GÅ – En hyldest til vandringen Af Karsten Wind Meyhoff m.fl. Copyright © 2021 Forfatterne og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06437-4 1. udgave, 1. oplag Redaktion: Karsten Wind Meyhoff Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook, Sverige
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. En anden udgave af denne bog med titlen Fodnoter. Træk af vandringens historie har tidligere været udgivet på Informations Forlag i 2005 som festskrift i forbindelse med Dansk Vandrelaugs 75-års jubilæum. GÅ – En hyldest til vandringen er en ny, udvidet og revideret udgave af værket. www.gad.dk
GÅ_materie.indd 2
25.02.2021 09.05
KARSTEN WIND MEYHOFF (RED.)
GÅ En hyldest til vandringen
GÅ_materie.indd 3
25.02.2021 09.05
Indhold Karsten Wind Meyhoff Forord – Gå og se! 6
Vandringens virkelighed Stig Olesen Har du nået dine 10.000 i dag? 18 Bente Klarlund Pedersen ”Tab for alt ikke lysten til at gå” Om vandring og sundhed 32 Jens Meulengracht-Madsen Dyrehavevandringer 46 Nanna Simonsen Jeg går ikke ret gerne 64 Rune Engelbreth Larsen Vildere vandringer i fremtidens danske natur 92
Fodfolk Henry David Thoreau Om at vandre 108
GÅ_materie.indd 4
25.02.2021 09.05
Per Lindsø Larsen Fodturen På farten med vandringens største filosof: Ludvig Feilberg 136 Martin Gylling Fodnoter til litteraturhistorien På farten med danske forfattere 156 Dan Turèll Gennem byen sidste gang 178 Jens Peter Munk Ud i verden Guldalderkunstnerne på vandring 185 Martin Zerlang En vidunderlig by til vandreture Flanører og føljetonister i Buenos Aires 220 Thomas Boberg Chûcura Fra en vandretur i Huayhuash, Andesbjergene, Peru, januar 2003 240 Bidragydere 250
GÅ_materie.indd 5
25.02.2021 09.05
Karsten Wind Meyhoff Forord – Gå og se!
GÅ_materie.indd 6
25.02.2021 09.05
V
i går som aldrig før. For mange er det blevet en del af hverdagen at søge ud på vejene, ud på stierne og ud i naturen. Friske undersøgelser dokumenterer, at vi befinder os midt i en ny guldalder for gå- og vandreture. Omkring 90 procent af alle danskere, på tværs af landet og på tværs af alder, går ture i fritiden. Dertil kommer, at gå- og vandreture i stærkt stigende grad er den foretrukne aktivitet for voksne danskere i forhold til andre aktiviteter. Så der er noget om snakken. At gå og at vandre er i dag ikke længere en specialitet for en gruppe udvalgte, men en decideret folkebevægelse, noget vi danskere i stigende grad dyrker for at få mere ud af vores tid her på Jorden. Men hvorfra kommer denne ubændige trang til at gå? Hvad er det for en magnetisk kraft, der for tiden trækker i os? Lysten til at gå, til at opleve verden gennem kroppen og sanserne er en universel erfaring, der handler om at træde ud af vores daglige rutiner og forpligtelser og ud i det åbne. Korte ture, lange ture, fra den daglige spadseretur rundt om blokken til den æstetiske flaneren i storbyerne, fra den raske gåtur ud i landskabet til avancerede hikes i bjergene, fra den langstrakte dannelsesrejse til den eksistentielle vandringsmand – for alle disse arketypiske fodture gælder det, at man i vandringens tegn 7
GÅ_materie.indd 7
25.02.2021 09.05
kommer ned i tempo og lader kroppen bestemme farten på dens egne præmisser, når man er på vej. Skridt for skridt genetableres en forbindelse med jorden og med omgivelserne, som ikke er formidlet gennem andet end sanserne. Kroppens rytme og takt indfinder sig efter en rum tid, og så går man bare derudad – som var man ikke skabt til andet. Skal man sætte det på formel, handler det måske om at få kroppen tilbage i rummet. At få etableret en frisk sensibilitet for verden omkring os, for den by vi lever i, for naturen, for dyrene og insekterne, for den virkelighed, der i et planetarisk perspektiv ikke længere kan tages for givet. I dag har man ofte følelsen af, at vores kultur mere eller mindre systematisk lokker os væk fra vejene. Store dele af tilværelsen sidder vi stille – i skolen, i uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladsen, i transit – og så suger skærmene os i fritiden ind i deres flimrende magi. Måske er den nye guldalder i virkeligheden et stille oprør mod den passive og slumrende krop, et oprør, som handler om at genfinde fødderne, komme ud, komme væk fra det hjemlige og ud i det åbne. Eller sagt med andre ord, så er guldalderen måske et folkeligt modtræk i det, der er blevet kaldt opmærksomhedskrigen, og et slag for at genvinde retten til vores egen tid og til vores egne tanker 8
GÅ_materie.indd 8
25.02.2021 09.05
og samtaler. Måske er det så simpelt. Vi har i dag mere end nogensinde brug for frisk luft, mere luft, for et nyt åndedrag, og derfor ser vi os pludselig selv på vejene og i naturen igen. At gå og at vandre kræver ingen forudsætninger og meget lidt udstyr. Det er netop en aktivitet, men ikke en sport. Og der er ingen regler. Ingen bane eller etablerede rammer. Ingen dommer og intet resultat efter endt kamp. Du kan gå kort. Du kan gå langt. Du kan følge en bestemt rute eller bare gå formålsløst rundt. Alene eller sammen. I byen eller i naturen. Hurtigt eller langsomt. Det hele er op til dig. I den forstand har gang og vandring et autonomt momentum. Det tilhører ikke andre end den vandrende. Der er ingen techgiganter, der kigger med – medmindre vi selv ønsker det. I stedet kan man med gangens rytme finde tilbage til verden og dens tilstedeværelse i al dens skønhed og i al dens grimhed. Samtidig åbner man sig for erindringer, drømme og samtaler. En eller anden har sagt, at ingen nogensinde har fortrudt en gåtur. Der er kort sagt ingen grænser for, hvad man kan opleve, og hvem man kan møde, når man først begiver sig afsted. Og selve turen ud i landskabet er stort set altid generøs. Man beriges ganske enkelt af alt det, man oplever. Årstidernes gang. 9
GÅ_materie.indd 9
25.02.2021 09.05
Flora og fauna. Elementerne omkring os. Vejret er ikke trivielt. Dagens cyklus er heller ikke triviel. Men også vores eget indre, alt det der dukker op i takt med skridtene. På gåturen opdager vi vores grundvilkår, de helt grundlæggende eksistentielle og biologiske dimensioner, kroppen og bevidstheden er indlejret i. Naturen er ikke uden for os. Vi er blot en del af den. Den nye guldalder synes også at indebære en ny storhedstid for opdagelsesrejser – i Danmark. I dag begiver fodfolket sig ikke kun afsted på eksotiske bjergvandringer i fjerne lande eller pilgrimsture på Caminoen til Santiago de Compostela. Iført vandrefodtøj er mange de seneste år gået i gang med at genopdage vores egen nation som geografi og natur. Vi flokkes i skove og ved strande, vi indtager heden igen, vi går på byvandringer, og vi genopdager øerne over hele landet – til fods! Turene ud i landskabet kommer også til udtryk i helt nye destinationer, når vi går på Camønoen (en familievenlig fodtur på 175 km rundt på Møn, Nyord og Bogø) eller på Amarminoen (en rask tur rundt på Amager Fælled på 27 km fra DR Byen til Dragør), eller når vi genoptager klassiske ture, de fleste af os havde glemt, og bruger en del af sommerferien på Hærvejens mange hundrede kilometer vandreruter. Over hele landet etableres vandrestier og 10
GÅ_materie.indd 10
25.02.2021 09.05
naturstier, foldere med ruter og vandreture produceres i de fleste kommuner, og medierne er fulde af historier om mennesker, der har opdaget vandringens glæder. Men genopdagelsen af landskabet er for mange også et dybtfølt behov for igen at komme tættere på naturen, nu hvor den er ved at forsvinde. Det er blevet sagt, at når faren er størst, er redningen nærmest. De seneste årtier er vi blevet bevidst om de langvarige konsekvenser af vores livsstil og en kultur indstillet på forbrug. Biodiversitetskrisen, det monokulturelle landskab og en gennemgribende mangel på vild natur er afgørende problemstillinger i den politiske samtale på lige fod med klimaforandringer, bæredygtighed og reduktion af vores CO2-udslip. Kort sagt synes vores optagethed af naturen og bevægelsen ud i landet også at være en bestræbelse på at forstå vores omgivelser bedre og gendanne en ny opmærksomhed over for alt det, vi er i gang med at miste – eller måske allerede har mistet. Og så længe vi søger ud på vejene og stadig har lysten til at gå og vandre, synes alting ikke tabt. Tværtimod. Den nye guldalder vidner måske om, at der allerede er indtrådt et grundlæggende skifte i vores kulturelle vaner, og at det frem for alt handler om at komme afsted og ud på vejene! Jo mere, jo bedre … For er det ikke sådan, at det vi holder af, det er vi mindre tilbøjelige til at ødelægge? 11
GÅ_materie.indd 11
25.02.2021 09.05
* Denne bog er en hyldest til fodturen i alle dens afskygninger – men også en guide til vandringens kunst. Bogens bidrag behandler forskellige aspekter af vandringens verden, og teksterne kan med udbytte nydes før, under og efter gå- og vandreture. Ambitionen er at stimulere lysten til at komme ud og være på farten. Og samtidig blive inspireret til at udforske flere og nye sider af vandringens vilde og mangfoldige verden. Teksterne er inddelt i to afsnit. De første fem er samlet under titlen Vandringens virkelighed og beskriver alle vandringen ud fra en historisk og praktisk tilgangsvinkel. I åbningsteksten giver journalist Stig Olesen et portræt af den aktuelle vandrekultur og nogle af de arketyper, som i dag bedriver vandringens ædle kunst. De følgende tekster tematiserer forskellige aspekter af den aktive brug af vandringen. Overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen redegør for de seneste års resultater inden for forskningen i vandringens fysiske og sundhedsmæssige virkninger, og trækker samtidig tråde tilbage til nogle af historiens vandrende filosoffer. Dernæst giver naturentusiasten Jens Meulengracht-Madsen en personlig beretning om en af vandringens mange mulig12
GÅ_materie.indd 12
25.02.2021 09.05
heder, nemlig opmålingen af de danske egetræer i Dyrehaven nord for København. Madskribenten og kogekonen Nanna Simonsen viser herefter, hvilke muligheder vi som vandrende har for at spise direkte af naturens generøse forrådskammer, når vi er på farten. Forfatter og debattør Rune Engelbreth Larsen sætter den aktuelle danske naturforvaltning i perspektiv og advokerer for en langt vildere natur til gavn for både flora og fauna – og ikke mindst de vandrelystne! De sidste syv tekster er samlet under titlen Fodfolk og tematiserer den rolle og betydning, vandringen historisk set har haft og stadig har i dag for mange udøvende kunstnere. Her indleder den amerikanske forfatter Henry D. Thoreau afsnittet med alle tiders mest berømte hyldest til vandringens kunst i essayet Om at vandre fra 1862. Psykolog Per Lindsø Larsen redegør herefter for fodturens forskellige faser, som de på utrættelig vis er blevet beskrevet af Danmarks måske største vandringsmand gennem tiderne, ingeniøren og filosoffen Ludvig Feilberg. At Feilberg imidlertid ikke er den eneste danske forfatter med hang til en rask fodtur, kan man læse om i redaktør Martin Gyllings tekst, der giver et rids af danske forfatteres omfattende brug af vandringen i deres kunstneriske arbejde. Vi er blandt andet med på 13
GÅ_materie.indd 13
25.02.2021 09.05
Henrich Steffens’ og Adam Oehlenschlägers fodtur i timerne inden digtet Guldhornene skrives, og vi går med kendte nyere danske forfattere, når de begiver sig ud på litterære vandringer. I forlængelse af Martin Gyllings tekst genoptrykkes Dan Turèlls digt Gennem byen sidste gang (1977), som beskriver en vandring gennem nogle kvarterer i forfatterens elskede København. Med afsæt i en række kunstneres billeder og dagbøger opridser kunsthistorikeren Jens Peter Munk i det efterfølgende bidrag vandringens betydning for de danske guldaldermaleres natur- og landskabsmaleri. Vi skal blandt andre med Jørgen Roed, Johan Thomas Lundbye, Constantin Hansen og Gottlieb Bindesbøll på fodtur rundt i de danske landskaber og med kunstnerne til fods på dannelsesrejse i Europa. Efter disse tekster går vi et skridt videre og ind i det sydamerikanske og ser på flaneriet som et centralt element i den argentinske hovedstad Buenos Aires’ bybillede. Her fortæller professor Martin Zerlang først om byvandringens opblomstring i midten af 1800-tallet i Paris og dens videre liv i den latinamerikanske hovedstad. Antologien afrundes af forfatteren Thomas Bobergs personlige beretning fra en vandretur i Andesbjergene i Peru.
14
GÅ_materie.indd 14
25.02.2021 09.05
* Redaktøren vil gerne takke alle bidragsyderne for generøst at stille deres tekster til rådighed for bogen. Jeg er Michael Pihl taknemmelig for at give lov til at bruge Ole Jacobsens oversættelse af Henry D. Thoreaus essay. En anden version af denne bog med titlen Fodnoter. Træk af vandringens historie har tidligere være udgivet på Informations Forlag i 2005 som festskrift i forbindelse med Dansk Vandrelaugs 75-års jubilæum. Redaktøren takker Dansk Vandrelaug og Informations Forlag for at være indforstået med udgivelsen af en ny og revideret version af bogen og teksterne. København, marts 2021
GÅ_materie.indd 15
25.02.2021 09.05
GÅ_materie.indd 16
25.02.2021 09.05
Vandringens virkelighed
GÅ_materie.indd 17
25.02.2021 09.05
Stig Olesen Har du nået dine 10.000 i dag?
GÅ_materie.indd 18
25.02.2021 09.05
D
et var en ældre ørelæge i Fredericia, der først gjorde mig opmærksom på det. ”Mennesket er slet ikke beregnet til at gå oprejst.” Han brummede det lidt irriteret i et blændende hvidt lys inde bag et pandespejl med et lille rundt hul, mens han rutineret indførte en lang kanyle gennem mit højre næsebor og med en svagt knasende lyd trykkede metallet gennem noget bruskvæv og videre ind i pandehulen. Ordene var i virkeligheden ikke henvendt til mig, men til min mor, der hændervridende stod i baggrunden og atter måtte overvære sin lille søns kronisk betændte pandehule blive skyllet med en lunken saltvandsopløsning. Da den hvidkitlede havde monteret en tynd gummi slange i den ende af kanylen, der stak ud af mit hoved og bedt klinikassistenten om langsomt at begynde at trykke på gummibolden, forklarede han min mor – læger talte dengang ikke til børn – at udførselskanalerne fra menneskekraniets mange grotter, for eksempel pandehuler og kæbehuler, fra naturens hånd er konstrueret til en gangart på alle fire, så da vi for mange millioner år siden rejste hovedet 90 grader, kom der selvfølgelig til mere eller mindre permanent at stå slim og sekreter i bunden af alle disse huler, hvilket igen har medført de udbredte 19
GÅ_materie.indd 19
25.02.2021 09.05
forkølelser og andre betændelsestilstande i det moderne menneskes indre. Mens lægen fjernede kanylen og sendte assistenten bort med en nyreformet metalskål fyldt med et grøngulligt sekret og – formodede jeg – halvdelen af min hjernemasse, blev min mor pålagt to gange om dagen at lade mig sidde en halv time med hovedet under et viskestykke bøjet over et dampende vandbad. Behandlingen ville ifølge det talende hulspejl, der nu var vippet op i panden, efterligne menneskets naturlige kropsstilling og firbenede gangart på den afrikanske savanne og dermed sætte gang i sekretionen. Med et hoved som en imploderet tomat sad jeg på bagsædet i taxaen på vej hjem fra lægen og besluttede mig for, at det dér med at gå oprejst på to ben var et overstået kapitel for mit vedkommende. Skolegang, kirkegang, rettergang, stuegang … oprejst gang førte ikke noget godt med sig, vurderede jeg. Læg dertil dryppende næse og hovedpine resten af livet? Niks, ikke hos mig. Som så mange andre planer holdt denne heller ikke ugen ud. Jeg har for længst om end nødtvunget accepteret bipedalismen – den oprejste gang og den deraf afledte kroniske inflammation af hovedets små pulterkamre. 20
GÅ_materie.indd 20
25.02.2021 09.05
Og selvfølgelig skal også jeg i tidens ånd nu have mine 10.000 oprejste skridt hver dag. Hvis det ikke lykkes, gør min telefons skridttæller-app tydeligt opmærksom på det. Skulle jeg lykkeligvis have ignoreret den, kan jeg være ret sikker på, at én eller anden ved mørkets frembrud vil spørge: ”Hva’ så, nåede du dine 10.000 i dag?” Sådan er det også denne kølige men vindstille søndag formiddag, hvor jeg er stået af bybus linje 12 og befinder mig på den nordlige bred af Brabrand Sø vest for Aarhus og ser en lind strøm af andre tobenede artsfæller passere forbi mig i vidt forskellige gangarter. Alle er vi ude at samle skridt, alle er vi af familien Homo ambulans – det gående menneske, og landede man ved søbredden i et rumskib fra en fjern planet og betragtede processionen af spadserende, spankulerende, stoltserende, travende, promenerende, vraltende, marcherende, stavrende og luntende – der er mindst 35 synonymer for at gå – vil man formentlig antage, at disse underlige tobenede jordbeboere var deltagere i én eller anden form for religiøs ceremoni. Hvad vi jo ret beset også er. For i det senere årti og specielt under coronapandemien og nedlukning af fitnesscentre og sportshaller er gang blevet opgraderet fra at være en nødtvunget trans21
GÅ_materie.indd 21
25.02.2021 09.05
portform – hvis bilen for eksempel var på værksted eller buschaufførerne strejkede – til også at være motionsform, meditationsteknik, samtaleforløser, fortællemodel og moralsk statusmarkør. Og hvor kommer mantraet om de 10.000 daglige skridt så fra? Ligesom karaoke og lommeregneren er der tale om en japansk opfindelse. I forbindelse med OL i Tokyo i 1964 forsøgte man at få storbyens befolkning i bedre fysisk form, blandt andet ved at lancere en skridttæller, som man kaldte Manpo-kei (titusindskridtsmåleren). Den blev en stor succes blandt japanere, men mange udenlandske atleter såvel som OL-gæster tog også det lille apparat med hjem, og fra da af blev 10.000 daglige skridt en del af det moderne menneskes trosbekendelse. Størst var udbredelsen i de industrialiserede lande; for Jordens fattige befolkning faldt det dengang som nu helt naturligt med mange daglige skridt. Her på stien rundt om Brabrand Sø er mit pedometer kun nået 2.152 skridt, da jeg gør holdt og lader som om jeg henført betragter en fiskehejre, der i monumental stilhed står på lur efter fisk tæt ved søbredden; på afstand ligner den en skrutrygget bedemand af den slags, man ser i western-tegneserier. 22
GÅ_materie.indd 22
25.02.2021 09.05
I virkeligheden er jeg ligeglad med fuglen. Men bag mig har i de seneste fem minutter gået en repræsentant for en ny hastigt voksende vandrertype, nemlig den enetalende fodgænger, og hende vil jeg gerne have til at passere, så stilheden igen kan sænke sig over søen. Første gang jeg mødte en repræsentant for denne art, kunne jeg høre ham, før jeg kunne se ham. Det var en mørk aften, og han kom gående mutters alene på det smalle fortov, mens han frenetisk gestikulerende råbte ét eller andet uforståeligt inde i sin hættetrøje. Om få sekunder stikker denne voldspsykopat en kniv i maven på mig, nåede jeg lige at tænke, far verden, far vel. Men da den formodede lystmorder passerede, opdagede jeg, at der stak et par hvide ledninger ud af ørerne på manden, og at han vistnok blot var i gang med via mobilen at drøfte en indkøbsseddel med kæresten. I dag er emnet et andet men stort set lige så interessant. ”Nej, men ved du hvad, det har jeg virkelig prøvet at sige til hende, jeg ved ikke hvor mange gange, men det er ligesom …”, når jeg lige at høre den forbipasserende råbe ud over søen, inden stemmen langsomt fader ud og vindens susen i sivene og de hæse skrig fra hættemågekolonien atter får lov at tage over. 23
GÅ_materie.indd 23
25.02.2021 09.05
Brabrandstien er én af de 350.000 aarhusianeres mest populære motionsruter, og den næsten 20 km lange asfalterede oval omkring det gamle dødishul frembyder denne søndag en imponerende stor variation af gående mennesker. Måske er der ikke direkte tale om at tage sig et menneskebad, som fodgængeren Søren Kierkegaard beskrev sin daglige vandretur gennem København, men så i hvert fald en vederkvægende etagevask blandt andre motionerende i den smukke ådal. Med jævne mellemrum bliver jeg overhalet af power walkere, der ofte viser sig at være midaldrende kvinder med skarptskåret pandehår og et stålsat blik. Denne bevægelsesform kaldes også intensiv gang eller energigang, og hvor normal ganghastighed er fire-syv km/t, så skyder disse fremadstormende damer let ni km/t, men så må de også benytte sig af kraftigt hælanslag, skovlende arme og stærkt pendulerende skulderbevægelser, hvilket sikkert er rigtigt godt for energiomsætningen, men til gengæld ofte påvirker det kunstneriske udtryk i en lidt uheldig retning. Så er der mere adstadighed over stavgængerne, der efter stor udbredelse i 1990’erne nu synes at have nået en beskeden men stabil bestand. Stavvandrerne kommer oprindelig fra Finland og bruger arme, skuldre og brystmuskulatur mere aktivt, samtidigt med at stavene giver 24
GÅ_materie.indd 24
25.02.2021 09.05
god støtte og bedre balance. Gangarten praktiseres denne søndag, kan jeg konstatere, mest af sportsligt klædte ægtepar i pensionistalderen, hvoraf hun gennemsnitligt ser ud til at have det sjovest, men det kan jo være et synsbedrag. Men hvad vil det egentlig sige at gå oprejst på to ben? Her er manualen, hvis nogen skulle have glemt det: Foretag en let knæbøjning, kip en smule i bækkenet, stræk så knæet, hold balancen på ét ben og lad så kroppen foretage et kontrolleret fremadrettet fald, der i sidste øjeblik forhindres ved i hoften at svinge det andet ben frem. Lyder det indviklet? Det er det også. Tænk bare på, at de fleste af os trods ihærdige daglige øvelser er mindst et år om at lære det, og at de første svimlende forsøg mødes med klapsalver og hurraråb fra tårevædede forældre. Men langt de fleste af os lærer trods alt at mestre det komplicerede samarbejde mellem føddernes 40 muskler, 52 knogler og 228 ledbånd, hvad Brabrandstien er et levende bevis på denne søndag. Det er ca. fire millioner år siden, at vores fjerne slægtning Australopithecus anamensis forsigtigt rejste sig på bagbenene i Rift Valley i Kenya. Antropologerne mener, at det var for at få et bedre udsyn over savannen og samtidigt få forpoterne fri til at række ud efter lavthængende frugter. Det sidste skal nok passe. 25
GÅ_materie.indd 25
25.02.2021 09.05
Den spisende fodgænger opleves i disse år som en voldsomt invasiv art, der oprindeligt kommer fra USA, hvor man jo har tradition for at gøre alting på én gang. Jeg er således ikke nået længere end 6.840 skridt, før jeg bliver mindet om, at evnen til at gå og samtidig indtage føde i de seneste år er udviklet til nærmest ekvilibrisme. Flere steder langs stien er der parkeret motoriserede kaffevogne, hvoraf flere også sælger sandwich, pita og crepes. Et par yngre mænd i dynejakker kommer i rask trav og ivrigt snakkende mod mig med store papkrus og sandwich i stanniol. På mirakuløs vis lykkes det dem at gå, spise, drikke og snakke – alt sammen på én gang. Tidligere sad danskerne normalt ned og spiste; at stoppe mad ind i hovedet, mens man stod eller gik, blev betragtet som dårlig stil. Men den spisende fodgænger kan nu træffes i flokke på gågader og i indkøbscentre, og jeg stirrer altid bekymret på de forbipasserendes overtøj. Nej, tilsyneladende har de aldrig spildt ned ad sig; selv er jeg kun nået til på to ben at kunne administrere Prinzen Rolle-kiks og en Underberg. Så efter 8.626 skridt svarende til 5,5 km og 263 kilo kalorier finder jeg en bænk, lægger mit isolerende siddeunderlag på de fugtige planker og arrangerer forventningsfuldt frokosten på en serviet ved siden af mig. 26
GÅ_materie.indd 26
25.02.2021 09.05
Spisepausen giver god lejlighed til at iagttage forbipasserende eksempler på den spirituelle fodgænger, en relativt ny type fodfolk, der betragter det at gå som en vej til selverkendelse og sjælefred, ja i nogle tilfælde endda et møde med det guddommelige i en eller anden form. ”Mine ben er sekundvisere, der går ind i tiden,” hørte jeg én forklare. Ellers benytter de spirituelle fodgængere sig mest af citater, hvoraf Aristoteles, Rousseau og Kierkegaard er hofleverandører. Hvor tidligere tiders pilgrimsvandringer ofte var på mange tusinde kilometer gennem Europa til for eksempel Lourdes i Frankrig eller Santiago de Compostella i Spanien, så nøjes moderne søgende vandrere ofte med en tur rundt om Møn med halvpension eller et par etaper af Den Jyske Hærvej under anførsel af en kvindelig teolog med apostelstav. En velgennemført valfart blev før Reformationen betragtet som en adgangsbillet til et evigt liv, og denne søndag på Brabrandstien kan man også få fornemmelsen af, at nogle af de forbipasserende med halvt lukkede øjne og et lille smil drømmer om en belønning for enden af deres egen Via Dolorosa, hvad enten det er en overdådig søndagsfrokost uden kolesterolanger eller en generel tilgivelse for et eller andet lørdag aften. 27
GÅ_materie.indd 27
25.02.2021 09.05
Brabrandstien er med sine 20 kilometer, hvad mere udholdende fodgængere vil kalde en passende dagsetape. Det er da også med dårlig skjult beundring, at jeg iagttager flere eksempler på den passionerede fodgænger, der typisk er magre og senede bibliotekar-, overlærer- og arkitekttyper, som fra fod til isse er iklædt Fjällräven eller Häglöff. Deres små dagrygsække er ofte overbroderede med stofemblemer fra fjernt beliggende hytter i det norske højfjeld eller andre duelighedstegn – alt sammen slidt på den særlige nænsomme og yndefuldt falmede måde, som kun denne type vandrere kan få en Spejder Sport-garderobe til at fremstå. Jeg har det held at kende et par stykker af typen. De kan lidenskabeligt diskutere fordele og ulemper ved henholdsvis flade og runde snørebånd, og skal man på blot en kortere hike i deres selskab, bliver man ved start indgående forhørt om 1) undertøj (du har vel uld inderst?), 2) sokker (de er vel temperaturregulerende og fugtabsorberende?), 3) regntøj (det er vel nyimprægneret Gore-Tex?), 4) proviant (forhåbentlig ikke dine sædvanlige Prinzen Rolle og Underberg?). De passionerede fodgængere har altid givet mig en følelse af igen at være i blebukser og med hjulben på vej ud på de første, usikre skridt. 28
GÅ_materie.indd 28
25.02.2021 09.05
Når de begynder at docere om åndbarhed, vandsøjletryk, tapede sømme og anden gå-teknologi, falder kødet langsomt af mit ansigt. Taktfuldt undlader jeg at nævne, at jeg faktisk nedstammer i direkte linje fra store vandringsmænd, idet min oldefar var kreaturhandler og i slutningen af 1800-tallet drev stude fra Thy til Husum – en fodtur på 400 km – mens min morfar nogle årtier senere som naver og skræddersvend i tre år vandrede rundt med nål og tråd mellem europæiske storbyer. Uden vandafvisende fleece og svedtransporterende underbukser, vel at mærke. Men hvor lang er en dagsmarch egentlig? Spørgsmålet trænger sig på her ved kolonihaverne på den østlige bred, hvor min app viser 13.571 skridt, 10,1 km og 585 kilokalorier, og en umiskendelig tunghed er ved at indfinde sig i kroppen. I skolen lærte jeg, at Napoleons soldater under felttoget mod Rusland marcherede op til 100 kilometer om dagen med fuld udrustning, men det passede selvfølgelig ikke. Og når salmedigteren Thomas Kingo blev fremhævet som et godt eksempel, fordi han hver dag travede 25 km for at komme i skole i Roskilde, stillede jeg mig allerede dengang skeptisk. Historikere er nogenlunde enige om, at 50 km har 29
GÅ_materie.indd 29
25.02.2021 09.05
været den maksimale dagsdistance lige fra Cæsars gallerkrige over Maos lange march til de moderne anorak-pilgrimme på Hærvejen, så når jeg her halvvejs rundt om Brabrand Sø ubevidst er begyndt at memorere bustiderne for linje 5A ude på Ringgaden, er det selvfølgelig ikke særligt imponerende set i relation til mine forfædres store bipedale bedrifter. Men jeg har denne søndag nået mine 10.000 oprejste skridt. Som så mange dage før. Godt, at vi rejste os på to ben. Det var på dem, at vi erobrede verden. Ellers kunne det lige så godt have været zebraen eller skarven, der regerede. Næsten 10 millioner skridt er det blevet til for mit vedkommende siden ørelægen i Fredericia, regnede jeg for nylig ud under en usædvanlig kedelig travetur i en vestjysk plantage. Prisen for min oprejste gang har været en kronisk bihulebetændelse, et overforbrug af næsespray og Kodimagnyler samt formentlig Danmarks største private samling af stoflommetørklæder, der som buddhistiske bedeflag hænger på min tørresnor og vidner om min klippefaste tro på, at man kan gå sig om ikke direkte glad så i hvert fald i bedre humør. Og når rumskibet om nogle lysår kommer tilbage til den fjerne moderplanet, vil de hjemvendte med opspi30
GÅ_materie.indd 30
25.02.2021 09.05
lede øjne og dirrende antenner berette om en sælsom oplevelse ved Brabrand Sø, Aarhus, Danmark, Jorden, hvor en tusindtallig menighed af spisende, talende og mediterende jordbeboere bare gik rundt og rundt uden mål. De vil næppe blive troet.
GÅ_materie.indd 31
25.02.2021 09.05