Den store efterfølger.indd 6
13.07.2020 15.34
DEN STORE EFTERFØLGER Den Strålende Kammerat Kim Jong-uns Guddommeligt Fuldendte Skæbne
AN N A FIFIELD
Ga ds F o rlag
Den store efterfølger.indd 7
13.07.2020 15.34
Den Store Efterfølger Af Anna Fifield Oversat fra amerikansk af Søren Vinterberg efter Anna Fifield: The Great Successor: the divinely perfect destiny of brilliant Comrade Kim Jong-un Copyright © 2019 Anna Fifield Published by arrangement with PublicAffairs, an imprint of Perseus Books, LLC, a subsidiary of Hachette Book Group, Inc., New York, New York, USA. All rights reserved. Dansk udgave: Copyright 2020 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06118-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslagsdesign: Pete Garceau, dansk version: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Scandbook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Den store efterfølger.indd 8
13.07.2020 15.34
Tilegnet de femogtyve millioner mennesker i Nordkorea. Gid I snart må opnå frihed til at følge jeres drømme.
Den store efterfølger.indd 9
13.07.2020 15.34
Den store efterfølger.indd 10
13.07.2020 15.34
Why, I can smile, and murder while I smile, And cry “Content” to that which grieves my heart, And wet my cheeks with artificial tears, And frame my face to all occasions … I can add colors to the chameleon, Change shape with Proteus for advantages, And set the murderous Machiavel to school. Can I do this, and cannot get a crown? (Ja, jeg kan smile, alt imens jeg myrder, Og nikke glad til det der nager mig, og væde kinderne med kunstig gråd og altid ha’ det ansigt, der behøves … Fler’ farver har jeg end kamæleonen, Jeg skifter form og snor mig fri som Proteus, Belærer Machiavelli selv om mord. Er kronen så for svær for mig at få?) Richard, i Henry VI, tredje del, 3. akt, scene 2. (William Shakespeare. Samlede skuespil i ny oversættelse ved Niels Brunse, bind 1, 2010).
Den store efterfølger.indd 11
13.07.2020 15.34
Den store efterfølger.indd 12
13.07.2020 15.34
IN DHOLD
Forfatterens note 15 16 Kort over den koreanske halvø Familien Kims stamtræ 17 Forord 19 Prolog 23 FØRSTE DEL – LÆRETIDEN 1 Begyndelsen 2 At leve med imperialisterne 3 Inkognito i Schweiz 4 I lære som diktator
33 35 57 72 89
ANDEN DEL – KONSOLIDERINGEN 5 Kim den Tredje ved roret 6 Slut med at spænde livremmen ind 7 Hellere frygtet end elsket 8 Farvel, onkel 9 Det søde liv i Pyonghattan 10 Millennium og modernitet 11 På boldbanen med ”Sjakalerne”
107 109 123 140 158 172 187 202
TREDJE DEL – SELVSIKKERHEDEN 12 På magtens tinde 13 Den uønskede bror
219 221 238
Den store efterfølger.indd 13
13.07.2020 15.34
14 Det dyrebare sværd 15 Charmeoffensiven 16 Ved forhandlingsbordet med ”Sjakalerne”
260 279 298
Epilog 316 Tak 324 Noter 329 Register 339
Den store efterfølger.indd 14
13.07.2020 15.34
FOR FAT T E R E N S N OT E
Mange af de flygtninge fra Nordkorea, som dukker op i denne bog, har bedt mig om ikke at bruge deres rigtige navne. De er bange for, at hvis jeg gør det, vil det bringe familiemedlemmer, som stadig er i Nordkorea, i fare. I de tilfælde har jeg brugt pseudonymer eller slet ingen navne. Jeg har brugt den nordkoreanske stavemåde for nordkoreanske steder og navne. Altså Kim Jong-un, ikke Kim Jeong-un; Ri, ikke Lee; Paektu, ikke Baekdu; Rodong, ikke Nodong; og Sinmun, ikke Shinmun.
Den store efterfølger.indd 15
13.07.2020 15.34
DEN KOREANSKE HALVØ
RUSLAND Yanji Vladivostok
KINA Hoeryong
Paektubjerget
Chongjin Hyesan
Sinuiju
Dandong
NORDKOREA
Pyongyang
Hamhung
Wonsan
Nampho
Dalian
Sinchon Seoul Incheon
JAPANSKE HAV SYDKOREA GULE HAV
Busan
Jeju
Den store efterfølger.indd 16
hiroshima
JAPAN
13.07.2020 15.34
FAMILIEN KIMS STAMTRÆ
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 N35
(udvalgte medlemmer)
KIM IL-SUNG (1912-1994)
GIFT
KIM JONG-SUK
KIM SONG-AE
(1917-1949)
(1924-2014)
BØRN
BARN
KIM JONG-IL
KIM KYONG-HUI
(1942 (OFFICIELT)-2011)
KIM PHYONG-IL
(1946-)
GIFT
GIFT
(1954-)
DATTER
JANG KUM-SONG (1977-2006)
JANG SONG-THAEK (1946-2013)
SONG HYE-RANG (1935-)
SØSTER
SONG HYE-RIM (1937-2003)
DATTER
BARN
RI NAM-OK
KIM JONG-NAM
(1966-)
KIM YONG-SUK (1947-)
KO YONG-HUI (1952-2004)
KO YONG-SUK
SØSTER
(1956-)
BØRN
GIFT
RI GANG
(1971-2017)
(1953-)
KIM YO-JONG
KIM JONG-CHOL
(1988-)
(1980-)
KIM JONG-UN
GIFT
(1984-)
RI SOL-JU (1989-)
BARN
KIM JU-AE (2013-)
Fifield_The Great Successor.indd 17
Den store efterfølger.indd 17
10/04/19 1:06 PM
13.07.2020 15.34
Den store efterfølger.indd 18
13.07.2020 15.34
F OR OR D Af Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling
I 1945 delte krigens sejrherrer verden op mellem sig. Korea var en japansk koloni, der så frem til selvstændighed, da Japan kapitulerede. Det blev aftalt, at japanske styrker i den nordlige del af landet skulle overgive sig til Sovjetunionen, og i syd til USA. Det var tilsyneladende et midlertidigt arrangement. Men det blev begyndelsen til foreløbig 75 års total adskillelse mellem nord og syd i Korea. I 1950 startede Nordkoreas sovjet-uddannede diktator Kim Il-sung med Stalins godkendelse en lynkrig for at erobre Syden. Det blev til tre års forfærdende katastrofe med millioner af ofre og med deltagelse af USA og Kina på hver sin side. Det endte med en våbenstilstand med samme deling som før, men med hele Korea totalt smadret og udbombet. I de følgende årtier rejste Sydkorea sig mirakuløst af asken og er i dag et af verdens rige samfund og fungerende demokrati med 50 millioner indbyggere. Nordkorea er en ludfattig og absurd diktaturstat, hvis eneste formål synes at være til evig tid at nære begæret efter magt og luksus hos Kim-dynastiet, der nu i tredje generation regerer med total hånd- og halsret over 25 millioner ulykkelige borgere. Nordkoreanerne er tvunget til uafladelig at hylde herskerslægten. De, der bare mistænkes for ikke at hylde, ender i koncentrationslejre med de værste historiske forbil-
Den store efterfølger.indd 19
13.07.2020 15.34
20 DEN STORE EFTERFØLGER
leder. Velfærd levereres kun til herskernes håndlangere og spytslikkere i en snæver kaste af partipampere og militærchefer. Resten lever i armod. Det er det mest militariserede samfund, der findes – med verdens fjerdestørste hær på 1,2 millioner soldater. Regimet bruger næsten alle landets ressourcer på militært isenkram. Det anses for den største trussel mod freden i det østlige Asien, fordi landet har enorme våbenarsenaler i hænderne på en ledelse, der i ord og handling ofte er utrolig truende og aggressiv. Washington Post-journalisten Anna Fifield leverer med denne bog den hidtil mest indsigtsfulde biografi om det lukkede lands nuværende diktator, Kim Il-sungs barnebarn, den 37-årige Kim Jong-un. For næsten 30 år siden var jeg i Nordkorea som officiel gæst. Vi blev i stram snor ført rundt foran Potemkin-kulisserne i hovedstaden Pyongyang og fik alle de religiøst farvede historier om den geniale store leder Kim Il-sung, der blev afbildet overalt og stod i statuer, der blev højere og højere, jo nærmere vi kom til den heftigt befæstede grænse mellem nord og syd langs 38. breddegrad. Vi fik ikke lov at komme på nært hold af alle dem, der krøb rundt og søgte efter jordens sparsomme afgrøder med håndkraft. De manges dybe armod blev fornægtet i syndfloden af løgnehistorier om de fantastiske fremskridt, der var sket i landet. Nordkorea er det eneste af de 100 lande, jeg i tidens løb har besøgt, hvorom jeg absolut intet positivt kunne finde på at sige, da jeg kom hjem. Nordkorea er stadig forskanset i ensretningen fra dengang. Politiske forandringer som dem, der førte til Sovjetunionens opløsning, skulle for enhver pris undgås. Trods kraftige opfordringer fra Kina afviste regimet også økonomiske reformer, der nok kunne forbedre den elendige levestandard, men også kunne svække ledelsens greb om magten. Gennem årene har jeg i samtaler med ledende folk i Rusland og Kina mærket træthed over denne monsterstat, som de har holdt i live, men som de har mistet kontrollen over og frygter skal inddrage dem i nye konflikter. Anne Fifields bog fortæller, hvordan Nordkorea den dag i dag fastholdes som totaldiktatur i lighed med Stalins og Maos storhedstid.
Den store efterfølger.indd 20
13.07.2020 15.34
Forord 21
Forandringer er dog sket. Efter en grusom mellemtid med en hungerkatastrofe, der ramte mange millioner med død eller varige mén af underernæring, får mere privat foretagsomhed og bestikkelsesøkonomi lov at udfolde sig i undergrunden. Den store forandring er imidlertid af militær art. Nordkorea har hele tiden haft et par tusind langtrækkende kanoner langs 38. breddegrad, der på få timer kan smadre Sydkoreas hovedstad Seoul med 10 millioner indbyggere. Men landets ledelse har efter Golfkrigene forstået, at en millionhær intet kan udrette mod Sydkoreas og USA’s teknologiske overlegenhed. Et angribende Nordkoreas vil blive jævnet med jorden på dage eller uger. Det var dette perspektiv, Trump udmalede i FN for tre år siden med sine bravader om ’fire and fury’. Truslerne gjorde dog ikke det store indtryk på Kim den Tredje, der i mellemtiden havde satset alt på at udvikle atom- og brintbomber og missiler, der kan ramme USA’s storbyer. Han satser på, at hans nye våben vil afskrække USA fra at angribe. Omvendt forstår han formentlig udmærket, at hans regime og hans land ikke overlever at starte en angrebskrig. Hans farlige atom- og raketarsenal er ikke ment offensivt. Rationalet er enkelt: Tror I, at Saddam Hussein og Muammer Gaddafi ville være blevet fjernet med udenlandsk våbenmagt og henrettet, hvis de havde haft et atomvåben, der kunne ramme USA? Anne Fifield tegner et fascinerende portræt af livsbanen for fedlingen, der arvede magten efter far og farfar, og som uden tøven slog sin onkel og sin halvbror ihjel for at konsolidere sin enevælde mod alle tænkelige udfordringer. En meget usympatisk, men uhyre snedig type, der omskrev sin profil fra storskryder til forsonlig statsmand, da han først havde sin forsikringspolice i orden med atombomben i lommen. Belønningen fik han i form af to surrealistiske, resultatløse topmøder med Donald Trump. I FN lagde Trump ud med at fremstille Kim Jong-un som den gale lille raketmand, han ville udslette med et fingerknips. Så gik det op for ham, at prisen for den sikre sejr over Nordkorea ikke bare er udslettelse af Seoul og tab af millioner af koreanske menneskeliv, men også ødelæggelse af amerikanske storbyer. Derfor drejede den amerikanske præ-
Den store efterfølger.indd 21
13.07.2020 15.34
22 DEN STORE EFTERFØLGER
sident 180 grader. Det skete som sædvanlig uden at lytte til eksperter eller sætte sig ind i modpartens tankegang og verdensbillede; hans overbevisning om sin egen stabile genialitet og formidable forhandlingsevne som ejendomsmatador fik ham til at tro, at det var en let handel at få Kim Jong-un til at opgive sit atomvåben mod at ophæve de økonomiske sanktioner og investere i hoteller langs Nordkoreas kyst! Trump befinder sig som bekendt meget bedre i selskab med despotiske og kyniske eneherskere end i besværlige samtaler med demokratisk valgte ledere fra allierede lande. Han har meget markant udtrykt sin anerkendelse af Kim Jong-un som ’talentfuld’, ’en god forhandler’ og ’en flink og troværdig mand’, og han tåger stadig rundt i en forestilling om, at han kan løse problemerne i Korea i enrum med diktatoren fra Pyongyang, selv om denne hidtil kun har leveret smiger og uklare hensigtserklæringer til USA’s præsident. Anne Fifields bog giver læseren en spændende mulighed for at tjekke denne forestilling om Kim Jong-un. Mon der er noget afsavn for hans borgere, der er stort nok til, at han skulle give afkald på sin atomparaply? Måske, men kun hvis han var alene mod hele verden, og hvis han kunne få sikre garantier for sin overlevelse fra alle stormagter. I det år jeg var formand for FN’s Generalforsamling, gik Kina i samarbejde med USA om sanktioner, der skulle få Nordkorea til at bremse atomprogrammet. Trumps aggressive holdning til Kina siden hen ser ud til at have fået kineserne til at lade sanktionerne visne. Mon ikke den eneste chance for, at monsterstaten Nordkorea forandres eller forsvinder, er, at USA og Kina engang igen forstår, at de har flere fælles interesser end interessemodsætninger?
Den store efterfølger.indd 22
13.07.2020 15.34
P R OL O G
Jeg sad i Air Koryo fly nr. 152 til Pyongyang, parat til at foretage min sjette rejse til Nordkoreas hovedstad, men min første, siden Kim Jongun havde overtaget magten. Det var den 28. august 2014. At rejse til Nordkorea som journalist er altid en besynderlig og fascinerende og frustrerende oplevelse, men denne rejse skulle nå et nyt niveau af surrealitet. For det første sad jeg ved siden af Jon Andersen, en 150 kilo tung bryder fra San Francisco, der i ringen går under navnet Strong Man og er kendt for greb som den dykkende halsbrækker og gorillatrykfaldet. Jeg endte ved siden af Andersen på businessclass (jo, den kommunistiske stats flyselskab har klasser), fordi en anden passager ønskede at sidde på min økonomiklasse-plads for at sidde ved siden af sin ven. Vi satte os til rette i det aldrende Ilyushin-jetflys røde sæder, som med hovedstøtterne dækket med hvide nakkeservietter og med puder i guldbrokade lignede lænestole fra den fine stue hjemme hos bedstemor. Andersen var den ene af tre amerikanske brydere, der havde deres storhedstid bag sig og var skyllet op i Japan, hvor deres størrelse havde hjulpet dem til at blive de topattraktioner, de ikke længere var hjemme i USA. Der nød de et beskedent mål af berømmelse og indtægter. Men de var stadig åbne for nye muligheder, så nu var de alle tre på vej til et helt mageløst job: de første Pyongyang International Wrestling Games nogensinde, en weekend med kampsportsrelaterede begivenheder, organiseret af Antonio Inoki, en japansk knortekæbe-bryder, der arbejdede for fred via sport.
Den store efterfølger.indd 23
13.07.2020 15.34
24 DEN STORE EFTERFØLGER
Da vi lettede, fortalte Andersen mig, at han var nysgerrig efter at se, hvordan Nordkorea var i virkeligheden, og komme om bag de amerikanske mediers klicheer. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at han var på vej ind i en paradeforestilling, som var opbygget over årtier med det præcise formål at sikre sig, at ingen gæst kunne se, hvordan Nordkorea var i virkeligheden, og at han ikke ville opleve et eneste uplanlagt møde eller et eneste almindeligt måltid. Næste gang jeg mødte Andersen, var han iført bittesmå sorte lycrashorts – underbukser ville nogle måske kalde dem – og tværs over rumpen stod ordet STRONGMAN. Han kom tumlende ind i Ryugyong Chung Ju-yung-sportshallen i Pyongyang for øjnene af tretten tusind omhyggeligt udvalgte nordkoreanere, mens højttalerne gjaldede: ”He’s a macho man.” Han virkede meget større uden tøj på. Jeg gispede over hans biceps og lårmuskler, der så ud til at prøve intenst på at slippe ud af huden ligesom pølsefarsen, der vil ud af skindet. Jeg kunne kun prøve at forestille mig det chok, der gik gennem nordkoreanerne, hvoraf mange havde oplevet en hungersnød, der dræbte hundredtusinder af deres landsmænd. Et øjeblik efter dukkede en endnu større bryder, Bob Sapp, op i en hvid kappe, besat med pailletter og fjer. En udklædning, der passede bedre til Mardi Gras hjemme i New Orleans end til nutidens Hermit Kingdom (Eremitriget, som det syttende og attende århundredes meget isolationistiske Korea også blev kaldt. o.a.). ”Kill’em!” brølede Andersen til Sapp, da de to amerikanere gik til angreb på to langt mindre japanske brydere. Det virkede lige så fremmedartet og psykedelisk som alt andet, jeg nogensinde havde set i Nordkorea: en amerikansk farce hjemme hos verdens mest ondsindede propagandister. Det gik hurtigt op for det nordkoreanske publikum, der ikke var ukendt med bedrag, at det hele var særdeles koreografisk tilrettelagt, mere underholdning end sport. Den erkendelse fik dem til at le ad den teatralske forestilling. Men jeg selv havde ikke helt let ved at skelne, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var.
Den store efterfølger.indd 24
13.07.2020 15.34
Prolog 25
Det var seks år siden, jeg sidst havde været i Nordkorea. Mit forrige besøg var sammen med New York Philharmonic i vinteren 2008. Det var en rejse, jeg dengang havde følt som et vendepunkt i historien. USA’s mest ansete orkester spillede i et land, der var grundlagt på had til Amerika. Det amerikanske og det nordkoreanske flag stod som bogstøtter på hver sin side af scenen, mens orkesteret spillede George Gershwins An American in Paris. ”En skønne dag skriver en komponist måske et værk med titlen Americans in Pyongyang,” sagde dirigenten Lorin Maazel til nordkoreanerne i salen. Senere spillede de ”Arirang”, den hjerteskærende koreanske folkesang om adskillelse, som selv de omhyggeligt udvalgte Pyongyangborgere blev synligt påvirket af. Men vendepunktet oprandt aldrig. Samme år blev Nordkoreas ”Kære Leder”, Kim Jong-il, svækket som følge af et slagtilfælde, der nær havde kostet ham livet. Fra da af havde regimet sit fokus rettet mod én ting og kun én ting: at sikre, at Kim-dynastiet forblev intakt. Bag kulisserne var der ved at komme styr på planerne om at indsætte Kim Jong-ils yngste søn, en mand, som på det tidspunkt kun var fireogtyve år, som den næste leder af Nordkorea. Der skulle gå to år mere, før hans kroning blev udråbt for verden udenfor. Da det skete, håbede nogle analytikere, at Kim Jong-un ville vise sig at være en reformernes mand. Den unge mand havde trods alt gået i skole i Schweiz, havde rejst i Vesten og oplevet kapitalismen. Noget af det ville han da sikkert bringe med sig til Nordkorea? Lignende forhåbninger havde mødt den London-uddannede øjenlæge Bashar al-Assad under hans opstigning i Syrien i 2000, og ville senere blive rettet mod kronprins Mohammed bin Salman, der rejste rundt i Silicon Valley og gav kvinder lov til at køre bil, da han havde taget magten i Saudi-Arabien i 2017. I Kim Jong-uns tilfælde var de indledende tegn også positive, mente John Delury, Kina-ekspert ved Yonsei Universitetet i Seoul. Han var på udkig efter tegn på, at den unge leder ville skaffe Nordkorea reformer og fremgang, ligesom Deng Xiaoping gjorde det i Kina i 1978.
Den store efterfølger.indd 25
13.07.2020 15.34
26 DEN STORE EFTERFØLGER
Men mest herskede der en anden form for optimisme – et optimistisk håb om, at enden var nær. Fra det nærliggende Seoul til det fjerne Washington, D.C. spåede mange regeringsembedsmænd og analytikere dristigt – undertiden som en hvisken og undertiden med et råb – om udbredt ustabilitet, masseudvandring til Kina, militærkup og umiddelbart forestående sammenbrud. Bag alle dommedagsvarsler lå en fælles tanke: Dette regime kunne garanteret ikke overleve overgangen til en tredje totalitær leder ved navn Kim, endsige da til en nogleogtyveårig, der havde gået i fisefornemme europæiske skoler og var besat af Chicago Bulls – en ung mand uden nogen kendt militær eller politisk ledererfaring. Victor Cha, der fungerede som topforhandler med Nordkorea under George W. Bushs administration, forudsagde i New York Times’ spalter, at regimet ville bryde sammen inden for måneder, om ikke uger. Cha var måske den mest utvetydige med sine spådomme, men han var langtfra alene. De fleste iagttagere af Nordkorea mente, at enden var nær. Der var en udbredt mistillid til, at Kim Jong-un var opgaven voksen. Jeg tvivlede også selv. Jeg kunne ikke forestille mig Nordkorea under ledelse af en tredje generation af Kim-familien. Jeg havde i årevis fulgt Nordkorea tæt på eller på lang afstand. I 2004 udstationerede avisen Financial Times mig i Seoul for at dække begge Koreaer. Det blev indledningen til en vedvarende besættelse. Gennem de følgende fire år rejste jeg ti gange til Nordkorea, herunder på fem reportageture til Pyongyang. Jeg rejste rundt til monumenterne over Kim’erne og interviewede regeringsembedsmænd, erhvervsledere og universitetslærere – alt sammen i selskab med mine allestedsnærværende bodyguards fra regimet. De var med for at sikre sig, at jeg ikke så noget, som rejste tvivl om det omhyggeligt arrangerede tableau, jeg blev præsenteret for. Hele tiden var jeg på udkig efter glimt af sandhed. Trods regimets store umage var det let at se, at landet var knækket, og at intet var, som det fremstod. Økonomien fungerede knap og nap. Frygten i folks øjne var umulig at flygte fra. Det bifald, jeg hørte for Kim Jong-il, da jeg stod
Den store efterfølger.indd 26
13.07.2020 15.34
Prolog 27
kun halvtreds meter fra ham på Pyongyangs stadion i 2005, virkede som dåsebifald. Det system kunne da ikke fortsætte med at eksistere under en tredje generation. Kunne det? De eksperter, der forudsagde vidtstrakte reformer, tog fejl. De, der forudsagde øjeblikkeligt sammenbrud, tog fejl. Jeg tog fejl. I 2014, efter seks år, hvor jeg ikke havde været på den koreanske halvø, vendte jeg tilbage til området som korrespondent for Washington Post. Nogle få måneder efter min udstationering og næsten tre år inde i Kim Jong-uns regeringstid rejste jeg op for at dække den professionelle bryderturnering i Pyongyang. Hvad journalister dog gør for at opnå visa til Nordkorea. Jeg var lamslået. Jeg vidste godt, der havde været et byggeboom i hovedstaden, men jeg havde ingen anelse om, hvor omfattende det var. Det virkede, som om et nyt bolighøjhus eller teater skød i vejret på hver anden byggegrund i centrum af byen. Tidligere havde det været usædvanligt at se så meget som en traktor, men pludselig var der lastbiler og kraner, som hjalp mændene i de olivengrønne militæruniformer med at rejse bygningerne. Når jeg tidligere havde gået på gaden, havde ingen så meget som skelet til mig, selv om en udlænding var et særsyn. De kiggede bare ned i jorden og gik videre. Nu var der en lettere stemning i byen. Folk var bedre klædt, børn og unge løb på rulleskøjter på nye baner, og stemningen var i det hele taget mere afslappet. Der var ingen tvivl om, at livet stadig var strengt i dette udstillingsvindue af en hovedstad: Køerne til de nedslidte trolleybusser var stadig lange, der var stadig masser af krumbøjede gamle koner med enorme sække på ryggen, og der var stadig ikke et tykt menneske i syne. Ikke engang et lettere buttet menneske. Bortset fra den Ene. Men det var tydeligt, at Pyongyang, hvor den elite, der holdt Kim Jong-un ved magten, havde hjemme, ikke var en by i knæ. Næsten syv årtier efter grundlæggelsen af Den Demokratiske Folke-
Den store efterfølger.indd 27
13.07.2020 15.34
28 DEN STORE EFTERFØLGER
republik Korea kunne jeg ikke se nogen tegn på revner i den kommunistiske facade. I løbet af de syv årtier havde verden set masser af andre brutale diktatorer komme til magten og regere og pine deres folk, mens de fremmede deres egne interesser. Josef Stalin. Pol Pot. Idi Amin. Saddam Hussein. Muammar Gaddafi. Ferdinand Marcos. Mobutu Sese-Sekou. Manuel Noriega. Nogle af dem var ideologer, nogle var kleptokrater. Mange var begge dele. Der forekom endda tilfælde af familiediktaturer. I Haiti gav ”Papa Doc” Duvalier magten videre til sin søn, ”Baby Doc”, og den syriske præsident Hafez al-Assad overgav ledelsen til sin søn Bashar. Cubas Fidel Castro sørgede for, at hans bror Raul kunne afløse ham. Men det, der gør de tre Kim’er til noget for sig, er langtidsholdbarheden af deres greb om landet. I løbet af Kim Il-sungs regering gennemgik USA ti forskellige præsidenter, fra Harry S. Truman til Bill Clinton. Japan gennemløb enogtyve premierministres regering. Kim Il-sung levede næsten to årtier længere end Mao Zedong og fire længere end Josef Stalin. Nordkorea har nu eksisteret længere, end Sovjetunionen gjorde. Jeg ville finde ud af, hvordan denne unge mand og det regime, han havde arvet, havde trodset alle odds. Jeg ville finde ud af alt, hvad der var at vide om Kim Jong-un. Altså gav jeg mig i kast med at tale med enhver, der nogensinde havde mødt ham, i min jagt på mulige nøgler til forståelse af den mest gådefulde af alle statsledere. Det var svært: Det var så få, der havde mødt ham, og selv i dén snævre kreds var antallet af mennesker, der havde tilbragt meningsfuld tid sammen med ham, lillebitte. Men jeg opsøgte hver en information, jeg kunne skaffe mig. Jeg fandt Kim Jong-uns moster og onkel, der havde været hans formyndere, mens han gik i skole i Schweiz. Jeg tog til den schweiziske hovedstad Bern for at finde spor til forståelse af hans formative år som teenager, jeg sad uden for hans gamle lejlighed og gik rundt om hans tidligere skole. I en beskidt restaurant i de japanske bjerge spiste jeg to gange frokost med Kenji Fujimoto, en afdanket kok, der havde lavet sushi til
Den store efterfølger.indd 28
13.07.2020 15.34
Prolog 29
Kims far og blev noget af en legekammerat for den kommende leder. Jeg talte med mennesker, der havde været i Nordkorea som deltagere i basketballspilleren Dennis Rodmans følge, og hørte beretninger om druk og tvivlsom opførsel. Så snart jeg hørte, at Kim Jong-uns ældre halvbror, Kim Jong-nam, var blevet dræbt i Kuala Lumpur, steg jeg om bord på et fly og opsøgte det sted, hvor han var blevet myrdet nogle få timer tidligere. Jeg ventede uden for det lighus, hvor hans lig blev opbevaret, og så vrede nordkoreanske embedsmænd komme og gå. Jeg tog hen til den nordkoreanske ambassade og opdagede, at de var så irriterede på journalister, at de simpelthen havde fjernet knappen i ringeklokken ved porten. Jeg fandt Kim Jong-nams kusine, den kvinde, der i praksis blev hans søster og forblev i kontakt med ham, længe efter at hun var hoppet af, og han var drevet i eksil. Da havde hun i et kvart århundrede levet et helt nyt liv under en totalt ny identitet. Men så, under det diplomatiske vanvid i 2018, blev det pludselig meget lettere at finde folk, der havde mødt Nordkoreas leder. Sydkoreanere og amerikanere havde arrangeret og overværet Kim Jong-uns topmøde med præsidenterne Moon Jae-in og Donald Trump. Jeg talte med mennesker, der havde talt med ham i Pyongyang, fra en sydkoreansk sanger til en tysk sportsarrangør. Jeg så hans bilkortege suse forbi mig i Singapore. Jeg ledte efter enhver form for forståelse, der kunne opsnappes fra noget som helst møde med denne mystiske magthaver. Gentagne gange bad jeg også de nordkoreanske diplomater, der var udstationeret ved FN – en samling af belevne embedsmænd, der boede sammen ude i East River på Roosevelt Island, som man sommetider spøgefuldt omtalte som en socialistisk republik i New York City – om jeg kunne få et interview med Kim Jong-un. Det var et vildt forsøg, men ikke nogen fuldkommen vanvittig tanke. Kort før sin død i 1994 havde Kim Il-sung trods alt spist frokost med en gruppe udenlandske journalister. Så jeg spurgte dem, hver gang jeg mødte dem – altid til frokost på et steakhouse midt på Manhattan, hvor de hver gang bestilte filet mignon
Den store efterfølger.indd 29
13.07.2020 15.34
30 DEN STORE EFTERFØLGER
til 48 dollars frem for dagens ret. Og hver gang fik jeg en skraldlatter som svar. Ved den seneste lejlighed, en måned efter Kim Jong-uns topmøde med Donald Trump midt i 2018, lo den forekommende diplomat med ansvar for den amerikanske presse, ambassadør Ri Yong-phil, ad mig og sagde: ”Drøm bare videre.” I stedet for at drømme rejste jeg ud for at høre om virkeligheden uden for den falske hovedstad, de steder, som styret ikke ville lade mig besøge. Jeg fandt nordkoreanere, der kendte Kim Jong-un, ikke personligt, men via hans politik: nordkoreanere, der havde levet under hans styre, og som havde formået at flygte fra det. I løbet af de år jeg dækkede Nordkorea, har jeg mødt snesevis, måske hundredvis af mennesker, der er flygtet fra Kim’ernes stat. De bliver tit kaldt ”afhoppere”, men det ord bryder jeg mig ikke om. Det antyder, at de har gjort noget galt ved at flygte fra regimet. Jeg foretrækker at kalde dem ”flygtede” eller ”flygtninge”. Det er ved at blive stadig sværere at finde folk, der er villige til at sige noget. Det skyldes til dels, at strømmen af flygtede er stilnet af under Kim Jong-uns regeringstid og er blevet til en siven som følge af stærkere grænsekontrol og stigende levestandard i landet. Det skyldes også tiltagende forventninger om, at flygtninge vil blive betalt for deres vidnesbyrd, og for mig er det etisk uforsvarligt. Men via grupper, der hjælper nordkoreanere med at flygte eller slå sig ned i Sydkorea, fandt jeg frem til snesevis af mennesker, som ville tale med mig uden at få betaling. De kom fra alle kroge af samfundet: embedsmænd og handlende, der havde levet godt i Pyongyang, folk i grænseegnene, som tjente til livets ophold på markederne, folk, der var endt i regimets barske fængsler for de mest ligegyldige lovovertrædelser. Der var også nogle, som selv havde håbet optimistisk på, at denne unge leder ville føre positive forandringer med sig, og der var dem, der fortsat var stolte af, at han havde opbygget et atomprogram, som Nordkoreas rigere naboer ikke havde. Nogle mødte jeg i Sydkorea, gerne efter deres fyraften, på billige restauranter i de forstæder, hvor de boede. Andre talte jeg med på Me-
Den store efterfølger.indd 30
13.07.2020 15.34
Prolog 31
kong-flodens bredder, når de tog et pusterum på deres farlige flugt, og jeg sad sammen med dem på gulvet i lurvede hotelværelser i Laos og Thailand. Og det allermest farlige var, at jeg mødte nogle af dem i det nordlige Kina. Kina behandler flygtninge fra Nordkorea som økonomiske emigranter, hvilket betyder, at de vil blive ført tilbage til strenge straffe i Nordkorea, hvis de bliver fanget. Men i skjul i deres lånte lejligheder fortalte de mig modigt deres historie. Mere end hundredvis af timers interviews fra otte lande har jeg fået stykket sammen til et puslespil ved navn Kim Jong-un. Det, jeg fandt ud af, lover ikke godt for de femogtyve millioner mennesker, der stadig er fanget i Nordkorea.
Den store efterfølger.indd 31
13.07.2020 15.34