Flagstad by Gads Forlag

F L AG S TA D Copyright © 2017 Henrik Flagstad og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05360-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Idé: Charlotte Brüel Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Frederik Storm Billedredaktion: Henrik Flagstad og Charlotte Brüel Forlagsredaktion: Martin Gylling Sat med: Calibre og Capitolium Repro og tryk: Narayana Press Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.gad.dk

INDHOLD C U R R I C ULUM V I TAE

T I DS . T E GN I N G. BI LLED KUN ST I SAMME N HÆ N G

af Henrik Flagstad

KO L D N ÅL S R AD E R I N GE R

1966

M E D B O KS E HAN D S K E R PÅ . P U N D I K O M FL AG STAD

af Søren Vinterberg

I LLU ST R AT I O N E R I Z I N KO GR AFI

1971-77

B L AD GR AFI K E R E N

af Søren Vinterberg

DAGE N S T E GN I N GE R

1982-94

E N S E E R AF GU D S N ÅD E 176 af Lisbeth Bonde

D I G I TA LE T RY KSVÆ RT E K R AT T E R E 183 2009-13

BLADGRAFIKEREN af Søren Vinterberg Dagens tegning i Politiken den 16. april 1988 kommenterede verdens gang, som tegningen på den plads altid gør. Men desuden kommenterede den sig selv. Billedet domineres af spidsen af et jetfly en face. En menneske skikkelse kastes ud ad en dør længere bagude i flyet, hvis vinger desuden er omgivet af: en hjelmklædt militær- eller politimand med hævet knippel; en faldende skikkelse, der tager sig til hjertet; et sultende menneske med fremstående ribben; liggende og måske døende mennesker; knuste ruder; flammer. ’Dagens dont’ lyder overskriften, og den forklarende tekst under billedet: ”At følge med i uhyrlighedernes nyhedsstrøm er som at trække et kondom ned over sin indlevelsesevne og sidde tilbage med retfærdighedens klamme klat.” (Se side 99). For Henrik Flagstad har donten som bladtegner været en blandet fornøjelse, må man tro. Alligevel tog han, som han selv siger, ”tyve år på prøve”.

Avisens tegninger Men hans virksomhed som bladtegner strækker sig faktisk over godt 30 år, med svingende intensitet. Sine første tegninger fik Flagstad nemlig trykt i Politiken allerede i 1960, hvor han jævnligt i smuk og karakterfuld streg, sort tusch på hvidt papir, illustrerede korte noveller til Politikens legendariske søndagssektion Magasinet, avisside om avisside med store, ældre tegnernavne som Arne Ungermann, Ib Andersen, Ib Spang Olsen og Adolf Hallman. Sidstnævnte havde været med lige fra sektionens start i 1922. I 1963 blev Magasinet nedlagt, men året efter opstod der et vikariat på Politikens tegnestue. Den stue holdt humøret højt under

den navnkundige redaktør Habakuks brede vinger (Jørgen Hartmann-Petersen var han døbt, og han bestyrede bl.a. også ’hoved organet’ At Tænke Sig). Flagstad vikarierede først for Hanne Bjerre (senere Hanne Passer, der især tegnede Dag-til-dag-vignetter til vejr udsigten), og så for Jørgen Saabye, der skulle være militærnægter. Fra 1960 og frem havde især Saabye, Poul Holck og Peder Nyman i bladets tegninger indført den modernisme, som modsvarede avisens bedste penne, der foruden Habakuk og lidt senere Paul Hammerich i de år omfattede Leif Panduro og Klaus Rifbjerg fra den ny generation i litteraturen, som netop kaldes modernister. ”Vi lavede alle layout, både Holck, Saabye og Nyman, og så tegnede vi til alle de huller, der blev tilovers til os,” fortæller Flagstad om arbejdsgangen. Tegningerne prægede med andre ord alle avisens dele og rakte fra enspaltede vignetter til større illustrationer – undertiden snarere kommentarer – til andres tekst. Stregtegninger var de alle, og det ’modernistiske’ skal forstås sådan, at teg nerne – alle indbyrdes forskelle ufortalt – ved forenkling, stilisering, karikering og forvridning af kendte former lagde en subjektivt fortolkende, ironisk eller poetisk, men altid markeret distance til en egentlig naturalisme. Dermed adskilte de sig fra deres kollega Bo Bojesen, som i samme periode var Politikens, ja, Danmarks, ukronede konge af den genre, som de fleste umiddelbart forbinder med ordet ’bladtegning’: Dagens tegning. Den der er placeret på opinionssiderne i selskab med lederen og kroniken og giver en humoristisk kommentar til aktuelle politiske begivenheder eller iøjnefaldende træk af vores samfunds- og dagligliv. Bojesens spidse, detaljerige pennestreg – han søgte oprindelig optagelse på Arkitektskolen, forgæves heldig vis – fangede både ansigtstræk, modeluner og bygningsstilarter i en kombination, som Hans Hertel i sin store præsentation af ’Bo Bojesens Danmarkshistorie’ sammenfatter med ordene ”revser, humorist og realist”.

… og Dagens tegning Dagens tegning blev fast indslag i Politiken allerede i 1920’erne, leveret af den kunstnerisk elegante maler og portræt- og satire tegner Carl Jensen på skift med den ikke just subtile, men til gengæld drøjt lavkomiske Valdemar Møller. Bo Bojesen trådte i Møllers sted i 1947 og blev frem til 1992 en institution i meningsdannelsen, ikke mindst med sine iscenesættelser af skiftende regeringer som Venstrevikinger, Sangforeningen Morgenrøden (Socialdemokraterne) og Kulturradiserne (også soc.dem.). En illu strativ anekdote fortæller, at en deltager i et Venstre-vælgermøde i 1960’erne skal have spurgt til den samlende ledelse af partiets forskellige fløje: ”Hvem tegner i grunden Venstre?” Hvorpå partiets lokale folketingskandidat svarede:”Det gør Bo Bojesen.” I 1960’erne og 1970’erne vekslede Bojesen med Arne Ungermann. Fra 1930 til sin død i 1981 var Ungermann avisens allestedsnærværende, ironiske, elegante og sikre tegner, fra de mindste til de største opgaver, i en periode også som redaktør af Magasinet. Hans arvtagere, førnævnte Holck, Saabye og Nyman, har også brilleret på tegnernes egen daglige ’lederplads’ i avisen, hvor vi i vore dage har kunnet glæde os over Anne-Marie Steen Petersen, Jørn Villumsen, Roald Als, Mette Dreyer, Per Marquard Otzen og Philip Ytournel. Som tidligere chefredaktør Herbert Pundik præciserer det andetsteds her i bogen, har tegnerne ”frie hænder” i deres aktuelle kommentarer til verdens skæve gang og dagens dumhed. Friere hænder end den skrivende journalist har. I nyhedsreportagen gælder et tilnærmelsesvist ’objektivitetskrav’ om for eksempel at have mindst to kilder til en kontroversiel oplysning, at høre begge parter i en konflikt osv. På lederartiklens og den personlige kommentars pladser kan en skarpere og mere entydig mening om ting ene luftes, hvis argumentationen bærer. Men i Dagens tegning er der endnu mere frit slag til at lade personer karikere, begivenheder kollidere, synspunkter overdrives og sanseindtryk kortsluttes i virkelighedsskildringer, der højst kan kaldes ”den poetiske sandhed”

om tingene. Men som netop derfor kan afsløre en mere grundlæggende sandhed om et menneske eller et sagsforhold.

Grafiker uden grænser Så det var en ærefuld og traditionsrig, men også krævende genre, Henrik Flagstad trådte ind i, da han fra at være illustrator til andres tekst gik over til at levere Dagens tegning. Og dermed forpligte sig til at ”følge med i uhyrlighedernes nyhedsstrøm”. Opgaven løste han på en måde, der aldrig er set før. Eller siden. Allerede i form og teknik overskrider Flagstads bidrag til Dagens tegning simpelthen en indtil da gældende grænse i det, nogle under ét kalder visuel journalistik. Siden den første danske ansættelse af en bladtegner – reportage- og teatertegneren (og landskabs maleren) Rasmus Christiansen, der blev knyttet til Politiken fra 1898 – har det været reglen, at den hurtige illustration med samme produktionstakt som døgnets nyheder var en stregtegning (eller fra omkring 1905: et foto). Andre former for grafisk kunst måtte henvises til dele af avisen med længere produktionstid, for eksempel søndagstillæggenes illustrerede noveller, der i Magasinets leve tid også blev illustreret af højt anerkendte grafikere som Povl Kristensen, Jane Muus og Palle Nielsen. Den ’arbejdsdeling’ brød Flagstad op, da han engang i 1972 ved siden af stregtegningerne begyndte at eksperimentere – også i illu strationer til reportageartikler – med en helt anden grafisk teknik, der også skabte et ganske andet udtryk på siden: zinkografi.

Zinkografien genopfundet Zinkografiens kapitel af dansk pressehistorie begynder dog allerede nogle år efter Anden Verdenskrig. I den hurtige avisrotation kunne det især med efterkrigstidens dårlige papir være svært at få de større sorte flader i avisens illustrationer jævnt sorte med almindelig klichéteknik. Tegneren Ib Spang Olsen, der fra 1942 illu strerede noveller og artikler i Social-Demokratens ugentlige tillæg

Hjemmets Søndag og fra 1950 også i Politikens sidestykke Magasinet, prøvede derfor med en stikkel (raderingens penneformede stålredskab) at ’tegne’ sin egen kliché direkte og dermed springe reproteknikken over. Med Ib Spang Olsens egne ord: ”Jeg skrabede en tegning på et stykke metal, som jeg fik fra klichéanstalten. Det var forsynet med en slags syrefast emalje, det almindelige basisprodukt. Det var som at arbejde på den voksgrunding, vi plejede at lægge på selv, og der voksede et træsnit-lignende billede frem. Stikkelen kunne rydde store områder og også lave meget fine streger og enkeltheder … ” (Citeret fra Gunnar Jakobsens store værk om ’Ib Spang Olsen og bogen 1944-2006’, s. 26). Henrik Flagstad frekventerede i 1960’erne Kunstakademiet hos den mesterlige grafiker Søren Hjorth Nielsen. Og i løbet af 1972 og 1973 tog Flagstad nu zinkografien til sig og ændrede sine tidligere stregtegningers formsprog, så skrabearbejdet kunne udføres hurtigt nok til et dagblads rytme. Med Flagstads egne ord: ”Selve princippet var ikke nyt. Det nye var at gøre det så hurtigt, at det kunne bruges på den daglige avis’ betingelser.” Zinkografien var ’genopfundet’, nu ikke alene som litterær illustration, men som døgnaktuel reportagetegning. En visuel fornyelse på avissiden, som i september 1973 gjorde indtryk på chef redaktør Herbert Pundik, som han selv fortæller det andetsteds her i bogen. Sine illustrationer kaldte Flagstad for krattere: ”Navnet stammer fra lyden, når radernålen skraverer i pladerne.”

Kamelens pukkel Mellem 1964 og 1972 havde Flagstad optrådt mere eller mindre sporadisk i spalterne. I oktober 1965 for eksempel med en lavasprudlende samling tegninger fra en rejse i Island, og i sommeren 1971 med månedens ’grafiske kommentar’. Det var helsides originalkunst i avisen, som redaktionen hver måned aftalte med en billedkunstner. Endnu i avisens 1972-årgang og frem til efteråret 1973 leverer Flag-

stad jævnligt stregtegninger som illustrator til andre skribenters tekster, men nu altså sommetider de zinkografiske krattere i stedet. Men fra fastansættelsen på avisen i 1973 og frem til slutningen af 1977 fortrænger kratterne helt hans stregtegninger fra spalterne, stadig mest som illustrationer til andres tekst. Og efterhånden ikke uden personlige omkostninger: ”Jeg følte mig løsrevet fra historiernes udgangspunkt ved ikke selv at ha’ oplevet dem. Som om jeg kun kunne opleve på anden hånd (…) Jeg havde det lidt som kamel en, der må vende og vride sin tomme pukkel for de sidste dråber fedt.” Derfor blev det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 1977 et tiltrængt signal til nogle års pause som ’bladgrafiker’. Først i 1981 – efter bl.a. en rejse til Tanzania med partneren Charlotte Brüel og efter fødslen af deres søn Alex i november 1980 – meldte Flagstad sig igen under fanerne på Politiken. Men da var den trykte danske dagspresse og dermed også Politiken ”gået fra blyet” og klicheerne. Og dermed fra zinkografiet.

Den sort-hvide kunst I de traditionelle bogtryksteknikker, grundlæggende de samme siden Gutenbergs tid, fungerer klicheerne ligesom bogstavernes blysats som ’relieffer’, hvor det, der skal udgøre sorte streger og flader i det færdige tryk, på klicheen optræder spejlvendt som ’højderygge’ og ’højsletter’ over blyets eller zinkens grundflade. Højdepunkterne modtager så tryksværte fra farveværket og præger efterfølgende sværten lidt ned i det hvide papir, hvor streg og flade så står ’retvendt’. Denne metode var fra omkring 1960 langsomt blevet fortrængt af offsettryk, der ikke fungerer ved prægning i papiret, men – som navnet siger – alene ved afsmitning på papirets overflade. Så kratterne måtte også genopfindes, og grundlaget blev scraperboards, der er ”pap belagt med en kridtgrund, som er dækket med et sort farvelag,” som Flagstad selv forklarer andetsteds i

denne bog. Billedet fremkommer ved at skrabe det sorte farvelag væk, hvor de hvide streger, flader eller skraveringer skal være. Med den ny kratterteknik på pap bevarede Flagstad den særlige virkning, som også zinkografien havde på avissiden, ikke ulig træsnit, linoleumssnit og enkelte andre grafiske teknikker: De fremstår i trykt form med en vis lighed med fotografiske ’negativer’, med hvid streg på sort bund (men vel at mærke uden alle de gamle fotonegativers hvide og hvidlige plamager dér, hvor det færdigt fremkaldte fotoaftryk bare ville vise mørke af forskellig dybde). Det udtryk sikrer ’kratterne’ en meget iøjnefaldende virkning på avissiden.

Lyset i mørket Det er et særkende ved den sort-hvide stregtegning, at den som et lyspunkt bryder tekstspalternes monotone fremmarch på avissiden og løfter selve trykgrundlaget, det hvide papir, frem og giver det liv som integreret og uundværlig del af illustrationen og i uafgrænset forbindelse med resten af avissidens papirflade. I et essay om ’Den sort-hvide kunst’ siger Aksel Jørgensen, professor på Kunstakademiet og grundlægger af dets grafiske skole, det i 1953 sådan: ”Det store under i naturen er lysets fremkomst, solens opståen (…).” Men ”lysets fremkomst er en stadig kamp med skyggen, som det selv har fremmanet, og det er denne kamp, det sort-hvide fører sig imellem på papiret. Her træder altså papirets hvidhed ind som selve lyset (…)”. Men ”først når det sorte berører hvidheden, begynder den at leve. Så mærkeligt det end lyder, bliver det altså her det mørke, der skaber lyset, giver det hvide intensitet og ikke som i naturen lyset, som skaber bevidstheden om mørket”. Med Flagstads krattere er det nærmest omvendt, eftersom grundlaget for billedet er scraperboardets sorte flade: Ligesom et pressefotografi forsøger hans krattere så at sige at tildække en flade af avispapiret helt og ved kontrasten afgrænse den fra den øvrige

avissides hvidhed. Her giver hvidheden i den krattede streg i stedet mørket intensitet og dybde. Men kratteren er jo ikke et ’rigtigt negativ’. Ved brug af hvide konturstreger omkring billedets forenklede skikkelser og ved en subtil kontrast mellem sorte og hvidskraverede baggrunde i billedet opnår Flagstad en både-og-virkning: Negativets omvendthed og mørke såvel som et ’fremkaldt positivaftryks’ mulighed for samme fordeling af highlight og slagskygge, som vi kender fra dagslyset. ’Slagskygge’ hedder ligefrem en Dagens tegning fra 21. august 1983, som enkelt og virkningsfuldt viser mulighederne. (Se side 150).

Dommedag og aftenkaffe Den distance til den dagklare realisme, som skabes af dette særegne spil mellem lys og mørke – er det nat eller dag, virkelighed eller virtuel parallelverden? – åbner for billedformer og motivverdener, som den mere naturalistiske satiretegning som regel er afskåret fra: naivistiske naturlandskaber; surrealistiske syner af forvredne menneskeskikkelser; onde drømme om kæmpehunde med knytnæver; en krigstank belæsset med et helt industrisamfunds skorstene og skydevåben; sammenbruddet i politik afbildet som et af universets sorte huller, der suger energi og mennesker til sig i en negations spiral. Men også den helt klassiske satiretegnings ordløst enkle, rent visuelle pointe: En skrivebordsglobus, hvor kuglen med bredde- og længdegrader har alt for svært ved at udfylde stativets storslåede halvcirkel af en ramme. ”Jorden kan ikke leve op til de krav, vores livsstil stiller”, konstaterer teksten, men det havde vi allerede opfattet ved første blik. (Se side 167). Kratternes udtryk på siden frister jo i sig selv til at opfatte Flagstad som sortseer, ikke i DR-licenskontorets betydning, men i samme forstand som Iliadens synske prinsesse Kassandra, der forudså det belejrede Trojas fald og tilintetgørelse. Dommedagssyner fattes da heller ikke i Flagstads grafiske dagbogsblade, men genkommende

motiver som overforbrug, kynisme, våbenkapløb og fremmedfjendskhed står i kontrast til andre dages mere muntre registreringer af det nære liv: en ammende kvinde, et elskende par, kaffekander (!), en familieskovtur med et fældet træ som fælles bænk eller simpelthen ’Forårstegn’ – flagsmykkede hundelorte på rad og række.

Håb og fortvivlelse Kratterne kan være et næsten enfoldigt udtryk for protest eller håb. Til andre tider et overraskende og raffineret sammenstød mellem begreber og kategorier, så urimeligheder eller groteske misforhold udstilles. Engagementet, fortvivlelsen og afmagten over for urimelighederne er iøjnefaldende, pointen ikke altid humoristisk i egent lig forstand. Hvor gerne Flagstad end vil – jævnfør teksten til den tegning, artiklen her begyndte med at omtale – formår han kun dårligt at sløve sin indlevelsesevne over for ”uhyrlighedernes nyhedsstrøm”. Men også den satiriske tegnings pointe og ”(selv?)retfærdige” udlevering af andres dumheder eller afmagt lægger Flagstad altså afstand til som det billige point, den ”klamme klat” uden egentlig tilfreds stillelse. Netop ved at løsrive sig mere end andre satiretegnere fra folke tingsfnidder og andre dagsaktuelle politiske konflikter som emne, og ved samtidig at fastholde et mere symbolbåret og surrealistisk billedsprog, lukker Flagstads krattere læseren indenfor til et subjektivt og engageret syn på verden. Ligesom dén anden billedkunst gør det, som vi plejer at se på stue- eller museumsvægge, ikke som indlæg i avisdebatten. Med zinkografi- og scraperboardkratterne i avisens døgnflue rytme bragte Henrik Flagstad sig som grafiker på udebane – men gjorde den til sin hjemmebane.

Søren Vinterberg, født 1944, er mag.art., journalist og forfatter og har siden 1972 anmeldt litteratur, film og tegnekunst i Information og Politiken. Har bl.a. skrevet bøgerne ’Levende streger. Politikens tegnere og tegneserier i 125 år’ (2009) og ’Ib Spang Olsens ABC. Billederne, bøgerne, mennesket’ (2015).

DAGENS TEGNINGER I SCRAPERBOARD 1982-94

SELVOPHOLDELSE. 9. oktober 1986

SPIRETID. 13. april 1991

JUL & CO. 23. december 1989

TID. Så er der kommet nyt årstal på hverdagen. 2. januar 1993

GRÅLYS. Man trænger til forårets pudseklud på vinterens rude. 9. marts 1991

DET GODE LIV. De tror at de har det godt, skønt psykologerne ved at de har det dårligt. 24. august 1985

SPIS BØRN. For at bekæmpe fordomme mod fremmede, opfordrer professor Franz From nationen til at spise en hund. En barsk prøvelse for et folk af ensomme, der foretrækker hunde frem for børn. 12. februar 1985

KUK KUK. 11. juli 1992

RENTEHØSTEN. Bønderne er godt i gang med at høste renter hjem til den gæld, de har sået. 13. august 1982

KRONER OG ØRESUND. Bromodstandernes sidste chance er at budgettet ikke holder til at broen kan nå helt over. 20. november 1993

RETTENS BØRN. Landsretten har omstødt en underrets dom om to børns tilhørsforhold i en skilsmissesag. 26. november 1982

BYUDVIKLING. Omsider bliver ungdommens protester taget alvorligt – politiet styrkes. 7. januar 1983

PAS DIG SELV. Af skræk for at miste deres arbejde, lader mange forældre deres syge børn alene. 6. november 1982

HÅRREJSENDE TIDER. 17. august 1982

FINGERPEG. Efter en dom over en strittende pegefinger, må justitsministeren lave en vejledning over de bevægelser og tegn, der fremover vil blive opfattet som en forbrydelse. 8. september 1984

SELVSYN. Hvis man ikke når at kende sig selv, risikerer man det rædsomme som gammel, at blive overladt til en vildfremmed: sig selv. (Idé fra Benny Andersen-kronik). 6. januar 1985

GLATTE DAGE. Der er ingenting i verden så stille som sne – 28. januar 1984

REFORMBØLGEN. 9. december 1989

VÅDEBID. For at folk kan beskytte sig mod hinanden er landet fuldt af afsikrede hunde. 27. oktober 1990

TUDERUDE. Det er vådt derude, lyset skrues ned, dråberne hænger og glor. 11. oktober 1990

KONTOKVÆG. Bankernes forhold til individer minder om børnenes forhold til dyr. 27. april 1990

LYDKULISSE. I de dage NATO-mødet stod på, har politisirenerne, som pigsko på en trampolin, bombarderet byens trommehinder så kraftigt, at man skulle tro der var international sommerfestival for bankrøveri. 8. juni 1991