børnebøger børnebøger børnebøger
børnebøger børnebøger
Š 2019 Gads Børnebøger Gads Forlag A/S
børnebøger
børnebøger børnebøger
Gads Børnebøger Gads Forlag A/S FiolstrÌde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
børnebøger børnebøger børnebøger
Den døde dame_ins.indd 1
04/10/2019 15.04
Den døde dame_ins.indd 2
04/10/2019 15.04
Jeg er ikke den døde dame. Absolut ikke. Jeg er bare blevet gammel. Det bliver man jo med tiden, hvis man ikke kreperer inden. Jeg er bare et menneske, der har levet med en hemmelighed i hele mit liv, men verden har forandret sig, jeg kan fortælle den nu. Og jeg kan fortælle, hvordan jeg selv fandt ud af den hemmelighed, der dengang var så vigtig, og som måske i dag er vigtig på en helt anden måde, fordi den handler om, at man ikke skal dømme hinanden så hurtigt. Vi skal tilbage til sommeren 1956, hvor jeg oplevede noget, som … ja, som ikke ret mange har oplevet. Lad mig sige det sådan. Så har jeg ikke sagt for meget.
3
Den døde dame_ins.indd 3
04/10/2019 15.04
Den døde dame_ins.indd 4
04/10/2019 15.04
kapitel 1
AT STJÆLE FRA EN HALVBLIND
Petersen, kioskejeren, bankede sin kone, det dumme svin, altså Petersen, ikke konen. De havde en søn, der hed Viggo. Når jeg ankom om morgenen efter min avisrunde, var han nogle gange stået op og stod bag ugebladene, mens hans far spiste morgenmad. Også den her tirsdag morgen, hvor jeg kom svedende ind. Han stod med opsmøgede ærmer og fedt i håret, som det var moderne dengang, når man var 15 år og ville se lækker ud. Han så tyggegummityggende på mig med skrå øjenbryn. “Nåh?” sagde han. “Det kan enhver idiot sige,” svarede jeg koldt. “Er din far hjemme?” Han drejede hovedet. “Far?”
5
Den døde dame_ins.indd 5
04/10/2019 15.04
Petersen kom ned fra privaten. Man gik direkte fra deres lejlighed og ned i butikken. Det var meget almindeligt dengang. Samtidig klingede dørklokken bag mig. Det var den gamle fru Borg. Hun skulle have det nye nummer af Hjemmet. Jeg ved ikke hvorfor. Udover at være næsten døv var hun halvblind. Måske kunne hun læse med et forstørrelsesglas. Jeg ved det ikke, men hvad jeg helt sikkert ved er, at hun gav Petersen 100 kroner. Han slog pengeskuffen op med et kling og betalte hende fire tikronesedler og nogle mønter. Hvilket var en halvtredser for lidt. Viggo og jeg så det. Vi lod begge to som ingenting. Den gamle dame gik. Jeg lagde de tre aviser oven på ugebladene. “Ja, så er jeg færdig med ruten. Der var to Politiken og en Berlingske i overskud.” Petersen nikkede. “Fint. Kør longjohnen om i gården, ikke?” “Det har jeg gjort.” “Vi ses i morgen tidlig.” Han gik igen op i privaten for at banke sin kone eller drikke kaffe, eller hvad han nu var i gang med. Viggo løftede forsiden af kasseapparatet af og
6
Den døde dame_ins.indd 6
04/10/2019 15.04
holdt om klokken, så den ikke sagde ding, da han slog skuffen op. Han tog fire tikronesedler ud, skubbede skuffen forsigtigt i og satte forsiden på apparatet på. Han tog to tiere og rakte dem til mig. “Jeg synes, du får for lidt i løn.” Jeg så måbende på ham. Det her var i 1956, altså for temmelig mange år siden, hvor 20 kroner var noget mere værd end i dag. Han holdt stadig pengene frem. “Min far er en nar.” Han sagde det lavt, næsten hviskende. “Vi kan jo ikke alle sammen have en helt som far, vel?” Han hentydede til, at min far var en frihedskæmper, der var blevet skudt af tyskerne under krigen. “Vil du have dem eller ej?” Jeg tog de 20 kroner og stak dem i lommen. “Tænk at stjæle penge fra sådan en gammel kælling.” Det var fru Borg, han talte om. “Nåh, men okay,” sagde jeg. “Skal du ikke sige tak?” “Nej, jeg fortjener dem. Men du er okay, Viggo.” Han så på mig med skrå øjenbryn i et forsøg på at ligne en amerikansk filmstjerne. “Nåh, men ...” sagde jeg og gik.
Den døde dame_ins.indd 7
04/10/2019 15.04
Den døde dame_ins.indd 8
04/10/2019 15.04
kapitel 2
AT KØRE I AMBULANCE MED SIN MOR
Da jeg kom hjem, lå min mor på køkkengulvet. “Mor. Mor, for helvede.” Hun trak vejret med besvær. Hun holdt inhalatoren op til munden med den ene hånd. Med den anden hånd gjorde hun en bevægelse, det betød, at jeg skulle ringe efter en ambulance. Vi boede alene sammen. Min mor arbejdede som loddedame på radiofabrikken, der dengang lå på Halmvej. Jeg havde mit morgenavisjob. Tilsammen var vi sådan cirka fattige, men det var der mange, der var i vores ejendom, så det var ikke noget, vi tænkte over til hverdag. Jeg siger det bare for at forklare, hvorfor vi ikke havde telefon. Jeg løb ned til fru Poulsen, der boede under os.
9
Den døde dame_ins.indd 9
04/10/2019 15.04
Jeg kimede på dørklokken. Hun åbnede døren og så måbende på mig, mens jeg skreg ind i hovedet på hende: “Min mor har fået et astmaanfald. Ring efter en ambulance. Nu.” Jeg løb op igen. Jeg syntes, der lugtede brændt. Jeg så over på gasblusset, men det var slukket. Min mor lå stadig på gulvet med inhalatoren for munden. Hun gestikulerede med den frie hånd. Hun ville fortælle mig noget. “Slap af, mor. Slap af.” Hun havde panik i øjnene. Hun så indtrængende på mig. Hun fjernede inhalatoren fra munden. “Vera.” Det var bare en hvisken. Så trak hun igen vejret igennem inhalatoren. Jeg havde aldrig før set hende så dårlig. Jeg var pissebange. “Ambulancen er på vej, mor.” Hun nikkede og så igen på mig på den dér måde. “Vil du fortælle mig noget?” Hun nikkede. “Noget vigtigt?” Hun nikkede igen og pegede pegede ind mod stuen. “Er det noget, der er derinde?” Hun tog inhalatoren fra munden og hviskede: “Kommoden.”
10
Den døde dame_ins.indd 10
04/10/2019 15.04
“Er det noget, der er i kommoden?” Hun nikkede. “Er det noget, du skal have? Med på hospitalet?” Hun rystede på hovedet. Vi fortsatte gætteriet lidt endnu, men jeg fandt ikke ud af andet, end det havde noget med Bornholm at gøre. Så stod der to store ambulancefolk i køkkenet, for jeg havde ladet døren ud til gangen stå åben. Den ene mand bøjede sig ned over min mor. Han læste, hvad der stod på inhalatoren og spurgte mig: “Får din mor tit sådan nogle anfald?” “En gang imellem, men det har aldrig været så slemt som det her.” Jeg ventede lidt og spurgte: “Hvorfor er det så slemt denne gang?” “Det kan være så meget. Et chok for eksempel.” Min mor stirrede angst på mig og nikkede. “Har du fået et chok, mor?” Hun nikkede og pegede igen ind mod stuen. Den anden redder dukkede nu op med en båre, som de løftede hende op på og spændte hende fast til med to remme. Hun holdt stadig inhalatoren for munden, mens hun stirrede på mig og gjorde tegn med pegefingeren. “Skal jeg komme med?”
11
Den døde dame_ins.indd 11
04/10/2019 15.04
Hun nikkede. De to reddere løftede båren op og gik ud af lejligheden. Jeg fulgte efter dem ned til ambulancen. “Min mor vil have, jeg tager med.” “Hop ind, tøs.” Den ene redder kørte. Den anden sad over for mig. Han gav min mor et iltapparat på og indstillede det. Vi havde ikke sagt et ord dér bag i bilen og gjorde det heller ikke, da den standsede foran hospitalet, og chaufføren åbnede bagdørene. Igen gjorde min mor tegn til, at jeg skulle følge med. Hun blev kørt ind på en akutafdeling af en slags, hvor jeg ikke måtte komme med. Jeg satte mig på en gråmalet træbænk i den lange gang. Jeg ventede ret længe. Det var lige efter Sankt Hans. Den store årsafslutning var blevet afholdt i gymnastiksalen med grønne bøgegrene på ribberne. Alle os fra 7. klasse og opefter havde siddet og kedet os, mens skoleinspektøren havde talt om Danmarks ungdom og livets forår. Og endelig langt om længe havde han uddelt eksamensbeviser til de lykkelige, der nu var færdige med skolen. Sådan var situationen. Alle skolebørn i hele verden
12
Den døde dame_ins.indd 12
04/10/2019 15.04
var lykkelige med store smil i deres lyserøde eller brune sommeransigter. Og her sad jeg og ventede på en bænk på et hospital. Men jeg havde sådan set tid nok. Jeg var færdig med min avisrute og skulle ikke noget resten af dagen. Faktisk skulle jeg ikke noget resten af ferien, bortset fra at gå med aviser hver morgen for at tjene lidt penge. Alle Petersens morgenbude var drenge bortset fra mig, men jeg var lige så hurtig som dem, og Viggos far havde aldrig brokket sig over mig. Men jeg var også typen, der troppede op hver morgen, selv når jeg var forkølet. Endelig gik døren op.
Den døde dame_ins.indd 13
04/10/2019 15.04
Den døde dame_ins.indd 14
04/10/2019 15.04
kapitel 3
AT TAGE IMOD EN MÆRKELIG OPGAVE
En sygeplejerske og en læge trådte ud. Lægen forsvandt ned ad gangen uden at se på mig. Sygeplejersken rakte mig hånden. “Vera Jensen?” “Ja, det er mig.” “Din mor har det bedre nu. Det var da noget værre noget, hva’? Var det dig, der fandt hende?” Hun havde et lille ur hængende på det ene bryst. Det sad på hovedet. Jeg så op på hendes mærkelige hvide paphat. Det hele var ligesom fremmed og underligt. “Kan jeg komme ind og tale med hende nu?” “Det kan du. Og du skal ikke være nervøs. Hun
15
Den døde dame_ins.indd 15
04/10/2019 15.04
er uden for fare. Hun kommer hjem i morgen eller overmorgen.” Selvom min mor havde en stor gennemsigtig maske for munden, kunne jeg straks se, hun havde det meget bedre. Hun smilte under masken og vinkede til mig ved virre med fingrene. Sygeplejersken satte en stol hen ved sengen og sagde: “Fru Jensen, vi slipper Dem ikke lige nu. Om lidt kommer en portør og kører Dem op på en stue. Nu kan de snakke lidt med Deres datter så længe.” Min mor løftede ud i masken og sagde: “Den er fin, tak.” Hun satte masken på plads og ventede til sygeplejersken var forsvundet. Så placerede hun masken oppe i panden og begyndte at tale. “Vera, jeg skal til Bornholm i aften, men det kan jeg jo nok ikke. Jeg ligger ligesom her og glor, ikke?” “Hvad skal du lige pludselig til Bornholm efter?” “Det skal jeg så heller ikke, men det skal du.” “Mig?” “Det er vigtigt, Vera. Meget, meget vigtigt. Hør nu godt efter. Du ved, hvor vores penge ligger.” “I mellemste skuffe i kommoden under mappen.” “Der ligger en konvolut med 3.200 kroner.”
16
Den døde dame_ins.indd 16
04/10/2019 15.04
“Ja,” svarede jeg. “I den hvide konvolut. De penge du lige har arvet fra moster Marie.” Hun nikkede og fik samtidig tårer i øjnene. “Og hvad med de penge?” “Dem skal du tage med til Bornholm i aften og aflevere til en ældre dame i morgen.” “Hvorfor det?” “Nu skal du gå ud og få fat på et stykke papir og en blyant, og så skal du skrive adressen ned.” “På damen?” “Ja. Du skal tage bornholmerfærgen i aften. Du skal tage din cykel med. I morgen tidlig er du i Rønne.” Hun standsede pludselig og satte masken for munden. “Har du det godt, mor?” Hun nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle få fat på papir og blyant. Jeg løb ud på gangen. Inde på et kontor sad nogle sygeplejersker, som gav mig, hvad jeg skulle bruge. Min mor havde det fint, da jeg kom tilbage. Hun rakte ud efter papir og blyant, skrev noget og rakte mig sedlen. Hun satte igen iltmasken op i panden. “Du cykler fra Rønne til Årsby, og …”
17
Den døde dame_ins.indd 17
04/10/2019 15.04
“Men jeg vil ikke til Bornholm. Jeg vil blive hos dig.” Min hals snørede sig sammen, men jeg græd ikke. Det var kun tøsedrenge, der græd, og jeg var ikke en tøsedreng. “Du afleverer pengene til fru Godtfredsen.” “Alle pengene?” “Ja. Alle pengene.” Hun greb mig hårdt i armen og så på mig med et udtryk, jeg ikke kendte. Hun plejede at være rolig og sjov på en stille måde. “Det er meget vigtigt, at du ordner det her. Meget vigtigt. Jeg stoler på dig. Aflever pengene til den dame, lige så snart du er nået frem til Årsby. Sig de er fra mig.” “Men hvad hvis hun ikke er hjemme?” “Det er hun. Hun ved, jeg kommer.” “Men hun ved jo ikke, hvem jeg er.” “Jo.” “Hvordan kan hun vide det?” “Hun ved, hvem du er.” En portør kom ind ad døren på en voldsom måde. Han sagde alt for højt: “Fru Kirsten Jensen?” Han så på sin seddel. “De skal op på afdeling G 224.” Min mor så mig lige i øjnene. “Nu ordner du det her. Lov mig det.” “Ja.”
18
Den døde dame_ins.indd 18
04/10/2019 15.04
Portøren slog hjulene under sengen til, men inden han drejede sengen rundt, greb min mor igen hårdt fat i min arm. “Lov det. Lad mig høre det.” “Jeg lover det, mor.” “Godt.” Hun gled tilbage på hovedpuden, og for første gang smilte hun. “Godt. Jeg elsker dig.” “Jeg elsker også dig, mor.”
Den døde dame_ins.indd 19
04/10/2019 15.04