Et godt plot

Af samme forfatter: Det burde du have vidst

Et godt plot_TRYK.indd 2

17.11.2021 16.39

Jean Hanff Korelitz

Et godt plot roman

På dansk ved Betty Frank Simonsen

Gads Forlag

Et godt plot_TRYK.indd 3

17.11.2021 16.39

Et godt plot er oversat fra amerikansk af Betty Frank Simonsen efter The Plot Copyright © 2021 by Jean Hanff Korelitz Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2022 Published by agreement with William Morris Endeavor Entertainment, LLC 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Anne Twomey Digital billedbehandling: Tom Hallman Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige.

ISBN: 978-87-12-06666-8 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Der citeres fra følgende værker: Dante: Den guddommelige komedie (1320), på dansk ved Ole Meyer (Multivers, 2004) Evelyn Waugh: Gensyn med Brideshead (1945), på dansk ved Vibeke Malthe-Bruun (Lindhardt og Ringhof, 2006)

Et godt plot_TRYK.indd 4

17.11.2021 16.39

Til Laurie Eustis

Et godt plot_TRYK.indd 5

17.11.2021 16.39

Et godt plot_TRYK.indd 6

17.11.2021 16.39

Gode forfattere låner, store forfattere stjæler.

– T.S. Eliot (muligvis stjålet fra Oscar Wilde)

Et godt plot_TRYK.indd 7

17.11.2021 16.39

Et godt plot_TRYK.indd 8

17.11.2021 16.39

FØRSTE DEL

Et godt plot_TRYK.indd 9

17.11.2021 16.39

Et godt plot_TRYK.indd 10

17.11.2021 16.39

KAPITEL ET

Enhver kan blive forfatter

Jacob Finch Bonner, den engang så lovende forfatter til romanen Forundringens opfindelse, som var at finde under “Nye & nævneværdige” i The New York Times Book Review, låste sig ind på det kontor, han var blevet tildelt på første sal i Richard Peng Hall. Han lagde den slidte skuldertaske fra sig på det tomme skrivebord og så sig omkring med en følelse, der mindede om fortvivlelse. Kontoret var hans fjerde kontor i Richard Peng Hall i løbet af lige så mange år, og det var ikke stort bedre end de andre tre, men i det mindste vendte vinduet bag skrivebordet ud mod en universitetsagtig gangsti under nogle træer og ikke ud mod den parkeringsplads, han havde siddet og kigget på i løbet af sit andet og tredje år, eller skraldecontaineren fra første år (hvor han paradoksalt nok havde været tættere på højdepunktet for sin “litterære berømmelse” og måske kunne have håbet på noget pænere). Det eneste i lokalet, der udstrålede noget tilnærmelsesvist litterært – og nogen form for varme i det hele taget – var den tyndslidte læderskuldertaske, som Jake brugte til at transportere sin computer og teksterne fra de elever, der snart nærmede sig. Den havde Jake gået med i årevis. Han købte den med en slags forfattermæssig selvbevidsthed på et loppemarked, kort før

11

Et godt plot_TRYK.indd 11

17.11.2021 16.39

hans debutroman skulle udkomme. Sådan ung, anerkendt forfatter bruger stadig den gamle taske, han gik med, da han kæmpede for at slå igennem! Enhver rest af håb om at blive det menneske var nu for altid udslukt. Også selv om han ikke kunne forsvare at bruge penge på en ny taske. Ikke længere.

Richard Peng Hall var en tilbygning fra tresserne, en ikke just køn bygning i hvid beton bag idrætshallen og ved siden af nogle kollegier, der blev bygget for at huse begge køn, da Ripley College begyndte at optage kvinder i 1966 (hvilket faktisk placerede dem i en frontløberposition blandt universiteter). Richard Peng var en ingeniørstuderende fra Hong Kong, og selv om hans store formue nok snarere skyldtes den skole, han gik på efter Ripley College (nemlig Massachussets Institute of Technology), så havde den skole nægtet at opføre en Richard Peng Hall, i hvert fald for den sum penge, Richard Peng havde sat af til det. Richard Peng Hall skulle egentlig have huset ingeniøruddannelsen, og bygningen emmede stadig af teknisk universitet, med glaslobbyen, som altid var tom, de lange, nøgne gange, og den sjælsudslukkende beton. Men da Ripley skilte sig af med ingeniøruddannelsen i 2005 (faktisk skilte universitetet sig af med alle tekniske og socialvidenskabelige uddannelser) og helligede sig, som dets febrilske bestyrelse udtrykte det, “de kunstneriske og humanistiske studieretninger i en verden, som i stigende grad undervurderer og har brug for dem”, blev Richard Peng Hall omdannet til hjemsted for en Master of Fine Arts-uddannelse i fiktion, lyrik, and selvbiografisk prosa (memoir).

Så forfatterne drog til Richard Peng Hall på Ripley College, i dette underlige, nordlige hjørne af Vermont, så tæt på det sagnomspundne Northeast Kingdom, at det bar præg af områdets særheder (Northeast Kingdom havde huset en lille, men hårdfør kristen sekt lige siden halvfjerdserne), men dog ikke så langt fra Burlington og Hanover, at man var ude, hvor kragerne vendte. Selvfølgelig havde Ripley College haft undervisning i kreativ skrivning siden

12

Et godt plot_TRYK.indd 12

17.11.2021 16.39

halvtredserne, men aldrig på en så seriøs, for ikke at sige dynamisk måde. Man smed ting på studieplanerne hos de uddannelsesinstitutioner, der håbede på overlevelse, da kulturen ændrede sig, og de studerende, på deres evigt studentikose måde, begyndte at komme med krav: kvindestudier, afroamerikanske studier, et IT-center, der faktisk anerkendte, at computere var blevet en ting. Men da Ripley kom i krise sidst i firserne, og da universitetet kastede et langt og ængsteligt blik på mulighederne for overlevelse, var det – surprise! – kreativ skrivning-delen, der viste sig at være den mest håbefulde vej frem. Så universitetet havde lanceret sin første (og foreløbig eneste) kandidatuddannelse, Ripley Symposium for kreativ skrivning, og i løbet af de følgende år havde symposiet nærmest opslugt resten af universitetet, indtil der ikke var andet tilbage end denne skrivelinje med modulundervisning, som passede meget bedre til studerende, der ikke kunne smide alt, hvad de havde i hænderne, for en toårig uddannelse. Og som heller ikke burde blive bedt om det! Det at skrive var, ifølge Ripleys glittede brochure og forførende hjemmeside, ikke en elitær aktivitet, der kun var tilgængelig for de få udvalgte.

Alle mennesker havde deres egen unikke stemme og en historie, som ingen andre kunne fortælle. Og enhver – som modtog den rette vejledning og støtte fra Ripley – kunne blive forfatter.

Det eneste, Jacob Finch Bonner nogensinde havde villet være, var forfatter. Det eneste nogensinde, helt tilbage til dengang han boede i en lille forstad på Long Island, som var det sidste sted på Jorden, en seriøs kunstner af nogen art burde være fra, men hvor han ikke desto mindre var så uheldig at vokse op som eneste barn af en skatteadvokat og en skolevejleder. Hvorfor han havde haft den håbløst lille hylde med FORFATTERE FRA LONG ISLAND! på det lokale bibliotek som sin ledestjerne, var ikke til at sige, men det gik ikke ubemærket hen i den unge forfatters hjem. Hans far (skatteadvokaten) havde mange indvendinger (Forfattere tjener ingen penge! Med undtagelse af Sidney Sheldon. Påstod Jake, at han var

13

Et godt plot_TRYK.indd 13

17.11.2021 16.39

den næste Sidney Sheldon?), og hans mor (skolevejlederen) mindede ham konstant om hans middelmådige gennemsnit i sprogfagene.

(Det var dybt pinligt for Jake, at han klarede sig bedre i matematik end i sprog). Der var store udfordringer, som skulle overvindes, men hvilken kunstner mødte ikke store udfordringer? Han var en stædig (og allerede ret konkurrence-mindet og misundelig) læser hele barndommen igennem og afveg fra den obligatoriske læsning for kritisk at sondere terrænet før sine kommende rivaler. Så var han kommet på Wesleyan University på kreativ skrivning-linjen, og begyndte at hænge ud med en sammentømret flok af forfatterspirer, der var lige så vanvittigt ambitiøse som ham selv.

Den unge Jacob Finch Bonner var fuld af drømme om de romaner, han en dag ville skrive. (Bonner-navnet var faktisk ikke helt ægte – Jakes oldefar havde erstattet Bernstein med Bonner hundrede år tidligere – men det var ‘Finch’ heller ikke, for det navn havde Jake taget i high school som en hommage til den roman, der havde vækket hans kærlighed til litteratur). Nogle gange fantaserede han om, at han selv havde skrevet sine yndlingsromaner og gav interviews om dem (altid helt ydmyg, når han beskedent gled af på interview­ erens ros) eller læste op af dem foran et stort, ivrigt publikum i en boghandel eller en fuld foredragssal. Han fantaserede om sit portræt på bogflappen i hardcoverudgaven (og brugte det allerede forældede billede af forfatter-der-læner-sig-ind-over-skrivemaskine eller forfatter-med-pibe som eksempel) og tænkte alt for tit på at sidde ved et bord og signere bøger til en lang række læsere. Tak, ville han elskværdigt sige til hver af dem. Hvor er det venligt af dig.

Ja, det er også en af mine favoritter.

Det var ikke sådan, at Jake aldrig tænkte på det konkrete arbejde med romanerne. Han vidste godt, at bøger ikke skrev sig selv, og at det egentlige arbejde – arbejdet, der udsprang fra ens forestillingsevne, udholdenhed og håndværk – var nødvendigt for, at bøgerne ville komme til verden. Han vidste også, at der var flere om buddet;

14

Et godt plot_TRYK.indd 14

17.11.2021 16.39

mange unge havde det som ham med bøger, og det var endda muligt, at nogle af dem havde mere råt talent end ham, eller måske en mere solid forestillingsevne, eller en større vilje til at få arbejdet gjort. Det var ikke tanker, der huede ham, men det bør siges, at han kendte sig selv. Han vidste, at han ikke ville undervise i engelsk (“hvis nu det med skrivningen alligevel ikke går”) eller begynde at læse jura (“hvorfor ikke?”). Han vidste, at han havde valgt sin bane og var begyndt at svømme og at han ikke ville stoppe med at svømme, før han stod med sin bog i hænderne. Til den tid ville hele verden selvfølgelig have opdaget det, han hele tiden selv havde vidst: Han var forfatter.

Han var en stor forfatter.

Det havde i hvert fald været intentionen.

Det var sidst i juni, og det havde regnet i Vermont i næsten en uge, da Jake åbnede døren ind til sit nye kontor i Richard Peng Hall. Da han trådte indenfor, gik det op for ham, at han havde slæbt mudder med sig hele vejen ned ad gangen og ind på kontoret, og han så ned på sine triste løbesko – som engang havde været hvide, men nu var brune af skidt og møg, og som aldrig blev brugt til at løbe – og kunne mærke, at det var meningsløst at tage dem af nu.

Han havde brugt hele den lange dag på at køre herop fra New York City med to plasticposer fra Food Emporium fulde af tøj og den gamle lædertaske, der indeholdt den næsten lige så gamle computer, på hvilken den roman, han teoretisk set (men reelt ikke) arbejdede på, lå, samt mapperne med elevtekster. Det gik op for ham, at han hvert år tog mindre med sig, når han kørte turen nordpå til Ripley.

Det første år havde han taget en kæmpe kuffert med, proppet med det meste af sit tøj (for hvad var passende beklædning i tre uger i Vermont, når man var omgivet af beundrende studerende og misundelige kolleger?) og alle udprintede udgaver af sin anden roman, hvis deadline han havde en tendens til at brokke sig over sammen med andre. I år havde han kun taget to plasticposer fulde af jeans

15

Et godt plot_TRYK.indd 15

17.11.2021 16.39

og trøjer med og den computer, han nu primært brugte til at bestille mad fra og se videoer på YouTube.

Hvis han stadig havde dette deprimerende job næste år, ville han sikkert ikke engang orke at tage computeren med.

Nej, Jake så ikke frem til det kommende universitetsår. Han så ikke frem til gensynet med kedelige og irriterende kolleger, for ingen af dem var forfattere, han oprigtigt beundrede, og han så slet ikke frem til at foregive at være begejstret for endnu en invasion af ivrige studerende, der alle sammen var overbevist om, at de en dag – hvis ikke de allerede havde gjort det – ville skrive Den store amerikanske roman.

Og mindst af alt så han frem til at foregive, at han stadig selv var forfatter, endsige en stor en af slagsen.

Jake havde selvfølgelig ikke forberedt sig det mindste på det nye semester. Han havde ingen anelse om, hvad der befandt sig af tekstprøver i de irriterende tykke mapper. Da han begyndte på Ripley, havde han overbevist sig selv om, at “fantastisk lærer” var en prisværdig forlængelse af “fantastisk forfatter”, og han havde virkelig nærlæst tekstprøverne fra de mennesker, der betalte ægte penge for at lære af ham. Men de mapper, han nu hev op af skuldertasken, mapperne, som han burde have kigget på for flere uger siden, da de ankom fra Ruth Steuben (universitetets bidske sekretær), havde taget turen fra postkasse til skuldertaske uden nogensinde at lide den tort at blive åbnet og slet ikke nærlæst. Nu sendte Jake dem et olmt blik, som om de var skyld i hans nølen og den forfærdelige aften, han derfor havde i vente.

For hvad var der at sige om de mennesker, hvis indre liv fyldte siderne i de mapper, og som nu nærmede sig det nordlige Vermont og de kønsløse lokaler i Richard Peng Hall med hastige skridt, når de private møder med eleverne begyndte om nogle få dage? Disse studerende, disse glødende lidenskabelige lærlinge, ville ikke være til at kende fra deres tidligere inkarnationer: folk midt i arbejdslivet, som

16

Et godt plot_TRYK.indd 16

17.11.2021 16.39

var overbeviste om, at de kunne sprøjte Clive Cussler-thrillere ud, eller mødre, der bloggede om deres børn og ikke forstod, hvorfor det ikke gav dem en fast tjans på Good Morning America, eller nybagte pensionister, som nu endelig kunne “vende tilbage til litteraturen” (så sikre på, at litteraturen havde gået og ventet på dem). De værste var dem, der mindede Jake om ham selv: “romanforfatterne”. Helt igennem seriøse mennesker, der var fulde af modvilje over for alle, der var kommet dem i forkøbet. Clive Cussler-typerne og morbloggerne var stadig modtagelige over for tanken om, at Jake var en berømt, eller i det mindste “anerkendt”, ung (nu “yngre”) forfatter, men det var de wannabe-David Foster Wallace- eller -Donna Tartt-typer, som helt sikkert befandt sig i stakken af tekster, ikke. Den gruppe var alt for bevidst om, at Jacob Finch Bonner havde kludret i sit første forsøg, ikke var lykkedes med den svære toer eller bare skyggen af en tredje roman og derfor var blevet sendt i det helt særlige helvede, der kun gjaldt “lovende forfattere”, hvorfra det stort set var umuligt at undslippe. (Det passede faktisk ikke, at Jake ikke havde skrevet en tredje roman, men lige i dette tilfælde var en løgn at foretrække.

Der havde skam været en tredje roman, og også en fjerde, men de to manuskripter, som tilsammen udgjorde næsten fem år af hans liv, havde fået afslag fra en lang række forlag, ikke alle lige velansete, lige fra det store forlag, der havde udgivet debutromanen, til det respektable universitetsforlag, som havde udgivet roman nummer to, Efterklange, og videre til de mange, mange små konkurrencer fra små forlag, der stod oplistet bagest i magasinet Poets & Writers, som han havde brugt en lille formue på at deltage i, og som han selvsagt ikke havde vundet. Med disse demoraliserende kendsgerninger i bagagen foretrak han, at de studerende troede, han stadig kæmpede med at hive den mytiske og gigantiske toer i land).

Selv om han ikke havde læst teksterne fra de nye studerende, føltes det, som om Jake kendte dem lige så godt som de tidligere studerende, hvilket var bedre, end han ønskede. Han vidste for

17

Et godt plot_TRYK.indd 17

17.11.2021 16.39

eksempel, at de var mindre talentfulde, end de troede, eller nøjagtig lige så dårlige, som de i al hemmelighed frygtede. Han vidste, at de ønskede sig noget af ham, som han var ude af stand til at levere, og som han aldrig burde have foregivet at kunne. Han vidste også, at de alle ville fejle, og han vidste, at når han forlod dem efter tre ugers undervisning, ville de forsvinde ud af hans liv, og han ville aldrig skænke dem en tanke igen. Og det var faktisk alt, hvad han ønskede sig af dem.

Men først var han nødt til at sælge dem Ripley-fantasien om, at de alle, uanset om de var studerende eller undervisere, var sammen om at være kunstnere, hver med sin unikke stemme og helt enestående historie at fortælle, og at de alle havde fortjent at få den magiske titel forfatter.

Klokken var lidt over syv, og det regnede stadig. Når han endelig mødte sine nye elever den følgende aften til et velkomstarrangement, skulle han smække smilet på og være fuld af personlig opmuntring og den gnistrende vejledning, der gjorde, at hver ny studerende på Ripley Symposiums master of fine arts-uddannelse troede, at den “begavede” (Philadelphia Inquirer) og “lovende” (Boston Globe) forfatter til Forundringens opfindelse var parat til personligt at vise dem vejen ind i den litterære berømmelses paradis.

Desværre gik vejen fra her til der direkte gennem de tolv mapper.

Han tændte for den klassiske Richard Peng-skrivebordslampe og satte sig i den klassiske Richard Peng-kontorstol, som gav et højt hvin fra sig, og så brugte han et godt stykke tid på at følge en linje af snavs tværs over betonvæggen, så han kunne udsætte den lange og utilfredsstillende aktivitet så længe som muligt.

Når han tænkte tilbage på denne aften, som var den sidste i den tid, han senere ville kalde “før”, hvor mange gange ville han så ikke ønske, at han ikke havde taget så grueligt fejl? På trods af al den forbløffende succes, som en af disse mapper medførte, hvor mange gange ville han så ikke ønske, at han var gået baglæns ud

18

Et godt plot_TRYK.indd 18

17.11.2021 16.39

ad det sterile kontor, havde fulgt sine egne mudrede fodspor ned ad gangen, sat sig ind i bilen igen og var kørt de mange timer tilbage til New York og hans helt almindelige, personlige fiasko? Alt for mange gange, men det var lige meget. Det var allerede for sent.

Et godt plot_TRYK.indd 19

17.11.2021 16.39

KAPITEL TO

Heltemodtagelsen

Da velkomstarrangementet gik i gang næste eftermiddag, var Jake ved at løbe tør for kræfter. Han havde slæbt sig igennem morgenens lærermøde efter kun tre timers søvn. Det havde været en lille sejr, at Ruth Steuben endelig flyttede de studerende, der identificerede sig som digtere, væk fra ham og over til de undervisere, der også identificerede sig som digtere. (Jake havde intet at lære håbefulde digtere. Af erfaring vidste han, at digtere ofte læste romaner, men de romanforfattere, der sagde, at de læste digte, var løgnere). Så i det mindste kunne det siges, at de tolv studerende, han havde fået, skrev prosa. Men hvilken skrækkelig prosa! I hans natlige, Red Bull-drevne gennemlæsning hoppede udsigelsespositionerne rundt, som om den sande fortæller var en loppe, der sprang fra person til person, og historierne (eller … kapitlerne?) var både slatne og hektiske, så de i de værste tilfælde ingen mening gav og i de bedste ikke nok. I de enkelte afsnit (og nogle gange i de enkelte sætninger!) var der rod i nutid og datid, og ord blev indimellem brugt på en måde, der gjorde det tydeligt, at forfatteren ikke forstod, hvad de betød. De værste af teksterne fik Donald Trump til at fremstå som den rene ordekvilibrist, og de øvrige kunne ikke beskrives som andet end … ordinære.

20

Et godt plot_TRYK.indd 20

17.11.2021 16.39

Mapperne havde rummet den chokerende opdagelse af et rådnende lig på en strand (ligets bryster var på besynderlig vis beskrevet som “modne honningmeloner”), en andens overdramatiske beretning om at opdage, via DNA-test, at han var “delvist afrikansk”, et stillestående karakterstudie af mor og datter, der boede sammen i et gammelt hus, og begyndelsen på en roman, der foregik ved en bæverdæmning “dybt inde i skoven”. Nogle af teksterne foregav ikke at være litteratur, og de var de nemmeste – at indkredse plottet og tvinge sproget ind i en basal form for forståelighed var nok til, at han kunne retfærdiggøre sin løn og leve op til sit professionelle ansvar – men de mere selvbevidst “litterære” tekster (nogle af dem paradoksalt nok de dårligst skrevne) ville komme til at suge alt liv ud af ham. Det vidste han. Det var allerede ved at ske.

Heldigvis var lærermødet ikke alt for udmattende. (Det var muligt, at Jake havde blundet en lille smule, mens Ruth Steuben rituelt gennemgik Ripleys retningslinjer for sexchikane). De fastansatte undervisere kom rimelig godt ud af det med hinanden, og selv om Jake måske ikke ville sige, at han ligefrem var venner med nogen af dem, havde han dog en fast tradition med at tage en enkelt øl på The Ripley Inn med Bruce O’Reilly, tidligere engelskunderviser på Colby og forfatter til en håndfuld romaner, der var udkommet på et lille forlag i hans hjemstat, Maine. I år var der to nye på lærerværelset, en nervøs digter ved navn Alice, som så ud til at være på Jakes alder, og en mand, der præsenterede sig som “multigenreforfatter” og betonede sit navn, Frank Ricardo, på en måde, som signalerede, at alle burde kende det. Frank Ricardo? Ja, Jake var måske holdt op med at lægge så meget mærke til andre forfattere, da hans fjerde roman modtog alle de afslag – det havde været for hårdt – men han mente alligevel ikke, han burde have hørt om en Frank Ricardo. (Havde en Frank Ricardo vundet National Book Award eller Pulitzerprisen? Havde en Frank Ricardo sendt en debutroman direkte ind på New York Times’ bestsellerliste udelukkende

21

Et godt plot_TRYK.indd 21

17.11.2021 16.39

ved at gå viralt fra mund til øre?) Efter Ruth Steuben afsluttede sin recitation og gennemgik skemaerne (de daglige og ugentlige, aftensamlingerne, deadlines for skriftlige evalueringer og bedømmelserne til de skrivepriser, der skulle uddeles i slutningen af året), sagde hun farvel med en smilende, men benhård, påmindelse om, at velkomstarrangementet ikke var valgfrit for undervisere. Jake ræsede ud ad døren, inden hans kolleger – de gamle og de nye – kunne nå at sige noget til ham.

Den lejlighed, han havde lejet, lå få kilometer øst for Ripley, på en vej, der rent faktisk hed Poverty Lane. Lejligheden tilhørte en lokal landmand – eller rettere hans enke – og havde udsigt til en nedslidt lade på den anden side af vejen, som engang havde huset malkekvæg. Nu lejede enken jorden ud til en af Ruth Steubens brødre og havde dagpleje inde i stuehuset. Hun sagde, at hun ikke helt forstod det, Jake lavede, og heller ikke forstod, hvordan man kunne undervise i det på Ripley, og hvem der dog kunne finde på at betale for at lære den slags, men hun havde holdt lejligheden til ham hvert år siden hans første semester på Ripley. En stille, høflig lejer, som betalte til tiden, var åbenbart så sjælden, at det gav mening.

Han var kommet i seng ved firetiden og havde sovet til ti minutter før lærermødet. Det var ikke nok. Nu trak han gardinet for og gik ud som et lys. Han vågnede klokken fem og begyndte at finde sit pokerfjæs frem til den officielle start på semesteret.

Arrangementet foregik på den grønne plæne omgivet af de ældste af Ripleys bygninger, som – i modsætning til Richard Peng Hall – var universitetsagtige og faktisk ret pæne. Jake kom kylling og majsbrød på en paptallerken og stak hånden ned i en kølebeholder efter en Heineken, men i det samme lænede nogen sig ind mod ham og en lang arm dækket af lyse hår puffede hans egen ud af kurs.

“Det må du sgu undskylde,” sagde den fremmede og lod sine fingre lukke sig om det, der havde været Jakes ølflaske, hvorefter han hev den op af vandet.

22

Et godt plot_TRYK.indd 22

17.11.2021 16.39

“Okay,” sagde Jake automatisk.

Sådan et ynkeligt lille øjeblik. Det fik ham til at tænke på tegneserier med bodybuildere i gamle tegneseriehæfter: Et stort brød sparker sand i hovedet på en lille svækling på halvtreds kilo. Hvad har svæklingen tænkt sig at gøre ved det? Selv blive et stort brød med kæmpe muskler, selvfølgelig. Fyren, der var mellemblond, bredskuldret og af middel højde, havde allerede vendt sig bort, åbnede flasken og satte den mod læberne. Jake kunne ikke se idiotens ansigt.

“Mr. Bonner.”

Jake rettede sig op. En kvinde stod ved hans side. Det var hende den nye fra lærermødet i formiddags. Alice et eller andet. Hende den nervøse.

“Hej. Du hedder Alice, ikke?”

“Alice Logan. Jo. Jeg ville bare lige sige, hvor meget jeg holder af dit arbejde.”

Jake mærkede og noterede sig den fysiske fornemmelse, der altid fulgte en sætning som denne, som han stadig mødte fra tid til anden. I denne sammenhæng kunne “arbejde” ikke betyde andet end Forundringens opfindelse, en stilfærdig roman, der foregik i hans hjemstavn i Long Island, med en hovedperson ved navn Arthur.

Arthurs dybe fascination af Isaac Newtons liv og tænkning var romanens røde tråd og et fast holdepunkt i det kaos, der opstår, da hans bror pludselig dør. Arthur var ikke, med streg under ikke, en stand-in for Jakes eget yngre jeg. (Jake havde ingen søskende, og han havde været nødt til at lave grundig research for at skabe en person, der vidste så meget om Isaac Newtons liv og tænkning!).

Forundringens opfindelse var skam blevet læst af mennesker, der holdt af romaner, og som gik op i, hvor romankunsten var på vej hen, og han gik ud fra, at det stadig skete indimellem. Ingen havde nogensinde sagt “jeg holder af dit arbejde” i forbindelse med Efterklange (en novellesamling, som hans første forlag havde givet afslag på, og som Diadem Press ved State University of New York – et

23

Et godt plot_TRYK.indd 23

17.11.2021 16.39

meget anerkendt universitetsforlag! – havde forvandlet til “en roman fortalt gennem korte, forbundne historier”), på trods af at utallige eksemplarer samvittighedsfuldt var blevet sendt ud til anmeldere (hvilket havde resulteret i nul anmeldelser).

Det burde stadig føles godt, når det skete, men det gjorde det underligt nok ikke. Faktisk gjorde det ham ilde til mode. Men gjorde alt egentlig ikke det?

De gik hen og satte sig ved et af havebordene. I kølvandet på Heineken-tyveriet havde Jake helt glemt at tage en ny øl.

“Den var så kraftfuld,” fortsatte hun. “Og du var … hvad, femogtyve, da du skrev den?”

“Ja, deromkring.”

“Jeg var helt blæst bagover.”

“Tak, det er pænt af dig.”

“Jeg var på kandidatuddannelsen, da jeg læste den. Jeg tror faktisk, vi læste det samme sted. Men ikke på samme tid.”

“Nå?”

Jakes uddannelse – og tilsyneladende også Alices – havde ikke været denne nye form for moduluddannelse, men den mere klassiske drop-hele-dit-liv-og-hellig-dig-din-kunst-i-to-år, og det var også en langt mere anerkendt uddannelse end den på Ripley. Uddannelsen foregik på et universitet i Midtvesten og havde en lang historie med at fremavle digtere og forfattere, som havde stor betydning for det litterære USA, og den havde været så svær at komme ind på, at det havde taget Jake tre år (i løbet af hvilke han havde set mindre talentfulde venner og bekendte blive optaget). Han havde tilbragt de år i en mikroskopisk lejlighed i Queens og arbejdet for et litterært agentur med en særlig interesse i science fiction og fantasy. Science fiction og fantasy, to genrer han aldrig selv havde været tiltrukket af, lod til at appellere til en ret stor andel af – ja, hvorfor ikke bare sige det, som det er – rablende sindssyge typer. Ikke at Jake havde så meget at sammenligne med, for alle de hæderkronede litterære

24

Et godt plot_TRYK.indd 24

17.11.2021 16.39

agenter havde givet afslag på de ansøgninger, han sendte. Fantastic Fictions, LLC, et tomands-agentur i Hell’s Kitchen (nærmere betegnet i det lille baglokale i en af ejernes lange railroad-lejlighed i Hell’s Kitchen) havde cirka fyrre forfattere i sin portefølje, og de fleste af dem flygtede ud til større agenter, så snart de oplevede nogen form for succes. Jakes opgave havde været at pudse en advokat på de utaknemmelige forfattere, afholde håbefulde forfattere fra at beskrive deres romanserier i ti bind (skrevne eller uskrevne) for agenterne i telefonen, og mest af alt at læse det ene manuskript efter det andet om dystopiske paralleluniverser på fjerne planeter eller dystre afstraffelsessystemer dybt under jordens overflade, eller om bataljoner af postapokalyptiske oprørere, der ville vælte sadistiske krigsherrer.

En enkelt gang havde han endelig opsporet en spændende mulighed; en roman om en modig ung kvinde, der flygtede fra en koloniseret fængselsplanet om bord på et intergalaktisk skraldeskib og opdagede en mutantbefolkning i skraldet, som hun forvandlede til en hævntørstig hær. Der var klart potentiale i romanen, men de to fjolser, der havde hyret ham, lod manuskriptet ligge og flyde på deres skrivebord i flere måneder og undveg alle hans påmindelser. Til sidst havde Jake opgivet, og et år senere, da han i Variety læste om ICM’s salg af bogen til Miramax (med Sandra Bullock tilknyttet), havde han omhyggeligt klippet artiklen ud. Seks måneder senere, da han endelig modtog sin gyldne billet til kandidatuddannelsen og sagde sit job op – en glædens dag! – havde han lagt udklippet oven på det støvede manuskript. Han havde gjort det, han var blevet hyret til. Han havde altid haft blik for et godt plot.

I modsætning til mange af hans medstuderende (hvoraf nogle allerede havde fået udgivet ting, mest i litterære magasiner, men en enkelt – heldigvis en digter og ikke en romanforfatter – i forpulede The New Yorker!) havde Jake ikke spildt et eneste sekund af de to dyrebare år. Han havde pligtskyldigt deltaget i alle timer,

25

Et godt plot_TRYK.indd 25

17.11.2021 16.39

forelæsninger, oplæsninger, workshops og uformelle arrangementer med redaktører og litterære agenter fra New York og havde nægtet at svælge i den (fiktive) lidelse, der blev kaldt “skriveblokering”. Når han ikke var til timer eller til forelæsninger, skrev han, og i løbet af de to år havde han flikket et tidligt udkast sammen til det, der blev Forundringens opfindelse. Det indsendte han som sit speciale og til alle de priser, man kunne vinde på uddannelsen. Han vandt én af dem. Og deraf fulgte en agent.

Det viste sig, at Alice var ankommet til universitet, få uger efter han selv var rejst. Hun havde været der det følgende år, da roman­en udkom, og en kopi af omslaget var blevet sat op på skolens opslagstavle med overskriften ELEVUDGIVELSER. “Så spændende, altså! Kun et år efter du blev færdig.”

“Ja. Berusende følelse.”

Ordene hang lidt imellem dem som noget ubehageligt og tungt.

Lidt efter sagde han: “Så du skriver lyrik.”

“Ja. Min første samling udkom sidste efterår. På University of Alabama.”

“Tillykke. Jeg ville ønske, jeg læste mere lyrik.”

Det ville han faktisk ikke, men han ville ønske, at han ønskede, han læste mere lyrik, og det måtte da også tælle.

“Jeg ville ønske, jeg kunne skrive en roman.”

“Det kan du måske.”

Hun rystede på hovedet. Det virkede, som om … det var sikkert helt i skoven, men sad denne lyriker egentlig og flirtede med ham?

Hvorfor i himlens navn gjorde hun det?

“Jeg ville ikke ane hvordan. Jeg mener, jeg elsker at læse romaner, men jeg er helt udmattet, når jeg bare har skrevet en linje. Jeg kan slet ikke forestille mig at skrive den ene side efter den anden, for slet ikke at tale om alle de personer, der skal være troværdige, og en historie, der skal overraske. Det er så absurd, at folk overhovedet kan det. Og mere end én gang! Jeg mener, du skrev jo en til, ikke?”

26

Et godt plot_TRYK.indd 26

17.11.2021 16.39

Jo, og en tredje og en fjerde, tænkte han. En femte, hvis man regnede den med, der lå på hans computer, som han ikke havde kigget på i et års tid, fordi han havde mistet modet. Han nikkede.

“Da jeg tog det her job, var du den eneste af lærerne, jeg kendte.

Altså, som jeg havde læst noget af. Jeg tænkte, at det sikkert var okay, hvis du var her.”

Jake tog en forsigtig bid af sit majsbrød: tørt som forventet. Han havde ikke mødt denne form for forfatterbekræftelse i nogle år, og det var utroligt, hvor hurtigt alle de berusende varme følelser skyllede ind over ham igen. Det var sådan her, det var at blive beundret, og eftertænksomt beundret endda, af en, der vidste, lige præcis hvor svært det var at skrive god og transcenderende prosa! Han havde engang forestillet sig, at hans liv ville blive fuldt af møder som dette, ikke bare med forfatterkolleger og hengivne læsere (af hans evigt ekspanderende, evigt voksende oeuvre), men med studerende (måske, med tiden, på et meget bedre universitet), der var henrykte over at have fået Jacob Finch Bonner, den lovende, unge forfatter, som deres vejledende forfatter/underviser. Den form for underviser, man kunne drikke en øl med, når timen var slut.

Ikke at Jake nogensinde drak en øl sammen med sine elever.

“Det er pænt af dig at sige,” sagde han til Alice med påtaget beskedenhed.

“Jeg begynder som adjunkt på Hopkins her til efteråret, men jeg har aldrig undervist før. Det føles, som om jeg har slået et lidt for stort brød op.”

Han så på hende, og følelsen af velvilje, som i forvejen var ret begrænset, forsvandt som dug for solen. At blive adjunkt på Johns Hopkins var ikke noget at kimse ad. Det var sandsynligvis en fast stilling, som hun havde måttet udkonkurrere et par hundrede andre lyrikere for at få. Udgivelsen hos universitetsforlaget var sikkert også resultatet af en pris, gik det nu op for ham, og nærmest alle på et MFA-program med et færdigt manuskript søgte dem. Hende Alice

27

Et godt plot_TRYK.indd 27

17.11.2021 16.39

var måske i virkeligheden lidt af en stor kanon, eller i hvert fald svaret på det, de kaldte en stor kanon i lyrikverdenen. Den tanke slog al luften ud af ham.

“Jeg er sikker på, du klarer det fint,” sagde han. “Når du er i tvivl, så bare ros dem. Det er det, de betaler os kassen for.” Han tvang et smil frem. Det føltes frygtelig akavet.

Kort efter smilede Alice også, og hun så lige så forlegen ud, som han følte sig.

“Hey, bruger du den?” sagde en stemme.

Jake så op. Han ville måske ikke have genkendt ansigtet – langt og smalt, med lyst hår, der faldt ned over halvt lukkede øjne – men han genkendte armen. Med blikket fulgte han armen ned til der, hvor den sluttede: en ret skarp negl på en fremstrakt pegefinger. Der lå en øloplukker på bordets rødternede plasticdug.

“Hvad?” sagde Jake. “Nåh, nej.”

“For folk leder efter den. Den skal ligge ovre ved øllene.”

Anklagen hang i luften: Jake og Alice, to tydeligvis helt uvæsentlige mennesker, havde frarøvet dette stortalent og hans venner adgang til et livsnødvendigt flaskeåbnende redskab, hvilket resulterede i, at disse så indlysende geniale studerende ikke havde adgang til deres foretrukne drik.

Hverken Alice eller Jake svarede.

“Så jeg lægger den tilbage,” sagde den lyshårede fyr og gjorde netop det. De to undervisere betragtede ham tavst: Igen vendte han middelhøj, mellemblond og bredskuldret ryggen til og spankulerede væk med øloplukkeren triumferende i vejret.

“Sikke en charmør.” Alice var den første til at sige noget.

Fyren marcherede hen til et af de andre borde, som var tætpakket med folk siddende på skrå for enden af bænkene og i liggestole, der var blevet slæbt over til bordet. Det var den allerførste aften, og denne gruppe spritnye studerende havde åbenbart etableret sig som alfa-kliken. At dømme efter den heltemodtagelse, som den

28

Et godt plot_TRYK.indd 28

17.11.2021 16.39

lyshårede med øloplukkeren fik af sine bordfæller, var han gruppens klare epicenter.

“Håber ikke, han viser sig at være lyriker,” sagde Alice med et suk.

Det var der ikke stor sandsynlighed for, tænkte Jake. Alt ved fyren skreg ROMANFORFATTER, og den art fordelte sig mere eller mindre jævnt over tre subkategorier: 1. Den store, amerikanske romanforfatter 2. En New York Times-bestsellerforfatter Eller den meget sjældne hybrid …

3. Den New York Times-bedstsælgende-store-amerikanskeromanforfatter.

Den triumferende frelser af den bortførte øloplukker ville med andre ord gerne være Jonathan Franzen, eller han ville være James Patterson, men rent praktisk gjorde det ingen forskel. Ripley adskilte ikke folk med litterære ambitioner fra almindelige skriverkarle, hvilket ville sige, at denne selvudnævnte legende sandsynligvis ville komme sjoskende ind til Jakes time næste morgen. Og der var ikke en skid, han kunne gøre ved det.

Et godt plot_TRYK.indd 29

17.11.2021 16.39