Feriegæsterne

“Jeg elsker den! ” jojo moyes

e i r e Fgæsterne Emma Straub

roman

FeriegĂŚster_TRYK.indd 2

20/04/15 12.30

EMMA STRAUB

FERIEGÆSTERNE På dansk ved Ellen Strandgaard

GADS FORLAG

Feriegæster_TRYK.indd 3

20/04/15 12.30

FeriegĂŚster_TRYK.indd 8

20/04/15 12.30

første dag

Af en eller anden grund kom afrejsedagen altid bag på dem, når de skulle på ferie, uanset hvor længe cirklen omkring datoen i kalenderen havde stirret på dem som et uhyggeligt, rødt øje. Jim havde pakket sin kuffert aftenen før, men nu, lige før de skulle af sted, blev han usikker. Havde han taget nok bøger med? Han gik frem og tilbage foran bogreolen i sit arbejdsværelse, trak romaner halvt ud af den og skubbede dem på plads igen. Havde han husket sine løbesko? Havde han husket barbercreme? Hans datter og kone var også gået i sidste øjebliks-panik; han kunne høre dem løbe op og ned ad trappen med ting, som de havde været lige ved glemme i bunkerne inde på værelserne.

Der var ting, som Jim gerne ville have fjernet fra sin bagage, hvis det havde været muligt: det seneste år af sit liv, og, hvad knæene angik, de fem før det; måden, Franny betragtede ham på hen over spisebordet, når de spiste aftensmad; følelsen af sit lem i en fremmed mund for første gang i tredive år, og hvor brændende han ønskede, at det bare kunne blive derinde; tomheden der ventede, når de kom hjem igen, alle de begivenhedsløse dage, som skulle fyldes med en slags indhold.

9

Feriegæster_TRYK.indd 9

20/04/15 12.30

Jim satte sig ved skrivebordet og ventede på, at en af de andre skulle komme og fortælle ham, hvad han nu skulle gøre.

D Sylvia stod foran huset og stirrede ned ad 75th Street i retning af Central Park. Begge hendes forældre var den type, der troede på, at en taxi altid dukkede op lige i rette øjeblik, især i weekenden om sommeren, når der var mindst trafik i byen. Efter Sylvias mening var det idiotisk. Det eneste, der ville være værre end at tilbringe to af de sidste seks uger før college på ferie med sine forældre, var ikke at nå flyet og at skulle tilbringe en nat på et plettet sæde i en afgangshal i lufthavnen. Hun ville selv få fat i en taxi.

Det var heller ikke, fordi hun havde lyst til at blive på Manhattan, der om sommeren forvandlede sig til et svedstinkende betonhelvede. Forestillingen om Mallorca var teoretisk set tiltalende: Det var en ø, så man kunne forvente lette bølger og en dejlig brise, og hun kunne få brugt sit spansk, som hun havde været god til i high school. Ingen – bogstaveligt talt ingen – fra afgangsklassen skulle foretage sig noget hele sommeren, de skulle bare skiftes til at holde fest, når deres forældre tog til Wainscott eller Woodstock eller til et eller andet sommerhus, der var blevet omhyggeligt designet til at ligne en fattig bræddehytte. Sylvia havde set nok på deres ansigter gennem de seneste atten år, og det kunne kun gå for langsomt med at komme væk. Der var godt nok fire af hendes klassekammerater, der også skulle begynde på Brown

10

Feriegæster_TRYK.indd 10

20/04/15 12.30

University, men hun behøvede aldrig mere at tale med dem, hvis hun ikke havde lyst, og det var planen. At finde nye venner. Skabe et nyt liv. Endelig at være et sted, hvor navnet Sylvia Post ikke var ensbetydende med genfærdet af den pige, hun var som sekstenårig, som tolvårig eller som femårig, men hvor hun havde frigjort sig fra sine forældre og sin bror og ville være upåvirket af tyngdekraften ligesom en astronaut, der svæver gennem rummet. Ja, nu Sylvia tænkte nærmere over det, ville hun ønske, at de kunne blive i udlandet hele sommeren. Som det så ud nu, ville hun være hjemme hele august, hvor festerne helt sikkert ville nå deres flæbende og desperate højdepunkt. Sylvia havde ingen planer om at flæbe.

En ledig taxi drejede om hjørnet og kom langsomt bumlende hen imod hende over hullerne i asfalten. Sylvia prajede den med den ene hånd og tastede familiens fastnetnummer med den anden. Telefonen ringede og ringede, og den ringede stadig, da taxien standsede. Hendes forældre var stadig derinde, i færd med guderne måtte vide hvad. Sylvia åbnede døren til taxien og kantede sig ind på bagsædet.

“Det varer lige et øjeblik,” sagde hun. “Beklager. Mine forældre er på vej.” Efter en lille pause tilføjede hun: “De er håbløse.” Det havde de ikke altid været, men det var de nu, og hun havde ikke noget problem med at sige det højt til alt og alle.

Chaufføren nikkede og satte taxameteret i gang. Det var tydeligt, at de for hans skyld kunne vente hele dagen, hvis det skulle være. Vognen holdt så langt ude på vejen, at den ville have standset trafikken, hvis der havde været nogen trafik at

11

Feriegæster_TRYK.indd 11

20/04/15 12.30

standse. Sylvia var åbenbart det eneste menneske i byen, der havde travlt. Hun trykkede på genopkaldstasten, og denne gang tog hendes far telefonen med det samme.

“Vi skal af sted,” sagde hun uden at vente på hans svar.

“Taxien er her.”

“Din mor giver sig god tid,” sagde Jim. “Vi er der om fem minutter.”

Sylvia afbrød forbindelsen og skubbede sig hen over taxiens bagsæde.

“De er på vej,” sagde hun. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene og mærkede så, at en tot af hendes hår klistrede til et stykke gaffatape, der holdt sammen på sædet.

Det så ud, som om det var en reel mulighed, at kun den ene af hendes forældre ville komme ud af huset, og det ville så være det – hele forestillingen ville være forbi som en dårlig tv-serie uden en ordentlig afslutning.

Sylvia og taxichaufføren sad uden uden at sige noget i ti stive minutter, mens taxameteret kørte. Da Franny og Jim omsider kom tumlende ud fra huset, holdt der en lang række biler bag taxien og dyttede på en måde, der var på en gang anklagende og triumferende som et marchband. Franny smuttede ind ved siden af sin datter, og Jim satte sig foran med de sommerbukseklædte knæ klemt op mod handskerummet. Sylvia var hverken glad for eller ked af, at begge hendes forældre sad i taxien, men hun registrerede, at hun dog følte en vis lettelse, selv om det aldrig ville falde hende ind at sige det højt.

“On y va!” sagde Franny og smækkede døren.

12

Feriegæster_TRYK.indd 12

20/04/15 12.30

“Det er fransk,” sagde Sylvia. “Vi skal til Spanien.”

“Andale!” Franny svedte allerede og viftede sig ved armhulerne med deres pas. Hun var iført sit rejsetøj, der var udviklet til perfektion i løbet af mange fly- og togrejser over hele verden: et par sorte leggings, en sort bomuldstunika, der gik hende til knæene, og et florlet tørklæde, så hun kunne holde varmen i flyet. Da Sylvia engang spurgte til sin mors fasttømrede rejsevaner, hvæsede Franny: “I det mindste har jeg ikke altid en flaske whisky med ligesom Joan Didion.”

Når folk spurgte, hvilken slags forfatter hendes mor var, svarede Sylvia som regel, at hun var en slags Joan Didion, men med en god appetit, eller en Ruth Reichel – i en sur og mopset udgave. Det fortalte hun ikke sin mor.

Taxien satte i gang.

“Nej, nej, nej,” udbrød Franny, idet hun nærmest kastede sig mod ruden mellem dem og chaufføren. “Drej til venstre her, og så til venstre igen på Central Park West. Vi skal til lufthavnen, ikke til New Jersey. Tak.” Hun sank tilbage i sædet. “Nogle mennesker er bare så …” sagde hun lavmælt, og så tav hun. Der blev ikke sagt mere på resten af køreturen bortset fra det svar på spørgsmålet om, hvilket flyselskab de skulle med til Madrid, det trods alt lykkedes chaufføren at vriste ud af dem.

Sylvia kunne godt lide at køre til lufthavnen, for det betød, at hun skulle gennem en del af byen, der var lige så forskellig fra resten af USA som den fjerne ø, hun kendte som Hawaii.

Der var fritliggende huse og ståltrådshegn og forladte grunde og børn, der cyklede på gaden. Det var den slags steder, man

13

Feriegæster_TRYK.indd 13

20/04/15 12.30

kørte til i bil, og det nød Sylvia intenst. At have en bil virkede på hende som noget fra en film. Hendes forældre havde haft en bil, da hun var barn, men den begyndte at udsende sære mislyde, og garagepladsen var dyr, og de havde solgt den, mens hun endnu var for lille til at værdsætte den luksus, den var. Efter den oplevelse reagerede Franny og Jim altid med stum forfærdelse, når de mødte folk, der havde bil på Manhattan, ligesom når man uforvarende bliver konfronteret med en hæmningsløs og psykisk syg person ved et cocktailparty.

D Jim gik sin motionstur i terminal 7. Han gik, eller løb, en time hver morgen, og han kunne ikke se, hvorfor han skulle gøre en undtagelse i dag. Det var noget, han og hans søn havde til fælles, behovet for at røre sig, for at føle sig stærk.

Franny og Sylvia havde det fint med ikke at røre en finger, at ligge ubevægelige på sofaen og glo ind i en bog eller på et intetsigende fjernsynsprogram. Han kunne næsten høre deres muskler skrumpe ind, men mirakuløst nok kunne de stadig gå, og de gjorde det oven i købet også, hvis motivationen var stærk nok. Jims daglige løberute førte ham ind i Central Park, op til vandreservoiret, hen langs reservoiret, tilbage langs østsiden af parken og rundt om bådhuset på hjemvejen. Terminalen havde ikke den slags landskab at byde på og intet dyreliv bortset fra de få forvirrede fugle, der havde forvildet sig ind i den og nu for evigt var fanget i en underlig verden uden himmel, hvor de fløj rundt og kvidrede

14

Feriegæster_TRYK.indd 14

20/04/15 12.30

til hinanden om flyvemaskiner og andre mærkværdigheder.

Jim gik rask til med højt løftede albuer. Det undrede ham altid, at folk bevægede sig så langsomt i lufthavne – det var ligesom at være indespærret i et indkøbscenter med brede røve og forstyrrede børn over det hele. Der var nogle, der gik rundt med deres unger i gå-sele, hvilket Jim faktisk satte pris på, selv om han principielt var enig med Franny i, at den slags var nedværdigende. Faktisk var der flere forældre, der i sidste øjeblik måtte redde deres børn fra at komme i vejen for Jim, som tydeligvis ikke havde tænkt sig at vige for noget som helst og da slet ikke for børn. Og han gik og gik, forbi aviskiosken og sportsbaren, helt hen til caféen Au Bon Pain og tilbage. Der var for meget bagage på de rullende fortove, så Jim gik på sine lange ben ved siden af fortovene og kom næsten hurtigere frem på den måde.

Jim havde været i Spanien tre gange tidligere: i 1970, da han var færdig med high school og vagabonderede hele sommeren sammen med sin bedste ven; i 1977, da han og Franny var nygifte og havde måttet spinke og spare til rejsen og ikke fik andet at spise end de allerbedste skinkesandwiches i verden, og endelig i 1992, da Bobby var otte, og de måtte gå tidligt i seng hver aften, så de ikke fik ordentlig aftensmad i en hel uge bortset fra det, de kunne få gennem roomservice, og som var cirka lige så ægte spansk som en hamburguesa.

Hvordan var der mon i Spanien nu, hvor landets økonomiske situation var næsten lige så anstrengt som Grækenlands? Jim gik forbi deres gate og konstaterede, at Franny og Sylvia var helt fordybet i deres bøger. De sad ved siden af hinanden

15

Feriegæster_TRYK.indd 15

20/04/15 12.30

uden at tale sammen og var så trygge ved tavsheden, som kun familiemedlemmer kan være. Han og Franny var enige om, at det var godt, at de tog på ferie sammen på trods af alle de mange grunde, de havde til ikke at gøre det. Til efteråret ville Sylvia være i Providence og ryge fjolletobak med drengene fra fransk film-holdet. Hun ville være så langt borte fra sine forældre, at hun lige så godt kunne være rejst til en anden galakse. Hendes storebror, Bobby, der var ejendomsmægler og nu sad i Florida i sump til halsen, havde gjort det samme.

I begyndelsen havde det føltes som at miste et ben. Men da benet først var væk, begyndte det at gå og løbe helt af sig selv, og nu kunne Jim næsten ikke huske, hvordan det var at have Bobby boende hjemme. Han håbede, at han aldrig ville få det sådan med Sylvia, men gættede på, at det ville han nok alligevel, og det før end han brød sig om. På den måde blev bygningsværket, der var deres liv sammen, nu revet ned sten for sten, og hans største frygt var, at det, når Sylvia var væk, ville virke, som om det hele bare havde været en fantasi. En anden mands uperfekte liv.

De skulle holde ferie på Mallorca alle sammen: han og Franny, Sylvia, Bobby og Carmen, Bobbys pestilens af en kæreste, og Frannys elskede ven Charles og hans kæreste Lawrence. Nå nej, hans mand. Jim glemte hele tiden, at de nu var gift. De havde lejet et hus en halv times kørsel fra Palma.

Huset tilhørte Gemma et-eller-andet, en engelsk kvinde, som Franny kendte overfladisk; en af Charles’ gamle venner. Stedet så pænt og rent ud på de billeder, Gemma havde mailet til dem. Det var sparsomt møbleret, men med sans for detal-

16

Feriegæster_TRYK.indd 16

20/04/15 12.30

jer: hvide vægge, underlige stenbunker på kaminhylden og lave lædersofaer. Gemma arbejdede i kunstverdenen ligesom Charles og tog meget afslappet på det at have fremmede mennesker boende i sit hus, så det havde været let at få aftalen på plads. Meget europæisk havde Jim tænkt. Jim og Fran skulle bare sende en check, så var det hele på plads: hus, have, swimmingpool og en lokal spansk sproglærer til Sylvia. Charles sagde, at Gemma gerne ville have ladet dem bo i huset gratis, men det var bedst sådan og hundrede gange enklere, end det havde været at gøre klar til at sende Sylvia på sommerlejr år tilbage.

To uger var tid nok; en god, massiv klump tid. Der var gået en måned siden Jims sidste dag på Gallant. Dagene gik langsomt og modvilligt, som om de var smurt ind i sirup og klistrede sig fast til alle overflader og nægtede at give slip. To ugers ferie ville give Jim følelsen af, at han havde gjort noget aktivt. At han selv havde valgt det her nye, frie liv, ligesom så mange andre på hans alder. Han var tres år og stadig slank.

Han havde næsten alt sit lysblonde hår, om end det var lidt tyndt. Men det havde altid været tyndt, som Franny gerne påpegede, når hun greb ham i at stryge sig over håret i spejlet. Han kunne løbe lige så langt, som han havde kunnet, da han var fyrre, og han kunne binde en butterfly på under et minut. Alt i alt mente han, at han var i ret god form. Et par ugers ferie var lige, hvad han havde brug for.

Jim vendte tilbage til gaten og lod sig dumpe ned på sædet ved siden af Franny, hvilket fik hende til at lægge vægten over på den anden balle og dreje hofterne en smule, så hen-

17

Feriegæster_TRYK.indd 17

20/04/15 12.30

des korslagte ben pegede hen mod Sylvia. Franny var i gang med at læse Don Quixote, som hun havde for til det næste møde i den læsegruppe, hun var med i. Læsegruppen bestod af en samling kvinder, hun foragtede, og hun småklukkede under læsningen, muligvis ved tanken om den middelmådige diskussion, der ville udfolde sig ved mødet.

“Har du virkelig ikke læst den før?” spurgte Jim. “Jo, da jeg gik på college. Men man kan jo ikke huske det, man læste dengang,” sagde Franny og bladede.

“Den er sjov, synes jeg,” sagde Sylvia. Hendes forældre vendte sig og kiggede på hende. “Vi læste den i efteråret. Sjov og sørgelig. Lidt ligesom Mens vi venter på Godot, ikke?”

“Mm,” sagde Franny og vendte atter sin opmærksomhed mod bogen.

Jim fangede Sylvias blik hen over Frannys hoved og lavede himmelvendte øjne. Om kort tid skulle de boarde, og inden de så sig om, var de i luften. En af Jims største bedrifter var at have fået en datter, som han faktisk nød at være sammen med. Der var stor sandsynlighed for, at den familie, man planlagde at få, faldt meget anderledes ud end forventet.

Man kunne ikke vælge, om man ville have en dreng eller en pige; man kunne ikke vælge at få et barn, der foretrak én selv frem for den anden forælder. Man var nødt til at tage det, som det kom, og det, der var kommet, var Sylvia. Ti år efter Bobby – der gerne brugte ordet uheld om Sylvias ankomst, mens Jim og Franny foretrak ordet overraskelse.

Som et fødselsdagsselskab med masser af balloner. De var i hvert fald blevet overraskede, så meget var sandt. Kvinden

18

Feriegæster_TRYK.indd 18

20/04/15 12.30

ved gaten tog sin mikrofon og bekendtgjorde, at passagererne kunne begynde at gå om bord om et øjeblik.

Franny lukkede bogen og begyndte straks at samle sine ting sammen – hun kunne godt lide at gå om bord som en af de første, som om hun var bange for, at hun ellers skulle kæmpe for at få sin retmæssige plads. Det var noget principielt, sagde Franny. Hun ville gerne til destinationen så hurtigt som muligt; ikke som alle de andre driverter, der så ud, som om de ville være lige så glade for at blive i lufthavnen for evigt og betale overpris for de vandflasker og blade, der som regel bare endte med at blive proppet ned i lommen bag på flysæderne.

D Jim og Franny sad ved siden af hinanden. Deres flysæder var slået ned, så de snarere lå end sad, Franny ved vinduet og Jim ved midtergangen. Franny fløj tit, så hun havde masser af den slags bonuspoint, der kunne få mindre heldige kvinder til at græde af misundelse, men hun betalte under alle omstændigheder gladeligt for mere plads. Sylvia sad tredive rækker bag dem på økonomiklasse. Teenagere og mindre børn behøvede ikke at rejse på business class – eller på første klasse for den sags skyld. Det var Frannys filosofi. Den ekstra plads var til folk, der forstod at værdsætte den, og det gjorde hun. Sylvias knogler var stadig bløde – hun ville sagtens kunne vride sig ind i en stilling, der var behagelig nok til, at hun kunne falde i søvn. Franny skænkede det ikke flere tanker.

19

Feriegæster_TRYK.indd 19

20/04/15 12.30

Flyvemaskinen befandt sig et eller andet sted over Atlanterhavet, og den prægtige solnedgang havde allerede afsluttet sin rosa og orange forestilling. Verden var mørk, og Jim stirrede hen over Frannys skulder ud i det uendelige intet. Franny havde taget en sovepille, så hun kunne føle sig udhvilet, når hun vågnede, og være på forkant med den uundgåelige jetlag.

Hun havde taget sovepillen, umiddelbart efter at flyet lettede, hvilket var tidligere, end hun plejede. Nu sov hun tungt med den silkeforede øjenmaske i et stramt elastikbånd om hovedet og snorkede med åben mund ind mod vinduet.

Jim løsnede sikkerhedsselen og rejste sig for at strække benene. Han gik ned bag i afdelingen, trak gardinet til side og kastede et blik på de øvrige passagerer. Sylvia sad så langt tilbage, at han ikke kunne se hende, så han gik ned ad gangen mellem sæderne, indtil han fik øje på hende. Hun var den eneste af de passagerer, der sad på de bageste rækker, der havde lyset tændt, og Jim måtte træde forsigtigt hen over de sovende passagerers strømpefødder for at komme hen til sin datter.

“Hej,” sagde han og lagde hånden på ryglænet foran Sylvia. Hun havde høretelefoner på og nikkede i takt med musikken, så hendes hoved kastede skygge på de åbne sider i notesbogen. Hun sad og skrev og havde ikke set ham.

Jim rørte ved hendes skulder. Hun for forskrækket sammen og trak høretelefonerne ud af ørene med et ryk i den hvide ledning. Små bølger af musik, som han ikke kendte, steg op fra hendes skød. Sylvia trykkede på en usynlig knap, og musikken standsede. Hun lukkede notesbogen og lagde håndleddene

20

Feriegæster_TRYK.indd 20

20/04/15 12.30

over kors på den som en ekstra forsikring mod, at hendes far skulle komme til at få et glimt af hendes inderste tanker.

“Hej,” sagde hun. “Hvad sker der?”

“Ikke så meget,” sagde Jim og satte sig på hug i en ubekvem stilling med ryggen mod sædet på den anden side af midtergangen. Sylvia brød sig ikke om at se sin far indtage usædvanlige stillinger. Hun brød sig i det hele taget ikke om at tænke på, at hendes far havde en krop. Det var ikke første gang i løbet af de seneste måneder, Sylvia ville ønske, at hendes vidunderlige far, som hun elskede meget højt, havde været forsvarligt indkapslet i en jernlunge og kun kunne komme nogen steder, hvis en eller anden var så venlig at trille ham derhen.

“Sover mor?”

“Selvfølgelig.”

“Er vi der snart?”

Jim smilede. “Om et par timer. Du burde prøve at få lidt søvn.”

“Ja, ja,” sagde Sylvia. “Det burde du også.”

Jim klappede hende på skulderen, og hun krympede sig, da hans lange fingre med de firkantede fingerspidser rørte ved hende. Han vendte sig for at gå tilbage til sin plads, men Sylvia kaldte på ham som for at undskylde, selv om hun ikke var helt sikker på, at hun egentlig havde lyst til det.

“Det bliver godt, far. Det bliver en fin ferie.”

Jim nikkede til hende og begyndte langsomt at gå tilbage til sin plads.

Da han var på sikker afstand, åbnede Sylvia sin notesbog

21

Feriegæster_TRYK.indd 21

20/04/15 12.30

igen og skrev videre på sin liste over ting, hun skulle nå, før hun begyndte på college. Indtil videre var der kun fire punkter: 1. Købe ekstra lange lagner. 2. Købe køleskab? 3.

Blive solbrændt. (Kunstigt?) (Nej, så slå mig hellere ihjel!).

(Nej, slå mine forældre ihjel). 4. Miste mødom. Sylvia satte en streg under det sidste punkt på listen, og så begyndte hun at tegne kruseduller i marginenen. Det var stort set det.

22

Feriegæster_TRYK.indd 22

20/04/15 12.30

anden dag

De fleste af passagererne i den lille flyvemaskine fra Madrid til Mallorca var smart klædte, hvidhårede spaniere og englændere med uindfattede briller på vej til deres ferieboliger foruden en stor gruppe støjende tyskere, der så ud, som om de forestillede sig, at de skulle på drukferie. Over for Franny og Jim sad to mænd i tykke, sorte læderjakker. De vendte sig konstant om og råbte sjofelheder til deres læderjakkeklædte ven på rækken bag dem. Deres jakker var fyldt med mærker med akronymer, som Franny gik ud fra henviste til forskellige klubber, der havde med motorcykler at gøre – på et af dem var der et billede af en skruenøgle, på et andet et Triumph-logo, og der var flere med billeder af Elvis. Franny nidstirrede mændene med sammenknebne øjne og forsøgte med blikket at sige: Det er for tidligt til at tale så højt. Den mest højrøstede af de tre sad ved vinduet – en rundhovedet, rødhåret fyr med en ansigtskulør som en maratonløber, der lige har passeret målstregen.

“Nå, Terry,” sagde han, rakte armen hen over ryglænet og gav sin ven et klask oven i hovedet. “Det’ kun pattebørn, der sover!”

23

Feriegæster_TRYK.indd 23

20/04/15 12.30

“Ja, det ved du jo alt om, ik’!” Den sovende løftede ansigtet fra hånden, så man kunne se de røde streger på hans kind. Han vendte sig om mod Franny og gloede olmt på hende. “Go’morn,” sagde han. “Jeg håber, du nyder underholdningen.”

“Er I med i en motorcykelklub?” spurgte Jim og lænede sig hen over midtergangen. De yngre redaktører på Gallant var altid på udkig efter historier, der gav dem mulighed for at prøvekøre dyre, hurtige maskiner. Selv havde Jim aldrig prøvet at køre på motorcykel.

“Det kan man godt sige,” sagde ham, der havde sovet.

“Jeg har altid ønsket mig en motorcykel. Det er bare aldrig blevet til noget.”

“Det er aldrig for sent.” Den søvnige lagde ansigtet tilbage i hånden og begyndte straks at snorke.

Franny himlede aggressivt med øjnene, men der var ikke nogen, der tog sig af det.

Flyveturen var hurtigt overstået; det tog under en time, så landede de i Palma i høj sol. Franny tog sine solbriller på og skred fra den asfalterede plads ind til bagageudleveringen som en filmstjerne, der havde ladet stå til og var gået hen og blevet lidt tyk i sit livs anden fase. Lavpris-flyselskaber var omtrent lige så glamourøse som Greyhound-busserne, men det afspejlede sig ikke på nogen måde i Frannys attitude. Hun havde fløjet med Concorde to gange, til Paris og hjem igen, og begræd tabet af supersonisk hastighed og den kunstfærdigt tilberedte flymad. Alle i Palma syntes at tale tysk, og et øjeblik var Franny bange for, at de var havnet det forkerte sted, som

24

Feriegæster_TRYK.indd 24

20/04/15 12.30

når man falder i søvn i undergrundsbanen og kører for langt.

Det var en typisk middelhavsmorgen, lys og varm og med en antydning af olivenduft i luften. Franny var tilfreds med sit valg af rejsemål. Mallorca var mindre ordinært end Sydfrankrig og mindre proppet med amerikanere end Toscana.

Selvfølgelig var kysten for tæt bebygget, og der var for mange restauranter, fyldt med for mange turister, men alt dette ville de undgå. Eftersom det var forholdsvis besværligt at komme til en ø, blev fårene helt automatisk skilt fra bukkene. Det var også tankegangen bag steder som Nantucket, hvor folks børn fra en tidlig alder lærte at føle sig naturligt berettiget til private strande og bukser i skrigende farver. Franny ville dog gerne undgå, at det blev alt for elitært – alle skulle være tilfredse, også børnene, og derfor skulle der være en by af passende størrelse i nærheden, så man kunne tage ind og se film, der var eftersynkroniseret til spansk, hvis man havde brug for en pause fra fælleskabet et par timer. Jim var vokset op i Connecticut, så han var vant til at gå op og ned ad sin forfærdelige familie konstant, men de andre var newyorkere, og for dem var det absolut nødvendigt at have en flugtvej, hvis de ikke skulle blive vanvittige.

Huset, de havde lejet, lå tyve minutters kørsel fra selve Palma; ifølge Gemma skulle man bare “lige op ad en bakke”.

Franny havde stønnet ved tanken – hun brød sig ikke om at bo et sted, der bød på nogen form for kropslig udfordring.

Men behøvede man overhovedet at gå nogen steder, når man havde så mange værelser og en pool? Tanken var, at de skulle være sammen – med kortspil og vin og alt, hvad der ellers

25

Feriegæster_TRYK.indd 25

20/04/15 12.30

hørte til en god sommerferie, og at det hele skulle være lige inden for rækkevidde. Tingene have ændret sig de seneste måneder, men Franny ville stadig så gerne have, at ingen følte det som en straf at være sammen med familien, sådan som hun selv altid havde følt det, når hun var sammen med sine forældre eller med Jims. Efter Frannys mening var hendes livs største bedrift at fostre to børn, der tilsyneladende kunne lide hinanden, også når ingen kiggede, selv om de med de ti års aldersforskel ikke rigtig havde været børn sammen. Måske var det nøglen til alle gode forhold mellem mennesker: at være adskilt af oceaner af tid; eller måske havde det ændret sig – børnene så kun hinanden i ferierne, og når Bobby en sjælden gang imellem kom på besøg. Franny håbede det ikke.

Jim klarede formaliteterne med udlejningsbilen, mens Franny og Sylvia ventede på kufferterne. Selv om de havde ferie, kunne Franny ikke se, hvorfor de ikke også skulle være effektive – hvorfor skulle alle vente på hinanden og gøre alting sammen? Jim skulle jo alligevel køre, fordi alle europæiske udlejningsbiler har manuelt gear, og siden Franny tog kørekort i high school i 1971, havde hun kun meget sjældent kørt med manuelt gear. Under alle omstændigheder var der ingen grund til at tilbringe mere tid end højst nødvendigt i lufthavnen. Franny ville gerne underkaste huset en grundig inspektion, købe ind, fordele soveværelserne, finde et sted, hvor hun kunne skrive, finde ud af, hvor de ekstra håndklæder lå; og hun skulle også købe shampoo og toiletpapir og ost. Ferien begyndte ikke officielt, før hun havde taget et brusebad og spist en håndfuld oliven.

26

Feriegæster_TRYK.indd 26

20/04/15 12.30

“Mor,” sagde Sylvia. Hun pegede på en sort kuffert på størrelse med en mindre ligkiste. “Er det din?”

“Nej,” sagde Franny og kiggede på en endnu større kuffert, der kom rutsjende ned ad bagageslisken. “Det er den der.”

“Hvorfor har du taget så meget med?” spurgte Sylvia.

“Det er kun to uger.”

“Det er alt sammen gaver til dig og din bror,” sagde Franny og kneb Sylvias spinkle arm. “Det eneste, jeg har taget med til mig selv, er et ekstra tæppe. Andet behøver en mor ikke, vel?”

Sylvia prustede som en hest og gik hen for at tage sin mors kuffert.

“Altså, de der typer …” sagde Sylvia og nikkede i retning af de højtråbende motorcyklister. “Jeg elsker dem.”

“De er forvoksede børn,” sagde Franny og sukkede højlydt med åben mund. “De burde være taget til Ibiza i stedet.”

“Nej, mor, det er rockergruppen Sticky Spokes, kan du ikke se det?”

Søvnige Terry havde vendt sig om for at tage sin bagage, en lidt besynderlig orange motorcykeltaske, og man kunne se det øverste af revnen mellem hans baller, men også ryggen af hans læderjakke, hvor der med kæmpestore bogstaver stod det navn, Sylvia netop havde nævnt.

“Det er et skrækkeligt navn,” sagde Franny. “Jeg er sikker på, at de ikke vil bestille andet hele ugen end at drikke, og at de ender med at køre sig ihjel på en af de smalle veje.”

Sylvia havde mistet interessen for emnet og skyndte sig hen efter sin egen kuffert, der kom glidende ned til kanten af bagagebåndet, hvor den landede med et blødt plump.

27

Feriegæster_TRYK.indd 27

20/04/15 12.30

Familien Post havde ikke holdt ferie i årevis, ikke på denne måde. De havde tilbragt nogle somre i nogle lejede sommerhuse i Sag Harbor, hvor der ikke var lige så fimset som i The Hamptons – som Franny blev ved med at hævde, indtil det tydeligvis ikke var sandt længere – og så det månedlange rædselsfulde ophold i Santa Barbara. Sylvia havde været fem år gammel, og Bobby femten, hvilket betød at det var to fuldstændig forskellige rejser i én – alle måltiderne havde været mareridtsagtige. Derefter havde Franny besluttet, at det var for besværligt at rejse sammen alle sammen. Hun tog en tur til Miami sammen med Bobby, da han var seksten, og bevilligede ham morfri eftermiddage i South Beach.

En tur, som han senere hævdede havde inspireret ham til at søge ind på et college i Miami. Det var ikke noget, Franny ligefrem var stolt af at have æren for. Hun ville ønske, at de var taget til Cambridge i stedet. Jim, Franny og Sylvia havde engang været på weekendtur til Austin i Texas, hvor de ikke bestilte andet end at spise grillmad og vente på, at flagermusene kom ud fra deres skjulesteder under broen. Og så rejste Franny selvfølgelig alene, når hun skulle skrive om trends i det sydcaliforniske køkken for ét madmagasin, eller om en chilifestival i New Mexico for et andet, eller når hun spiste sig vej igennem Frankrig, den ene dryssende croissant efter den anden. Jim og Sylvia var det meste af året hjemme i New York, hvor de skiftedes til at bikse udsøgte måltider sammen af resterne i køleskabet eller bestilte mad fra en af restauranterne på Columbus Avenue, mens de lod, som om de sloges om fjernbetjeningen til tv’et. Frannys egne forældre,

28

Feriegæster_TRYK.indd 28

20/04/15 12.30

mr. og mrs. Gold fra Eastern Parkway 41 i Brooklyn, havde ikke en eneste gang taget hende med til udlandet, og hun så det som sin pligt at sørge for, at hendes børn fik et bredere erfaringsgrundlag, end hun selv havde fået. Sylvias sprog ville blive pænere. Hendes spansk ville blive forvandlet fra newyorkerpuertorikansk spansk til rigtigt spansk, og Franny vidste, at Sylvia en dag, måske om tredive-fyrre år, når hun var i Madrid eller Barcelona, og sproget vendte tilbage ligesom erindringen om hendes første elsker, ville takke sin mor for denne rejse, også selv om Franny til den tid ville være død.

D Huset lå ved foden af Tramuntana-bjergene bag ved byen Puigpunyent på den snoede vej, der førte til Valldemossa.

Ingen kunne udtale Puigpunyent (biludlejeren havde sagt Puch-pun-yen eller et eller andet andet, som amerikanere ikke kunne udtale), så da Sylvia insisterede på at kalde den Pigpen, var Jim og Franny ikke i stand til at rette hende, så det hed den fremover. Mallorcansk spansk var ikke det samme som rigtigt spansk, der ikke var det samme som catalansk.

Frannys plan var at ignorere forskellene og bare pløje sig frem – det var sådan, hun klarede sig i udlandet. Overalt i verden, undtagen i Frankrig, blev de fleste mennesker begejstrede, når de hørte, at man i det mindste forsøgte at tale deres sprog. Franny og Sylvia stirrede ud ad vinduet til hver sin side, Franny sad på forsædet, Sylvia på bagsædet, og Jim kørte. Gemmas varslede tyve minutters kørsel fra lufthavnen

29

Feriegæster_TRYK.indd 29

20/04/15 12.30

så kun ud til at gælde, hvis man kendte vejen i forvejen.

Gemma var et af de mennesker, Franny af flere grunde brød sig allermindst om: 1. Hun var Charles’ næstnærmeste kvindelige ven. 2. Hun var høj, tynd og blond, tre ting, der helt automatisk gav minuspoint. 3. Hun havde gået på kostskole uden for Paris og talte flydende fransk, hvilket Franny syntes var totalt blærerøvsagtigt; helt på niveau med at lave en triple Axel på skøjtebanen ved Rockefeller Center.

På vej op ad bjerget drejede Jim forkert flere gange og kom ind på biveje, der virkede for smalle til, at der kunne køre biler i begge retninger, og mest af alt lignede asfalterede indkørsler, men ingen af dem havde noget særligt imod det, fordi det gav dem mulighed for at lære øen lidt bedre at kende. Mallorca var en veritabel lagkage med de krogede oliventræer og strittende palmer, de grågrønne bjerge, kalkstensklippevæggene på begge sider af vejen og som kronen på værket: den skyfri, lyseblå himmel ovenover det hele. Det var varmt, men slet ikke som New Yorks lummerhede. Her var ufiltreret solskin og en brise, der sikrede, at man aldrig havde det for varmt ret længe ad gangen. På Mallorca var det sommer på den rigtige måde – det var varmt nok til, at man kunne bade, men ikke så varmt, at tøjet klistrede til ens ryg.

Franny lo, da de kørte ind ad den grusbelagte indkørsel, for Gemma havde i den grad undersolgt huset – endnu en grund til at foragte hende: hendes beskedenhed. I det fjerne var der bjerge med gamle træer ned ad skråningerne, og selve huset præsenterede sig som en smukt indpakket gave.

Det var to etager højt og dobbelt så bredt som deres kalk-

30

Feriegæster_TRYK.indd 30

20/04/15 12.30

stenshus derhjemme. En solid stenbygning malet i en smuk terrakotta­farve. Huset nærmest strålede i formiddagssolen, de sorte skodder foran de åbne vinduer var som øjenvipper i et smukt ansigt. Mere end en tredjedel af husets forside var dækket af frodigt, grønt løv, der krøb hele vejen fra hushjørne til hushjørne og truede med at krybe ind ad vinduerne og helt opsluge huset. Høje, slanke pinjer omkransede grunden, og deres spidse toppe pegede mod den åbne, skyfri himmel. Huset så ud, sådan som et barn ville tegne et hus: en stor firkant med et skråt tag ovenover, farvelagt med en gammeldags, terrakottafarvet blyant, der fik det hele til at stråle. Franny klappede i hænderne.

Bagsiden af huset var endnu bedre. Swimmingpoolen, der på billedet blot havde set praktisk ud, var intet mindre end vidunderlig. En stor, blå firkant, der var kilet ind i bjergsiden.

En gruppe liggestole af træ stod samlet ved den ene ende af den, som havde der lige siddet nogen i dem og ført en samtale.

Sylvia løb hen bag sin mor og greb fat i hendes tunika som i et par hestetømmer. Fra kanten af poolen kunne de se andre huse, der lå klinet helt ind til bjergsiden, små og pyntelige som matadorhuse med deres skinnende flader, der stak ud fra et tæppe af grønne træer og stejle klipper. Havet lå et eller andet sted på den anden side af bjergene ti minutters kørsel mod vest. Sylvia tog en dyb indånding og snusede ind for at tjekke, om der var salt i luften. Der var sikkert et college på Mallorca – eller i hvert fald et svømme- og tennisakademi.

Måske skulle hun bare blive her, lade sine forældre tage hjem alene og begynde at få krydset punkter af på to do-listen.

31

Feriegæster_TRYK.indd 31

20/04/15 12.30

Hvilken forskel gjorde det, at hun var på den anden side af Jorden? For første gang i sit liv misundte Sylvia sin bror, at han boede så langt væk. De ting, man ikke blev konfronteret med hver dag, behøvede man ikke græmme sig over dagligt.

Jim lod kufferterne ligge i bilen og gik hen til hoveddøren, der var enorm, tung og ulåst. Det varede et øjeblik, før hans øjne havde vænnet sig til halvmørket i hallen. De eneste møbler var et konsolbord på venstre side, et stort spejl på væggen og en keramikkrukke på størrelse med et lille barn på højre side.

“Hallo?” råbte Jim, selv om han vidste, at der ikke var nogen i huset. Han forventede heller ikke et svar. Foran ham førte en smal gang direkte hen til en dør ud til haven, og han kunne se en flig af poolen med bjergene bagved. Der var en duft af blomster og jord og en antydning af rengøringsmiddel i luften. Bobby ville synes om det her sted. Lige siden Bobby var barn, havde han afskyet snavs, hvilket han heller aldrig havde været bleg for at give udtryk for, når Jim og Franny havde slæbt ham med på deres rejser til Maine eller New Orleans eller andre steder, hvor de havde boet i mere eller mindre faldefærdige ferieboliger. Han kunne ikke fordrage antikke møbler eller vintagetøj eller noget andet, der havde haft et tidligere liv. Der var derfor, han holdt så meget af at sælge ejendomme i Florida, tænkte Jim. Der var alting splinternyt. Selv de gigantiske kasser i Palm Beach blev skrællet med få års mellemrum og deres indre udskiftet med lækrere inventar. Florida passede meget bedre til Bobby, end New York havde gjort, men det her ville han

32

Feriegæster_TRYK.indd 32

20/04/15 12.30

heller ikke have noget imod. Og da slet ikke, når de kun skulle være her i to uger.

Jim gik igennem den brede døråbning til venstre for sig og trådte ind i opholdsstuen. Den var, som de også havde kunnet se på billederne, smagfuldt undermøbleret. Udover to lave sofaer var der kun et pænt tæppe og nogle malerier på væggene, hvor solens stråler ikke kunne nå dem. Gemma var kunsthandler eller galleriejer eller noget i den retning. Jim havde en vag fornemmelse af, at hun var så velhavende, at en mere nøjagtig jobbeskrivelse var overflødig. Opholdsstuen førte ind til en spisestue, hvor der stod et langt bondebord og to rustikke bænke. Fra den kom man så ind i det store køkken. Vinduerne over vasken vendte ud mod poolen, og foran dem blev Jim stående. Sylvia og Franny lå ved siden af hinanden i hver sin liggestol. Franny havde fjernet sjalet fra skuldrene og lagt det over sit ansigt. Hendes ærmer var rullet op, og hun lå med spredte ben. Hun solbadede, men med det meste af tøjet på. Jim udstødte et tilfreds suk. Franny nød allerede ferien.

At sige at Franny havde været anspændt i den forløbne måned, ville absolut være en underdrivelse. Hun havde styret deres fælles hjem med jernnæve. Selv om alt var arrangeret lang tid i forvejen – ferien havde været planlagt siden februar, flere måneder før Jims stilling ved magasinets redaktion var skredet under ham – havde Franny mindst en gang om dagen råbt et eller andet meget højt, mørkerød i hovedet af raseri.

Lynlåsen på kufferten var gået i stykker, Bobby og Carmens flybilletter (der var købt for hendes bonuspoint) kostede

33

Feriegæster_TRYK.indd 33

20/04/15 12.30

dem flere hundrede dollars i afgifter, fordi de skulle ændre afrejsetidspunktet til en dag tidligere. Jim var altid i vejen og gjorde alting forkert. Franny var ekspert i at holde en perfekt facade udadtil, og så snart Charles ankom, ville tonen ændre sig og blive kælen og kurrende, men når Franny og Jim var alene, kunne hun være en ren djævel. Jim var taknemlig for, at Frannys djævlehorn i det mindste lige for øjeblikket tilsyneladende var forsvundet ind i hendes kranie.

Gennem døren i køkkenets modsatte side gik Jim ud i den smalle gang, der lå over for indgangen. På den anden side af hallen lå der et lille badeværelse med toilet og bruseniche, et vaskerum, et arbejdsværelse og et soveværelse med en enkeltseng og tilhørende badeværelse – det, amerikanere kalder en svigermorsuite; et sted, hvor man kan stuve den person af vejen, man ønsker at se mindst til. Under normale omstændigheder ville Jim have taget arbejdsværelset, eller i det mindste kæmpet hårdt med Franny om det, men han indså, at han ikke havde noget at gøre der – han havde ingen truende deadlines, ingen tekster, der skulle redigeres, intet, der skulle skrives, ingen forespørgsler, der skulle sendes, ingen bøger, der skulle læses af andre grunde end for hans egen fornøjelses skyld. Han havde lige så meget brug for et skrivebord, som en fisk havde brug for en cykel. Gallant ville ufortrødent fortsætte uden ham med at fortælle den intelligente amerikanske mand, hvilke bøger han burde læse, hvilken sæbe han skulle bruge, og hvordan man kender forskel på skotsk og irsk whisky. Jim forsøgte at ryste ubehaget ved de hårde kendsgerninger af sig, men det blev hængende, mens han gik videre til soveværelset.

34

Feriegæster_TRYK.indd 34

20/04/15 12.30

Det var et hyggeligt værelse. Over dobbeltsengen lå et vatteret sengetæppe, og der stod et stort toiletbord og et skrivebord foran vinduet, som vendte ud mod bagsiden af huset. Jim overvejede et øjeblik at lade Bobby og Carmen få det værelse i stedet for et af dem ovenpå, men nej, selvfølgelig skulle Charles og Lawrence have det værelse, hvori de kunne være mest uforstyrrede. Jim lagde med tilfredshed mærke til, at der sad en gammeldags nøgle i låsen på indersiden af soveværelsesdøren. De skulle være mange i huset på samme tid, men kunne i det mindste låse dørene. Jim fantaserede kortvarigt om at låse sig inde og spille syg resten af dagen og bare ligge på sengen og dovne og dagdrømme.

Sylvia og Franny kom brasende ind, netop som Jim trak døren i.

“Poolen er superlækker,” sagde Sylvia, selv om hun tydeligvis ikke havde været i endnu. “Hvad er klokken?” Hun havde det vilde udtryk i ansigtet, man får, når man ikke har sovet i et døgn. Mørkviolette halvcirkler bredte sig under begge hendes øjne. At være atten år var som at være lavet af gummi og kokain. Sylvia kunne let holde sig vågen i yderligere tre døgn, hvis det skulle være.

“Vil du fordele soveværelserne?” spurgte han Franny vel vidende, at hun ville forlange at vælge deres. “Jeg tænkte, at Charles og Lawrence …” begyndte Jim, men Franny var allerede halvvejs oppe ad trappen.

D

35

Feriegæster_TRYK.indd 35

20/04/15 12.30

Forudsigeligt nok faldt både Jim og Sylvia i søvn, så snart de fik tildelt en seng. Franny trak sin kuffert fra bilens bagagerum ind i hallen. Gemma havde lagt en lille introduktion til huset, poolen og de omkringliggende byer i en rød mappe på køkkenbordet, og Franny bladede hurtigt igennem den. Der var et par restauranter neden for bjerget – nogle med tapas, nogle med sandwiches, nogle med pizza – og en udmærket dagligvarebutik og et grønsagsmarked. Palma, den største by på øen, som de lige var kørt udenom på vej fra lufthavnen, havde alt, hvad man ellers kunne ønske sig – stormagasiner hvis man havde glemt at medbringe sit badetøj og den slags, og butikker med sportssko fremstillet på Mallorca. Der var dog masser af badehåndklæder og solcreme, baderinge og svømmebriller i huset. Der var rent sengetøj på sengene og mere i linnedskabet. Den følgende weekend kom der en mand for at rense poolen og ordne haven. De skulle ikke løfte en finger. Franny lukkede mappen og bankede i marmorbordpladen med knoerne.

Det var ikke retfærdigt, at kvinder altid skulle gøre det hele. Gemma havde været gift flere gange, to gange med en italiener med job i den internationale pengeverden og en gang med en arving til et saudisk olieselskab, men selvfølgelig havde hun da skrevet en liste med vejledninger og generelle oplysninger om sit hjem. Det havde en mand aldrig kunnet finde på.

Medmindre selvfølgelig, at han blev betalt for det. Den slags betænksomhed er det kun kvinden, der har anlæg for, uanset hvad alle poppsykologerne i fjernsynet siger, tænkte Franny.

Så hørte hun en rumlende lyd oppefra – Jims luftveje havde

36

Feriegæster_TRYK.indd 36

20/04/15 12.30

aldrig haft det godt med transatlantiske flyrejser – og rystede på hovedet. Hun lavede nogle yogaåndedrætsøvelser – Jim sagde altid, at de fik hende til at lyde som en svedende russer i en sauna, som om han vidste, hvordan sådan en lød – og forsøgte uden held at klare tankerne.

Bare fordi ingen af de andre havde sovet på flyet, og de tilsyneladende af ren dovenskab havde det fint med straks at glide ind i en vampyrs døgnrytme, behøvede hun jo ikke også at gøre det. Hun fiskede sine solbriller op af tasken, gik ud i verden og efterlod sine sovende familiemedlemmer ubeskyttede og sårbare over for, hvad der måtte være af farer på denne tilsyneladende paradisiske plet. Hun lukkede den tunge hoveddør bag sig og begyndte at gå ned ad bjerget i retning af det lokale marked. En eller anden skulle jo trods alt købe ind til aftensmad, og da de var i et katolsk land, ville Sylvias spansklærer sikkert først komme klokken halv fire, når han havde været i kirke. Det var helt fint med hende, bare han kom, og bare han ikke gjorde Sylvias spansk værre, end det var i forvejen. Børn har brug for at have noget at beskæftige sig med under alle omstændigheder, og det uanset om de befinder sig på Manhattan eller Mallorca.

De kunne køre til et større supermarked senere, måske i morgen, men lige nu var alt, hvad de behøvede, et par ting, de kunne lave aftensmad af. Franny var moren, og det betød, at hun måtte tage sig af al planlægning. Sådan ville det også have været, hvis de andre havde været vågne. Det gjorde ikke nogen forskel, at Jim ikke længere havde et job.

Mange pensionister fik madlavning som deres nye hobby og

37

Feriegæster_TRYK.indd 37

20/04/15 12.30

forvandlede deres køkkener til små gastronomiske kokke­ skoler og fyldte skufferne med crème brûlée-brændere og smådele til ismaskiner, men sådan et scenarie kunne Franny ikke lige se for sig. De fleste pensionister havde valgt at forlade deres job efter mange års tjeneste og tilbagevendende stresssymptomer, men det var ikke det, der var sket for Jim. Franny sparkede til en løs sten. De havde altid nydt at holde ferie, hele familien Post, og det her kunne være en lige så god måde at afslutte det hele på, som enhver anden – her havde de oven i købet en fantastisk strand og overdådige udsigter.

Franny ville ønske, at hun havde haft et eller andet med, hun kunne smadre. Hun bøjede sig, samlede en pind op og smed den ud over klippen.

Vejen til den lille by – der egentlig bare var et vejkryds med et par restauranter og butikker til hver side – var smal, hvilket de også havde bemærket, da de kørte op ad bjerget, men da Franny nu gik ned ad den ude i siden, følte hun det, som om den var krøbet og blevet endnu smallere. Der var knap nok plads til, at en række cyklister kunne suse forbi hende, for ikke at tale om en bil eller, gud forbyde det, to i hver sin retning – men sådan tænkte hverken cyklisterne eller bilisterne åbenbart, for de susede forbi hende alligevel.

Hun holdt sig i venstre side af vejen, og selv om det var midt på dagen, og alle de kørende tydeligt kunne se hende, ønskede hun, at hun havde tænkt på medbringe noget tøj med reflekser på. Franny var ikke særlig høj, men hun var heller ikke så lavstammet som sin mor og søster. Hun mente selv, at hun var af gennemsnitshøjde, selv om gennemsnittet

38

Feriegæster_TRYK.indd 38

20/04/15 12.30

selvfølgelig havde ændret sig med tiden – Marilyn Monroes størrelse toogfyrre var noget i retning af en moderne størrelse seksogtredive og så videre. Og ja, Franny var blevet tykkere de seneste ti år, men det var jo den vej, det gik, medmindre man led af anoreksi, og hun havde andet at tænke på end sin vægt. Franny kendte masser af kvinder, der havde valgt at satse på at holde kroppen evigt ung, og de var alle sammen nogle stakler, som ikke kunne skjule, at de veltrænede overarmsmuskler ikke kunne kompensere for deres tomme, knurrende maver og utilfredsstillende liv. Franny holdt af at spise og af at servere mad for andre, og hun skammede sig ikke over, at hendes krop vidnede om den slags tilbøjeligheder. Da hun var i begyndelsen af fyrrerne, var hun en enkelt gang gået til et skrækkeligt møde i Anonyme Overspisere i et beklumret lokale i en kirkekrypt. Hun var blevet så chokeret over at se sig selv i de andre mænd og kvinder, der sad på klapstolene, at hun blev skræmt væk for tid og evighed. Hendes madindtag var muligvis et problem, men det var hendes problem. Nogle mennesker røg crack i sidegaderne. Franny spiste chokolade.

Når alt kom til alt, var det vel ganske fornuftigt.

Dagligvarebutikken var en slags gårdbutik med tre vægge og to korte rækker hylder med dåsemad og andre basisvarer.

Der var en lind strøm af mennesker ind og ud af butikken.

Nogle ankom på cykel, og andre kom i biler, som de parkerede i den ikkeeksisterende rabat. Franny tørrede sveden af panden og begyndte at tage ting ned fra de smalle hylder. Der var køligt i det ene hjørne, hvor der lå fåreost indpakket i papir, og i den anden ende af rummet hang der tørrede pølser fra

39

Feriegæster_TRYK.indd 39

20/04/15 12.30

bjælkerne. En kvinde med forklæde vejede varerne og tog mod penge fra kunderne. Hvis Franny kunne have valgt et andet liv, langt fra New York, ville hun vælge netop dette: at være omgivet af oliven, citroner og solskin og med rene strande i nærheden. Hun antog, at øens strande var rene og på ingen måde lignede det snavsede Coney Island fra hendes ungdom. Franny købte nogle ansjoser, en pakke pasta, to fede pølser og noget ost. Hun købte også en lille pose mandler og tre appelsiner. Det var nok for denne gang. Hun kunne allerede smage den salte ost og pastaen og fornemme ansjosernes gennemtrængende lugt. Der var helt sikkert olivenolie i huset – hun havde ikke set efter, men den slags ville Gemma bestemt sørge for. Hun fik sandsynligvis presset sin egen olie fra træerne på grunden.

“Buenos días,” sagde Franny til kvinden med forklædet.

Hvis hun skulle være helt ærlig, var hun lettere skuffet over, at alle kvinderne i butikken var helt normalt klædt og havde mobiltelefoner stikkende op af lommerne nøjagtig som kvinderne i New York. Den samme følelse havde hun haft, da hun var i Mumbai, hvor en kvinde i sari hev en mobiltelefon op af lommen lige foran hende og begyndte at snakke. Da Franny var ung, havde hun haft det, som om hun befandt sig på en fremmed planet, eller som Alice i en eventyrverden bag spejlet, hver gang hun rejste et nyt sted hen. Nu føltes resten af verden omtrent lige så fremmedartet som et indkøbscenter i Westchester County.

“Buenas tardes,” svarede kvinden. Hun vejede hurtigt alle Frannys varer og lagde dem i en pose. “Dieciséis. Seksten.”

40

Feriegæster_TRYK.indd 40

20/04/15 12.30

“Seksten?” Franny stak en hånd ned i tasken og greb efter sin pung.

Alle de af Frannys veninder, der havde børn, var så begejstrede på hendes vegne over, at Sylvia endelig skulle på college og flytte hjemmefra. Det bliver ligesom en evig ferie, sagde de. En ferie fra at være fuldtidsforælder. Men det, de mente, var: Du bliver ikke yngre, og det gør dine børn heller ikke. Nogle af hendes veninder havde børn, der endnu ikke gik i high school, og deres liv drejede sig om klavertimer og balletundervisning, som Frannys havde gjort det for så mange år siden. Eller som det ville have gjort, hvis hun havde arbejdet mindre. De beklagede sig alle sammen over ikke at have nok fritid og aldrig at have sex med deres ægtemænd, men i virkeligheden pralede de. I virkeligheden sagde de: Mit liv er ekstremt indholdsrigt. Der er så meget, jeg skal nå endnu.

Nyd overgangsalderen. Det var sandt, at Franny på en måde ville få sit liv tilbage, men det ville ikke blive en tyveårigs liv med lange aftener og tømmermænd. Det ville blive en ældre kvindes liv. Hun var seks år fra at få seniorrabat i biografen. Seks år, hvor hun skulle sidde over for Jim i køkkenet og bekæmpe trangen til at plante en issyl mellem hans øjne.

“Gracias,” sagde Franny, da kvinden gav hende byttepengene.

D Sylvia var dejset omkuld med det samme i det mindste soveværelse, der så ud, som om det var indrettet til en nonne:

41

Feriegæster_TRYK.indd 41

20/04/15 12.30

en seng, der ikke var meget bredere end hendes slanke teenagerkrop, hvide vægge, hvidt sengetøj, hvidmalet gulv. Det eneste ikke-nonneagtige ved værelset var et billede af en liggende, nøgen kvinde. Det lignede et af Charles’ billeder, og dem var hun vant til. Han elskede at male disse fine trekanter af kønshår. Han havde malet mange billeder af hendes mor som ung. Det var, hvad det var. Andre mennesker havde den luksus at være forskånet for at se deres mor nøgen i tide og utide, men ikke Sylvia. Hun strakte sig dovent, så tæerne stak ud over sengens fodende. Huset lugtede underligt, ligesom af våde sten og frøer, og der gik flere minutter, før Sylvia huskede, hvor hun var.

“Me llamo Sylvia Post,” sagde hun. “Dónde está el baño?”

Sylvia rullede om på siden og trak knæene op til brystet.

Værelsets eneste vindue var åbent, og en dejlig brise strømmede ind. Hun havde aldrig skænket Spanien mange tanker: Det var ikke som Frankrig, der fik hende til at tænke på baguettes og cykler, eller som Italien, der fik hende til at tænke på gondoler og pizza. Picasso var spansk, men så fransk ud og lød italiensk. Der var selvfølgelig den der Woody Allenfilm, der foregik i Spanien, men den havde Sylvia ikke set.

Matadorer, der kæmpede mod tyre? Det var i Spanien, ikke?

Hun kunne lige så godt være vågnet i et solfyldt soveværelse et eller andet sted på øen Peoria i Illinois.

Badeværelset lå længere nede ad gangen, og det så ud, som om det ikke var blevet renoveret siden 1973. Fliserne på væggen over badekarret og bag håndvasken havde samme farve som ærtesuppe, en ret, som Sylvia havde bestemt sig

42

Feriegæster_TRYK.indd 42

20/04/15 12.30

for at undgå resten af sit liv. Der var ikke nogen rigtig bruser, kun en håndbruser på et langt, forkromet rør, der var forbundet til den varme og den kolde hane. Sylvia drejede på den varme hane og lod vandet løbe over hånden for at mærke, hvornår det blev varmt. Hun ventede et par minutter, og da det stadig ikke var blevet varmt, drejede hun på det andet greb, smed tøjet og trådte op i karret. Hun måtte bukke sig for at få vand i ansigt og hår og kunne kun gøre en lille del af kroppen våd ad gangen. Der lå et stykke sæbe i en sæbeskål, men Sylvia vidste ikke, hvordan hun skulle bære sig ad med at vaske kroppen med den ene hånd og bruse sig med det iskolde vand med den anden.

Alle håndklæderne i badeværelset var tilsyneladende lavet til meget små mennesker – mennesker i Tommelise-størrelse, endnu mindre end hendes mor. Sylvia forsøgte at svøbe overog underkroppen i to af de mystiske, vaskekludsagtige stofstykker. Hun redte håret med fingrene og så sig i spejlet.

Hun vidste, at hun ikke så værst ud; hun var på ingen måde vanskabt, men hun vidste også, at der var en afgrund mellem hende og de smukke piger i skolen. Hendes ansigt var lidt aflangt, håret hang slattent ned til skuldrene og var hverken kort eller langt, hverken lyst eller mørkt, men et sted midtimellem. Det var Sylvias problem i en nøddeskal: Hun var gennemsnitlig på alle fronter. Sylvia vidste ikke, hvordan hun skulle forklare en fremmed, hvordan hun så ud. Hun havde helt almindelige, blå øjne, der hverken var særlig store eller velformede. Det var ikke et par øjne, nogen ville skrive et digt om. Sylvia havde tænkt meget over det; mange af ver-

43

Feriegæster_TRYK.indd 43

20/04/15 12.30

dens bedste digte var skrevet af meget unge forfattere – som for eksempel Keats, Rimbaud, Plath. Allerede som teenagere havde de haft så megen skønhed og lidelse i deres liv, at de blev husket og æret for det i flere hundrede år efter. Sylvia rakte tunge ad sit spejlbillede og åbnede forsigtigt badeværelsesdøren med den hånd, der holdt håndklædet om taljen oppe.

“Perdón!”

Stemmen tilhørte en dreng. Sylvia lukkede øjnene i håb om, at det var indbildning, men da hun åbnede dem igen, var han der stadig. Måske var dreng ikke det rette ord – der stod en ung mand foran hende. Han var måske på Bobbys alder, måske yngre, men helt sikkert ældre end hende selv.

“Oh my God,” udbrød Sylvia. Hun ville for alt i verden ikke lade sig mærke med, at den fremmede, der stirrede på hende, som hun stod der med de meget små håndklæder om sig, så urimeligt godt ud, havde mørkt, bølget hår og i det hele taget ligende noget fra omslaget af en kærlighedsroman.

Men det var umuligt. “Oh my God,” sagde hun igen og trippede forbi ham med meget små skridt for at holde håndklædet på plads. Da Sylvia var i sikkerhed på sit værelse, lod hun håndklæderne falde på gulvet, så hun kunne tage sig til ansigtet med begge hænder og skrige lydløst.

D “Læge? Jamen, det er da pragtfuldt,” sagde Franny. Hun gjorde sig til. Hun kunne selv mærke, at hun gjorde sig til, men hun kunne ikke styre det. Det var umuligt at holde op

44

Feriegæster_TRYK.indd 44

20/04/15 12.30

med at flirte, når man først var begyndt; det ville have været lettere for hende at standse et tog. Der stod en tyveårig indfødt mallorcaner i hendes spisestue, og hun havde lyst til at smøre hans krop ind i den lokale olivenolie og tumle rundt med ham lige til mørkets frembrud.

“Ja, det er planen,” sagde han. Drengens navn var Joan, udtalt: Jo-ahhn, og han skulle være Sylvias spansklærer de næste to uger. Han skulle komme en time hver dag, undtagen i weekenderne. Joans forældre boede i nærheden og var Gemmas venner. Han havde undervist før og skulle kun have tyve dollars i timen. Det var vanvittig billigt. Det havde Franny allerede tænkt, før hun vidste, hvordan han så ud, men nu virkede det nærmest som en forbrydelse mod skønheden.

Den unge mand læste på universitetet i Barcelona på andet år, men var hjemme i sommerperioden og boede hos sine forældre. Han spiste sandsynligvis også aftensmad sammen med dem. Bobby havde aldrig tilbragt en hel sommer hjemme hos dem. Så vidt Franny vidste, havde han aldrig så meget som overvejet det. Fra den dag han var taget af sted til Miami, var New York lige så lidt hjem for ham, som LaGuardia Lufthavn var det. Franny mærkede, at hun begyndte at blive rød i kinderne, og da hun kiggede op, var hun glad for at se Sylvia stå på lur i gangen.

“Nå, godt, nu er min datter her. Sylvia, kom og sig goddag til Joan. Jo-ahhn!” Franny vinkede hende frem. Sylvia rystede på hovedet og blev stående i halvmørket. “Sylvia, hvad er der med dig?” De varme følelser, Joan havde fremkaldt i Franny, blev afløst af forlegenhed over sin datters barnlige opførsel.

45

Feriegæster_TRYK.indd 45

20/04/15 12.30

Sylvia slæbte sig ind i spisestuen, som om hun havde lim under de bare fødder.

“Det er Joan – din spansklærer,” sagde Franny og slog ud med hånden mod Joan.

“Hej,” sagde Sylvia og rakte ham hånden. Joans håndtryk var lidt slapt, og det gjorde det lidt lettere for Sylvia at trække vejret. Hvis hans håndtryk havde været lige så perfekt som hans hår, var hun faldet død om.

“Hyggeligt at møde dig,” sagde Joan uden at blinke – uden den mindste hentydning til mødet i badeværelsesdøren.

Sylvia gled ned i stolen ved siden af sin mor uden at tage øjnene fra ham, for det tilfælde at han gjorde en bevægelse, der antydede, at han havde set dele af hendes krop, som han ikke burde have set.

Franny havde været i seng med en spanier en enkelt gang, da hun gik på Barnard. Han var gæstestuderende det år og boede på kollegiet på 116th Street. Han hed Pedro – eller var det Paulo? – og han havde ikke været en særlig god elsker, men det var hun jo heller ikke selv dengang. Endnu. Ligesom de fleste andre ting blev sex bedre med alderen, indtil man nåede et vist niveau, hvorefter det var ligesom ens morgenmad, som man ikke lavede om på, medmindre mælken slap op, og man var nødt til at improvisere. Det eneste, Franny huskede, var hans vedholdende mumlen på spansk, et sprog hun ikke talte, og lyden af r’erne, der rullede blødt i hans mund. Franny havde håbet på, at han ville sende hende nogle kærlighedsbreve på spansk, når han kom hjem, men de var ikke sammen, den sidste tid han boede i New York, så der kom

46

Feriegæster_TRYK.indd 46

20/04/15 12.30

ingen breve. Pedro-Paulo så heller ikke nær så godt ud som Joan. Den unge mand ved hendes spisebord var bygget som en atlet og ville være læge. Han havde et velformet hageparti med antydningen af en kløft i midten. Han var ikke kommet direkte fra kirke – han havde spillet tennis med sin far.

De spillede i en tennisklub cirka et kvarters kørsel fra huset, hjemmebane for Mallorcas mest berømte søn, Nando Filani, som allerede havde vundet Grand Slam to gange i denne sæson. Franny forestillede sig Joan iført T-shirt, drivende våd af sved, løbende hen mod bolden med løftet arm. Hvis Sylvia havde været anderledes, end hun var, havde Franny muligvis været mindre glad for at lade hende være alene med Joan så mange timer i løbet af de næste to uger, men som sagerne stod, bekymrede det hende ikke det mindste.

“Mor?” “Undskyld, skat. Sagde du noget?”

“Vi skal begynde i morgen klokken elleve. Er det i orden?”

“Perfecto!” Franny klappede i hænderne to gange. “Jeg tror, det bliver så sjovt.”

De rejste sig og fulgte Joan til døren, og da han satte sig ind i sin bil og vendte den for at køre ned ad bjerget, greb Franny Sylvias hånd.

“Hold da op, sikke en flot fyr, hva’?”

Sylvia trak på skuldrene. “Måske. Det ved jeg ikke. Jeg lagde ikke rigtig mærke til det.” Hun drejede om på hælen og løb op ad trappen til sit værelse og smækkede døren med et ordentligt brag. Franny tænkte det nok: Der var intet at være bekymret for. Det var først efter, at Joan var kørt hjem,

47

Feriegæster_TRYK.indd 47

20/04/15 12.30

og Sylvia var gået ovenpå, at Franny pludselig indså, at aldersforskellen mellem hende og den unge fyr var den samme som mellem Jim og den … pige. Tanken fik hende til gøre en synkebevægelse, som om hun kunne undertrykke sin kvalme, som man undertrykker et surt opstød.

D Alle var enige om, at det var bedst at spise aftensmad tidligt.

Mens Franny kogte vand til pastaen, kom hun nogle oliven i en lille skål og fandt en anden frem til stenene. Hun skar den tørrede pølse i skiver og spiste et par af dem, før hun vendte opmærksomheden mod kapersene og osten. Pølsen var en anelse krydret og indeholdt små fedtstykker, der smeltede på tungen. Franny elskede at lave mad om sommeren; det var så let, fordi næsten alle ingredienser havde stuetemperatur. Hun åbnede glasset med kapers, hældte en halv snes stykker ned i en stor skål og rev noget ost over dem. Det var alt, hvad de behøvede – olie og stivelse, fedt og salt. I morgen stod den på grønsager, men i aften var de rigtig på ferie og skulle kun spise for fornøjelsens skyld.

Hun burde have købt noget is til dessert, men det kunne hun også gøre i morgen, når alle var ankommet. Charles elskede at købe ind af de særeste lokale lækkerier, og altid dulce de leche, paranødder og tamarind. Hun åbnede køkkenskabene et efter et i jagten på et dørslag og fandt et i det tredje skab. Vandet var endnu ikke helt i kog, så Franny kiggede videre i skabene for at se, hvad der ellers var: et

48

Feriegæster_TRYK.indd 48

20/04/15 12.30

mandolinjern, gryder så store, at man kunne koge hummer i dem, for længst glemte dele til en røremaskine, der lå i et støvet hjørne. I det sidste skab var der skuffer fyldt med madvarer. En ekstra pakke pasta og olivenolie. Franny rodede i skufferne for at se, hvad der ellers gemte sig, og om der var andet, hun kunne bruge til aftensmaden. Bagerst i en skuffe stod et glas Nutella ved siden af et glas jordnøddesmør, der så indtørret ud. Franny så ud ad vinduet over vasken. Jim og Sylvia svømmede stadig. De var allerede ved at få den sunde kulør, som de fik hver sommer, uanset hvor de var, og hvordan vejret var. Nogle mennesker var bare skabt sådan. Typen, der uden varsel kunne dumpe ned midt i en triatlon uden at have trænet eller noget og gennemføre den alligevel. Selv om Sylvia var en bleg læsehest det meste af året og undgik organiseret sport af enhver art, var hun sin fars datter: konkurrencemindet og skabt til fysisk udfoldelse, hvad enten hun brød sig om det eller ej.

Franny tog nutellaglasset op af skuffen og skruede låget af. Det var ikke engang halv fuldt – der var knap nok til et stykke ristet brød til morgenmaden til dem alle tre, hvis de altså havde haft brød. Hun var næsten imponeret over, at Gemma tillod sig den slags underlødige fornøjelser, men glasset var sandsynligvis blevet købt af en anden gæst eller til et kræsent lille barn. Franny stak pegefingeren ned i glassets gabende mund og førte den rundt langs siderne, indtil hun havde en stor, dirrende klat af det cremede stads på fingeren.

Hun stak den i munden og trak den langsomt ud igen med en sagte, vellystig lyd. Hun skruede låget på glasset og skjulte

49

Feriegæster_TRYK.indd 49

20/04/15 12.30

det for en sikkerheds skyld i et andet skab, hvor ingen ville finde på at kigge.

D Solen var på vej ned bag bjerget, og nu svømmede Jim og Sylvia frem og tilbage i poolen i skygge. I forrige nummer af Gallant havde de haft en artikel med overskriften: “Dyrk svømning og bliv hundrede år”, skrevet af en romanforfatter med dårlig brystsvømningsteknik og bildæk. (Det var en artikel, Jim havde bestilt, fordi han havde tænkt, at det var sådan noget, Franny ville have lyst til at læse. Gallant var altid på udkig efter flere kvindelige læsere). Jim var begyndt at få rosinhud på fingrene, men han var ligeglad. Fra poolens dybe ende kunne han se bjerge og træer og bagsiden af deres lille, terrakottafarvede hus. En flyvemaskine svævede i luften over dem. Både Sylvia og Jim var taknemlige for, at det ikke var dem, der sad i den, og at de heller ikke skulle op i sådan en foreløbig. Det var, hvad en god swimmingpool kunne gøre: få resten af verden til at virke betydningsløs og lige så fjern som månen.

“Ikke dårligt, hvad?”

Sylvia svømmede hen i poolens modsatte ende og trak sig op på albuerne.

“Det er okay.” Hun strøg vandet ud af øjnene. “Hvornår kommer Bobby og hende der, jeg aldrig kan huske, hvad hedder? Og Charles?”

“De kommer i morgen. De lander om formiddagen, lige-

50

Feriegæster_TRYK.indd 50

20/04/15 12.30

som vi gjorde.” Hvis de havde været i New York og havde stået på hver sin side af 75th Street, havde de ikke kunnet høre hinanden for bilerne, menneskene, flyvemaskinerne, cyklerne, lyden af byens liv. I den seneste tid havde de ikke talt så meget sammen, som de plejede. Nu var der seks meter mellem dem, og de kunne tydeligt høre hinanden. Hvis de råbte, ville deres stemmer svæve over træerne, der omkransede bjerget, og give ekko i dalen nedenfor, helt ind til Pigpen.

Måske helt ud til havet.

“Gid han kom alene,” sagde Sylvia.

“Hvem, Bobby? Eller Charles?” Jim svømmede langsomt ned til Sylvias ende af poolen.

“Dem begge.”

“Jeg troede, du kunne lide Lawrence,” sagde Jim. Han tog fat i poolkanten ved siden af Sylvia. Hun slap taget og gav sig til at flyde på ryggen.

“Det kan jeg også godt, det er bare … Jeg ville hellere have ham for mig selv. Når Lawrence er med, kræver han altid Charles’ opmærksomhed, som om han var en lille hund.

De er ikke ligesom dig og mor – altså to mennesker, der bare tilfældigvis er gift. De skal hele tiden rette på hinandens tøj og læse hen over hinandens skuldre. Det er klamt.” Sylvia gøs, og hendes våde hår sendte en sky af vanddråber ud over poolen. “Altså, når folk når en vis alder, skal de lade være med at forelske sig på den måde. Det er klamt,” sagde hun igen.

“Det synes jeg ikke, du har ret i,” sagde Jim. Han ville gerne sige noget mere, fortælle sin datter, at hun tog fejl, men han kunne ikke finde de rigtige ord.

51

Feriegæster_TRYK.indd 51

20/04/15 12.30

Franny åbnede bagdøren og stak hovedet ud. “Aftensmad!

Ingen badetøj ved bordet.”

Jim havde fundet en stabel badehåndklæder i vaskerummet, og da Sylvia havde hevet sig op af poolen, tog hun et af dem. Hendes far blev i vandet og bevægede sig lidt op og ned med hænderne på betonkanten.

“Men du glæder dig da til at se Bobby, ikke?” spurgte Jim og stirrede op på Sylvia. Han ønskede så inderligt, at børnene ville vedblive med at have et ukompliceret forhold til hinanden, men han vidste også, at det ikke var noget, han havde indflydelse på. At have voksne børn var slet ikke som at have små børn; små børn tror jo bare uden videre på alt, hvad deres forældre siger til dem. Sylvia vidste, hvad der var sket, fordi de alle tre boede under samme tag. Det havde været umuligt at skjule det for hende. Det ville have været svært at skjule det for et barn, men en teenager har helt utrolig fintmærkende ører, der opfanger alt, hvad der sker omkring dem. Bobby vidste ikke noget. Jim ville næsten ønske, at han ikke kom. At han kunne vedblive med at være langt, langt borte fra sin kernefamilies implosion.

Sylvia havde svøbt et gigantisk håndklæde om kroppen og et andet om håret. “Jo, selvfølgelig,” sagde hun. “Tror jeg.” Hun ventede med at gå ind, til Jim havde trukket sig op af poolen, men hun sagde ikke mere, så han måtte selv tænke tanken til ende.

D

52

Feriegæster_TRYK.indd 52

20/04/15 12.30

Forældresoveværelset lå oven over arbejdsværelset og havde eget badeværelse. Der stod et skab ved venstre side af sengen og en kommode ved sengens højre side. Jim havde pakket ud på nøjagtig fem minutter og sad nu på kanten af sengen, mens han betragtede Franny, der tog favnfulde af tunikaer og luftige, lette kjoler op af kufferten og hængte dem op i skabet. Hun gik frem og tilbage, frem og tilbage.

“Hvor meget tøj har du taget med?” Jim tog brillerne af, klappede dem sammen og stak dem i skjortelommen. “Jeg er helt udmattet.”

Franny ignorerede hans bemærkning.

“Bobby og Carmen og Charles og Lawrence kommer sådan cirka samtidig, så vi kan enten køre ned for at tage imod dem, eller de kan køre hertil i én bil, hvad synes du?” spurgte hun.

“Er det ikke mest praktisk, at de kommer i én bil? Så behøver vi ikke køre.” Jim vidste, at det ikke var det svar, hun ønskede. Han rejste sig og knækkede fingre.

Franny masede sig forbi ham med endnu et læs tøj i favnen. “Det har du ret i, men hvis jeg tog ned for at hente dem, kunne den ene bil måske køre omkring supermarkedet på vejen hjem, og den anden kunne køre direkte herop,” sagde hun. “Sylvias lærer kommer klokken elleve, så I to kan bare blive hjemme. Jeg tænker, at jeg kunne tage ned og hente Bobby og Carmen. Charles lejer en bil. Den kunne Bobby, Carmen og Lawrence tage, og så kunne Charles og jeg køre ud og købe ind i min bil. Det er faktisk det fornuftigste.

Skulle vi ikke gøre det sådan?”

53

Feriegæster_TRYK.indd 53

20/04/15 12.30

Det gav ingen mening for Jim, men han ville ikke skændes med hende. Det var det, der var problemet med at invitere Charles og Lawrence: Franny ville gøre hvad som helst for at være sammen med Charles alle døgnets fireogtyve timer.

Det betød ikke noget, at Charles var gift nu, eller at resten af familien var her, og at meningen med ferien angiveligt var, at de skulle være sammen med Sylvia. Det havde også været på tale, at rejsen skulle være en fejring af deres femogtrediveårs bryllupsdag, men den tanke virkede nu mest af alt som en dårlig vittighed. Så snart Charles ankom, ville Franny begynde at le på den måde, hun lo på, da hun var fireogtyve, og resten af selskabet ville kunne sætte ild til hinanden, uden at hun bemærkede det. Det var det, folks bedste venner gjorde – de ødelagde det hele for alle andre. Franny ville selvfølgelig snarere mene, at Jim allerede havde ødelagt det hele.

Jim tøffede ud på badeværelset og gravede sin tandbørste op af toilettasken. Vandet i vandhanen smagte af gammelt metal, men det var alligevel rart at få børstet tænder og vasket ansigtet. Han var med vilje længere om det end sædvanlig, blandt andet fordi han var spændt på, hvordan natten ville forløbe. Sådan som den nat, der nu lå foran dem, blev, ville hele ferien blive. Det ville være så skønt, hvis Franny var kommet i mere forsonligt humør i løbet af flyveturen, eller hvis det smukke hus måske havde blødgjort hende. Da han trådte ind i soveværelset igen, sad Franny i sengen med Don Quixote i skødet. Jim trak det tynde sengetæppe til side og skulle til at krybe ned i sengen, men Franny rakte myndigt en hånd ud og standsede ham.

54

Feriegæster_TRYK.indd 54

20/04/15 12.30

“Jeg vil gerne have, at du sover i Bobbys værelse. I nat,” sagde hun. “Men selvfølgelig ikke, når de andre er kommet.”

“Javel,” sagde Jim uden at flytte sig.

“Sylvia sover som en bjørn i vinterhi, hun kommer ikke til at kunne ikke høre dig,” sagde Franny og åbnede sin bog.

“Okay,” sagde Jim. “Men vi er altså nødt til at tale om det her i morgen.” Han tog romanen, som han var i gang med, fra sit natbord og gik hen mod døren.

“Ja, det er vi da vist nødt til,” sagde Franny. “Jeg kan godt lide, at du får det til at lyde, som om det er mig, der har gjort noget galt.” Hun holdt blikket stift rettet mod siderne i sin bog og lod, som om hun var et helt andet sted i tankerne.

Jim lukkede døren bag sig og ventede, til hans øjne havde vænnet sig til mørket.

55

Feriegæster_TRYK.indd 55

20/04/15 12.30