TITLER I SERIEN: Børnene i Nyskoven En verdensomsejling under havet Frændeløs Heidi Jorden rundt i 80 dage En verdensomsejling under havet © 2020 Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Oversat af Else Schiøler Indgår i serien Gads lette klassikere 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Vingt mille lieues sous les mers Lix: 23,4 – ml=10,1 lo=13,3 ISBN 978-87-627-3498-2 Trykt i Sverige, 2020 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
en verdensomseling_mat.indd 2
08/06/2020 10.13
en verdensomseling_mat.indd 1
08/06/2020 10.13
1. kapitel Ulykker på havet
I året 1866 skete der noget mærkeligt, som ingen mennesker kunne forklare. Flere skibe, som sejlede på de store have, havde på deres ture mødt en mægtig, aflang skabning. Den havde form som en hval, men var mange gange større. Sommetider kom der et lysskær ud fra dens krop, den bevægede sig hurtigt og uberegneligt, og den måtte have kolossale kræfter. Første gang man hørte om dette svømmende uhyre, var den 20. juli 1866, da en stor damper mødte det fem sømil* øst for Australien. Kaptajnen troede, at det var en klippe i havet, men med ét sendte det gådefulde væsen to søjler af vand 50 meter op i vejret. Det måtte være et hidtil ukendt havuhyre, som sprøjtede vand, blandet med damp og luft, ud gennem sine næsebor. Tre dage senere så en anden damper akkurat det * En sømil = 1,8 km.
3
en verdensomseling_mat.indd 3
08/06/2020 10.13
samme syn midt ude i Stillehavet. Dyret havde altså bevæget sig med en fart af 700 sømil på tre døgn. Der gik 14 dage, før det næste gang dukkede op, denne gang 2000 sømil fra det sted, hvor det sidst var set. To dampere i Nordatlanten så det samtidig, og de mente at kunne sige med sikkerhed, at dyret var over 100 meter langt, mens de største hvaler, man kender, aldrig bliver længere end 56 meter. Den ene beretning fulgte efter den anden. Aviserne skrev side op og side ned, alle talte om uhyret, og alle var opfyldt af uro. I de første måneder af året 1867 var der ved at blive stille om sagen. Da indtraf der noget, som gav grund til frygt. Nu drejede det sig ikke blot om at løse kæmpedyrets gåde, men om en virkelig fare. Den 5. marts stødte en tysk damper mod en klippe under havet, som ikke stod afmærket på noget kort, og den kunne takke sit solide skrog for, at den slap for at gå til bunds med sine 235 passagerer. Klokken var fem om morgenen, da det skete. De mænd, der havde vagt, løb ud til skibets agterende. Her var intet at se, kun skum og hvirvler på havets overflade. Hvad var det, de var stødt på? Var det en klippe? 4
en verdensomseling_mat.indd 4
08/06/2020 10.13
Eller rester af et vrag? Eller hvad kunne det være? Da damperen nåede havn, viste det sig, at en stor del af kølen var revet op. Måske denne hændelse var blevet glemt som så mange andre, hvis ikke det samme var sket for hjuldamperen Scotia tre uger senere ud for Spanien. Vejret var smukt og havet stille. Klokken var 17 minutter over fire om eftermiddagen, da et svagt stød ramte Scotia lidt under det bagbords* hjul. Kaptajnen gik straks ned i skibet. Dér så han, at vandet strømmede ind ad et to meter bredt hul. Til alt held var skibet delt i syv afdelinger, som hver for sig var vandtætte, og maskinen var uskadt. Scotia kom til at ligge så dybt, at den måtte fortsætte sin rejse med hjulene halvt under vand, og med tre dages forsinkelse nåede den havn i England. Da skibet kom i dok, ville man knap tro sine egne øjne. Der var slået et trekantet hul med skarpe kanter i skibets side, og det instrument, der havde frembragt det, måtte have trukket sig tilbage ved egen kraft, nøjagtig i sit eget spor. Folk blev bange. Der kom på ny liv i rygterne. Var det nu ‘havuhyret’, som igen havde været på spil? * Bagbord er venstre side af et skib.
5
en verdensomseling_mat.indd 5
08/06/2020 10.13
Mere og mere skarpt lød der krav om, at det frygtelige dyr måtte findes og dræbes, så man atter kunne sejle i fred på de store have.
en verdensomseling_mat.indd 6
08/06/2020 10.13
2. kapitel Professor Aronnax fortæller
På den tid, da alt dette skete, befandt jeg mig i New York, hvor jeg ventede på damperen tilbage til Frankrig. Den skulle sejle en af de første dage, og jeg brugte tiden til at ordne de dyr og planter, jeg havde samlet på min rejse i Nordamerika. Da skete ulykken med Scotia. Jeg havde læst alt, hvad der havde været skrevet om ‘Uhyret’. Der var efterhånden ikke mere nogen, der troede på, at de sidste skibsulykker kunne skyldes en flydende ø eller et vrag, der drev rundt, for hvordan skulle disse kunne flytte sig med en så enorm fart? Der var altså kun to muligheder tilbage. Enten var der tale om et levende dyr med kolossale kræfter, eller også var det en båd, der sejlede under vandet. Men tanken om en sådan båd under vandet blev hurtigt forladt. Et menneske kunne ikke have bygget dette fartøj, uden at nogen vidste besked om det. Heller ikke en stat kunne holde det hemmeligt, hvis 7
en verdensomseling_mat.indd 7
08/06/2020 10.13
den ville lave en krigsmaskine til at sejle under vandet. Den idé måtte altså opgives. Det måtte være et dyr. Mange mennesker regnede mig for særlig sagkyndig i denne sag, fordi jeg er professor i zoologi, og fordi jeg har skrevet en bog med titlen De store haves hemmeligheder. De kom derfor til mig og spurgte om min mening, og her er mit svar: “Alt tyder på, at der virkelig i havet findes et dyr af hidtil ukendt størrelse og kraft. Vi kender intet til, hvad der foregår på bunden af de store have, og hvilket liv der rører sig her. Naturen gemmer sikkert endnu hemmeligheder for os, nye arter af fisk eller hvaler, som fra tid til anden kommer op til havets overflade. Man må nærmest tænke sig, at der her er tale om en art narhval, fem eller ti gange så stor som den almindelige narhval. Dens lange, hvide stødtand er hård som stål, og den må have samme kraft som forenden af et krigsskib.” Mit svar vakte en del opsigt, og i New York blev alt gjort rede til at sende fregatten* Abraham Lincoln ud for at tage kampen op med uhyret, så folk på ny trygt kunne sejle fra land til land. * En fregat er et krigsskib.
8
en verdensomseling_mat.indd 8
08/06/2020 10.13
Det gik, som det så ofte går: Netop som man havde besluttet at tage kampen op med uhyret, viste det sig slet ikke. I to måneder hørte man ikke noget til det og anede derfor ikke, i hvilken retning man skulle sejle ud. Endelig den 2. juli forlød det, at dyret havde vist sig i den nordlige del af Stillehavet, og kaptajn Farragut, som skulle lede turen, fik 24 timer til at gøre sig klar. Et par timer før Abraham Lincoln skulle forlade New York, fik jeg bragt et brev, der lød således: Hr. professor Pierre Aronnax
Hvis De kunne ønske at tage del i ekspeditionen med Abraham Lincoln, vil Amerikas regering byde Dem hjertelig velkommen.
Kaptajn Farragut holder en kahyt rede til Dem. Hjerteligst, Deres I.B. Hobson, Marineminister.
en verdensomseling_mat.indd 9
08/06/2020 10.13
3. kapitel Min tjener Conseil
Præcis tre sekunder før jeg modtog dette brev, havde jeg ikke drømt om at forfølge narhvalen, og tre sekunder efter at jeg havde læst det, var jeg klar over, at min næste pligt her i livet var at tage del i kampen mod uhyret. Glemt var al træthed, al længsel efter mit hjem i Paris. Intet kunne holde mig tilbage. “Conseil,” kaldte jeg. Conseil var min tjener. En god og tro, ung mand, der var dygtig til sit arbejde og en rolig natur, der ikke lod sig forstyrre af livets overraskelser. Conseil var dengang 30 år, ti år yngre end jeg selv. I mange år havde han fulgt mig i mit daglige arbejde og på alle mine rejser, og derved havde han lært ikke så lidt om dyr og planter. “Conseil,” kaldte jeg igen. Han dukkede op. “Herren kaldte?” 10
en verdensomseling_mat.indd 10
08/06/2020 10.13
“Ja, min ven. Pak dit tøj, og pak mit tøj. Vi rejser om to timer.” “Som herren ønsker. Og herrens samlinger?” “Hele vor zoologiske samling skal sendes til Paris.” “Vi skal altså ikke selv til Paris?” “Jo, det skal vi nok, men vi skal blot en lille omvej først. Vi rejser med Abraham Lincoln.” “Som herren ønsker.” “Du ved nok, min ven, at det drejer sig om dette uhyre, den berømte narhval. Vi vil befri verden for den. En ærefuld opgave, men også farlig!” “Jeg følger herren hvor som helst.” “Tænk dig godt om. Det er en rejse, vi måske ikke kommer hjem fra igen.” “Jeg følger med alligevel.” Et kvarter efter var vores kufferter pakkede, og vi kunne tage af sted. Kaptajn Farragut tog meget hjerteligt imod os, da vi kom om bord. På kajen stod tusinder af mennesker, der råbte hurra og svingede deres lommetørklæder for at give Abraham Lincoln deres hilsen med på vejen. Klokken otte om aftenen stod vi for fuld damp ud på det åbne, mørke Atlanterhav.
en verdensomseling_mat.indd 11
08/06/2020 10.13
4. kapitel Ned Land
Kaptajn Farragut var en dygtig sømand, der følte sig som ét med sit skib. Hvad angår narhvalen, så tvivlede han ikke et øjeblik på, at den levede, og at det skulle være hans gerning at befri verden for den. Mandskabet om bord delte hans tro og hans iver, og kaptajnen talte endda om, at der var udlovet en sum på 2.000 dollars til den, der først fik øje på dyret. Kaptajn Farragut havde alt med, hvad man kunne ønske sig af redskaber og maskiner, for at han kunne fange dyret, når vi mødte det. Men han havde også noget andet med om bord, der var bedre end alle maskiner. Han havde Ned Land, hvalfangernes konge. Ned Land var en stor, kraftig mand, dristig og kyndig i sit fag. Hans øje var så skarpt og hans hånd så sikker, at han ikke havde sin lige blandt harpunskytter. Til daglig var han stille og alvorlig, men hvis han først 12
en verdensomseling_mat.indd 12
08/06/2020 10.13
blev rigtig vred, var det bedst at holde sig langt væk. Hvad var nu Ned Lands mening om det dyr, vi skulle ud for at fange? Jeg må indrømme, at han var den eneste om bord, der ikke rigtig troede på narhvalen. En aften sad Ned Land og jeg på dækket og snakkede sammen, da jeg fik lyst til at gå lige til sagen. “Sig mig engang, Ned Land,” spurgte jeg, “hvilken grund har De til ikke at tro på kæmpehvalen?” “Jeg har dræbt så mange hvaler i mit liv, og jeg ved, at deres krop er blød, selv den største af dem ville aldrig kunne hugge et hul i siden på et skib.” “Men en narhval med sin tand?” “Indtil jeg ser det med mine egne øjne, vil jeg ikke tro på, at narhvaler eller andre dyr kan gøre skade på noget så hårdt som et skib.” “Hvordan vil De da forklare hullet i siden på Scotia?” “Måske er det …” Ned tøvede. “Sig blot, hvad De mener!” “Måske er det løgn det hele.” Længere kunne jeg ikke komme med Ned Lands stædighed. Hullet i siden på Scotia kunne ingen benægte, og nu gjaldt det for os alle at løse gåden. Hvilket dyr havde frembragt det? 13
en verdensomseling_mat.indd 13
08/06/2020 10.13
For at nå dette mål måtte vi fange dyret, og det ville blive Ned Lands sag. For at fange det måtte vi få øje på det, og det var mandskabets sag, men først måtte vi krydse dets vej, og det lå helt og holdent i skæbnens hånd.
en verdensomseling_mat.indd 14
08/06/2020 10.13