fiskejournal_mat_tryk.indd 2
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 3
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 4
15.02.2022 12.24
FISKEJOURNAL En begynders bekendelser
fiskejournal_mat_tryk.indd 5
15.02.2022 12.24
FISKEJOURNAL – en begynders bekendelser Tekst © 2022 Mikkel Frey Damgaard og Gads Forlag A/S Omslag og illustrationer: Kamilla Wichmann Grafisk tilrettelæggelse: Kat·Art 1. oplag, 1. udgave ISBN 978-87-12-06288-2 Trykt i Polen 2022 Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K www.gad.dk
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
fiskejournal_mat_tryk.indd 6
15.02.2022 12.24
Mikkel Frey Damgaard
FISKEJOURNAL En begynders bekendelser
Illustrationer af Kamilla Wichmann
fiskejournal_mat_tryk.indd 7
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 8
15.02.2022 12.24
Efterår
fiskejournal_mat_tryk.indd 9
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 10
15.02.2022 12.24
November En blygrå og tung novembereftermiddag i timen, før dagen blev opløst, og mørket fik overhånd, cyklede jeg fra mit hjem på Vesterbro til en fabriksbygning i den københavnske Nordhavn. Jeg skulle til møde på en stor tegnestue. Det var sådan et møde, hvor jeg skulle præstere, og jeg var optaget af at gøre et godt indtryk. Mellem gamle fabriksbygninger og ny beton til dyre ejerlejligheder sprang jeg af cyklen. Og netop som jeg trak den om hjørnet, så jeg ryggen på en mand, der stod ved kajen med en fiskestang. Mit blik blev draget mod ham, og sekundet efter trak han sin line op. Dér sad tre sild, som han lod falde mod asfalten, så de sprang af krogene. Jeg standsede og stirrede på de små, blanke fisk, der lå og sprællede på kajen. Synet åbnede en erindringstunnel i mit sind. Fra nogenlunde samme kaj havde jeg været på fisketur på en kutter, da jeg var seks eller syv år gammel. Jeg kunne huske en håndfuld ting, nemlig at skibet hed MS Pip, og at jeg gemte billetten i årevis. Dernæst en kurv, som var helt fyldt med sølvglinsende fisk, og utrolige mængder af skæl over det hele. Jeg kan også huske de store, tunge pirke af stål i smukke metalliske nuancer af blå og grøn, og så, at skipperen 11
fiskejournal_mat_tryk.indd 11
15.02.2022 12.24
lod mig komme op i styrehuset, hvor han viste mig aftegningen fra fisk på ekkoloddet. Jeg kan huske den lille, sorte skærm, hvor neongrønne, lodrette streger afslørede en stor sildestime lige under os. Det føltes som magi og var meget svært at forstå, men udenfor så jeg de voksne mænd fange de fisk, som vi så på den lille skærm. Selv fangede jeg ikke noget, og det gjorde min far heller ikke. Det var ham, jeg var afsted med. Han var hjertelæge og dybt optaget af naturen. Ofte sagde han, at han burde være blevet marinbiolog i stedet for læge. Men det var faktisk ikke havet, som optog ham allermest. Vores hjem var proppet med sommerfugle, som han havde fanget og sat på nåle. Jeg var af natur lidt forsigtig og havde svært ved at følge med, når han forklarede komplicerede ting. Især når han var meget begejstret, kunne jeg blive lidt bange, og strømmen af ord, der skulle smitte mig med hans entusiasme, havde den helt modsatte effekt. Et par år senere tog min far sit eget liv. Det var en tragedie, som flåede familien i stumper og stykker, og hver især lider vi stadig på hver vores måde under dødsfaldet. Først som voksen blev jeg klar over, at jeg i lange perioder op til selvmordet havde været alene med min far. På det tidspunkt var han voldsomt psykotisk. Jeg var otte år. Efter et langvarigt og meget intenst terapiforløb forstod jeg mange år senere, hvad det betyder for et barns udvikling og evne til at være tryg i verden at være afhængig af et menneske, hvis virkelighed kollapser. Jeg havde lavet radio og tv om det og senest skrevet en bog 12
fiskejournal_mat_tryk.indd 12
15.02.2022 12.24
om selvmordet, som var udkommet et par måneder, før jeg så de tre sild på kajen i Nordhavn. Jeg havde svært ved at skubbe billedet af manden med fiskene ud ad hovedet. Da jeg lidt senere kom ud efter mit møde, var det begyndt at støvregne, og lystfiskeren var væk. Jeg havde ellers tænkt, at jeg ville veksle et par ord med ham. Under mødet var der dukket andre minder op. Som dreng havde jeg med beskedent held fisket i moser, vandløb og søer. Jeg kunne huske flamingoflådet og de små kugler af franskbrød, som jeg forsøgte at lokke skaller med. Der var engang en gedde, som huggede i Utterslev Mose, men jeg blev så forskrækket, at jeg ikke fik kroget den store fisk. Støvregnen faldt monotont og tæt i den mørke efterårseftermiddag, jeg bøjede hovedet mod regnen og lod tankerne kredse om min barndoms fisketure. Jeg huskede tydeligt den sitrende venten på et hug, og især forestillingerne om kommende fangster aftenen før en fisketur var det hele værd. En længsels- og frydefuld drøm om store fisk, som jeg kunne bringe med mig hjem. Paradoksalt nok, for jeg fangede rent faktisk aldrig noget. Min bedstefar fiskede også, og jeg lærte om grej og stænger af ham. Jeg skulle aldrig være holdt op, tænkte jeg, mens jeg cyklede ad Nordre Frihavnsgade. Og netop som jeg tænkte det, lyste en butik på min højre hånd op i mørket. En vidunderlig facade, som lignede noget fra de tidlige 80’ere. JAN’S LYSTFISKER SHOP stod der på et blåt skilt med hvid skrift. Jeg vidste ikke meget om fisk, men 13
fiskejournal_mat_tryk.indd 13
15.02.2022 12.24
nok til at kunne kende forskel på den fladfisk og den torsk, som var tegnet i hver ende af skiltet. Til venstre for døren hang en automat, hvor man kunne trække forskellige slags orm. Og måske fordi jeg havde brugt så mange kræfter på at håndtere min fars selvmord, føltes sildene og butikken nærmest som et varsel. Som om skæbnen vinkede mig ind til siden, så jeg kunne genbesøge barndommen, men fra et andet udgangspunkt end selvmordet. Blot et stenkast fra butikken var jeg vokset op, havde gået i børnehave og spillet fodbold på den lokale skole. Jeg bremsede resolut, parkerede cyklen og gik ind. Manden i butikken lignede en rigtig søulk, og det gjorde mig i endnu bedre humør. Han var lav, men velbygget, med et bredt ansigt, der var dækket af et hvidt fuldskæg. Han var iklædt den klassiske mørkeblå, højhalsede uldsweater og havde et vejrbidt ansigt med en stor og rød næse. På hovedet bar han en skipperkasket. Jeg smilede, det bedste jeg havde lært, til Kaptajn Haddock bag disken og forklarede, at jeg gerne ville fange nogle torsk i havnen. Kunne han hjælpe mig med at finde noget passende grej? Ti minutter efter forlod jeg butikken med en fiskestang, et hjul, to blink – et rødt og et i sølv – samt to blæksprutteforfang. Den venlige søulk havde forklaret mig, hvordan jeg skulle rigge til, og jeg besluttede mig for at cykle direkte til Kalvebod Brygge og kaste snøren ud. Ved Rådhuspladsen standsede jeg for at købe en sodavand og et stykke chokolade i en kiosk, så jeg havde noget at styrke mig på, 14
fiskejournal_mat_tryk.indd 14
15.02.2022 12.24
mens jeg fiskede. Ekspedienten var en ung fyr, og han lyste op, da han så min fiskestang, og gav sig straks til at spørge, om jeg havde fanget noget. Jeg forklarede, at jeg var en ganske nysudsprungen lystfisker, og at jeg netop var på vej til vandet. Han fortalte mig, at han kun havde prøvet at fiske én gang i Syrien for ti år siden, da han var femten år, men det var tydeligt, at oplevelsen havde gjort indtryk på ham. Han og hans far havde fisket hele natten, men ikke fanget noget. Jeg forlod kiosken i endnu bedre humør. Fiskestangen åbnede også for andre menneskers minder, og jeg bar dem alle med mig på min kommende fisketur. Da jeg var nået ned til vandet, begyndte jeg at rigge til. Jeg kunne godt huske, hvordan man kaster, og fik hurtigt føling med det igen. Desværre knækkede stangen efter et par kast, og jeg måtte cykle hjem.
fiskejournal_mat_tryk.indd 15
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 16
15.02.2022 12.24
Vinter
fiskejournal_mat_tryk.indd 17
15.02.2022 12.24
fiskejournal_mat_tryk.indd 18
15.02.2022 12.24
December Dagen efter cyklede jeg tilbage til JAN’S LYSTFISKER SHOP og byttede min stang, og så tog jeg ned til vandet igen, men fangede ingenting. I dagene efter tilbragte jeg al min fritid med min fiskestang ved havnen. Når jeg gik gennem byen, standsede jeg foran fiskehandlere og stirrede på de smukke udstillinger af skaldyr og fisk. Fiskene ydede en sær tiltrækning på mig. Disse besynderlige skabninger, som lever deres liv i en helt ukendt verden. Et nyt rum var blevet åbnet i mig. 19
fiskejournal_mat_tryk.indd 19
15.02.2022 12.24
Eller et rum, hvor døren havde været lukket meget, meget længe. Det var ikke bare forestillingerne om fangsten, som optog mig, det var også den fysiske fornemmelse af fiskestangen mellem hænderne. Et redskab, som man kunne blive bedre til at betjene og dermed øge sine muligheder for at fange fisk. Og det var en måde at række ind i noget, som ellers ikke var tilgængeligt. Ind i et univers, der var skjult under vandoverfladen. Jeg kunne række ned i dybet, og jeg begyndte at fiske, hver gang jeg fik lejlighed til det. Jeg besøgte Københavns grejbutikker, og især blev Jagt- og Fiskerimagasinet på Nørre Voldgade en favorit. Der gik jeg rundt med kendermine for at skjule min barnlige begejstring og min totale uvidenhed. Af en eller anden besynderlig og formentlig ligegyldig grund var det vigtigt for mig, at hverken ansatte eller kunder vidste, at jeg var begynder og derfor ikke kendte til alt det avancerede udstyr. Ikke desto mindre var det som at være barn i en slikbutik, når jeg bevægede mig rundt mellem alle fiskestængerne, hjulene og blink i pangfarver og overraskende former. En dag i december cyklede jeg ned til Kalvebod Bølge, hvor jeg nogle dage tidligere havde set to drenge fange torsk ved Kajak hotellet. Det var en smuk solskinsvinterdag, og jeg lagde et billede af fiskestangen og havnen i solskin på Instagram. Kort efter skrev min gode ven Dwayne til mig og spurgte, om jeg ville med på kutter tur efter jul. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Straks lod jeg fantasien forme de mest fantastiske billeder af mig selv med store fisk, 20
fiskejournal_mat_tryk.indd 20
15.02.2022 12.24
jeg fangede. I julegave ønskede jeg mig en pirkestang og et havhjul. Jeg var 41 år gammel og fik begge dele. Morgenen før nytår hentede Dwayne mig ved syvtiden i sin udkørte blå Ford. Dwayne er en erfaren og dygtig lystfisker, og selvom vi ikke havde talt så meget om fiskeri, huskede jeg, at han engang havde sagt om de ting, som virkelig optog ham, at de enten skulle være meget, meget svære eller meget, meget dumme. Fiskeriet var begge dele, sagde han og fortalte om engang, hvor han var klatret ned ad en lodret skrænt ved Stevns for at nå et særligt godt fiskested. Der var omtrent 30 lystfiskere med kutteren, der stævnede ud fra Lautrupskaj i Nordhavn. Jeg var helt utroligt spændt, og trods morgenmørke og søvnunderskud sitrede det i hele min krop. Dwayne hentede kaffe til os, og så sludrede vi, mens skipper, der var en kæmpestor, skaldet mand, sejlede os ud til en af Øresunds mange fiskepladser. Kutteren brugte ekkolod og sikrede på den måde, at vi kom til at fiske, hvor der var fisk, og jeg var sikker på, at jeg ville fange noget. Vi riggede til og lod vores pirke suse mod bunden. Vi fiskede på 12-15 meters dybde, og jeg stirrede stift mod havets mørke overflade. Det var overskyet, så vandet havde alle nuancer af grågrøn og dybblå. Langt inde på land kunne vi skiftevis se Sverige og den nordsjællandske kyst, alt efter hvilken retning vi sejlede i. Når vi fiskede, så Dwayne og jeg mod Sverige, for vinden kom fra øst. På en kutter er der en pirkeside og en kasteside. De, der pirker, står mod vinden, mens de, der kaster, står på den anden. Skipperen 21
fiskejournal_mat_tryk.indd 21
15.02.2022 12.24
vil altid lægge kutteren med siden til eventuel vind. Det betyder, at kutteren driver langsomt, og de, som kaster, vil altså opleve, at deres blink helt af sig selv langsomt kommer nærmere. Men timerne gik, og vi fangede ikke noget i vores pirkeside. På den anden side af båden fangede de lidt i ny og næ, men det var ingen stor dag på Øresund. Dwayne og jeg hyggede os med kaffe, og ved middagstid snuppede vi en Underberg. Den krydrede spiritus varmede kroppen og sjælen på en behagelig måde. Flere af de andre på kutteren havde fået rigeligt inden for vesten og var i højt humør. Jeg holder mig sjældent tilbage, når det handler om alkohol, men jeg havde for en gang skyld ikke lyst til at være beruset. Der var en barnlig forventning i mig, som jeg havde lyst til at blive i. Det betød også, at jeg blev tilsvarende skuffet over ikke at fange noget. Klokken nærmede sig 14.30, og Dwayne og jeg indstillede os på at vende tomhændede hjem, men alligevel lod jeg pirken synke mod bunden en sidste gang. Linen løb af hjulet i ti-femten sekunder, før pirken ramte bunden, og jeg gav mig til at lave pirkebevægelserne. Pludselig følte jeg et dumpt ryk i linen. Modstanden var helt anderledes end det tang og de sten, som jeg ellers havde hevet op. Et levende væsen havde fat i min krog. En sitrende og isnende kulde bevægede sig fra min lænd ned mod mine fødder og op langs min rygrad og voksede ud i mine arme. Dette var, hvad jeg havde drømt om, og nu skete det. Vantro fyldte mit sind, men blev sekundet efter erstattet af en intens lykke. 22
fiskejournal_mat_tryk.indd 22
15.02.2022 12.24
Fiskens bevægelser i den modsatte ende rejste gennem linen op fra dybet og ind i mig. Men den overraskende og overvældende forbindelse mellem mig og fisken blev blæst bort, da jeg mærkede, hvordan fisken kæmpede imod. Hvad var det, jeg havde på krogen? Hvad havde jeg vækket dernede i dybet? Min angst rejste fra mig ned i dybet, og jeg forestillede mig, hvordan et monster var på vej op mod os. Jeg følte mig som Thor, der kæmpede med Midgårdsormen, som jeg havde læst i en af min barndoms tegneserier, Valhalla. Endelig kom torskens hvide bug til syne tre-fire meter under mig, og endnu en gang forandrede min sindstilstand sig på et splitsekund. Fisken vred sig for at slippe løs, og jeg blev grebet af en besiddertrang, hvis lige jeg aldrig har oplevet før. Jeg måtte have den fisk. Jeg var som Gollum, der læspende raspede min dyrebare. Alt i mig dirrede, og Dwayne måtte hive fat i fangstkrogen, så vi kunne få torsken over rælingen. Jeg var ikke bare lykkelig, jeg var beruset, og den grå eftermiddag var som en smuk og varm aften i højsommeren for mig. Jeg havde fanget en fisk. En smuk fisk, der havde taget min agn og fuldkommen overrumplet mig. Under kyndig vejledning fra en af de mere erfarne fiskere rensede jeg min fisk, mens vi sejlede ind, og kylede indvoldene ud til den sværm af måger, som var dukket op bag kutteren. De store fugle skreg skingert, mens de skød som missiler mod vandet i kamp om fiskenes indvolde. Guderne må vide, hvor de var kommet fra. 23
fiskejournal_mat_tryk.indd 23
15.02.2022 12.24
Pludselig var de der bare, og der hang omkring hundrede hvide fugle på den jerngrå himmel, som lænede sig mod tusmørket. Da jeg kom hjem, var jeg fuldkommen udmattet. Og fuldkommen lykkelig. Mine kinder brændte efter de mange timer i december kulden. Jeg var mørbanket, men rolig. Ikke den euforiske følelse efter en sejr i en fodboldkamp, men som når man har afsluttet et vanskeligt arbejde på en tilfredsstillende måde. Som om jeg havde fortjent at hvile i verden i et øjeblik. Et par timer senere sendte Dwayne et billede, han havde taget af mig og min fisk. I hele mit voksenliv havde jeg aldrig set så glad ud som på det billede. Jeg lignede et barn. Et stolt og lykkeligt barn. Det overrumplede mig. Siden min fars død havde døren til umiddelbar lykke været forseglet. Som voksen lærer man at beherske sig, at anskue sig selv i verden fra forskellige vinkler og at give udtryk for sine følelser med ord. Især i terapi arbejder man sådan. Det er uden tvivl godt. Og det er måske den eneste vej, når man vil lære at håndtere mere vanskelige følelser. Det havde jeg trods alt lært i flere års intens terapi. Oplevelsen på Øresund fik mig til at tænke, at jeg i vid udstrækning var blevet ekstremt bevidst om mine omgivelser, at jeg havde forsøgt at indrette mig, så jeg passede ind, og at det måske ikke havde levnet meget plads til det barn, som trods alt stadig var i mig. De næste dage fordøjede jeg oplevelserne ved at fortælle om dem igen og igen. Jeg trættede et helt nytårsselskab i seng, og en kvinde, jeg netop havde mødt, måtte igen og igen lægge øre til mine 24
fiskejournal_mat_tryk.indd 24
15.02.2022 12.24
bedrifter. Jeg fortalte, hvordan man skulle fiske efter torsk. Hvordan det var vigtigt, at blinket nåede helt ned på bunden, hvor torsken levede, og hvordan man skulle lokke dem til ved at løfte stangen og lade blinket dale mod bunden igen. Et par uger senere fortalte hun, at hun faktisk havde boet i Lofoten i Nordnorge i over et år. Hun havde selv fanget flere tusinde torsk. Jeg blev lidt flov, mens hun lo ad min begejstring. Tankerne om, hvad det var, som gjorde fiskeriet særligt for mig, trængte sig på, og jeg forlod den umiddelbare begejstring og vendte tilbage til det analyserende og terapeutiske rum for at lede efter en forklaring. For det var dér, at jeg tidligere havde forstået så mange andre ting. I næsten 20 år havde jeg arbejdet som journalist, men jeg var uendeligt træt af det københavnske mediebranchemiljø. Jeg havde dyrket det i stor stil, da jeg var yngre. Nu forekom det mig at være himmelråbende ligegyldigt. Jeg var i almindelighed træt af journalistikkens forsimplede måde både at forstå og fremstille verden og i særdeleshed den evindelige dyrkelse af konflikts- og på sensationsstof. Jeg havde ikke rigtig lyst til at være journalist længere, så jeg begyndte at spekulere over, hvad der ville ske, hvis jeg dryssede lidt lystfiskertryllestøv ud over mit liv. Når jeg bevægede mig rundt med min fiskestang, opdagede jeg, at den havde en dragende virkning. Den gav anledning til smil og anerkendelse, men den blev også en åbning til samtaler med fremmede mennesker, som begejstret indviede mig i deres egne fiskeeventyr. 25
fiskejournal_mat_tryk.indd 25
15.02.2022 12.24
Og for nogles vedkommende historier, de selv havde glemt alt om, men som dukkede op ved synet af fiskestangen. Der fandtes et fællesskab, som jeg slet ikke havde været opmærksom på, hvor man uden forbehold delte sin glæde ved fiskeriet. Pludselig var det, som om lystfiskeri dukkede op overalt. Bob Dylan, som jeg holder meget af, synger om ørredfiskeri på nummeret Hurricane, der handler om et racistisk justitsmord mod en berømt bokser. Jeg må have hørt den sang flere hundrede gange i mit liv, men det var først nu, at jeg opdagede en sætning om ørredbække og et lykkeligt og roligt liv som kontrast til et racistisk og hjerteløst amerikansk storbysamfund. Og Neil Young synger i Will to Love om en laks, der bevæger sig fra floden, hvor den bliver født, ud i havet og tilbage igen for til sidst at yngle og dø. Sangen er temmelig speciel og lidt for særpræget til min smag, men jeg forstod godt, at Neil Young var fascineret af laksens vandring fra ferskvand til saltvand og tilbage igen. Det gik op for mig, at glorificeringen af lystfiskeriet findes i et hav af sange og i mindst lige så meget litteratur. Jeg var stødt på det uden at registrere det tidligere, men nu gik det rent ind hos mig.
fiskejournal_mat_tryk.indd 26
15.02.2022 12.24