TITLER I SERIEN: Børnene i Nyskoven En verdensomsejling under havet Frændeløs Heidi Jorden rundt i 80 dage Heidi © 2020 Gads Børnebøger | Gads Forlag A/S Oversat af Else Schiøler Indgår i serien Gads lette klassikere 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Heidi Lix 21,4 – ml=10,9 lo=10,5 ISBN 978-87-627-3500-2 Trykt i Sverige, 2020 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
Heidi_mat.indd 2
03/06/2020 12.48
Heidi_mat.indd 1
03/06/2020 12.48
l. KAPITEL På vej op ad bjerget
Fra den lille hyggelige by Mayenfeld i Schweiz fører en sti gennem grønne enge hen til foden af et højt bjerg. Hvor stien begynder at dreje opad, mærker man straks duften af alpeblomsterne. Hen ad denne smalle sti gik en høj, kraftig ung kvinde med en lille femårig pige ved hånden. Det var en dejlig morgen i juni måned, og barnets kinder glødede af varme, for skønt det var sommer og solskin, var hun klædt på, som om det var bidende koldt. Hun havde tre kjoler oven på hinanden, og rundt om hele hendes lille krop var der viklet et tykt, rødt tørklæde. På fødderne havde hun tunge sko, der var beslået med søm. Varm og træt arbejdede hun sig op ad bjerget. Efter en times gang kom de til en lille landsby, hvor den unge kvinde havde sit hjem. Folk i byen kendte hende og ville gerne snakke med hende, men hun lod sig ikke standse, før hun nåede det allersidste hus i gaden. Her 3
Heidi_mat.indd 3
03/06/2020 12.48
råbte en stemme ud ad en dør: “Vent et øjeblik, Dete. Vi kan følges, hvis du skal højere op.” Dete stod stille. Den lille pige gjorde sig fri af hendes hånd og satte sig ned på jorden. “Er du træt, Heidi?” “Nej, men jeg er så varm,” svarede hun. “Vi er snart helt oppe. Du må holde ud lidt endnu og tage store skridt. Om en time er vi der.” Nu kom en anden ung pige ud ad sin dør og slog følge med dem. Pigen havde rejst sig op og gik troligt bag ved de to andre. De var gamle bekendte og havde meget at snakke om. “Men hvor vil du dog hen med barnet, Dete?” spurgte Barbel. “Det er vel din søsters lille pige?” “Ja, det er. Hun skal op til Alpeonkel og blive der.” “Hvis han var ligesom andre mennesker, kunne det måske gå,” sagde Barbel, “men du kender ham jo. Man ved ikke, hvad han kan finde på. Hun holder det ikke ud hos ham.” “Jeg vil i hvert fald ikke gå glip af den gode plads, jeg nu kan få i Frankfurt.” “Til Alpeonkel? Du er ikke rigtig klog, Dete. Den gamle sender hende hjem lige med det samme.” “Det kan han ikke. Han er barnets bedstefar. Nu er 4
Heidi_mat.indd 4
03/06/2020 12.48
det hans tur til at gøre noget. Jeg har fået en god plads, men jeg kan ikke have barnet der.” “Det er godt, det ikke er mig, der skal bo hos Alpeonkel,” sagde Barbel. “Hvad mon det egentlig er, der er i vejen med den gamle deroppe? Han vil ikke have noget med andre mennesker at gøre, han sætter aldrig sine ben i en kirke, og når han en gang imellem kommer ned til landsbyen, flygter alle fra ham. Med sine buskede, grå øjenbryn og sit store skæg ligner han jo en vildmand.” “Han må i hvert fald tage sig af Heidi nu, og hvis han gør hende fortræd, bliver det hans sag og ikke min.” “Jeg gad vide, hvad den gamle har på samvittigheden, siden han bor helt alene deroppe på bjerget. Folk i landsbyen snakker meget om ham.” Barbel var nysgerrig og ville ikke lade denne lejlighed gå fra sig til at høre noget om Alpeonkel. Hvorfor levede han helt alene oppe på bjerget? “Jeg ved, du kender hans historie, Dete. Fortæl mig noget om ham. Har han altid levet i fjendskab med folk i byen?” “Det ved jeg ikke. Jeg er 26 år, og han er 70, så jeg har ikke kendt ham, da han var ung. Men jeg tør ikke 5
Heidi_mat.indd 5
03/06/2020 12.48
fortælle, hvad jeg har hørt om ham, for du siger det bare videre til de andre i landsbyen.” “Jeg lover dig, at jeg ikke skal sige et ord til noget menneske.” “Ja, ja, da. Men først må jeg vide, hvor Heidi er henne.” Dete så sig over skulderen for at være sikker på, at Heidi ikke var så nær ved dem, at hun kunne høre, hvad de talte om. Men Heidi var slet ikke på stien. De to unge kvinder så sig om til alle sider. Heidi var der slet ikke. “Jo, nu kan jeg se hende,” råbte Barbel og pegede langt ind over bjerget. Der klatrer hun omkring sammen med Gede-Peter og hans dyr. Lad bare de to børn løbe sammen. Han kan se efter hende, og så kan du fortælle mig historien i fred og ro.” Dete fortalte. “Nu er han en fattig mand, men da han var ung, var han meget rig. Hans far ejede et af de største godser her på egnen, og Alpeonkel skulle arve det hele.” “Hvorfor fik han det så ikke?” “Fordi han ikke brød sig om andet end at farte landet rundt og drikke og solde alle pengene op. Til sidst måtte hans far sælge gården, og kort efter døde både hans far og mor af sorg.” 6
Heidi_mat.indd 6
03/06/2020 12.48
“Men Alpeonkel selv?” “Han forsvandt. Ingen vidste, hvorhen. Senere fik man at vide, at han tjente som soldat i Italien, men der gik femten år, før man hørte noget til ham.” “Kom han så hjem igen?” “Ja, han dukkede op i sin hjemegn med en stor søn, som han ville have anbragt hos familien. Men alle lukkede deres døre for ham og ville hverken vide af ham eller drengen.” “Hvem var drengens mor?” “Hende har vi aldrig kendt. Hun døde kort efter drengens fødsel. Eftersom ingen ville have noget med Alpeonkel at gøre, blev han bitter og lovede sig selv, at han aldrig mere ville sætte sine ben i sin egen by. I stedet slog han sig ned her i vores lille landsby og satte drengen i lære som tømrer.” “Kendte du drengen?” “Ja, han var en pæn og flink ung mand, som alle kunne lide. Men den gamle ville de ikke kendes ved. Man sagde, at han var flygtet fra Italien, fordi han havde slået en mand ihjel i et slagsmål.” “Hvordan gik det sønnen?” “Han blev gift med min søster Adelheid, og de havde det så godt sammen. Men det skulle ikke vare 7
Heidi_mat.indd 7
03/06/2020 12.48
længe. De havde kun været gift i to år, da en bjælke faldt ned fra det hus, hvor han arbejdede, og dræbte ham på stedet. Adelheid sørgede sådan over ham, at vi nogle uger efter hans død også kunne begrave hende.” “Og Alpeonkel?” “Alle mennesker sagde nu, at det var straffen, der ramte ham, og præsten talte til ham og sagde, at han måtte gøre bod for sine synder. Men han blev mere og mere vred og stivsindet, og fra nu af talte han aldrig med nogen. Han flyttede op på bjerget, og der har han levet lige siden, i ufred med Gud og mennesker.” “Men din søsters barn?” “Adelheids lille pige tog min mor og jeg til os. Hun var kun et år gammel. Men nu er min mor død, og i overmorgen rejser jeg til Frankfurt.” “Vil du så lade Alpeonkel tage sig af Heidi?” “Jeg kan ikke tage en femårig pige med til en by, hvor jeg skal tjene i et stort, fint hus. Men hvor skal du i grunden hen, Barbel? Nu er vi snart helt oppe på græsgangen.” “Jeg skal ikke længere end hertil. Jeg skal ind til Gede-Peters bedstemor. Hun har spundet noget garn til mig, som jeg skal hente. Farvel, Dete, og lev vel!” Barbel gik ind i den lille fattige hytte. Her boede 8
Heidi_mat.indd 8
03/06/2020 12.48
Gede-Peter med sin mor og sin blinde bedstemor. Hver morgen hentede han gederne nede i landsbyen og drev dem samlet op på bjerget, hvor de kunne spise det gode, saftige græs. Om aftenen sprang han, lige så let som dyrene, ned ad bjerget igen, og når han nåede landsbyen, piftede han med fingrene. Så kom alle folk ud af husene og hentede deres dyr. Men hele dagen lang levede han oppe på bjerget, alene med gederne. Dete så sig om efter Heidi. Hvor var barnet nu henne? Først var Heidi med møje og besvær klatret op efter gederne. Hun var så tung og varm i sit tykke tøj. Men da hun så, hvor let Peter sprang omkring med bare ben og i korte bukser, satte hun sig ned på jorden og trak sko og strømper af. Det røde tørklæde viklede hun af, og så kom turen til de tre kjoler. Nu stod hun der i sit lette undertøj og strakte armene frit i vejret. Hun lagde klæderne i en pæn bunke på jorden, og løb let og glad efter Peter og gederne, langt væk fra stien, hvor Dete gik. De to børn faldt hurtigt i snak. Heidi ville vide, hvor mange geder Peter skulle passe på, hvad de hed, hvor han skulle hen med dem, og hvad han lavede oppe på bjerget. 9
Heidi_mat.indd 9
03/06/2020 12.48
Endelig fik Dete øje på dem. “Men Heidi dog! Hvordan er det, du ser ud? Hvor har du gjort af kjolerne og tørklædet? Og de nye sko, jeg lige har købt til dig?” Barnet pegede roligt ned ad bjerget og sagde: “Dernede.” “Din uartige pige! Hvor kan det falde dig ind? Hvorfor har du taget alt tøjet af ?” “Jeg har ikke brug for det,” sagde Heidi og så slet ikke ud til at være ked af det. “Du skulle skamme dig, skulle du! Hvem skal nu hente det tøj? Der er en halv times vej derned. Hør Peter, løb ned og hent det. Stå ikke dér og glo.” “Jeg er allerede for sent på den,” sagde Peter og rørte sig ikke. “Se her, hvad du skal få.” Dete holdt et pengestykke op foran ham. Straks var han væk. Han sprang den lige vej ned til tøjbunken og kom så hurtigt tilbage, at Dete med glæde gav ham pengene. Peter strålede over hele ansigtet, da han stak mønten i lommen, for penge fik han ellers aldrig. “Kan du ikke bære det op til Alpeonkel for mig? Du skal jo alligevel samme vej som os,” sagde Dete, 10
Heidi_mat.indd 10
03/06/2020 12.48
idet hun begyndte at gå op ad den stejle sti bag GedePeters hytte. Villig tog han tøjet under den venstre arm, mens han svingede sin pisk med den højre, og Heidi og gederne hoppede og sprang muntert omkring ham. Efter endnu en halv times gang nåede de alle tre op til det sted, hvor Alpeonkels hytte lå. Her var åben udsigt til alle sider, og både sol og blæst havde frit spil omkring den lille hytte. Ved bagsiden af huset stod tre store, gamle grantræer, og endnu længere tilbage hævede bjerget sig højere og højere, først med blomster og græs, og senere med den nøgne, grå klippe. Foran hytten, med udsigt ned over dalen, havde Alpeonkel stillet en bænk. Her sad han med sin lange pibe i munden og så roligt på, at børnene og Dete kom vandrende op ad bjerget. Heidi var først oppe, hun gik lige hen til den gamle mand, rakte hånden frem og sagde: “Goddag, bedstefar.” “Hvad skal det betyde?” spurgte den gamle barsk og gav Heidi hånden, mens han så på hende med et langt, gennemtrængende blik under de buskede øjenbryn. Heidi slog ikke øjnene ned, men så ham lige op i 11
Heidi_mat.indd 11
03/06/2020 12.48
ansigtet uden så meget som at blinke. I mellemtiden var også Peter og Dete kommet til. “Goddag, kære onkel,” sagde hun. “Her bringer jeg dig dit barnebarn. Du kan vel ikke kende hende, for hun var ikke mere end et år, da du sidst så hende.” “Hvad skal barnet her hos mig?” spurgte den gamle kort og vendte sig mod Peter. “Gå du bare videre med gederne, og sørg for at få mine to med.” Peter adlød hurtigt, for Alpeonkel havde set så strengt på ham, at han var glad for at slippe væk. “Hun må blive her hos dig, onkel,” sagde Dete. “Jeg har gjort, hvad jeg har kunnet i fire år, og nu må det være din tur.” Alpeonkels øjne lynede imod Dete. “Nå, så det mener du! Og hvad så, når hun begynder at klynke og kalde på dig, som små børn altid gør, hvad skal jeg så stille op?” “Ja, det bliver din egen sag. Der var heller ingen, der lærte mig det, da hun var et år og blev lagt i armene på mig. Men nu er min mor død, og jeg må ud og tjene penge. Du er den, der står barnet nærmest, og hvis du ikke kan have hende, må du gøre med hende, hvad du selv vil. Nu er det dig, der har ansvaret, hvis der sker hende noget, og du behøver vel ikke have mere 12
Heidi_mat.indd 12
03/06/2020 12.48
på samvittigheden, end du har i forvejen.” Ved hendes sidste ord havde den gamle rejst sig op. Han var så vred, at hun gik et par skridt baglæns. Så strakte han armen ud og sagde hårdt: “Gå din vej tilbage, hvor du er kommet fra. Og kom ikke for mine øjne så snart igen.” Dette lod Dete sig ikke sige to gange. “Farvel da, og lev vel. Også du, Heidi,” sagde hun hurtigt og løb i ét stræk ned til landsbyen. Her råbte folk igen ad hende, for de kendte både hende og Heidi, og nu så de hende komme alene tilbage. “Hvor har du gjort af barnet, Dete?” lød det ud fra alle vinduer og døre. “Hun er oppe hos Alpeonkel! Ja, hos Alpeonkel. Det har jeg jo sagt.” Fra alle sider råbte de til hende: “Men Dete dog, hvor kan du nænne det! At efterlade det lille hjælpeløse barn deroppe! Den lille stakkel!” Dete løb gennem landsbyen, så hurtigt hun kunne, og var glad, da hun ikke kunne høre råbene mere.
Heidi_mat.indd 13
03/06/2020 12.48