Af samme forfatter Sig ikke noget Gådefuld forsvinden Sidste advarsel Vildledt Den uskyldige I skoven Hold tæt På fersk gerning Seks år Savner dig Bliv hos mig Den fremmede Holdt for nar Giv ikke slip Led ikke efter mig I Myron Bolitar-serien: Løftet Forsvundet Hjem
Drengen fra skoven_TRYK.indd 2
10.06.2020 14.00
harlan coben
drengen fra skoven pĂĽ dansk ved johnnie mccoy
KRIMI
gads forlag
Drengen fra skoven_TRYK.indd 3
10.06.2020 14.00
Drengen fra skoven er oversat fra amerikansk af Johnnie McCoy efter The Boy from the Woods Copyright © 2020 by Harlan Coben Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-06051-2 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Arcangel Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Drengen fra skoven_TRYK.indd 4
10.06.2020 14.00
Til Ben Sevier Redaktør og ven gennem indtil videre 12 bøger
Drengen fra skoven_TRYK.indd 5
10.06.2020 14.00
Drengen fra skoven_TRYK.indd 6
10.06.2020 14.00
North Jersey Gazette 18. april 1986
“Vild dreng” fundet i skov “Mowgli”-dreng fundet under mystiske omstændigheder WESTVILLE, N.J. – En 6-8-årig dreng med langt, vildtvoksende hår er fundet i Ramapo Mountain State-skoven i nærheden af forstaden Westville, hvor han tilsyneladende igennem længere tid har klaret sig på egen hånd. Ingen ved, hvem drengen er, eller hvor længe han har levet i området. Og det er blot et par af de mange forbløffende aspekter ved sagen, som de lokale myndigheder kalder den mest bizarre i nyere tid. “Det er helt ligesom Mowgli i Disneys Junglebogen,” udtaler Westvilles vicepolitichef, Oren Carmichael. Drengen, som taler og forstår engelsk, men ikke ved, hvad han selv hedder, blev opdaget af Don og Leslie Katz fra Clifton New Jersey, under en vandretur i området. “Vi havde lige spist frokost og var ved at rydde op, da der kom lyde inde fra skoven,” siger mr. Katz. “Vi var bange for, at det var en bjørn, men så så vi en dreng løbe.” Tre timer senere fandt parketjente og medlemmer af den lokale politistyrke den magre dreng, der var klædt i laser, i dennes improviserede lejr. “Det er stadig uvist, hvor længe han har levet i skoven, og hvordan han er havnet der,” siger ledende
7
Drengen fra skoven_TRYK.indd 7
10.06.2020 14.00
parkbetjent Tony Aurigemma. “Han har ingen erindring om sine forældre, eller om andre voksne. Vi er ved at undersøge, om andre myndigheder kan bidrage med relevante oplysninger, men det lader ikke til, at en dreng på hans alder og med hans fysiske kendetegn er meldt savnet nogen steder.” Myndighederne har i løbet af de seneste par år modtaget flere meldinger fra vandrende i Ramapo-bjergene om en “vild dreng”, eller en “mini-Tarzan”, som kunne være den dreng, som nu er blevet fundet, men har blot afskrevet dem som vandrehistorier. “Jeg har aldrig før hørt om børn, der har kunnet overleve i naturen på den måde,” udtaler James Mignone, der bor i Morristown i New Jersey og tidligere har camperet i området. “Vi ved ikke, om drengen har været herude i dage, uger, måneder eller år,” siger Tony Aurigemma. Borgere, der måtte have oplysninger om drengen, opfordres til at kontakte Westville Politi. “Der må være nogen, der ved noget,” siger Oren Carmichael. “Drengen har ikke bare tryllet sig selv frem af den blå luft.”
Drengen fra skoven_TRYK.indd 8
10.06.2020 14.00
FØRSTE DEL
Drengen fra skoven_TRYK.indd 9
10.06.2020 14.00
Drengen fra skoven_TRYK.indd 10
10.06.2020 14.00
kapitel 1
23. april 2020
Hvordan overlever hun det? Hvordan overlever hun dette helvede hver eneste dag? Dag efter dag. Uge efter uge. År efter år. Hun sidder i skolens fællessal med et stift blik i øjnene. Hun blinker ikke og ser intet. Hendes ansigt er som mejslet i sten. En maske. Hun kigger hverken til højre eller venstre. Hun sidder bare helt stille og stirrer lige ud i luften. Hun er omgivet af klassekammerater – blandt andre Matthew – men hun kigger ikke på dem. Hun taler heller ikke med dem, hvilket dog ikke afholder dem fra at tale til hende. Drengene – Ryan, Crash (ja, det hedder han), Trevor, Carter – hvisker forfærdelige ting til hende, håner hende, giver hende grimme øgenavne og ler ondskabsfuldt ad hende. De kaster ting efter hende. Papirclips. Elastikker. Sender snotklatter efter hende. De propper små stykker papir i munden og tygger dem til våde kugler, som de på diverse opfindsomme måder kyler efter hende. Når papirkuglerne sætter sig fast i hendes hår, ler de bare endnu mere. Pigen, som hedder Naomi, rører sig ikke. Hun forsøger ikke at fjerne papirkuglerne fra sit hår. Hun stirrer bare ud i luften. Hendes øjne er tørre. For to eller tre år siden kunne de daglige ubønhørlige drillerier gøre hendes øjne våde, husker Matthew. Men det gør de ikke længere. Matthew ser bare på. Han reagerer ikke. Lærerne lægger knapt nok mærke til det. De er for længst blevet
11
Drengen fra skoven_TRYK.indd 11
10.06.2020 14.00
følelsesløse over for det. “Okay, Crash, så er det godt,” siger en af dem opgivende, men hverken Crash eller de andre tager sig af det. Imens sidder Naomi bare og lader sig håne. Matthew burde forsøge at standse mobningen. Men han gør ikke noget. Ikke længere. Han prøvede engang. Det endte ikke godt. Matthew spekulerer over, hvornår det hele mon begyndte at gå galt for Naomi. I grundskolen var hun glad. Han kan huske, at hun altid smilede. Og ja, hun gik i genbrugstøj og fik sjældent vasket hår, og det drillede nogle af pigerne hende også lidt med. Men indtil den dag i fjerde klasse, da hun kastede op i fru Walshs time, havde det ikke været så slemt. Hendes maveindhold stod ud af hende i en tyk stråle og plaskede fra linoleumsgulvet op på Kim Rogers og Taylor Russel. Stanken i klasseværelset var så væmmelig, at fru Walsh var nødt til at sende alle børnene, inklusive Matthew, ud på fodboldbanerne, hvor de stod og holdt sig for næsen og sagde adr. Efter den dag ændrede alt sig for Naomi. Matthew havde tit spekuleret over, hvad der egentlig var sket den morgen. Havde hun haft det skidt, da hun vågnede? Havde hendes far – allerede på det tidspunkt var hendes mor helt ude af billedet – tvunget hende til at gå i skole alligevel? Havde Naomis liv set helt anderledes ud, hvis hun var blevet hjemme den dag? Var det bare den opkastepisode, der åbnede porten til helvede, eller var det uundgåeligt, at hun skulle gå ned ad denne forfærdelige, mørke, pinefulde vej? Endnu en våd papirkugle sætter sig fast i hendes hår. Flere ondskabsfulde øgenavne. Flere grusomme tilråb. Naomi sidder der bare og holder ud til den bitre ende. Eller i det mindste til den foreløbige ende. Enden på denne dags lidelser måske. Hun må være klar over, at det ikke slutter for alvor. Ikke i dag. Ikke i morgen. Pauserne fra hendes lidelser er aldrig særlig langvarige. Lidelsen er hendes evige følgesvend. Hvordan overlever hun det? Nogle dage, som denne, følger Matthew med i, hvad der foregår, og får trang til at gøre noget ved det.
12
Drengen fra skoven_TRYK.indd 12
10.06.2020 14.00
De fleste dage gør han ikke. Ikke fordi hun ikke bliver mobbet de dage, men det bliver hun jo tit, og det er så almindeligt nu, at det bare er blevet til en slags baggrundsstøj. Matthew havde lært den frygtelige lektie: Man bliver immun over for grusomhed. Den bliver normen. Man accepterer den. Man kommer videre. Havde Naomi også accepteret den? Var hun blevet immun over for den? Det kunne Matthew ikke vide. Men nu sidder hun så der. Altid ved det bagerste bord i klasseværelset, eller på første række i fællessalen, eller helt alene nede ved det fjerneste hjørnebord i kantinen. Indtil den dag – en uge efter denne fællessamling – hun ikke længere gør det. En dag er Naomi væk. Og Matthew er nødt til at finde ud af hvorfor.
Drengen fra skoven_TRYK.indd 13
10.06.2020 14.00
kapitel 2
“Man burde bare kyle ham direkte i fængsel,” sagde den professionelle meningsmager, som hun i hovedet havde døbt Karl Hipstersmart. Det var live, og Hester Crimstein skulle lige til at give igen, da hun syntes, hun så sit barnebarn i udkanten af sit synsfelt. På grund af de kraftige projektører i tv-studiet kunne hun ikke se publikum særligt tydeligt, men det lignede godt nok Matthew meget. “Uha, hårde ord,” sagde værten, der lignede en forvokset skoledreng, som måske engang havde set godt ud, og hvis mest brugte debatteknik var at sætte en forbløffet grimasse op, som om hans gæster var idioter, uanset om det, de lige havde sagt, var dumt eller ej. “Hvad siger du til det, Hester?” Synet af Matthew – det måtte være ham – havde afbrudt hendes koncentration. “Hester?” Dårligt tidspunkt at lade tankerne vandre, sagde hun til sig selv. Koncentrer dig. “Du er klam,” sagde Hester. “Undskyld?” “Du hørte godt, hvad jeg sagde.” Hun låste sit berygtede, tilintetgørende blik fast på Karl Hipstersmart. “Klam.” Hvad laver Matthew her? Hendes barnebarn var aldrig før dukket uanmeldt op på hendes arbejde. Hverken på kontoret, i retten eller i tv-studiet. “Har du lyst til at uddybe det?” spurgte Forvokset Skoledreng. “Ja, da,” sagde Hester. Hun fastholdt Karl Hipstersmart med sit brændende blik. “Du hader Amerika.” “Hvad?”
14
Drengen fra skoven_TRYK.indd 14
10.06.2020 14.00
“Ja,” fortsatte Hester, og slog opgivende ud med armene. “Hvorfor skal vi overhovedet have et retssystem? Hvem har brug for det? Vi har jo den offentlige mening. Vi skal ikke have nogen retssager; ingen nævninge, ingen dommer – bare lad den gale Twitter-hob afgøre alle sagerne.” Karl Hipstersmart rettede sig lidt op i stolen. “Det var ikke det, jeg sagde.” “Det var præcis det, du sagde.” “Der er jo beviser, Hester. Man kan se det helt tydeligt på videoen.” “Uhhh, videoen.” Hun vrikkede med fingrene, som om det var en mystisk, overnaturlig ting, de talte om. “Som sagt: Vi ikke brug for dommere eller nævningeting. Vi har jo dig, Twitter-domstolens store leder …” “Jeg er ikke …” “Shh, lad mig tale ud. Og nå ja, for resten, du må undskylde, jeg glemmer hele tiden, hvad du hedder, fordi jeg kalder dig Karl Hipstersmart inden i hovedet. Må jeg kalde dig Chad?” Han åbnede munden, men Hester fortsatte, inden han nåede at protestere: “Super. Fortæl mig så, Chad, hvilken straf du mener, der vil være passende for min klient. Du har jo ikke nogen kvaler ved at udtale dig om skyldsspørgsmålet, så du kan vel også påtage dig at udmåle hans straf.” “Jeg hedder Rick,” sagde han og skubbede sin hipsterbrille længere op på næsen. “Og vi har alle sammen set videoen. Din klient slog en mand i ansigtet.” “Tusind tak for den analyse. Ved du, hvad der ville være en stor hjælp, Chad?” “Jeg hedder Rick.” “Rick, Chad, whatever, det ville være en kæmpestor hjælp, hvis du og alle dine vrede følgere traf alle beslutninger for os. Tænk på, hvor meget tid vi ville spare! Vi kan bare lægge en video op på de sociale medier og lade kommentarerne afgøre skyldsspørgsmålet. Tommelfingeren opad eller nedad. Vi behøver slet ikke vidneudsagn, forklaringer eller beviser, kun dommer Rick-Chad her.” Karl Hipstersmart blev rød i ansigtet. “Alle har set, hvad din rige klient gjorde ved den stakkels fattige mand.”
15
Drengen fra skoven_TRYK.indd 15
10.06.2020 14.00
Nu brød Forvokset Skoledreng ind: “Inden vi går videre, kan vi måske lige vise videoen igen for de seere, der er kommet til siden sidst.” Hester skulle lige til at protestere, men de havde allerede vist videoen utallige gange. Det eneste, hun ville få ud af det, ville være at få sin klient, en velhavende økonomisk rådgiver ved navn Simon Greene, til at fremstå endnu mere skyldig. Men det gav hende også en chance for at kigge efter Matthew igen i de par sekunder, hun ikke var på skærmen. Den virale video, der indtil videre havde fire millioner visninger på YouTube, var filmet af en turist med en iPhone i Central Park. På skærmen så man nu Hesters klient, Simon Greene, iført et perfekt skræddersyet jakkesæt og et Hermès-slips bundet med en perfekt Windsorknude, knytte næven og hamre den ind i ansigtet på en lurvet klædt, forpjusket ung mand, som Hester vidste var en narkoman ved navn Aaron Corval. Blodet strømmede ud af Corvals næse. Det var et fuldkomment dickensk billede: den rige, privilegerede mand, der uden varsel slår den fattige gadedreng ned. Hester strakte hals for bedre at kunne se Matthew og prøvede at fange hans blik gennem projektørlysets tåger. Hun optrådte ofte på tv som juridisk ekspert. To gange om ugen var hun endda vært i et andet program, som blev produceret af det samme tv-selskab, som havde inviteret hende ind i dag. Hendes del af programmet hed Crimstein on Crime. Bogstavrimet var oplagt, og det så godt ud på skærmen, så det navn havde de selvfølgelig bare valgt at køre med. Hendes barnebarn stod i skygge. Han vred sine hænder på samme måde, som hans far tit gjorde. Det stik, hun fik i hjertet, ramte hende så hårdt, at hun næsten mistede vejret. Hun overvejede hurtigt, om hun skulle gå hen til Matthew og spørge ham, hvorfor han var kommet, men nu var videoen allerede slut, og Hipster-Rick-Chad havde fråde om munden. “Se selv!” Spyttet fløj ud af munden på ham og landede i hans skæg. “Det er jo helt tydeligt! Din rige klient overfaldt en hjemløs mand uden nogen som helst grund!” “Du ved jo ikke, hvad der er gået forud for den video.”
16
Drengen fra skoven_TRYK.indd 16
10.06.2020 14.00
“Det er fuldstændig lige meget.” “Det er det da ikke. Vi har netop et retssystem for at sikre os mod, at selvtægtstyper som dig hidser folk op til at udøve vold mod uskyldige mennesker.” “Jeg har aldrig sagt, at nogen skulle udøve vold mod ham.” “Det har du da. Stå nu inde for det, du selv siger. Du siger, at min klient … en ikke tidligere straffet far til tre børn … skal smides i fængsel uden rettergang. Kom nu, Rick-Chad, luk bare din indre fascist ud, så vi kan se hans fæle ansigt!” Hester slog i bordet, så det gav et sæt i Forvokset Skoledreng, og råbte taktfast: “Smid ham i fængsel! Smid ham i fængsel!” “Hold op med det der!” “Smid ham i fængsel!” Rick-Chad blev rød i ansigtet. Det var tydeligt, at han ikke brød sig om Hesters slagsang. “Det var overhovedet ikke det, jeg mente. Du fordrejer mine ord!” “Smid ham i fængsel!!” “Hold nu op med det der! Det er ingen, der har sagt.” Hester havde et sært talent for at imitere andre mennesker. Hun brugte det ofte i retssalen til at undergrave anklageren – hun kunne gøre det subtilt, men det kunne også være næsten barnligt. Nu gav hun sin bedste efterligning af Rick Chads stemme og gentog ordret det, han havde sagt i begyndelsen af programmet: “Man burde bare kyle ham direkte i fængsel.” “Det må retten afgøre,” sagde Hipster-Rick-Chad. “Det, jeg siger, er bare, at folk, der mener, at de kan tillade sig at opføre sig på den måde og slå andre mennesker i ansigtet i fuld dagslys, bør fjernes fra samfundet og fyres fra deres job.” “Hvorfor det? Fordi du og Trashy-tandtekniker og Nail-Da-Ladies-69 skriver det på Twitter? Du kender ikke hele historien. Vi kan ikke engang være sikre på, at videoen er ægte.” Hesters tonefald fik Forvokset Skoledreng til at hæve et øjenbryn. “Påstår du, at videoen er forfalsket?” “Det kunne da sagtens være. Det er sket for en af mine andre klienter. Hendes smilende ansigt blev photoshoppet ind på et billede med
17
Drengen fra skoven_TRYK.indd 17
10.06.2020 14.00
en død giraf, så det så ud, som om det var hende, der havde jagtet og dræbt den. Det var hendes eksmand, der havde sendt det i omløb for at hævne sig på hende. Du drømmer ikke om, hvor megen chikane hun måtte stå model til.” Det var ikke en sand historie – Hester havde fundet på den til lejligheden – men den kunne have været sand, og nogle gange var det nok. “Hvor er din klient Simon Greene så nu?” spurgte Hipster-Rick. “Hvad har det med sagen at gøre?” “Han er hjemme nu, ikke? Løsladt mod kaution.” “Han er uskyldig. En ordentlig og omsorgsfuld mand …” “Og en rig mand.” “Vil du nu også afskaffe kautionssystemet?” “En rig, hvid mand.” “Hør nu her, Rick-Chad, jeg er med på, at du er medlem af klubben for folk med hipsterskæg og hipsterhat og alle de rigtige meninger, men jeres raceforklaringer og letkøbte svar på alle verdens problemer er lige så dårlige som den anden sides raceforklaringer og letkøbte svar på alle verdens problemer.” “Okay, så dit forsvar er, at der er fejl på begge sider?” “Nej, lille ven, det, jeg siger, er bare, at man meget hurtigt kan blive præcis lige så ensporet, som dem man hader, og omvendt.” “Okay, men forestil dig så, at rollerne var vendt om,” sagde RickChad. “Forestil dig, at Simon Greene var en fattig, sort mand, og Aaron Corval var rig og hvid …” “De er begge to hvide! Du kan ikke få det her til at handle om race.” “Alt handler om race, men okay … hvis en fattig mand var gået amok og havde slået en rig, hvid mand i jakkesæt, ville han ikke have Hester Crimstein som advokat, og så ville han sidde i fængsel lige nu.” Hmm, tænkte Hester. Der havde Rick-Chad selvfølgelig en pointe, det måtte hun indrømme. “Hester?” sagde Forvokset Skoledreng. Tiden var ved at være gået, så Hester slog opgivende ud med armene og sagde: “Hvis det, jeg lige hørte Rick-Chad sige, er, at jeg er en fremragende advokat, så vil jeg da ikke modsige ham.” Bemærkningen fremkaldte almen latter.
18
Drengen fra skoven_TRYK.indd 18
10.06.2020 14.00
“Det var, hvad vi fik tid til i dag,” sagde Forvokset Skoledreng. “Efter pausen skal vi høre om de seneste kontroverser omkring den nyeste kandidat til præsidentvalget, Rusty Eggers. Er han ond eller bare pragmatisk? Er han virkelig den farligste mand i Amerika? Bliv hængende og find ud af det.” Hester hev in-ear-monitoren ud af øret og den lille mikrofon af skjorten. Reklamerne kørte allerede over skærmen, da hun rejste sig og gik over gulvet hen mod Matthew. Han var virkelig blevet høj. Også på det punkt lignede han sin far. Hun fik endnu et stik i hjertet. “Din mor …” sagde Hester. “Hun har det fint,” sagde Matthew. “Vi har det fint alle sammen.” Selvom Hester knap nok var 160 cm høj, og teenageren var mindst en halv meter højere end hende, kunne hun ikke modstå trangen til at slynge armene om ham – hvilket han helt sikkert syntes var utrolig flovt – trække ham ind til sig og give ham et ordentligt knus. Som tiden gik, så hun mere og mere af faren i sønnen. Da Matthew var lille, dengang David stadig levede, lignede han ikke sin far særlig meget. Men det gjorde han nu. Hans holdning, hans gang, hans håndskrift, den lille rynke i panden – og det knuste hendes hjerte endnu en gang. Det burde det naturligvis ikke gøre. Det burde tværtimod være en trøst for Hester at se sin afdøde søn i drengen. Som om lidt af David havde overlevet bilulykken og levede videre i hans søn. Men i stedet stak disse spøgelsesagtige glimt af David hende i hjertet som knive, og selv efter alle disse år kunne de stadig rive op i de gamle sår. Hester spekulerede på, om der var noget som helst godt ved den smerte. Om det var bedre at føle smerten end slet intet at føle. Det var naturligvis et retorisk spørgsmål. Hun kunne ikke vælge smerten fra, og hun ville heller aldrig forsøge. Hun kunne ikke forestille sig noget værre forræderi over for sin søn end ikke at føle noget, eller en eller anden dag at være “kommet videre med sit liv”. Så hun kneb øjnene hårdt sammen og knugede sit barnebarn ind til sig. Han klappede hende på ryggen. Nok mest for bare at føje hende. “Nana?” Det kaldte han hende. Nana. “Er du sikker på, at du er okay?” spurgte hun.
19
Drengen fra skoven_TRYK.indd 19
10.06.2020 14.00
“Jeg har det fint.” Matthew var mørkere i huden end sin far. Hans mor, Laila, var sort, så det var Matthew også. Eller farvet, eller af blandet race, eller hvad man kalder det. Sprogbrugen på det punkt forandrede sig hele tiden, og Hester kunne ikke helt følge med. Hun var i halvfjerdserne, men brugte ikke sin alder som undskyldning for noget som helst. Hun plejede at sige, at hun holdt op med at tælle, da hun blev 69. “Hvor er din mor?” spurgte Hester. “På arbejde, vel.” “Hvad er der galt?” “Det drejer sig om en pige på min skole,” sagde Matthew. “Hvad er der med hende?” “Hun er forsvundet, Nana. Jeg har brug for din hjælp.”
Drengen fra skoven_TRYK.indd 20
10.06.2020 14.00
kapitel 3
“Hun hedder Naomi Pine,” sagde Matthew. De sad på bagsædet i Hesters Cadillac Escalade. Matthew havde taget den timelange tur fra Westville i toget og skiftet i Secaucus, men Hester mente, at det letteste ville være bare at tage ham med tilbage til Westville i bilen. Det var alt for længe siden, hun havde besøgt dem sidst – en hel måned. Hvis hun kørte ham hjem, kunne hun slå to fluer med et smæk: hjælpe sit fortvivlede barnebarn og tilbringe lidt tid med ham og hans mor. “Nana?” “Du og Naomi,” begyndte Hester. “Er I venner?” Matthew trak på skuldrene, som kun en teenager kan. “Vi har vel kendt hinanden, siden vi var seks år-agtigt.” Det var ikke et svar på hendes spørgsmål, men hun lod det fare. “Hvor længe har hun været forsvundet?” “Sådan en uge-agtigt.” Seks år-agtigt? En uge-agtigt? Den sprogblomst irriterede hende voldsomt – ligesom mange af de andre, hun hørte de unge bruge. Men det var nok ikke nu, hun skulle tage hul på den diskussion. “Har du prøvet at ringe til hende?” “Jeg har ikke hendes telefonnummer.” “Og politiet leder efter hende?” Teenage-agtigt træk på skuldrene. “Har du talt med hendes forældre?” “Hun bor sammen med sin far.” “Har du talt med hendes far?” Han skar en grimasse, som om det var en fuldkommen latterlig tanke.
21
Drengen fra skoven_TRYK.indd 21
10.06.2020 14.00
“Men hvordan kan du så vide, at hun ikke bare er syg? Eller måske på ferie?” Intet svar. “Hvorfor tror du, at hun er forsvundet?” Matthew stirrede ud ad vinduet. Tim, Hesters chauffør gennem mange år, drejede af ved Route 17 og kørte ind i hjertet af byen Westville, der lå mindre end 50 kilometer fra Manhattan. Ramapo-bjergene, som var en del af Appalacherne, rejste sig i horisonten. Minderne vældede frem og stak hende i hjertet, som minder så ofte gør. En af Hesters bekendte havde engang sagt, at det altid gør ondt at mindes, men især når minderne er gode. Lige nu indså Hester for alvor, hvor rigtig den iagttagelse var. Hester og hendes afdøde mand, Ira – han var død for syv år siden – havde opfostret tre drenge i “bjergforstaden” (som de havde døbt den) Westville i New Jersey. Deres ældste søn, Jeffrey, var tandkirurg. Han boede i Los Angeles og var nu nået til kone nummer fire: en ejendomsmægler ved navn Sandy. Sandy var den første af Jeffreys koner, som ikke var en næsten kriminelt ung klinikassistent fra hans egen klinik. Det var forhåbentligt et fremskridt, tænkte Hester. Hester og Iras mellemste søn, Eric, arbejdede ligesom sin far i den uigennem skuelige finansverden. Hester havde aldrig helt forstået, hvad det egentlig var, de lavede. Et eller andet med at flytte penge fra A til B for at “facilitere” C. Eric og hans kone Stacey fik tre drenge med to års mellemrum mellem hver, præcis ligesom Hester og Ira. Familien var for nylig flyttet til Raleigh i North Carolina, som åbenbart var et meget populært sted for tiden. Hesters og Iras yngste søn – og den, som Hester holdt mest af, hvis hun skulle være helt ærlig – var David, Matthews far. “Hvornår kommer din mor hjem?” spurgte Hester. Matthews mor Laila arbejdede ligesom Hester i et stort advokatfirma, men Laila havde specialiseret sig i familieret. Hun begyndte sin karriere med at arbejde i Hesters firma i sommerferierne, mens hun gik på Columbia Law School. Det var sådan, hun mødte Hesters søn. Laila og David blev næsten øjeblikkeligt forelsket i hinanden. De blev gift, og de fik en søn, som de kaldte Matthew.
22
Drengen fra skoven_TRYK.indd 22
10.06.2020 14.00
“Det ved jeg ikke,” sagde Matthew. “Skal jeg skrive en sms til hende?” “God idé.” “Nana?” “Ja, skat?” “Du skal ikke sige noget til mor.” “Om …?” “Om Naomi” “Hvorfor ikke?” “Du skal bare ikke sige noget.” “Okay.” “Lover du det?” “Hold nu op,” sagde Hester lidt stramt af ærgrelse over, at han følte, at han var nødt til at få hende til at love det. Men så tilføjede hun i et blødere tonefald: “Ja, det lover jeg. Selvfølgelig gør jeg det.” Matthew fumlede med sin telefon, mens Tim foretog de sædvanlige manøvrer: højresvinget efterfulgt af venstresvinget og de to sidste højresving. Nu befandt de sig på en lille eventyragtig, blind vej, der hed Downing Lane. Foran dem lå det storslåede bjælkehus, som Hester og Ira havde bygget for 42 år siden. I det hus havde hun og Ira opfostret Jeffrey, Eric og David. For 15 år siden, da alle deres sønner var blevet voksne, havde Hester og Ira besluttet, at tiden var inde til at forlade byen. De havde elsket deres hjem for foden af Ramapobjergene. Ira dog mere end Hester, fordi han selvfølgelig havde været et friluftsmenneske, som elskede at tage på vandreture i naturen og fiske og foretage sig alle de andre ting, en mand ved navn Ira Crimshaw nødvendigvis måtte elske at foretage sig. Men så var det blevet deres tur til at komme videre. Byer som Westville er skabt til at opfostre børn i. Man bliver gift, man flytter ud af byen, man får et par børn, man går til børnenes fodboldkampe og teaterforestillinger, man bliver sentimental til deres dimissioner og translokationer, de tager på college, de kommer hjem på besøg, sover længe, indtil de en dag ikke engang gør det længere. Og så er man alene – som man altid er, når en fase i ens liv er overstået – og man skal til at lægge den bag sig, sælge huset
23
Drengen fra skoven_TRYK.indd 23
10.06.2020 14.00
til et nyt ungt par, som er flyttet ud af byen for at få et par børn, og tage hul på et nyt kapitel i deres liv. I byer som Westville var der ikke noget at komme efter for ældre mennesker, og det var der slet ikke noget galt i. Så Hester og Ira rykkede teltpælene op. De fandt en lejlighed på Riverside Drive på Upper West Side på Manhattan med udsigt over Hudson-floden. De elskede den. Hver dag i næsten 30 år havde de taget det tog, som Matthew havde taget i dag, og skiftet i Hoboken. Det, at de nu, i deres fremskredne alder, bare kunne stå op om morgenen og gå ned til subwayen, føltes helt fantastisk. Hester og Ira nød at bo i New York i fulde drag. De solgte deres gamle hjem på Downing Lane mellem bjergene til deres søn David og hans dejlige kone, Laila, som lige havde født parrets første barn, Matthew. Hester var bange for, at det ville blive underligt for David at bo i det hus, han var vokset op i, men han holdt fast i, at det ville blive perfekt. Han og Laila renoverede hele huset og satte deres eget præg på det i en grad, så Hester og Ira nærmest ikke kunne genkende det, når de var på besøg. Matthew sad stadig og stirrede på sin telefon. Hester rørte ved hans knæ. Han kiggede op. “Har du gjort noget?” spurgte hun. “Hvad?” “Med Naomi?” Han rystede på hovedet. “Jeg har ikke gjort noget. Det er det, der er problemet.” Tim standsede i Hesters gamle indkørsel foran hendes gamle hjem. Nu vældede minderne ikke bare frem, de angreb hende for fuld kraft og viste ingen nåde. Tim trak håndbremsen og vendte sig om og kiggede på hende. Tim havde arbejdet for hende i alle de 20 år, han havde boet i landet, siden han immigrerede fra Balkanhalvøen. Så han vidste det. Han mødte hendes blik. Hun lod ham med et lille nik forstå, at hun nok skulle klare den. Matthew havde allerede takket for turen og var stået ud af bilen. Hester rakte ud efter dørhåndtaget, men Tim rømmede sig advarende, og hun standsede op midt i bevægelsen. Hun himlede med øjnene og
24
Drengen fra skoven_TRYK.indd 24
10.06.2020 14.00
ventede, indtil Tim, som var et ordentligt brød, havde fået bakset sig ud af bilen, rettet sig op og åbnet døren for hende. Det var en helt unødvendig gestus, men Tim blev fornærmet, når Hester selv åbnede bildøren. Hester havde rigeligt med kampe i hverdagen, og denne var en af dem, hun havde valgt fra. “Jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage,” sagde hun til Tim. “Jeg venter bare,” svarede han med en accent, der efter alle disse år stadig var tommetyk. Matthew havde åbnet husets entredør og ladet den stå åben. Hester og Tim kiggede endnu en gang på hinanden, og så begav hun sig op ad den brostensbelagte sti, som hun og Ira selv havde lagt i en weekend for 33 år siden, og trådte indenfor. Hun lukkede døren bag sig. “Matthew?” “I køkkenet.” Hun gik ned til husets bageste rum. Lågen til det kæmpestore køle skab, som var kommet til, efter hun var flyttet, stod åben, og igen vældede minderne fra tiden, da Matthews far var i Matthews alder, ind over hende. Der var minder om alle hendes drenges high schooltid. Om Jeffrey, Eric og David, der konstant havde hovederne inden i køleskabet. Der var aldrig mad nok i huset. De fortærede øjeblikkeligt alt spiseligt, som var de tre omvandrende affaldskværne. Når hun havde været ude og handle, kunne hun være sikker på, at det hele var væk dagen efter. “Vil du have noget at spise, Nana?” “Nej, ellers tak.” “Sikker?” “Ja. Men fortæl mig nu, hvad det her handler om, Matthew.” Hans hoved kom til syne igen. “Er det okay, hvis jeg lige spiser lidt først?” “Jeg giver aftensmad, hvis det skulle være.” “Jeg har for mange lektier.” “Det bestemmer du selv.” Hester gik ind i tv-stuen. Der lugtede af brændt træ. Der havde været ild i kaminen for nylig. Det var sært. Eller også var det ikke så sært. Hun kiggede på sofabordet.
25
Drengen fra skoven_TRYK.indd 25
10.06.2020 14.00
Det var pænt og ryddeligt. Næsten for ryddeligt, tænkte hun. Bladene og ølbrikkerne var pænt stablede. Alt lå, hvor det skulle. Hester rynkede panden. Hun listede ovenpå, mens Matthew var optaget af at spise sin sandwich. Der havde hun naturligvis ikke noget at bestille. David havde været død i ti år. Laila havde fortjent at være lykkelig. Den store dobbeltseng var perfekt redt. For perfekt tænkte hun. Hun fik en klump i halsen. Hun gik hen over gulvet og ud i bade værelset. Heller ikke her kunne der sættes en finger på noget. Hun kunne ikke lade være med også lige at tjekke puden i Davids side af sengen. Davids side? Din søn har været død i ti år, Hester. Hold nu op. Hun undersøgte hurtigt puden og fandt et lysebrunt hår på den. Et langt lysebrunt hår. Stop så, Hester. Vinduet i soveværelset vendte ud mod baghaven, og derfra var der udsigt til bjergene. Græsplanen skrånede ned mod nogle træer og fortsatte ind mellem dem. Lidt længere væk blev bevoksningen til tyk skov. Hendes drenge havde naturligvis leget i skoven. Ira havde hjulpet dem med at bygge fort og hytter i træerne og en hel masse andet. De havde snittet grene til pistoler og knive. De havde leget gemmeleg. En dag, da David var seks år gammel, og Hester troede, at han var alene inde mellem træerne, hørte hun ham tale med nogen. Da hun spurgte til det, blev den lille David helt anspændt og sagde: “Jeg legede bare.” “Men jeg hørte, at du talte med nogen.” “Ja!” havde hendes yngste søn sagt. “Det var bare min usynlige ven.” Det var, så vidt hun vidste, den eneste gang, David nogensinde havde løjet over for hende. Nu hørte Hester fordøren blive åbnet. Matthews stemme: “Hej, mor.” “Hvor er din bedstemor?” “Lige her,” sagde han. “Øh, Nana?”
26
Drengen fra skoven_TRYK.indd 26
10.06.2020 14.00
“Jeg kommer!” Hester gik i panik og følte sig som en idiot, da hun hurtigt smuttede ud af soveværelset og ind på badeværelset ude på gangen. Hun lukkede døren, skyllede ud og lod endda for en ordens skyld vandet løbe lidt i vasken. Så gik hun hen til trappen. Laila stod for foden af den og stirrede op på hende. “Hej,” sagde Hester. “Hej.” Laila var utrolig smuk. Det kunne man ikke komme uden om. Hun strålede i den skræddersyede grå spadseredragt, der sad stramt til de rigtige steder, hvilket i hendes tilfælde var alle steder. Hendes hvide bluse virkede særligt lysende mod hendes mørke hud. “Går det godt deroppe?” spurgte Laila. “Ja da.” Hester gik ned ad trappen. De to kvinder gav hinanden et lille kram. “Hvad bringer dig herud, Hester?” Matthew kom ud fra køkkenet. “Nana hjælper mig med at skrive en stil.” “Nå? Om hvad?” “Om jura,” sagde han. Laila skar en grimasse. “Og det ville du ikke bede mig om?” “Men øh … den skal også handle om at være på tv,” tilføjede Matthew klodset. Han er ikke god til at lyve, tænkte Hester. Også på det punkt ligner han sin far. “Og om at være en berømt advokat. Altså ikke for at fornærme dig, eller noget, mor.” “Jeg er da overhovedet heller ikke fornærmet,” sagde Laila syrligt. Laila vendte sig om mod Hester. Hester trak på skuldrene. “Okay,” sagde Laila. Hester kom til at tænke på Davids begravelse. Laila havde stået med lille Matthew i hånden. Hendes øjne havde været tørre. Hun havde ikke grædt. Ikke en eneste gang den dag. Hverken for øjnene af Hester eller nogen andre. Senere den aften havde Hester og Ira spist hamburgere med Matthew på ABG’s i Allendale. Hester gik tilbage til huset, før de andre var færdige med at spise. Hun gik om bag huset til haven og videre ind i rydningen mellem de træer, som hun utallige gange havde
27
Drengen fra skoven_TRYK.indd 27
10.06.2020 14.00
set David forsvinde blandt for at tage hen til Wilde. Selvom hun var langt fra huset, og nattevinden hylede omkring hende, kunne hun høre Lailas gutturale, ensomme gråd fra soveværelset. Hendes skrig var så primitive, skærende og forpinte, at Hester var bange for, at hun ville gå så grundigt i stykker, at hun aldrig ville kunne blive hel igen. Laila havde ikke giftet sig igen. Hvis der i løbet af de seneste ti år havde været andre mænd i hendes liv – og hun havde helt sikkert fået mange tilbud – havde hun i hvert fald ikke fortalt Hester om dem. Men nu var der så det her alt for ryddelige hjem. Og det lange, brune hår. Drop det, Hester. Hester rakte uden varsel ud efter Laila med begge arme og trak hende ind til sig. “Hester?” sagde Laila forbløffet. Drop det. “Jeg elsker dig,” hviskede Hester. “Jeg elsker også dig.” Hester kneb øjnene sammen. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage. “Er du okay?” spurgte Laila. Hester hankede op i sig selv, trådte et skridt tilbage og glattede sit tøj. “Jeg har det fint.” Hun stak hånden ned i sin taske og fik fat i en Kleenex. “Jeg bliver bare …” Laila nikkede. “Ja, jeg ved det.” Hendes stemme var blød. Over Lailas skulder så Hester Matthew ryste på hovedet for at minde hende om hendes løfte. “Jeg må hellere smutte,” sagde Hester. Hun kyssede dem begge og skyndte sig ud ad døren. Tim ventede på hende med åben bildør. Han var altid iklædt sort jakkesæt og chaufførkasket uanset vejret eller årstiden, selvom Hester havde sagt til ham, at det ikke var noget krav, og at hverken jakkesættet eller kasketten passede ham særlig godt. Om det så var på grund af hans omfangsrige skikkelse eller på grund af pistolhylsteret. Hun satte sig ind på bagsædet, drejede hovedet og kastede et sidste blik på huset. Matthew stod i døråbningen. Han kiggede på hende. Igen slog det hende:
28
Drengen fra skoven_TRYK.indd 28
10.06.2020 14.00
Hendes barnebarn bad hende om hjælp. Det havde han aldrig gjort før. Han havde ikke fortalt hende det hele. Ikke endnu. Men mens hun svælgede i sin egen selvmedlidenhed og elendighed og sorg over det forfærdelige hul, der var i hendes liv, mindede hun også sig selv om, at der var et meget større og frygteligere hul i Matthews. Han var ikke kun vokset op uden en far, han var vokset op uden den far, uden den gode, rare mand, som havde været en blanding af alt det bedste fra Hester og Ira. Især fra Ira. Han var død af et hjerteslag, som hun var overbevist om var udløst af, at han aldrig havde forvundet det slag, det var for ham at miste sin søn i en trafikulykke. Tim satte sig ind på førersædet. “Hørte du, hvad Matthew sagde?” spurgte hun. “Ja.” “Hvad tænker du?” Tim trak på skuldrene. “Han skjuler noget.” Det svarede Hester ikke på. “Skal vi tilbage til byen?” spurgte Tim. “Ikke med det samme,” sagde Hester. “Lad os køre omkring Westville politistation først.”
Drengen fra skoven_TRYK.indd 29
10.06.2020 14.00