Guldægget er oversat fra amerikansk efter The Nest Copyright © 2016 by Cynthia D’Aprix Sweeney All rights reserved Dansk udgave copyright © 2016 Gads Forlag 1. udgave, 1. oplag Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Swift hos BogGrafisk og trykt hos Bookwell, Finland ISBN: 978‑87‑12‑05139‑8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.
guldægget_3k.indd 4
15/06/16 14.08
Cynthia D’Aprix Sweeney
GULDÆGGET PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E
GADS FORLAG
guldægget_3k.indd 3
15/06/16 14.08
guldĂŚgget_3k.indd 2
15/06/16 14.08
PROLOG
Mens resten af gæsterne vandrede rundt på strandklubbens veranda under den tidlige aftens midsommerhimmel og nippede spidst og vurderende til deres cocktails, som om de prøvede at regne ud, om bartenderne havde brugt de dyre mærker, mens de balancerede med minimale crab cakes på papirservietter og sagde passende ting til hinanden om, hvor heldige de havde været med vejret, for luftfugtigheden ville stige igen i morgen, eller mumlede upassende ting om den vordende bruds lidt for stramme satinkjole og spekulerede på, om det forhold, at barmen nærmest vældede ud af brystudskæringen, skyldtes dårligt skrædderhåndværk eller dårlig smag (et look, som deres døtre måske ville sige) eller en uventet vægtstigning, blinkede og kom med udtrådte vittigheder om at skifte brødristere ud med bleer, forlod Leo Plumb sin kusines bryllup sammen med en af de kvindelige tjenere. Leo var gået i flyverskjul for sin kone, Victoria, som ikke ville tale med ham, og sin søster Beatrice, som ville tale med ham hele tiden, og som plaprede løs om at holde Thanksgiving sammen alle sammen. Thanksgiving. I juli. Leo havde ikke været sammen med sin familie i højtiderne i måske 20 år, ikke siden midten af 90’erne, så vidt han huskede, og han var ikke i humør til at begynde nu. Skæv og på jagt efter den udendørs bar, der gik rygter om, fik Leo for første gang øje på Matilda Rodriguez, der bar rundt på en bakke champagneglas. Hun bevægede sig igennem mængden med et lysende skær omkring sig – dels fordi den nedgående sol badede den østlige del af Long Island i et skamløst pink skær, dels fordi den vitterlig fremragende kokain gjorde sære ting ved Leos synapser. 9
guldægget_3k.indd 9
15/06/16 14.08
Boblerne steg og faldt på Matildas bakke som en ekstatisk invitation, en opfordring specielt henvendt til ham. Hendes tætte sorte hår var redt væk fra ansigtets brede flader og sat op i en praktisk knold; hun var kun blæksorte øjne og fyldige, røde læber. Leo betragtede hendes hofters elegante bevægelser, idet hun gik omkring blandt bryllupsgæsterne, mens hun holdt den nu tomme bakke højt over hovedet som en fakkel. Han snuppede en martini fra en forbipasserende tjener og fulgte efter hende igennem svingdørene af stål ud til køkkenet. For Matilda føltes det, som om hun (19 år, håbefuld sangerinde, usikker tjener) det ene øjeblik havde gået rundt med champagne til 75 mennesker med tilknytning til familien Plumb og det næste øjeblik susede af sted mod Long Island Sound i Leos splinternye leasede Porsche med hånden nede i hans lidt for stramme hørbukser og med tommelfingeren på uprøvet vis i gang med at massere undersiden af hans lem. Matilda havde til at begynde med gjort modstand, da Leo halede hende ind i et anretterværelse og holdt fast om hendes håndled, mens han bombarderede hende med spørgsmål: Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvad laver du ellers? Er du model? Skuespiller? Ved du godt, hvor smuk du er? Matilda vidste godt, hvad Leo var ude efter; hun blev hele tiden antastet, når hun var på tjenerarbejde, men som regel af langt yngre mænd – eller absurd meget ældre mænd, oldgamle – med deres arsenal af lamme scorereplikker og vagt fordomsfulde forsøg på smiger. (Hun blev jævnligt kaldt J. Lo, til trods for at hun overhovedet ikke lignede hende; hun var af mexicansk afstamning, ikke puertoricansk). Selv i denne velhavende forsamling var Leo urimelig flot, en vending, hun var helt sikker på, hun aldrig før havde brugt til at beskrive en, hvis opmærksomhed hun næsten nød. Hun ville måske have tænkt hot, hun ville måske have tænkt cute, måske endda lækker, men flot? De drenge, hun kendte, var ikke blevet flotte endnu. Matilda stirrede op på Leos ansigt i et 10
guldægget_3k.indd 10
15/06/16 14.08
forsøg på at blive klar over, hvilke enkeltelementer der tilsammen gjorde ham flot. Ligesom hende havde han mørke øjne, mørkt hår, markerede øjenbryn. Men hans træk var kantede og skarpe, mens hendes var runde og bløde. På tv ville han spille en eller anden respektabel type – måske en kirurg – og hun ville være den døende patient, der bønfaldt ham om at hjælpe hende. Igennem anretterværelsets dør kunne hun høre bandet – eller rettere: orkesteret, der var mindst 16 mand stort – spille de sædvanlige bryllupsnumre. Leo greb hendes hånd og trak hende ind i en lille twostep. Han sang tæt ved hendes øre, hen over rytmen, med en behageligt levende og fyldig stemme. “Someday, when I’m awfully low, when the world is cold, I will dah-dah-dum just thinking of you, and the way you look tonight.” Matilda rystede på hovedet og smålo, mens hun trak sig væk. Hans interesse var foruroligende, men den vakte også noget dybt i hende til live. Og det var marginalt mere interessant at bokse med Leo i anretterværelset end at vikle asparges ind i prosciutto i køkkenet, hvilket var det, hun skulle forestille at lave. Da hun genert fortalte ham, at hun gerne ville være sangerinde, sagde han straks, at han havde venner på Columbia Records, der altid var på udkig efter nye talenter. Han rykkede frem igen, og hvis hun blev betænkelig, da han snublede let og syntes at have brug for at sætte en hånd på væggen for at holde balancen, forduftede hendes uro igen, da han spurgte, om hun havde en demo, noget, hun havde lavet, de kunne høre i hans bil. “For hvis jeg kan lide det,” sagde Leo og flettede Matildas lange, fine fingre ind i sine, “vil jeg helst i gang med at promovere det med det samme. Hjælpe dig med at få det frem til de rigtige mennesker.” Da Leo behændigt førte Matilda forbi den tjener, der parkerede gæsternes biler, kiggede hun sig over skulderen hen på køkkendøren. Det var hendes fætter, Fernando, der havde skaffet hende jobbet, og han ville blive rasende, hvis han fandt ud af, at hun bare var skredet. Men Leo havde sagt Columbia Records. Han havde sagt: altid 11
guldægget_3k.indd 11
15/06/16 14.08
på udkig efter nye talenter. Hvornår fik hun nogensinde den slags chancer? Hun ville ikke være væk særlig længe, kun lige længe nok til at gøre et godt indtryk. “Mariah blev opdaget af Tommy Mottola, mens hun arbejdede som tjener,” sagde hun, halvt i spøg, halvt i et forsøg på at retfærdiggøre sin opførsel. “Er det rigtigt?” Leo halede hende hen mod sin bil, mens han scannede strandklubbens vinduer ud mod parkeringspladsen. Det var ikke umuligt, at Victoria kunne se ham fra den sideveranda, hvor folk var ved at samles, og formentlig havde hun allerede bemærket, at han var væk, og stæsede matriklen rundt efter ham. Rasende. Matilda standsede ved bildøren og trådte hurtigt ud af de sorte lærredssko, hun brugte, når hun var på arbejde. Hun tog et par sølvstiletter op af en slidt plastikpose. “Du behøver altså virkelig ikke skifte sko for det her,” sagde Leo og tvang sig selv til ikke at lægge hænderne omkring hendes minimale talje her, hvor alle og enhver kunne se det. “Men skulle vi ikke ud og have en drink?” sagde Matilda. Havde Leo sagt noget om en drink? En drink kunne ikke lade sig gøre. Alle og enhver i hans lillebitte barndomsby kendte ham, hans familie, hans mor, hans kone. Han slugte resten af sin martini og smed det tomme glas ind i buskene. “Hvis damen ønsker en drink, så finder vi en drink til damen,” sagde Leo. Matilda trådte ned i sandalerne og lod en smal metalstrop glide op over sin venstre hæl og bagefter den højre. Hun rettede sig op, så hun var i øjenhøjde med Leo. “Jeg hader at gå med flade sko,” sagde hun og hev en anelse ned i sin tætsiddende hvide bluse. “De får mig til at føle, jeg er flad overalt.” Leo nærmest skubbede Matilda ind på forsædet, ud af syne, i sikkerhed bag de tonede ruder. Matilda blev forbløffet over at høre sin metalliske, nasale stemme komme ud af bilens absurd gode højttalere. Hun lød helt anderledes på sin søsters ældgamle Dell. Meget, meget bedre. 12
guldægget_3k.indd 12
15/06/16 14.08
Leo trommede let med hånden mod rattet, mens han lyttede. Hans vielsesring glimtede i bilens kabinelys. Gifte mænd var helt sikkert imod Matildas principper. Hun kunne se, at Leo forsøgte at interessere sig for hendes stemme og ransagede sin hjerne for at finde på noget smigrende at sige. “Jeg har nogle bedre optagelser. Jeg må have downloadet den forkerte udgave,” sagde Matilda. Hun kunne mærke sine ører begynde at brænde af skam. Leo stirrede ud ad vinduet. “Jeg må hellere se at komme tilbage.” Hun rakte ud efter dørhåndtaget. “Lad være,” sagde Leo og lagde en hånd på hendes ben. Hun modstod impulsen til at trække sig væk og rettede sig lidt op, mens tankerne for gennem hendes hjerne. Hvad havde hun, der kunne holde hans opmærksomhed fanget? Hun hadede at arbejde som tjener, men Fernando ville slå hende ihjel, hvis hun forsvandt i stedet for at servere til middagen. Leo stirrede ugenert på hendes barm. Hun så ned i skødet og fik øje på en lille plet på sine sorte bukser. Hun skrabede med en negl på den plet, balsamicovinaigretten havde lavet; hun havde blandet flere liter af den dressing. Alle de andre var formentlig ved at anrette salat og grillede rejer nu; de stod og klemte dressingen fra flaskerne ud på kanten af hver tallerken i et mønster, der skulle forestille bølger, ligesom på en børnetegning af havet. “Jeg vil gerne se havet,” sagde hun stille. Og så tog Leo hendes hånd, men så langsomt, at hun først ikke vidste, hvad det var, der foregik (i et øjebliks naivitet troede hun, han skulle til at kysse den, som om han var med i en af hendes mors åndssvage spansktalende tv-serier), og lagde den på sit skød. Og hun ville aldrig glemme, hvordan han hele tiden så på hende. Han lukkede ikke øjnene eller lagde hovedet tilbage eller gjorde et udfald for at få et klodset kys eller fumle med knapperne i hendes bluse. Han så hende lige og længe i øjnene. Han så hende. Hun kunne mærke hans reaktion under sin hånd, og det var spændende. Mens Leo fastholdt hendes blik, trykkede hun lidt til med fingrene, og magtbalancen i bilen skiftede prompte til hendes fordel. “Jeg troede, vi skulle ud til havet,” sagde hun; hun ville gerne 13
guldægget_3k.indd 13
15/06/16 14.08
hen et sted, hvor man ikke kunne ses fra køkkenet. Han smilede bredt og satte bilen i bakgear. Hun havde lynet hans bukser ned, før han havde fået sikkerhedsselen ordentligt på. Man kan ikke bebrejde Leo, at han kom så hurtigt. Hans kone havde lukket for det varme vand for flere uger siden, efter at hun havde grebet ham i at befamle en babysitter i en mørk gang i en vens sommerhus. På vej ud til havet håbede Leo, at kombinationen af sprut, kokain og Wellbutrin ville kunne forhale hans reaktion, men da Matildas hånd begyndte at arbejde flittigt, vidste han, at der ikke var nogen vej tilbage. Han lukkede øjnene et øjeblik – kun et øjeblik – for at tage sig sammen, for at lukke for det berusende syn af hendes hånd med de afskallede, lyseblå negle, der bevægede sig op og ned. Leo nåede aldrig at se den firhjulstrækker, der kom susende hen ad Ocean Avenue fra højre, vinkelret på hans egen bil. Opdagede først for sent, at den hvinen, han hørte, ikke var Matildas stemme i højttalerne, men noget helt andet. De nåede ikke engang at skrige.
guldægget_3k.indd 14
15/06/16 14.08
FØRSTE DEL SNE I OK TOBER
guldægget_3k.indd 15
15/06/16 14.08
guldĂŚgget_3k.indd 16
15/06/16 14.08
KAPITEL 1
Aftenen forinden var de tre Plumb-søskende i telefonen blevet enige om, at de ikke skulle drikke foran deres bror Leo, og derfor sad de – uden hinandens vidende – på forskellige barer i og omkring Grand Central og nød en stjålen drink før frokosten. Det var en mærkelig efterårseftermiddag. To dage tidligere var en nordøstenvind kommet bragende op ad Atlanterhavskysten og var kollideret med en koldfront, der bevægede sig mod øst fra Ohio, og en arktisk luftmasse oppe fra Canada. Det havde resulteret i et uvejr og rekordstore mængder sne, som havde pakket byer fra Pennsylvania til Maine ind i en absurd tidlig vinter. I den lille pendlerby 30 miles nord for Manhattan, hvor Melody Plumb boede, havde træerne ikke tabt bladene endnu, og mange var blevet ødelagt eller beskadiget af sneen og isen. Gaderne var fyldt med nedfaldne grene, en del kvarterer var stadig uden elektricitet, borgmesteren talte om at aflyse halloween. Trods kulden og de lejlighedsvise strømafbrydelser var Melodys togtur til Manhattan forløbet uproblematisk. Hun havde sat sig til rette i baren på Hyatt Hotel på 42nd Street, hvor hun vidste, at hun ikke ville støde ind i sin bror eller søster; hun havde foreslået, at de spiste frokost på hotellets restaurant frem for deres sædvanlige sted, Grand Centrals Oyster Bar, og var blevet hånet af Jack og Beatrice, fordi Hyatt ikke stod på deres liste over steder, de betragtede som acceptable ud fra et eller andet gådefuldt kriterium, som hun på ingen måde orkede at afkode. Hun ville ikke længere føle sig mindreværdig ved siden af de to, nægtede at lade
17
guldægget_3k.indd 17
15/06/16 14.08
sig nedgøre, fordi hun ikke delte deres ærbødighed over for alt, hvad der var ‘gamle Manhattan’. Melody satte sig i nærheden af de skyhøje vinduer på første sal af hotellets enorme lobby (som var komplet uindbydende, det måtte hun indrømme – for stor og grå og moderne, med en eller anden hæslig skulptur lavet af stålrør hængende ned fra loftet; hun kunne lige høre Jacks og Beas spidse kommentarer in absentia; hun var lettet over, at de ikke var der) og bestilte det mindst dyre glas hvidvin (12 dollars, mere end hun normalt ville betale for en hel flaske derhjemme). Hun håbede, at bartenderen ville være gavmild med opskænkningen. Vejret var stadig usædvanlig koldt efter uvejret, men solen var endelig ved at bryde igennem, og temperaturen var begyndt at stige. Snedriverne ved alle fodgængerfelterne i centrum var hastigt ved at smelte til pytter af slud og is, der nærmest ikke kunne forceres. Melody sad og betragtede en særligt uelegant dame forsøge at hoppe over en vandpyt og lige nøjagtig ikke hoppe langt nok, så hendes knaldrøde ballerinaer landede solidt i vandet, som måtte være iskoldt og beskidt. Melody ville have sat stor pris på sådan et par sarte sko, og hun ville have været klog nok til ikke at tage dem på en dag som i dag. Hun mærkede et strejf af uro, da hun tænkte på sine døtre, der var på vej uptown og ville være nødt til at forcere de forræderiske gadehjørner. Hun tog en slurk af sin vin (den var okay, hverken mere eller mindre), tog sin telefon op af lommen og åbnede sin yndlingsapp, den, Nora kaldte Stalkerville. Hun trykkede på ‘find’ og ventede på, at kortet blev uploadet og viste de prikker, der repræsenterede hendes 16‑årige tvillinger. For Melody var det et rent mirakel, at et håndholdt apparat kunne gøre hende i stand til at spore, præcis hvor Nora og Louisa befandt sig, så længe de havde deres telefoner med sig. Og de var teenagere, så de havde altid deres telefoner med sig. Da kortet begyndte at dukke op, mærkede hun den velkendte, paniske hjertebanken, indtil de bittesmå, blå pulserende prikker og ordet 18
guldægget_3k.indd 18
15/06/16 14.08
‘Fundet!’ poppede op øverst på skærmen og viste, at pigerne var lige der, hvor de skulle være, nemlig på det kursus uptown, hvor de gik til ekstraundervisning som forberedelse til den afgangseksamen, der ville få afgørende betydning for deres collegeansøgninger. De havde været på kurset hver weekend i over en måned, og normalt fulgte Melody med hjemme fra sit køkkenbord og betragtede de blå prikker glide langsomt nordpå fra Grand Central efter hendes nøjagtige anvisninger: Fra banegården skulle de tage Madison Avenue-bussen til 59th Street, hvor de skulle stå af og gå vestpå mod kursuscenteret på 63rd lige ved Columbus Circle. De skulle ikke gå langs parken, men på sydsiden af gaden, hvor de ville komme forbi hele rækken af uniformerede dørmænd, der ville kunne høre dem råbe på hjælp, hvis de fik problemer. Det var strengt forbudt at gå ind i Central Park eller gå svinkeærinder. Melody holdt konstant deres frygt ved lige ved at fylde dem med historier om piger, der var blevet kidnappet eller bare var forsvundet, var blevet tvunget ind i prostitution eller myrdet og smidt i floden. “Nu er Upper West jo ikke ligefrem Calcutta,” plejede hendes mand, Walter, stilfærdigt at indvende. Men hun blev bange. Tanken om, at de vandrede rundt i byen uden at være mandsopdækket af hende, gav hende hjertebanken og fik hende til at svede i hænderne. De var våde nu. Da de alle tre var steget af toget på Grand Central her til morgen, havde hun næsten ikke kunnet få sig selv til at lade dem gå. Om lørdagen var banegården altid fuld af turister, der tjekkede guidebøger og telefoner og togtider og prøvede at finde The Whispering Gallery. Hun havde kysset dem farvel og kigget efter dem, indtil hun ikke længere kunne se deres baghoveder – et blondt, et brunt. De lignede ikke turister; der var intet tøvende over den måde, de bevægede sig igennem mængden på. De lignede nogle, der hørte til i byen, hvilket skræmte Melody. Hun ville have, de skulle høre til hos hende og aldrig blive ældre. De betroede hende ikke længere alle deres tanker og længsler og bekymringer; hun vidste ikke længere, hvad de tænkte og følte, som hun havde gjort engang. Melody vidste, at det var naturens orden, at hun skulle 19
guldægget_3k.indd 19
15/06/16 14.08
lade dem vokse op og give slip på dem. Hun ville have, de skulle være stærke og uafhængige og glade – først og fremmest ville hun have, de skulle være glade – men det gjorde hende svimmel, at hun ikke længere havde adgang til deres inderste følelser. Men selvom hun ikke kunne vide, hvordan de bevægede sig igennem verden, kunne hun i det mindste betragte dem bevæge sig igennem verden, lige dér i sin håndflade. Det kunne hun i det mindste. “Leo betaler jer aldrig tilbage,” havde Walter sagt, da hun var på vej ud ad døren. “Det er helt utænkeligt, I spilder jeres tid.” Selvom Melody var bange for, at han havde ret, var hun nødt til at tro på, at det ikke var tilfældet. De havde lånt en masse penge for at købe deres hus, en lillebitte, men historisk ejendom på en af de smukkeste gader i byen, hvorefter finanskrisen var sat ind og havde udhulet ejendomsværdien. Den variable rente på det realkreditlån, de i forvejen ikke havde råd til, var på vej opad. Uden friværdi kunne de ikke lægge lånet om. Den tid, hvor døtrene skulle på college, nærmede sig, og de havde nærmest intet i banken; hun havde sat sin lid til Guldægget. Melody så folk ude på gaden trække handsker og halstørklæder af, vende ansigtet mod solen. Hun mærkede et lille strejf af tilfredshed ved tanken om, at hun kunne tilbringe hele eftermiddagen indenfor, hvis hun ville. Melody elskede først og fremmest baren på Hyatt, fordi hun kunne komme derind igennem en lidet befolket, anonymt udseende passage, som forbandt hotellet med Grand Central. Når det blev frokosttid, kunne hun gå tilbage til banegården igennem sin hemmelige gang og gå nedenunder til Oyster Bar. Hun kunne tilbringe mange timer i New York City uden at sætte sine fornuftigt bestøvlede ben på fortovet, hun kunne undgå at indånde Manhattans luft, som hun altid forestillede sig var massivt ladet med grå partikler. Dengang hun og Walter kortvarigt havde boet på Upper (Upper) Manhattan, dengang tvillingerne blev født, havde hun ført en indædt, men håbløs krig mod byens sod. Uanset hvor mange gange hun tørrede panelerne over med en fugtig klud, dukkede de sorte prikker op igen, ofte efter 20
guldægget_3k.indd 20
15/06/16 14.08
få timer. Smudset foruroligede hende, fordi man ikke kunne se, hvor det kom fra. Det føltes som en fysisk manifestation af byens forfald, alle de myldrende masser, der blev slidt ned til smudsigt, gråt vinduesstøv. Hun fik øje på en kvinde i den anden ende af lokalet, der sad med et vinglas, og det varede et øjeblik, før hun genkendte sit eget spejlbillede. Hendes hår var lysere end normalt, hun havde valgt en lysere farve hos materialisten og håbede, at farven ville mildne indtrykket af den lange næse og markerede hage, som hun og hendes søster, Beatrice, havde arvet fra deres fars New England-forfædre. De træk, der fungerede på Bea (Leo plejede at kalde hende Madam X efter Sargent-portrættet), fik på en eller anden måde bare Melody til at se stramtandet ud. Hun var især irriteret over sit ansigt omkring halloween. Et år, hvor pigerne var små, og de havde været ude for at købe kostumer, havde Nora peget på en reklame med en heks – ikke en af de overdrevet grimme af slagsen, ingen vorter eller grøn teint eller rådne tænder, men dog stadig en heks – der stod bøjet over en dampende heksekedel, og havde sagt: “Se! Det er mor!” Melody tog regningen op fra bordet og rakte tjeneren den sammen med et kreditkort. Han betaler jer aldrig tilbage, havde Walt sagt. Jojo, det gør han, tænkte Melody. Det kunne simpelthen ikke passe, at Leos dumhed og udskejelser én aften skulle ødelægge hendes døtres fremtid – ikke når de havde arbejdet så hårdt, ikke når hun havde presset dem til at tænke stort. De skulle ikke på et statsligt college. Melody så på kortet på sin telefon igen. Der var også en anden grund til, at hun elskede de blå prikker med de pulserende bølger; de mindede hende om den allerførste scanning, hvor hun og Walt havde set to hjerteslag, to uformelige, grålige skygger, der bankede i hver sin rytme dybt inde i hendes bækken. “To for samme pris,” havde den muntre ultralydsmedarbejder sagt til dem. Walt havde grebet hendes hånd, og de havde begge to stirret på skærmen og set på hinanden og smilet henrykt som 21
guldægget_3k.indd 21
15/06/16 14.08
de troskyldige tumper, de var. Hun kunne huske, at hun i netop det øjeblik havde tænkt: Det bliver aldrig bedre end det her. Og på en vis måde havde hun haft ret; allerede dengang havde hun vidst, at det ville være slut med at føle sig som en fuldkommen kompetent og stærk beskytter, i samme øjeblik hun havde presset de sårbare, bankende hjerter ud i verden. Nu kom tjeneren hen imod hende med et bekymret udtryk. Hun sukkede og åbnede sin tegnebog igen. “Jeg beklager, ma’am,” sagde han og rakte hende det VISA-kort, hun havde håbet, der stadigvæk var lidt mere på, “men kortet blev afvist.” “Det gør ikke noget,” sagde Melody og gravede det hemmelige kort frem, som hun havde aktiveret uden at sige det til Walt; han ville gå amok, hvis han vidste det. Ligesom han ville gå amok, hvis han fandt ud af, at selvom eksamensforberedelseskurset i byen var billigere end den privatlærer, hun havde villet hyre, så var det stadig dobbelt så dyrt, som hun havde sagt, hvilket var grunden til, at hun havde brug for det ekstra kort. “Det var også det her, jeg ville have givet dig.” Hun så tjeneren gå tilbage til sin kasse og køre kortet igennem, mens de begge holdt vejret og først åndede ud, da maskinen spyttede en kvittering ud. “Jeg kan godt lide vores liv,” havde Walt sagt til hende om morgenen og trukket hende ind til sig. “Jeg kan godt lide dig. Kan du ikke … bare en gang imellem … lade, som om du også godt kan lide mig?” Han havde smilet, da han sagde det, men hun vidste, at han somme tider blev bekymret. Så havde hun trykket sig ind mod hans betryggende vom, indåndet hans beroligende duft – sæbe og nyvasket skjorte og spearminttyggegummi. Hun havde lukket øjnene og set Nora og Louisa for sig, slanke og yndige, klædt i satinkapper og matchende hatte på et torv omgivet af træer i en charmerende New England-by, mens morgensolen lyste på deres ivrige ansigter, og fremtiden foldede sig ud foran dem som en bølgende rulle silke. De var så kvikke og smukke og oprigtige og søde. Hun ville have, at de skulle have alt – de chancer, hun aldrig selv havde fået, de muligheder, hun havde stillet dem i udsigt. 22
guldægget_3k.indd 22
15/06/16 14.08
“Jeg kan godt lide dig, Walter,” havde hun mumlet ind mod hans skulder. “Jeg kan virkelig godt lide dig. Det er mig selv, jeg hader.” *** I den modsatte ende af Grand Central, oppe ad en tæppebelagt trappe og bag et par tykke glasdøre, på hvilke der stod ‘CAMPBELL APARTMENT’, sendte Jack Plumb sin drink tilbage, fordi han ikke mente, at mynten var blevet ordentligt kværnet. “Den er bare blevet kastet derned, som om den var en del af pynten i stedet for en ingrediens,” sagde han til den kvindelige tjener. Jack sad sammen med sin partner igennem to årtier og lovformelige ægtemand igennem næsten syv uger. Han var sikker på, at de andre søskende ikke kendte dette sted, som havde været kontor for en eller anden finansfyrste i 1920’erne og nu var blevet restaureret og iscenesat som en cocktailbar i luksusklassen. Beatrice kendte det måske, men det var ikke noget for hende. For konservativt. For dyrt. Der var dresscode. Til tider kunne baren være irriterende fuld af pendlere, men dem var der gudskelov ikke mange af denne lørdag eftermiddag. “Version 2.0,” sagde Walker, da tjeneren stillede den nylavede drink foran Jack. Jack smagte på den. “Den er i orden,” sagde han. “Beklager ulejligheden,” sagde Walker til tjeneren. “Ja,” sagde Jack, da hun gik igen, lavmælt, men højt nok til, at Walker kunne høre det, “beklager dybt, at du blev nødt til at gøre dit arbejde.” “Hun serverer bare drinksene. Det er ikke hende, der laver dem.” Walker bevarede et jovialt tonefald. Jack havde en af sine besværlige dage. “Hvorfor tager du ikke en dejlig stor slurk af din drink og prøver at slappe af ?” Jack tog en stilk mynte fra sit glas og tyggede på den et øjeblik. “Gud ved, om det egentlig nogensinde hjælper nogen at få at vide, de skal slappe af ?” sagde han. “Det er ligesom at sige ‘træk vejret’ 23
guldægget_3k.indd 23
15/06/16 14.08
til en, der hyperventilerer, eller ‘synk’ til en, der er ved at blive kvalt i noget. Det er en fuldstændig ubrugelig formaning.” “Jeg formanede dig ikke. Jeg kom bare med et forslag.” “Det er ligesom at sige: ‘Du må tænke på alt andet end en lyserød elefant.’” “Den er feset ind,” sagde Walker. “Hvad med, at jeg slapper af, og du gør, hvad du har lyst til?” “Tak.” “Jeg tager gerne med til den frokost, hvis det kan hjælpe.” “Det har du sagt. Tusinde gange.” Det var ondskabsfuldt og meningsløst at prøve at provokere Walker, men Jack prøvede alligevel, for han vidste, at hvis han snerrede ad Walker, ville han momentant få afløb for den voksende vrede dybt i hans væsen. Og han havde overvejet at invitere Walker med til frokosten. Hans familie foretrak alligevel at være sammen med Walker frem for ham, hvem gjorde ikke det? Walker med den rungende latter og det venlige ansigt og den aldrig svigtende jovialitet. Han var ligesom julemanden, bare glatbarberet, antydningsvist slankere og bøsse. Men Jack ville ikke invitere Walker med, fordi han endnu ikke havde fortalt sine søskende om brylluppet i begyndelsen af september, det bryllup, som de ikke var blevet inviteret med til, fordi Jack ville have, at det skulle være den perfekte dag, og for ham var perfekt ensbetydende med at være fri for Plumb-familien. Han gad ikke lytte til Beas bekymringer angående Leos ulykke eller høre Melodys klodsede mand fortælle alle og enhver, at han hed Walter, ikke Walker. (At Jack og Melody havde fundet sammen med en mand med næsten samme navn, var noget, der stadig nagede dem begge to, selv her mange år efter). “Jeg er ked af, at jeg snerrede ad dig,” sagde Jack. Walker trak på skuldrene. “Det gør ikke noget, skat.” “Jeg er ked af, at jeg er sådan et røvhul.” Jack drejede hovedet, lyttede efter et foruroligende, men tilfredsstillende lille knæk, der var dukket op for nylig. Hold kæft, han var ved at blive gammel. Seks år til 50, og hvem vidste, hvilke nye skrækscenarier det 24
guldægget_3k.indd 24
15/06/16 14.08
årti havde i baghånden til hans slanke, men slappere fysik, hans allerede flossede hukommelse, hans alarmerende tynde hår. Han sendte Walker et mat smil. “Mit humør bliver bedre, når frokosten er overstået.” “Uanset hvad der sker til frokosten, så skal vi nok klare den. Det skal nok gå alt sammen.” Jack sank dybere ned i læderlænestolen og gav sig til at knække fingre på begge hænder, en lyd, som han vidste, Walker hadede. Selvfølgelig troede Walker, at det nok skulle gå alt sammen. Walker vidste ikke noget om Jacks økonomiske vanskeligheder (endnu en grund til, at Jack ikke ville have ham med til frokosten. Der kunne jo opstå en lejlighed til at fortælle Leo, præcis hvor meget den lille eskapade på Long Islands sideveje havde kostet ham). Deres pensionsopsparing var blevet hårdt ramt i 2008. De boede i den samme lejelejlighed på West Street, som de havde gjort i alle de år, de havde været sammen. Jacks lille antikvitetsforretning i West Village havde aldrig givet det helt store overskud, men i de senere år havde han følt sig heldig, når den ikke gav underskud. Walker var advokat med sin egen lille praksis og havde altid været hovedforsørgeren i deres forhold. Deres eneste solide investering var et beskedent, men højt elsket sommerhus på North Fork, som Jack i al hemmelighed havde belånt. Han havde regnet med Guldægget, ikke bare fordi han skulle bruge det til at betale huslånet ud igen, men fordi det var det eneste, han kunne tilbyde Walker som bidrag til deres fremtid. Han troede ikke et sekund på, at Leo ikke havde flere penge. Og han var også ligeglad. Han ville bare have det, Leo skyldte ham. Jack og Leo var brødre, men de var ikke venner. De talte sjældent sammen. Walker pressede nogle gange på (“familie er familie”), men Jack havde arbejdet hårdt på at distancere sig fra familien Plumb, især Leo. Når Jack var sammen med Leo, følte han sig som en lidt ringere udgave af sin storebror. Han var hverken lige så begavet, spændende eller succesfuld. Sådan havde det været siden high school. I begyndelsen af det første år havde nogle af Leos venner 25
guldægget_3k.indd 25
15/06/16 14.08
døbt ham Leo Light, og det fornedrende navn hang ved, selv da Leo havde forladt skolen. Da Jack gik på første år på college, var han stødt ind i en fra sin barndomsby, der uden at tænke over det havde hilst på ham med ordene: “Hey, Light. Hvordan går det?” Jack havde været lige ved at stikke ham en flad. Døren til baren gik op, og en gruppe turister masede sig ind sammen med et vindpust, der var alt for koldt til oktober. En af kvinderne viste sine pladdervåde sko frem, en billig ballerina i en tarvelig rød farve. “Den er fuldstændig ødelagt,” sagde hun til de andre. “Der er ikke noget, der er så skidt …” sagde Jack til Walker med et nik hen mod skoen. “Du må nok hellere være der til tiden.” Walker løftede håndleddet og pegede på det armbåndsur, han havde fået i bryllupsgave af Jack, et sjældent Cartier-ur fra 40’erne i perfekt stand. Det havde kostet en mindre formue, hvilket Walker ikke havde nogen anelse om. Det var endnu en ting, Jack hadede ved Leos forpulede rod: at han ikke længere kunne lade være med i tankerne at sætte et enormt, neonfarvet prisskilt på alt, hvad de ejede, og ærgre sig over hver eneste ting, de havde købt i løbet af det sidste år, de sidste mange år, inklusive de ikke uvæsentlige udgifter til deres ellers idylliske bryllup. “Jeg elsker det ur,” sagde Walker, og ømheden i hans stemme gav Jack lyst til at smadre sit glas ind i murstensvæggen overfor. Han kunne næsten mærke den søde lettelse, der ville strømme igennem ham, når krystallet gik i tusinde millioner stykker. I stedet rejste han sig og satte glasset hårdt ned på bordet. “Nu må du ikke lade dem ødelægge dit humør,” sagde Walker og lagde en beroligende hånd på hans arm. “Bare lyt til, hvad Leo har tænkt sig at sige, så snakker vi sammen bagefter.” “Det er forstået.” Jack knappede sin frakke og gik ned ad trapperne og ud ad døren til Vanderbilt Avenue. Han havde brug for lidt frisk luft inden frokosten, måske ville han gå en tur rundt om blokken. Mens han masede sig gennem de sløve weekendskarer, hørte han nogen kalde på ham. Han vendte sig om, og der gik et 26
guldægget_3k.indd 26
15/06/16 14.08
øjeblik, før han genkendte kvinden med baskerhuen og det hektiske grin over et pink og orange tørklæde, der vinkede og råbte hans navn. Han stod stille og så hende nærme sig, og meget mod sin vilje kunne han ikke lade være med at smile. Beatrice. *** Beatrice Plumb var stamgæst på Murphy’s, en af de mange pendlerpubber langs 43rd Street, der lå vinkelret på Grand Central Station. Bea havde et venskabeligt forhold til ejeren, Garrie, en af Tucks gamle venner fra Irland. Tuck havde godt kunnet lide Garries måde at servere en pint på, og at han, når der ikke skete noget i baren, gav sig til at synge med sin lyse og pibende tenor – ikke de sædvanlige turistslagere, ‘Danny Boy’ og ‘No, Nay, Never’, men melodier fra hans eget repertoire af irske modstandssange: ‘Come Out Ye Black and Tans’ og ‘Ballad of Ballinamore’. Garrie havde været en af de første, der besøgte Bea, da Tuck var død. Han havde taget en lille flaske Jameson op af jakkelommen og skænket et glas til dem begge. “Skål for Tuck,” havde han sagt alvorligt. “May the road rise up to meet him.” Nu og da, når lyset faldt rigtigt, syntes Bea, at Garrie var en flot mand. En gang imellem havde hun tænkt på, om han var lidt forelsket i hende, men hun havde ikke lyst til at bore i det – han var for tæt på Tuck. “Du er tidligt på den i dag,” sagde Garrie, da hun dukkede op lidt før klokken 12. “Familiefrokost,” sagde hun. “Jeg tager en kaffe med et skvæt whisky i.” Garrie skruede låget af en flaske Jameson og hældte en ordentlig sjat ned i et krus, før kaffen kom i. Solen stod lavt og skinnede så klart på den skyfri himmel, at den blændede Bea, da hun satte sig på sin yndlingsplads ved siden af det lille vindue ud mod gaden. Hun rejste sig og flyttede den vakkelvorne barstol ind i skyggen og væk fra døren. Det føltes mere som januar end oktober. Lokalet lugtede af kakkelovn og snavset gulvmoppe og øl. “En gudeduft,” som Tuck plejede at sige. Der var ikke noget, han 27
guldægget_3k.indd 27
15/06/16 14.08
holdt mere af end en sparsomt oplyst bar på en solrig eftermiddag. Jukeboxen gik i gang, og Rosemary Clooney og Bing Crosby sang ‘Baby, It’s Cold Outside’. Bea og Garrie udvekslede et indforstået smil. Folk var så betryggende fantasiforladte. Bea glædede sig til at se Leo, men hun var også nervøs. Hun havde ringet til ham mange gange, mens han var på afvænning, men han havde ikke besvaret nogen af hendes opkald. Han var formentlig rasende på dem alle sammen. Gad vide, hvordan han så ud. Sidste gang hun havde set ham, den nat på hospitalet, havde de været i færd med at sy hans flængede hage sammen, og han havde set bleg og skrækslagen ud. I månederne op til ulykken havde han også set forfærdelig ud: oppustet og træt og ildevarslende rastløs. Bea var bekymret for, om frokosten i dag ville ende i en konfrontation. Jack og Melody var i stigende grad ved at gå op i limningen på grund af Guldægget, og hun gik ud fra, at de begge havde planer om at gøre gældende, hvor meget de hver især havde behov for pengene. Men Beas vigtigste bekymring var ikke, hvad Leo kunne gøre for hende. I dag ville hun bare have sine sædvanligvis ubehagelige søskende til at være nogenlunde behagelige, om så bare for en eftermiddag, så de i det mindste kunne få Leo til at … ja, hun vidste ikke helt hvad. Få stablet en eller anden plan på benene, der indtil videre kunne formilde Jack og Melody og give Leo så meget pusterum, at han ikke lukkede fuldstændig af … eller flygtede. Hun kunne mærke whiskyen løsne lemmerne og tage toppen af nerverne. Hun løftede sin taske op fra barstolens ryglæn. Alene vægten af den gav hende et lille velbehageligt gys. Bea var forfatter. (Havde været forfatter? Var en forfatter, der var holdt op med at skrive – lige indtil for nylig? Hun vidste aldrig, hvad hun skulle kalde sig). En gang imellem – for tiden var det ikke så ofte – men en gang imellem var der en eller anden på det litterære magasin, hvor hun arbejdede, der genkendte hendes navn. Beatrice Plumb? Altså forfatteren? lød det optimistisk som indledning på samtalen. Nu kendte hun forløbet, det fornøjede glimt af genkendelse, derpå den forvirrede panderynken, når vedkommende prøvede at komme 28
guldægget_3k.indd 28
15/06/16 14.08
i tanker om, hvad hun havde skrevet for nylig, hvad hun havde skrevet ud over de noveller fra for længe siden. Hun havde et årtis øvelse og vidste, hvordan hun tacklede det uundgåelige. Hun havde en håndfuld afledende og afsluttende svar om sin længe ventede roman på rede hånd: en godt brugt, selvironisk joke om at skrive for langsomt; hvis hun skulle fordele sit forskud over de år, der var gået, ville timelønnen kunne tælles i half-pennies; en påstået overtroisk uvilje mod at tale om ufærdigt arbejde; en munter irritation over sin evige perfektionisme. Hun trak en mappe af mørkebrunt læder op af sin store lærredstaske, en mappe, som Leo havde fået øje på, da han dryssede rundt på Portobello Market i London for mange år siden, dengang hun gik på college og var begyndt at skrive for alvor. Han havde givet hende den i fødselsdagsgave. Den var fra begyndelsen af 1900‑tallet, var på størrelse med en stor notesbog og lignede med sin lille hank og sine læderstropper en lillebitte attachétaske, noget, man kunne være gået rundt med i Wien omkring forrige århundredskifte. Hun var blevet begejstret for den og havde tænkt på den som sin lykketaske, indtil hun tilsyneladende var løbet tør for lykke. For nogle uger siden havde hun fundet tasken på øverste hylde i et skab og havde taget den med ned til sin lokale skomager for at få en af stropperne repareret. De havde renset og pudset læderet, og tasken så næsten ny ud, blot med den helt rette patina af alder og brug, som om den i årevis havde givet vellykkede manuskripter tag over hovedet. Hun åbnede stropperne og flappen og tog om den bunke papirer, der var oversået med hendes runde håndskrift. Bea havde skrevet mere i løbet af de sidste par måneder, end hun havde gjort i flere år. Og det var virkelig godt, det, hun skrev. Og hun følte sig elendigt tilpas. For mange år siden, da hun lige var blevet færdig med sin kandidatgrad, havde Leo overtalt hende til at arbejde sammen med ham på et magasin, han havde været med til at lancere, dengang det at 29
guldægget_3k.indd 29
15/06/16 14.08
lancere et magasin ikke var det rene vanvid. SpeakEasy var skarpt og respektløst nok til at være lettere skandaleombrust og blev derfor straks en succes i New Yorks lukkede medieverden, det vil sige netop den kreds af mennesker, som magasinet konstant og uden omsvøb hånede. Leo skrev en klumme hver måned, medienyheder peppet op med slibrig sladder, der gjorde tykt grin med byens gamle garde, blandt hvilken det vrimlede med nedarvede formuer, og hvor nepotisme og absurd indspisthed florerede. Klummen gav ham en vis berømmelse og gjorde ham temmelig upopulær. Magasinet gik konkurs efter et par år, men næsten alle de oprindelige ansatte var rykket videre til større medier eller havde fået udgivet en bestseller eller var optaget af tilsvarende højt respekteret litterært arbejde. I lang tid havde Leo været den største succeshistorie. Han havde samlet en flok af de yngre ansatte og lanceret en onlineudgave af SpeakEasy hjemme fra sin minimale lejlighed. Han bevarede den spydige tone og udvidede jagtmarken til at omfatte alle de mennesker og brancher, han havde et horn i siden på, og foretagendet voksede fra ét site til 17 på bare 15 måneder. Efter tre år solgte Leo og hans partner deres lillebitte imperium til en mediekoncern for en mindre formue. Bea savnede stadig den første tid på SpeakEasy. Det havde føltes som en sommerlejr, hvor alle børnene var højrøstede, kvikke og skægge og forstod ens vittigheder og kunne drikke uden at brække sig. Dengang var det Leo, der havde presset hende til at gøre de tidlige noveller færdige. Det var Leo, der havde siddet oppe om natten for at dissekere hendes noveller afsnit for afsnit, så det hele blev bedre og strammere og sjovere. Det var Leo, der havde givet hendes første novelle videre til SpeakEasys fiktionsredaktør Paul Underwood (hendes nuværende chef), så den blev den første i serien ‘New Yorks nyeste stemmer: Dem, du bør læse’. Det var Leo, der havde sat hende på forsiden af magasinet (med den meget SpeakEasy-agtige billedtekst: “Vores yndlingsnovelle er skrevet af chefredaktørens søster, get over it.”). Det billede af Bea dukkede stadig op, når der en gang imellem blev skrevet en husker-du-artikel 30
guldægget_3k.indd 30
15/06/16 14.08
om SpeakEasy (“Hvad blev der af …?”) eller om den gruppe unge kvindelige forfattere, inklusive Bea, som en eller anden journalist havde givet den voldsomt irriterende fællesbetegnelse ‘The Glitterary Girls’. Billedet var blevet taget på Mott Street i Chinatown foran et vindue med fedtglinsende pekingænder på sølvkroge. Ænderne havde stadig hoveder og kiggede alle sammen i den samme retning. Bea var iført en knaldgul kjole med et bølgende skørt og stod med en grøn lakparasol dekoreret med bittesmå pink og hvide pæoner over den ene skulder. De lange fletninger, hun stadig havde, var kastanjebrune dengang og sat op i nakken. Sænket hage, lukkede øjne, profilen badet i augustsolen en sen eftermiddag – hun lignede en moderne illustration af Mariæ bebudelse. Billedet var blevet brugt på bagflappen af hendes første (eneste) bog. I årevis havde den grønne parasol hængt ned fra loftet over hendes seng. Hun havde stadig den gule kjole et sted. Hun gjorde tegn til Garrie, og han kom over og fyldte kaffekoppen op og stillede flasken med Jameson ved siden af. Hun så ham kaste et blik på hendes noter og skynde sig at kigge væk. Han havde hørt hende jamre over sin ikkeeksisterende roman over for Tuck i årevis og vidste derfor, at han ikke skulle spørge til hendes arbejde, hvilket om muligt fik hende til at føle sig endnu mere ynkelig. Leo havde elsket – og udgivet – hendes første novelle, fordi den handlede om ham. Den person, hun kaldte Archie, var en nødtørftigt camoufleret udgave af den unge Leo, en sjov, selvoptaget, bidende skarp don juan. The Paris Review havde udgivet den næste novelle om Archie. Den tredje var udkommet i The New Yorker. Så havde hun scoret en agent – Leos veninde Stephanie, der også var nybegynder, og som sikrede hende en kontrakt på to bøger med så stort et forskud, at Bea blev svimmel og måtte sætte sig ned på Stephanies kontor og trække vejret ned i en papirspose. Hendes novellesamling (hvis højdepunkter ifølge et enigt anmelderkorps var de tre historier om Archie – “lifligt spydige”, “skarpe og hysterisk underholdende”, “uanset om man ender med at holde med 31
guldægget_3k.indd 31
15/06/16 14.08
Archie eller ej, så er det umuligt at modstå hans anløbne charme”) solgte stille og roligt. “Det er helt fint,” havde Stephanie sagt dengang. “Den skal bare bane vejen for romanen.” Bea spekulerede på, om Stephanie og Leo stadig havde kontakt, om Stephanie vidste, hvad der foregik. Bea havde ikke set Stephanie siden for over et år siden, hvor de havde haft et akavet frokostmøde downtown. “Lad os mødes et stille sted,” havde Stephanie skrevet på mail og varslet en vanskelig, men ikke overraskende samtale om Beas vældig forsinkede, absurd overgennemarbejdede roman. “Jeg kan se, hvor meget arbejde der er blevet lagt i det her udkast,” havde Stephanie sagt (hvilket var venligt – de vidste begge to, at det var længe siden, der var blevet lagt ret meget arbejde i det). “Og selvom der er rigtig meget, jeg godt kan lide …” “Åh gud.” Bea kunne ikke klare, at hun skulle høre den kliché, hun selv havde brugt så mange gange, når hun ikke kunne finde på andet at sige om nogens prosa. “Please, lad være med at fortælle mig, at der er meget, du kan godt lide … Please. Bare sig, hvad du har på hjerte.” “Du har ret. Undskyld.” Stephanie så frustreret og næsten vred ud. Hun så også ældre ud, bemærkede Bea overrasket, men det gjorde de vel begge. Stephanie havde siddet og dimset med et brev sukker, revet lidt af det ene hjørne, bukket hjørnet ned og lagt sukkeret fra sig på underkoppen. “Okay, nu skal du høre. Alt det, som jeg godt kunne lide ved dine noveller, deres vid og opfindsomhed, den måde, de overraskede på – alt det, der fungerede på de sider …” Stephanie holdt atter inde, og nu så hun bare forvirret ud. “Det kan jeg bare ikke finde på nogen af de nye sider.” Derfra var samtalen gået støt ned ad bakke. “Slår du op med mig?” havde Bea til sidst sagt i et forsøg på at være morsom og sætte stemningen lidt i vejret. “Ja,” havde Stephanie sagt; hun ville gerne have klare linjer om deres forhold. “Jeg beklager meget, men ja.” “Jeg vil have, at romanen skal være stor,” havde hun sagt til 32
guldægget_3k.indd 32
15/06/16 14.08
Stephanie og Leo den aften, de havde fejret hendes bogkontrakt, en lang, spruttåget aften, dengang hendes livsmod var så uspoleret, at hun som en vejrfront kunne ændre atmosfæren i et lokale, når hun bevægede sig igennem det. “Det er mit job,” havde Stephanie sagt. “Du skal bare skrive den.” “Jeg taler om formatet. Jeg vil have, den skal være episk. Nødvendig. Jeg vil gerne lege lidt, eksperimentere med struktur.” Bea vinkede til deres tjener og bestilte endnu en flaske champagne. Leo tændte en cigar. “Det kan være fint at eksperimentere,” sagde Stephanie prøvende. Bea var meget fuld og meget lykkelig, og hun havde lænet sig tilbage mod det polstrede ryglæn og smækket benene op på en stol og taget Leos cigar og blæst tre røgringe og set dem svæve op mod loftet, mens hun hostede lidt. “Men ikke mere Archie,” havde Leo pludselig sagt. “Vi sender Archie på pension, ikke?” Det var kommet bag på Bea. Hun havde ikke planlagt flere Archie-historier, men hun havde heller ikke tænkt sig, at de skulle på pension. Hun kiggede tværs over bordet på Leo, rømmede sig og prøvede at fokusere igennem røgen og champagnen og de bittesmå skefulde coke på badeværelset for nogle timer siden og tænkte: Ja. Hvordan var det, bibelteksten lød? Da jeg var barn, talte jeg som et barn … Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige? “Jo,” hørte hun sig selv sige. “Ikke mere Archie.” Hun havde lydt meget beslutsom. “Godt,” havde han sagt. “Så spændende er du alligevel heller ikke.” Hun havde givet ham cigaren tilbage. “I hvert fald ikke længere,” havde Stephanie sagt, og Bea havde ladet, som om hun ikke havde set Stephanies fingre bevæge sig højere op ad Leos ben, indtil de forsvandt under stofdugen. Hvor mange sider havde hun skrevet siden dengang? Hvor mange havde hun kasseret? For mange til at dvæle ved det. Tusindvis. 33
guldægget_3k.indd 33
15/06/16 14.08
Romanen var ganske rigtigt blevet stor. 574 sider. Hun havde lyst til aldrig nogensinde at se på den igen. Hun hældte lidt mere Jameson op i sin kop, gad ikke bruge kaffe som alibi mere, og kiggede atter på de nye sider, som ingen havde set eller kendte til eksistensen af. Det var ikke en Archie-historie. Det var det ikke. Men den havde energi og bevægelse, den samme lethed i sproget, som var kommet så nemt til hende for alle de år siden og så åbenbart var forsvundet fra den ene dag til den anden, som om hun havde aflært en grundlæggende færdighed – at binde sine snørebånd eller køre på cykel eller knipse med fingrene – mens hun sov, og ikke kunne regne ud, hvordan hun skulle genvinde den. Stephanie havde ladet døren stå en lillebitte smule på klem ved deres sidste møde – “hvis du har noget nyt at vise mig,” havde hun sagt, “noget helt nyt, kan vi måske tales ved.” Men Bea var nødt til at vise siderne til Leo først. Formentlig. Måske. Måske ikke. “Hvornår skal vi læse om dit liv?” havde han sagt, lettere pirrelig, da hun havde udgivet den sidste Archie-historie, den, hvor hun var kommet lidt for tæt på hans mindre attraktive, mere rovdyragtige egenskaber. Tja, nu. Nu brugte hun sit liv. Hvordan skulle han vove at protestere? Leo stod i gæld til hende. Især efter den nat på hospitalet. Det, der var sket i juli, var også noget, der var sket for hende. Det var også hendes liv. *** Nora og Louisa kom gående langs Central Park West med hinanden i hånden, forpustede efter at have løbet de tre blokke fra kursuscenteret og stakåndede af forventning. “Nu sker det,” sagde Nora og klemte Louisas hånd. “Nu går det mod den visse død eller seksuelt slaveri eller begge dele.” Louisa lo, men hun var nervøs. At pjække fra eksamensforberedelsen var begyndt som en joke. “Vi kan også lade vores telefoner blive i skabet og bare smutte,” havde Louisa sagt til Nora efter en særligt anstrengende lektion. “Mor er den eneste, der går op i, om 34
guldægget_3k.indd 34
15/06/16 14.08
vi er her.” Louisa kunne se på udtrykket i Noras ansigt, at hun uforvarende havde sat noget uafvendeligt i gang. De hadede begge to kurset. Den lærer, der havde ansvar for deres gruppe, var nærmest på alder med dem selv og skrev aldrig ned, hvem der kom, eller huskede nogens navne eller så ud til at gå op i, hvem der gjorde hvad. “Her på dette kursus går vi ind for selvforvaltning,” havde hun sagt og lydt åndsfraværende og uinspireret, mens hun stirrede ud ad et vindue, der vendte ud mod Columbus Avenue, og lignede en, der havde allermest lyst til at springe ud ad det og gå hjem og holde weekend. “Man får det ud af det, som man selv lægger i det.” “Du er genial,” sagde Nora til Louisa. “Vi gør det!” “Det var en joke. Mor og far betaler for det her.” “Det står alt sammen i bogen!” Nora trak den enorme eksamensvejledning frem. “De har betalt for bogen. Læreren gør jo ikke andet end at læse noget højt og sætte os til at lave opgaver. Vi kan arbejde i toget og derhjemme. Det er ikke engang særlig svært. Der er et helt år, til vi skal lave collegeansøgninger. Vi går kun på tredje år.” Louisa var fristet, men nervøs. Hun var enig i, at timerne ikke gav meget, men hun havde dårlig samvittighed. Der var et eller andet på færde derhjemme, der havde med penge at gøre – der var altid noget på færde, der havde med penge at gøre, der var aldrig nok – men denne gang føltes det anderledes og muligvis mere alvorligt. Hendes forældre havde haft lange, ophidsede, hviskende samtaler, og aftenen forinden var de endda gået ud i den iskolde og snedækkede have for at tale færdig. Men hun vidste, at når Nora havde sat sig noget for, var det kun et spørgsmål om tid. “Tænk på, hvor smuk parken vil være i dag med sneen,” sagde Nora opfordrende, så snart de var uden for deres mors årvågne åsyn. “Sne i byen er noget flygtigt noget. Bemærk, at jeg brugte et eksamensforberedende ord. Kom nu. Det er lige dagen til det.” Ingen standsede dem, da de styrtede ud af bygningen via en sidedør og løb hen ad gaden i forventning om, at nogen ville råbe efter dem. De havde begravet deres mobiltelefoner dybt i et aflåst 35
guldægget_3k.indd 35
15/06/16 14.08
skab, i tilfælde af at deres mor tjekkede, hvor de var, på Stalkerville (og hun var deres mor, hun tjekkede altid, hvor de var). Louisa tøvede med at gå ind i Central Park. Hendes mors formaninger om de mørke stier, hvor det vrimlede med afskyelige mænd på jagt efter diffust foruroligende og farlige ting, havde faktisk skræmt hende. Men Nora ville finde en pølsevogn og karrusellen og Belvedere Castle og andre ting, de havde hørt om, men aldrig set. Hun havde downloadet og udskrevet et kort, før de tog hjemmefra. “Vi holder os til hovedstierne i dag,” sagde hun, foldede kortet ud og pegede på en prik, hvor der stod ‘Strawberry Fields Memorial’. “Lad os begynde der.” Leo Plumb var faret vild. Han færdedes ikke særligt meget i uptown, og det, han havde troet var en genvej igennem Central Park, havde ført ham ind i et område, han ikke kendte. Det hjalp heller ikke, at parken lignede et katastrofeområde efter snestormen. Sneen og isen, der havde lagt sig over efterårsløvet, havde tynget grenene ned og dermed ødelagt eller beskadiget utallige træer. Mange af parkens stier lignede baner til et forhindringsløb, glatte og fulde af nedfaldne grene. Der var en massiv oprydning i gang, man kunne høre motorsave overalt. Visse områder var afspærret med tape, så man måtte gå en stor omvej. Leo mistede fuldstændig orienteringen. Han kiggede op på himlen og prøvede at få øje på de karakteristiske spidser og gavle på Dakota-bygningen på parkens vestlige side og regne ud, hvor han var, men derfra, hvor han stod, kunne han kun se højere bygninger, han ikke kendte. Leo var ved at komme for sent til den aftale, han havde indgået den dag, han havde forladt afvænningsklinikken, en aftale om at møde sin gamle ven Rico ved Strawberry Fields Memorial. Han var nødt til at bevæge sig opad i terrænet. En gang havde han haft et trick til at finde ud af, hvor han var henne i parken, noget med numrene nederst på lygtepælene. Han gik hen til den nærmeste. Yes! I en lille metalplade nederst på stolpen var der indgraveret fire tal: 6107. Betød det, at han kun var 36
guldægget_3k.indd 36
15/06/16 14.08
ved 61st Street? Men betød 07 ikke også noget? Øst eller vest eller lige midtimellem? Fuck Olmsted og hans snoede stier, der skulle forestille at være landlige og give et indtryk af autenticitet. Han stak hænderne i lommen og begyndte at gå i den retning, som han mente måtte være vest. “Det er vel cool nok,” sagde Louisa og stirrede ned på den sorthvide mosaik på jorden med ordet IMAGINE i midten. Hun havde forestillet sig noget helt anderledes, måske noget med et billede af John Lennon. Eller jordbær. Eller marker. Nora stod og hoppede, fordi hun var oppe at køre, og fordi det var koldt. “Lad os gå ind i parken. Prøv at se. Der er masser af folk og familier. Bådudlejningen ligger lige nede ad den bakke til venstre.” Nora havde ret. Parken føltes overhovedet ikke farlig. Den føltes lys og levende. “Den er decideret sprudlende,” sagde Louisa og brugte dermed endnu et eksamensforberedende ord. “Du fører an.” Han skyndte sig så meget, han kunne for den film af is, der lå på stien, og kom endelig til en, han kunne kende. Nu kunne han se Dakota-bygningen. Stien var åbenbart lukket, afspærret med tape, og bag ved tapen svajede en enorm knækket gren på et gammelt elmetræ faretruende tæt på jorden. Han dukkede under tapen og begyndte at småløbe hen ad stien. Den var stejlere, end den så ud, og sålerne på hans dyre sko var papirtynde. Da han forsøgte at manøvrere sig rundt om nogle faldne grene, gled han på en lang, næsten usynlig frossen vandpyt, der knækkede under hans vægt, og før han kunne nå at få balancen, forsvandt benene under ham, og han landede på bagdelen. Temmelig ublidt. “Pis,” sagde han til en flok spurve, der kvidrede manisk i krattet på begge sider af stien. Leo blev liggende et øjeblik. Han svedte kraftigt, selvom hans arme og ben var iskolde. Over ham var den strålende blå himmel alt andet end vinterlig; det var en forårshimmel, tænkte han, en himmel fuld af løfter. Han fik næsten lyst til at lukke øjnene og glemme alt om sit møde. (Møde? kunne 37
guldægget_3k.indd 37
15/06/16 14.08
han høre sin afvænningsrådgivers stemme sige, hendes spottende tonefald, hendes sædvanlige fnys. Lad os sige det, som det er, Leo. Du skal købe stoffer). Da han satte sig op, hørte han noget røre på sig længere oppe ad stien. To teenagepiger kom gående rundt om hjørnet, på vej nedad. De havde stukket hovederne sammen, den ene var ivrig, talte hurtigt og gestikulerede, den anden rystede på hovedet og rynkede panden. Leo kunne godt lide den måde, pigerne lænede sig ind mod hinanden på, når de gik, næsten som om de var bundet sammen ved skulderen eller albuen. Den lyshårede kiggede op, så Leo sidde midt på den isede sti og stivnede. Leo smilede beroligende, gav et lille vink. “Forsigtig,” råbte han. “Man glider let hernede.” Den lyshårede så forskrækket ud og hev fat i sin veninde, som stirrede på Leo – var det noget, han forestillede sig? – som om hun kunne kende ham. De stirrede alle tre på hinanden et øjeblik. Så tog den lyshårede den mørkhåredes hånd, og begge piger vendte om og tog benene på nakken. “Hey,” råbte Leo. “Jeg kommer med fred!” Pigerne satte farten op, mens de holdt fast i hinandens arme for at holde balancen. Nora og Louisas første tanke var, at Melody havde arrangeret, at Leo på mystisk vis skulle dukke op, at hun havde plantet ham der for at sige: Hvad sagde jeg? Der kan I bare se, hvor mange farer der lurer i parken! Der kan I bare se, hvor heldige I er, at det er mig, der er jeres mor! De spurgte altid Melody ud om hendes søskende, de søskende, der boede i byen og virkede så spændende og eksotiske, især deres onkel Leo, som en gang imellem var afbildet i Sunday Styles-sektionen sammen med Victoria, deres glamourøse tante. (Louisa havde engang prøvet at kalde hende tante Victoria under en sjælden familiesammenkomst og kunne ikke afgøre, om kvinden havde haft lyst til at grine eller spytte på hende). Melody så altid forpint ud, når pigerne pegede på billederne; hendes ansigt 38
guldægget_3k.indd 38
15/06/16 14.08
formørkedes af en blanding af misbilligelse og skuffelse. Hendes udtryk gjorde pigerne så utilpasse, at de var holdt op med at nævne billederne og gemte dem i en tupperwareboks i deres fælles skab. Nogle gange udspurgte de deres far om Leo, men han ville ikke sige andet end: “Han har altid været venlig over for mig. Ikke rigtig noget familiemenneske.” Og her var han. Leo. Lå og baskede som en skildpadde, der var blevet vendt på ryggen. (“Han baskede ikke,” sagde Nora afvisende om Louisas forsøg på at beskrive det besynderlige øjeblik, da de senere var på vej hjem med toget. “Han prøvede at rejse sig. Det var glat.” Men Louisa lod sig, ligesom Melody, ikke rokke. Hun insisterede på, at Leo, der lige havde været på afvænning, ikke burde have befundet sig i parken. Det var meningen, at han skulle spise frokost med sine søskende!). På stiens højeste punkt standsede de og gemte sig bag et træ for at udspionere Leo. “Det er totalt ham,” sagde Louisa. “Skal vi sige noget til ham?” spurgte Nora. Louisa tøvede. Hun ville også gerne tale med Leo, men syntes, det var bedst at lade være. “Han siger det til mor,” sagde hun. Nora nikkede skuffet med sammenknebne læber. De stod begge to helt stille og trak næsten ikke vejret, mens de betragtede Leo i et par minutter. Han rejste sig og børstede sine bukser af. Han satte sig på en stor sten. “Hvad laver han?” hviskede Nora, mens Leo sad og stirrede op i himlen. Hun ville ønske, de var en almindelig familie. Hun ville ønske, hun kunne løbe ned ad stien og vinke, og at han ville smile og le, og at de kunne være sammen resten af dagen. I stedet stod de her og krøb sammen bag et træ. De vidste ikke i detaljer, hvorfor han var kommet på afvænning, men de vidste, at der var sket en eller anden alvorlig ulykke, og at der havde været stoffer involveret. “Hvem tager også sne i vore dage?” havde Louisa hørt sin mor sige til sin far en aften sidste sommer. “Måske skal han købe stoffer,” sagde Louisa og kiggede bekymret på Nora. “Hvorfor skulle han ellers være helt heroppe lige før frokosten?” 39
guldægget_3k.indd 39
15/06/16 14.08
Leo sukkede og kom på benene, mens han børstede kviste og jord af sine bukser. Han satte sig på en sten i nærheden og undersøgte sine håndflader, der havde fået nogle hudafskrabninger. Der var noget, der nagede ham, noget ved de piger. De var virkelig blevet forskrækkede ved synet af ham. Hans fald havde formentlig været uelegant, men han kunne ikke forestille sig, at det havde fået ham til at virke farlig. Hvorfor var de blevet så bange? Børn fik sikkert ikke lov at gå nogen steder i parken uden en af deres forældre i vore dage – ikke engang teenagere, ikke engang drenge. De piger var sikkert allerede ude at lede efter en politibetjent. For helvede, tænkte Leo. Hvad nu, hvis de rent faktisk var ude at lede efter en politibetjent? Hvad nu, hvis de troede, han var fuld, eller det, der var værre, og havde givet hans signalement til politiet, der måske allerede var ude at lede efter ham? Han måtte ikke blive taget med stoffer på sig. Hans advokat, hans fars fætter George, havde udtrykt sig helt utvetydigt angående det punkt: Hold næsen ren, indtil der er afsagt kendelse i skilsmissesagen. Ingen rejser. Ingen mistænkelige udgifter. Ingen ballade. Han rejste sig og gik i retning af trafikstøjen. På det højeste punkt på stien drejede han om et hjørne, og endelig vidste han, præcis hvor han var. Central Park West var lige fremme. Han kunne tage en taxa og køre direkte til Grand Central og komme i rette tid til frokosten. Hvis han drejede til højre, kunne han være ved Strawberry Fields inden for to-tre minutter. Han tøvede. Over ham lød en øresønderrivende skrigen. Han kiggede op og så tre enorme krager sidde på de nøgne grene på et af de få træer, hvis blade allerede var faldet af. De skræppede alle sammen på én gang, som skændtes de om, hvad hans næste træk skulle være. Lige under dem, inde i den tætte bevoksning neden for en tvedelt gren, lå en mudderbrun, filtret masse. En rede med æg. For helvede. Leo kiggede på sit ur og begyndte at gå.
guldægget_3k.indd 40
15/06/16 14.08