen og Thorkild, min søster Anna Gerd og min mand, Simon, og mine søde, nysgerrige børn, Alice og Elinor.

Personligt havde jeg aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog om flygtningekrisen, but here you go.

Stine Ellerbæk, Thy, marts 2019

De uvelkomne.indd 9

01/03/2019 10.28

KAPITEL 1

Den nye virkelighed: Teltlejren åbner

I

september 2015 var jeg lige flyttet til Thy fra København med min familie. Vi ville prøve livet ved havet og være tættere på naturen, men længere fra begivenhedernes centrum. Som alle andre fulgte jeg med i nyhederne, da cirka 500 migranter i dagene 6. og 7. september krydsede grænsen fra Tyskland til Danmark. De vandrede i en karavane af trætte kvinder, mænd og børn – med rullekufferter, plastiksække og upraktiske tasker. De figurer, vi kender fra de klassiske nyhedsfortællinger om krig og flygtninge, befandt sig pludselig som bløde trafikanter på vores motorveje. Det virkede surrealistisk.

Civile danskere kom til hjælp med barnevogne, bleer, taletidskort, smøger, hygiejnebind, tøj og sko. Politikerne var handlingslammede, mens politiet roligt eskorterede migranterne afsted på motorvejen efter et uheldigt forsøg på at få dem registreret i Rødby. De fleste ville til Sverige, og mange blev hjulpet dertil af danskere i biler, i tog og i både.

Kun fem dage tidligere havde vi grædt over billedet af et druknet barn, Aylan. Han var tre år gammel og fra Syrien, og billedet af ham trendede på Twitter under hashtags som #humanitywashedashore, #solidarity og #EU. Han blev fundet alene i vandkanten på en strand nær et turistresort i Tyrkiet. Siden 2011 har vi set frygtelige billeder fra krigen i Syrien og af de havarerede både i Middelhavet, af mennesker, der synker i døden på overfarten mod et bedre liv. Men billedet af barneliget, en dreng med hovedet halvt skjult i sandet, blå shorts, rød T-shirt, med kondisko og slappe hænder ned langs kroppen, vakte for alvor empati verden rundt. Kernefamilien med mor, far og to små drenge forsøgte at nå i sikkerhed på den græske ø Kos, da gum10

De uvelkomne.indd 10

01/03/2019 10.28

mibåden kæntrede. Kun faderen overlevede. Billedet af Aylan blev billedet på krisen i Middelhavet, hvor over 9.000 kvinder, børn og mænd siden er forsvundet.

En eftermiddag i september drak jeg kaffe i vores køkken med en lokal mand, som fortalte, at der også på bodegaen i Hanstholm var en snak om de druknede børn, men at nogle af gæsterne ikke ville anerkende tragediens omfang. En mand havde slået fast at: ”De elsker ikke deres børn, som vi elsker vores.” Et vanvittigt udsagn, som fik historiens fortæller til at stille sin øl og gå.

Måske handler udsagnet om, at der må finde en dehumanisering sted for at opretholde en distance til ”dem”. For at udholde billedet af et druknet barn og blankt afvise det smertelige ved synet må man forestille sig, at de er noget andet end os: ”De elsker ikke deres børn, som vi elsker vores.”

Idéen om, at mennesker i nød fra den ikke-vestlige del af verden ikke kan føle i samme grad som os på den anden side af nyhedsbilledet, gør det nemmere at afskrive krigens ofre, for så har de jo slet ikke brug for empati. Man behøver ikke empati, hvis det ikke gør ondt.

Men kunne jeg selv rumme den uretfærdighed og gru fra verdens brændpunkter, der mødte mig i medierne hver dag, hvis ikke jeg distancerede mig? Den dag, hvor jeg sad i mit køkken og græmmede mig over afstumpetheden, vidste jeg ikke, at jeg i de følgende år ville komme helt tæt på de tragiske fortællinger fra flygtningebølgens enlige mænd ved at skrive fra den første teltlejr for flygtninge herhjemme.

16. november 2015 Kører man sydvest ind i Thisted, kommer man ad Simons Bakke, en bred indfaldsvej, der bugter sig langs fjorden. Bydelen her hedder Dragsbæk, og på den ene side af vejen ligger de gamle villaer og skærmer for parcelhuskvarteret inde bagved. På trods af den storslåede udsigt over Limfjorden, hvor man ser helt ind til købstadens kirkespir, er der et stort ubeboet område på den anden siden af vejen, Simons Bakke 25. Her ligger et tidligere skydebaneterræn, i form af en tilgroet eng kaldet ”Herrens Mark”, et yndet hundelufterområde, hvor man igennem en bræmme træer for enden af skråningen 11

De uvelkomne.indd 11

01/03/2019 10.28

kan komme til stranden. Ved siden af engen ligger Nordjyllands Beredskabsstyrelse utilgængeligt bag hegn med sine garager med svære køretøjer som brandbiler og kranvogne, og med uniformerede medarbejdere, kontor- og kasernebygninger. På gitterporten hænger et ‘Uvedkommende ingen adgang’-skilt. Det er en regnfuld dag, mandag den 16. november 2015, men samtidig underligt varmt blæsende for årstiden.

Bag den store idrætshal og kasernebygningen ligger en plads med fodbold- og volleybane. Her bliver savet og boret og banket for at efterleve Udlændingestyrelsens mål om at få en teltlejr for cirka 400 enlige, mandlige asylansøgere op at stå inden ugens udgang. De første ankommer på torsdag.

Stemningen er hektisk munter blandt de unge, der udfører arbejdet. De er værnepligtige og iført Beredskabsstyrelsens mørkeblå uniformer. Det er deres idrætsanlæg, der bygges til, og derudover inddrages en enkelt værelsesgang og tre kontorlokaler.

Der dufter af træ i gymnastiksalen, hvor de bygger rækkevis af små kabiner i krydsfinér. Der skal bo to mand i hver af de 100 kabiner med køjeseng, to lockerskabe og to sengelamper. Kabinerne måler 180 centimeter i højden og har ikke noget loft. Der kan akkurat stå to voksne personer side om side på den trange gulvplads. Der bliver ingen dør, kun et sort forhæng. I en tilstødende gang er der 12 soverum med plads til seks personer i tre køjesenge. På hver dør sidder et stykke papir med tape, hvor der med grøn tusch er skrevet værelsesnumre samt ‘PC-Rum’, ‘Klinik’, ‘Reception’ og ‘Vaskerum’.

Beslutningen om at lave danske teltlejre blev præsenteret i fredags på et pressemøde i Statsministeriet. ”Beredskabsstyrelsen er i bund og grund leverandør af en simpel ydelse her,” siger chefen for Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Lennart Kvist Sørensen, mens han betragter opsætningen af de første hvide beboelsestelte. Han er militærmand med overskæg og pynter ikke sine sætninger unødvendigt. ”Det er Udlændingeservice, der lægger niveauet, vi er blot operatører, der udfører vores del af opgaven,” siger han.

Han tilføjer, at han kan stå 100 procent inde for den vare, de leverer. Hans mandskab har boet i den samme slags telte i Pakistan i et år, 12

De uvelkomne.indd 12

01/03/2019 10.28

fortæller han, ”og der lå sne på taget”. Når lejren er bygget, forbliver Beredskabsstyrelsens opgave af praktisk karakter. De skal stå for at vedligeholde lejrens faciliteter og levere mad fra deres kantine på den anden side af hegnet. Maden fragtes til lejrens centrum midt på den gamle fodboldbane, et stort, orange telt, hvor der skal uddeles tre daglige måltider. Beboerne er på den såkaldte ”cafeteriaordning” og får hver 14. dag cirka 125 kroner i ’lommepenge’. Området støder op til bugten, og man kan svagt skimte vandet igennem en tæt bræmme af krat for enden af pladsen. Det tager omkring ti minutter til fods, så rammer man gågaden i Thisted. En fredelig købstad med cirka 13.000 indbyggere, butikker, biograf, teater, shoppingcenter, McDonald’s og velplejede blomsterkummer samt en overvægt af ældre mennesker i bybilledet. Byen er en slags hovedstad i Thy. De lokale, jeg har snakket med, undrer sig over, at asylansøgerne skal bo i telte. En kvindelig bekendt, opvokset i Thy, fik tårer i øjnene, da vi snakkede over køledisken i Føtex. Hun kender alt til klimaet her på egnen: ”Vinden! Den er her jo bare fra nu af og indtil april.”

Ellers er reaktionerne blandt thyboerne meget blandede, og på Facebook brydes meningerne i følelsesladede opslag. Generelt er de lokale nervøse for, hvad teltlejren vil betyde for byen. De fleste udtrykker bekymring over, at så mange enlige mænd i en svær situation skal bo så tæt sammen. Hvad skal de få tiden til at gå med? Vil deres frustration og fattigdom drive dem ud i kriminalitet? Mange bruger udtrykket ”en tikkende bombe”. ”Venligboerne Thisted og Omegn” er i gang med at indsamle fornødenheder til de kommende beboere i teltlejren. På deres Facebookside efterspørges, om de nye flygtninge har brug for noget: ”Der bliver først og fremmest behov for tøj. Og evt. ”banaliteter” som chokolade, kiks, smøger og andet når de ankommer”, svarer en anden.

Beredskabsstyrelsens tre jyske centre er alle sat i sving i denne uge.

I Haderslev og Herning bliver der plads til henholdsvis 160 og 200 asylansøgere i ”eksisterende faciliteter”. Senere kommer også telte der. Thisted skal rumme 168 i stedets bygninger og cirka 200 mennesker. I oktober var de jyske beredskabscentre lukningstruede. Nu summer de af aktivitet. Af samme grund er lokalpolitikerne efter sigende stiltiende tilfredse med opgaven.

13

De uvelkomne.indd 13

01/03/2019 10.28

Mandag aften taler jeg med Mai Manaa. Hun har ingen erfaring med asylarbejde, men er netop blevet hyret til at arbejde her. Lejren skal have helt nyt personale, og Mai Manaa skal være med til at ansætte. Hun er sidst i trediverne og, som jeg, flyttet til Thy fra København for fire måneder siden med sin familie. Nu er hun kastet hovedkulds ud i dette job. Hun kender ikke sin titel og ved ikke, hvad hun får i løn, eller hvor længe kontrakten løber. Driften af stedet ligger ledelsesmæssigt under Hanstholm Asylcenter, men teltlejren får også sit eget personale og en daglig leder. Han hedder Anders Brolev og er normalt skoleleder under Hanstholm Asylcenter, men nu er han primus motor her. I sidste uge skrev Mai Manaa til ham for at spørge, om han havde brug for medarbejdere. Han ringede tilbage dagen efter, og nu er hun ansat.

Alt virker akut. Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V), siger, at hun først hørte om regeringens plan, et kvarter før den blev offentliggjort på regeringens pressemøde fredag.

De asylansøgere, der kommer til Thisted, er ”helt nye” flygtninge, som ikke har prøvet at bo i et almindeligt asylcenter. Hvis de havde gjort det, ville deres forventninger være for høje, lyder forklaringen fra Anders Brolev. I normale asylcentre er der nemlig mere frihed, man får kostpenge og laver selv mad. I teltene her skal man være sammen med ni andre personer. I kabinerne i gymnastiksalen er man godt nok kun to, men på meget lidt plads og med lydgener på grund af de tynde vægge og manglende loft.

Asylansøgerne skal bo i teltlejren, indtil deres sag er behandlet, eller indtil der bliver plads i et etableret asylcenter. Man kalder det en midlertidig løsning, men der er ingen, der ved, hvad ordet ”midlertidig” betyder. Ingen vil gisne om, hvor længe mændene skal bo i teltene. For tiden tager det angiveligt tre-fire måneder at behandle de helt oplagte sager. Men ventetiden stiger i takt med indrejsetallet. For en måned siden havde Thisted Kommune 400 asylansøgere.

Nu har den 759. Kommunen havde allerede oprettet ‘bufferpladser’ rundtomkring i Thy i ubrugte feriehytter, på et nedlagt plejehjem og i et gammelt hotel. De uledsagede børn og unge administreres af Børnecenter Vestervig, som netop har åbnet et nyt center på en nedlagt SOSU-skole i Thisted, som er beregnet til 100 børn. Oven 14

De uvelkomne.indd 14

01/03/2019 10.28

i dette kom så i sidste uge nyheden om 400 nye voksne flygtninge.

Når jeg spørger ansatte i kommunen, om det ville have været muligt for dem at finde anden indkvartering til de flygtninge, som skal bo i teltene, svarer de, at de ”ved det ikke”. De fik heller ikke mulighed for at forsøge.

Det er ikke første gang, at Simons Bakke 25 huser flygtninge. På Beredskabsstyrelsens område troner et trækors på en lille, anlagt høj.

Korset er brunt med rød, gul og grøn ornamentering. Efter 2. Verdenskrig var stedet flygtningelejr, i første omgang for tyske krigsflygtninge og siden for såkaldt ”allierede” flygtninge. Med tiden rundede lejren 1.000 flygtninge. Det var primært baltere, polakker og hviderussere, men også jugoslaver, ukrainere, italienere og franskmænd.

Man kaldte det Dragsbæklejren. De kunne komme og gå, som de ville, og mange af dem arbejdede. De sidste flygtninge forlod lejren i 1950. Korset er en del af et mindesmærke rejst af litauiske flygtninge i 1947 som tak for gæstfriheden. Inskriptionen lyder: ”Vorherre da du ogsaa engang har været Flygtning beder vi dig beskytte alle som er hjemløse”.

Det er tirsdag, og det danske flag vajer foran kasernen. I asylcentrets interimistiske kontor sidder Mai Manaa. Mens hun i telefonen bestiller en container – ”20 fod, småt brændbart” – skriver hun på de snart overfyldte whiteboards: ”Backgammon. Knagerækker. Sikkerhed.”

Pulsen er høj lige nu. Om lidt står hun med et stort antal mandlige asylansøgere i tidens mest omdiskuterede politiske projekt.

Hun har ingen erfaring med asylsystemet, men er vant til at løse akutte problemer – i et helt andet univers. Med sit firma Rowdy leverer hun backstagefaciliteter på events som musikfestivaler og tvshows. Hun ved, hvordan man tackler umulige verdensstjerner, som ønsker et eksakt antal uåbnede østers eller ensfarvet møblering.

Hun færdes hjemmevant med en walkietalkie i hånden og mange bolde i luften og beslutter i den rolle alt, fra hvor trailervognene skal placeres, hvilken farve sugerør der skal i drinks, til akut opståede problemer som et tilstoppet lokum. Jeg har hørt hende beskrevet som en ”menneskemagnet”, og hun er fuld af hurtige kommenta15

De uvelkomne.indd 15

01/03/2019 10.28

rer. Omgivelserne her ligner også efterhånden i forbløffende grad et festivalområde. Der står Godik-toiletvogne, smatten er knæhøj, og træflisen står klar til at blive spredt ud, når alle telte er slået op, hvilket de fleste er nu. ”Jeg vil lave skilte, hvor der står ’Velkommen til Thisted’ på alle sprog. Skilte med: ‘Remember, this is not the end of your journey’.

Sådan helt carpe diem-agtigt,” siger Mai Manaa.

Det største problem bliver hverdagene, siger hun, ”der er ingen steder at få ro”.

Der er dog et opholdsrum i kælderen med sofaer, bordfodbold, poolbord og tv. ”Vi vil have, at de skal have det godt. Jeg har bestilt ørepropper, for hvordan skulle de ellers kunne sove så tæt sammen? Jeg vågner om natten, bare Morten hoster.”

Det er onsdag, og der er kommet ”startpakker” fra Sandholm, én til hver mandlig asylansøger. Pakkerne indeholder roll-ondeodorant, bodylotion, kam, hårbørste, håndsæbe, tandbørste, tandpasta, shampoo, barberskum, barberskrabere, skuresvampe, ansigtsservietter, neglesaks, vatpinde, to vaskeklude, en almindelig rengøringsklud og opvaskemiddel.

Mai Manaa har desuden været i Jysk for at købe badetøfler i frotté til mændene. De er henholdsvis skrigende limegrønne og lilla. ”Farven kan vi ikke gøre noget ved,” siger hun.

Udlændingestyrelsen er på besøg i dag. De sidder til møde hele eftermiddagen med operatøren, det vil sige Thisted Kommune, heriblandt lejrlederen, Anders Brolev. Efter mødet står flere ting klart: De hvide telte skal kun huse otte mand, ikke – som tidligere besluttet – ti. Asylansøgerne vil få tilbudt undervisning, og som den største nyhed vil der også komme familier til centret. De skal ikke bo i kabiner eller telte, men får værelserne på den aflukkede gang. Her kommer et legerum til de små, et computerrum og en stue med sofa, tv og Playstation for de lidt større børn. Stedets ansatte er glade, da de forventer, at stemningen vil blive mindre anspændt, når der er kvinder og børn til stede. Der er også glæde over, at teltene kun skal rumme otte mænd. Lejren får i alt plads til 368 beboere.

16

De uvelkomne.indd 16

01/03/2019 10.28

Sent på eftermiddagen er alle de hvide telte slået op. ”Er du done?” siger en af de værnepligtige til en rødkindet kollega. I disse dage har mange af dem arbejdet fra halv otte om morgenen til halv ni om aftenen. Man mærker en mathed. På pladsen er der lagt træflis og gangbroer imellem telte og toiletvogne. Pludselig sætter en kraftig regn ind, og stemningen falder mærkbart. I tusmørket lyser en flamme fra en gasbrænder op, en ung kvinde er ved at montere et skridsikkert underlag på en af de gangbroer, der løber igennem lejren.

Det er torsdag den 19. november og iskoldt regnvejr. I dag ankommer de første beboere, omkring 38 enlige mænd. Syv af dem er steget på den forkerte bus, som kørte tidligt, så de endte i Haderslev og Herning. De ankommer som de første.

Ved 14-tiden kommer nogle venligboere. De stiller små vindstærke lys langs hegnet, som de pynter med danske flag og et stort håndmalet banner: ‘Welcome. Join us: Facebook group Venligboerne Thisted og omegn – Let’s be friends’.

Gruppen af fremmødte venligboere tæller cirka 20 og er en blanding af ældre og unge. De fleste har danske fødselsdagsflag i hænderne, også Ismail Baker, en kurdisk flygtning fra Syrien. Han har boet med sin familie i Thisted i tre år. ”Det gør mig ondt for dem, der skal bo derinde,” siger han og kaster et blik mod teltpladsen bag hegnet. ”Jeg er bekymret for Danmark.”

Så ruller den store turistbus ind, og stemningen bliver spændt.

De syv mænd kommer ud af bussen. Der er en akavet tavshed, og en pressefotograf skvatter ned fra en mudret vold, som han er hoppet op på for at få det bedste billede. Så vifter gruppen af venligboere med deres flag, og der lyder lidt spredte ”welcome”.

De syv mænd ser trætte ud og smiler usikkert. Lederen Anders Brolev fører dem hen imod centret. Mai Manaa træder frem og siger et par ord til de fremmødte borgere: ”Tak for jeres venlighed og kærlighed. I er også meget velkomne i morgen og på lørdag.”

Så går hun ind i centret, hvor de nye beboere får ro til at indkvartere sig. Et nyt kapitel begynder.

17

De uvelkomne.indd 17

01/03/2019 10.28

Lokale venligboere tager imod de nye flygtninge

De uvelkomne.indd 18

01/03/2019 10.28

KAPITEL 2

Forhistorien

D

a flygtningekrisen begynder i september 2015, er det kun lidt over to måneder siden, at Danmark har fået ny regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. I valgkampen sætter Socialdemokratiet fra start en dagsorden om arbejdsmarkedspolitik og velfærd. Men en uge før valget vinder den borgerlige blok mediernes dagsorden ved blandt andet at indrykke helsidesannoncer med overskriften: ’Udlændingepolitikken skal tilbage på sporet’. Venstre lover en ”straks-opbremsning” i antallet af asylansøgere, hvis partiet kommer til magten. Et løfte, de selvsagt ikke kan holde, fordi det helt enkelt ligger uden for politikernes magt. Blå blok vinder valget med 90 mandater mod 85 i rød blok. Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister, selvom Venstre går ned i stemmeantal til 19,5 procent, og Socialdemokratiet får fremgang og er det største parti med 26,3 procent af stemmerne. Der dannes en ren Venstreregering. Men de sande vindere af valget er Dansk Folkeparti, der med 21,1 procent af stemmerne bliver det største borgerlige parti. De lægger sig i en magtfuld position uden for en regering, som er afhængig af deres støtte.

Inger Støjberg bliver udlændinge-, integrations- og boligminister.

Hun er allerede kendt som en hardliner især over for muslimer og fremstår som en markant minister, som både pleaser Dansk Folkeparti og vælgerne. Hun kupper gang på gang mediernes dagsorden med skarpt vinklede udsagn, for eksempel i 2012 om, at muslimske ”hadprædikanter” skal ”fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles”. Hun er især dygtig til Facebook.

Den 7. september, dagen efter de første flygtninge vandrede på motorvejene, skriver hun på sin Facebookprofil: ”Har i dag, som lo19

De uvelkomne.indd 19

01/03/2019 10.28

vet, indrykket annoncer i fire libanesiske aviser, der informerer om de ændrede vilkår for personer, der søger til Danmark. Desuden hænges teksten op på asylcentrene i Danmark på i alt 10 forskellige sprog, og der søsættes en kampagne på sociale medier. Formålet er at informere sagligt og nøgternt om forholdene i Danmark, som regeringen er i fuld gang med at stramme op på. Vi ved, at rejsemønstrene til Europa er styret af menneskesmuglere. Vi ved også, at Danmark er højt på menneskesmuglernes hitliste. Det ønsker jeg at lave om på, for vi kan ganske enkelt ikke følge med den nuværende tilstrømning.

Set i lyset af den meget store tilstrømning til Europa i disse dage, så er der ekstra god grund til, at vi både får strammet op og får det effektivt kommunikeret ud”.

Danmark får international opmærksomhed på den såkaldte ”skræmmekampagne”, som alverdens medier omtaler.

Ved statsminister Lars Løkke Rasmussens første pressemøde om flygtningekrisen den 7. september 2015 kalder han situationen for kompleks og siger, at der er brug for ”sammenhold, omtanke og nuance”, og at: ”Den gode løsning er ikke en dansk løsning, den gode løsning er en europæisk løsning.” Han er afvisende over for idéen om grænsekontrol, som Dansk Folkeparti har luftet: ”Hvis man ikke i en europæisk sammenhæng tager det alvorligt, så kan vi indrette nok så mange danske regler og stille nok så skarpt et værn op, som man overhovedet kunne have fantasi til. Det ville alligevel ikke betyde noget for tilstrømningen.”

To måneder senere, den 13. november 2015, lancerer han sammen med justitsminister Søren Pind og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg en lang række stramninger. ”Mens vi venter på de internationale svar, så har vi til opgave at passe på Danmark.

Og det er i det lys, at jeg netop har orienteret partilederne om regeringens asylpakke med 34 initiativer til en robust og fast asyl- og udlændingepolitik,” siger han ved et pressemøde.

Lars Løkke Rasmussen taler om ”en ny realisme” og ”den nye virkelighed” og om at ”udvise rettidig omhu”. Stramningerne rummer en række forringede vilkår for de flygtninge, der har fået midlertidig beskyttelse i Danmark. Hvor de før skulle vente et år på familiesam20

De uvelkomne.indd 20

01/03/2019 10.28

menføring, bliver det til tre år. Varigheden af opholdstilladelsen kortes ned fra fem til tre år. Ydelserne for asylansøgere nedsættes med 10 procent i gennemsnit. Ét af punkterne er den såkaldte ”smykkelov”, som giver myndighederne mulighed for at undersøge, om asylansøgerne har medbragte midler, der kan inddrages til betaling af deres egen indkvartering: ”(...) hvis man kommer med en vielsesring, så får man selvfølgelig lov til at beholde den (...) du får også lov at beholde din iPhone. Men det er klart, hvis du kommer med en kuffert med kontanter i, så er det noget af det, man kan forestille sig, at man skal levere, og så betale for sit eget ophold,” siger Inger Støjberg til pressemødet.

Rent praktisk betyder det, at myndighederne kan tvinge en asylansøger til at betale for sin egen indkvartering under asylfasen – en husleje, der nu muligvis går til en seng i en teltlejr.

Teltlejren i Thisted er det mest synlige initiativ blandt de 34 stramninger og en plan, der skal gennemføres hurtigt: ”På tirsdag etableres der en række pladser i Thisted, inde på selve Beredskabscentret. Samtidig med det går vi i gang med at opstille 250 teltpladser i tilknytning til centret. Det giver mulighed for at samle sagsbehandlingen og dermed også en stordriftsfordel. Teltlejren er beregnet til enlige mænd. Og det vil derfor også blive sådan, at hvis man kommer her som familie med børn, så kommer man ikke til at bo i telt. Men det gør yngre mænd, enlige,” fortæller Inger Støjberg og fortsætter: ”Så vi gør det maksimale for at udvise rettidig omhu, men vi gør det også på en måde, så vi ikke sætter os i en situation, hvor det er mere attraktivt at komme til Danmark end til de lande, der ligger omkring os.”

Allerede her introducerer Støjberg den dobbelte argumentation, som hun holder fast i fra start til slut omkring de omstridte teltlejre.

På den ene side siger hun, at de er praktiske, og på den anden side gør hun ikke noget for at skjule, at symbolikken og det uattraktive i at skulle bo i en teltlejr i Danmark i sig selv er en begrundelse. Når hun i tiden herefter bliver spurgt kritisk til, om det er skræmmepolitik, så bruger hun det praktiske argument: ”rettidig omhu”. På den måde danser hun drilagtigt imellem de to argumenter og er svær at fange.

21

De uvelkomne.indd 21

01/03/2019 10.28

En journalist spørger, om der er loft på, hvor længe en enlig, mandlig asylansøger skal bo i telt i Thisted, og Inger Støjberg svarer, at ”man må bo der, indtil sagen er afgjort”.

Samme nat som regeringen præsenterer de 34 stramninger, mellem den 13. og 14. november 2015, sker der seks terrorangreb i Paris.

Det er på spillestedet Bataclan under en koncert med det amerikanske band Eagles of Death Metal, uden for et stadion samt på adskillige fortovscaféer og barer. 130 mennesker bliver dræbt og 351 såret.

Islamisk Stat tager ansvar for angrebene, som skaber medfølelse og frygt i resten af Europa. De brutale mord i byernes by ligner et angreb på den vestlige livsstil.

Terrorangrebet bliver måske uundgåeligt en del af udlændingedebatten i Danmark, også i Thisted, hvor borgerne netop har fået meddelelsen om, at byen skal huse en teltlejr med enlige, mandlige asylansøgere. Den 14. november skriver en kvinde på den lokale debatside, ’Thisted Kommunes Byrødder’: ”Hvad vil I politikere gøre for at vi kan føle os trygge i Thisted nu der kommer 200 mænd istedet for familier og m. Tanke på hvad der er sket i Paris? For det er netop mænd som gør det som skete i Frankrig!!.”

Hun skriver videre, at hendes ”lyst til store forsamlinger er formindsket”, og at ”i hvert fald i dag har jeg ikke lyst til Thy Rock næste år, hvor der er mange, mange mennesker”. Tråden trækker hele 96 kommentarer, blandt andet fra en mand, der siger, at ”jeg er bare nødt til at skrive at handlinger i Paris ikke har noget at gøre med de flygtninge der kommer til Europa i disse dage”, mens en anden mener, at vi skal have lukket grænserne og få sendt ”de fremmede” tilbage, hvor de kommer fra. ”Gør vi ikke noget nu så ved vi ikke om Thisted Ålborg København bliver de næste byer i rækken af angreb,” slutter han.

Samme dag lægger en anden bruger i gruppen en artikel op om en såkaldt ”voldtægtsepidemi blandt migranter i Tyskland”. Det ligner en gedigen nyhedshistorie, men artiklen kommer fra en højreorienteret, antimuslimsk organisation, som spreder falske nyheder om muslimer i Europa. Afsenderen tilføjer følgende indlæg til linket: 22

De uvelkomne.indd 22

01/03/2019 10.28

”...kan ikke lade vær med at tænke på hvad det indebærer at få 250 enlige mænd her til Thisted.... På den anden side så må dette bringe Ca.1000 arbejdspladser til Thy, for det er vel det det kræver i politi og social folk til at styre dette... Find dog et andet sted til disse mennesker, hvad skal de lave i Thy... Kigge på natur??” En anden mand skriver ”Løsning..: Kunne være send telte og flygtninge over til det lukkede Rovvig Efterskole, fortælle dem at de skal blive på grunden, træder de uden for grunden, er det op med et elektrisk hegn, også få fragtet mad over til dem, så de ikke skal ha noget at lave udenfor, for NEJ de er ikke på ferie, og når de så skal sendes hjem igen er det bare farvel..At sætte sådan en flok ind i byen, om det så er på cf eller den gamle sosu-skole, er jo som at sætte ulven til at passe får, og det har vi jo set i nationalparken at det ikke er en god ide..!!.”

Det bliver ikke sidste gang, at nogen kobler den verserende ulvedebat sammen med udlændingedebatten. Mere moderate stemmer beder om en respektfuld tone, og en enkelt skriver, at: ”Jeg syntes også de skal være et andet sted... For de fortjener da ikke at komme til et sted hvor der er så mange fordomme og dårlig indstilling til mennesker.”

Det er tydeligt, at den ”enlige, mandlige asylansøgere” virker truende på nogle. Det er mænd, som vi i Danmark og Europa er blevet vant til at se afbildet som terrorister eller ballademagere – mediebilledets stereotyp på en ”farlig mand”, og som primært bliver omtalt som et problem.

Gruppen udgør langt den største del af migranter, der søger til Europa i 2014 og 2015. Danmark får i alt 21.225 asylansøgere i 2015.

51,1 procent er mænd, der er kommet alene. Året før er antallet af enlige, mandlige asylansøgere i Danmark endnu højere med 63 procent; 9.316 enlige mænd ud af 14.792 asylansøgere. Langt de fleste af mændene er unge, mellem 15 og 30 år.

I november 2015 vandrer de ind i vores virkelighed og skaber vild debat og politisk drama i Danmark. Men det går begge veje: Vi bliver også en del af deres virkelighed. Og der går ikke lang tid, før de opdager, at de er uvelkomne.

De uvelkomne.indd 23

01/03/2019 10.28

KAPITEL 3

Støjberg besøger teltlejren 21. november 2015

I

familieafdelingen bor Karwan og Finek og deres to piger på et af værelserne med tre køjesenge. Den yngste, Eliya, er et halvt år gammel og har tæt, mørkebrunt hår, klippet i en lille frisure. Deres store pige, Enas på seks år, er allerede berømt her i centret i Thisted.

Da de ankom med bussen fra Sandholm og gik ned ad trapperne flankeret af venligboere, tog hun smilende øjenkontakt hele vejen rundt og sagde højt og tydeligt: ”Hello, Denmark.”

Da jeg banker på døren til værelset ved nitiden, er de lettere fortumlede. Finek rydder mad og tallerkner af, så der til sidst kun står en pink miniature-alpeviol uden urtepotteskjuler midt på bordet.

Børnene er ikke stået op endnu, og den lille ligger under et tæppe i nederste køje og kigger stille og alvorligt op. Efterhånden som hun vågner, kommer der mere liv og smil. Mens jeg sidder og snakker med forældrene, kommer den store pige op til bordet i sin lyserøde pyjamas. Nysgerrige øjne følger de voksnes snak. Så bliver det kedeligt, og hun begynder at tøffe sin lillesøster rundt i en høj plastikstol, der hviner mod vinylgulvet. Familien er kurdere fra en irakisk landsby, som de fortæller har været hjemsøgt af Daesh, terrorister, sandsynligvis Islamisk Stat. De har været i Danmark i cirka syv dage og er trætte efter rejsen. De er tilfredse med deres værelse, men synes, her er koldt. Jeg mærker på radiatoren, som føles brandvarm. ”Now snow, too much cold.”

De er ikke vant til klimaet her, og de har endnu ikke den påklædning, det kræver. Måske spiller trætheden og traumerne også ind på kropstemperaturen. ”Min kone er psykisk syg,” siger Karwan og slår armen ud mod omgivelserne: ”Jeg kan sagtens leve så tæt her, men min familie kan ikke.”

24

De uvelkomne.indd 24

01/03/2019 10.28

Og så siger han alligevel om sig selv: ”Jeg føler mig død.” Han viser et billede, hvor han har veltrimmet skæg og mere farve i kinderne: ”Se her. Jeg er ikke mig selv længere.”

Der er en ny, krydret duft i flisegangene, og fra opholdsrummet i kælderen lyder mellemøstlig musik. Centrets kontor er lige så skramlet som i sidste uge. En aflang lampe med lysstofrør hælder faretruende i luften udspændt over skrivebordet. Der er travlhed: Der er nu omkring 115 beboere, og der kommer stadig nye til, som skal indlogeres. Det er primært mennesker fra Iran, Irak, Afghanistan og Syrien.

Der bliver cirka plads til 350 i centret, er det nu slået fast.

Folk banker konstant på døren med hver deres problem. Ammar Mohamed Ali er foreløbig den eneste i personalet, der kan tale arabisk. Han er 33 år og kommer oprindelig fra Egypten. Ligesom de fleste andre ansatte er han ny i asylbranchen. Han har boet i Danmark, siden han var 24 år, haft en pizzarestaurant i Skive og arbejdet som turistguide i Hurghada. Nu kaster han al sin energi ind i dette job: Han har haft nattevagten og er knoklet videre ind i dagen. De andre ansatte bliver ved at sende ham hjem for at sove. Han bliver ved med at gå, men vender så tilbage med nye beskeder fra beboere: ”Man bliver træt i hovedet, når de kun spørger om det samme: De vil have læge.”

Der bliver ekstraordinært kaldt en læge ind fra klinikken i Hanstholm, selvom kliniktid først var sat til senere på ugen. Flere har tandpine. Mundhygiejne er ikke det vigtigste, når man er på flugt. En fyr har et opsvulmet øje. En lille pige vil ikke spise. Et andet barn har hoste.

En mand kommer ind. Han har mørke, nedslåede øjne, brede skuldre. Han har arbejdet som sikkerhedsvagt i Iran. Han vil ikke være i Danmark alligevel, han vil hjem igen. Det er gået op for ham, at han risikerer at vente i op til tre år på at se sin familie. Sådan er de nye regler for familiesammenføring.

Da han fortalte sin kone det, blev hun vred. Han viser billeder af sin lille datter på en græsplæne iført kjole. ”Hver dag spørger hun, hvor jeg er.”

Han har ikke penge til billetten hjem. ”Sorry,” siger han og tager sig til hovedet.

25

De uvelkomne.indd 25

01/03/2019 10.28

Ammar Mohamed Ali i lejrens rygeskur

”I har givet mig mad og en seng at sove i. Undskyld.” De ansatte vifter afværgende med hænderne. ”Det skal du ikke sige.”

Da han vender ryggen til og går ud af kontoret, har han tårer i øjnene.

Sneen, der faldt i weekenden, er blevet en blanding af is og sjap.

En benet afghansk familiefar knokler med en sneskovl for at fjerne det farlige islag, der har lagt sig på gangbroerne af træ imellem hovedbygningen og madteltet. Hans ansigt er næsten dækket af et brunligt halstørklæde og hue i stormasket uld. En dansk mand i en beige vindjakke kommer hen til asylcentrets koordinator, Mai Manaa. ”Fik 26

De uvelkomne.indd 26

01/03/2019 10.28

du kigget på fisketegn? Jeg har tre stænger derhjemme, men det er jo ikke så godt, hvis de fisker uden tilladelse.” ”Jeg mener, man kan være heldig at fange havørred i fjorden nu.”

Mai Manaa er knap så interesseret i fiskearter, men siger, at det er tiden, asylansøgerne bruger på at fiske, der er vigtig, og ikke, om de fanger noget. ”Det er jo rigtig fint med en god velkomst til de her mennesker.

Men de skal også have noget at tage sig til i hverdagen,” siger Ole Krogh, som er pensioneret lærer, nu venligboer og frivillig i Hanstholm Asylcenters Venner, HAV. Han har lige været i Thisted med en lille gruppe mænd for at se kirken. ”Ham her har været professionel volleyballtræner i sit hjemland,” siger han og tager fat om skuldrene på en høj, skarptskåret mand med gipsfod og krykke. Han kommunikerer volleyball med fagter, og manden nikker smilende.

To unge gutter med sorte huer og vinterjakker hilser, da de passerer os. ”Jeg hedder Ali, og det her er Mustafa – og ham her er min far,” siger han skælmsk pegende på den gråhårede Ole Krogh. ”I like him too much.”

Der hænger en sur lugt i salen, bag et gardin lyder højlydt snorken, bag et andet popmusik. Jeg kan ikke finde den unge fyr, Ali, som jeg havde en aftale med, så jeg hænger en seddel på hans kabine om, at han skal kontakte mig. Det viser sig, at han er taget til København med toget tidligt om morgenen.

Selv om mange af asylansøgerne kommer direkte til Thisted fra Sandholm, skal de næsten direkte tilbage til Sandholm igen for at udfylde et asylansøgningsskema. Udfyldningen af skemaet kan kun ske i Sandholm, sådan er reglerne. Togrejsen fra Thy til København tager over fem timer.

På kontoret tales der om, at det burde kunne lade sig gøre på en smidigere måde. At Sandholm burde have en mobil sagsbehandler.

Det ville lette det store administrative arbejde med at finde ud af, hvornår asylansøgerne har aftaler, og at booke rejse og sikre over27

De uvelkomne.indd 27

01/03/2019 10.28

natning i Sandholm. Og så ville det spare systemet for dyre togbilletter.

Asylansøgerne er selv ansvarlige for at dukke op til tiden i Sandholm, hvor de hver har fået et A4-ark med indkaldelse og mødetidspunkt, men personalet her hjælper dem. Hvis de ikke dukker op, bliver deres sag udskudt. Hvis de udebliver to gange, skal de starte forfra.

Personalet bruger meget tid på at administrere disse aftaler, lavet i et system, som tydeligvis er presset. Flere fra den senest ankomne gruppe er indkaldt til Sandholm, samme dag som de rejser fra Sandholm. Det betyder selvfølgelig, at de umuligt kan komme. De samme, som indkalder dem til samtale, er ansvarlige for, at de ikke kan møde op. Ali var på nippet til at misse sin første aftale, så derfor måtte han hoppe på toget i den tidlige morgen.

Uden for salen står en motionscykel i et gangareal. En mand i joggingdragt hjuler på pedalerne med sin mobiltelefon klemt fast mellem hoved og skulder. Ved siden af står en gruppe mænd. De snakker højt sammen, mens de sætter sorte skraldesække på stativer.

Mehdi er iraner, han sover i et af de hvide telte og er tilfreds med indkvarteringen – og med Danmark: ”Jeg føler mig som et menneske nu,” siger han.

Han sidder i skrædderstilling på en af sengene og drikker kogt vand fra kaffeautomaten i det orange madtelt. I den anden ende af teltet ligger en person og sover, helt forpuppet i sin dyne. Her i teltet bor kun iranere, men de snakker ikke meget med hinanden. Følges bare ud for at ryge og spise, sludrer lidt overfladisk. ”Hver eneste person her har en historie, hver eneste person er som en lukket bog,” siger Mehdi. Det er der to grunde til, fortæller han: 1) Folk er bange for de konflikter, der ligger, hvis de går dybere ind i hinandens fortid. 2) De fleste er trætte af at fortælle deres egen triste historie igen og igen.

Mehdi har været landflygtig i 12 år i Tyrkiet, men der blev han arresteret for at arbejde og blev nægtet basale rettigheder: ”Min mor døde der, fordi hun ikke måtte få lægehjælp.” ”Men det kan jeg ikke snakke om,” siger han med grødet stemme.

28

De uvelkomne.indd 28

01/03/2019 10.28

Nu er regnen hård. Den trommer mod teltdugen, og vi kan høre en større gruppe mennesker småsnakkende nærme sig. Det er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der er på besøg med et større pressefølge. De har fået rundvisning på familiegangen, kontorerne og i salen, og nu skal teltene fremvises. Hun følges af kamerahold fra DR, TV 2 og Ekstra Bladet og af folk fra Thisted Kommune og Udlændingestyrelsen.

Vi hører dem tæt ved indgangen til Mehdis midlertidige hjem, men de går videre til næste telt.

På vej til Danmark passerede Mehdi München i Tyskland, hvor han nægtede at afgive fingeraftryk. Han har søgt hertil på grund af den berømte danske ytringsfrihed og er fan af Muhammedtegningerne. ”Jeg ser på andre lande og tænker: Jo mindre religion, jo bedre er livet.”

Han fortsætter: ”Jeg er 32 år gammel. Mine 20’ere er brændt af.

Min ungdom. Jeg har brug for at stå op for noget. Og hvis Danmark ikke kan lide mig – no problem, I go. Men jeg tager aldrig tilbage til Iran. For dér har jeg ikke en chance.”

Lyden fra entouragen udenfor stiger, og vi lyner teltet op for at se.

Inger Støjbergs karakteristiske orange hår lyser op i gruppen af sortklædte mænd. TV 2 interviewer hende, og i baggrunden står flere af teltenes beboere og kigger på afstand. ”Hvis jeg var flygtning, ville det vigtigste for mig være at have livet i behold, at man blev behandlet på en god og ordentlig måde og får lægehjælp, mere end om jeg skulle bo under et tag og i mursten,” siger hun blandt andet og forsvarer at lade ledige bygninger stå tomme, med henvisning til at der skal være ”ledig kapacitet”, i tilfælde af at der skulle komme flere børnefamilier til landet. ”Jeg ønsker at prioritere, at børnefamilier skal bo i rum for sig, under tag og i mursten, og så synes jeg, at det er helt i orden, at en enlig, mandlig asylansøger, der kommer til Danmark, bor i et telt som det her.” Hun afviser i interviewet, at teltlejren er signal til verdens flygtninge, og kalder det en praktisk og udmærket løsning. Stående i baggrunden med skuldrene trukket op over ørerne virker den lille gruppe beboere, jeg står iblandt, som en slags statister på pressens billeder. Mehdi 29

De uvelkomne.indd 29

01/03/2019 10.28

er kun iklædt en hættetrøje og cowboyjakke, det er ikke mange af asylansøgerne, der ejer vintertøj.

Udlændingestyrelsen har specifikt bedt om at få teltene fyldt op før salen, fortæller leder Anders Brolev senere. Måske fordi det ville være noget af en fuser, hvis man ikke kunne demonstrere teltene i brug for minister og presse. Disse første billeder af Støjberg foran teltene med sne på jorden går efterfølgende igen og igen i pressedækningen, og på Støjbergs egen Facebookprofil. Den symbolske betydning er stærk. ”Kan hun ikke lide udlændinge?” spørger Mehdi. Det har han hørt.

Han vil gerne have taget et billede sammen med ministeren, og det lader sig nemt arrangere. De stiller sig smilende op, og øjeblikket multipliceres, da pressefotograferne foreviger forevigelsen. Inger Støjbergs følge er ved at bryde op, da det går op for mig, at mange af teltenes beboere faktisk ikke ved, hvad der foregår, og er nervøse over, hvad gæsterne skal. Men fremvisningen er færdig, og Inger Støjberg er på vej tilbage til hovedstaden, hvor hun skal forhandle videre om stramningerne i udlændingepolitikken.

Senere spørger jeg Mehdi, hvad beboerne egentlig var bange for.

Om det var for at komme i fængsel eller hvad? Han svarer: ”Fængsel er godt, så godt!! Vi er bange for, om de kunne finde på at deportere os til Iran. Deport means die, means game over.”

Nødvendigheden af, at asylansøgerne skal bo i telte, er et tilbagevendende spørgsmål. Den måske vægtigste stemme imod de danske teltlejre er generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl: ”For os er det helt afgørende spørgsmål nødvendigheden af det – at placere folk i Danmark i telte. Vi mener ikke, at mulighederne for fast tag var udtømte. Det var ikke nemt, men de facto var det muligt.

Vi kan ikke se det som andet end symbolpolitik,” siger han.

Han mener, at teltlejrens rolle alene er ”præventiv”: ”Teltlejren er ét element i en lang række af skræmmeforanstaltninger, smykkeloven, annoncer, signaler – en række initiativer, der skal skræmme folk fra at komme til Danmark.”

30

De uvelkomne.indd 30

01/03/2019 10.28

Iraneren Mehdi får taget et foto med minister Inger Støjberg

Teltene fungerer som et fyldigt billede på asylansøgernes antal – de råber ”akuthed” og får de ansvarlige politikere til at fremstå som handlekraftige. Ingen af de danske teltlejre er i deres levetid fuldt bookede, og rent faktuelt lukker man med tiden almindelige asylcentre, mens teltene bliver stående. Man lader i øvrigt lejrene stå hen som forfaldne spøgelsesbyer, længe efter de er fraflyttet.

I vores nabolande, Sverige og Norge, har de også brugt telte, men i en mindre skala. Sverige annoncerede en teltlejr i oktober 2015 i Revinge, tæt på Lund. Men den eksisterede kun i 47 dage, og selvom Sverige var først med idéen, åbnede den næsten en måned efter Thistedlejren.

31

De uvelkomne.indd 31

01/03/2019 10.28

Kontorchef Magnus Gustavsson sidder på det svenske svar på Udlændingestyrelsen, Migrationsverket. Han beskriver de samme tilstande, som Udlændingestyrelsen i Danmark oplevede i efteråret 2015: Travlheden med at finde boliger til et uvant stort antal migranter. Teltlejren i Revinge, fortæller han, blev lavet som en midlertidig foranstaltning under krisen: ”I sommeren 2015 kunne vi se, at vi ville løbe tør for indkvartering i efteråret, fordi der kom 10.000 mennesker om ugen, det vil sige 10.000 senge om ugen, det er 2.500 mennesker om dagen!”

Til sammenligning kom der 300 asylansøgere om dagen i Danmark i samme periode. Danmark fungerede som transitland for asylansøgere til Sverige, indtil de indførte grænsekontrol i november 2015.

I Sverige fik de 81.301 asylansøgere i 2014 og 162.877 i 2015.

Ud over det blev de svenske asylcentre udsat for en række uhyggelige brandattentater, som gjorde, at de mistede pladser: ”Så vi blev enige om at bygge en teltlejr. Det var virkelig, virkelig midlertidigt.”

I modsætning til de danske myndigheder foretrak Sverige fast tag til asylansøgerne: ”Et telt er ikke et sted at være over vinteren. Sengene er ikke gode, og vi mener ikke, det er en passende måde at bo på. Det er fint for nogle dage, men ikke for måneder. Man skal have et sted at spise, et sted at lægge sine ting, et toilet og et privatliv. Så de boede der i op til en uge, og måske en uge og fire dage eller noget, men ikke i måneder, kun kort tid.”

Den svenske teltlejr lukker i januar 2016.

De uvelkomne.indd 32

01/03/2019 10.28