Farvel til Atocha

Af samme forfatter på dansk: 22:04 Topekaskolen

Farvel til Atocha_TRYK.indd 2

14.02.2022 11.23

BEN LERNER

FARVEL TIL ATOCHA –

roman

–

På dansk ved Tonny Vorm

gads forlag

Farvel til Atocha_TRYK.indd 3

14.02.2022 11.23

Farvel til Atocha er oversat af Tonny Vorm efter Leaving the Atocha Station Copyright © 2011 by Ben Lerner All rights reserved Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2022 ISBN: 978-87-12-06756-6 Omslag: Sofie Winding Omslagsillustration: Kevin Lucbert Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Den danske oversættelse citerer fra følgende værker: John Ashbery: ”Clepsydra” fra Rivers and Mountains, 1966, oversat af Tonny Vorm (side 97).

John Ashbery: ”Paradoxes and Oxymorons” fra Shadow Train, 1981, oversat af Tonny Vorm (side 98).

John Ashbery: ”Selvportræt i et konvekst spejl”, oversat af Poul Borum, fra Selvportræt i et konvekst spejl. Digte 1972-1988. Udvalgt og oversat af Poul Borum og Niels Frank, Centrums Lyrikbibliotek, 1989 (side 155).

Ben Lerner: “At eje et våben har gjort mig blufærdig” fra The Lichtenberg Figures, 2004, oversat af Tonny Vorm (side 136).

Farvel til Atocha_TRYK.indd 4

14.02.2022 11.23

1

Farvel til Atocha_TRYK.indd 5

14.02.2022 11.23

Farvel til Atocha_TRYK.indd 6

14.02.2022 11.23

I

den første fase af mit forskningsprojekt vågnede jeg hver morgen i en sparsomt møbleret kvistlejlighed, den første lejlighed, jeg havde set på efter min ankomst til Madrid, eller lod støjen fra La Plaza Santa Ana vække mig, hvis ikke den lod sig flette ind i mine drømme, hvorefter jeg tændte den rustne kaffemaskine og rullede en joint, mens jeg ventede på kaffen. Når kaffen var klar, åbnede jeg tagvinduet, som akkurat var stort nok til, at jeg kunne kravle igennem det, hvis jeg først stillede mig på sengen, hvorefter jeg satte mig på taget og drak min espresso og røg med udsigt over pladsen, hvor turisterne samledes med deres guidebøger på metalbordene, og harmonikaspilleren passede sit job. I horisonten: paladset og lange striber af skyer. Derefter krævede mit projekt, at jeg hoppede ned gennem vinduet igen, sked, tog et brusebad, slugte mine hvide piller og klædte mig på. Så fandt jeg min taske, der indeholdt en tosproget udgave af Lorcas samlede digte, mine to notesbøger, en lommeordbog, John Ashberys Selected Poems, piller og hash, inden jeg tog afsted til Pradomuseet.

Fra lejligheden gik jeg ned ad Calle de las Huertas, nikkede til gadefejerne i deres limegrønne overalls, krydsede El Paseo del Prado, gik ind på museet, hvor jeg ikke behøvede at betale mere end et par euro, når jeg viste mit studiekort, og gik direkte til lokale 58, hvor jeg tog plads foran Rogier van der Weydens 7

Farvel til Atocha_TRYK.indd 7

14.02.2022 11.23

Korsnedtagelsen. For det meste var jeg ved maleriet, femogfyrre minutter efter at jeg var vågnet, så hash og koffein og søvn kæmpede stadig om magten over mig, mens jeg kiggede på de næsten menneskestore figurer og lod den kemiske balance indfinde sig. Maria falder for evigt til jorden i svime; hendes kjoles blå farve er uovertruffen i flamsk malerkunst. Hendes kropsholdning er næsten identisk med Jesus’; Nikodemus og en medhjælper holder hans tilsyneladende vægtløse krop i luften.

Ca. 1435; 220 x 262 cm. Olie på egepanel.

Et vendepunkt i mit projekt: En morgen, da jeg kom frem til van der Weyden, havde nogen taget min plads. En fyr stod nøjagtig, hvor jeg plejede at stå, og først fik jeg et chok, det var, som om jeg så mig selv se på maleriet, selvom han var tyndere og mørkere end jeg. Jeg ventede på, at han skulle gå videre, men det gjorde han ikke. Jeg spekulerede på, om han havde set mig stå foran Korsnedtagelsen og nu selv stod der i håb om at se, hvad jeg måtte have set. Jeg blev irriteret og forsøgte at finde et andet maleri til morgenrutinen, men jeg havde vænnet mig for meget til netop dette værks dimensioner og blå toner til at kunne acceptere en erstatning. Jeg skulle til at forlade lokale 58, da manden pludselig begyndte at græde og febrilsk hev efter vejret. Havde manden bare vendt sig, tænkte jeg, for at skjule sit ansigt, mens han konfronterede den sorg, han havde båret med sig ind på museet? Eller havde han en dyb kunstoplevelse?

Længe havde jeg spekuleret på, om jeg måske selv var ude af stand til at have dybe kunstoplevelser, og jeg havde svært ved at tro på, at andre kunne, i hvert fald ikke nogen, jeg kendte.

Jeg var yderst mistænksom over for enhver, der hævdede, at et digt eller et maleri eller et stykke musik havde “forandret deres liv”, særligt fordi jeg ofte havde kendt de her mennesker både før og efter oplevelsen og ikke havde lagt mærke til nogen forandring. Selvom jeg udgav mig for at være digter, selvom 8

Farvel til Atocha_TRYK.indd 8

14.02.2022 11.23

det forfattertalent, jeg antagelig besad, havde givet mig et stipendieophold i Spanien, var verselinjer i mine øjne smukkest, når de optrådte i prosatekster, som i de essays, vi læste på universitetet, hvor linjeskift var afløst af skråstreger, så det, der blev udtrykt, ikke i så høj grad var et digt, men nærmere ekkoet af et poetisk potentiale. I det omfang jeg var interesseret i kunst, begrænsede den interesse sig til forskellen mellem min oplevelse af de egentlige kunstværker, og hvad der blev sagt og skrevet om disse værker; det nærmeste, jeg havde været en dyb kunstoplevelse, var nok oplevelsen af denne afstand, en dyb oplevelse af fraværet af dybde.

Da manden var faldet til ro, tørrede han ansigtet og pudsede næse med et lommetørklæde, som han lagde tilbage i lommen. I lokale 57, der var tomt bortset fra en langlemmet og søvnig vagt, gik manden direkte hen til et lille votivbillede af Kristus tilskrevet San Leocadio: grøn tunika, røde gevandter, et dybt sorgfuldt ansigtsudtryk. Jeg lod, som om jeg studerede de andre malerier, mens jeg ud ad øjenkrogen så, hvordan manden betragtede det lille lærred. I et langt minut stod han stille, inden han igen udstødte et snøft. Det fik straks vagten på tæerne, og vores blikke mødtes; mit blik sagde, at det samme var sket i lokalet ved siden af, mens vagtens udtrykte hans forsøg på at vurdere, om manden var skør – måske typen, der kunne finde på at ødelægge et maleri, spytte på det eller rive det ned fra væggen eller ridse i det med en nøgle – eller om han havde en dyb kunstoplevelse. Lommetørklædet kom frem igen, og han gik roligt videre til lokale 56, betragtede i stilhed Lysternes have en stund og mistede så totalt fatningen. Nu var der tre vagter i rummet – den langlemmede fra 57; den lave kvinde, der altid passede på lokale 56, og en ældre vagt med et usandsynligt langt sølvfarvet hår, som fra korridoren måtte have hørt det seneste udbrud. De få øvrige museumsgæster i 56 var dybt optaget af 9

Farvel til Atocha_TRYK.indd 9

14.02.2022 11.23

deres audioguider og uvidende om den scene, der udspillede sig foran Bosch-maleriet.

Hvad skal en museumsvagt gøre, tænkte jeg for mig selv; hvad er en museumsvagt egentlig? På den ene side er man en del af en sikkerhedsstyrke, hvis opgave det er at beskytte uvurderlige ting mod tosser og børn og kamerablitzenes langsomt nedbrydende kraft; på den anden side befinder man sig blandt det, der betragtes som åndens triumfer, og er der nogen som helst prestige ved ens job, kommer den netop fra troen på, at sådanne triumfer kan få en mand til at bryde ud i gråd, uden at det virker mærkeligt. Der var en vis patos i vagternes ubeslutsomhed, vagter, der tilbringer så stor en del af deres liv foran disse tidløse malerier, men ikke får andre spørgsmål end: Hvad er klokken, hvornår lukker museet, dónde esta el baño.

Jeg kunne ikke tage del i mandens ekstase, hvis det var det, det var, men vagternes dilemma greb mig: Skulle de bede manden følge med ud på gangen og forsøge at vurdere hans mentale tilstand, hvilket uden tvivl ville ødelægge hans dybe oplevelse, eller skulle de risikere at lade denne potentielle tosse gå amok blandt deres kulturskatte og derved risikere deres egen ansættelse og en hel del andet? At se dem gennemleve disse spændinger berørte mig mere end nogen Pietà, Nedtagning eller Bebudelse, og jeg følte mig som en af dem, en af vagterne, mens vi fulgte manden fra lokale til lokale. Måske er fyren selv kunstner, tænkte jeg: Tænk, hvis han egentlig ikke oplever de udbrud, han giver udtryk for, tænk, hvis han iscenesætter dem for at tvinge institutionen, personificeret ved disse vagter, til at konfrontere sine egne indre modsætninger. Deromkring befandt mine tanker sig, da manden afsluttede endnu en lille hulken og roligt begyndte at gå mod museets udgang.Vagterne skiltes mere vemodige end lettede, virkede det som, mens jeg selv fulgte manden, denne store kunstner, ud af museet og ind i den unaturligt lyse dag.

10

Farvel til Atocha_TRYK.indd 10

14.02.2022 11.23

Jeg tænkte en stund på den store kunstner.

I de fleste weekender i denne første fase af mit projekt tog Jorge, læreren, der var ansat til hurtigt at få de udenlandske stipendiater til at kunne tale flydende og ikke bare godt spansk, mig med til en lejrplads fyrre minutter uden for Madrid, hvor hans venner fra sprogskolen plejede at ryge sig skæve og drikke, svømme og score hinanden. De kaldte mig El Poeta, men jeg forstod egentlig aldrig, om det var for at gøre grin med mig, eller fordi de kunne lide mig. Jeg sørgede for det meste af øllet og købte også min hash af Jorge, der tog sig godt betalt for det. Selve lejren var ikke imponerende: en lysning med et par bålpladser og en hel del 11

Farvel til Atocha_TRYK.indd 11

14.02.2022 11.23

affald, selvom jeg aldrig så andre i nærheden af pladsen, og vi altid ryddede op efter os. Der var mindre end tredive meter til søen. Ofte var det varmt nok til, at man kunne sove under åben himmel. Der blev ikke sagt meget til mig, når vi sad fem eller seks om bålet og drak og røg min hash eller det stærkere pot, som Jorge tog frem senere på aftenen. Jeg sagde næsten aldrig noget, men forsøgte at grine lidt og med latteren antyde, at jeg forstod, hvad de andre talte om, lod mit smil ændre sig som en reaktion på, hvad der blev sagt.

En aften jeg var særlig skæv, gik det langsomt op for mig, at Jorge sagde mit navn, ikke Poeta, og at han sagde det skarpt, mens de andre så vredt og mistroisk på mig. Jeg opdagede så, at jeg havde siddet og smilet, bare det sædvanlige stive smil, uden at lytte, mens en af Jorges venner, Isabel, havde fortalt noget, der måtte have været en tragisk historie eller en smertefuld afsløring af en art; hun talte lavmælt, og tårerne blinkede i lyset fra ilden.

Det tog mig, hvad der føltes som et helt minut at krænge smilet af mit ansigt, et smil, de troede var en reaktion på Isabels tilstand.

For en sjælden gangs skyld besluttede jeg mig for at sige noget: Jeg forstod ikke, eller jeg lyttede ikke, prøvede jeg at sige, men det, jeg fik fremstammet, var så uforståeligt, at det knap kunne kaldes spansk. Det eneste, jeg ville sige, var, at jeg var skæv og helt væk og meget ked af, at Isabel troede, at jeg grinede af hendes historie, men jeg kunne ikke komme på, hvordan man sagde hverken det eller noget som helst andet. Endnu værre var det, at smilet automatisk vendte tilbage, mens de formodentlig forklarede mig, hvor fucked up det var at reagere, som jeg gjorde, på det, Isabel havde sagt. Så kastede Jorges ven Miguel, som enten var i familie med Isabel eller havde noget kørende med hende, sin øldåse efter mig fra den modsatte side af lejrbålet og bad mig tørre det smil af fjæset, hvis de har det udtryk på spansk. Jeg begyndte ufrivilligt at grine, nervøst, men mærkede 12

Farvel til Atocha_TRYK.indd 12

14.02.2022 11.23

til min skræk og rædsel, at grinet ikke lød nervøst, men blot forstærkede min fornærmelse af Isabel, som nu sad med ansigtet i hænderne. Hun rejste sig og gik væk fra ilden ned mod søen efterfulgt af de to andre kvinder i selskabet, mens Miguel stillede sig over mig og sagde et eller andet truende; Jorge holdt ham tilbage. I det mindste kunne jeg på det tidspunkt blive ved at sige undskyld, undskyld, men Miguel vred sig fri, eller Jorge gav slip på ham, og han slog mig på munden.

Det var ikke et kraftfuldt slag, men jeg tænkte, at jeg burde lade mig slå helt ud. Miguel råbte ad mig, og lyden fik Isabel og hendes veninder til at komme tilbage fra søen. Miguel lod sig hive væk af Jorge med beroligende ord. Jeg kunne smage blod fra den lille flække i læben og bed hårdt i den for at gøre det værre, så jeg virkede mere såret og dermed kunne opnå tilstrækkeligt med sympati til at kompensere for den skade, mit smil havde gjort. Mens jeg gemte ansigtet i hænderne og vred mig, som om jeg led, smurte jeg omhyggeligt blodet ud, og da jeg igen satte mig op i lyset fra bålet, gispede Isabel og udbrød: Du godeste. Jeg forlod stilheden, der fulgte, og gik ned til søen og begyndte at vaske mit ansigt. Efter et par minutter hørte jeg fodtrin i det tørre græs: Isabel.

“Det må du undskylde,” sagde hun.

“Nej, det må du undskylde,” sagde jeg. “Jeg forstår ikke, hvilken historie du sagde til mig før,” var sikkert, hvad jeg sagde.

“Mit spanske er meget dårligt. Jeg bliver nervøs.”

“Du er god til spansk,” sagde hun. “Hvordan føles det i ansigtet?”

“Mit ansigt er godt,” sagde jeg, hvilket fik hende til at grine.

Hun løsnede håret og tog sit tørklæde og dyppede det i vandet, vred det og brugte det til at tørre resterne af blod af mit ansigt, inden hun dyppede og vred det igen. Hun begyndte at sige noget, der handlede om månen, om måneskæret på vandet, 13

Farvel til Atocha_TRYK.indd 13

14.02.2022 11.23

eller også brugte hun fuldmånen som undskyldning for Miguels opførsel eller hele aftenens dramatik, selvom det ikke var fuldmåne. Hendes hår var langt, måske længere end museumsvagtens. Så beskrev hun måske, hvordan det var at bade i søen som barn, eller at søen mindede hende om at være barn, eller hun spurgte, om jeg kunne lide at bade som barn, eller sagde, at det, hun havde sagt om månen, var barnligt. Hun spurgte, om jeg kendte et bestemt Lorca-digt, som handlede om noget, der havde med flere farver at gøre og fik hende til at rulle blødt på r’erne, hvilket jeg ikke selv kunne gøre. Hun gav mig en smøg, og vi røg, og jeg kiggede på vandet og var ædru.

Jeg ville gerne vide, hvad hun havde grædt over, og jeg var i stand til at udtrykke denne trang ved hovedsageligt at gentage ordene for “bål” og “før”. Hun var tavs et øjeblik og begyndte så at tale: noget med et hus, men om hun mente selve huset eller dem, der boede der, kunne jeg ikke afgøre; jeg opfattede nogle navne på gader og måneder; en liste med ting, som jeg troede var bøger eller sange; dårlige tider eller dårligt vejr, epoke, onkel, forandring, en lignelse, der havde med sommeren at gøre, noget med at købe og/eller køre galt i en rød bil. Jeg skabte en række mulige historier af hendes ord, skabte dem alle på én gang, så det føltes mindre, som om jeg ikke forstod noget, og mere, som om min forståelse bundede i harmonier, i parallelle verdener. Hendes onkel døde for et år siden i en bilulykke på en gade i Salamanca; hun havde hjulpet med at få sin junkieven indlagt til afvænning sommeren over, og nu ville han ikke se hende og var flyttet til Barcelona; hendes forældres hus i en mindre by var blevet sat på tvangsauktion, og hun havde sorteret i en masse kasser med gammelt legetøj; hun var blevet uvenner med en af sine søskende over krigen. Denne evne til at holde flere tænkelige referencer i hovedet, at lade dem flyde sammen og fra hinanden i bølger, at droppe udelukkelsesprincippet, når 14

Farvel til Atocha_TRYK.indd 14

14.02.2022 11.23

jeg lyttede til spansk – det var et gennembrud i mit projekt, en ny fase. Jeg forholdt mig tavs og lagde mit ansigt i folderne fra San Leocadios maleri.

Efter Prado gik jeg sædvanligvis hen på en lille café ved navn El Rincón, hvor jeg spiste en sandwich, bare hårdt brød med chorizo, og hvor jeg for det meste var den eneste, der spiste noget, hvis der ikke var nogen turister, eftersom det endnu ikke var frokosttid for spanierne. Derefter gik jeg et par gader videre til El Retiro, parken midt i byen, satte mig på en bænk, tog notesbøgerne, lommeordbogen og Lorca frem og røg en joint.

Var solen fremme, og havde jeg ramt den rette blanding af hash og tobak, og var der andre mennesker i nærheden, men på præcis den afstand, hvor jeg kunne høre dem uden at opfatte, hvilket sprog de talte, strømmede en bølge af eufori gennem mig. Der var flere timer tilbage med dagslys, for spanierne var eftermiddagen ikke engang begyndt; jeg havde mange måneder tilbage af mit stipendium, der blot lige var startet, men dog ikke ville vare evigt – jeg skulle tilbage til mit normale liv på en fastlagt dato og virke lidt mere interessant i alles øjne efter min tid i udlandet, sikkert slankere, men ellers den samme.

Bortset fra enkle rutiner behøvede jeg ikke at etablere mig i Madrid; jeg skulle ikke bekymre mig om at skabe et netværk, hvad det nu end betød. Jeg havde denne endeløse dag, mange måneder med endeløse dage, og samtidig satte hjemrejsedatoen en grænse for denne grænseløshed og afholdt den fra at blive truende. Jeg følte et brus af, hvad jeg kaldte kærlighed, først til det, der var omkring mig: svalerne, hvis det var, hvad de var, der hoppede rundt i støvet, avenuerne med træer fra den gamle verden, stenstatuerne af konger og dronninger, som turisterne poserede ved, en kærlighed til skæret i El Estanque, parkens kunstige sø. Kærlighed til Topeka: spurvehøgen på toppen af 15

Farvel til Atocha_TRYK.indd 15

14.02.2022 11.23

telefonpælen, mandebabyen, der går rundt med en signalpistol i joggingbukserne og har mistet en finger til snapskildpadder eller fyrværkeri; kærlighed til mobberen og hans halsskæg, en kærlighed, som kun en mor ville kunne stå over for. Kærlighed til alle mine børnepassere, bortset fra James, kærlighed til bryderen, der faldt ned fra vandtårnet, da han ville blære sig. Og så til Providence: det første sammenbrud på biblioteket, baner af noget receptpligtig medicin sniffet sammen med kendissernes dumme børn, at komme ud af en tunnel eller søvnen og ind i New York, at omdefinere ordet “rig”, kærlighed til den ulæste digtsamling, Cyrus og vores gåture. Men frem for alt kærlighed til det der andet, den lyddæmpende skærm, livets hvide støj, skygger, der samles et sted i det halvfjerne, selvom det ikke engang er tæt på, selve etcetera’ets egen tekstur.

De dage arbejdede jeg på noget, jeg kaldte oversættelse. Jeg åbnede Lorca-samlingen et mere eller mindre tilfældigt sted, skrev det engelske digt af på en side i min ene notesbog og begyndte at ændre i det, erstattede et ord med det ord, som jeg først associerede med det, og/eller rykkede rundt på linjerne, og derefter fortsatte jeg med at indføre de ændringer, som disse ændringer ledte mig hen til. Eller også tjekkede jeg, hvad det spanske ord for det engelske ord, jeg ville erstatte, var, og erstattede det ord med et engelsk ord, der lød næsten ligesådan (“Under himlens hvælving” blev til “Under cielos hvælving”, hvilket blev til “Under celloens hvælving”). Herefter flettede jeg prosafragmenter fra min anden notesbog sammen med de oversættelser, jeg på den måde havde fremstillet (“Under celloens hvælving / Åbner jeg Lorca tilfældigt” og så videre).

Men var solen ikke fremme, var blandingen forkert, var der for mange folk i parken, eller var den tom, så åbnedes en afgrund i mig, når jeg røg. Så var eftermiddagen grænseløs på en skræmmende måde: Det ville aldrig blive aften eller næste dag i 16

Farvel til Atocha_TRYK.indd 16

14.02.2022 11.23

lokale 58; sølv og grønt drænedes fra landskabet. Jeg kunne ikke få mig selv til at åbne bogen. Det var værre end at føle ubehag; jeg var ubehagsfølelsen, en uspillelig adagio for strygere; afstande bredte sig og trak sig sammen i mig, når jeg trak vejret. Det var, som når man ikke vågner af et mareridt i tide, så må man leve i det, lære at føle sig hjemme. Han, hvis jeg må udtrykke mig på den måde, havde oplevet det som barn, når de sendte ham afsted på sommerlejr; hans hjerte hamrede afsted og gik i stå på én gang. Så stoppede hans åndedræt, fladede ud, sprak; som en vinduesrude, der smadrede i ti tusinde meters højde med et pludseligt vakuum til følge. Noget af det grå blev suget ind i ham, og han var fortabt; han blev et symptom på sig selv. Til sidst lykkedes det ham at stikke hånden ned i tasken, åbne det børnesikrede glas, føre den gule pille op til tungen, kvase den mellem pegefingeren og tommeltotten og lade dens flydende indhold løbe ned i munden. Så ventede og ventede han, til et eller andet føltes mindre skarpt. Han bemærkede, at han var varm, nej, at han havde været kold. Han rørte ved ansigtet, og begge hænder føltes fremmede; den ene var stadig iskold, den anden var ved at få varmen. Han tænkte på telefonboksene ved siden af El Estanque; han kunne bruge sit telefonkort; han kunne ringe hjem til nogen, der kunne berolige ham. Men de var syv eller otte timer bagud, alle lå og sov. Og hvilken voksen mand, hvis det var, hvad han var, ringer egentlig hjem og er panikslagen uden at kunne fortælle hvorfor, som da han som barn havde ringet hjem fra sommerlejren og grædt, kom og hent mig. Han lagde mærke til en sær smag i munden; hans savl var en andens; når han sank, fik han det dårligt. Dette, sagde han myndigt til sig selv, er et tegn på skizofreni, dette er starten på din såkaldte personligheds hastige spaltning, du må indlægges.

Han kunne allerede mærke hospitalsskjorten mod sin hud. Han kvaste endnu en beroligende pille og rejste sig på ben, der knap 17

Farvel til Atocha_TRYK.indd 17

14.02.2022 11.23

var hans, og begyndte at gå mod udgangen. De andre gående på El Paseo del Prado kiggede underligt på ham; han havde en klar fornemmelse af, at hver af dem stoppede, når han gik forbi dem, og vendte sig for at kigge; det var svært ikke at begynde at løbe; hans lejlighed trak sig bort, efterhånden som han nærmede sig den; der lød latter fra hver eneste bil, der kørte forbi.Visheden om, at intet af dette var virkeligt, gjorde det bare endnu værre.

Han løb op ad trapperne, fandt nøglen, smed tasken fra sig og kastede sig på sengen. Han gemte sig fuldstændig under tæppet.

Så holdt han min siesta.

De fleste dage, når jeg vågnede efter siestaen, tændte jeg kaffemaskinen og rullede en joint, mens jeg ventede på kaffen. Når den var klar, tændte jeg for bruseren, og når vandet var varmt, stillede jeg mig under strålerne og drak min kaffe, lod vandet fortynde espressoen, mens jeg drak den, og lod dampen og koffeinen rense mine tanker.

I den første fase af mit projekt troede jeg, at hele Madrid holdt middagslur under siestaen, og jeg slumrede ind i troen på, at jeg gjorde resten af den sovende hovedstad selskab, men senere opdagede jeg, at af alle mennesker, jeg kendte i Madrid, var jeg den eneste, der faktisk anvendte denne tid på dagen til at sove. Hvad enten min oversættelse var gået godt i El Retiro, eller gråheden var blevet suget ind i brystet på mig, så havde jeg det næsten altid på samme måde efter siestaen; jeg følte ikke noget. Dog plejede jeg at sove en time ekstra, hvis jeg havde taget mine beroligende piller, og havde jeg været særlig oprevet, mærkede jeg en svag kemisk stikken bagest i munden. Den kemisk stikkende følelse havde jeg haft siden barndommen, og jeg havde taget for givet, at alle kendte den, at den var mindst lige så universel som den kobberagtige smag af blod og på en måde hang sammen med den, men senere opdagede jeg, at ingen, jeg 18

Farvel til Atocha_TRYK.indd 18

14.02.2022 11.23

kendte, var bekendt med den smag i munden, i hvert fald ikke som jeg beskrev den, ikke som panikkens særegne eftersmag.

Derhjemme havde jeg aldrig sovet middagslur, og siestaen påvirkede min tidsopfattelse dramatisk; enten lod den til at fordoble dagen, så mindet om morgenen var som mindet af noget, der var sket på den anden side af natten, eller også udviskede den formiddagen helt og holdent.

Efter at have tørret mig og klædt mig på tændte jeg jointen og hældte resten af espressoen i mig, og var jeg blevet færdig med en oversættelse i parken, renskrev jeg den på min bærbare computer og mailede den til Cyrus. Jeg havde internetopkobling i lejligheden, men påstod i mine mails, at jeg skrev fra en internetcafé og havde meget begrænset tid. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at undlade at svare på de fleste mails, der kom ind, eftersom jeg tænkte, at det ville give indtryk af, at jeg var offline og havde travlt med at gøre mig erfaringer, mens jeg i virkeligheden brugte ret meget tid online, særlig sent på eftermiddagene og tidligt på aftenerne, hvor jeg sad og så videoklip med skrækkelige ting. Når jeg havde skrevet til Cyrus, forsøgte jeg at læse i en tosproget udgave af Don Quixote, spise noget, oftest chorizo, ost, oliven og hvide dåseasparges, åbne en flaske vin, droppe Don Q og læse Tolstoj på engelsk; hans mest kendte romaner havde været på udsalg i Casa del Libro.

Min plan havde været at lære mig selv spansk ved at læse den spanske litteraturs mesterværker, og jeg havde forestillet mig, hvordan det spanske, som blev tilegnet på denne måde, ville gebærde sig, hvordan dets arkaiske karakter og formelt ophøjede retorik ville kollidere med det trivielle hverdagsliv og give et indtryk af, at jeg kom fra en anden tid snarere end et andet land; jeg forestillede mig, hvordan jeg leverede en smuk og sjælden vending omkring lejrbålet, når Jorge havde taget sit stærke pot frem, og hvordan jeg betragtede de andres ansigtsudtryk, når det 19

Farvel til Atocha_TRYK.indd 19

14.02.2022 11.23

gik op for dem, at årsagen til, at de ikke kunne forstå mig, ikke skyldtes mine begrænsede sprogkundskaber eller min accent, men at de derimod selv havde fjernet sig fra deres sprogs højder.

Jeg forestillede mig, hvor auratisk jeg ville fremstå i deres øjne, når jeg havde lært at mestre netop denne ophøjede jargon, og hvordan jeg ville repræsentere en slumrende magt i deres eget sprog, så selv min tavshed herefter ville virke velformet og elegant. Men det lykkedes mig aldrig at tage den spanske prosa til mig, til dels fordi jeg var tvunget til at slå så mange ord op, at jeg aldrig formåede at opleve bevægelsen i en sætning; den forblev en række partikler, samlede sig aldrig i en bølge; jeg havde ikke tålmodighed til at læse samme passage igen og igen, indtil ordene ophørte med at være enkeltstående punkter og dannede en sætning. Jeg begyndte at indse, at for mig betød hverken plot eller konventionel mening nær så meget som den klare retning, jeg oplevede, når jeg læste prosa, teksturen i tiden, der gik sin gang, livets hvide støj. Også i de mest dramatiske scener, når Natasja står ved siden af ham eller noget i den stil, var det, der rørte mig mest, ikke gensynets patos og hans død, men nærmere det, som præpositionerne, konjunktionerne og så videre fik til at ske; det sagtes fejende bevægelse var mere fængslende, end hvad der blev sagt.

At læse poesi, hvis det kan kaldes læsning, var noget helt andet. Poesien stødte aktivt min opmærksomhed fra sig, det var uigennemsigtigt og svært gennemtrængeligt materiale, der nægtede at optage mig i sig; dets artikler og konjunktioner og præpositioner lod sig aldrig opløse til følelser og hastighed; man kunne falde ned i hullerne mellem ordene, mens man forsøgte at få dem til at hænge sammen; og alligevel var det netop, fordi det nægtede at indoptage mig, at digtet viste mig muligheden af en højere form for indoptagelse, som jeg ikke var værdig til, en dyb oplevelse, der ikke var tilgængelig for virkelighedens 20

Farvel til Atocha_TRYK.indd 20

14.02.2022 11.23

ødelagte sjæle, og på den måde blev digtet et billede på sine omgivelser. Det var meget lettere for mig at læse lyrik på spansk end prosa på spansk, fordi det uforståelige og tvivlen og fejl­ skuddene, som forsøget på at opleve digtet medførte, var noget, jeg kunne genkende, noget, som gav hvert digt en negativ kraft; digtets manglende evne til at røre rørte mig, i det mindste en smule; min manglende evne til at begribe eller blive grebet af digtet på spansk var så lig min manglende evne til at begribe eller blive grebet af digtet på engelsk, at jeg, hvad det angik, følte mig som en modersmålstalende. Så da jeg havde affærdiget Don Quixote, spist, spillet den af og læst lidt Tolstoj, tog jeg, hvad der var tilbage af vinen, og en antologi med moderne spansk lyrik med op på taget og læste nogle digte i det sidste aftenlys.

Når det blev mørkt, strømmede turisterne ind på La Plaza Santa Ana, og man kunne også se flere madrileños mødes og kindkysse, selvom de lokale først dukkede op i stort antal langt senere. En række forskellige sprog kunne høres, hvoraf amerikansk eller australsk engelsk skar mig mest i ørene, samt stole, der skrabede mod asfalten, bestik, der skrabede mod tallerkner, glas, der blev taget af eller sat på metalbordene, og oftest en dårlig violinist, men ikke så dårlig, at han fornærmede nogen. I det fjerne nærmede flyene sig Barajas med langsomt blinkende lys på vingerne og, inden det blev helt mørkt, svagt rosafarvede kondensstriber.

Jeg forestillede mig, at passagererne kunne se mig, forestillede mig, at jeg var en passager, der så mig selv kigge op på mig selv, der kiggede ned.

I den første fase af mit projekt kendte jeg ingen bortset fra Jorge og hans venner, og de inviterede mig aldrig med til noget på hverdagsaftener; ikke at jeg ved, hvordan de skulle have gjort det, da jeg kun så Jorge om fredagen på sprogskolen. Jeg havde ingen telefon, og de vidste ikke, præcis hvor jeg boede. Da jeg 21

Farvel til Atocha_TRYK.indd 21

14.02.2022 11.23

ikke havde været til nogen af stiftelsens sociale arrangementer, var der ingen, jeg kunne hænge ud med, hvis jeg fik lyst til at gøre de ting, man skulle gøre i Madrid: gå fra bar til bar og blive gradvist mere fucked up og ende på et discoteca i flere etager og danse, hvis man kan bruge det ord, til dårlig techno, snave med en i timevis, inden man fik chocolate con churros og dinglede hjem lige inden solopgang. Det var åbenbart en fast rutine for en bemærkelsesværdig bred vifte af folk i alle aldre; flere generationer var i hvert fald ude til meget sent på aftenen; børn legede stadig på plazaen ved midnatstid, de lidt mere end midaldrende sad og drak til tidlig morgen. Jeg var ikke vant til den døgnrytme og alt det her offentlige rum. Jeg betragtede mig selv som værende for god til dette drikkeri, men i virkeligheden var jeg desperat efter på en eller anden måde at få lov at deltage, både fordi jeg kedede mig frygteligt om aftenen, og fordi jeg var ubestrideligt tiltrukket af den vulgære, liderlige stemning.

Selvfølgelig kunne jeg ikke sidde for mig selv på plazaen, selvom jeg så mænd gøre det, med guidebøger ved siden af deres ølglas, og jeg kunne heller ikke nærme mig de utallige klynger, der drev rundt, og bare bede om at få lov at være med, men jeg indså efterhånden, at jeg kunne forlade lejligheden og træde ind i nattens strøm, så længe jeg bevægede mig beslutsomt og lod, som om jeg var på vej et sted hen.

Jeg rullede en joint eller to og lagde dem i en cigaretpakke, drak et glas vand, børstede mine tænder, tog trapperne ned og ud på plazaen. Når jeg krydsede den, havde jeg det, som om jeg så mig selv oppe fra taget; deroppefra kunne jeg se, at jeg gik for stærkt, så jeg standsede, tændte en joint eller en smøg og fortsatte med at gå i et roligere tempo mod Puerta del Sol, byens reelle centrum, der lå et par minutter væk.Ved Sol plejede jeg at gøre holdt og beslutte, hvor jeg skulle lade, som om jeg var på vej hen.

22

Farvel til Atocha_TRYK.indd 22

14.02.2022 11.23