Gotikkens kalkmalerier by Gads Forlag

230.0 x 275.0 mm

S I S S E L F. P L AT H E FOTO / ROBERTO FORTUNA

GOTIKKENS KALKMALERIER De oversete dekorationer i Danmarks kirker

GADS FORLAG

230.0 x 275.0 mm

GOTIKKENS KALKMALERIER Copyright © 2019 Sissel F. Plathe og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05871-7 Printed in Bosnia-Herzegovina Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Le Bureau Forlagsredaktion: Rikke Kensinger Projektledelse: Henrik Sebro Medmindre andet er nævnt, er bogens billeder nyoptagelser af Roberto Fortuna Repro: Narayana Press Sat med: Periodico og Akkurat Tryk: GPS Group www.gad.dk Bogen er udgivet med støtte fra: Augustinus Fonden KrogagerFonden

230.0 x 275.0 mm

INDHOLD

FORORD

INTRODUKTION

DE ORNAMENTALE VÆRKSTEDER PÅ SJÆLLAND OG ØERNE

Kariseværkstedet II o. 1260-1280

Kalkmalerier i danske kirker

Teestrupværkstedet o. 1290

Det figurative kalkmaleri

Jyderupværkstedet o. 1300-1350

Det ornamentale kalkmaleri

Orøværkstedet o. 1390-1425

Skuldelevværkstedet o. 1460-1480

Stegeværkstedet o. 1490-1510

Opfattelsen af murermesterbemalingerne Tidligere forsøg på identifikation af murermesterværksteder

i senmiddelalderens Danmark

DE ORNAMENTALE VÆRKSTEDER I JYLLAND

Kalkmaleriernes teknik og udførelse

Olaf Petersen bygmester 1430-1450

Vibyværkstedet o. 1460-1482

Hyllestedværkstedet o. 1475-1500

Murermestre og murermesterværksteder

STIFTER I MIDDELALDERENS DANMARK

Søftenværkstedet o. 1460-1482-1485

102

Lyngåværkstedet o. 1480-1515

108

Det kirkelige kort

Homåværkstedet o. 1490-1510

114

Århus Stift

Sindingværkstedet o. 1480-1500

118

Indhold

230.0 x 275.0 mm

Vissingværkstedet o. 1490-1510

120

Indskrifter og monogrammer

226

Dalbyoverværkstedet o. 1470-1500

126

Træsko

232

Hvornumværkstedet o. 1490-1510

134

Svastika

234

Jenvoldh Murmester o. 1500-1520

138

Små dansende mænd

235

Tåningværkstedet o. 1510-1520

144

Rævehistorier

239

Liljeværkstedet o. 1489-1520

148

Æsops Fabler

239

Ørumværkstedet o. 1500-1525

162

Rævebogen

243

Havnbjergværkstedet o. 1490-1510

170

DE ORNAMENTALE VÆRKSTEDER PÅ FYN OG ØERNE

175

Gudbjergværkstedet o. 1475-1490

176

Gudmeværkstedet o. 1480-1490

192

Brylleværkstedet o. 1480-1500

198

Skrøbelevværkstedet o. 1490-1500

206

Mesingeværkstedet o. 1510-1520

212

NYE RESULTATER

221

Værkstedernes arbejdsområder

223

Bomærker

225

Allegoriske bibelske fortællinger

249

Pelikanen

249

Enhjørningen

252

EFTERSKRIFT

259

LITTERATUR

260

NOTER

262

MURERMESTERVÆRKSTEDER

268

284

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

INTRODUKTION

Kalkmalerier i danske kirker De ældste kalkmalerier blev udført omkring 1100, hvor kalkmalere har dekoreret kirkernes vægge i apsis og kor, også ofte i skib, fra gulv til loft. Fra romansk og senromansk tid omkring 1100-1275 finder vi bevarede kalkmalerier i flere end 150 kirker. Mange af de tidlige kalkmalerier er af overraskende høj kvalitet, både håndværksmæssigt og kunstnerisk. De er kendetegnet ved, at de fortrinsvis er malet på den endnu våde puds, hvor kalkfarverne er gået i kemisk forbindelse med den underliggende puds. Flere detaljer er malet ovenpå, efter at malerierne var tørre. Karakteristisk for udsmykningerne er, at de udfylder hele fladen, oftest opdelt i horisontale bånd med en eller flere figurfriser omgivet af perspektiviske borter. Kendetegnende for figurfriserne er også, at de er malet på en farFig. 2. Jørlunde Kirke, korets 2. fag, nordvæg. Scener fra Kristi lidelseshistorie, Indtoget i Jerusalem og Den sidste Nadver i billedfrisen, herunder en perspektivisk bort med dydefigurer og hejrelignede fugle, malet af Jørlundeværkstedet mellem 1150 og 1175. På ribberne og skjoldbuen er en murermesterbemaling fra mellem 1275 og 1300.

vet baggrund, oftest blå, hvis hovedbestanddel er pulveriseret lapis lazuli, en kostbar halvædelsten importeret til Danmark sandsynligvis fra Mellemøsten (fig. 2). Baggrunden kunne også være grøn, en farve bestående af pulveriserede kobberkrystaller. Vi ved ikke, hvem kalkmalerne var, men sandsynligheden taler for, at de tidligste af dem var skolet i udlandet, primært det nuværende Tyskland, nogle endog oplært i den byzantinske tradition. De kom til Danmark samtidig med eller i forlængelse af de tidligste kirkebyggere i slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet, hvad enten de byggede med granitkvadre, frådsten eller kampesten og kridt. Ud fra stilistiske kriterier har kalkmaleriforskerne i årtier sammenstillet flere af kalkmalerierne og formodet, at den eller de samme mænd udførte malerierne, og at samme værksted arbejdede i flere kirker. Forholdsvis få kirker fik indbygget hvælv i 1300-tallet, mens flere og flere blev overhvælvet i 1400- og 1500-tallet. Det betød, at kalkmalerne efterhånden fik nye muligheder for at udsmykke kirkerummene, da nu både hvælv og vægge kunne dekoreres. Samtidig ændrede teknikken sig fra at være malerier malet fortrinsvis vådt i vådt på nyopført

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

puds til at være malet på den hvide kalk med kalkfarver. Malerierne kunne males i umiddelbar forlængelse af en hvælvopførelse, mens puds og kalk var fugtig, eller efter længere tid på nykalket bund. Det ser ud til, at alle murermesterbemalinger er udført i umiddelbar forlængelse af hvælvslagningen, mens størsteparten af de store figurative udsmykninger er malet et godt stykke tid efter hvælvenes opførelse, hvad enten dette skyldes økonomiske forhold eller havde andre årsager. Også kirker uden hvælv fik nye kalkmalerier i denne periode, og i dag finder vi gotiske kalkmalerier i hen ved 600 kirker. Nu ser vi derfor flest gotiske kalkmalerier i vores kirker. Det skyldes, at tidsrummet, de er malet i, strækker sig over så lang tid, og fordi interessen og venerationen for disse kalkmalerier er langt større end tidligere. Karakteristisk for dem er, at den hvide kalkbund danner baggrund for figurfremstillingerne og ornamentikken (fig. 3). Stilistisk kan periodens malerier inddeles i grupper og værksteder, og enkelte steder har kalkma-

Introduktion

Denne side. Fig. 3. Kirke Hyllinge Kirke, korets vestkappe, hvor legenden om Hellige Olavs kapsejlads er malet af Isefjordsværkstedet mellem 1460 og 1480. På den hvide kalkbund ses et skib og en kogge, hvor Hellige Olav med krone på hovedet sidder ved roret. Næste side. Fig. 4. Jørlunde Kirke, interiør set mod øst. På billedet ses fire forskellige udsmykninger af kirkerummet. Ældst er de romanske malerier på triumfvæggen og i korbuen malet af Jørlundeværkstedet mellem 1150 og 1175. De gengiver scener fra Kristi lidelseshistorie i to bånd over hinanden. Foroven er malet en perspektivisk mæanderbort. I korets 2. fag ses sparrer på gjordbuen fra mellem 1275 og 1300, mens korets yngre 1. fag er udsmykket af Karmeliterklosterværkstedet mellem 1510 og 1515. Skibets hvælv har en bemaling udført af et ukendt murermesterværksted mellem 1300 og 1350.

leren sågar efterladt årstal og navn, der fortæller, at kalkmalerne var danske. I kirker med romanske kalkmalerier blev disse oftest overkalket i forlæn-

230.0 x 275.0 mm

Fig. 5. Hagested Kirke, triumfvæggens nordre side, med gengivelse af en stifter, der overrækker sin gave til Gud. Hans velsignende hånd er malet i øverste højre hjørne. Over stifterbilledet ses dele af en perspektivisk mæanderbort. Udsmykningen, malet overalt i kirken, er udført af Jørlundeværkstedet mellem 1150 og 1175.

gelse af en overhvælving, hvorefter vægge og hvælv på ny blev udsmykket med gotiske malerier. At tidligere tiders udsmykninger blev erstattet af nye, var ikke begrænset til opførelsen af hvælvene, men kunne ske gentagne gange, op til tre til fire dekorationslag i samme kirke i middelalderen, foruden flere lag efter Reformationen. Oftest var de sidste kalkmalerier af en anden dekorativ karakter, eksempelvis grå eller sorte sørgebemalinger. Her blev kirkens vægge og formentlig også hvælv kalket grå eller sorte som tegn på sorg i forbindelse med død og begravelse af en vigtig person i sognet, typisk herremanden, ejeren af kirken. Antallet af lag var afhængigt af kunstneriske og liturgiske strømninger samt kirkens eller den lokale herremands økonomi. Det er også derfor, vi i dag kan se kalkmalerier fra flere forskellige tider på de samme vægge og hvælv. Sådan så det naturligvis ikke ud oprindeligt, hvor hvert kirkerum kan have haft sin egen udsmykning (fig. 4). Vi ved meget lidt om, hvem der bekostede det store kirkebyggeri og udsmykningerne af vores kirker, men i en del kirker er der malet stifterfigurer. Stifterne, primært mænd, men også enkelte kvinder, er gengivet i dragter, der identificerer dem som verdslige eller gejstlige personer. I

Introduktion

230.0 x 275.0 mm

den romanske tid ser vi oftest stifterne stå med gaver i hænderne, en kirkemodel eller en værdifuld genstand, der rækkes op mod Guds hånd (fig. 5). I de fleste gotiske gengivelser er stifterne mere ydmyge og knæler i forbindelse med en bibelsk scene eller ved siden af en helgen. På den måde har de vist, for Gud, for deres egen sjæls frelse, og for menigheden, at de har bekostet byggeriet og/eller udsmykningen. I dag kender vi ikke deres navne, men i samtiden har man nok ikke været i tvivl om, hvilken fornem og indflydelsesrig person eller familie, der har givet penge til kirken. Man kunne også få malet sit våbenskjold. Det var en anden måde at tilkendegive, at man havde doneret til kirken.

Det figurative kalkmaleri De tidligste udsmykninger, fra omkring 1100 til omkring 1275, synes at have haft et forholdsvis begrænset motivvalg. Udsmykningerne var typisk opdelt i horisontale bånd med en perspektivisk bort foroven, en eller to bånd med figurative scener i midten, nok en perspektivisk bort og et malet draperi som afslutning forneden (fig. 6). Den perspektiviske bort kunne være en mæanderbort eller bladranke. Motiverne i de figurative scener begrænsede sig til de centrale bibelske scener i Jesu barndomshistorie og lidelseshistorie, Marias og Johannes’ historie foruden apostlen Thomas’ legende. Udsmykningerne illustrerede Bibelens ord og var samtidig udvalgt efter et teologisk program tilpasset den enkelte kirke. I apsishvælvet var det foretrukne motiv Kristus i mandorla omgivet af evangelistfigurerne og forskellige sidefigurer. I korbuen var det Kain og Abels offer og brodermordet, gammeltestamentlige profeter, stiftere eller medaljoner med kvinder, der personificerede kristne dyder som tro, håb og kærlighed (fig. 7). På triumfvæggen var Dommedag ofte malet. Mod periodens slutning udvidedes motivvalget med enkelte helgenlegender og kampscener, hvoraf de fleste er bevaret i Jylland. Dem er der gjort mange forsøg på at tolke, uden at man har kunnet afgøre, om de refererer til begivenheder

Fig. 6. Hagested Kirke, udsnit af maleriet i apsis. Øverst ses Markusløven ledsaget af Jomfru Maria og en ærkeengel. Bag englen er en geometrisk bort og forneden en perspektivisk palmettebort, hvorunder ses et draperi fæstnet til et bånd med geometrisk bort. Kirkens udsmykning er malet af Jørlundeværkstedet mellem 1150 og 1175.

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Fig. 7 . Kirkerup Kirke, korbuen, hvor dydefigurer er malet i medaljoner af Jørlundeværkstedet mellem 1150 og 1175. I medaljonernes indramning er malet CARITAS, SPE og FIDES for kærlighed, håb og tro.

i samtiden, episoder fra legender eller noget helt tredje. I gotisk tid ændrede udsmykningen karakter. En scene var nu ikke længere kun gengivet i horisontale bånd på væggene, men var også placeret tilsyneladende mere vilkårligt på væggene og malet i kapperne omgivet af rankeslyng, strøornamenter og anden ornamentik. Som tidligere var scener fra Jesu barndomshistorie og lidelseshistorie populære, men de blev nu udvidet med flere scener og detaljer, ligesom persongalleriet blev forøget med talrige bipersoner. Mens Kain og Abels offer og brodermordet primært havde repræsenteret Det Gamle Testamente i romansk tid, blev scener fra Skabelsesberetningen og Syndefaldet nu ofte gengivet. Lejlighedsvis malede man andre gammelte-

Introduktion

stamentlige episoder som Abraham og Isaks historie, Noahs Ark og Moses’ historie (fig. 8). Scenerne, der var malet efter forlæg, enten formidlet ved enkeltstik, tryk eller malernes egne skitsebøger, gengav samtidens opfattelse af de bibelske scener og den teologiske udlægning. Tidligere var billederne oftest malet i et fortællende forløb, men nu kunne de placeres enkeltvis eller i grupper i kapperne på samme måde som i den såkaldte Fattigmandsbibel Biblia Pauperum og andre opbyggelige illustrerede skrifter i samtiden. De er påviseligt blevet benyttet som forlæg for kalkmalerierne. Heri blev en eller flere gammeltestamentlige scener sat op over for en nytestamentlig scene for at illustrere, hvordan episoder i Det Gamle Testamente kunne opfattes som forudsigelser for hændelser i Kristi liv. Kalkmalerierne afspejler også en stigende interesse for helgener og helgeninder. Mod middelalderens slutning er der langt flere helgengengivelser end tidligere, fordi Maria og helgenerne gennem det enkelte menneskes bønner gik i for-

230.0 x 275.0 mm

Fig. 8. Kirkerup Kirke, i skibets 2. fags østkappe, er Noahs Ark malet af Skibbyværkstedet mellem 1315 og 1335. Såvel mennesker som fugle og dyr er gengivet parvis. Der er tilmed blevet plads til fiskene.

bøn hos Gud og Kristus. Blandt de mest populære var Sankt Kristoffer, ”Kristusbæreren”, helt eller delvis bevaret i 42 kirker, og som oftest gengivet i overstørrelse. Den norske konge, Hellige Olav, fin-

der vi i 13 kirker, mens Sankt Barbara er bevaret i 22 kirker, og den standhaftige jomfru fra Alexandria, Sankt Katharina, kan ses i 29 kirker. Gennem deres vilje til at kæmpe og lide for deres tro har de fungeret som forbilleder for middelaldermenneskerne. Efter Reformationen mistede de deres betydning, men ligesom altertavlerne blev de nu opfattet som udsmykning, til ”sir og pryd” for kirkerummet, som vi kan læse på enkelte altertavler.

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Introduktion

230.0 x 275.0 mm

Denne side. Fig. 9. Kirkerup Kirke. På skibets 1. fags nordvæg har De Syv Dødssynder været malet. Kun Luxuria (utugt) og Gula (frådseri) er bevaret. Malerierne, både i hvælv og på vægge, er udført af Skibbyværkstedet mellem 1315 og 1335. Modsatte side. Fig. 10. Dråby Kirke, Hornsherred, korets vestkappe med flere scener fra Skabelsesberetningen. Scenerne kan læses fra venstre mod højre, først den nøgne Eva i samtale med slangen, Lilith, dernæst den velsignende Gud, og til sidst slangen i træet med æblet i munden samt Adam og Eva, der spiser af æblet, mens de dækker deres køn. Baggrunden er tæt dækket af små stjerner, mens der i de øvrige områder er malet rankeslyng. Hvælvene er udsmykket af Isefjordsværkstedet mellem 1460 og 1480.

En anden vigtig gruppe motiver er de talrige allegorier over bibelske fortællinger og moraliteter, som omskriver og formidler det kristne budskab. Et eksempel på en sådan bibelsk omskrivning er løven, der opvækker sine unger fra døden efter tre dage, som et symbol på Kristi opstandelse på tredjedagen. Andre populære scener er Lykkehjulet, et memento mori (”Husk, at du skal dø”) som en påmindelse om livets korthed. Dyr og dyrefortællinger pryder også hvælvene, og oftest har de også symbolsk betydning og skulle huske individet på at leve et dadelfrit liv for sin egen sjæls frelse. Enkelte steder ser vi desuden en eller flere af de syv dødssynder og straffen herfor – til skræk og advarsel for menigheden (fig. 9). Samtidig med at udvalget af scener og helgengengivelser til stadighed blev udvidet, skete der en parallel udvikling med ornamentikken. I begyndelsen af den gotiske periode var ornamentikken i og omkring motiverne, i form af enkeltornamenter som stjerner og blomster, bladranker og geometriske borter, relativt beskeden med partier uden bemaling. I sengotikken, mod middelalderens slutning, udviklede rankeslyngene sig i fylde og udfyldning af fladerne på lige fod med strøornamenterne og anden ornamentik, så hvælvenes flader ofte var så godt som helt dækket af malerier.

Denne tendens inden for udsmykning omtales som horror vacui, frygten for det tomme rum (fig. 10).

Det ornamentale kalkmaleri De fleste af vores kirker fra 1100-tallet blev oprindeligt bygget med flade trælofter. Som de første fik domkirker og klosterkirker indbyggede hvælv, og herfra bredte hvælvbyggeriet sig til bykirker og landsbykirker. Mange gange blev hvælvene umiddelbart efter opførelsen dekoreret med en beskeden, overvejende ornamental, udsmykning. Den

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Fig. 11. Osted Kirke, skibets 1. fag set mod øst, malet af et unavngivet sjællandsk murermesterværksted mellem 1325 og 1375. Ribbekrydset har en marmorimitation, mens resten af ribberne har geometriske figurer i rødt og gråt. På skjold- og gjordbuerne ses kvaderstensimitation, og over buerne er der dyr og planteornamenter.

består hovedsageligt af markeringer af hvælvenes arkitektoniske elementer såsom buer, ribber, ribbekryds og halvsøjler (fig. 11) Ornamentikken er grundlæggende meget enkel og består af ranker og geometriske former, som

Introduktion

kombineret på forskellige måder giver utallige dekorationsmuligheder. Selv om antallet af ornamentikelementer er forholdsvis begrænset, har de enkelte kalkmalere eller værksteder udvalgt og kombineret elementerne på en sådan måde, at deres arbejde kan identificeres. I tillæg til arkitekturmarkeringen er det ikke usædvanligt at finde små figurative scener med symbolsk betydning, ofte små dyremotiver (fig. 12). Spredt ud over hvælvene er derudover indskrifter, monogrammer, bomærker og symboler, der alle er væsentlige for at forstå middelalderens brug af allegorier og symbolske tegn og mærker.

230.0 x 275.0 mm

Ofte finder vi murermesterbemalinger i kirker med flere lag kalkmalerier malet over hinanden i hvælvene, typisk en ornamental udsmykning som den første, senere overmalet eller suppleret med figurative scener. Det har ført til den antagelse, at murermesterbemalingerne var midlertidige udsmykninger, der kun skulle stå fremme, indtil det var økonomisk muligt at få udført de formentlig langt mere kostbare billedserier.1 Men i gennemgangen af de gotiske udsmykninger på Nationalmuseets hjemmeside har det vist sig, at det ikke holder stik. Specielt fra middelalderens slutning er der bevaret et stort antal murermesterbemalinger, som aldrig har været overmalet.2 I dag har vi kun meget få bevarede hvælv med dekorationer fra 1200-tallets første halvdel. På Sjælland har vi registreret malede topornamenter i Roskilde Domkirkes apsis, kor og koromgang samt de østligste hvælv i sideskibene, dateret mellem 1225 og 1250, og i hvælvene i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, oprindeligt opført mellem 1241 og 1268.3 Fra tidlig gotisk tid, omkring 1275-1375, står i dag omkring 35 kirker med udsmykningerne fremme. Cirka halvdelen af dem er dekoreret med figurative scener, den anden halvdel har kun ornamentik, ikke figurer. Mange af udsmykningerne har tidstypiske fællestræk, blandt andet blad- eller rankeslyng i hjerteform, der kun er malet i kappernes øverste del. De tidlige hvælvudsmykninger finder vi fortrinsvis i kirkerne på Sjælland, hvor der formentligt også

Fig. 12. Osted Kirke, dyrefigurer i kapperne i skibets 2. fag, malet af et unavngivet murermesterværksted mellem 1325 og 1375. Hunden jager ræven, som sniger sig ind på gåsen.

blev bygget flere hvælv end i Vestdanmark. Tendensen er mest markant i perioden 1375-1425, hvor der af 31 eksisterende udsmykninger kun er en enkelt i Jylland, i Tvilum Klosterkirke, og fire på Lolland. Resten findes på Sjælland. Samtidig er fordelingen mellem rent ornamentale og figurative udsmykninger slående med kun seks ornamentale mod 26 figurative udsmykninger. Billedet forplumres imidlertid af, at fire af de ornamentalt udsmykkede kirker efterfølgende er blevet dekoreret med figurative udsmykninger, enten som totale overmalinger eller som supplement hertil. På Sjælland, Møn, Lolland og Falster er der fra tiden 1425-1475 bevaret kalkmalerier i 30 kirker. Størstedelen er store figurative udsmykninger, og de fleste af kirkerne er udsmykket af Højelseværkstedet, Kongstedværkstedet, Hellig Tre Kongers værksted og Isefjordsværkstedet. Derudover findes der i Stege Kirke en stor udsmykning af højkorets tre hvælv og seks hvælv i sideskibene. Fra 1425-1475 er der kun registreret to figurative hvælvudsmykninger på Fyn, mens tallet er lidt større i Jylland, hvor der findes otte kirker med figurative kalkmalerier i hvælvene og seks kirker med rent ornamentale hvælvudsmykninger. To kirker, Marie Magdalene og Vestervig, har både figurativt og ornamentalt malede hvælv.

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Mod slutningen af middelalderen blev mange kirker på Sjælland, Møn, Lolland og Falster samt øerne også udsmykket med figurative udsmykninger. Store billedserier blev udført af blandt andet Elmelundeværkstedet og Brarupværkstedet. Kun et enkelt værksted, Stegeværkstedet, synes primært at have malet ornamentik. Samtidig blev der specielt i de sidste fire årtier af 1400-tallet og de første årtier af 1500-tallet bygget hvælv i mange jyske kirker. Primært i Århus Stift kan mange kalkmalerier bidrage til kirkernes bygningshistorie, men også i Ribe, Viborg, det tidligere Slesvig Stift og på Fyn var byggeaktiviteten stor. Det var imidlertid ikke kun i Danmark, at kirkerne blev udsmykket med kalkmalerier. Gennemgår vi materialet fra svenske og tyske kirker, er billedet næsten det samme.4 Her har de store domkirker og købstadskirker typisk højtsiddende hvælv med rent ornamentale udsmykninger og lejlighedsvis figurativt malede kapper. I landsbykirkerne kan en ældre, rent ornamental udsmykning anes under overmalingerne. Andre steder står den enkle udsmykning på ribber og buer som hvælvenes første og eneste dekoration.

Opfattelsen af murermesterbemalingerne Da man i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at afdække kalkmalerierne, var det især de ældste malerier fra omkring 1100-1275, som vakte begejstring og beundring. De talrige scener med motiver fra bibelhistorien og helgenlegenderne blev snart formidlet i foredrag, artikler og bøger. Blandt de mest aktive var de tre fremtrædende konservatorer Jakob Kornerup, Julius Magnus-Petersen og Eigil Rothe. De har alle efterladt sig utallige beretninger og rapporter, skitser og akvareller, der nu opbevares på Nationalmuseet. I 1944 publicerede næste generation af konservatorer, Poul Nørlund og Egmont Lind, værket Danmarks romanske kalkmalerier. Også værket Danmarks Kirker, der blev påbegyndt i 1933 og stadig

Introduktion

er under udarbejdelse, beskriver synlige og atter tildækkede kalkmalerier fra hele perioden. Interessen for de yngre, gotiske kalkmalerier, fra omkring 1275-1550, kom for alvor først i 1900-tallets sidste halvdel. Tidligere var gotikkens kalkmalerier ofte blevet opfattet som primitive og dårligt malede, men nu blev de mange religiøse scener genstand for omfattende stilistiske og ikonografiske studier (fig. 13). Det var også på dette tidspunkt, at vores kalkmalerier for alvor blev folkeeje gennem publikationer som R. Broby-Johansens Den danske Billedbibel fra 1947 og Niels M. Saxtorphs Jeg ser på kalkmalerier fra 1967, der senere er udkommet i flere oplag. De to forfattere præsenterede det omfattende materiale på en let tilgængelig måde. Saxtorphs publikation var endog udgivet i et så lille og handy format, at man nemt kunne have den med i handskerummet på bilture rundt i landet, fra kirke til kirke. En anden milepæl i kalkmaleriforskningen var Nationalmuseets syvbindsværk Danske Kalkmalerier, der også præsenterede malerierne i Skåne og udkom mellem 1986 og 1992, redigeret af Ulla Haastrup. Som noget nyt fokuserede enkelte artikler på udsmykningernes ornamentik. Sidst i rækken er Politikens bog om Danmarks kalkmalerier fra 2002 af Axel Bolvig. Heri er også det middelalderlige Lund Stift taget med foruden enkelte kirker i det middelalderlige Slesvig Stift syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I 2006 påbegyndte Nationalmuseet arbejdet med hjemmesiden ”Kalkmalerier i danske kirker”, der skal rumme alle udsmykninger frem til i dag. Kendetegnende for de fleste undersøgelser og publikationer om kalkmalerierne er, at de figurative scener har haft størst interesse, mens beskrivelsen af ornamentikken har spillet en underordnet rolle og sjældent var inddraget i vurderingerne. Ulla Haastrup gjorde allerede i 1991 opmærksom på den manglende litteratur om disse såkaldt primitive kalkmalerier,5 hvilket ikke har ændret på billedet de seneste mere end 25 år. Kun det finske materiale er delvist publiceret i Anna-Lisa Stigell Kyrkans tecken och årets gang Tideräkning och Finlands pri-

230.0 x 275.0 mm

Fig. 13. Dråby Kirke, Hornsherred, skibets 3. fags vestkappe med tre scener fra Kristi lidelseshistorie, malet af Isefjordsværkstedet mellem 1460 og 1480. I midten ses Korsfæstelsen. Kristus er flankeret af de to røvere samt Maria og Johannes. På begge sider, i lidt mindre størrelse, ses Tornekroningen og Korsbæringen.

mitiva medeltidsmåningar fra 1974. Som titlen indikerer, er bogens fokus de primitive kalkmaleriers tegn, mærker og symboler og ikke de primitive kalkmalerier generelt. Alligevel giver den et godt indblik i forekomsten og udbredelsen af murermesterbemalinger i Finland.

Allerede i tiåret efter at de første kalkmalerier blev fremdraget i 1850’erne, sammenlignede man udsmykningerne motivmæssigt og maleteknisk, ligesom man forsøgte at samle dem i grupper. Man interesserede sig overvejende for de figurative udsmykninger fra den romanske periode. De gotiske blev set som primitive og blev gentagne gange bogstaveligt talt hugget ned og herved fjernet, så man kunne komme ind til de romanske malerier. Denne opfattelse ændrede sig gradvist, efterhånden som flere og flere kalkmalerier blev afdækket. Pioneren på dette område var Ulla Haastrup, der i begyndelsen af 1960’erne skrev speciale om Isefjordsværk-

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

stedet ved kunsthistoriestudiet på Københavns Universitet. Mens man siden de tidligste studier har forsøgt at samle og gruppere kalkmalerierne, har det været vanskeligt at definere et værksted og dets arbejder. Niels M. Saxtorph valgte derfor i sin 2. udgave af Jeg ser på kalkmalerier i 1976 at opdele kalkmalerierne i større grupper, specielt udsmykningerne fra romansk og tidlig gotisk tid, i stedet for værksteder. Blandt de gotiske udsmykninger, omkring 1400-1550, hvor maleren er angivet, tilskrev han flere kalkmalerier til syv navngivne mestre eller malere på Sjælland og øerne. Den bedst kendte er Martin Maler og hans værksted, som arbejdede på Syd- og Vestsjælland de første årtier af 1400-tallet. I Gimlinge Kirke er hans malerier signeret og dateret 1409. På Fyn opregnede Niels M. Saxtorph tillige Træskomaleren, der senere blev publiceret i Henrik M. Jansens banebrydende bog Træskomaleren – Et fynsk kalkmaleriværksted i 1400-tallet fra 1991. Senest har Klaus Marthinus i 2013 udgivet Træskomalerens tegn & billeder. I Jeg ser på kalkmalerier identificerede Niels M. Saxtorph endnu seks malere eller mestre, heriblandt Liljemesteren og Markblomstmaleren, i studier af udsmykninger i Jylland. I Danske Kalkmalerier blev denne opdeling yderligere bearbejdet og udvidet. I stedet for at tilegne en udsmykning til en maler eller en mester blev de nu samlet i flere end 40 værksteder i det nuværende Danmark. Ulla Haastrup begrunder dette med, at en kirkes kalkmalerier mest sandsynligt er malet i en værkstedssammenhæng med flere medarbejdere og ikke alene af en mester eller maler.7 I de seneste årtier er der fundet mange kalkmalede udsmykninger i de danske kirker. De fleste er nu afdækket og istandsat, men andre er igen blevet overkalket efter at være blevet fotograferet og beskrevet. I dag har vi derfor et langt bedre overblik og kan se sammenhænge, som tidligere var meget svære at se. Det gælder specielt de gotiske murermesterbemalinger. I arbejdet med at registrere de ornamentale detaljer i vores kalkmalerier og ved at udnytte søgemaskinen bag hjemmesiden ”Kalkmalerier i danske

Introduktion

kirker” har det været muligt for første gang også at gruppere de ornamentale udsmykninger. Pionerernes forsøg på at opdele materialet har jeg i denne bog videreudviklet primært ud fra stilistiske kriterier. Samtidig har jeg elimineret værkstedsbetegnelser som Markblomstmaleren og Træskoværkstedet, fordi nye værksteder og sammenhænge har vist sig. I alt præsenterer jeg her 26 værksteder, hvoraf kun tre, Kariseværkstedet II, Teestrupværkstedet og Liljeværkstedet, allerede er navngivet og derfor har beholdt deres navne. Gennemgangen af materialet har endvidere gjort det klart, at der er store regionale forskelle. Det gælder tidsrammen for, hvornår udsmykningerne er udført, og det gælder valg af detaljer og sammensætning foruden brugen af våbenskjolde, indskrifter, bomærker, andre tegn og mærker samt ikke mindst de moraliserende dyrefortællinger. Derfor har det været naturligt at opdele værkstederne geografisk, så de også kan sættes ind i en kirkehistorisk sammenhæng. Det har inden for den kunsthistoriske kalkmaleriforskning været kutyme at studere kalkmalerierne uafhængigt af de bygningsdele, de er malet på. I denne bog er det dog i flere sammenhænge nyttigt også at inddrage hvælvenes form og opbygning.

Tidligere forsøg på identifikation af murermesterværksteder I 1976 publicerede Niels M. Saxtorph en artikel om de kalkmalede ornamenter i Århus Stift o. 1500.8 Her forsøgte han at gruppere og datere de ornamentale udsmykninger i stiftet. Han inddrog detaljer som ornamentale ranker og stiliserede blomster, små dyrescener, gengivelser af fabler og andre moraliserende fortællinger, våbenskjolde og bomærker. Gruppen navngav han ”Markblomstmaleren” på grund af de mange malede blomsterbuketter, og han inddelte den i tre unavngivne undergrupper ud over Liljemesteren (fig. 14). Den ene og ældste gruppe var kendetegnet ved en tovsnoning fra sladrehul til sladrehul, og samme bomærke, gruppe to, dateret mellem o. 1510 og

230.0 x 275.0 mm

1520, havde en 5-bladet blomst langs ribberne, et loddent blad samt en ræv og en gås. Gruppe tre, uden dateringer, havde en stærkt stiliseret pelikan og en ”stængeltop”, en busk eller et træ, der vokser ned fra kappens top. Sidst, men ikke mindst, identificerede han Liljemesteren, der benyttede en stiliseret lilje som hovedmotiv i kapperne. I dag har vi adgang til mange flere detaljer og har undersøgt dobbelt så mange kirker, som Niels M. Saxtorph havde mulighed for. Jeg har derfor alene i Århus Stift identificeret 11 værksteder ud over Liljemesteren. Nogle af værkstederne har et vist sammenfald med Saxtorphs grupper, mens jeg har opdelt Liljemesteren i to værksteder; Liljeværkstedet og Ørumværkstedet.

Fig. 14. Adslev Kirke, korets østkappe, med en vase med blomsterbuket og små 5-bladede blomster langs ribberne. Det er alle detaljer, som inspirerede Niels M. Saxtorph til at kalde maleren for ”Markblomstmesteren”.

På Fyn er murermesterudsmykningerne blevet opfattet og beskrevet på en anden måde. I de seneste næsten fire årtier har det været alment anerkendt, at de mange primitive kalkmalerier på Fyn og de sydfynske øer er murermestermalerier udført af Træskomesteren eller Træskomaleren og hans værksted/kreds. Navnet Træskomaleren er blevet gængs, fordi der i flere af kirkerne ses en eller to træsko. Mens Henrik M. Jansen i sin bog fra 1991 registrerede arbejder fra værkstedet i 19 kirker, omtalte

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Fig. 15. Ejsing Kirke, sydkapellets hvælv med to udsmykninger malet oven over hinanden. Den ældste udsmykning fra mellem 1490 og 1510 ses på ribberne og ribbekrydset, hvor hjerteformer strækker sig ned i kapperne, mens den yngste, i kapperne, er malet af Ejsingværkstedet mellem 1525 og 1550.

Klaus Marthinus i 2013 31 kirker med udsmykninger tilegnet Træskomaleren. På et kort indtegnede han disse kirker samt 12 andre kirker, i alt 43 kirker, hvor der var fundet ornamentale og/eller primitive kalkmalerier på Fyn og de sydfynske øer. Kalkmalerierne i mindst fem af disse kirker, primært på Vestfyn, er ikke traditionelt regnet under Træskomalerens værksted, men til Liljeværkstedet og det nyoprettede Tåningværksted. På baggrund af de erfaringer, jeg har gjort ved registreringsarbejdet til Nationalmuseets hjemmeside ”Kalkmalerier i danske kirker”, er det muligt at

Introduktion

se nye sammenhænge og forbindelser. I stedet for at tilegne et stort antal til Træskomaleren og hans kreds har jeg udskilt fem værksteder, der har været aktive i samme periode, fra o. 1480 til o. 1520, og i samme område, primært på Østfyn og Langeland. De fleste af udsmykningerne er nu fordelt mellem de fem nyoprettede værksteder. Kun få kirker på Midt- og Vestfyn, omtalt af Klaus Marthinus, har ornamentale udsmykninger, der ikke kan grupperes. Syd for Limfjorden, omkring Lemvig og østover til Skive findes flere kirker, hvis hvælv har en murermesterbemaling, og hvor et hjertemotiv går igen. Disse kalkmalede udsmykninger er af Ulla Haastrup i 1992 samlet i en gruppe eller et værksted, Lemvigværkstedet,9 men er mere sandsynligt resultat af flere værksteders indsats. Til værkstedet blev lagt hvælvudsmykninger i Dybe, Ferring, Hygum, Lomborg, Nørre Lem, Skive og Tørring kirker. Det har imidlertid vist sig, at der må være tale om forment-

230.0 x 275.0 mm

lig mindst fire forskellige malere eller værksteder, hvoraf mindst tre har benyttet et hjerteornament i deres udsmykninger (fig. 15). Materialet er endnu så spinkelt, at der ikke kan udskilles egentlige værksteder, men forhåbentlig vil fremtidige istandsættelsesarbejder i kirkerne syd for Limfjorden afsløre flere hjertedekorationer.

Murermestre og murermesterværksteder i senmiddelalderens Danmark Der findes meget få skriftlige oplysninger om senmiddelalderens bygmestre eller murermestre i Danmark. Kunsthistoriker Francis Beckett opregnede i 1927 nogle få navngivne mestre, der var aktive fra midten af 1350’erne til middelalderens slutning, fortrinsvis i byerne.10 Et lav for middelalderens murere er ikke registreret, formentlig fordi mester og hans svende rejste fra sted til sted, somme tider over lange distancer. Uden de skriftlige danske kilder må vi derfor vende os mod kilder om kirke- og katedralbyggeri i det øvrige Europa.11 Disse byggerier har selvfølgelig været af en helt anden størrelsesorden end en overhvælving af en dansk landsbykirke, men har nok alligevel krævet mange af de samme arbejdsopgaver og håndværksmæssige færdigheder. I middelalderen var murermesteren totalentreprenør; den som underskrev kontrakten på arbejdet, beregnede bygningens statik og designede samt udførte selve murerarbejdet. Murermesteren var således den absolut vigtigste håndværker ved de store byggearbejder. Foruden murere var der behov for andre håndværkere, hvoraf de vigtigste var stenhuggere, snedkere og tømrere, glarmestre og blikkenslagere foruden lokal ufaglært arbejdskraft. Manuskriptillustrationer, der gengiver travlheden ved de europæiske domkirkebyggerier, viser ofte arbejdsprocesserne og arbejdsfordelingen mellem de forskellige faggrupper. De fleste afbildninger viser opførelser af bygningsværk som Babelstårnet, borge eller katedraler, så godt som altid fra bygninger-

nes yderside (fig. 16). Ofte er det murerarbejdet, der fokuseres på, men enkelte miniaturer gengiver også tømrerne i arbejdet. Overfører vi arbejdsprocessen til danske forhold, må vi forestille os en byggeplads, hvor murere og tømrere i perioder arbejdede side om side. Tømrerne lavede stiger og stilladser, enten fritstående eller forankret i bygningens bomhuller, foruden forme af træ, der skulle støtte hvælvets ribber, mens de blev muret op. Murermesteren, hans svend og måske en lærling arbejdede med at præparere murermørtlen og selve murerarbejdet på stilladset, mens materialet, munkesten af tegl og mørtel, blev båret eller hejset op, måske af lokal arbejdskraft. Vender vi os mod kalkmalerierne som kilde, finder vi indskrifter, der belyser de lokale forhold yderligere. Blandt de forholdsvis mange indskrifter med årstal og navne på initiativtagere, øvrighedspersoner og stiftere, er også et fåtal navne, som må være murermesterens. Den ældste kendte danske indskrift, som med sikkerhed oplyser om en murermester med både erhverv, navn og årstal, er bygmester Olaus Petri (Olaf Petersen), der i 1440 har efterladt en lang indskrift i hvælvene i Holstebro Kirke, der blev revet ned i 1906.12 Derudover finder vi Jeppe Murers portræt, navn og bomærke i Vordingborg Kirke fra omkring 1465. Det forstås bedst, hvis vi inddrager stifterindskriften i kappen lige overfor i samme kirke, hvor det fortælles, at Anders Smed lod lofterne male og hvælve. Med andre ord betalte eller initierede han, at hvælvene blev muret op og dekoreret, mens Jeppe Murer var murermesteren. Vi finder også en indskrift i Torslev Kirke nord for Limfjorden. Arbejdet med at overhvælve kirken blev afsluttet med en indskrift i skibets midterste fag, der fortæller, at hvælvingen var udført af Jenvoldh Murmester i 1512. Samme murermester har også signeret sit arbejde i Biersted Kirke. Murermestrene benyttede forskellige fagbetegnelser i deres indskrifter. Bygmester, murer og murmester dækker dog sandsynligvis over det samme: en værkstedsmester, der leder og fordeler arbejdet med at opmure hvælvene. I den latinske indskrift fra 1494 i Balle Kirke nord for Silkeborg ser vi en anden

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Fig. 16. Kirkebyggeriets forskellige faser gengivet i Chronique de Girart de Roussillon. Nederst til højre i billedet ses en murer, der slår kalken itu med en kølle eller hakke. Kalken skal derefter overhældes med vand, der står parat i en spand. Den færdigblandede mørtel bæres frem til murerne i en balje. I baggrunden lægges der tag på en anden kirke ved hjælp af lange stiger. Omkring kirkens ufærdige tårn er et stillads. Cod. 2549, fol. 164, Vienne, Österreichische Nationalbibliothek © Bibliothèque nationale de France. Science History Images / Alamy Stock Photo.

Introduktion

230.0 x 275.0 mm

Fig. 17. Herringe Kirke på Fyn, malet indskrift på latin fra 1511 i østkapperne i skibets 2. fag. ”fecit per manum / nicola[us ...olau”, på dansk ”Udført af Nicolai …olau”. ”hoc opus fuit d(omi)n(u)s iuarus petri /sub anno d(omi)ni m d xi”, på dansk “dette værk var hr. Ivar Pedersen i det herrens år 1511”.

formulering. Oversat til dansk oplyses det, at den er udført ved håndværk af Lars Jensen fra Viborg. Vi må derfor formode, at Lars Jensen var murer eller murermester, og at han oprindeligt kom fra Viborg. På samme måde må man læse den næsten enslydende indskrift fra 1511, også på latin, som fortæller, at arbejdet var udført af Nicolai, i Herringe Kirke på Fyn. Indskriften og en skitse af kirken med synlige hvælv, fem i alt, hvilket er et mindre end i kirken, er mod sædvane den eneste kalkmalede udsmykning i hvælvene (fig. 17).

Kalkmaleriernes teknik og udførelse Murermesterbemalingerne blev som omtalt udført i umiddelbar forlængelse af hvælvslagningen. In-

den man tog stilladset ned, blev dekorationerne malet. Fremtrædende arkitekturdetaljer som ribber og buer fik enkle dekorationer af sparrer, firkanter eller andre geometriske figurer, imitationer af murværk og ranker med stiliserede eller naturalistiske blomster. Buernes top markerede murerne sædvanligvis med et ornament, som dækker ribbekrydset, eksempelvis en passerroset, en blomst, en blomstrende busk eller et træ. I kapperne ses indimellem små dyrefremstillinger. Det er heller ikke usædvanligt at finde initialer, monogrammer, bomærker, markeringer af huller til klokkernes reb og udluftninger, de såkaldte sladrehuller, med masker, bygninger eller andre ornamenter samt andre tegn og mærker. Størstedelen af dekorationerne bærer præg af, at de er udført hurtigt, og inden hvælvenes puds og hvidtekalk var helt tør. I næsten alle udsmykningerne kan vi endnu i dag se, hvordan håndværkerne indridsede hjælpelinjer i den stadig fugtige puds. Behovet for indridsninger varierer fra værksted til værksted afhængigt af de anvendte detaljers form og placering. Placeringen af sparrer eller andre geometriske figurer på ribberne blev typisk markeret

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Tv. Fig. 18. Urlev Kirke, detalje af korets sydøstre ribbe. Sparrernes indridsninger kan tydeligt ses gennem kalkfarverne. De små blade langs ribben er også indridset før bemaling. Th. øverst. Fig. 19. Allesø Kirke, detalje med enkel passerroset i tårnhvælvets østkappe. Indridsningerne kan ses på selve cirklen og rundt om de otte mindre cirkler inde i rosetten. I hver cirkel er hullet efter passerens ene ben bevaret. Zigzaglinjen omkring rosetten er malet på fri hånd. Th. nederst. Fig. 20. Gassum Kirke, detalje med avanceret passerroset i østkappen i skibets 1. hvælv. Indridsningerne har angivet rosettens tre yderste ringe og inddelingen af de i alt syv integrerede passerrosetter, hvis mønster fremhæves ved rødt og gråt.

ved indridsninger, inden de blev malet. Stregerne i den våde puds ligger sædvanligvis i yderkanten af et farvet felt, og selv om stregen er dækket af farve, aftegner den sig tydeligt i lagene (fig. 18).

Introduktion

Lige så tydeligt kan arbejdsgangen ses på de mange rosetter, som er indridset ved hjælp af en passer. De enkle passerrosetter findes typisk i ribbekrydset, mens de mere avancerede rosetter er malet i kapperne. Hullet efter passerens ene ben ses i cirklens centrum, mens det andet ben har ridset cirklens omkreds (fig. 19). Ved de mere komplicerede passerrosetter, hvor op til syv rosetter er integreret i en større, er passeren flyttet gentagne gange og har afsat huller samt indridsede cirkler og halvcirkler inden for den store cirkels omkreds (fig. 20).

230.0 x 275.0 mm

Langs med ribberne er ofte malet krabbeblade af forskellig form og størrelse, og også mange af disse er forinden markeret i pudsen og kalken. Krydsende halvcirkler, optegnet med passer, er også et meget anvendt ornament langs ribberne, ligesom vi specielt i og omkring Århus ser en bort af firkløverformet beslagværk, et firpas sammensat af fire cirkeludsnit, typisk under gjordbuerne. De indridsede linjer fortæller ikke kun, at motivet blev ridset ind inden bemalingen, men viser også, at en skabelon blev flyttet opad eller nedad for at markere bortens enkelte led (fig. 22). Øverst. Fig. 21. Nørre Snede Kirke, liljeornament med løbere, der er forsøgt fjernet, mens malingen endnu var våd. Det ses tydeligst i detaljen til højre, hvor der er vandrette streger på løberne. Foto: Birgitte Faurhøj Olsen, Nationalmuseet 2012. Nederst. Fig. 22. Hvornum Kirke, gjordbuen mellem skibets 1. og 2. fag med tydelige indridsninger, der angiver firpassernes ydre og indre form, malet vekselvis i rødt og gråt.

GOTIKKENS KALKMALERIER

230.0 x 275.0 mm

Vi finder også indridsningslinjer ved mange af de andre ornamenter, vrængemasker, figurer, dyr og tegn, mens vi sjældent ser indridsninger ved bomærker. Når maleren havde markeret, hvor dekorationerne skulle males, blev farverne påført. Sædvanligvis benyttede man kun to farver; rødt og sort/grå, fremstillet af henholdsvis knust tegl og trækul blandet med kalk og kalkvand. Herved kunne man fremstille farvenuancer fra mørk rødt til lyserødt og fra sort til forskellige gråtoner. Ofte påførte man farverne med brede pensler, og det kunne ske, at overskydende farve løb ned ad væggen. En sådan løber blev fotograferet ved afdækningen af malerierne i Nørre Snede Kirke i 2012. Her havde maleren forsøgt at

fjerne den overskydende maling umiddelbart efter, at ornamentet var malet (fig. 21). Også i Magleby Kirke på Møn ses uregelmæssigheder og måder, malerne har forsøgt at kamuflere deres fejl på. Da man afdækkede og restaurerede udsmykningen i skibets hvælv i 2018-2019, kunne man i dekorationens mange prikker se, hvordan det tilsyneladende havde været svært at kontrollere væskemængden, når penslen blev dyppet i farven. Farven er løbet fra de prikker, der var malet først. Sådanne forholdsvis små løbere i malerierne højt oppe i hvælvene har maleren ladet stå, da de knap har været synlige fra kirkegulvet. Havde maleren helt fejlberegnet mængden, måtte han ty til andre løsninger. Man kan næsten fornemme hans snarrådighed, da han så, hvordan malingen var på vej ned ad ribben. I et snuptag har han omdannet en tyk løber til et slangelignende ornament. Det kunstgreb har menigheden nok heller ikke kunnet se, men det viser, hvordan der er blevet arbejdet på stilladset (fig. 23). I Magleby er det netop de mange måder, de utallige prikker er malet på, der gør udsmykningen så levende, ikke kun på nært hold, men også fra kirkegulvet. Prikkerne er brugt i de geometriske borter og som afslutning på de mange og forskelligartede bladløse træer. De viser sig som små prikker, forsigtigt afsat med en rund pensel. For at få mere volumen er penslen sine steder presset mod kalken og drejet frem og tilbage. Andre steder er de sat som små streger eller trekanter. Alle variationer kan ses i hele udsmykningen og vidner om, at flere personer må have haft pensler i hænderne (fig. 24). Denne side. Fig. 23. Magleby Kirke på Møn, ornamentik på ribbe og i hvælvets flig med prikker, hvorfra der render tynde løbere. På ribben et slangelignende ornament, der har opfanget overskudsfarven. Næste side. Fig. 24. Magleby Kirke på Møn med træer, der for enden af de bladløse grene afsluttes af prikker. De største er dannet ved, at penslen er presset mod kalken og drejet frem og tilbage.

Introduktion

230.0 x 275.0 mm

Fig. 25. Hesselager Kirke, skibets 2. hvĂŚlv set mod Ă¸st. Ribbernes ornamentik ĂŚndrer karakter der, hvor stilladset var anbragt.

Introduktion

230.0 x 275.0 mm

Vigtige observationer om den kalkmalende murers arbejdsmetoder blev iagttaget af Mette Kristine Jensen i 1986, da kalkmalerierne i Hesselager Kirke på Fyn blev afdækket og istandsat.13 Hun registrerede, at ribbernes dekoration skiftede karakter og farvetone i samme højde fra buernes top og igen et stykke nede i fligene, og hun konkluderede derfor, at her måtte stilladset have stået. Kalkmalerierne var udført på et tykt lag kalk blandet med sand eller grus, og svumningen var først påført hvælvets øverste del, hvorefter skitseringerne blev ridset ind i den endnu våde bund. Straks derefter blev dekorationen malet færdig med kalkfarver, inden stilladset blev flyttet længere ned, og processen blev gentaget med svumning, indridsninger og maling. I sammenstrygningerne mellem svumningslagene sås flere steder farver fra den øverste del af maleriet under den svumning, der var bund for den nederste del. Til sidst var stilladset fjernet, og fligene behandlet på samme måde (fig. 25). Tilsvarende arbejdsmetode bekræftes af håndværkersporene i Magleby Kirke. I nordvestre flig i skibets første fag kan vi se, hvor stilladset må have stået. Uregelmæssigt på tværs af fligens nedre del kan det også ses, hvordan pudsen er ført ud over det underliggende lag. Modsat i Hesselager er pudsen først påført fligens nedre del. Netop i samme højde ændrer ornamentikken sig også mærkbart. Grundelementerne i de geometriske borter på begge sider er de samme oven over og neden under skillet, men mens prikkerne er runde over skillet, er de blevet til små streger nedenunder (fig. 26). Her har der sandsynligvis været to malere i arbejde. Den første har malet udsmykningen, inden stilladsdækket blev taget ned, mens den anden har fuldført borterne fra stilladsdækket nedenunder. Det er også værd at bemærke, at udsmykningen i Magleby altovervejende er udført på fri hånd uden forudgående indridsninger. Kun de store passerrosetter i kapperne har indridsninger, der markerer cirklen, men ikke hul efter et passerben.

Fig. 26. Magleby Kirke på Møn, stilladshøjden er markeret ved tydeligt skille i pudsen, hvor det øvre lag går ned over det nedre. Stilladshøjden vises også ved ændringer i ornamentikken, synligst ved forskellene i prikkernes udførelse mellem zigzaglinjerne, der over skillet er runde, under skillet små streger.

GOTIKKENS KALKMALERIER