Et forsvar for storbyen.indd 2
09.07.2021 14.48
Simon Kjær Hansen
ET FORSVAR FOR STORBYEN Tæt, højt og fælles er vejen til bæredygtighed i det 21. århundrede
Gads Forlag
Et forsvar for storbyen.indd 3
09.07.2021 14.48
Et forsvar for storbyen Tæt, højt og fælles er vejen til bæredygtighed i det 21. århundrede Af Simon Kjær Hansen Copyright © 2021 Simon Kjær Hansen og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslag: Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina ISBN: 978-87-12-06563-0 Tak for generøs støtte til bogen til:
Bergiafonden
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Et forsvar for storbyen.indd 4
09.07.2021 14.48
Indhold
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1. Økosamfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 På landet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Tilbage til byen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Kapitel 2. Tæt, højt og fælles . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bo med god samvittighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den nemme og hurtige vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sammen om København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Gør grønne byer grønnere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
41 45 52 64 70
Kapitel 3. Grå by og grønt land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skovens CO2-lager. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vildere vidder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Naturens services . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Grønt med måde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
77 79 84 90 96
Kapitel 4. Menneskemassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Gaga i Boxen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
Et forsvar for storbyen.indd 5
09.07.2021 14.48
Øjne i byen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112 Stadtluft macht frei . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 Kapitel 5. Forbrugerbyen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Byernes renæssance. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Klimasynder på distancen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Selvforsyning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Mere rig, mere rå . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . København i coronaens tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
133 134 140 146 151 161
Kapitel 6. Kampen om pladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ikke i din baghave. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nye kamppladser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
169 173 182 187
Kapitel 7. Millionby København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ikke alle veje fører til millionbyen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forklaringsproblem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Grønt nærsyn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvor skal de være?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
193 200 205 208 216
Tak. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 Noter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221
Et forsvar for storbyen.indd 6
09.07.2021 14.48
Forord
Som mange andre bøger er denne begyndt med en undren. Fra jeg var 13, har jeg boet i København i de dele af byen, hvor alle bor tæt, og mange småt. Jeg ankom med min familie fra et rækkehus lidt uden for Aarhus til en lejlighed på 3. sal på Østerbro, og for en teenager var alt anderledes. Min nye skole var lille, mørk og nedslidt. Det overraskede mig, at der hverken var boldbaner, aula eller svømmehal. I forstadskvarteret i Aarhus mødtes jeg de fleste aftener med vennerne på de mennesketomme betonfliser ved den lokale kirke, hvor det var godt at skate, eller i villahaverne, som altid havde et frugttræ at gå på rov i. Nu foregik det typisk i beskedne lejligheder på trange børneværelser, nogle gange delt med mindre søskende. Alligevel blev jeg hurtigt glad for min nye by. Jeg lærte, at en cykeltur gav mig stort set ubegrænsede muligheder. I starten, før jeg rigtig kendte nogen, brugte jeg eftermiddagene på det store bibliotek på Dag Hammerskjölds Allé, hvor der var gode kroge til at læse en tegneserie. Eller jeg gik på opdagelse de steder, jeg kendte fra tv. Da jeg lidt senere fik mod på at spille teater, tog det 20 minutter at komme til Teaterbutikken på Vesterbro, som var opsamlingssted for byens børn med skuespillerdrømme. Fordi jeg også interesserede mig for politik, brugte jeg mange eftermiddage i Københavns
7
Et forsvar for storbyen.indd 7
09.07.2021 14.48
E T F ORS VA R F OR S TO RB YEN
Fælleselevråds lokaler under en tagkvist i Ravnsborggade. Her fandt jeg venner, jeg har den dag i dag, blandt andre talelystne børn, som havde det til fælles, at vi ud over at være imod EU-unionen og for socialisme ikke rigtig havde klassekammerater, som kunne hidse sig meget op over nogen af delene. Jeg har altid boet i byen. Først med mine forældre i en rummelig lejlighed på Østerbro. Dernæst med min kæreste i en trang og mørk stuelejlighed i den billige ende af Christianshavn. Siden på Vesterbro med samme kæreste og et lille barn i en lidt lysere treværelses ud til Enghave Plads. Og nu er vi gift og sidder solidt på knap 150 kvadratmeter på Frederiksberg med tre børn og en hund, ikke mindst! I de år det har taget mig at vokse op, leve som ung og til sidst stifte familie, har jeg altid oplevet glæde, ja nærmest stolthed, ved at være en del af bylivet. Jeg har nydt, at den dåse flåede tomater, som manglede, lige når jeg var i gang med aftensmaden, aldrig var mere end fem minutter væk. At kunne cykle hjem fra en aften med venner uden bekymring om bil eller anstrengende ”Hvem-kører-hjem”-diskussioner. At være en del af et ofte travlt og myldrende gadeliv, hvor mange ligesom jeg delte pladsen på cykelstien om morgenen på vej til arbejde. Eller skutte mig blandt andre forældre en småkold efterårssøndag, mens ungerne var i gang på kvarterets populære legeplads. Jeg har sat pris på, at selv om jeg ikke længere bruger biblioteket eller har tid til at besøge Rosenborgs skatkammer, er de der stadig, når jeg en dag vil tilbage, måske med et af mine egne børn. Og at selv om jeg i dag hverken er imod unionen eller for socialisme, er der stadig et loftsrum et sted i nærheden, hvor nogle er det. Og ja, jeg har været privilegeret. Fordi jeg altid har haft økonomiske muligheder for at bo netop dér, hvor man kan opleve alt det, som findes i den tætte by. At mange ønsker at leve på samme måde, hvis de har råd, er
8
Et forsvar for storbyen.indd 8
09.07.2021 14.48
Forord
tydeligt, når man læser boligannoncer på nettet. København er dyr, fordi der er stor efterspørgsel på de sparsomme kvadratmeter. Også de, der ikke har råd til en stor bolig, foretrækker ofte alligevel byen. I hvert fald som unge. Hvert år ved studiestart rapporteres der om mangel på studieboliger i København. Mange studerende vil bo i byen, selv når deres uddannelse ligger i kommuner uden for København.1 Og bor man ikke i byerne, kan man længes efter dem. Byer er populære rejsemål, og turen går til de største som Berlin, Paris, London, Rom, Barcelona og København. Hér ligger adspredelsen i at slentre ad smalle gader i travle kvarterer eller sætte sig et godt sted for at kigge på de lokale. Jeg er tydeligvis ikke den eneste, som holder af byen. Tvært imod synes rigtig mange at være draget mod den. Og særligt når den er allermest by: tæt, høj og fuld af mennesker. Og alligevel. Mange er tilsyneladende også enige om, at byen er et problem, og modsætter sig planer om at gøre den større og tættere. Det gælder dem, der allerede bor i byen. Men også mange, der lever af at mene noget om byens udvikling, eller træffer beslutning om, hvad der skal ske med den politisk. Store byudviklingsprojekter i København har, så længe jeg kan huske, været kamppladser. Fra Kalvebod Brygge blev udviklet først i 1990’erne og frem til Amager Fælled i dag, har stednavne som Krø yers Plads, Kløvermarken og senest Strandengen været synonymt med modstand. Her blev planlagte byggeprojekter aldrig til noget, fordi pres fra naboer, underskriftsindsamlinger og nyhedsmedier på et tidspunkt vendte det politiske flertal. Og er nybyggerierne først opført, gør det ikke kritikken mindre. Meningsdannere har kaldt Københavns nye kvarterer alt fra ”kedsomheder” i den milde variant til ”spekulationsbyggeri” og ”prisgivet til markedets luner” i de lidt skrappere udgaver.2 Særligt de seneste
9
Et forsvar for storbyen.indd 9
09.07.2021 14.48
E T F ORS VA R F OR S TO RB YEN
år er modstanden vokset. Nogle opfordrer nu københavnerne til at ”ta’ byen tilbage”.3 Der er ligefrem dannet en facebookgruppe, som med betegnelsen ”Arkitekturoprøret” har samlet sine knap 8.000 følgere om et ”folkeligt oprør” mod de bygninger, der skyder op i landets store byer.4 Også på Christiansborg er de optaget af byen omkring dem, men sjældent for at fremme den. Blå som røde regeringer flytter statslige arbejdspladser væk. Investeringer i ny infrastruktur lægges uden for hovedstaden. Nu skal også byens uddannelsesmiljøer splittes op, og pladser skal oprettes længere fra København og de øvrige store byer. Med eufemismer om et land ”i balance” er store pengesummer de seneste år flyttet fra hovedstaden til resten af landet gennem den kommunale udligning. Senest er byboerne selv blevet gjort til en del af problemet. De mange nye københavnere er for rige, for veluddannede og – paradoksalt nok – samtidig for almindelige, lyder kritikken. Stigende boligpriser har beriget byens boligejere hurtigere og mere end andre steder i landet. Mange meningsdannere har set det og taler om, at byen bliver mere delt i velhaverkvarterer på den ene side og socialt udsatte byområder på den anden. At København, som en aktuel bog fra en forfattergruppe anført af debattøren Lars Olsen forklarer, er blevet et sted, hvor ”rige børn leger bedst”.5 Men også at den er blevet kedeligere. Mere ”manikureret”.6 At de mange veluddannede københavnerne bringer middelklassens konforme livsstil ind og skubber de svage københavnere og skæveste eksistenser ud. Og nu tilbage til min undren: Mange holder af byen. Men i debatten tales den ned. Aldrig har København været så eftertragtet, og alligevel synes der at være enighed om, at udviklingen har været og er forkert. Tusindvis af danskere søger en bolig i København. Men planer om at lade byen
10
Et forsvar for storbyen.indd 10
09.07.2021 14.48
Forord
vokse mødes med modstand. Der er intellektuel og politisk kapital i at angribe byen og dens vækst. Få kommer den til forsvar. Med denne bog vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, byens kritikere tager fejl. Jeg vil vise, at Københavns udvikling de seneste mange år har gjort byen mere bæredygtig og fremmet Danmarks muligheder i klima- og biodiversitetskrisen. At de mange mennesker har skabt en bedre by, som er oplevelsesrig og giver vidt forskellige københavnere en chance for at opnå den tilværelse, de ønsker sig. Og at ja, byens kontraster mellem rig og fattig er blevet større. Men at det netop er, fordi den er et godt sted at være for begge grupper. At der bag de så udskældte nye boligområders beton, sten og glas gemmer sig en grøn succeshistorie. At det derfor gælder om at lade byen vokse. Vi har brug for mere, ikke mindre, storby i Danmark. For at fortælle den historie kommer jeg i bogen først omkring byens boliger. De er på mange måder nøglen til dens bæredygtighed. Her bor mange nemlig småt, tæt og højt, er sparsommelige med vand og varme og smider få ting ud. Denne del af bogen kommer også ud blandt morgenpendlertrafikkens cyklister og bus-, tog- og metropassagerer og forklarer, hvorfor det kun er i den tætteste del af byen, de lader bilen stå. Jeg beskriver de fællesskaber, som opstår i byen, når mange deles om ressourcerne. Hvad enten vi taler om varmen i rørene under bygningerne eller legepladsen imellem dem. Herefter tager bogen turen ud i de mindre befolkningsrige landområder. Her er udfordringen paradoksalt nok manglen på plads. Klimakrisen giver et akut behov for skov, som kan indfange CO2 fra atmosfæren i stammer, grene og blade. Samtidig er biodiversiteten under pres. Dyre- og plantearter forsvinder med alarmerende fart, og det er afgørende, at der kommer flere og vildere naturområder i landskabet. Begge dele kræver plads, som byen kan levere, fordi den koncentrerer mennesker, bygninger og veje på så lille et område som muligt.
11
Et forsvar for storbyen.indd 11
09.07.2021 14.48
E T F ORS VA R F OR S TO RB YEN
Tilbage i byen forklarer jeg dernæst, at byboere har adgang til oplevelser og muligheder, som ikke findes andre steder. De mange mennesker er et af byens kendetegn – og dens største attraktion. Menneskene gør gaderne trygge og giver alle noget at kigge på. Men mere end dét; de skaber tilbud, som kun er mulige, hvor der er mange. Uanset om præferencen er for en snæver form for musik, en særlig hobby eller en bestemt type partnere i kærlighedslivet. Byer har derfor ikke et problem med livskvaliteten. Tværtimod kan man her finde sammen med andre, som deler interessen for lige netop det, man går op i. Men København er blevet mere rig. For mange med beskedne indkomster er den også blevet mere rå. Hvor skal de finde bolig? Spørgsmålet er uden tvivl et af de vigtigste, som storbyen i disse år skal besvare, og er det næste, jeg tager fat på i bogen. Og det gør jeg først og fremmest ved at bringe nogle vigtige nuancer ind i debatten. Tror man, at København er tømt for mangfoldighed, tager man fejl. Kontrasterne er større, ja, men byen rummer fortsat mennesker fra samfundets top og bund. Den er de seneste årtier også blevet mere attraktiv for det brede gennemsnit af danskere. Og skal der komme flere billige boliger, går løsningen uanset hvad om byggepladsen. Uden mere byggeri får vi aldrig et større boligudbud, som kan betales af almindelige mennesker. I bogens sidste kapitler kommer jeg derfor omkring Københavns store byudviklingsområder. Det er her, byens fremtid i disse år afgøres. Det seneste årti er Københavns byggeplaner blevet mødt med meget modstand, men ofte handler kampen om noget andet og mere end det konkrete byggeprojekt. Protesterne søger mere generelt at sætte en stopper for, at der overhovedet bygges mere i byen. I stedet for at deltage i en konstruktiv samtale om, hvordan byens nye kvarterer kan udvikles og forbedres, står de kæmpende med korslagte arme. Mit håb er derfor, at bogen bidrager til, at vi kommer ud over
12
Et forsvar for storbyen.indd 12
09.07.2021 14.48
Forord
de uforsonlige kampe, hvor mange blot siger ’nej!’ når de inviteres ind i dialogen om byudviklingen. At den i stedet vil åbne fleres øjne for storbyens kvaliteter, og at de vil se gevinsten ved, at byen bliver større. På nedlagte industrigrunde, tidligere lossepladser og udtømte havnearealer har de centrale dele af København plads til nye boliger, som i princippet kunne rumme hele Danmarks befolkningsvækst de kommende 15 år. Rigtig mange ønsker en bolig netop her, og byen bliver kun bedre af flere mennesker. Åbne landområder kan spares for nye bebyggelser, veje og infrastruktur. Og med mindre boliger, beskedent energiforbrug, mere kollektiv transport, flere cykler og færre biler ville Danmark stå lidt bedre rustet i klimakampen. Hvorfor så holde byen tilbage? Siden 2006 har jeg været heldig ikke blot at bo i byen men at arbejde for og med byer. Særligt har jeg beskæftiget mig med klima- og miljøproblemet. Ikke blot hvordan byerne selv kan blive grønnere og nedbringe drivhusgasserne, som er kilden til klimakrisen, men også deres muligheder for at spille en global rolle, der bringer alle nærmere en løsning. Først er det foregået i København, hvor jeg i kommunens Overborgmestersekretariat og Teknik- og Miljøforvaltning har været med til at udvikle nogle af de planer, som skal nedbringe byens udledninger og fremme københavnernes muligheder for at cykle, genbruge deres affald og meget andet. Herefter har min arbejdsplads på en måde været byer i hele verden. De seneste seks år har jeg i den globale by- og klimaorganisation C40 Cities bistået borgmestrene i et netværk af 97 globale storbyer til i samarbejde at sætte tempo på den grønne omstilling.7 Som mange andre er jeg overbevist om, at klimakrisen er vor tidsalders største opgave og udfordring. Den globale ophedning af kloden vil ændre livet, som vi kender det, og byer er sårbare. Allerede i dag sættes der år for år nye globale varmerekorder. Hedebølger for-
13
Et forsvar for storbyen.indd 13
09.07.2021 14.48
E T F ORS VA R F OR S TO RB YEN
årsager ødelæggende skovbrande og påvirker fødevareforsyningen. Havvandsstigninger og ekstremt vejr skaber oversvømmelser, koster menneskeliv og ødelægger værdier for milliarder. Klodens vandressourcer nedbrydes og udtømmes. C40 har beregnet farerne, som er i sigte for klodens byboere, og tallene er uhyggelige. I 2050 er udsigten, at mindst 1,6 milliarder mennesker vil leve med sommertemperaturer, der gennemsnitlig overstiger 35 grader. Havvandsstigninger ventes i 2050 at udsætte mindst 800 millioner globale byboere for hyppige oversvømmelser. Og i 2050 forventes det, at mindst 650 millioner vil mangle drikkevand.8 Og alt det alene i verdens mest befolkningsrige byer. Alle bliver i sidste ende ramt. I bogen gør jeg derfor særligt meget ud af beskrivelsen af byernes betydning og muligheder i klimakrisen. Og når jeg gennem kapitlerne taler om ”bæredygtighed” eller om ”grønne byer”, er det typisk klimaet, jeg taler om. I den nuværende krise giver det ikke rigtig mening at betegne en bestemt udvikling som positiv, eller at beskrive noget som bæredygtigt, hvis ikke det medvirker til at nedbringe drivhusgasserne og bringe kloden nærmere en klimasikker fremtid. Det betyder ikke, at klimaet er det eneste problem, vi står med, eller det eneste, som er værd at beskæftige sig med, når vi taler om bæredygtighed. Tabet af biodiversitet; rovdriften på klodens ressourcer; overforbrug i nogle dele af verden koblet med sult og fattigdom i andre dele af verden; køns- og racebetinget ulighed; alle er de problemer af enorm og afgørende betydning. De er også alle forbundet med klimakrisen og forstærkes af den. For eksempel truer den globale ophedning levestederne for mange af klodens planter og dyr, og den ødelægger livsgrundlaget for mange mennesker, for eksempel når skovbrand tvinger dem til at forlade deres boliger, eller oversvømmelser ødelægger deres afgrøder. Jeg kommer i bogen ind på mange af udfordringerne. Men det centrale fokus i forbindelse med bæredygtigheden er klimaet. De centrale spørgsmål, jeg gen-
14
Et forsvar for storbyen.indd 14
09.07.2021 14.48
Forord
nem bogen stiller om byens udvikling, drejer sig typisk om, hvordan byen kan styrke vores chancer for at komme ud af klimakrisen. Med min erfaring fra København og det globale C40-netværk tøver jeg ikke med at konkludere, at byer overalt tager ansvar i klimakrisen. De finder på nye virkningsfulde initiativer som eksempelvis Londons betalingsring, som siden 2003 succesfuldt har fået biler ud af bymidten, forbedret luftkvaliteten og inspireret andre metropoler som eksempelvis Stockholm til at gå samme vej. De går til kanten med skrappe miljøregler som for eksempel New York, der stiller krav til de ældste og mest ikoniske bygninger på Manhattan om klimarenoveringer og markant nedsat energiforbrug, og regner med, at det vil nedbringe udledningerne med 7 procent, svarende til at tage 900.000 biler af vejene. Og de investerer løbende i forbedringer af infrastrukturen som for eksempel Santiago i Chile, der med 800 el-busser og yderligere 2.000 på vej snart har udskiftet samtlige busser til et grønt alternativ.9 Man kunne fylde en bog med storbyernes grønne løsninger. Men det er ikke den bog, jeg har skrevet her. Trængselsafgifter og el-busser, eller i Københavns tilfælde havnebade og cykelbroer, er alle opsigtsvækkende og vigtige initiativer. Jo flere byer der låner den slags idéer fra hinanden, jo bedre. Men mit ærinde er ikke at beskrive enkeltstående cases drevet frem af driftige borgmestre rundtomkring i verden. Er man interesseret i de beretninger, er der andre gode bøger at starte med.10 I stedet fokuserer jeg her på det særegne ved byen. Det, der adskiller den fra andre måder at bo og leve på, for eksempel forstædernes parcelhuskvarterer eller landområdernes spredte bebyggelser. Min metode er at se det hele lidt fra oven. Hvad sker der, når mange mennesker bor tæt sammen i byernes etageboliger? Bruger de flere eller færre ressourcer? Hvad klarer de selv, og hvad må de deles om? Får de nye vaner og forbrugsmønstre? Og hvad hvis alle levede som dem? Hvordan ville det stille Danmark i kapløbet om at
15
Et forsvar for storbyen.indd 15
09.07.2021 14.48
E T F ORS VA R F OR S TO RB YEN
nedbringe drivhusgasserne og styrke biodiversiteten? Ville Danmark blive et bedre sted at bo? I bogen forsøger jeg også at se bag om det, der tager sig grønt ud, og i stedet fokusere på det, der vitterlig er det. Solceller, plantekasser, genbrugsmaterialer og mini-vindmøller er alle tegn, som nemt aflæses som grønne og bæredygtige. Og isoleret set er der intet i vejen med den slags initiativer. Men ender de som spredte eksempler, uden relevans for de mange eller nogen substantiel og dokumenteret reduktion i CO2- og ressourceregnskabet, er de reelt uden effekt. Så bliver de aldrig andet eller mere end tegn. En nybygget boligblok i Ørestad skilter ikke nødvendigvis med bæredygtigheden. Men her lever måske 50 familier i en gennemisoleret ejendom med minimalt energiforbrug og grøn fjernvarme i rørene og stort set uden brug af bil i hverdagen. Og en sådan ejendom kan opføres igen og igen. Her er der en mulighed for, at det rent faktisk gør en forskel for de mange og i det store klimaregnskab. Til sidst et ord om, hvad jeg mener, når jeg taler om ”byen”. I bogen definerer jeg byer ved deres befolknings- og bebyggelsestæthed. Det kan synes indlysende, men det særegne ved byer er, at mange mennesker bor og arbejder tæt sammen inden for et lille område. Det giver byen dens kendetegn, for eksempel bygninger i mange etager, travle gader og pladser med mange fodgængere, cykler og biler og den markante infrastruktur med busser, letbaner og metro. Jo flere mennesker og bygninger inden for en bestemt størrelse areal, jo mere by er en by. En kommune som København er stort set by fra ende til anden, men ikke helt. Den rummer også Amager Fælleds vidtstrakte ubebyggede og ubefolkede områder. En kommune som Frederiksberg er det helt og holdent. Når jeg i bogen taler om København, er det området, som omfattes af begge kommuner, jeg har i tankerne. Mange ville være uenige og opfatte det meste af hovedstads-
16
Et forsvar for storbyen.indd 16
09.07.2021 14.48
Forord
området som København. Og de har på sin vis ret, for områdets mange kommuner hænger sammen i en helhed, hvor beboere i stort tal pendler fra eksempelvis Ballerup, Hørsholm eller Vallensbæk ind til arbejdspladserne i de centrale dele af byen. Men den type kommuner er typisk præget af lavere og mere spredte bebyggelser med mange enfamiliehuse og haver. Deres tæthed er langt fra den, man finder i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Derfor betegner jeg dem i bogen ikke som en del af byen eller en del af København. I stedet taler jeg om forstads- eller omegnskommuner. København er bogens gennemgående eksempel på storbyen. Men når jeg i de følgende kapitler forklarer byernes kendetegn og deres udfordringer og muligheder, er det relevant alle de steder i Danmark, hvor mennesker lever tæt, og bygningerne står i etager. Sådanne områder findes også i Aarhus, Odense og Aalborg. Langt størstedelen af de danske købstæder har bykvarterer, hvor der bor mange mennesker, og bygningsmassen er mere kompakt. Når en af mine centrale anbefalinger er, at byerne skal have lov at vokse og blive tættere, har det derfor også relevans uden for København. Mange steder kan bidrage til en grønnere, mere oplevelsesrig og frem for alt klimasikker fremtid ved at rykke tættere sammen i byerne. Bogen her forklarer, hvorfor det hænger sådan sammen, og opfordrer til, at byens modstandere betænker sig, så vi kan drage bedre nytte af dens mange fordele. Men nu er det på tide at komme i gang med mit forsvar for storbyen. Det starter et andet sted i et lille landsamfund godt 50 kilometer nord for København. > Dyssekilde blev opført i 1990’erne af en gruppe engagerede danskere med drømme om at skabe deres egen by fra grunden. Det er Danmarks første økosamfund og har siden været inspiration for andre og lignende eksperimenter. Er det her, man finder opskriften på et mere bæredygtigt samfund? Foto: Morten Langkilde
Et forsvar for storbyen.indd 17
09.07.2021 14.48
Et forsvar for storbyen.indd 18
09.07.2021 14.48
Et forsvar for storbyen.indd 19
09.07.2021 14.48