Det store Vadehav by Gads Forlag

JENS GREGERSEN

Det store Vadehav Me l l e m n a t u r o g m e n n e s ke r

GADS FORLAG

DET STORE VADEHAV Mellem natur og mennesker © 2020 Jens Gregersen og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Grethe Jensen Omslag og grafisk design: Le Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Jens Gregersen og Narayana Press Grafisk justering af layout: Lars Abrahamsen Repro og tryk: Narayana Press Printed in Denmark ISBN: 978‑87‑12-06057-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Indhold

Forord

PROLOG

Når bølgerne går højt – De Grote Mandränke SOM OM INTET ER HÆNDT

DEL 1

Kampen om Vadehavet 21 Vadehavet – naturligt en ressource STORMEN, DER FØRTE TIL AFKLARING

DEL 2

Rejse langs Vadehavet 29 Fra Blåvands Huk til Den Helder SKALLINGEN OG VADEHAVET

MELLEM VARDE OG RIBE

DE DANSKE VADEHAVSØER

39 TØNDERMARSKEN 39 BALLUM OG GESTEN

HAUKE-HAIEN-KOOG OG SCHLÜTTSIEL SILD MED NABOØERNE HALLIGERNE STRAND

50 DITMARSKEN 53 EIDERSTEDT

MELDORFERBUGTEN

MELLEM ELBEN OG WESER

56 DEN NORDVENDTE DIGEKYST 58 DE ØSTFRISISKE ØER 59 FRISLAND 60 LAUWERSMEER OG DOLLARD 60 DE HOLLANDSKE BARRIEREØER 64 IJSSELMEER OG FLEVOLAND 65 BUTJADINGEN OG JADEBUSEN

DEL 3

Natur og kultur ved vadehavskysten 69 Med udgangspunkt i vejr og årstid 72

HORUMERSIEL PRILEN

FRA VADEHAVSBUGT TIL INDSØ VADEHAVSSÆLERNE GRUNDLAGET

86 VADEHAVETS STRANDSKADE 87 IS I VADEHAVET 91 KENDEMÆRKER 92 DIE ALTE KIRCHE 93 STRANDINGSKYSTEN 96 KOLDE STEDER 98 HAVRENDING 100 DEN STORE ØSTERSINVASION

PÅ HAVSIDEN AF DE FRISISKE ØER

102

103 MARSKENGEN 106 KOGEN 108 KLITSUMPENE

OMKRING SALTVANDSSØEN MISTHUSUM VED ÅEN

110

112

114

AVENTOFTERNE – OMGIVET AF GRÆSLAND OG EN VERDEN AF KANALER RØRBRÆMMEN

120

123 KIRKEGÅRDEN I DITMARSKEN 126 SPOVERNE 128 KLYDERNES ELEMENT 131 UDE PÅ ØEN LANGLI 137 EN MARSKGÅRD I NOVEMBER

119

142 DEN SKARPSKÅRNE TERNE 144 SØLVMÅGEN 146 ALBUEBUGTEN I MEDLYS

EN FORSVUNDEN Ø MELLEM JUIST OG NORDERNEY VADEHAVETS GRAVAND

150

GROSSER KNECHTSAND OG PUNKTET NEUWERK JADEBUSEN OG GRAVÆNDERNE DEN ISLANDSKE RYLE

152

155

156

KOBBERSNEPPEN FRA RUSSISK LAPLAND SCHIERMUNKENES Ø

148

159

162

BRUSHANEN, DER FANDT SIG TIL RETTE EN TID FORÅRSDAGE PÅ MANDØ

166

168

175 YNGLESÆSON 176 ENGPOLITIET

OKTOBER I MARSKEN HØJVANDSRAST GÆS

180

184

190

192 GRÅGÆSSENE 196 MARSKBORGEN 199 MARSKENS STORK 200 SORTGÆSSENE

FÆNOMENET SORT SOL RYLESPEJLET

202

206

208 IRISKER FRA NORD 210 AFTEN I WESTPOLDER 211 EN IBIS FRA SYD 214 STORMFLOD 220 FUGLE I BEVÆGELSE

STORMEN 15. DECEMBER 2019

221

224 MARSKFÅRET IKKE AT FORGLEMME 226 DA ØRNENE KOM TIL VADEHAVET 229 FUGLE OG MENNESKER I VADEHAVET

EFTERSKRIFT

Genvundet underkendt land

232

DET STORE VADEHAV – BEHERSKET OG BEVARET UDVALGT LITTERATUR

238

236

Jens Gregersen, Vorsø, efteråret 2019

Fo r o r d

I Vadehavet møder man for alvor den uafklarede overgang mellem havet og landet. Hele denne omkring 800 kilometer lange vestkyst er en fugle flugtslinje og et landskab fuldt af vand, lys og luft. Det er en mosaik af højsander, sand- og slikvader, priler og dyb. Det er en helhed, der aldrig er i ro, underkastet stadige dynamiske ændringer. Det hele formes af strømme, brænding og tidevand med det overordnede kendetegn, at størsteparten to gange dagligt tørlægges. Kulturhistorien følger naturhistorien i et samspil, som var tæt på at udspille Vadehavet, fordi ressourcerne altid har fristet til at blive brugt, og måske fordi man længe kæmpede forgæves mod naturens kraftfuld hed, som var mere udfordrende her end ved nogen andre kyster. Vade havet har man til alle tider forsøgt at beherske, og det synes at have været en svær opgave, fordi kræfterne fra vandet er så enorme. I vore dage er Vadehavet på mange måder under kontrol, forstået på den måde, at man har sikret det, der før var lavtliggende land, med diger. Man har inddæm met store områder, men særligt i Danmark er meget af det oprindelige Vadehav intakt – nu beskyttet af fredninger og konventioner, senest som erklæret nationalpark og en del af UNESCO’s verdensarv. En vandring langs denne kyst var en ambition, jeg havde meget tidligt efter at have boet mere end et år i den vestjyske natur, nemlig i Tipper huset yderst på Tipperne, hvor jeg optalte og tegnede fugle og beskrev årets gang. For alt det, som foregik her, havde forbindelse til noget andet. Fuglene kom fra nordlige egne, ofte højarktiske områder, og rastede en tid i reservatet på Tipperne. På et eller andet tidspunkt fløj de videre til overvintringsstederne sydpå, i Vadehavet eller længere sydpå, ja, nogle skulle naturligvis så langt som til Vestafrika. I dette skrift har jeg været rundt i vadehavsnaturen. Alle mine beretninger bunder i erfaringer opnå et gennem årtiers kendskab til Vadehavet, fra Den Helder i Holland i syd til Skallingen ved Blåvands Huk i nord. Jeg betragter også de inddigede områder som vadehavsnatur, men den er anderledes, fordi diger og sluser forandrede naturen, samtidig med at de beskyttede landet mod stormflod.

Forord

PROLOG

Når bølgerne gå r h øjt – De Gr ote M a ndrä nke

Vandmasser, som skyller ind mod kysten, udvikler sig somme tider til naturkatastrofer. Senest er begrebet tsunami blevet frygtet, på samme måde som tidligere tiders stormfloder blev det, da man endnu ikke havde sikre diger langs Vadehavets kyst fra Holland, langs Tyskland og op langs den danske vadehavskyst, helt til Varde Ås udløb i Ho Bugt ved Esbjerg. Stormfloders hærgen har ligget dybt i befolkningernes bevidsthed, navnlig ved Vadehavet. Stormflod er, når vandmasserne overstiger de kendte højvandstærskler mange gange, og det sker med jævne mellemrum. Når månen trækker i vandet, og der samtidig er storm, kan pålandsbølgerne blive så kraftige, at de skyller ind over land og ødelægger alt. Den værste katastrofe skete i 1362, og den vendte op og ned på livet i det nordtyske Vadehav, det, som i dag kaldes Halligerne mellem Sild og Eiderstedthalvøen. Her var land, indtil en stormflod, som nogle mener var en tsunami, altså en havbølge skabt af jordskælv et stykke ude i Nordsøen, forårsagede en ufattelig katastrofe. Man kaldte denne stormflod “De Grote Mandränke” (Den Store Manddrukning). Det var den kraftigste og mest ødelæggende stormflod i mands minde. Den indtraf den 16. januar 1362. Mellem Ribe og Flanderns kyst skal være druknet 100.000 mennesker. Det siges, at mellem 10.000 og 15.000 mennesker druknede alene i Nordfrisland, altså det, som i dag kaldes for Halligerne. Vandet havde stået hele seks meter over dagligt vande, hvilket er ekstremt. Stormfloden udslettede byer, blandt andet Rungholt på øen Strand. En anden stormflod, der ikke glemmes, er den mellem den 11. og 12. oktober 1634. Det var igen Strand, det gik værst ud over. Hvad der var tilbage efter den foregående stormflod, blev mere eller mindre udslettet, kun dele af øen Pellworm kunne på ny inddiges. Flere hundrede kvadrat-

Når bølgerne går højt – De Grote Mandränke

DE T S TO R E VA DE H AV

Når bølgerne gå r h øjt – De Gr ote M a ndrä nke

14 DE T S TO R E VA DE H AV

kilometer land forsvandt fuldstændig. Det var en stormflod, som det tog lang tid at overvinde. Genopbygningen skete med hjælp fra hollændere (frisere), som mere eller mindre overtog retten til landet. På den måde var stormfloden skellet til en helt ny tidsregning i de i forvejen hærgede egne. Efter ethvert højvande trækker vandet sig overraskende hurtigt tilbage. Dets efterladenskaber kan være alt fra havdyr, som uhjælpeligt føres mod land, til død og ulykke for dem, som havde et liv i det flade landskab. Et almindeligt højvande, og det kan være en meter over dagligt vande, kan vare seks timer, stormfloderne kan springe et lavvande eller to over, inden vandet løber tilbage. Som altid opfører naturen sig bagefter, som om intet var hændt. Eller rettere, livet går videre og indretter sig efter de givne omstændigheder. Der repareres over dage, uger, år eller århundreder. Men ét er sikkert, alt det, som lever i den daglige vekselvirkning mellem ebbe og flod, genfinder sin rytme som den naturligste ting i verden. Det er blandt andet det, som gør vadehavsnaturen både spændende, skræmmende og fascinerende.

SOM OM INTET ER HÆNDT Knortegæs kommer flyvende til et sted i Vadehavet. Der er bølger på vandet, og de lander småsnakkende. Der er stadig højvande i Vadehavet, men vandet vil snart falde. Det er faktisk allerede faldet i et par timer, og det ved gæssene. Efterhånden svømmer der nogle hundrede gæs på bølgerne. Nogle sølvmåger ligger og æder søstjerner, som strømmen har ført herind mellem Rømø og Ballum Forland. Tiere og tiere vender gæssene gumpen i vejret og nipper til ålegræsset, denne grønne og friske næringsrige bændeltang, som det også kaldes. Lige her er der meget af det, og fuglene kommer to gange i døgnet og udnytter dette Vadehavets spisekammer mest muligt. Snart kan gæssene bunde. De begynder at trampe, mon for at hvirvle smådyr op? Der er kommet storspover til, for nu kan de også bunde. De er ude efter de store fede sandorme. Gæssene kan nu spadsere over det hele og går rundt og udser sig de bedste steder med grøntsagerne, som nu ligger næsten blottede. Gæssene har spredt sig og har travlt med at æde, for tiden er begrænset. Det er ikke nødvendigvis ved hvert lavvande, at føden ligger så tilgængelig. Sølvmågerne er her stadigvæk. De er altædende bortset fra planteføde. Men en anskudt pibeand er en foræring. Knortegæssene spreder sig over et stort område, og vandstanden er så lav, at ryler er begyndt at trække til. Snart er her flere tusinde. Hundreder af hættemåger er også dukket op for at æde smådyr som slikkrebs og sandorme.

Når bølgerne gå r h øjt – De Gr ote M a ndrä nke

De første tegn på, at vandet igen er på vej ind over de blotlagte vader, viser sig. Det går hurtigt mod flod, og plantelaget med dets snegle og krebsdyr dækkes atter af vand. Rylerne flyver mere og mere rundt, og gæssene tager et par ture i tætte flokke. Der er stadig masser at æde, og man kan se på gæssene, at de har fyldte maver. De er blevet gumpetunge. Området er på ny dækket af vand, og fuglene forsvinder lidt efter lidt. Efter nogle timer er de alle væk, også mågerne. Sceneriet foregår, hver gang vandet falder, hvad enten det har været efter stormflod eller bare et almindeligt højvande. Efter et drama forekommer livets tilbagevenden, som om intet var hændt. Derefter højvande på ny, og fugleflokkene er søgt til de særlige høj-

vandsrastepladser. Det kan være højsande eller forlandet. Koldby Leje, hvor dette sceneri fandt sted, er for en tid uinteressant for fuglene. Ved hver tidevandsperiode strømmer vandet gennem dyb og priler ind til vadefladerne og videre ind til forlandet gennem loer. I det danske Vadehav er der fire markante dyb, Listerdyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Grådyb. Siden Rømødæmningens bygning i 1947 er området tvedelt. Allerede i 1927 blev Listerdybs tidevandsområde lukket mod syd ved anlægget af Hindenburgdæmningen til Sild. Ved lavvande bliver dybene synlige som dybe snoede furer i slikvaden. Vandet står aldrig stille i dyb og priler. Ved lavvande kommer fuglene, for der føres store mængder fugleføde med vandets vandring.

18 DE T S TO R E VA DE H AV Knortegæs, pibeænder og ryler på vade og forland; de måske mest iøjnefaldende fugle, som følger vandets og vejrets rytme. Det kan være et hvilket som helst sted i Vadehavet og et hvilket som helst århundrede – kortere eller længere tid efter en stormflod. Forlandet ved Ballum 27. oktober 2015. Næste opslag: Dige og anlæg omkring den nyanlagte Lelystad-Haven 13. november 1975.

Når bølgerne gå r h øjt – De Gr ote M a ndrä nke

DEL 1

Kampen om Vadehavet

Vadehavet – naturligt en ressource

22 DE T S TO R E VA DE H AV

Forlandene er alle steder præget af menneskets aktivitet. Fordi man i så høj grad har levet herude og indrettet sig, så man var i pagt med vadehavsnaturen. Meget er naturligvis inddiget, men der er altid smalle strimler langs kysten. Disse er vigtige for fuglene, dels som hvilesteder, men også som ædepladser. Ved højvande, når vandet skyller op over engene, rives en masse frø løs. De ædes af mange ænder, som ligger og snadrer i de timer, hvor der er sjapvand. Især pibeænder tager frø fra strandgåsefod, når den smider frøene i oktober. Pibeænderne ses i store flokke og er en af karakterfuglene i Vadehavet på denne årstid. Et par hundrede tusinde opholder sig gennem oktober-november i det nordlige Vadehav. De kommer nordfra og tilhører en bestand, som sandsynligvis ikke tæller mere end en halv million. Disse fugle er sammen med gæs og sæler blevet jaget til alle tider. Det er fuglenes held, at der findes et vadehav, som trods mange trusler stadig ligger der temmelig udstrakt. Stedet, hvor fiskeyngel udklækkes og vokser op, hvor så mange organismer spiller sammen i en næsten usynlig sammenhæng. Omskiftelighed og usikkerhed er væsentlige kendetegn for Vadehavets økologi. Planter og dyr må ofte tilpasse sig nye betingelser. Kan de ikke det, må de bukke under eller overleve på vågeblus, måske i et ændret klima. Overordnet er tidevandsstrømmene den puls, der gør vaden attraktiv, ilter den og tilfører næring fra Nordsøen. Desuden får Vadehavet mindre mængder af næringsstoffer med nedbøren, der gennem pumper, sluser og floder når ud til vaderne fra indlandet. Disse stoffer resulterer i en stærk vækst hos planteplanktonet, de mikroskopiske små encellede planter, der findes svævende i vandet. Sammen med tilførslen af næringsstoffer fra Nordsøen danner det betingelserne for et rigt dyreliv i bunden, som på sin side er føde for fugle og fisk. Økologi var næsten et abstrakt begreb, da det for omkring et hund

Vadehavet er først og fremmest en ressource for trækfugle. Her en sortklire.

23 Va de h ave t – n aturligt e n re s s o urce

rede år siden blev nævnt for første gang i naturvidenskabelige kredse. Økologi er jo kort sagt naturens husholdning eller den nytte, hvormed de forskellige organismer indgår i hinandens fødekæde. Et økosystem er i virkeligheden en slags virksomhed, i hvilke forskellige kemiske elementer i form af føde gives videre fra den ene organisme til den næste, således at der i bund og grund dannes et kredsløb. Så forstår man, at tingene hænger meningsfuldt sammen, og at en given naturtype har sit eget værd. Det har ikke været helt let at få politikere og digegrever med på tankegangen. Med baggrund i skæbnesvangre stormfloder er det naturligvis forståeligt, at folk, som levede her, havde en konstant frygt for Vadehavets magt og ustabilitet uden sikre diger. Indlysende har inddigning og sluser samtidig medført, at store områder af Vadehavet er blevet omdannet til landbrugsjord. Bevidstheden om naturens kredsløb er forklaringen på, hvorfor man ikke bare omdanner hele Vadehavet til fiskefarme, krabbefarme eller dyrkning af korn. Overalt i Asien accelererer udnyttelsen af enhver lavvandet kyst og flodmunding stadig som for eksempel i Det Gule Hav, der inden for de seneste årtier har mistet halvdelen af sine vadeflader. Af de resterende var fyrre procent planlagt tørlagt i 2010, men der er internationalt blevet lagt pres på de kinesiske myndigheder for at skåne det, der er tilbage. At det måske er en umulig opgave, fortæller først og fremmest om det kaos, der opstår, når verden i den grad er overbefolket. Vadehavet langs nordsøkysten af Holland, Tyskland og Danmark udgør et af verdens største vådområder for trækkende vandfugle. Med 4.500 kvadratkilometer tidevandsflader er Vadehavet det vigtigste område for rastende og fældende vadefugle på den østatlantiske trækvej. Sammen med de tilstødende forlandsarealer og inddigede marskområder er Vadehavet også af stor international betydning som raste-, fældings- og overvintringsområde for flere bestande af gæs og ænder. Det skønnes, at omkring 10‑12 millioner vandfugle benytter området i løbet af året. Vadehavet er af international betydning for en lang række geografisk adskilte bestande af fugle. Flere af disse bestande forekommer i sin helhed i Vadehavet hvert år, især almindelig ryle og lille kobbersneppe. Antallet af vadefugle er højest om efteråret, hvor 2,5 millioner udnytter Vadehavet. Den formelle beskyttelse af Vadehavet er styrket betydeligt gennem de seneste årtier. Men inden da var de fleste marskområder allerede inddiget og delvis opdyrket, således at næsten alle lavtliggende kyster omkring Vadehavet nu er afgrænset af diger. I forrige århundrede er betydelige dele af de mest mudrede og højproduktive vadeflader også blevet inddiget. Nu om dage er de mest akutte trusler olieforurening, næringsbelastning, efterforskning og udvinding af naturgas samt turisme.

STORMEN, DER FØRTE TIL AFKLARING

24 DE T S TO R E VA DE H AV

I et landskab, hvor naturkræfterne er særlig stærke og voldsomme, kunne man tilskyndes til at se med milde øjne på udviklingens fremmarch. Dette gør sig i høj grad gældende ved Vadehavet. Mennesket gør jo ikke andet end at handle ud fra sin overbevisning om gammel ret, sin egen eksistentielle ret og sine drømme om det bedste. I et område, hvor stormfloder har været en evig trussel, er der opstået et helt specielt forhold til disse naturkræfter og en stor udfordring i at kunne hamle op med dem. Det ses alle steder ude i disse egne yderst mod vest, hvor vestenvinden er den overordnede faktor i forhold til huse og plantevækst. Forstærket af et fuldkommen fladt landskab og en stor himmel. De typer gårde, man ser i de inddæmmede vadehavsegne, de, som er kommet her, mens naturens magter endnu var de styrende, bærer præg af ydmyghed, dog med en vis storhed og stolthed over sig. Herude blev der kun bygget noget, hvis der virkelig var grobund for eksistens. Man kunne leve henholdsvis af jorden, og hvad havet bragte. Man forstår, hvorfor disse marskgårde var her, bygget på værfter, forhøjninger til beskyttelse mod stormfloder. Langt op i 1900-tallet var vadehavsegnene i det store hele utilgængelige. Kun grusveje, ebbeveje eller vandveje førte frem til beboelse og strand. Der blev kæmpet med vandene. Våde enge kunne afvandes, efterhånden som effektive diger og sluser vandt frem. Hvor der før var høslæt, jagt og rørskær, kunne der nu dyrkes korn, græsse kvæg og jages trækfugle. Ved flodmundinger og på De Frisiske Øer skød solide fiskerlejer op, og industrialiseringen tog fart. Sommerhusbyer i hobetal; de øde egne blev forvandlet. Vadehavslandskabet ændredes stærkt op gennem 1900-tallet, og de inddæmmede landskaber blev opdyrket til det yderste. De udrettede åer førte okker og gødning med sig ud til havet. Landmænd holdt hårdt på deres rettigheder og indflydelse, men miljøbevidste folk fik indflydelse, og bønderne måtte indse, at der var kommet en anden tankegang. Som stormfloder gennem tiderne altid havde været skelsættende, skulle endnu en storm sætte rav i debatten. Det skete på en af de første januardage i 1976. Det gav højvande langs hele Vadehavet med adskillige digebrud. I Danmark gjaldt diskussionen bygning af et fremskudt dige ved Højer. Januarstormen førte til en kraftig diskussion om indvinding af nyt land. Det Fremskudte Dige blev vedtaget og planlagt i en tid med stor modstand mod indvinding af nyt land. Derfor førte diskussionen denne gang til et kompromis, som gik ud på, at der blev taget hensyn til fuglene og naturen, idet der etableredes en saltvandssø inden for diget!

25 Va de h ave t – n aturligt e n re s s o urce

Den nyopførte Vidåsluse skaffede baglandet, Tøndermarsken, af med ferskvandet og forhindrede saltvand i at strømme ind, en praksis så elementær og gennemprøvet. Det nye var, at man et par kilometer længere sydpå havde en pumpe, som omvendt tog saltvand ind i den store lavvandede sø til glæde for ænder og vadefugle. Det sikrede også, at området vedvarende henlå som saltmarsk modsat lige syd for grænsen, hvor et tilsvarende inddæmmet stykke vadehav og marsk blev til et ferskvandsområde med tagrør. Hele Tøndermarsken blev i denne anledning fredet mod intensiveret opdyrkning af indlandet. Det er ikke mere end 50 år siden, at Vadehavets fremtid var uvis, men i dag er det sikret igennem internationale aftaler, et arbejde, som hollænderne var de første til at tage op, efter at netop Holland har lagt så meget af indbyggernes eksistens på Vadehavets bund. Helt skelsættende kunne dette markeres i 1982, da Det Fremskudte Dige blev indviet ved Vidåslusen. Det var her, mentalitetsændringen for alvor slog igennem. Samtidig blev den sidste inddæmning foretaget længere sydpå, mellem Eiderstedthalvøen og Nordstrand. Herefter gik det forholdsvis stærkt med en ny bevidsthed omkring denne naturtype. Afklaringen kom i 2014, da også den danske del af Vadehavet blev besmykket med verdens mest prestigefyldte naturudmærkelse – optagelse på UNESCO’s liste over verdensarv. Dermed var den sidste brik lagt i et næsten 25 år langt forløb, som nu har bragt hele Vadehavet i selskab med bl.a. Galápagosøerne og Great Barrier Reef. Tilmed blev Nationalpark Vadehavet virkeliggjort. Alle de tre vadehavslande, Danmark, Tyskland og Holland, havde tilsluttet sig ideen om en endelig bevaring af Vadehavet. Ifølge UNESCO er verdensarv: “… de uerstattelige kultur- og naturværdier, vi arver fra fortiden, lever med i dag og giver videre til fremtidige generationer. Menneskehedens kultur- og naturarv er uerstattelige kilder, som inspirerer og beriger vores liv. Det er vores referencepunkt – vores identitet.”

Landvinding i Vadehavet tog sin begyndelse med de såkaldte grøblerender. De graves parallelt i nogle felter, som afgrænses med pæle, kaldet faskingærder. Ved hvert højvande aflejres materiale, slik, på siderne af grøblerenderne. Efterhånden er siderne så høje, at der etablerer sig forskellige græsser og en marsk tager form. Overalt i Vadehavet etableredes faskingårde omkring grøblerenderne. Hamburger Hallig 7. november 1975.

Ud over grøblerenderne var der en anden praksis for at fremme landhævningen. Man udplantede vadegræs, også kaldet spartina. Den breder sig meget kraftigt, og aflejringen af sediment går meget hurtigt. Rømødæmningen 6. november 1975. Næste opslag: Westerhevers slanke fyrtårn ved det brede forland med faskiner 11. november 1975.