Den forsvundne by

Den forsvundne by_TRYK.indd 2

13.12.2021 17.44

Den forsvundne by_TRYK.indd 3

13.12.2021 17.44

Den forsvundne by er oversat fra svensk af Nanna Kalkar efter Staden Copyright © 2019 Camilla Sten Dansk udgave: Copyright © 2022 Gads Forlag First published by Norstedts, Sweden Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden 1. udgave, 1. oplag Omslag: Rasmus Funder Bogen er sat med minion pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-06728-3 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den forsvundne by_TRYK.indd 4

13.12.2021 17.44

Til Anna, som troede på denne bog, længe før jeg selv turde gøre det.

Den forsvundne by_TRYK.indd 5

13.12.2021 17.44

Den forsvundne by_TRYK.indd 6

13.12.2021 17.44

19. august 1959 Det var en trykkende varm eftermiddag i august, så varm, at selv brisen gennem de nedrullede vinduer ikke kunne gøre meget for at køle kabinen. Albin havde taget sin kasket af og lod armen dingle ud over bildøren og sørgede for ikke at lade hånden røre det brandvarme karosseri.

“Hvor langt er der endnu?” spurgte han Gustaf endnu en gang.

Gustaf brummede bare. Albin tolkede det sådan, at han selv skulle kigge på kortet, hvis han så gerne ville vide det. Det havde han allerede gjort. Byen, de var på vej til, havde Albin aldrig tidligere besøgt – den var for lille til at have sit eget sygehus, eller bare en politistation. Knap nok større end en landsby.

Silvertjärn. Hvem havde nogensinde hørt om Silvertjärn?

Han skulle lige til at spørge Gustaf, om han havde været der, men ombestemte sig, inden han nåede at åbne munden. Gustaf var ikke snakkesalig, ikke engang under de bedste omstændigheder, det var Albin godt klar over. I næsten to år havde de arbejdet sammen, og Albin havde aldrig fået mere end nogle få ord ad gangen ud af ham.

Gustaf sænkede farten en anelse og kiggede på kortet mellem dem, inden han tog et skarpt sving til venstre, ind på en grusvej, som Albin knap havde kunnet få øje på mellem træerne. Han blev presset frem i sædet og tabte næsten kasketten ud af bilen.

“Tror du, at vi finder noget der?” spurgte han, og det kom bag på ham, da Gustaf åbnede munden og sagde:

7

Den forsvundne by_TRYK.indd 7

13.12.2021 17.44

“Det må guderne vide.”

Opmuntret fortsatte Albin: “Nej, det lød vel mest som to tosser, der har fået for meget at drikke. Det er næsten ikke benzinen værd at køre derud.”

Vejen var smal og ujævn, og Albin måtte holde godt fast for ikke at skrumple op og ned i sædet. Udenfor rejste de høje stammer sig på begge sider af bilen. Den smule, han kunne se af himlen, var så tindrende blå, at det skar i øjnene. Køreturen syntes at vare en evighed.

Så begyndte det at tynde ud i træerne.

Byen lignede til forveksling den lille landsby, hvor Albin var vokset op. Der var garanteret en mine eller en fabrik, hvor hver eneste mand i byen arbejdede. Det var et hyggeligt, uanseeligt sted, med pæne huse i lige rækker, en elv, som bugtede sig gennem byen, og en hvidkalket kirke, som hævede sig over tagene og skinnede i augustsolen.

Gustaf bremsede pludseligt, så bilen standsede brat.

Albin kiggede på ham.

Kollegaen rynkede panden. Hans sjusket barberede kinder understregede hans opgivende ansigtsudtryk.

“Kan du høre det?” spurgte han Albin.

Noget i hans stemme fik Albin til at sidde stille og lytte.

“Høre hvad?” spurgte han. Det eneste, han kunne høre, var motorens brummen.

De var standset midt i et kryds. Der var ikke noget særligt at se. Et gult hus til højre for dem med nogle halvvisne blomster på trappen og et næsten identisk, men rødmalet hus med hvide hjørner til venstre.

“Ingenting,” sagde Gustaf. Det var den insisterende tone i hans stemme, der fik Albin til at indse, hvad han mente.

8

Den forsvundne by_TRYK.indd 8

13.12.2021 17.44

Det var ikke det, at han ikke hørte noget.

Men at han slet ingenting hørte.

Det var fuldstændig stille.

Klokken var halv fem en sensommeronsdag i en lille by midt ude i skoven. Hvorfor var der ingen børn, der legede i haverne? Hvorfor sad der ingen unge kvinder på trapperne med håret klistret til de svedige pander, mens de viftede sig i varmen?

Albin så sig omkring på de nydelige rækker af huse, som bredte sig på hver sin side af bilen. Hvert eneste af dem var pænt og velholdt. I hvert eneste var fordøren lukket.

Hvor han end vendte blikket hen, kunne han ikke få øje på en levende sjæl.

“Hvor er de alle sammen henne?” spurgte han Gustaf.

Byen kunne jo ikke være fuldstændig mennesketom. Et eller andet sted måtte de jo være.

Gustaf rystede på hovedet og satte bilen i gang igen.

“Hold øjnene åbne,” sagde han.

Albin sank en klump og mærkede, hvordan det kradsede i halsen, der pludselig føltes tør og hævet. Han rettede sig op i sædet og trykkede kasketten ned over hovedet.

Stilheden føltes lige så trykkende som varmen, da de kørte videre.

Sveden løb ned ad nakken. Da byens torv dukkede op foran dem, mærkede Albin, hvordan der gik en strøm af lettelse igennem ham.

Han pegede på skikkelsen midt på torvet: “Se, Gustaf! Der er nogen.”

Måske havde Gustaf et skarpere syn end ham. Eller også havde hans mange år som politibetjent givet ham instinkter, som det ikke var lykkedes Albin selv at udvikle. For Gustaf standsede bilen, lige inden de nåede frem til torvets toppede brosten, åbnede døren og steg ud.

9

Den forsvundne by_TRYK.indd 9

13.12.2021 17.44

Albin blev siddende og tog synet ind lidt ad gangen. Først tænkte han: Det er en, der er vældig høj.

Og så: Nej, ikke høj. Det er en, der står og krammer en lygtepæl.

Hvor underligt.

Alle brikkerne faldt ikke på plads, før stanken fandt vej ind gennem de nedrullede vinduer. Albin åbnede bildøren og snublede ud i et forsøg på at undvige den, men den blev bare stærkere udenfor.

Sød og overmoden og væmmelig; kød, som har fået lov til at rådne og gære i solen i lange, dovne timer, uforstyrret og urørt.

Det var ikke en, der stod og krammede en lygtepæl. Det var en krop bundet fast til en groft tilhugget pæl. Langt, tjavset hår hang ned foran ansigtet og skjulte det – en lille barmhjertighed – men fede fluer kravlede rundt på de opsvulmede arme og ben. Rebet, som bandt kroppen til pælen, havde skåret sig ind i det bløde, svampede væv. Fødderne var sorte. Om det var på grund af forrådnelse, eller om det var blodet, der var løbet ned og koaguleret i store plamager rundt om pælen, var umuligt at afgøre.

Albin nåede ikke at gå mere end nogle få skridt, før han bøjede sig forover og kastede sin frokost op ud over de toppede brosten.

Da han rettede sig op, så han, at Gustaf var nået næsten hele vejen hen til kroppen. Han stod kun et par meter fra den og kiggede.

Gustaf vendte sig om og kiggede på Albin, som tørrede sig om munden og rettede sig op. Ægte rædsel blandede sig med væmmelse i de blodhundsdybe rynker rundt om kollegaens mund.

“Hvad i himlens navn er der sket her?” spurgte han i en tone, der nærmest mindede om forundring.

Albin havde ikke noget svar på det. Han lod den tomme bys stilhed tage over.

10

Den forsvundne by_TRYK.indd 10

13.12.2021 17.44

Men så, midt i stilheden, hørte han pludselig noget. Utydeligt og svagt, men umiskendeligt. Albin havde fire yngre søskende og var vokset op i en lejlighed, hvor de alle fem delte værelse. Han ville have genkendt lyden hvor som helst.

“Hvad i …” mumlede Gustaf og vendte blikket mod skolebygningen på den anden side af torvet. På anden sal stod et vindue åbent.

“Jeg tror, det er et barn,” sagde Albin. “Et spædbarn.”

Så tog stanken over, og han kastede op igen.

Den forsvundne by_TRYK.indd 11

13.12.2021 17.44

Projektbeskrivelse: Den forsvundne by er en dokumentarserie om Silvertjärn, Sveriges eneste spøgelsesby. Vi planlægger at producere en dokumentar i seks afsnit, som skal suppleres med en blog om både produktionsarbejdet og de ting, vi finder ud af i løbet af processen. Silvertjärn er en landsby i det mellemste Norrland, som har ligget mere eller mindre urørt hen siden 1959, hvor hele byens befolkning på næsten ni hundrede personer forsvandt under mystiske omstændigheder. <Klik her for at læse mere om Silvertjärns historie> Initiativtager og producent er Alice Lindstedt, hvis mormor voksede op i Silvertjärn: “Da jeg var barn, plejede mormor altid at fortælle mig om Silvertjärn og forsvindingen. Hun boede ikke længere selv i byen, da det hele skete, men hendes forældre og yngre søster var blandt dem, der forsvandt.

Silvertjärns historie har altid fascineret mig. Der findes så mange brikker, som ikke synes at passe sammen. Hvordan kan en hel bys befolkning forsvinde sporløst fra den ene dag til den anden?

Hvad var det egentlig, der skete? Det er det spørgsmål, vi vil forsøge at besvare.”

Planen er indledningsvis at tilbringe seks dage i starten af april i Silvertjärn for at testfilme og udforske byen. Som fundraiser får du adgang til det materiale, vi optager, både billeder og video!

12

Den forsvundne by_TRYK.indd 12

13.12.2021 17.44

Vi vil undersøge nogle af de teorier, der er om forsvindingen – alt fra, at et gasudslip skulle have forårsaget massepsykose og forvirring, til en urgammel samisk forbandelse. <Klik her for at læse mere om teorierne om Silvertjärn> Hvis alt går som planlagt, vil teamet vende tilbage til Silvertjärn til august, således at dokumentaren bliver indspillet på den samme tid af året, som forsvindingen fandt sted.

Hvad får du som fundraiser?

• Umiddelbar adgang til det materiale, der bliver optaget i Silvertjärn i april • Ubegrænset adgang til produktionsteamets sociale medier • Løbende opdateringer om vores fremskridt via mail • Mulighed for at se den første, længere version af den færdige dokumentar, inden den klippes yderligere og udgives offentligt • Mulighed for at besøge Silvertjärn med vores team, i forbindelse med at serien bliver udgivet, og bloggen lanceres Budgetmål: 150.000 kroner

Realiseret: 33.450 kroner

KLIK HER FOR AT DONERE, OG BLIV EN DEL AF PROJEKTET! Like og følg os på sociale medier!

Instagram: @dokumentarDenForsvundneBy Facebook: Dokumentar Den forsvundne by (http://www.facebook.com/dokumentar-denforsvundneby) Twitter: @dokumentarDenforsvundneby #dokumentarDenForsvundneBy #silvertjarn

13

Den forsvundne by_TRYK.indd 13

13.12.2021 17.44

Den forsvundne by_TRYK.indd 14

13.12.2021 17.44

TIRSDAG

Den forsvundne by_TRYK.indd 15

13.12.2021 17.44

Den forsvundne by_TRYK.indd 16

13.12.2021 17.44

Nu Jeg bliver vækket af min døs af en skrattende, skærende lyd, som trænger ind i min bevidsthed og så småt får mig til at vågne.

Da jeg retter mig op og glipper med øjnene, ser jeg, at Tone læner sig frem mod radioen og slukker for den. Den skrattende lyd forsvinder umiddelbart og erstattes af motorens dumpe summen og bilens indelukkede stilhed.

“Hvad var det der?” spørger jeg hende, mens jeg lader fingrene glide gennem håret.

“Radioen har været i uorden det sidste stykke tid,” siger Tone.

“Den gik fra gamle slagere til danseorkestermusik, og derefter var der bare hvid støj.”

“Det må være begyndelsen på den døde zone,” siger jeg og føler, hvordan det kribler i maven af spænding.

Jeg tager mobilen op af lommen og registrerer samtidig, at klokken er mere, end jeg troede.

“Hvad synes du om det her som billedtekst?” spørger jeg Tone.

“Vi nærmer os! Snart inde i den døde zone. Vi høres ved om fem dage, hvis ikke spøgelserne tager os …”

Tone skærer ansigt.

“Måske er det lidt for meget,” siger hun.

“De vil elske det,” siger jeg, lægger indlægget op og sørger for, at det også bliver delt på Twitter og Facebook, inden jeg stikker telefonen i lommen igen.

17

Den forsvundne by_TRYK.indd 17

13.12.2021 17.44

“Vores fans elsker sådan noget,” fortsætter jeg. “Spøgelser og skrækfilm og scary shit. Det er vores bedste USP.” “Vores fans,” gentager Tone. “Alle elleve af dem.”

Jeg himler med øjnene. Kan ikke nægte, at den sved. Det er lidt for sandt til at lave grin med.

Tone ser det ikke. Hun holder blikket på vejen. Den er øde og anonym, en lige motorvej uden sving og slyngninger. Den høje, uigennemtrængelige nåleskov omgiver os på begge sider, og skråt til venstre hænger en brændende sol i nedgang over en blødende himmel, som skyller ind over både os og skoven.

“Vi burde komme frem til afkørslen ganske snart,” siger Tone.

“Vi begynder at nærme os.”

“Vil du have, at jeg kører?” spørger jeg Tone. “Det var ikke min mening at falde i søvn. Jeg ved ikke, hvad der skete.”

Tone smiler skævt uden at blotte tænderne.

“Hvis du var oppe til klokken fire for at gennemgå det hele, så er det ikke så underligt,” siger hun uden at svare på spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal overtage rattet.

Jeg kan ikke afgøre, om det er ment som en irettesættelse eller ej.

“Nej,” medgiver jeg. “Måske ikke.”

Alligevel er jeg overrasket. Jeg havde troet, at den stikkende, febrile spændingstilstand, der har holdt mig vågen de seneste nætter, ville forhindre mig i at sove i bilen.

Jeg kaster et blik i sidespejlet og ser den anden hvide varevogn med Emmy og teknikfyren, der følger lige i hælene på os. Max’ blå Volvo kan anes bagerst i karavanen.

Er det spænding eller uro, som rører sig i maven?

Det stærke sollys farver min strikkede hvide trøje ildrød og får Tones ansigt til at fremstå i skarp profil. Hun er et af den slags

18

Den forsvundne by_TRYK.indd 18

13.12.2021 17.44

mennesker, der er smukkere fra siden end forfra, med en misundelsesværdigt skarp kæbelinje og en lige, aristokratisk næse. Jeg har aldrig set hende bruge makeup. Det får mig til at føle mig fjollet og overdrevet forfængelig. Jeg har fået lavet striber i håret for at få det skinnende platinblond i stedet for min egen matte leverpostejsfarve. Og det på trods af, at det kostede ni hundrede kroner, jeg ikke havde, og selvom jeg ikke skal medvirke i det materiale, vi skal filme i løbet af de kommende fem dage.

Det var for min egen skyld. For at dulme nerverne. Og billeder bliver vi nødt til at tage, til Instagramkontoen og Facebooksiden og Twitter og bloggen. Give vores få, men entusiastiske fans og fundraisere noget, som fastholder deres interesse og holder gnisten i live.

Jeg har en dårlig smag i munden efter den korte lur. Jeg kigger på Tones plasticbæger fra benzinstationen i kopholderen og spørger: “Hvad er der i?”

“Cola. Du kan bare tage en tår,” siger Tone og tilføjer, inden jeg når at spørge: “Det er Zero.”

Jeg tager bægret og drikker den dovne, lunkne sodavand i store slurke. Det er ikke særlig opfriskende, men jeg er mere tørstig, end jeg er træt.

“Der,” siger Tone pludselig og sænker farten.

Den gamle afkørsel findes ikke på GPS’en. Det opdagede vi, da vi forsøgte at planlægge ruten. Vi blev nødt til at tage udgangspunkt i gamle kort fra 40’erne og 50’erne, dobbelttjekke med Vejdirektoratets arkiv og kigge på, hvordan togsporene plejede at ligge, dengang togene stadigvæk tøffede ind i byen to gange om ugen. Max har styr på det med landkort, og han har forsikret os om, at vejen ligger her. Men jeg har alligevel ikke følt mig helt

19

Den forsvundne by_TRYK.indd 19

13.12.2021 17.44

sikker, før Tone nu i sneglefart nærmer sig den lille, næsten helt tilgroede afkørsel, som i tidligere tider var den eneste bilvej ind i byen.

Varevognen ruller frem og standser så helt. Jeg kigger forvirret på Tone.

“Hvad er der?” spørger jeg.

Hun er blegere, end hun plejer at være; den lille mund er som en streg i ansigtet, fregnerne lyser mod ansigtets grund. Hendes hænder knuger om rattet.

“Tone?” spørger jeg, mere dæmpet.

Først siger hun ingenting. Sidder bare tavs og stirrer ind mellem træerne.

“Jeg troede bare aldrig, jeg skulle få det at se,” siger hun stille.

Jeg lægger hånden på hendes arm. Musklerne er spændte som stålfjedre under den langærmede T-shirts tynde stof.

“Vil du have, at jeg skal køre?” spørger jeg hende.

De andre er også standset. Den anden varevogn lige bag os, og Max holder i sin blå Volvo bag ved den, går jeg ud fra.

Tone slipper rattet og læner sig lidt tilbage.

“Det er måske bedst,” siger hun. Hun kigger ikke på mig. I stedet løsner hun sikkerhedsselen og åbner døren for at stige ud.

Jeg følger hendes eksempel, stiger ud og går rundt om bilen.

Luften udenfor kommer som et chok, klar og frisk og meget kold. Selvom det er vindstille, går kulden lige gennem min tykke trøje.

Tone har allerede nået at spænde sikkerhedsselen, da jeg sætter mig i førersædet. Jeg venter på, at hun skal sige noget, men hun er tavs. I stedet træder jeg forsigtigt på speederen, så vi begynder at trille ned ad den halvt tilgroede vej.

Der bliver en næsten andagtsfuld stilhed i bilen. Da træerne

20

Den forsvundne by_TRYK.indd 20

13.12.2021 17.44

har opslugt os og nærmest bøjer sig ind over den lille vej, lyder Tones stemme i det snigende halvmørke og får mig til at fare sammen.

“Det er vel også bedst, at det er dig, der kører ind i byen. Det er dit projekt. Dig, der ville hertil. Ikke sandt?”

Jeg skæver til Tone, samtidig med at jeg forsøger at koncentrere mig om at manøvrere den klodsede varevogn over knoldede rødder og sten.

“Jo, det er vel rigtigt nok,” siger jeg.

Det er heldigt, at vi bad om en forsikring, da vi lejede bilerne.

Det er helt sikkert ikke denne slags terræn, de er designet til. Men vi havde brug for varevogne til at transportere udstyret, og de af dem, der var mere terrængående, var så dyre at leje per dag, at de ville have sprængt vores budget mange gange.

Vi kører i stilhed. Mens minutterne passerer, og vi kører dybere og dybere ind i skoven, slår det mig, hvor isoleret det lille samfund faktisk har været. Som mormor fortalte, var der ikke særlig mange i byen, som havde en bil. Man måtte tage toget, hvis man ville i kontakt med civilisationen, og det afgik kun to gange om ugen. Hvis det tager os så lang tid at nå frem med bil, må det have været sin helt egen verden, når det eneste alternativ, man havde, var at gå hele strækningen til fods.

Vi passerer en lille sti, der snor sig ind i skoven. Først bliver jeg usikker på, om det er den vej, vi skal, men så indser jeg, at det må være vejen ind til minen. I stedet fortsætter jeg fremad, kryber med sagte fart over kviste og nedfaldne grene. Varevognen klager og jamrer, men kæmper sig frem.

Netop som jeg begynder at blive urolig for, at vi har taget fejl – og at vi kører på en skovsti, en vandrerute, og kommer til at begive os længere og længere ind i skoven og til sidst køre fast

21

Den forsvundne by_TRYK.indd 21

13.12.2021 17.44

med vores biler og vores udstyr og vores idioti og vores ambitioner – så åbner skoven sig pludselig på mirakuløs vis foran os.

“Der,” hvisker jeg, mere til mig selv end til Tone.

Jeg drister mig til at øge farten, bare en anelse, og mærker, hvordan blodet begynder at rulle i årerne, i takt med at den glødende aprilhimmel åbenbarer sig for os.

Så kommer vi ud af skovbrynet, ud på en græsskråning. Og der ligger den, i en snæver dal, der mest af alt virker som en lille fordybning i terrænet.

Kirken hæver sig over de små huse i byens østlige hjørne, et højt, stolt spir afsluttet med et slankt kors. Det glimter i lyset fra den nedgående sol, ufattelig klart. Det ser næsten ud, som om husene er vokset ud fra kirken som små paddehatte. De er faldefærdige og forrådnede, og nogle steder står kun væggene tilbage og kaster silhuetter ned mod elven. Den funkler kobberrødt, som den løber gennem byen og munder ud i søen, der har givet stedet sit navn. Engang var den måske sølvfarvet, men nu er den mørk og blank som en gammel hemmelighed. I mineselskabets rapport står der, at de ikke har undersøgt søen, men at de ikke har kunnet finde nogle oplysninger om, hvor dyb den er. Den kunne strække sig hele vejen ned til grundvandet. Bundløs.

Uden at tænke løsner jeg sikkerhedsselen og åbner døren, stiger ned i den bløde, våde forårsskovbund og ser ud over byen.

Der er fuldstændig stille. Det eneste, som høres, er den sagte lyd af motorens vedvarende summen og vindens bløde suk, når den hvisker ind over byen.

Jeg hører, hvordan også Tone stiger ud af bilen. Hun siger ingenting, lukker ikke engang døren efter sig.

I et åndedrag hvisker jeg – en bøn, en besværgelse, en velkomst: “Silvertjärn.”

Den forsvundne by_TRYK.indd 22

13.12.2021 17.44

Dengang Elsa er på vej hjem fra Agneta Lindberg, da hun indser, at noget ikke er, som det plejer.

Gåturen fra fru Lindbergs hus og hjem til hende selv tager egentlig ikke mere end et kvarter, hvis man skynder sig lidt, men det lykkes sjældent for Elsa at tilbagelægge turen på mindre end fyrre minutter. Der er så mange, som vil stoppe for at snakke.

Hun har besøgt Agneta en gang om ugen i de seneste måneder, lige siden det stakkels menneske fik beskeden. Hun kommer om onsdagen, for der passer det så godt at kigge forbi Agneta, når hun har været til frokost hos apotekerens kone.

Der kommer aldrig noget særligt ud af de der frokoster. Egentlig er det bare nogle af byens kvinder, der gerne vil mødes for at sladre, tale om stort og småt og drikke kaffe af små spinkle kopper og føle sig fine for en kort stund. Men det skader ikke nogen, og guderne skal vide, at kvinderne i Silvertjärn føler sig godt tilpas ved at have noget at lave. Elsa kan heller ikke nægte, at hun synes, det er sjovt, selvom hun en gang imellem eftertrykkeligt må sige fra, når deres sladder bliver lidt for ondsindet.

Det gavner ikke nogen at begive sig ud i spekulationer om, hvorvidt skolelæreren faktisk er far til sin yngste søn. Elsa sad selv med ham og hans stakkels kone, da drengen ikke ville die, og sjældent har hun set en far så indtaget i et barn. Så har det ingen betydning, hvor rødt drengens hår er.

23

Den forsvundne by_TRYK.indd 23

13.12.2021 17.44

Det er en varm eftermiddag, usædvanlig trykkende af april måned at være, og Elsa sveder under blusen, mens hun begiver sig hjemad. Hun kan lide at tage vejen langs elven. Den er jævn og fin under fødderne, og hæver man blikket, kan man se, hvordan søen glimter i det fjerne. Smeltevandet fosser og bruser neden for brinken. Man får lyst til at standse og dyppe fødderne.

Det gør Elsa ikke, selvfølgelig ikke. Hvordan ville det ikke se ud, hvis hun trak kjolen op og begyndte at plaske rundt i floden som en ung pige uden en eneste bekymring i verden? Det ville i så fald give kvinderne i byen noget at sladre om!

Det er, da Elsa trækker på smilebåndet ved denne tanke, at det pludselig går op for hende, at noget ikke er, som det plejer. Det er, da hun kigger sig omkring for at se, om der er nogen i nærheden, som kunne få øje på hende, hvis hun dyppede sig i elven, at hun indser, at der ikke er nogen.

På strækningen langs elven ligger der huse. Det er der, den gamle del af Silvertjärn begynder. Elsa synes bedre om den del af byen end om de nye huse. Da hun og Staffan flyttede til Silvertjärn, da hun selv knap var mere end et barn, boede de i et af de nye huse, som mineselskabet havde bygget. Det var koldt og sjælløst, og Elsa er stadig overbevist om, at de der hvidmalede, men rå bræddevægge var årsagen til, at hendes første graviditet var så besværlig. Hun sørgede for, at de flyttede derfra, så hurtigt de kunne.

Husene ved elven er ældre og har mere personlighed, og Elsa kender alle, der bor der. Uden at overdrive eller være pralende kan Elsa hævde, at hun kender alle i Silvertjärn. Men nabolaget omkring elven, neden for kirken, er hendes eget, og derfor tager hun sig lidt ekstra af dem, som bor der. Hun kan godt lide at gå forbi huset på hjørnet med det skrånende tag og hilse på lille Pia

24

Den forsvundne by_TRYK.indd 24

13.12.2021 17.44

Etterström og hendes tvillingedrenge, at kigge forbi Emil Snälls veranda og spørge, hvordan det går med gigten, standse og beundre Lise-Maries rosenbuske.

Men i dag er der ingen, der har talt eller vinket til hende.

På trods af det varme vejr er der ingen, der sidder ude i haven eller på trappen foran døren eller har vinduerne åbne. Ingen er kommet ud for at hilse, når de har set hende inde fra køkkenet.

Elsa kan ane bevægelser bag ved køkkengardiner og lukkede vinduer. Alle lader til at have lukket sig inde i deres huse.

Hendes mave snører sig sammen.

Senere vil hun overveje, om en del af hende allerede forstod det dér, men nu begynder hun at småløbe og kommer så svedig og forpjusket ind i køkkenet og ser Staffan sidde der ved køkkenbordet med ansigtet tomt af forbløffelse.

Hun forstår ingenting før mange timer senere, hun aner intet.

Hun ville aldrig have kunnet vide det.

Så da Staffan siger til hende med en søvngængers røst: “De lukker minen, Elsie. Det fortalte de os i dag. De sagde, at vi skulle gå hjem.” … så besvimer hun på stedet for første og sidste gang i sit liv.

Den forsvundne by_TRYK.indd 25

13.12.2021 17.44

Nu Jeg har aldrig set Silvertjärn med mine egne øjne. Jeg har skabt mig et billede af den efter mormors historier, siddet oppe og googlet som en besat for at forsøge at finde beskrivelser på internettet, men der findes næsten ingenting.

Jeg vender mig om ved den klikkende lyd af Tones kamera. Hun holder det op til øjnene, så det skjuler halvdelen af hendes ansigt.

Egentlig ville det nok have været fint, hvis vi havde filmet, allerede mens vi kørte ind. Det ville have været en stærk indledning, som kunne fange folks opmærksomhed, og det er det, man har brug for, når man skal søge sponsorater. Uanset hvor mange billeder vi lægger ud på Instagram, og hvor meget vi end forsøger at lokke folk til Kickstarterkampagnen, så er sandheden, at det kommer til at kræve stipendiepenge at færdiggøre filmen, som jeg har forestillet mig den. Uden et sponsorat fra en myndighed eller en fond har vi ikke en chance.

Men jeg er overbevist om, at vi nok skal få pengene til sidst.

For hvem vil kunne modstå det her?

Lyset skyller ind over de forfaldne bygninger og drukner dem i rødt og orange. De ser overraskende velbevarede ud. På den tid byggede de vel på en anden måde. Men selv her ovenfra kan man også se forfaldet. Nogle af tagene er faldet fuldstændig sammen, og naturen er for alvor begyndt at tage magten tilbage over området. Det er vanskeligt at se, hvor grænsen går mellem

26

Den forsvundne by_TRYK.indd 26

13.12.2021 17.44

skov og bebyggelse. Gaderne er tomme og tilgroede, og de gennemrustne togspor løber fra stationen og ud i skoven som en punkteret pulsåre.

Det er smukt på en lidt uhyggelig måde. Som en afblomstret rose, lige inden den taber sine blade.

Den klikkende lyd standser. Jeg vender mig mod Tone, som har sænket sit kamera.

“Blev de gode?” spørger jeg.

“Det havde nok været tilstrækkeligt med et iPhonekamera med den her udsigt,” svarer Tone.

Hun går rundt om bilen og stiller sig ved siden af mig, finder billederne frem på den lille firkantede skærm. Vi er blevet enige om, at Tone er ansvarlig for fotodokumentationen. Til forskel fra mig, Emmy og teknikfyren har hun ingen baggrund inden for film – hun er copywriter. Men hun har beskæftiget sig med fotografi på hobbyplan i nogle år, og hendes billeder er bedre end noget, jeg ville kunne præstere med samme kamera.

Det var den nemmeste måde at overbevise hende om, at hun skulle med. Hun forsøgte i lang tid at argumentere for, at det overhovedet ikke var nødvendigt, at hun kom med. Hun sagde, at hun ikke var “essentiel”. Alle mine argumenter om, at hun var nødvendig for projektet som medproducent, var nytteløse. Det var ikke før, jeg gjorde opmærksom på, at vi havde brug for en fotograf, at hun begyndte at give sig.

Hun er vigtig for projektet. Måske ikke som fotograf. Men hun er en del af fortællingen, uanset om hun vil det eller ej. Jeg kan bare håbe, at dagene her vil få hende til at indse det.

Jeg studerer byen i miniature, gengivet i pixels, og derefter silhuetterne foran mig. De klare farver og skarpe linjer får det til at ligne et maleri.

27

Den forsvundne by_TRYK.indd 27

13.12.2021 17.44

En fuldkommen stilhed hviler over stedet. Ikke engang radiosignaler kan slippe ud herfra. De siger, at det skyldes jernmalmen i klippegrunden, noget med et magnetfelt, som forstyrrer signalerne, men ingen synes at vide det med sikkerhed. Det gør bare mystikken endnu mere udtalt.

“Hvordan har du det?” spørger jeg Tone og tager blikket fra bygningerne neden for os.

Tone tager et dybt åndedrag af den kolde, friske luft. Hun kniber læberne sammen, inden hun ser på mig.

“Det ved jeg ikke,” siger hun. Så smiler hun skævt, stadig med læberne knebet sammen.

“Jeg havde vel egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme herud, at det skulle komme så vidt. Jeg kan ikke rigtig fatte, at vi er her.”

“Men det er vi,” siger jeg, næsten lige så meget til mig selv som til hende.

Og nu smiler hun omsider rigtigt med sine lidt skæve, hvide tænder, og det letter på den anspændte stemning, som har været mellem os, siden jeg vågnede i bilen.

“Ja,” siger hun. “Selvfølgelig er vi det. For du er en sgu en ren bulldozer, Alice.”

Jeg begynder at grine, beruset af stemningen, euforisk, for selvom jeg ryster af kulde – burde have taget min jakke på, inden jeg steg ud af bilen – så er vi her nu, vi er her, al den planlægning og alle de sene nætter og alle de job, jeg aldrig fik, og alle de lortejob, jeg har været tvunget til at tage, har betalt sig, og vi er her, i Silvertjärn.

Det bliver til en film. Den forsvundne by bliver til virkelighed.

Projektet, der begyndte som en drøm, inden jeg nåede puberteten, kommer nu til at gå i opfyldelse.

28

Den forsvundne by_TRYK.indd 28

13.12.2021 17.44

“For helvede da, sikke et sted,” lyder det fra Emmy, som pludselig afbryder mit grin.

Jeg farer sammen og ser på dem. Det er Emmy og teknikfyren, som begge er steget ud af deres varevogn og kommet hen til os.

Emmy står lænet op ad førersiden på vores bil. Hendes uformelige, hvide T-shirt synes at gå i et med lakken. Hendes hennafarvede hår er sat op i en sjusket hestehale, og hendes jeans er tilstrækkelig store til at kunne passe fyren ved siden af hende. Det er måske hans, ved nærmere eftertanke. Jeg har ikke rigtig forstået, hvad deres relation er, ud over at de har arbejdet sammen, og at Emmy pointerede, at han gør det her som en tjeneste for hende, og at han plejer at tage mindst tre gange så meget, som vi kan betale for de her fem dage.

Teknikfyren – Robin? Nej, det hedder han ikke, han præsenterede sig både under det første møde og på orienteringsmødet, vi holdt for hele teamet i går, men jeg har aldrig været god til navne – står lige bag hende. Han er rødhåret på den der måde, som gør, at man kommer til at stirre lidt længere på ham, end hvad der måske er passende, og utallige gyldne fregner kryber over ansigtet og ned langs halsen og videre ud på kroppen. Havde det ikke været for dem, er det muligt, at han kunne være ganske smuk, høj og bredskuldret, men kombinationen af det gulerodsfarvede hår, de usynlige øjenbryn og de brune øjne gør ham alt for egernagtig til, at man kan tage ham alvorligt. Tavs er han også; jeg tror ikke, at jeg har hørt ham sige mere end fire sætninger sammenlagt, hverken på det første møde, jeg og Tone tog med ham og Emmy, eller på mødet i går.

“Hvad er planen så nu?” spørger Emmy. Hun kigger direkte på mig, og jeg rømmer mig.

“Vi slår lejr nede på Storetorv,” siger jeg. “Det bliver et godt

29

Den forsvundne by_TRYK.indd 29

13.12.2021 17.44

udgangspunkt, midt i byen. Og vi burde kunne komme derned.

Det er på den anden side af elven, men der stod, at broerne stadigvæk er stabile nok til, at man kan køre over dem i bil.”

“Hvor stod det?” spørger Emmy og løfter øjenbrynene. “Jeg troede ikke, at der fandtes nogen gode kort over Silvertjärn.”

Jeg hører lyden af en bildør, der bliver åbnet længere væk. Det må være Max, som undrer sig over, hvorfor vi er standset.

“I rapporten,” siger jeg og forsøger at undertrykke en snert af irritation.

Du vidste, hvad du gik ind til, da du bad hende om være en del af teamet, forsøger jeg at sige til mig selv.

“I rapporten, som mineselskabet skrev i slutningen af 90’erne, da de var ude at vurdere området,” uddyber jeg efterfølgende. “Der ligger en kopi af den i det informationsmateriale, I fik.”

“Er du virkelig sikker på, at den information stadig holder?” spørger Emmy. “Jeg mener … den er 20 år gammel. Bare fordi broerne var sikre at køre på dengang, så betyder det ikke, at de er det nu.”

“Vi kører ned og undersøger det,” svarer jeg kort. “Hvis de ikke ser solide ud, må vi lægge en ny plan.”

Jeg ser Max komme gående rundt om den anden varevogn.

“Hvad sker der?” spørger han.

“Ingenting!” siger jeg.

Emmy kaster et blik over skulderen, tilsyneladende ignorerer hun ham, så snart hun registrerer hans tilstedeværelse.

Max’ blonde hår klistrer til hans pande, og den ene skjorteflip stikker op mod hans hals. Jeg har kendt Max, siden dengang han gik i slidte T-shirts med bandnavne, som ingen andre end han selv kendte. Selvom han nu er blevet tilstrækkelig succesfuld til at være med på turen som projektinvestor og bære skjorter, der koster

30

Den forsvundne by_TRYK.indd 30

13.12.2021 17.44

mere end hele min garderobe, så ser han stadigvæk ud, som om han ville føle sig bedre tilpas i en af de der forvaskede T-shirts.

Tone har kastet et blik op mod himlen, og da hun siger: “Vi burde nok skynde os lidt”, indser også jeg, at skumringen er på vej.

“Vi skal ned ad skråningen,” siger jeg til Max, som netop er nået frem til os, og henvender mig til de andre, da jeg siger: “Følg efter os.”

Gudskelov nikker Emmy bare og siger til teknikfyren: “Robert, vil du stå for nedkørslen?”

Max vender tommelfingeren op og går også tilbage til sin bil.

Jeg sætter mig ind på førersædet. Lige inden jeg lukker døren, hører jeg Emmy råbe: “Kør nu forsigtigt, så I ikke ødelægger udstyret!”

“Det er ikke jo engang hende, som har betalt for det,” mumler jeg og smækker døren.

Den forsvundne by_TRYK.indd 31

13.12.2021 17.44