Frygtens logik by Gads Forlag

BOGEN ER UDGIVET MED STÃ&#x2DC;TTE FRA Augustinus Fonden G.E.C. Gads Fond Politiken-Fonden

POLITIKEN-FONDEN

Politiken-F_logo.indd 1

Frygtens logik.indd 2

11/02/14 12.01

04.02.2020 13.08

Poul Villaume

Frygtens logik Den Kolde Krig â&#x20AC;&#x201C; en ny global historie Optakt og tidlige ĂĽr 1917-1961

Gads Forlag

Frygtens logik.indd 3

04.02.2020 13.08

Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Grethe Jensen Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Forsidebillede: Prøvesprængning af amerikansk brintbombe ved Bikiniøerne. NNSA/NV Field Office/PhotoResearchers/Ritzau Scanpix Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Frygtens logik.indd 4

04.02.2020 13.08

Indhold Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 KAPITEL 1 1917-1947 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Baggrund og udbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Verdenskrig, russisk revolution – to universelle visioner 1917-1929 . 24 Fascisme/nazisme, stalinisme og ny verdenskrig 1930-1941 . . . . . . . 31 Krigstidsalliance med gensidig mistillid 1942-1945 . . . . . . . . . . . . . 42 USA, Sovjetunionen og atombomben 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 De første kriser: Iran og Tyrkiet 1945-1946 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Inddæmning og jerntæppe 1946 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Sikkerhedsdilemma og ideologisk strid 1945-1946 . . . . . . . . . . . . . . 72 Trumandoktrinen: ”chokterapi” 1947 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Marshallplanen: ”mod fortvivlelse og kaos” 1947 . . . . . . . . . . . . . . 87 KAPITEL 2 1947/48-1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Optrapning og blokopdeling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Europas deling fastfryses – chokbølger fra Pragkuppet 1947-1948 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 ”At bekæmpe ild med ild”: politisk-psykologisk krigsførelse 1948-1949 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Berlinblokade og luftbro 1948-1949 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Atlantpagten og det asymmetriske øst-vest-styrkeforhold 1948-1949 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 Tovtrækning om Tyskland: heling eller deling? 1948-1949 . . . . . . . 130 Infiltration og revner i østblokken 1948-1949 . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Globale magtforskydninger – til Vestens ugunst? 1949 . . . . . . . . . . 140 ”Den Kolde Krigs første slagmark”: kommunistisk sejr i Kina 1947-1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 144 Mccarthyisme og brintbombe 1949-1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 NSC-68: ”klarere end sandheden” 1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 KAPITEL 3 1950-1954 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Militarisering og globalisering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 Korea I: kommunistisk angreb – amerikansk tilbagerulning 1950-1951 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166

Frygtens logik.indd 5

04.02.2020 13.08

Korea II: militarisering og globalisering af Den Kolde Krig 1950-1953 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Østlig ’fredsoffensiv’ – (for) tidlige afspændingsforsøg? 1950-1952 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ”Overvældende magt”: styrkeforholdet NATO-Sovjetblokken 1951-1953 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Stalins død: ”mulighedens vindue” for afspænding? 1953-1954 . . . ”Som to skorpioner i en flaske” 1953-1954 . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hårdknude om Tyskland – USA’s New Look-atomstrategi 1953 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . CIA i Iran og Guatemala: statskup med lange skygger 1953-1954 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Indokina: ”Den Kolde Krigs centrum” – fra Dien Bien Phu til Genève 1953-1954 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fælleseuropæisk ”freds- og sikkerhedskonference”? 1954 . . . . . . . NATO’s New Look: ”porten til tilintetgørelse”? 1953-1954 . . . . .

173 180 194 204 213 219 224 237 248 252

KAPITEL 4 1955-1957 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 Dialog og kriser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 Topmødenedrustning? – vejen til Genève 1955 . . . . . . . . . . . . . . . . 269 ”Ånden fra Genève” – ”frygtens cement” 1955 . . . . . . . . . . . . . . . 281 Taiwan og Bandung: atomdiplomati – afroasiatisk neutralisme 1955 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 294 Den ”muslimske Mussolini” – opgør med Stalin 1955-1956 . . . . . 303 Dobbeltangreb: Suez og Budapest 1956 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 314 Eisenhowerdoktrin, panarabisme og panafrikanisme 1957 . . . . . . . 328 KAPITEL 5 1957/58-1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337 Trusselsdiplomati . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 339 ”Sputnikchok” og ”missilkløft” 1957-1958 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 340 Atombaseret forsvar – atomvåbenfri zoner: Rapacki og Kennan 1957-1958 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 348 Stormagtsinterventioner og -trusler: Indonesien og Mellemøsten 1958 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 362 I atombombens skygge: Taiwan, Kina og USA 1958 . . . . . . . . . . . . 371 Berlinultimatum og atomkrigstrusler 1958-1959 . . . . . . . . . . . . . . 378 Kulturel øst-vest-udveksling og ”ånden fra Camp David” 1959-1960 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 391 ”Missilkløft”-myten – U-2-fly og øst-vest-topmøde nedskudt 1959-1960 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 400

Frygtens logik.indd 6

04.02.2020 13.08

Castros Cuba: kommunistisk trussel på USA’s dørtrin? 1960-1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Lumumbas Congo: Den Kolde Krig kommer til Afrika 1960-1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Dominobrikkerne: Sydvietnam og Laos – ”proppen i flasken” 1959-1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Epilog: vagtskifte i Washington – ”den maksimale fares time” 1961 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapitel 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapitel 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapitel 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapitel 4 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kapitel 5 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Billeder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

418 429 439 447 455 455 455 465 473 484 490 498 516 517

Frygtens logik.indd 7

04.02.2020 13.08

”Sandhedens modsætning er enkelhed” (Niels Bohr) ”… der er næsten altid mere end én vej i nationernes liv, og […] studiet af historien er intet værd, hvis det kun skal lære os, at det hele skete, fordi det nødvendigvis måtte ske på den måde” (Willy Brandt, d. 13. marts 1961) “Der er intet simpelt valg mellem lysets børn og mørkets børn. Det gode og det onde er ikke symmetrisk fordelt langs politiske linjer” (Saul Bellow, Nobelprisforelæsning, d. 12. december 1976) ”Sandheden er altid mangetydig” (Andrej Sakharov: Erindringer (København, 1990), s. 182)

Frygtens logik.indd 8

04.02.2020 13.08

Introduktion Den Kolde Krig er historie. Det var en unik og afgrænset historisk periode i forrige århundrede, som ikke vender tilbage i uændret skikkelse. Men i en tid, hvor der alligevel jævnligt tales om tendenser til en ”ny kold krig” mellem Vesten og Rusland, eller mellem USA og Kina, kan der være ekstra god grund til at se tilbage på og søge bedre at forstå den globale ideologiske og geopolitiske konflikt mellem den kommunistisk styrede blok og den demokratisk-kapitalistiske blok gennem hen ved 40 år i sidste halvdel af det 20. århundrede. Den, der ikke kender historien, risikerer at gentage dens mønstre. Den opbygning af USA’s og Sovjetunionens atom- og brintbombearsenaler, som begyndte i slutningen af 1940’erne og fortsatte gennem 1950’erne, endte på sit højdepunkt – omkring 1985 – med ophobningen af groteske lagre på tilsammen over 60.000 mere eller mindre affyringsklare atom- og brintbomber på de to sider. Blot en enkelt uoverlagt handling kunne med få minutters varsel have ført til en global atomkrig mellem de to blokke med uoverskuelige og sandsynligvis uoprettelige ødelæggelser af civilisationen i global målestok til følge. I den forstand var Den Kolde Krig et episk drama af enorme dimensioner – den alvorligste internationale konfliktperiode i menneskehedens historie. Med frigivelsen i de sidste 15-20 år af vigtigt sovjetisk, østeuropæisk, kinesisk, vietnamesisk og også nyt vestligt arkivmateriale fra den tidlige del af Den Kolde Krigs periode, og med især amerikanske, britiske, russiske, østeuropæiske og kinesiske historikeres publicering af snesevis af centrale bøger og artikler, som er baseret på dette nye materiale, er det i dag muligt at tegne et væsentligt mere nuanceret og fuldstændigt billede af konfliktens komplekse karakter og drivkræfter. Et formål med den foreliggende bog er at præsentere nogle af de vigtigste resultater af dette omfattende materiale for danske læsere. Det bør dog nævnes, at en del centralt politisk-militært materiale fra de sovjetiske arkiver endnu ikke er fuldt tilgængeligt, ligesom en del relevant vestligt især efterretningsmateriale fortsat er klassificeret.

Frygtens logik.indd 9

04.02.2020 13.08

Det er blevet sagt, at det særegne ved Den Kolde Krigs konflikt ikke blot var, at truslen om og frygten for gensidig total ødelæggelse gjorde en åben krig mellem de to parter umulig, men også, at den gjorde en egentlig fred umulig; hver side havde nemlig i sidste ende ikke blot tilpasning til den anden side eller varetagelse af nationale interesser som mål, men tillige og vigtigst at vinde fordele og tilhængere på den andens bekostning i den ideologiske kamp for at skabe de menneskelige samfunds fremtid; Den Kolde Krig var en kamp ”om menneskehedens sjæl”. Eller med den amerikanske politolog Robert Jervis’ ord: ”Hvad der var på spil, var intet mindre end hver sides syn på sin sags retfærdighed, sine værdiers universalisme og svaret på spørgsmålet om, på hvis side historien var.”1

Mange har på den baggrund konkluderet, at den måde, Den Kolde Krigs uforsonlige konflikt forløb på, dermed i realiteten var både uundgåelig og forudbestemt, med dens mere end fire årtier lange atomare og konventionelle våbenkapløb, jævnlige internationale kriser med og uden trusler om atomvåbenbrug samt stedfortræderkrige i den tredje verden. Selv om der er en vis sandhed i alt dette, var den Kolde Krigs forhistorie og tidlige forløb, som er denne bogs tema, imidlertid mere kompleks. De sikkerhedspolitiske strategier, der blev udtænkt både i Moskva og i de vestlige hovedstæder efter den bolsjevikiske revolution i 1917, var, som den amerikanske historiker Melvyn P. Leffler har mindet om, på begge sider skabt af særegne blandinger af frygt, magt, interesser og idealer, som spillede sammen på komplicerede og ofte uforudsigelige måder. Frygt og magt er ikke nødvendigvis modsætninger og kan være en eksplosiv blanding, der kan forårsage meget godt og meget ondt. Beslutningstagernes valg var ofte drevet af opståede muligheder og trusselsopfattelser, som i sig selv var formet eller forstærket af følelser, værdisystemer og mere eller mindre selektiv historisk hukommelse.2 Både i øst og i vest kunne de opfattede trussels- og fjendebilleder blive til selvopfyldende profetier, som var med til at skærpe Den Kolde Krigs konfrontationer og jagten på ydre og indre fjender. En dansk historiker har præcist indfanget Den Kolde Krigs kompleksitet med denne formulering: ”Politik laves af mennesker. På begge sider var der håb og frygt, optimisme og uvished, fejltagelser og misforståelser, loyalitet og forræderi, uvidenhed og dumhed i vekslende forhold gennem de 45 lange år, denne konflikt varede.”3

Frygtens logik.indd 10

04.02.2020 13.08

Første Verdenskrigs rædsler og massenedslagtninger var én af forudsætningerne for, at den russiske revolution i 1917 kunne lykkes; men den vold, revolutionen blev affødt af og indlejret i, trak sine blodige spor i de følgende år i form af borgerkrig og vestlig intervention, som sammen med den tunge zaristiske og imperiale arv var med til at forme både det nye sovjetrussiske styres profil og dets syn på omverdenen og vestmagternes holdning til det. Men uanset den gensidige frygt, mistillid og afsky for hinandens politisk-økonomiske systemer var der i 1920’erne og i 1930’erne på begge sider ønsker om et vist interessebaseret samarbejde, bl.a. om handel, på grundlag af fredelig sameksistens mellem ’kapitalisme’ og ’socialisme’. Den gensidige mistillid var dog for stor til, at der på forhånd kunne opnås en fælles front imod Hitlertysklands aggressive ambition om at dominere Europa. Dén realpolitiske fælles front blev først opnået efter Hitlers overfald på Sovjetunionen i juni 1941, men selv om både Winston Churchill og Josef Stalin syntes indstillet på en realpolitisk magtbalanceordning i Europa efter Anden Verdenskrig, var den gensidige ideologiske mistænksomhed for stor til, at uenighederne om udfyldningen af magttomrummet midt i Europa efter Hitlertysklands nederlag kunne løses uden skærpet konflikt mellem øst og vest. De brutale stalinistiske undertrykkelsesmetoder i Østeuropa vakte forståelig afsky og frygt i Vesten, hvor der hurtigt formedes en opfattelse i offentligheden af, at den sovjetiske og kommunistiske trussel mod Vesteuropa og det øvrige Vesten ikke blot var politisk – som i 1920’erne og 1930’erne – men også og nu først og fremmest militær i kraft af Den Røde Hærs millioner af mobiliserede soldater efter 1945. *** Opfattelsen af truslen byggede blandt andet på den formulering af USA’s inddæmningsstrategi over for sovjetkommunismen, som diplomaten og den erfarne Sovjetkender George F. Kennan udfoldede i 1946-1947. Men i virkeligheden var det Kennans opfattelse, ganske vist indpakket i nok så tvetydige og – måske til dels bevidst – upræcise formuleringer, at den sovjetkommunistiske trussel først og fremmest var politisk-ideologisk, økonomisk og social, og ikke militær. Kennan var således en af arkitekterne bag Marshallhjælpen til Vesteuropa i 1947-1948, og han støttede USA’s og Vestens opbygning af en ny liberal verdensorden og dens institutioner (IMF, Verdensbanken, OEEC, osv.). Derimod var han skeptisk over for en omfattende transatlantisk militæralliance (Atlantpagten/NATO), som dækkede det meste af Vesteuropa. Paradoksalt nok var Kennan dog samtidig i 1948-1949 en af initiativtagerne til USA’s (britiskstøttede) yderst 11

Frygtens logik.indd 11

04.02.2020 13.08

hemmelige paramilitære sabotage- og undergravningsoperationer bag Jerntæppet, som frem til midten af 1950’erne i realiteten kun bidrog til at skærpe de kommunistiske regimers undertrykkelse og greb om magten. Det var en kontraproduktiv strategi, som Kennan senere bitterligt fortrød og kaldte sin diplomatiske karrieres største fejlgreb. Til gengæld stillede Kennan sig i de afgørende og retningsgivende år 1948-1950, og i årene derefter, i opposition til, hvad han opfattede som en unødvendig og farlig militarisering af USA’s og Vestens strategi for Den Kolde Krig. På de indre linjer advarede Kennan således udtrykkeligt imod den officielle vestlige tendens til at betragte kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948 som et led i Moskvas forberedelse af en militær offensiv mod vest; det var snarere et defensivt svar på sammenlægningen af de vestlige besættelseszoner i Tyskland. Og i stedet for oprettelsen af en selvstændig vesttysk stat argumenterede Kennan fra 1948-1949 og frem internt for, at Vesten som et vigtigt signal til Moskva skulle foreslå det tyske problem løst ved en delvis afmilitarisering og neutralisering af både øst- og vestzonerne, som til gengæld samlet skulle modtage Marshallhjælp. Sovjetunionens erhvervelse af atombomben og Maos kommunistiske magtovertagelse i Kina i efteråret 1949, to begivenheder, som længe havde været forudset, anså Kennan ikke for så drastiske og dramatiske tilbageslag for USA’s og Vestens globale magtposition, som de fleste i Wash ington mente. Bl.a. derfor argumenterede Kennan internt fra og med 1950 for, at USA for at undgå et meningsløst atom- og brintvåbenkapløb med Sovjetunionen skulle forpligte sig til en politik med ikkeførstebrug af atomvåben; atomvåbnet skulle alene bruges som afskrækkelse, og derfor kunne arsenalet holdes nede på et minimum. Og Nordkoreas angreb på Sydkorea i 1950 var ifølge Kennan ikke et asiatisk forspil til et sovjetisk angreb på Vesttyskland og Vesteuropa, men derimod en lokal koreansk affære; det kunne derfor ikke retfærdiggøre den enorme amerikanske atomare og konventionelle oprustning, som det tophemmelige strategidokument NSC-68 samtidig anbefalede. Samtlige George Kennans alternative forslag og analyser, både i årene omkring 1950 og senere i 1950’erne – jf. f.eks. hans BBC-radioforedrag i 1957 om atomvåbenfri og demilitariserede zoner i Centraleuropa – blev blankt afvist fra officielt hold; det er derfor umuligt at vide, om nogle af dem ville have kunnet ændre Den Kolde Krigs strategier i mindre militariseret retning i vest og øst i denne formative periode. Det blev aldrig forsøgt. Men de nu tilgængelige arkiver i både vest og øst tyder på, at der faktisk var muligheder – som blev forpassede, således som denne bog vil give en række eksempler på. Sovjetiske og østeuropæiske militære og 12

Frygtens logik.indd 12

04.02.2020 13.08

politiske arkiver fra Stalinperioden og resten af 1950’erne, som i dag er tilgængelige, viser, at den sovjetiske militærstrategi i denne periode var entydigt defensiv; der er ingen tegn på planlægning af uprovokerede angreb på Vesteuropa. Og vestlige arkiver bekræfter lige så entydigt, at militære og politiske beslutningstagere i disse år anså et østligt angreb for helt usandsynligt, i hvert fald på kort og mellemlangt sigt, uanset alle signaler over for offentligheden om det modsatte. Var der en risiko for et snarligt krigsudbrud, skyldtes den mest sandsynligt muligheden for et østligt svar på, hvad der i øst opfattedes som provokerende vestlige militære initiativer, lød de vestlige efterretningsvurderinger. Men det var en risiko, der var værd at tage, mente ledende vestlige beslutningstagere. Det udtrykkeligt formulerede mål for USA’s militære opbygning under præsidenterne Harry S. Truman og Dwight D. Eisenhower i første halvdel af 1950’erne og derefter var nemlig ikke blot oprettelsen af en magtbalance i Europa – og i resten af verden – mellem Vesten og østblokken; målet var derimod etableringen af ”overvældende magt” over for den kommunistiske blok. De kommunistiske ledere havde kun respekt for magt, hed det, og svaghed kunne derfor kun invitere til kommunistisk aggression. Men som bl.a. Kennan tidligt – f.eks. fra Moskva i 1952 – mindede om, ræsonnerede de sovjetiske ledere på præcis samme måde, med modsat fortegn, over for USA’s omringning af Sovjetunionen med et netværk af militærbaser. Også Kremllederne varetog, hvad de anså for legitime nationale sikkerhedsinteresser. Det var et klassisk eksempel på det, sikkerhedspolitiske teoretikere i disse år begyndte at kalde ’sikkerhedsdilemmaet’. Kritikerne af den stærkt militariserede version af inddæmningspolitikken påpegede, at den samtidig tenderede til at blokere for og udelukke enhver reel forhandling med den kommunistiske blok. Og for at opnå folkelig og offentlig accept af den massive opbygning af ”overvældende magt” var vestlige beslutningstagere på afgørende tidspunkter af de tidlige, formative år af Den Kolde Krig tilbøjelige til mere at appellere til frygten end til fornuften og til at overdrive den sovjetiske militære trussel. George Kennan pegede adskillige gange på problemet, f.eks. som her i begyndelsen af 1960: ”Vi amerikanere holder af, at vores modstandere er helt igennem umenneskelige, almægtige, allestedsnærværende, uhyggeligt effektive, uhindrede af egne alvorlige problemer og kun optaget af planer om at ødelægge os. Uanset deres virkelige natur, insisterer vi altid på at se dem på den måde. Det afspejler en filosofisk svaghed – en manglende evne til at erkende relativiteten i spørgsmål om venskab og fjendskab.”4

Frygtens logik.indd 13

04.02.2020 13.08

Den marxistisk-leninistiske ideologi, som lederne i Kreml både under og efter Stalin var opfostret med, gav dem givetvis et prisme, som gjorde dem tilbøjelige til at se på den kapitalistiske omverden med en tilsvarende basal fjendtlighed. Den statsstyrede sovjetiske propaganda kunne uimodsagt appellere til frygten for ”imperialistisk aggression” og dermed legitimere regimet og dets repressive politik. Ikke desto mindre erkendte vestlige beslutningstagere internt, at den erklærede sovjetiske frygt for særligt en genoplivet tysk militarisme var dybtfølt og ægte. Og de nu tilgængelige sovjetiske arkiver peger på, at når Stalin offentligt i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne talte for ”fredelig sameksistens” med den kapitalistiske verden, og når Nikita Khrusjtjov fra midten af 1950’erne og frem gjorde det samme og tillige var fortaler for en ”fredelig kappestrid mellem socialismen og kapitalismen”, var det udtryk for en realpolitisk pragmatisme, som efter Kremlledernes opfattelse ikke var i modstrid med deres ideologiske grundholdning. *** Når den militariserede amerikanske inddæmningsstrategi over for kommunismen sigtede på at opnå overlegen militær overmagt, og når øst-vest-konflikten ikke primært blev set som et resultat af modstridende nationale interesser eller forskellige ideologiske syn på, hvordan verden kunne forbedres, men derimod som et resultat af Kremlledernes basale moralske brist, så var forhandlinger og diplomati reelt formålsløst, indtil de kommunistiske regimer ændredes afgørende og opgav deres ideologi. Eller som Henry Kissinger har formuleret det i et kritisk historisk tilbageblik på inddæmningsstrategiens udformning i Den Kolde Krigs tidlige periode: ”Inddæmningspolitikken gav ingen rolle til diplomatiet før slutscenens klimaks, hvor mændene med de hvide hatte accepterede, at mændene med de sorte hatte overgav sig.”5

Som det vil fremgå af denne bog, gav de amerikanske beslutningstageres tendens til udenrigspolitisk moralisme og skepsis over for traditionel europæisk magtbalancepolitik ikke sjældent anledning til uenigheder hen over Atlanten om den rette politik i konkrete krisesituationer. Selv om de vesteuropæiske beslutningstagere og deres befolkninger geografisk var anderledes tæt på den centrale Sovjetmagt og umiddelbart mere eksponerede for den, betragtede de den generelt med mindre alarmisme end deres amerikanske venner og allierede. Vesteuropæerne søgte også at ind14

Frygtens logik.indd 14

04.02.2020 13.08

dæmme sovjetkommunismen, men de var mindre tilbøjelige til at se Stalin som en ny Hitler og mindre tilbøjelige til at ræsonnere gennem overfladiske og falske historiske analogier og ”erfaringer” fra München 1938.6 Alligevel lod Eisenhower og hans udenrigsminister, John Foster Dulles, sig bl.a. af Winston Churchill lejlighedsvis trække til forhandlingsbordet – som f.eks. i Genève i 1954 og 1955, men ved udsigten til forhandlede aftaler om et lavere spændingsniveau mellem øst og vest vakte det amerikanske lederes bekymring, at den frygtens logik, eller som Dulles udtrykte det: ”frygtens cement”, som hidtil havde været med til at holde den vestlige alliance sammen, ville begynde at gå tabt eller smuldre; noget tilsvarende kunne, også ifølge Dulles, blive tilfældet for østblokkens vedkommende. Mao Zedong og hans kammerater i Beijing anså udtrykkeligt en vis international spænding med USA (især om Taiwan) som nyttig for magtkonsolideringen og det interne sammenhold i det kommunistiske Kina. USA’s ledende beslutningstagere imødeså med sindsro et fortsat konventionelt og atomart våbenkapløb, fordi de var overbeviste om, at USA ville være i stand til at vinde det. I hele perioden fra 1945 og frem til begyndelsen af 1960’erne var USAs og dets allieredes militære og geostrategiske position klart mere gunstig og sikker end Sovjetblokkens, uanset offentlige påstande og myter om Den Røde Hærs 175 kampklare divisioner og om en ”bombeflykløft” og en ”missilkløft” i sovjetisk favør; eksempelvis rådede USA i 1961 fortsat over 10 gange flere atom- og brintbomber end Sovjetunionen. Ikke desto mindre var både Eisenhower og Khrusjtjov omkring 1960 nået frem til en erkendelse af, at den fortsatte ophobning af kostbart militært isenkram beregnet til massedød både var potentielt farlig og kunne undergrave deres samfund indefra. Eisenhower advarede offentligt imod, at USA’s fremvoksende militær-industrielle kompleks kunne få uberettiget stor indflydelse på det amerikanske demokrati; Khrusjtjov nedskar ensidigt de sovjetiske hærstyrker og foreslog gensidig atomar nedrustning for at lede de sovjetiske ressourcer over i den civile sektor med henblik på en hårdt tiltrængt forøgelse af befolkningens levestandard. Det amerikanske U-2-spionfly og den sovjetiske nedskydning af det satte i maj 1960 en brat stopper for, hvad der så ud til at kunne blive indledningen til en afspændingsperiode i Den Kolde Krig. U-2-affæren var også et eksempel på, hvor afgørende en rolle de to supermagters prestige og troværdighed spillede. Netop fordi Den Kolde Krigs konflikter i disse år blev udkæmpet primært på den ideologiske og den politisk-psykologiske front frem for på den fysiske, militære slagmark, kom supermagtsledernes troværdighed til at få enorm betydning. Det gjaldt også i den tredje verden, som fra begyndelsen var en del af 15

Frygtens logik.indd 15

04.02.2020 13.08

Den Kolde Krigs globale scene, ikke mindst fordi afkoloniseringsprocessen og opgøret med stormagtsdominans i Asien, Afrika og Latinamerika – forenklet sagt nord-syd-konflikten – tidsmæssigt faldt sammen med øst-vest-konfliktens skærpelse fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1960’erne. Når asiater, afrikanere og latinamerikanere efter årtiers eller århundreders europæisk kolonial undertrykkelse eller amerikansk stormagtsdominans ofte hyldede revolutionær nationalisme, radikal socialisme eller måske kommunisme, var det ikke, fordi de gerne ville være Sovjetunionens lakajer eller agenter, men fordi de ønskede økonomisk og social retfærdighed, jordreformer og et opgør med fremmed økonomisk kontrol med deres naturressourcer. Men sådanne krav lød truende for ledende amerikanske beslutningstagere, som havde vanskeligt ved at skelne mellem nationalisme, neutralisme og kommunisme, og som frygtede, at Moskva – og Beijing – skulle profitere af dem. USA’s inddæmningspolitik over for denne form for opfattede ”kommunistiske” trusler i den tredje verden var dog ikke primært af militær art; Eisenhowerregeringen sendte ikke nogen amerikanske soldater i regulær krig i den tredje verden. Til gengæld brugte den i udstrakt grad hemmelige operationer, sabotage, våbensmugling, destabilisering og omstyrtelse af regeringer, udbredt radio- og trykt propaganda, støtte til væbnede opstande og lejlighedsvise mordplaner mod udenlandske ledere. En række af de konflikter og stormagtsinterventioner fra både vest og øst i den tredje verden, som disse operationer førte med sig, trak lange og til dels blodige spor gennem resten af Den Kolde Krig, og for nogles vedkommende helt frem til vor tid. *** 30 år efter Den Kolde Krigs afslutning er konfliktens historie stadig kontroversiel og omdiskuteret, både blandt faghistorikere og i den offentlige debat. Her i landet har debatten om Den Kolde Krigs historie i de sidste 20 år til tider antaget skingre former. Der har fra mange sider i debatten været en tendens til mere at ville genopføre Den Kolde Krigs ideologiske konflikter end at forsøge at nå frem til en dybere og mere nuanceret forståelse af dem. Det er som sagt håbet med denne bog at bidrage til en sådan større grad af nuancering. De, der mere betragter historieskrivningen om Den Kolde Krig som en del af en aktuel værdikamp, vil muligvis ikke finde tilfredsstillelse i bogens tilgang, som hverken giver plads til entydige skurke eller til entydige helte. Men selv om den antikke romerske historiker Tacitus’ sine ira et studio-ideal (”uden vrede og uden at være forudindtaget”) har været tilstræbt, er ingen historiker naturligvis 16

Frygtens logik.indd 16

04.02.2020 13.08

værdifri eller forudsætningsløs. Derfor til slut nogle få ord om mine egne forudsætninger for at skrive denne bog. Den Kolde Krigs periode var ikke nuancernes tid – George Kennan og hans ligesindede i samtiden til trods. Født i 1950 er jeg selv vokset op bogstavelig talt i skyggen af Den Kolde Krig – og er i øvrigt på en måde selv et produkt af dens forhistorie: Under et besøg som syvårig hos min finske morfar, som havde deltaget i Vinterkrigen i 1940 mellem Finland og Sovjetunionen, viste han mig arret på sin mave fra en af Stalins Røde Hærs geværkugler (min far mødte som dansk Røde Kors-læge under Vinterkrigen min finske mor). Min første personlige erindring om Den Kolde Krig er Statsradiofoniens Ungarnshjælp-programmer i vinteren 1956-1957 til støtte for de ungarske flygtninge efter den sovjetiske invasion af Ungarn i november 1956, mens mit barndomshjem i Herning næsten dagligt blev overfløjet af det danske NATO-flyvevåbens amerikansk leverede F-84-jagerfly fra den nærliggende Karup Flyvestation; som 12-årig husker jeg tydeligt en meget nærværende atomkrigsfrygt under Cubakrisen i 1962; og som letpåvirkelig 18-19-årig uden dybere historiske indsigter, men med stor interesse for den vide verdens uretfærdigheder, blev mine holdninger stærkt præget af, at Warszawapagten invaderede Tjekkoslovakiet og knuste ”socialismen med et menneskeligt ansigt”, samtidig med at USA optrappede sønderbombningen af Vietnam. Begge dele vakte naturlig afsky og trang til protest. Og når en tilsyneladende oprørsk kinesisk ungdom (”rødgardisterne”) i det fjerne ”kulturrevolutionære” Kina samtidig skarpt kritiserede både Sovjetunionen og USA for deres ”imperialistiske aggressionshandlinger”, og når de kinesiske unge selv tilsyneladende skånselsløst kritiserede nogle af deres eget lands magthavere med krav om ”massedemokrati”, ja, så kunne mange engagerede unge i vores del af verden let blive revet med – uden megen sans for nuancerne. Det gjaldt i nogle år også mig selv, som blev en del af det ’nye venstre’. Det var i de år, hvor Mao Zedong bredt blev betragtet som en ’ældre statsmand’, der blev opsøgt af selv en præsident Nixon – og såmænd også af blandt andre den danske Venstrestatsminister Poul Hartling (som angiveligt førte samtale med den kinesiske Formand på passende højt niveau). Da Mao døde i 1976, skrev også borgerlige aviser respektfulde nekrologer. Derefter begyndte billederne gradvist at blive mere nuancerede – eller at krakelere. Sidst i 1970’erne så Den Kolde Krigs afspændingsproces i Europa ud til at blive antastet af en kvalitativt ny og farlig runde atomar raketoprustning mellem øst og vest. Endnu engang advarede blandt andre en George Kennan i begyndelsen af 1980’erne alvorligt imod den fortsatte atomvåbenopbygning i både vest og øst; det samme gjorde jeg og andre unge og 17

Frygtens logik.indd 17

04.02.2020 13.08

yngre atomvåbenkritiske aktivister i USA og i Vest- og Østeuropa, som nu havde muligheder for at knytte begrænsede kontakter med hinanden hen over øst-vest-skellet. Af denne og mange andre grunde blev nuancerne i Den Kolde Krig mere synlige; adskillelsen mellem øst og vest var sidst i 1980’erne under gradvis nedbrydning, og i 1989 faldt Berlinmuren. I 1992 opsummerede den 88-årige George Kennan i en artikel i The New York Times på bl.a. følgende måde den lære, han selv havde draget af sin deltagelse i og iagttagelse af Den Kolde Krigs historie: ”Den ekstreme militarisering af den amerikanske debat og politik, sådan som den blev fremført af den hårde linjes tilhængere […] styrkede konsekvent de tilsvarende tilhængere af en hård linje i Sovjetunionen.”7

Kennan talte her særligt om de sidste 25 år af Den Kolde Krig, men som det vil fremgå af denne bog, passer formuleringen i lige så høj grad på perioden fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1960’erne, hvor ikke mindst Vestens ledere var – som Kennan udtrykte det i 1952 – blevet ”fuldstændig fængslede og fortabte i den militære lignings tvangslogik”. At George Kennan både blev ophavsmanden til USA’s og den vestlige verdens oprindelige inddæmningsstrategi over for totalitær kommunisme i den tidlige Kolde Krig og alligevel senere blev en af Den Kolde Krigs mest konsekvente systemkritikere kan virke som et af historiens paradokser. Men Kennan var en kompleks figur, og som sådan afspejlede han den komplekse konflikt, som Den Kolde Krig også var. Kennan forblev til sin død bredt respekteret, også af dem, der aldrig delte de fleste af hans vurderinger af, hvordan Vestens strategi for Den Kolde Krig burde udformes. Og han var et eksempel på, at man under Den Kolde Krig sagtens på én gang kunne være tilhænger af Vestens demokratisk-kapitalistiske system og samtidig være stærkt kritisk over for vigtige dele af den politisk-militære strategi, som vestlige – og østlige – ledere anså for den eneste mulige og nødvendige. *** Ved at fastholde opmærksomheden på de mulige alternative veje og strategier, som ikke blev fulgt, bliver den foreliggende fremstillings perspektiv også helt anderledes end det, den amerikanske historiker John Lewis Gaddis formulerede for sit oversigtsværk fra 2005 om konfliktens historie: ”... jeg har ikke tøvet med at skrive bogen fra et perspektiv, der hele tiden rummer min viden om, hvordan Den Kolde Krig endte. Andre perspekti18

Frygtens logik.indd 18

04.02.2020 13.08

ver kender jeg ikke.”8 Det perspektiv skal historikeren efter min opfattelse gøre alt for at holde tilbage og undertrykke. Historien bør ikke skrives med blikket rettet mod facitlisten. Ellers risikerer man at skrive dårlig historie mere på nutidens betingelser end på fortidens og ikke ud fra dens aktørers udsyn; så er det alt for fristende at være tilbøjelig til at konkludere, at hvad der skete, måtte nødvendigvis ske og på netop den måde. Det åbne perspektiv på Den Kolde Krigs historie har jeg selv tilstræbt i min forskning og undervisning i emnet som faghistoriker gennem de sidste 35-40 år. I et kommende bind er det min plan at behandle Den Kolde Krigs sidste 30 år, herunder særligt den vigtige afspændingsperiode i 1970’erne og øst-vest-konfliktens afslutning i sidste halvdel af 1980’erne. Jeg benytter lejligheden til at takke redaktør Grethe Jensen og redaktionschef Henrik Sebro, Gads Forlag, for perfekt og smidigt samarbejde om dette bogprojekt. Gode kolleger, skiftende institutledere og studerende ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, som har været min arbejdsplads siden 1986, har på forskellig vis opmuntret, lettet og inspireret mit arbejde undervejs; det skylder jeg dem tak for. Jeg retter en særlig tak til lektor Rasmus Mariager og lektor Clemens Stubbe Østergaard for at have gennemlæst en stor del af manuskriptet til dette bind og for deres yderst nyttige kommentarer. Men jeg har naturligvis selv alene ansvaret for det endelige resultat. Sidst, men ikke mindst, går takken til min tålmodige og forstående familie, og særligt til mit barnebarn Isabelle, som i en alder af fem år for længst har lært at tale om sin morfars ”globale kolde krig”, som tog lidt for meget af hans opmærksomhed, når hun gerne ville lege med ham. Bogen er derfor tilegnet hende. Amager, januar 2020.

Poul Villaume

Frygtens logik.indd 19

04.02.2020 13.08