Gerontologi

Det aldrende menneske – et udtryk for mange normaliteter – bl.a. med kapitler om at leve og ældes som LGBT-person, ældre, der lever deres liv på gaden, og ældre, der tilbringer deres otium i syden.

Når det aldrende menneske bliver sygt eller svækket – bl.a. med kapitler om sårbarhed i ældrelivet, hverdagsrehabilitering i hjemmet samt tab af livsledsager i alderdommen.

De fleste af bogens kapitler er forankret i de enkelte forfatteres egen forskning, og i kraft af forfatternes forskellige faglige baggrunde har bogen et stærkt tværvidenskabeligt præg. Gennem cases og eksempler fra det levede hverdagsliv viser bogen en bred vifte af måder at ældes på og lægger dermed op til refleksion og et kritisk blik på en stereotyp opfattelse af ældre og aldring.

Bogen kan læses i sin helhed eller som enkeltstående kapitler. Den retter sig primært til studerende og undervisere på de sundhedsfaglige og socialpædagogiske professionsuddannelser samt på de sundhedsfaglige diplom-, master- og kandidatstudier. Bogen henvender sig også til sundhedsprofessionelle, der arbejder med ældre mennesker.

GERONTOLOGI PERSPEKTIVER PÅ ÆLDRE MENNESKER

Bogen er opdelt i tre dele: At være ældre – set i et samfundsmæssigt perspektiv – bl.a. med kapitler om aktiv aldring, aldersgengivelse i medier, fattigdom blandt ældre samt livet som ældre med migrationsbaggrund.

Redigeret af Stinne Glasdam Frode F. Jacobsen

Viden om gerontologi er vigtig for forståelsen af de ældre mennesker, som sundhedsprofessionelle møder i deres arbejdsliv. Udgangspunktet for denne bog er, at det er naturligt at ældes, og at der findes mange forskellige måder at ældes på, ligesom der er store variationer i ældre menneskers livsforløb og levemåde.

Bogen formidler således et bredt perspektiv på ældre mennesker og de emner, de sundhedsprofessionelle støder på i mødet med disse mennesker.

GERONTOLOGI Perspektiver på ældre mennesker Redigeret af Stinne Glasdam og Frode F. Jacobsen

gad.dk

GADS FORLAG

5

Indholdsfortegnelse Forord Indledning: Livet som ældre i en skandinavisk kontekst

DEL 1

7 9

AT VÆRE ÆLDRE SET I ET SAMFUNDSMÆSSIGT PERSPEKTIV

18

Kap. 1 Alder og aldring kan betragtes på mange måder Kap. 2 Gerontologiske forståelsesrammer – hvad er (god) aldring?

Kap. 3 Alder i opbrud!

Kap. 4 Den skandinaviske velfærdsstat

– udvikling af sundhedsvæsnet med vægt på ældreomsorgen Kap. 5 Forståelser af ’ældre mennesker’ i uddannelsescurricula i tre

sundhedsprofessionelle uddannelser i Danmark, Norge og Sverige Kap. 6 Ældre mennesker og aldring i medier Kap. 7 Det danske pensionssystem og folkepensionisternes

økonomiske situation Kap. 8 Fattigdom blandt ældre Kap. 9 Livet som ældre med migrationsbaggrund

20 35 51 63

89 107 128 143 157

DEL 2

DET ALDRENDE MENNESKE – ET UDTRYK FOR MANGE NORMALITETER Kap. 10 Kap. 11 Kap. 12 Kap. 13

Kap. 14

At vælge en bolig at blive ældre i Ældre, der lever deres vågne timer på gaden Et ældreliv i “Solutopia”: Pensionistmigration fra nord til syd Lyst til livet – seksuelle muligheder og udfordringer i alderdommen At leve og blive gammel som LGBT-person

170 172 188 207 225 241

6

INDHOLD

Kap. 15 Kap. 16 Kap. 17 Kap. 18 Kap. 19

Ældre, it og teknologi Fysiske og kognitive ændringer gennem voksenlivet Tøj, krop og omgivelsers betydning i en plejehjemskontekst Kærlighed som en styrke i ældres liv Ældre menneskers mad og spisesituationer

DEL 3

259 276 291 304 320

NÅR DET ALDRENDE MENNESKE BLIVER SYGT ELLER SVÆKKET Kap. 20 Sårbarhed i ældrelivet mellem kategorisering og erfaring.

Hvem er de sårbare ældre?

Kap. 21 Ældreliv i den politiske tilrettelæggelse af boliger til svækkede

ældre – et historisk perspektiv Kap. 22 Beboerfællesskaber på plejehjem – med fokus på mennesker

med demens Kap. 23 Arbejdsdeling og organisering af hjælp til ældre

hjemmeboende – et spændingsfelt mellem den ældre,

familien og hjemmeplejen Kap. 24 ’Hjemmearbejde’ – om hvordan hverdagsrehabilitering i

hjemmet påvirker ældre borgere Kap. 25 At miste en livsledsager i sit otium Kap. 26 Når døden er i sigte

336

Præsentation af bogens forfattere Register

451 460

338 354 371

390 407 424 437

7

Forord Viden om normal aldring og ældre mennesker, gerontologi, er vigtig for forståelsen af de ældre mennesker, som sundhedsprofessionelle møder i deres arbejdsliv; det gælder både viden om ældre på samfundsniveau og på individniveau. Udgangspunktet for denne bog er, at det er normalt at ældes, at skrøbelighed som følge af alder er et normalt fænomen, og at det er normalt at blive ældre i den vestlige del af verden. Der findes en række forskellige måder at ældes på, ligesom der er store variationer i ældre menneskers livsforløb og levemåde. Bogen ønsker at give både studerende, undervisere og sundhedsprofessionelle indblik i og forståelse for aldring, ældre og livet som ældre ud fra en række udvalgte perspektiver og primært inden for en skandinavisk kontekst. Vi har bevidst fraprioriteret normative anvisninger til sundhedsprofessionelle i denne bog. Vores håb er, at kapitlernes indblik og forståelser i kombination med refleksioner over egen og andres praksis på sigt kan udvikle og styrke læseren i mødet med mennesker i forbindelse med arbejde, praksis eller de daglige relationer og i læring både under studierne og i (arbejds)livet.

Denne antologi kan som helhed ses som et kalejdoskopisk blik på aldring, ældre og livet som ældre, der søger at indkredse gerontologien bredt, imens de enkelte kapitler går i dybden med de konkrete fokuspunkter. Bogen må derfor på ingen måde betragtes som en endegyldig præsentation af vidensfeltet om aldring, ældre og livet som ældre. Bogen er opdelt i tre dele, hvor den første del handler om ’At være ældre – set i et samfundsmæssigt perspektiv’.

Den anden del handler om ’Det aldrende menneske – et udtryk for mange normaliteter’. Og den tredje del handler om ’Når det aldrende menneske bliver sygt eller svækket’. Kapitlerne er alle skrevet af forfattere, som har specialiseret sig og/eller forsket i aldring, ældre og livet som ældre fra forskellige videnskabelige og professionelle positioner, i håbet om at indfange et mangfoldigt blik på forståelsen af ældre mennesker.

Bogen henvender sig primært til studerende og undervisere inden for professionsbacheloruddannelserne på de sundhedsfaglige og social (pædagogiske) områder samt til sundhedsprofessionelle, som arbejder med ældre mennesker. Bogen henvender sig ligeledes til diplomstudierne inden

8

FORORD

for de sundhedsfaglige og social(pædagogiske) områder, og master-/kandidatstuderende med specifik interesse inden for ældreområdet. Bogen kan læses både i sin helhed og som enkeltstående kapitler alt afhængigt af læserens interesser og præferencer.

Vi ønsker at rette en stor tak til forfatterne, som alle har bidraget til bogens indhold, mangfoldighed og kvalitet. Tak til alle, som har inspireret undervejs i bogens tilblivelse. Endnu en stor tak går til redaktionsassistent Cathrine Marie Nørgaard, forlagsredaktør Ursula Maegaard og Marianne Hjortsø – tak for jeres engagement og energi. Denne bog er helt specielt dedikeret til forlagsredaktør An-Magritt Erdal for et enestående samarbejde i forbindelse med bogens opstart: Uden dig, ingen bog – du har været med os i tankerne i hele processen!

Vi håber, at bogen kan inspirere og stimulere til tænkning og handling i uddannelserne og i mødet med ældre mennesker i sundhedsvæsenet til glæde for både professionelle og de ældre mennesker, som er afhængige af kontakt med professionelle i deres liv. God fornøjelse med læsningen af bogen og de efterfølgende diskussioner!

København og Bergen, maj 2018 Stinne Glasdam og Frode F. Jacobsen

9

Indledning: Livet som ældre i en skandinavisk kontekst Af Stinne Glasdam og Frode F. Jacobsen

Ældre mennesker indtager en central plads i nutidens velfærdspolitiske diskussioner, samfundsdebatter og forskning inden for mange områder, eksempelvis økonomi, demografi, sundhedsvidenskaber, psykologi, arkitektur, sociologi og antropologi. Denne bogs udgangspunkt er, at det er normalt at ældes (aldringsprocessen begynder allerede, fra vi er først i 20’erne); at skrøbelighed som følge af alder er normal; og at det er normalt at blive ældre i den vestlige del af verden. Vi ved, at der findes en række forskellige måder at ældes på, ligesom der er store variationer i ældre menneskers livsforløb og levemåde, se kap. 1 og 16. Vi ved også, at der har været forskellige syn på, hvordan den gode aldring opfattes gennem tiden (se kap. 2 og 3), ligesom vi ved, at der er forskellige måder at give udtryk for aldring og det at være ældre på i medierne, se kap. 6. Det betyder, at alder, aldring og det at være ældre antager mange former og har mange udtryk.

Vi bliver flere ældre, som lever længere, samtidig med at der fødes færre børn i vores del af verden. Vi kan tale om et aldrende samfund, der er defineret ved en stigning både i antallet og i andelen af ældre. Der er tale om en befolkningstilvækst, som fra omkring 1970’erne kan tilskrives længere middellevetid og en stigende nettoindvandring som følge af behovet for arbejdskraft, flygtninge og familiesammenføringer (Greve 2016). Denne udvikling betyder, at alderspyramiden er blevet væsentligt ændret gennem de sidste 100 år i den vestlige del af verden, og den forventes at fortsætte i de kommende år på baggrund af en kombination af bedre levevilkår, mindre fysisk nedslidning og større viden om sundhedsindsatser end tidligere (Greve 2016). Ser vi på de sidste 100 år, er menneskets gennemsnitlige levetid steget med cirka 30 år her i Skandinavien. Kvinder lever i gennem-

10

INDLEDNING

snit 5-7 år længere end mænd, og det ser også ud til, at mange har det relativt godt i ældrelivet, se kap. 16. Ofte omtales aldringen i befolkningen i negativt ladede termer i massemedierne, med udtryk som ”ældrebølge” og endog ”ældretsunami”, se kap. 6. Der har dog i de senere år været en stigende andel af ældre, som er relativt raske og har en relativt god økonomi; altså ressourcestærke ældre mennesker. Dette peger i retning af, at aldringen af befolkningen også betyder, at befolkningen bliver bedre stillet, både hvad helbred og økonomi angår og med hensyn til andelen af livserfaring. Flere raske ældre bidrager desuden til frivilligt arbejde i samfundet og er ofte også centrale, uformelle omsorgsgivere i forhold til skrøbelige nære pårørende (Hoel 2011) og børnefamilier; nogle ældre mennesker arbejder sågar op i en høj alder (Borgermann 2016).

Mange ældre mennesker er involveret i frivilligt arbejde eller er aktive i organisationer med almene og brede formål som fx Røde Kors, flygtningehjælpeorganisationer eller kirkelige organisationer. Andre ældre er aktive i nationale og/eller lokale organisationer som sportsforeninger, faglige foreninger og politiske foreninger. Andre igen tager del i kulturelle aktiviteter som litteraturkredse, teater, opera, kunstudstillinger, etc. Interesseorganisationer med specifikt fokus på ældre – såsom Ældre Sagen og Danske Seniorer i Danmark, SPF Seniorerna og PRO/Pensionärernas Riksorganisation i Sverige og Pensjonistforbundet og Seniorsaken i Norge – er indflydelsesrige organisationer i de skandinaviske lande, hvor ældre gennem deres medlemskab sætter sager på dagsordenen, som er vigtige både for relativt raske og relativt skrøbelige ældre, og de udøver en politisk påvirkning både nationalt og lokalt. Desværre ser det ikke ud til, at disse foreninger tiltrækker sig mange medlemmer med indvandrerbaggrund (Annaniassen & Kristiansen 2010, se kap. 9. Muligheden for at deltage i såvel frivilligt arbejde som aktivt medlemskab af organisationer kan ses som en vigtig arena for integration og for at kunne påvirke rammebetingelserne for egen aldring og livet som ældre, inklusive rammerne for og udformningen af sundheds- og omsorgstjenester (ibid.).

Befolkningens sammensætning frem mod 2050 spås at få en overvejende tilvækst i ældrebefolkningen med en markant udvikling i gruppen af +70-årige og en markant vækst i antallet af personer over 80 år. Andelen af +65-årige i Europa anslås at vokse fra knap 15 % i 2000 til knap 30 % i 2050. På det tidspunkt vurderer man, at cirka 25 % af befolkningen i Danmark vil være over 65 år, og 21 % vil være over 67 år i Norge. I Sverige formodes cirka 23

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

% af den svenske befolkning at være over 65 år om 20 år (Kjøller, Davidsen og Juul 2010; Ramm 2013; SCB 2015; Ribeiro et al. 2016). På verdensplan forventes andelen af +60-årige at blive fordoblet over de næste 30 år (WHO 2015; Ribeiro et al. 2016). Det betyder, at det aldrende samfund er et globalt fænomen, selvom aldringen ses mere markant i de vestlige lande end i andre dele af verdenen.

Sådanne demografiske forandringer har betydning for velfærdsstaten, dens økonomi og dens ydelser til ældre mennesker, som behøver hjælp i dagligdagen. Det er vanskeligt at spå om, hvordan disse forandringer præcis kommer til at virke ind på samfundet. Fremtidsforsker Claus Kjeldsen (2017) mener, at ikke bare den demografiske udvikling, men også drivkræfter som eksempelvis eksponentiel teknologisk udvikling, kommercialisering og fokus på sundhed får større og større betydning for det enkelte menneske, vores aldring og for vores samfund generelt betragtet. Den teknologiske udvikling betyder blandt andet, at behandlinger i stigende grad kan skræddersys det enkelte menneskes krop. Flere og flere behandlingsteknikker vinder frem, såsom personalisering via genetik eller genomics, intelligente medikamenter og teknologistyrede hjælpemidler som fx ICD-enheder (avancerede pacemakere), høreapparater etc.

Ud over sundhedssystemet tilbyder en række andre kommercielle interessenter muligheder og tiltag med fokus på at forbedre menneskers sundhed og livsstil gennem fx wellness, kosmetik, fødevarer, forsikring, kosttilskud, tekniske enheder etc. Det ser ud, som om udviklingen af teknologier og produkter går hurtigere og hurtigere. Denne acceleration angår ikke bare tidsparameteret, men også kompleksiteten, og den finder sted ikke bare lokalt/nationalt, men også på et globalt plan. Vi ser en række udviklingstendenser, som alle peger i retning af mere og mere individualisering på en lang række parametre i livet, fx behandling af sygdomme, forebyggelse af aldring, ansættelsesformer og indhold i jobs etc., se kap. 3. Der ses desuden en tendens til en urbanisering i vores samfund med en affolkning af landdistrikter og en stigende flytning mod de større byer. Samtidig med at områderne affolkes, ses det også, at det netop er i nogle af disse affolkede områder, at der er størst andel af ældre (Kjeldsen 2017). Husstande bestående af en person vil desuden stige, hvorfor der vil være behov for flere anderledes typer boliger, på landet såvel som i byerne, se kap. 10 og 21.

Selvom antallet af ældre med demenssygdomme og andre kroniske sygdomme stiger, har antallet af relativt raske ældre også været stigende i de senere

11

12

INDLEDNING

år (Kjøller, Davidsen og Juul, 2010). Pensionsalderen er steget i flere europæiske lande, og også i de skandinaviske lande er der politiske drøftelser i gang om at øge pensionsalderen (Andersen, Käättänen og Valkonen 2014), se kap.

7. Den politiske vilje til at lade ældre blive længere i arbejdslivet er stigende, og nyere sundhedspolitiske dokumenter i Danmark, Sverige og Norge lægger vægt på, at arbejdsgiverne tilrettelægger arbejdsvilkårene, således at ældre skal kunne blive i arbejdslivet længst muligt, blandt andet gennem flere muligheder for reduceret arbejdstid (Jacobsen 2017).

Demografiske forandringer og pres på velfærdsstaten giver anledning til, at vi diskuterer, omdefinerer eller gentænker, både hvad aldring og alderdom er, hvordan ældrelivet skal leves, og hvilke hjælpetilbud der skal etableres til de ældre mennesker, som ikke kan klare sig selv i hverdagen, både i nutidens og fremtidens Skandinavien. Når vi taler demografisk udvikling i Skandinavien, handler det blandt andet om, hvordan vi samfundsøkonomisk håndterer den situation, at flere bliver ældre, samtidig med at der bliver færre til at bære omkostningerne. Når vi lever længere, ændres vilkårene markant for dem, der befinder sig i den tredje alder, altså de relativt raske og aktive ældre. Dette kræver også ændringer og justeringer i vores samfundsinstitutioner og virksomheder (Kjeldsen 2017). Vi ser en stor variation og diversitet i aldringsprocesserne i dag, hvilket betyder, at vi ældes på meget forskellig vis, delvist betinget af det liv, vi har levet, inden vi blev ældre (se kap. 1), og delvist betinget af nye muligheder fx knyttet til ny teknologi (se kap.

15) og nye begrænsninger, for eksempel vor tids individualisering. Ifølge sociologen Zygmunt Bauman kan individualiseringen sammen med globaliseringen skabe et fragmenteret samfund uden forståelse for fællesskabets betydning og fællesskabets etik (Bauman 2005). Ensomhed blandt mennesker, herunder ældre og specielt skrøbelige ældre, kan være et produkt af en sådan individualiserings- og globaliseringstendens.

Mange ældre lever ikke bare længere, men også længere uden sygdom og behov for hjælp i deres hverdag. Der er dog også nogen, der ikke lever så længe, og andre igen, der lever med sygdom og behov for hjælp, se kap. 16.

Hvordan livet som ældre bliver, afhænger selvsagt af, hvorvidt man tilhører den stigende andel af ældre, som både har relativt godt helbred og relativt god økonomi, samt om man lever med alvorlig og langvarig sygdom eller med store økonomiske begrænsninger og i relativ fattigdom, se kap. 7, 8 og 11. Ny teknologi og andre tiltag, som kan bidrage til, at mange ældre kan leve længe og godt hjemme, er til mindre nytte for de alvorligt syge end for andre. For dem, som har behov for intensiv hjælp fra sundhedsvæsenet, er

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

det afgørende, at gode og døgnkontinuerlige sundheds- og omsorgstjenester opretholdes og udvikles. For dem, der lever deres liv som ældre i en institution, er ikke bare god behandling og fysisk pleje vigtig, men også det, at de ældres værdighed varetages, og at de har mulighed til at fremstå for andre, sådan som de selv ønsker det. Dette gælder både påklædning, indretning af stuen, soignering, socialt samvær m.v., se kap. 17 og 22.

Skrøbelige ældre menneskers sociale identitet er ofte under stærkt pres.

Dette kommer særligt til udtryk i institutioner blandt ældre mennesker, der har mistet store dele af de identiteter, som tidligere i livet har været vigtige for dem, som fx arbejdsidentiteten og identiteten som nabo, husejer etc. (se kap. 18). Behovet for intensiv hjælp i forbindelse med fysisk svækkelse eller skrøbelighed kan skygge for vigtige dele af den ældres identitet, fx at den ældre kan have været leder i den lokale vejforening, haft et stærkt politisk engagement eller været stamgæst i den lokale fodboldklub. Vi ender let med et snævert identitetsrepertoire, hvor en af mekanismerne er, at blandt andet kønsidentiteten kan få en forstærket betydning for den ældre, når de tidligere vigtige identiteter ikke længere er relevante eller synlige for de mennesker, man omgives af. Som et eksempel på dette viser antropologen Anne Karen Bjelland (2014), hvordan ældre i en norsk ældreinstitution kæmper en daglig kamp for at fremstå med en mandlighed og kvindelighed, som giver dem en position blandt medbeboerne.

Uanset om man lever i institution eller eget hjem, er det betydningsfuldt at have mulighed for at leve ’fuldt ud’ med alle sine identiteter, personlige særtræk, ønsker og drømme, også i livet som ældre, se kap. 11, 12, 13, 14, 18 og 19. Efter et langt liv er det naturligt at forvente, at ældre er mindst lige så forskellige indbyrdes, som yngre er, hvilket kan have stor betydning for den enkelte ældre i mødet med sundhedsprofessionelle i forskellige institutionelle sammenhænge og eget hjem. Eksempelvis er det ikke svært at forestille sig, at det kan være svært at være ældre og bo på plejehjem som mand med arbejderbaggrund, idet plejehjemmet ofte præges af middelklasseværdier og kvinders prioriteringer i livet (Liveng 2007; Eriksen 2008). Mulighederne for fortsættelse af vaner som for eksempel det at nyde fodboldkampe og øl i fællesskab med andre mænd, kan måske opleves begrænsede. Ældre mennesker har en seksualitet som mennesker i alle andre aldre, og forståelser af ældre menneskers seksualitet og kærlighedsbehov kan blive udfordret, når ældre mennesker møder sundhedsprofessionelle eksempelvis i deres eget hjem eller på plejehjem, se kap. 13, 14, 18 og 24.

Der knytter sig umiddelbart et paradoks til de indsatser fra det offentlige

13

14

INDLEDNING

sundhedsvæsen, der har som mål at bistå ældre, der er mere eller mindre skrøbelige. En skrøbelighed, som for mange er naturligt forbundet med alderen, se kap. 19, 20, 22, 23 og 24. Dette kommer ikke mindst til udtryk, når det gælder service og ydelser til ældre hjemmeboende. Jo mere hjælp der ydes, jo mere sætter de sundhedsprofessionelle deres præg på hjemmet, også selvom det sker i den bedste hensigt. Når sundhedsprofessionelle kommer på besøg for at hjælpe i ældre menneskers private hjem, sker der ofte en institutionalisering af dette hjem, hvor de sundhedsprofessionelles arbejdsmiljøbetingelser og behov for at etablere en arbejdsplads delvist fortrænger og forvandler menneskets hjem (Engström 2012; Glasdam, Præstegaard og Henriksen 2015; Balteskard 2016; Raunkjær 2017). Det gælder både hjemmets møblering og interiør, hjemmets relationer og ikke mindst hverdagslivets relationer mellem dem, som bor i hjemmet. Et eksempel på dette er den såkaldte hverdagsrehabilitering, en rehabiliteringsform, som i princippet skal tage udgangspunkt i de ældres eget liv og deres egne ønsker, se kap. 23 og 24.

Et andet paradoks kommer til udtryk, når politikere, sundhedsmyndigheder og fagfolk i sundhedsvæsenet søger at arbejde for et bedre liv som ældre, også kaldet succesfuld eller aktiv aldring. Med dette fokus risikerer vi på den ene side, at definitionen af, hvad der er aktivt og succesfuldt, er underforstået og ikke særlig problematiseret. Samtidig risikerer vi på den anden side, at ældre menneskers reelle sårbarhed, skrøbelighed og sygdom nærmest defineres bort og overses, se kap. 2, 20 og 25. Der er også visse kategorier af mennesker, som på forskellige måder bliver usynlige i de sundhedspolitiske dokumenter og for dem, som skaber disse dokumenter, fx hvis de lever meget af deres liv på gaden, se kap. 11. Dette kan ses som et yderligere paradoks i forhold til indholdet i og forståelserne af ældre mennesker i professionsuddannelserne inden for sundhedsvæsenet. Her er der tilsyneladende et udtalt fokus på ældre menneskes skrøbelighed, sygdom og funktionsnedsættelse og næsten ikke på raske ældre. Vi ser en tendens til patologisering og objektgørelse af ældre mennesker i uddannelsernes skriftlige dokumenter. Der ses en tendens til at gøre ældre til en homogen masse uden blik for social position, levevilkår, køn, etnicitet etc., se kap. 5. Der synes at være sket en samfundsbevægelse, hvor vi er gået fra at se aldring som noget invaliderende og uundgåeligt til at betragte aldring som en sygdom, der kan og bør bekæmpes (Kjeldsen 2017).

Sundheds- og omsorgstjenester bliver udført inden for en velfærdsstatsramme, som har store lighedstræk i de skandinaviske lande. Velfærdsstaten er imidlertid i stadig forandring i Skandinavien som i det øvrige Europa. Nye

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

udfordringer og dilemmaer vokser frem, samtidig med at andre historiske dilemmaer vedbliver at være aktuelle, såsom at staten garanterer for, at sundheds- og velfærdsbehov bliver imødekommet på en lige og retfærdig måde for alle borgere, samtidig med at nogle grupper, særligt de grupper, der ikke har stærke interesseorganisationer bag sig, falder uden for det politiske fokus og i praksis prioriteres lavere, fx ældre med rusproblemer eller psykiske problemer, se kap. 11. Staten garanterer desuden for en universel ordning, som skal sikre alle borgere med fælles kendetegn (medicinske diagnoser etc.) lige tilbud og tjenester, hvilket umiddelbart står i et modsætningsforhold til imødekommelsen af individuelle behov og individuelle kontekster, se kap. 4 og 21. Vores sundheds- og omsorgstjenester har et stærkt fokus på livet og på at leve længst og bedst muligt. Dette har også et samfundsøkonomisk fokus hos politikere og økonomer.

Et betimeligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan de ældre mennesker, som ikke ligner de fleste, bliver tilgodeset i vores samfund generelt, i politik og i praktisk/klinisk sundhedsarbejde, se kap. 9 og 11. Et andet spørgsmål er, hvilken plads døden får i vores samfund generelt og i politik og praktisk/klinisk sundhedsarbejde; herunder om vi som sundhedsprofessionelle har rammer til og er villige til at åbne op for og give tid til ældres fortællinger om deres liv eller tanker om deres egen forestående død eller deres ægtefælles dødsfald for at forstå det menneske, som vi møder i vores arbejde, se kap. 25 og 26.

Bogens kapitler har som intention at belyse det at være ældre i Skandinavien fra flere forskellige perspektiver og med flere forskellige nedslagspunkter. Vi fokuserer på viden om ældre både på samfundsniveau og på individniveau.

Ideen er at give grundlæggende baggrundsviden om ældre og livet som ældre til professionelle, herunder studerende, der skal møde ældre, uanset om det er i den ældres hjem, på gaden, på plejehjem eller på hospitaler. Gennem en mangfoldighed af forståelser af ældre og livet som ældre kan vi som professionelle og studerende sandsynligvis lettere sætte os i den enkelte ældres sted og forstå, hvordan det kan være at være ældre i det moderne samfund. Dette er vigtig viden at have med sig, når sundheds- og omsorgstjenester skal foldes ud i det reelle møde med ældre mennesker.

15

16

INDLEDNING

Referencer Andersen TM, Käättänen N, Valkonen T 2014. Pension Reforms: Longevity and Retirement. In: Valkonen T and Vihriälä V. The Nordic Model — Challenged but Capable of Reform, joint with Tema Nord 2014; 531, s. 113-144.

Annaniassen E, Kristiansen IH 2010. Eldre innvandrere og organisasjoner. Rapport 13/10. Oslo: NOVA. Balteskard B 2016. At bevare hjem som hjem – udfordringer knyttet til hjemmebaseret omsorgstjeneste. Glasdam S og Jørgensen JW (red.). Det nære sundhedsvæsen – perspektiver på samfundsudvikling og møder mellem mennesker. København: Munksgaard, s. 75-84.

Bauman Z 2005. Forspildte liv: Moderniteten og dens udstødte. København: Gyldendal Forlag.

Bjelland AK 2014. Fortid og fellesskap. Identitetshåndtering blant eldre i aldersboliger. Norsk antropologisk tidsskrift 25(2), s. 81-93.

Borgermann A-S 2016. Alder ingen hindring. Fremtidsstudiet 2015: Et studie af livet, forventningerne og ønskerne til fremtiden blandt danskere mellem 50 og 89 år. København. ÆldreSagen.

Engström L 2012. Kliniken flyttar hem. Sjuksköterskans institutionella praktik inom specialiserad palliativ hemsjukvård. Uppsala: Uppsala Universitet.

Eriksen TR 2008. Fra kropslige erfaringer til forhandlingserfaringer – ændringer i de sygeplejestuderendes omsorgserfaringer fra 1987 til 2002. Kvinder, køn og forskning, 3, s. 33-42.

Glasdam S, Præstegaard J, Henriksen N 2013. Placed in home care: Living an everyday life restricted by dependence and monitoring. Nordic Journal of Social Research, 4. s.83-899.

Greve B 2016. Velfærdsstatens og befolkningssammensætningens udvikling i Danmark. I: Glasdam S og Jørgensen JW (red.). Det nære sundhedsvæsen – perspektiver på samfundsudvikling og møder mellem mennesker. København: Munksgaard, s. 36-45.

Hoel K 2011. Frivillige som medspiller i eldreomsorgen. Masteroppgave. Gjøvik, Norge: Høgskolen på Gjøvik.

Jacobsen FF (2017). Active ageing. International Practice Development Journal (IPDJ). Doi: https://doi.org/10.19043/ipdj.7SP Kjeldsen C 2017. Fremtidens seniorliv. København: Søfartens ledere. Blogindlæg 19 april. https://nautic.dk/blog/2017/04/19/fremtidens-seniorliv/ Kjøller M, Davidsen M, Juel K 2010. Ældrebefolkningens sundhedstilstand i Danmark – analyser baseret på Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005 og udvalgte registre. København: Sundhedsstyrelsen.

Liveng A 2007. Omsorgsarbejde, subjektivitet og læring. Ph.d.-afhandling. Roskilde: Roskilde Universitetscenter.

Ramm J 2013. Eldre bruk av helse- og omsorgstjenester. Oslo: Statistisk sentralbyrå.

Raunkjær M 2007. At være døende hjemme – hverdagsliv og idealer. Lund: Lund Universitet.

Ribeiro AI, Krainski ET, Carvalho MS, Pina FM de 2016. Where do people live longer and shorter lives? An ecological study of old-age survival across 4404 small areas from 18 European countries. J Epidemiol Community Health. doi: 10.1136/ jech-2015-206827

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

SCB 2015. Sveriges framtida befolkning 2015-2060. Demografiska rapporter. Rapport 2015:2. Stockholm: Statistiska centralbyrån.

WHO 2015. Ageing and health. World Health Organization. http://www.who.int/ mediacentre/factsheets/fs404/en/ (hentet 25.9.17)

17

del1 AT VÆRE ÆLDRE SET I ET SAMFUNDSMÆSSIGT PERSPEKTIV

kap. 1

Alder og aldring kan betragtes på mange måder 20

kap. 2

Gerontologiske forståelsesrammer – hvad er (god) aldring? 35

kap. 3

Alder i opbrud! 51

kap. 4

Den skandinaviske velfærdsstat – udvikling af sundhedsvæsnet med vægt på ældreomsorgen 63

kap. 5

Forståelser af ’ældre mennesker’ i uddannelsescurricula i tre sundhedsprofessionelle uddannelser i Danmark, Norge og Sverige 89

kap. 6

Ældre mennesker og aldring i medier 107

kap. 7

Det danske pensionssystem og folkepensionisternes økonomiske situation 128

kap. 8 Fattigdom blandt ældre 143 kap. 9

Livet som ældre med migrationsbaggrund 157

20

KAPITEL 1

Alder og aldring kan betragtes på mange måder Af Stinne Glasdam

RESUMÉ | Dette kapitel handler om vores forståelser og beskrivelser af alder og det at blive ældre.

Først gives en kort fremstilling af, hvordan alder kan forstås og beskrives, herunder hvordan talen om ældre i vores samfund kan have betydning for vores generelle syn på ældre mennesker og aldring. Der beskrives, hvordan menneskers livshistorier og sociale tilhørsforhold har betydning for, hvordan vi lever, også som ældre.

Kapitlet giver videre et kort indblik i, hvad der sker med og i vores kroppe, når vi ældes, og hvilke enestående kompensationsevner vi som mennesker generelt betragtet har, når vi udsættes for forandringer i kroppen og i livet.

Det at blive syg som ældre diskuteres i forhold til aspekter som social ulighed, og afslutningsvis diskuterer kapitlet, hvordan sund aldring handler om meget mere end at forebygge og bekæmpe sygdom.

Indledning Mange mennesker ønsker i dag at leve længe, men mange ønsker samtidig ikke at blive gamle eller se gamle ud. Umiddelbart er det en underlig selvmodsigelse. Når vi lever, bliver vi nødvendigvis ældre. Vi ved alle, at vi skal dø, og at sandsynligheden for dødens indtræden stiger, jo ældre vi bliver.

Men ingen af os kender dette sluttidspunkt, og det er i princippet uden aldersberegning. Mange mennesker dør som gamle, men også børn dør. Det kan betragtes som en livsgave at blive ældre, for kun de, som bliver ældre, er i livet. Det eneste alternativ til ikke at blive ældre er at være død. Vores livshistorier er med til at skabe, forme og beskrive os, og vores liv og vores

ALDER OG ALDRING KAN BETRAGTES PÅ MANGE MÅDER

aldring kan forstås og vise sig på mange måder. Antallet af konkrete år, vi har levet, eller de samfundsskabte forståelser af, hvordan ’det gode liv’ og ’den gode alderdom’ bør se ud, er alt sammen måder at forstå alder og aldring på, men de rækker sjældent til at forstå selve mennesket og det konkrete menneskes måde at leve på, og hvordan dette har betydning for aldringen.

Vi taler om alder på mange forskellige måder, og dette har betydning for forståelsen af, hvad alder er, hvordan alder skal forstås, og hvad et bestemt antal leveår betyder for det enkelte menneske. Umiddelbart er en god betegnelse svær at finde. Vi siger »gammel, ældre, ældst«, når vi gradbøjer ordet i de skandinaviske sprog, men i talesproget betragtes et ældre menneske som yngre end et gammelt. Hvorom alting er, så er det at være et ældre eller gammelt menneske udråbt som en særlig kategori af mennesker i vores samfund. Dette kan betragtes som udtryk for en måde at inddele mennesker på, hvor vi forsøger at samle grupper af mennesker, som har noget til fælles – på lige fod med fx børn og unge mennesker (Glasdam og Esbensen 2009; Glasdam og Nielsen 2014). Det stilles dog stadig til diskussion, om disse kategoriseringer er anvendelige til at forstå ældre mennesker. Kirk og Kühlmann (2012) mener, at ældre mennesker er fælles om visse erindringer og generationstræk, men derudover bliver gruppen af ældre mennesker mere og mere forskelligartet. Lad os se på, hvordan vi i dag kan definere og forstå alder.

Eksempler på aldersforståelser Når vi definerer alder, taler vi om mange forskellige ting. For eksempel taler vi om kronologisk alder, hvilket svarer til, hvor gamle vi er opregnet i antallet af år (Jensen 1999; Munksgaard 2013). Det er en forholdsvis ny opfindelse, og i Danmark begyndte vi eksempelvis først at registrere folks fødsel systematisk i det 18. århundrede (personregistrering.dk). I andre lande, fx Tanzania, registreres det slet ikke eller meget usystematisk den dag i dag (Udenrigsministeriet 2016).

Vi taler også om biologisk alder. Det hentyder til, hvordan kroppen bærer indre og ydre tegn på aldring (Jensen 1999; Munksgaard 2013). Her har vi en forestilling om, at vi kan se antallet af et menneskes leveår i et bestemt udseende. Dette kan eksempelvis spores i udtrykket: ’Udseende svarende til alder’. Denne aldersforståelse er i historisk forandring. Modsat tidligere tider

21

22

KAPITEL 1

er vores fysiske, kropslige nedslidning i dag mindre, da mange menneskers arbejde har forandret sig og er blevet mindre fysisk belastende i takt med bl.a. den teknologiske udvikling. Vores generelle levevilkår er ligeledes blevet bedre gennem årene, hvilket også har betydning for, hvordan vi ser ud. Dertil kommer en stigende tendens til, at vi reparerer og forvandler os, når de kropslige alderstegn sætter ind – vi får briller, kontaktlinser og høreapparater, og vi får lavet kosmetiske operationer såsom øjenlågsoperationer, fedtsugninger, silikonebryster og en række andre kropslige (små)justeringer; vi får udskiftet det slidte knæ og den slidte hofte, og vi får reduceret rynker med botoxbehandlinger osv. Alt sammen justeringer og forvandlinger, som har til hensigt at kompensere for og sløre de ydre (og nogle gange også de indre) biologiske tegn på aldring (Glasdam og Nielsen 2014; Glasdam 2014).

Vi taler endvidere om psykologisk alder. Denne forståelse relaterer sig til udviklingspsykologi og psykoanalyse. Psykologisk alder siger noget om vores alder set i forhold til en forventet psykologisk og mental udvikling (Kongsholm 2007; Munksgaard 2013). Denne forestilling om alder kan fx ses i udtrykkene: ’Hun opfører sig som et lille barn’, og ’Han tænker som en gammel mand’.

Endelig taler vi om kulturel og social alder. Det vil sige, at den kronologiske alder knyttes til bestemte roller, forventninger, regler og normer i samfundet (Jensen 1999; Kongsholm 2007; Munksgaard 2013). Disse sociale og kulturelle koder relaterer sig til det land, man bor i, men kan også stamme fra det land, man kommer fra, hvis man er flyttet i sit liv. Forholdet mellem roller og kronologisk alder er hverken naturbestemt eller tilfældigt. Den kulturelle og sociale alder kan betragtes som givet af vilkårene. Vi har fx forskellige kulturelle koder for, hvilken påklædning der er aldersmæssigt passende for forskellige grupper af mennesker i et givent samfund. Der er forskel på, hvor kort kjolen kan være hos en 2-årig pige, en 16-årig eller en 75-årig kvinde, eller om en mand kan bære kjole, for at det bliver anset som alderssvarende, passende og acceptabelt i vores samfund. Der er også forskellige kulturelle koder for, hvem der kan drikke øl, hvor meget og hvor, ligesom der er forskellige kulturelle koder for, hvornår i et livsforløb en kvinde bør føde et barn, og hvornår en mand bør blive far (Glasdam 2014). Der er forskellige kulturelle koder for, hvem der henholdsvis bør sidde og stå op i bussen og toget, hvis pladsen er trang, og sådan kan man blive ved. De bestemte roller, forventninger, regler og normer til et menneskes kronologiske alder er ikke kun bestemt og styret af det samfund, vi lever i. Roller, forventninger, regler og normer for et menneskes kronologiske alder er ligeledes bestemt og styret

ALDER OG ALDRING KAN BETRAGTES PÅ MANGE MÅDER

af den sociale position, vi som mennesker har i samfundet, vores køn og vores etnicitet (Bourdieu 1984; Larsen 2009).

Eksempler på aldersbeskrivelser Vi bliver alle kontinuerligt ældre i antallet af leveår gennem vores liv, og dette kan beskrives på flere måder. Menneskelivet kan beskrives i metaforer som fx årstiderne. I livets forår fødes vi, og her hører børneårene og den første ungdomstid til. Livets sommer står for årene, hvor vi får uddannelse, job, skaber os et liv som voksne og måske stifter hjem og familie. I sensommeren er eventuelle børn flyttet hjemmefra, og afslutningen på arbejdsmarkedet nærmer sig.

Livets efterår er vores otium, og en dag støder livets vinter til, og vores liv ebber ud. I øvrigt betyder det at være gammel oprindeligt at have overlevet mange vintre (’vinter’ hedder ’gamol’ på keltisk) (Kirk 2009).

Også en livstrappe bliver anvendt til at beskrive menneskelivet, se fig.

1.1. Vi fødes og går op ad trappen gennem børne- og ungdomsårene. Midt i voksenalderen er vi på toppen af livet, og derefter går vi ned ad trappen for til sidst at komme helt ned og dø. Denne forståelse afspejler også den opfattelse, der ligger bag udtrykket, at ’gamle mennesker bliver som børn igen’ – de befinder sig på samme respektive udviklings- og afviklingsniveau, på samme trappetrinsniveau. I denne forståelse ligger også implicit, at vi først dør, når vi er gamle.

Vi kan endvidere beskrive det at blive ældre som livsfaser, vi skal igennem: barndom, ungdom, voksen(dom) og alderdom. Alderdommen kan også opdeles i det, der kaldes den 3. og den 4. alder (Daatland 2008). Den 3. alder er den del af livet, hvor vi er uafhængige og ressourcefulde. Vi er ikke længere afhængige af at have et lønarbejde. Vi er ikke længere forpligtede på vore børn, forstået sådan, at vores børn nu er uafhængige af vores forsørgelse. Vi har kræfter, erfaring og midler til at leve og forme vores eget liv. I den 4. alder er vi svækkede og afhængige af andre.

Som udgangspunkt kan vi ikke selv vælge, om vi vil være voksne, før vi er børn, eller være ældre, før vi er unge. Den ene fase udelukker derfor i princippet den anden. En følge af en sådan logik er, at vi ikke kan være i to kategorier på en gang; hvis vi kategoriseres som ’ældre’, så kan vi ikke længere også være i kategorien ’voksen’. Hvis kategorierne skal tages alvorligt i denne beskrivelse, kan et ældre menneske derfor ikke længere opfattes som et voksent menneske. Det vil langt de fleste mennesker i vores samfund sand-

23

24

KAPITEL 1

Figur 1.1. Idéen om livstrappen har været skildret på mange måder gennem tiderne.

(Foto: John Lee, Nationalmuseet).

synligvis ikke anerkende, til trods for at vi mere eller mindre alle anerkender begreberne barndom, ungdom, voksen(dom) og alderdom i og igennem vores sprogbrug. Mit udgangspunkt er, at ældre mennesker er og bliver voksne mennesker, som har levet et længere liv, end dem som vi ikke betegner som ældre eller gamle mennesker. Ældre mennesker har det til fælles, at de har levet mange år, har nogle fælles historiske erindringer og nogle fælles generationstræk (Kirk og Kühlmann 2012), men derudover er de lige så ens og lige så forskellige som alle andre mennesker i vores samfund.

Der skrives og tales en del om det at være ældre i vores samfund, såvel fra politisk side som i sundhedsvæsenet og i medierne, se kap. 6. Måden at skrive og tale om ældre mennesker på afspejler også måden at tænke og måske også behandle ældre mennesker på. Således kan vi omtale ældre mennesker som ’det grå guld’, hvis der mangler arbejdskraft, og vi gerne vil fastholde ældre mennesker på arbejdsmarkedet (Engberg 2016). Pensionsalderen har