Andre titler af Lykke Friis:
’Den tyske magt’, 1994
’Den europæiske byggeplads’, 2001
’EU – fra fundament til konvent’, 2003
’Forfatningstraktaten. Europas Philadelphia?’ (med Peter Biering), 2005
’Østers på Kempinski – og andre europæiske fortællinger’, 2009
’Hund efter Tyskland. 25 år efter Berlinmurens fald’, 2014
’En kuffert i Berlin. Rejse i Angela Merkels Tyskland’, 2018
’Tårernes Europa’, 2022
Håbets Europa i 89 billeder
Copyright © 2019/2024 Lykke Friis og Gads Forlag
ISBN: 978-87-12-07852-4
2.udgave, 1. oplag
Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Sune Ehlers / River
Forlagsredaktion: Martin Gylling
Kort: Per Jørgensen
Forsidefoto: Lionel Cironneau/AP/Ritzau Scanpix
Bagsidefoto: AFP/Ritzau Scanpix
Fotos: Se billedtekster
Repro: Narayana Press
Tryk: PNB, Latvia
For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehave af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.
Every effort has been made to contact the copyright holder of each picture, and we apologize for any unintentional errors or omissions which will be paid for as if we had permission beforehand.
In Einzelfällen konnten die Rechteinhaber nicht ermittelt werden. Wir bitten sie um Kontaktaufnahme.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.gad.dk
Til Anker
”Håb er ikke en forudsigelse. Det er at sætte en kurs for ånden, at sætte en kurs for hjertet. Håb er en evne til at arbejde for noget, fordi det er godt, og ikke kun fordi der er mulighed for, at det kan lykkes […] Det er ikke overbevisningen om, at noget vil ende godt, men visheden om, at noget giver mening, uanset hvordan det ender”.
Václav Havel, 1990 –
”Optimismus ist Pflicht”.
Karl Popper, 1993
Forord af Uffe Ellemann-Jensen
Indledning. Europas stjernestund
Kapitel 1. Europa i 1989. Et absurd teaterstykke
Kapitel 2. Europa før 1989. Et bizart brætspil
Kapitel 3. 1989 i billeder. Fra amerikansk pauseknap til modvillig præsident i Prag
Kapitel 4. 1990 i billeder. Fra stranden i Lachet til Sloveniens uafhængighed
Kapitel 5. Europa efter 1989. Fra Berlin til Butja
Epilog: Hvad blev der egentlig af dem? 1989-aktørerne efter stjernestunden
Tidslinje over begivenheder i 1989-90
I fodsporene på 1989. Nyttige adresser til ’Håbets Europa’
Der er billeder og begivenheder, der brænder sig fast i bevidstheden. Derfor er det en rigtig god ide at samle de billeder, der tilsammen beskriver det mest begivenhedsrige år i Europas nyere historie – 1989. Og med Lykke Friis som en kyndig og engageret vejviser er vi i gode hænder.
For mig blev året det mest dramatiske i mine over 10 år som udenrigsminister. For i 1989 begyndte det gamle mønster omsider at bryde sammen for alvor. Jeg var vokset op i det delte Europa, under Den Kolde Krig, hvor Jerntæppet og Berlinmuren var synlige beviser på de ideologiske skillelinjer mellem øst og vest, mellem ufrihed og frihed. Det havde præget mit liv, og fyldt meget i mine år som udenrigsminister. Så jeg havde alle antenner ude, da vi tog hul på 1989.
Året startede med en sær blanding af håb og bekymring: I Polen indledtes rundbordsforhandlinger mellem det kommunistiske regime og oppositionen – fint! – men i Prag bankede politiet løs på fredelige demonstranter, samtidig med at udenrigsministrene fra de 35 medlemmer af CSCE (Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa) mødtes i Wien, få timers kørsel derfra. Vi skulle blandt andet drøfte frihedsrettigheder i det nye Europa, som vi anede nogle spæde konturer af. Der opstod en sær stemning, da vi fik nyhederne fra Prag. Var vi allerede tilbage i den gamle skure?
I løbet af efteråret 1989 begyndte det at stå klart, at det var vi ikke. I Polen blev Tadeusz Mazowiecki valgt som den første ikkekommunistiske regeringschef i det Øst- og Centraleuropa, som nu tydeligvis var under opløsning.
I Ungarn blev sovjetstjernen fjernet fra taget på parlamentsbygningen i Budapest, og folk strømmede til den prunkløse kirkegård ved
et fængsel i byens udkant, hvor man havde fået udpeget gravene med de henrettede ledere fra opstanden i 1956, blandt dem Imre Nagy og Pal Maleter. Jeg var i Budapest i de dage. Gravene med et væld af blomster og lys og bedende mennesker er et af de billeder, der sidder fast. Få dage efter fik Imre Nagy en stor genbegravelse fra Heltenes Plads.
Ungarn var allerede måneden før begyndt at nedbryde Jerntæppet rent bogstaveligt: Udenrigsminister Gyula Horn drog ud til de pigtrådshegn, der markerede Jerntæppet mod nabolandet Østrig, og sammen med sin østrigske kollega klippede han hul i hegnet. Jeg har et stykke af den pigtråd, de klippede bort, hængende på væggen.
Endnu et billede.
Østtyskere, der ønskede at komme uden om Muren for at søge til Vesttyskland, benyttede sig straks af den nye mulighed på grænsen mellem Ungarn og Østrig. Presset på Muren voksede, og da det stod klart, at Sovjetunionen ikke ville støtte det østtyske regime, hvis det slog ned på det voksende antal demonstranter, faldt Muren. I praksis skete det, da der den 9. november blev givet lidt uklare meldinger fra regimets talsmand, som førte til, at tusinder af østtyskere gik gennem grænseovergangene og ind i det forjættede land i Vestberlin, hvor der udviklede sig en kæmpefest for friheden. Billeder!
Året efter blev de to Tysklande forenet.
Slutningen af 1989 blev dramatisk: I Prag var politiet igen på gaden for at slå løs på demonstranter, men måtte hurtigt give op. Det samme gjorde regimet, og vi så Václav Havel og Alexander Dubček sammen træde ud på en balkon ved Wenzelspladsen. Der blev forhandlet en ny ledelse af landet på plads, med Havel som præsident.
Jeg fulgte de dramatiske timer fra det polske udenrigsministeriums gæstebolig i Warszawa. Sent på natten kunne min nye polske kollega fortælle, at nu var spændingen udløst i Prag. Og få dage efter blev min gamle ven og journalistkollega Jiri Dienstbier, der efter en række år i politisk fængsel nu arbejdede som varmemester i en fabrik i Prag,
bytte sine overalls ud med jakke og slips, da han blev ny udenrigsminister.
I Bulgarien blev den mangeårige kommunistiske diktator Todor Zhivkov smidt på porten, mens det gik mere dramatisk for sig i nabolandet Rumænien. Der var skyderier og gadekampe, og det endte med, at diktatorparret Ceauşescu blev henrettet, næsten for åben tvskærm.
Sovjetunionen eksisterede stadig, men dens dage var talte. De baltiske lande var stadig besat, og deres forsøg på at blive frie mødte ikke den helt store interesse eller forståelse i de store lande: ”Don’t rock the boat!” lød det – med henvisning til, at man ikke ønskede at skabe problemer for Gorbatjov, som havde tilladt den udvikling i løbet af 1989, som ændrede Europakortet så afgørende. Men det skulle også ændre sig i løbet af den tid, der fulgte. Kun to år efter Murens fald var de baltiske lande frie, og Sovjetunionen i opløsning.
Årsskiftet 1989/1990 blev fejret med en gigantisk folkefest ved
Brandenburger Tor i Berlin. Masser af mennesker kravlede op på den forhadte Mur, som de var begyndt at hugge i småstykker, og i et orgie af champagne og fyrværkeri fejredes årsskiftet og afslutningen på det magiske år 1989.
Netop dét billede – af fyrværkeriet over Brandenburger Tor – sidder særlig fast i min erindring, om end i en lidt skæv vinkel.
Mellem jul og nytår blev jeg indlagt på Rigshospitalet i København for at gennemgå en lidt vanskelig operation for en diskusprolaps i halsen. De mange timer i mødelokaler og små fly havde sat sig deres spor. Under operationen brækkede to halshvirvler, og jeg blev derfor udstyret med skruer i panden, så nogle tunge lodder kunne holde hovedet ubevægeligt. De søde sygeplejersker havde anbragt et spejl på skrå over mit hoved, så jeg kunne holde øje med nattehimlen over København og nytårsfyrværkeriet.
De rullede et fjernsyn hen til spejlet, da klokken nærmere sig midnat, så jeg kunne følge billederne fra Brandenburger Tor. Og et glas
champagne med et sugerør sørgede for, at jeg fik et par dråber at skåle med. Så der lå jeg og så 1989 rinde ud. Jeg kneb en lille tåre – for tænk at have haft den lykke at opleve 1989, og oveni købet set med egne øjne, at det var gået godt – og at det nu åbnede vældige muligheder for, hvordan verden kunne udvikle sig til noget bedre.
For det var jo den gave, 1989 efterlod os: At verden fra nu af kunne få lov til at udvikle sig i den retning, vi havde sat os som ideal for efterkrigstidens Europa: et åbent, fredeligt og velstående kontinent.
Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022), oktober 2019
november 1989. Bornholmer Strasse. Vi var der”.
Sådan stod der på et banner, som to kvinder holdt op i luften. Kvinderne var iført guldparykker og lignede mest af alt to slyngveninder på vej til nytårsaften. De havde taget opstilling foran Bösebrücke på Bornholmer Strasse. På broen flød det med tomme ølflasker og den østtyske mousserende vin ’Rotkäppchensekt’. Larmen var næsten øredøvende, da glade østberlinere kørte i kortege over broen med hornet i bund. Hundreder havde trodset kulden for at markere, at det var lige her ved Bösebrücke, at Berlinmuren blev åbnet den 9. november 1989. Selv 30 år efter var der stadig meget at fejre.
Internationale tv-hold havde travlt med at indfange stemningen og interviewe øjenvidner om den lykkelige novembernat i 1989. Veninderne med guldparykkerne stillede sig beredvilligt til rådighed, da jeg spurgte ind til deres historie. De var kommet hjem fra arbejde sent om eftermiddagen og havde drukket te i lejligheden i Prenzlauer Berg. Det var i denne bydel, at demonstrationerne mod det østtyske regime for alvorlig havde taget fart i oktober 1989. Selv om det var forbudt at lytte til vesttysk radio, havde de to veninder vanen tro stillet ind på netop én af de stationer. Og pludselig kom den fantastiske, men også uvirkelige nyhed: Berlinmuren åbner; alle kan rejse ud. Spontant løb de ned til grænseovergangen ved Bornholmer Strasse. Og ganske rigtigt: flere tusinde var samlet ved overgangen, mens de taktfast råbte: ”Vi vil ud; vi vil ud!” Efter et par timer gav grænsevagten efter for menneskemængden og løftede bommen.
1. Hundredetusinder af vest- og østtyskere fejrede årsskiftet 1989/1990 ved Brandenburger Tor. Nytårsaften den 31. december 1989 var første gang siden 1961, at byen holdt en samlet nytårsfest. Berlinmuren blev opført den 13. august 1961.
Foto: Wolfgang Kumm/Ritzau Scanpix.
Pludselig befandt veninderne sig på Kurfürstendamm i Vestberlin, der i nattens anledning lagde asfalt til en øst-vesttysk folkefest. Men med ét blev feststemningen afbrudt: ”Der var én, der sagde, at Muren var blevet lukket igen. Heldigvis var det en and. Vi var jo bare stormet afsted uden at skænke det en tanke, at vores døtre på fem og syv år sov i lejligheden i Prenzlauer Berg”.
I forordet til 1. udgaven af ’Håbets Europa’ betegner nu afdøde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen Murens fald som en ”gave”.
Jeg husker ikke, om veninderne i deres begejstrede talestrøm brugte lige netop det udtryk. Men at 1989 var en gave for dem og især deres døtre, er der ingen tvivl om. Takket været denne kaotiske nat kunne de vokse op i frihed og uden frygt for atomkrig Og som det mest naturlige slentre op og ned ad Kurfürstendamm, Strøget eller for den sags skyld 5th Avenue i New York.
Min påstand er, at alle, der var gamle nok i 1989 til at følge nyhedsstrømmen, kan huske hvor de var, da Muren væltede. Eller for den sags skyld, da de østeuropæiske regimer faldt én for én som dominobrikker. De fleste vil også kunne genkalde følelsen af, at fremtiden ville blive bedre end fortiden. Der var ganske enkelt ikke en plet på jordkloden, som var bedre end vores. Den Kolde Krig var forbi, og vi var gået ind i en ny epoke.
Håbet om et samlet, fredeligt Europa var så meget desto større, da begivenhederne i 1989 indtraf uventet.
Året før var der absolut ingen, som drømte om, at øst- og vesttyskere ved årsskiftet ville kunne skyde nytåret ind sammen foran et åbent Brandenburger Tor. Europas deling blev opfattet som historiens endegyldige svar på Anden Verdenskrig. I modsætning til hvad mange tror i dag, var revolutionsåret 1989 derfor hverken uundgåeligt eller resultatet af en politisk plan. ”Alle, der fortæller dig, at de vidste, hvad der ville ske, forsøger at lægge røgslør ud”, har Ellemann-Jensens amerikanske udenrigsministerkollega, James Baker sagt. Og som det vil fremgå, kunne historien have taget en ganske anden drejning i 1989.
2. Natten mellem den 9. november og 10. november kom tusindvis af østtyskere igennem grænseovergangen ved blandt andet Bornholmer Strasse. Én af dem var den senere kansler Angela Merkel. Under Den Kolde Krig havde Merkel ofte sagt til sin mor: ”Når Muren falder, skal vi spise østers på Kempinski”. Foto: Paul Glaser/Ritzau Scanpix.
1989 levede dermed til fulde op til forfatteren Stefan Zweigs definition af en stjernestund, hvor tidsoverskridende afgørelser træffes på én bestemt dag, ja inden for en enkelt time af beslutsomme og modige mennesker. Og ligesom under Den Kolde Krig (1945-89) var forventningen, at stregerne på Europakortet var permanente. Det virkede næsten som om, historien var forbi.
3. Tidligt om morgenen den 24. februar 2022 meddelte Vladimir Putin i en tv-tale, at han havde indledt en ”særlig militær operation” for at beskytte den russiske befolkning mod et folkemord, som ”nynazisterne” i Ukraine var ved at forberede. ”Anti-Rusland tager form”, og ”det her er et spørgsmål om liv og død – om vores nations historiske fremtid”, lød det. Udtrykket ”særlig militær operation” blev af mange i Europa tolket sådan, at Putin forventede, at angrebet ville blive kortvarigt. Foto: Reuters TV/Ritzau Scanpix.
Historiens comeback
Stjernestunden sluttede med et brag. Den 24. februar 2022 fik historien endegyldig et comeback, da Ruslands præsident Vladimir Putin indledte en fuldtonet invasion af Ukraine. ”Vi kunne mærke, at verdensordenen brød sammen”, som formanden for det ukrainske parlament Ruslan Stefanchuk udtrykte det fra en kælder i Kyiv.1 Med ét var der på ny landkrig, krigsforbrydelser og store flygtningestrømme på vort kontinent. Hvor jeg i min gymnasietid i 1987 stod ved Jerntæppet mellem Øst- og Vestberlin, befandt jeg mig i 2022 ved et nyt. Det gamle var nærmest parallelforskudt til den lille by Narva i den nordligste del af Estland. Her skiller en bro, der ironisk nok kaldes for ”venskabsbroen”, nu NATO fra Putins Rusland. Frem for Bösebrücke befandt jeg mig i 35-året for 1989 ved Romanivkabroen i en forstad til Kyiv. Det var den bro, ukrainerne i februar
2022 sprængte i luften og dermed i sidste øjeblik stoppede russernes fremmarch mod Ukraines hovedstad. Også her kunne historien have taget en anden drejning. For hvad hvis russerne var kommet frem til Kyiv og dermed til Volodymyr Zelenskyjs præsidentkontor?
Ville Ukraine så have været sat skakmat? I stedet indledte Zelenskyj en imponerende frihedskamp og tonede frem på en video optaget på sin mobiltelefon: ”Vi er her. Vi er i Kyiv. Vi beskytter Ukraine”.
4. 25. februar 2022 stoppede Ukraine Ruslands fremmarch mod Kyiv ved at sprænge den 114 meter lange Romanivkabro ved Irpin i luften. I al hast blev der etableret en interimistisk bro, så godt 40.000 ukrainere kunne komme i sikkerhed. Dette gav broen tilnavnet ’Livets bro’. Resterne af den gamle bro vil blive bevaret som et mindesmærke.
Foto: Emilio Morenatti/AP/Ritzau Scanpix.
